Tag med ELLEs skribent, Anette Kirstine Poulsen til Canadas hotspot, Vancouver og oplev alt lige fra byens bedste adresser til de uforglemmelige oplevelser og ultimative must-sees, som det eftertragtede hotspot har at tilbyde.
Trykt i ELLE April, nr. 90 // Tekst: Anette Kirstine Poulsen (Beautyspace.dk) // Foto: Anette Kirstine Poulsen, Instagram, Produktfoto, PR
Canadas Vancouver er dét hotspot på verdenskortet, hvor flest fortrænger, at de kom med en returbillet!
I stedet bliver de hængende i byen, der er kendt for at sætte sig i hjertet.
Hvorfor? Fordi den som sundhedsmekka med en smuk glasgrøn skyline og et direkte kig til sneklædte bjergtoppe drager.
Og så ligger byen under to timers kørsel fra verdens bedste skisportssted.
Psst… ELLEs skribent, Anette Kristine Poulsen, deler sine bedste tips og guides til Canadas hotspot over dem alle i galleriet nedenfor.
Klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne.
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Du bader i byens baggård: Vancouvers strande er byens baggård, og de er et must – afsæt minimum en dag til at opleve Second og Third Beach (glem First, der ikke findes). Som et dragende hangout og urbant varmetæppe af solbadende, avislæsende, volleyspillende byboere er her nok at kigge på – og deltage i. Nyd også de opvarmede pools og tørrestationer (beach dryers), for dem der skal videre i en fart.
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Her skal du bo: Hotellerne er talrige og i alle prisklasser – i den underspillede, klassiske luksuskategori finder du The Wedgewood Hotel i downtown, hvor de bedste caféer og butikker ligger. Som byens første botique-hotel er atmosfæren familiær og tæt på kærlig (hver aften sættes der friskbagte cookies og mælk på værelset). Vil du have udsigt over vandet, er Fairmont Pacific Rim tjekket med den hypede restaurant Oru. Du kan også leje et af de hyggelige og billige værelser (gå efter loftet) på Urban Hideaway Guesthouse, som ligger presset ind imellem Downtowns højhuse. Wedgewoodhotel.com, Fair-mont.com, Urban-hideaway.com
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Byparken, du farer vild i: Med sine 400 hektar er Stanley Park større end New Yorks Central Park. Her er egern, vaskebjørne, sorthalede hjorte, prærieulve og meterhøje blåhejrer, men mest af alt fungerer parken som et udendørs motionscenter med løb, cykling, yoga, svømning og god plads til de stille spadserende med deres to-go soy chai-latte. Det kan anbefales at booke en cykelguide (spørg efter Greg hos Cyclevancouver.com), så du kommer rundt i alle krogene, hvor kun de lokale kommer – som bl.a. Beaver Lake, hvor de pink åkander ligger tæt omkranset af enorme douglasgraner. Stanleypark.com
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Foto: Anette Kirstine Poulsen
For dig, der tør: Det vildeste og største sus i maven får du ved til fods at krydse den berømte hængebro Capilano Suspension Bridge – men husk, at den er smukkest i ensomhed og derfor uden for feriesæsonen. Capbridge.com
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Her skal du shoppe: Ingen forlader Vancouver (eller Canada for den sags skyld) uden at have fået et par Bite Beauty-produkter med hjem. Det er hudpleje til læberne og med ingredienser så fine, at vi krydser fingre for, at de snart laver noget til hele ansigtet (køb ’Lip Mask’ og ’Lip Primer’). Stil også mod Gastown, som er byens hippe kvarter med fashionable avantgarde-butikker – hold især øje med området omkring Blood Alley. På Robson Street finder du designertøjet og solbrillerne – masser af solbriller – blandet med japanske gadekøkkener og gode kaffebarer.
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Afstikkeren, du ikke misser: Ingen (hører du!) må besøge Vancouver uden også at tage til Whistler, der er verdensberømt for sin luksuriøse pudder-sne. Uanset årstid er bjergområdet værd at rejse efter med en køreafstand på bare halvanden time og en strækning så smuk, at det gør ondt i øjnene. Du får lyst til at stoppe, stoppe og stoppe. Gør ophold i Squamish og tag Sea to Sky-gondolen op i himlen – den smukkeste, mest nervepirrende tur, hvor der på toppen venter en gigantisk hængebro og en god kaffebar. I Whistler står den på ski om vinteren og mountainbiking om sommeren og jo, du vil se sorte bjørne.
Foto: Anette Kirstine Poulsen
Det skal du spise: Det kan gøres ultrakort: Lev af gadekøkkenerne (tjek de aktuelle anbefalinger på Streetfoodapp.com/vancouver) – lav en afstikker til Joe’s Grill på Davie St 1031, som laver verdens bedste gourmetburger (tro mig, bare bestil den) og så morgenmaden på The Wedgewood Hotel, hvor kaffen, servicen og de hjemmelavede kyllingepølser er i top og serveres fra kl. 07.00. Wedgewoodhotel.com