Rejser

48 timer i Paris: Det skal du se, spise og opleve

- 07/07/2022

Den franske hovedstad er i konstant udvikling, og nye steder er poppet op, mens vi ikke har kunne rejse dertil. Men heldigvis er de gode gamle steder der stadig. Christina Zemanova, der har boet i byen og hele tiden vender tilbage, viser vej til sine yndlingssteder.

Blæksprutter og grøntsager, Septime

Tag et morgenfly til Paris, og sæt kursen mod restaurant Septime, når det bliver frokosttid. Den ligger i det 11. arrondissement, er skabt af kokken Bertrand Grébaut, der tidligere var på den trestjernede michelinrestaurant Arpège, og er lige nu nummer 24 på listen over verdens bedste restauranter. Fra gaden gør den ikke meget væsen af sig, men solen vælter ind ad den åbne dør, og overalt i restauranten er der fyldt med par, venner og familier, der spiser den fireretters frokostmenu til 60 euro og drikker den dertilhørende vinmenu til 40 euro. En blæksprutte bliver serveret i baren, vin bliver hældt på glas, nogle jubler over en ostetallerken, det summer af dæmpede franske stemmer – og nogle enkelte højlydte amerikanske. Septime er moderne fransk køkken, som er så eftertragtet, at man skal have booket bord præcis tre uger i forvejen, hvor de åbner for nye reservationer.

www.septime-charonne.fr, +33 1 4367 3829

Foto: Privat

Frokost på Septime er sådan cirka den bedste idé i verden.

Den bedste boghandler i verden, Shakespeare and Company
 

Når du er færdig med frokosten, så gå mod Seinen, kryds den og sæt kursen mod verdens bedste boghandel. Shakespeare and Company føles mere som et privat hjem end en butik; der er bøger fra gulv til loft på både engelsk og fransk, og da jeg interviewede forfatter Rachel Cusk for nogle måneder siden, beskrev hun stedet som en slags ambassade eller et litterært fællesskab mere end noget andet. Hun er netop flyttet til Paris, og det var boghandleren, der fandt en leje-lejlighed til hende. Herinde kender de alle, og gennem årene er forfattere som Hemingway og Allen Ginsberg og William Burroughs kommet forbi. Det er den gamle ejers datter, der driver stedet nu, og der er sofaer og bænke, hvor man kan slå sig ned og få en anbefaling til den næste bog, man skal læse. Gå også en tur langs de mange bogboder ved Seinen, og støt dem, der var så hårdt ramt af de manglende turister under coronanedlukningen, ved at købe en genbrugt litterær klassiker med hjem.

Shakespeare and Company, 37 Rue de la Bûcherie

Foto: Shutterstock

Jardin du Luxenbourg er altid et godt sted at gå en tur.

Et glas inden middag, Aux Deux Amis

Aux Deux Amis på Oberkampf er mit evige yndlingssted til et glas før eller efter en middag. Der er propfyldt i baren med det gulorange lys, folk står i tre lag og drikker vin, nipper til små retter fra ost til charcuteri og hele artiskokker. Stemningen er cool og casual, alle taler med alle, perfekt sted til at blive sulten, mens det bliver mørkt udenfor.

Aux Deux Amis, 45 Rue Oberkampf

Spis i marmorbaren, Vivant 2

Tyve minutters gang væk i det 10. arrondissement ligger Vivant 2, som er kendt for sin gode stemning og velsmagende mad. Her er ikke plads til særlig mange gæster, så det føles intimt at tage plads ved den hvide marmorbar med fuld udsigt til køkkenet. Der er få retter at vælge imellem, årstidens grøntsager, fisk, kød, vin på glas eller flasker, vinkyndige tjenere, der viser sig at være utrolig søde og forstående, når man kommer til at smadre et glas; overordnet set kunne man nemt blive hængende hele natten. Husk at bestille bord.

https://vivantparis.com

Foto: Privat

Vivant 2 i det 10. arr. har få velvalgte retter, god stemning - og området er et festligt sted at bruge en aften.

Pandekager, Holybelly

Morgenmad i Paris var i mange år et tartine (smørsmurt flute) med lidt marmelade ved siden af og en kop semidårlig kaffe. Men det har ændret sig, gudskelov, så skynd dig ned til Holybelly, inden køen når helt ned ad vejen (det gør den lidt over 9), og bestil friskpresset juice og pandekager med sirup belæsset med frugt. Her er fyldt med lokale og turister, betjeningen er tjep, og kaffen er god.

holybellycafe.com

Foto: Privat

Holybelly er værd at sætte et vækkeur for.

Art deco-shopping, La Samaritaine

Gå igennem byen, indtil du rammer Samaritaine, der netop er åbnet ved Seinen i det 1. arr. Det gamle stormagasin har været lukket i 16 år pga. sikkerhedshensyn; der var omfattende brandfare i den indvendige konstruktion, og alt skulle bygges om på ny. Mastodonten LVMH har sat den ikoniske bygning i stand, og nu står den langt om længe færdig. Bygningen er i sig selv udflugten værd – at du samtidig kan finde alle de store mærker på de mange etager og kigge på alt fra luksusure til tasker, sko og tøj, er bare en ekstra bonus.

La Samaritaine. 9, Rue de la Monnaie

Foto: Shutterstock

La Samaritaine er endelig åben og fyldt med finurlige detaljer og art deco-lir.

Udon-nudler, Udon Jubey

I Rue Sainte Anne (det 2. arr.) ligger de japanske og koreanske restauranter tæt. Ofte kan man se på køen, hvor godt stedet er, for man kan ikke reservere bord. Derfor står man længe uden for Jubey, indtil man endelig bliver lukket indenfor, sat i kælderen, ved vinduet eller – bedst af alt – i baren, hvor man kan følge med i tilberedningen af perfekt afstemt tempura og afkøling af de tykke japanske udonnudler. Smagen er det tætteste, jeg har været på Tokyo i Europa, ejeren gør en dyd ud af, at alle ingredienserne er naturlige, og det lille lokale er fyldt med anerkendende japanere og sultne franskmænd.

Udon Jubey. 39, Rue Sainte Anne

Kitsuné-kaffe, Café Kitsuné

Ti minutter væk, inde i smukke Palais Royal, ligger Café Kitsuné. Der er sikkert kø, men kø i smukke omgivelser, og kaffen er det værd – tag den som takeaway, og sæt dig på græsset eller ved springvandet. Hvis du vil have en smule af den oplevelse med hjem, kan man købe kaffen, som smager af chokolade og grillede hasselnødder, i 100 og 250 grams poser.

51 Galerie Montpensier, 75001 Paris

Café Kitsuné har god kaffe, også som takeaway.

Kunstnernes egne huse, Rodins hus
 

Mange af verdenshistoriens største kunstnere har boet og arbejdet i Paris, og du kan udforske deres egne hjem. Det er nok ikke muligt at nå flere end et enkelt, så undersøg, hvad der passer til dit temperament, til vejret – og hvilke der har åbent. Mit yndlingssted er Rodins hus i Rue de Varenne, hvor blandt andet Grubleren står, og hvor haven indbyder til at sætte sig på en bænk og læse en bog, når man har set på kunst. Men der er også andre at vælge imellem. Som Émile-Antoine Bourdelle, Rodins elev, der også har en lang række kunstværker af store malere i sin private samling. Den største franske romantiske maler, Eugène Delacroix, har også sit eget museum i sin tidligere bolig, og det samme gælder Gustave Moreau, en af symbolismens største billedkunstnere. Eller tjek hollandske Ary Scheffers tidligere hjem i det 9. arr., der nu er omdannet til Musée de la Vie Romantique – hvor alle fra Chopin til Dickens efter sigende brugte aftenerne på at lade sig underholde.

Læs mere på parismusees.paris.fr

Foto: Privat

I Rue de Varenne ligger Rodins hus, hvor man kan hænge ud i den parklignende have.

 

Rå fisk og fest, Caché

Caché ligger i det 20. for enden af Villa Riberolle, der mest af alt minder om en mystisk indkørsel. Der er højt til loftet, som består af et kæmpestort trekantet glastag, indretningen veksler mellem sofaer og almindelige stole, og stemningen er både til middag og fest. Før var det et gammelt trykkeri, men nu er det en fyldt restaurant med festklædte vennegrupper og par på dates. Den rå havbars er stedets varemærke, generelt er alle råvarer i sæson, vinkortet er omfattende og drinkskortet ligeså.

cache-paris.com

Foto: Privat

Festlige Caché byder på rå fisk og vellavede drinks.

Store sydvendte altaner, Hotel les Bains

Der hvor Hotel les Bains i dag ligger, åbnede et af Paris’ mest berømte badehuse i 1895. Her badede den parisiske elite inkl. Marcel Proust. I dag er der spa i kælderen, en natklub ligger op ad badeområdet, og i stueetagen er der restaurant og en bar, der denne fredag er fyldt med mennesker. Værelserne ud mod gården har solrige altaner, hvor man har lyst til at tilbringe en eftermiddag. Grønne slyngplanter snor sig livligt langs facaderne, og der er endda en udendørs bruser. Værelserne er cool og eklektisk indrettet, med bløde tæpper og behagelige sofaer, så man faktisk har lyst til at være der. Hotellet, der også er en spa, laver sine egne skønhedsprodukter, og både body-wash’en, kropsolien og bodylotionen er værd at tage med hjem. 

lesbains-paris.com

Foto: Privat

Hotel les Bains.

Diskret luksus, Hôtel Pavillon de la Reine

Der er fyldt med spisende gæster i solen foran Place de Vosges, turister og lokale hygger sig på græsset på pladsen, som er en af Paris’ ældste og helt klart smukkeste. Idet man går igennem porten ved skiltet Hôtel Pavillon de la Reine, bliver der helt stille. Turistmylderet forsvinder, og en herskabelig og hyggelig gårdhave åbenbarer sig. En familie drikker kaffe og kakao, to kvinder taler dæmpet over et glas vin. Bygningen, der er fra 1700-tallet, må være blandt de smukkeste i Paris, og alt her – fra gårdhaven til de udendørs skulpturer – emmer af diskret luksus. Indendørs er der på en gang hjemligt med behagelige møbler, rene linjer, bogreoler fyldt med gamle klassikere og den originale kunstsamling samt moderne kunst, rene linjer og moderne design. Hotellet er privatejet, drevet af en familie, og det føles både som at være gæst i et palads og at være hjemme. 

pavillon-de-la-reine.com

Foto: Shutterstock

Hôtel Pavillon de la Reine

Læs ogå

Madguide med To Sultne Piger: Det skal du spise i Paris