Rejser

3 nye hoteller i Paris, der er et besøg værd

- 10/11/2023

Skal du et smut til byernes by? Her er tre nye hoteller, der vil gøre dit ophold til en drøm.

Foto: Bloom House Hotel

Bloom House Hotel

Bloom House Hotel åbnede i efteråret 2023 og ligger i det 10. arrondissement, tæt ved Gare du Nord og Canal Saint Martin. Det første du møder er den livlige bar og restaurant, der summer af god stemning. Hotellets værelser er hyggeligt indrettet med detaljer i lyst træ og varme toner, som giver en hjemlig og afslappet vibe. Værelserne er godt udnyttede og har dejligt store vinduer, der lader lyset strømme ind. Har du brug for lidt forkælelse, er hotellets spa stedet, hvor du både kan slappe af i poolen og saunaen eller få en massage.

23 Rue du Château Landon, 75010 Paris, Bloomhouse-hotel.com

Foto: Maison Delano

Maison Delano

På en lille sidegade til den eksklusive Rue Saint Honoré finder du Maison Delano, der åbnede i foråret 2023. Bygningen, der er en tidligere privat bolig fra det 18. århundrede, har fået en makeover og huser nu 56 værelser.

Stilen er moderne fransk og alle værelser er lyse og luftige, og der er tænkt på de små detaljer som en steamer og iPhone-stik i alle værelser. Morgenmaden kan nydes på værelset eller i de charmerende gårdhave-omgivelser, som hører til restauranten La Chambre Bleu. Menuen er lavet af Michelin-kokken Dani Garcia, og har fokus på middelhavskøkkenet med masser af frisk fisk, og kan heldigvis også besøges selvom du ikke bor på hoteller.

4 Rue D’Anjou, 75008 Paris, Maisondelanoparis.com

Foto: Hotel Dame Des Arts

Hôtel Dame des Arts

Fitnesscenter, biograf og ikke mindst en rooftop med forrygende udsigt – Hotel Dame des Arts er et forfriskende pust til Latinerkvarteret. Værelserne er små men stilfuldt indrettet med en blanding af lyst træ, metal og glas. Badeværelserne byder på Diptyque-produkter, og vil du gå all-in på Pariser-stemning kan du booke værelser specifikt med udsigt til Eiffeltårnet. Parfait!

4 Rue Danton, 75006, Damedesarts.com

Læs ogå

Restauranter, kaffe og cocktails: 9 steder i Paris, du skal besøge lige nu