Denne måneds nye spot er Bar Moro på Nørrebro. Vi tog en snak med den ene af folkene bag, Jonas Franck.
Hvad er Bar Moro for et sted?
Bar Moro er et uprætentiøst, udogmatisk heldagssted. Du kan komme og spise lidt morgenmad, frokost, få et glas vin efter job, en middag eller bare en cocktail i baren. Vi stræber efter at tilføje en lokal nerve med liv og sjæl. Vi er startet med at åbne “restaurant”, men der kommer mere fra vores hænder i den kommende tid. Vi har overtaget nabolokalerne, hvor vi kommer til at kunne huse selskaber og events i alle mulige afstøbninger helt op mod 60 personer. Slutteligt kommer der en lille vinbutik, sådan som man kender det fra Paris med ’Cave á Vin’-konceptet.
Hvad serverer I?
Det som sæsonen, hjertet og temperamentet tillader. Vi holder os udogmatisk med et udgangspunkt i det mediterranske køkken. Det skal være levende, uprætentiøst og overraskende. For os handler det om noget simpelt med smagsmæssig wauw-faktor. Vi har strikket vores menuer sammen således, at alle gerne skulle kunne være med. Om man er til en læskende salat med mandarin, endive, rosenvand, kapers og thaichili eller en dyb tallerken med stegt gnocchi, kastanjer, svampesauce med sherry og pecorino.
Hvem står bag?
Det gør Nikolaj Højlund Jacobsen, Benjamin Haddoque og jeg selv, Jonas Franck. Nikolaj og Benjamin er gamle kammerater, og det var faktisk Nikolaj som fandt lokalet og tog kontakt. Vi kendte ikke hinanden, men deler frisør. Vi bliver klippet hos Praeso på Nørrebro, og der er næsten garanti for at møde en fra restaurationsbranchen, når man kommer.
Hvad er din egen favorit på kortet?
Det synes jeg er virkelig svært at svare på. Det er jo helst gæsterne, som skal definere signaturer. Vi har ikke haft åben længe, men det lader til at vores jomfruhummer med peberpiperade, crouton, bisque og mandelolie er en publikumsfavorit. Ellers er gnocchi-retten nok svær at komme udenom. Den har jeg haft med mig i rygsækken et par år (Franck har tidligere drevet Restaurant Frank og Cleo, red.) En god ven sagde forleden: ”Det er som at få et kram en af god ven,” og det tror jeg rammer den meget godt.
På hvilken måde skiller Bar Moro sig ud fra alle de andre?
Det er virkelig et svært og godt spørgsmål. Der er ikke voldsomt mange heldagssteder, så det kunne være et punkt. Udover det så ved jeg ikke helt, hvem jeg skulle sammenligne os med i forhold til vores madstil i København.
Hvad får man for meget af i København?
Her er jo alt, hvad hjertet begærer på et ret højt niveau, så hvis man får meget af noget, er der rig mulighed for at skifte fokus. Restauranter der skyder op fra de velkendte store kæder, har jeg lidt et love-hate-forhold til. Men københavnere elsker jo trends og hypes. Nogle gange kunne jeg måske ønske, at det blev holdt lidt nede på jorden og fokus var på smag fremfor andet. F.eks. Pruttet, dårlig naturvin, som steg til himlen for 10 år siden, og BMO-bølgen.
Hvor finder man jer?
På Blegdamsvej 36, 2200 Nørrebro