Mad og drikke

Forvandlet værksted i København er stedet at drikke vin denne sommer

- 21/06/2022

Det er måske ikke lige det, du normalt forbinder med vin og solhygge, men stedet er allerede blevet et foretrukket sted for de lokale.

Hvide plastikmøbler og slidte skilte lyder måske ikke lige umiddelbart som de perfekte rammer at nyde et godt glas vin i.

 

Men det er det på Autopoul. En ny vinbar og udstillingshal i Københavns Nordvest-kvarter, der noget usædvanligt er åbnet i en gammel bilværksted. Og selvom det kan lyde som en lidt sær lokation, kan du godt tro om igen. 

For bydelens lokale beboere og gæster har siden åbningen i maj allerede taget stedet til sig som sommerens ultimative hæng ud-sted. Og det er ikke underligt.

For på det store hjørne på Hejrevej er der høj sol stort set hele dagen, og sammen med de hvide fletmøbler i plastik placeret på asfalten skaber det næsten en stemning af ubesværet græsk taverna. 

Med det store udvalg af naturvin, forfriskende cidere og lækre øl tilbyder Autopoul nogle af tidens mest populære drikkevarer til fornuftige priser, og det understøtter kun den afslappede atmosfære.

Udover at kunne mæske dig i masser af vin, kan du også opleve både kunst og livemusik fra upcoming talenter. 

Så er du på udkig efter et skud ferie uden at skulle rejse de store længder til Middelhavet, får du her lige præcis den fornemmelse, hvis du kigger forbi på en solskinsdag.

Besøg Autopoul på Hejrevej 31. Tirsdag og onsdag 14.00-22.00, torsdag og fredag 14.00-00.00, lørdag 10.00-00.00 og søndag 10.00-20.00.

Læs ogå

Anerkendt Michelin-kok står ved gryderne på ny københavnerrestaurant