Mangler du hjælp til at finde den helt perfekte vinbar i København med den skønneste atmosfære? Vi guider her til nogle af vores favoritter.
En lækker vinbar med en hyggelig atmosfære er altid en god idé, om så det til et enkelt glas en torsdag eller der, hvor weekenden-fejringen skal begynde fredag.
Særligt i København er der mange gode vin- og ølbarer, der er værd at opleve, men det kan være lidt af en udfordring at finde det helt rigtige sted til netop jeres aften.
Derfor har vi herunder samlet 9 af vores favoritter i København, som du kan lade dig inspirere af.
Vinbar i København
1. Pompette
På en stille sidegade til Nørrebrogade, i smørhullet på Møllegade, finder du Nørrebros nok mest fotograferede vinbar Pompette. Dette skyldes stedets hyggelige facade med markiser, franske caféborde, flettede stole og en altoverskyggende parisisk stemning. Pompette er en vinbar (og forhandler), der udelukkende gør sig i naturlige vine med priser, som alle kan være med på.
Adresse: Møllegade 3, 2200 København N
2. Ancestrale
Ancestrale bliver til dagligt drevet af tre dedikerede fyre, der alle har en stor passion for vin, mad og ikke mindst godt værtskab. Inden for alle tre områder deler de glædeligt ud af deres viden med de besøgende. Som gæst føler du dig hurtigt hjemme, og det er derfor nemt at bruge flere timer på at smage dig gennem deres lækre naturvine i de hyggelige omgivelser. Udover det brede udvalg af naturvine kan du opleve serveringer, der er 90-100% økologiske, pescetariske og som primært består af lokale råvarer.
Adresse: Oehlenschlægersgade 12, 1663 København V
3. Vinbaren Vesterbro Torv
Ønsker du at kombinere gode smage og udsigt over torvet med en hyggelig stemning, så er Vinbaren på Vesterbro Torv med sikkerhed den rette for dig. Du kan slænge dig i lædersofaen, sidde på højstole i vinduet eller hoppe ind bagerst i lokalerne og nyde lækre delikatesser til dine druer. Når vejret tillader det, kan du også tage plads på deres udendørsareal på torvet. Hvis du derimod ønsker at drikke de mange gode vine i vante omgivelser, kan du købe en flaske (eller to) med hjem.
Adresse: Svendsgade 1, 1659 København V
4. Vinoria Lilo
Er du madentusiast eller bare på udkig efter et lækkert glas vin? Uanset går du ikke forgæves hos Vinoria Lilo, der er beliggende i Indre By og fokuserer på et bredt udvalg af naturvin. Trods den centrale placering får vinbarens hyggelige, naturlige atmosfære og stemning dig til at glemme alt om hverdagens stress og jag. Er du i tvivl om, hvilken vin du vil have, er personalet altid søde til at guide dig indenfor dit budget.
Adresse: Pilestræde 52, 1112 København
5. Bottega Estadio 1912
Måske kender du allerede søsterbaren Bottega Barlie, der ligger i Indre By, men i midten af maj 2021 åbnede Bottega Etsadio 1912 dørene for en ny vinbar på Østerbro. På Bottega Estadio 1912 serverer de europæiske vine og nogle dertilhørende hoved- og deleretter med både danske, middelhavs- og latinamerikanske referencer. En vinbar, der med sikkerhed ikke vil skuffe dig. På udvalgte fredage spiller de også op til dans med livemusik.
Adresse: Gunnar Nu Hansens Pl. 9, 2100 København Ø
6. Vinhanen
Hos Vinhanen på Nørrebro får du vin tappet direkte fra en af deres egne fem vintanke, der hver kan holde op til 900 liter. Men det er ikke det eneste sted du kan støde på Vinhanens vin, for de leverer vin til en stor del af byens restauranter og caféer som Harboe Bar, Tribeca, Whammy Bar og Mud Honey. Udover vin kan du selvfølgelig også nyde snacks som ost og charcuteri.
Adresse: Baggesensgade 13, 2200 København N
7. TOTO vinbar
Her er tale om en vinbar med et køkken, der er mere ambitiøst end de fleste andre, men hvor de ikke fjerner fokus fra hovedpersonen: vinen. De byder på intet mindre end 30 forskellige slags vine fra verden over, som spænder sig over både naturvine til biodynamiske og økologiske vine. Til trods for et øget fokus på vinen, vil du dog altid kunne tilkøbe både mindre og større retter, forskellige snacks og anretninger samt desserter.
Adresse: Amagerbrogade 145, 2300 København S
8. Rødder & Vin Bar
På Ravnsborggade ligger Rødder & Vin, der fungerer som en vinforretning med tilhørende speakeasy-bar ved siden af, hvor du kan nyde den vin, du finder i forretningen. Her er der hyggelig og afslappet stemning, udvalget af naturvin er imponerende, og du finder også både kaffe og specialøl, hvis du er mere til det.
Adresse: Ravnsborggade 10, 2200 København N
9. Sydhavnens vinbar & vinbutik
Hos Sydhavnens Vinbar og Vinbutik er der tale om et vinkort, der byder på delikate vine i alle farver. De har egen vin-import, hvor de udelukkende importerer biodynamiske, økologiske og naturlige vine – herunder rosé, hvid og rød. Og når du ønsker dét ekstra, når du skal smage dig gennem deres naturlige vine, tilbyder Sydhavnens Vinbar og Vinbutik også vinsmagning og andre vinarrangementer.
Adresse: Sydhavn, Borgbjergsvej 52, 2450 København SV