Mad og drikke

De 25 bedste steder til frokost i København

- 14/02/2022

At gå ud og spise en god frokost er den ultimative selvforkælelse, men det kan være en jungle at finde det hel rette sted. Vi har samlet de 25 bedste steder at spise din frokost i København her.

Det bugner af lækre spisesteder i vores dejlige hovedstad. Frokostklassikere såvel som nyfortolkninger serveres i hyggelige omgivelser, men hvor kan man spise den bedste frokost i København?

Er du til smørrebrød, salat, ramen eller tatar? Hvad end dit hjerte begærer, så findes der gode steder, hvor du kan spise din frokost i København, hvis madscene kun bliver bedre og bedre for hvert år.

Vi har været på jagt efter de bedste frokoststeder i København, og vi tør roligt sige, at der er mange gode bud. København er selvfølgelig kendt for sin højtbelagte smørrebrød, som vi elsker, men også det franske, asiatiske og japanske køkken er velrepræsenteret på frokostkortene i København. Se nogle af vores favoritter herunder.

Frokost i København

Deleretter på Nørrebro: Omar

På Nørrebro finder du Restaurant Omar, hvor du til frokost kan få fire serveringer til den nette sum af 180 kroner per snude. Forvent solid og simpel mad som lækker svampetoast, cremet stracciatella eller stegt torsk.

Hvor: Refnæsgade 32, 2200 København N. Se mere her. 

Foto: Omar omar nørrebro frokost

Fransk bistro i Indre By: Pastis

Den franske bistro på Gothersgade er uundgåelig på den københavnske madscene. Og med rette. Du kan nyde salater, skalddyr og bøffer eller gå all in på det franske køkken med foie gras, snegle og kalvebrisler.

Hvor: Gothersgade 52, 1123 København K. Se mere her.

Foto: Pastis fransk frokost indre by

Fransk på Vesterbro: Les Trois Cochons

På hej-hej-gaden Værnedamsvej (hvis ene side af fortovet ligger på Frederiksberg, mens du hos genboen er på Vesterbro) ligger Cofocos Les Trois Cochons, der betyder de tre små grise. Her spiser du gode, franske klassikere i særdeles Instagram-venlige omgivelser. Nyd en salat, en skøn croque madame eller gå all in med et skaldyrsfad.

Hvor: Værnedamsvej 10, 1619 Køvenhavn V. Se mere her.

Foto: Cofoco frederiksberg vesterbro frokost

Fransk fortovscafé i Indre By: Les Voyageurs

Er du til fransk hyggestemning og en vellavet chèvre chaud, skal du lægge vejen forbi stedet, der giver os “fransk fortovscafé-stemning”, til en god frokost i København. “Kvarteret er lidt gemt, selv om det er midt i København K. Jeg kalder det for det nye Marais. Det har potentiale,” fortalte ejer Julie Sascha Lee Dann til ELLE i 2019.

Hvor: Holbergsgade 9, 1057 København K. Se mere her. 

Foto: Les Voyageurs frokost indre by københavn

Vinbar og deleretter i Indre By: Bottega Barlie

På den lokale favorit Bottega Barlie serveres simple retter og udsøgt vin inspireret af Middelhavet. Menuen skifter hele tiden, men et bud på din frokost kunne være en svampetoast eller tostados.

Hvor: Fredericiagade 78, 1310 København K. Se mere her.

Foto: Bottega Barlie indre by vinbar bottega barlie

Autentisk smørrebrød i Indre By: Restaurant Kronborg

Leder du efter helt klassisk, dansk smørrebrød, finder du stort set ikke bedre steder end Restaurant Kronborg. Her er det helt, som du kender det – men af allerhøjeste kvalitet af råvarer og service. Sørg altid for at booke bord i forvejen, for det er stort set ikke til at få bord uden bordbestilling.

Hvor: Brolæggerstræde 12, 1211 København K. Se mere her.

Foto: Restaurant Kronborg smørrebrød københavn

Smørrebrød i Kongens Have i Indre By: Orangeriet

Omgivelserne hos Orangeriet ville i princippet være grund nok til besøg i sig selv, men heldigvis er maden det også. Gå med et stykke smørrebrød, eller frokostmenuen bestående af tre retter som fx hummer, and og nøddetærte.

Hvor: Kongens Have/Kronprinsessegade 13, 1306 København K. Se mere her. 

Foto: Orangeriet smørrebrød indre by kongens have

Fransk bistro på Frederiksberg: Sokkelund

Over for Frederiksberg Have ligger en af byens bedste bistroer. Du kan næsten ikke gå galt med det klassiske menukort, gå med en salat eller et stykke mad. Er du sulten efter en gedigen frokostburger, fås den ikke meget bedre end her.

Hvor: Smallegade 36, 2000 Frederiksberg. Se mere her.

Foto: Sokkelund frederiksberg burger frokost salat fransk

Koreansk i Indre By: Slurp Ramen Joint

Hos Slurp Ramen Joint er hovedattraktionen, som navnet antyder, den japanske miso-suppe med en masse lækre toppings som både grøntsager, kød og æg. Foruden ramen serverer de også et lille udvalg af sides som koreansk kylling og kimchi.

Hvor: Nansensgade 90, 1366 Se mere her.

Foto: Slurp koreansk ramen

Deleretter på Nørrebro: Café Stadion

Hvor der får lå en gammel fodboldbodega, ligger i dag det hyggeligste samlingspunkt for mad- og vinelskere. Særligt de små deleretter, der er sammensat af få, men gode råvarer, der virkelig gør sig godt til frokosten.

Hvor: Nørre Allé 27, 2200 København N. Læs mere her.

Foto: Café Stadion deleretter nørrebro frokost

Vietnamesisk i Indre By og på Vesterbro: District Tonkin

Her er stedet, hvis du leder efter vietnamesisk streetfood som sprøde bahn mi og friske nuddelsalater. Det er spækket med grønt, det er spicy (hvis du ønsker det) og det er fyldt med smag.

Hvor: Store Kongensgade 71, 1264 København K, Vesterbrogade 56, 1620 København V og Nytorv 3 1450 København K. Se mere her. 

Foto: District Tonkin vietnamesisk nudelsalat banh mi

Friske salater i Indre By: Sonny

God mad, gode råvarer, god stemning. Når du står i den “kedelige” ende af Strøget og tror, der er langt til alt, kommer du i tanke om dine venner på Sonny. Salat eller smørrebrød. Ikke så meget palaver. Nyd en hjemmelavet lemonade med timian eller passionsfrugt ved siden af. Et perfekt sted til en hurtig men lækker frokost i København.

Hvor: Rådhusstræde 5, 1466 København K. Se mere her. 

Foto: Sonny salat sandwich sund københavn

Dagens (lækre) ret på Nørrebro: Dzidra

Den lille café, der samtidig også fungerer som udstillingssted, har ikke en fast menu, men serverer nyt hver uge. Det er som regel hjemlig mad med et lille tvist, der gør, at du helt sikkert vil komme igen.

Hvor: Baldersgade 8, 2200 København N. Se mere her. 

Foto: Dzidra nørrebro dagens ret

Napolitansk pizza flere steder i København: Otto

Hos Otto finder du et bredt udvalg af napolitanske pizzaer. De er pizza, der er karakteriseret af en tynd, blød bund og en luftig skorpe. De tre restauranter interimistisk indrettet, men egner sig godt til en solid, lækker frokost i København.

Hvor: Værnedamsvej 18, 1619 København V, Godthåbsvej 10, 2000 Frederiksberg & Strandlodsvej 15, 2300 København S. Læs mere her.

Foto: Otto pizza københavn

Populær burger på Christianshavn: Popl

Da Noma under første lockdown skabte nogle af de mest hypede burgere i byen, som folk stod i kø i timevis for at få, var det så succesfuldt, at de valgte at gøre det permanent med burgerbaren Popl. Her får du nogle af de mest sprøde, smagfulde og saftige burgere i byen.

Hvor: Strandgade 108, 1401 København K. Læs mere her.

Foto: Popl bedste burger københavn noma

Nordiske retter i Indre By: Apollo

I smukke omgivelser, på Kunsthal Charlottenborg, serverer modebranchens favoritkok Frederik Bille Brahe lækker og ikke mindst smuk mad. Serveringerne er delikate, men ubesværende, og alle ingredienser taler sin sag i retten.

Hvor: Nyhavn 2, 1051 København K. Se mere her.

Foto: Apollo Bar apollo nyhavn frokost

Smørrebrød på Vesterbro: Dyrehaven

På Dyrehaven på Vesterbro bliver der lavet god mad uden så mange dikkedarer og til en ganske fornuftig pris. Nyd de veltilberedte (og velproportionerede) stykker smørrebrød – særligt deres hønesalat er et besøg værd i sig selv. Vi anbefaler, at du skyller ned med lemonaden.

Hvor: Sønder Boulevard 72, 1720 København V. Se mere her.

Foto: Dyrehaven smørrebrød vesterbro

Populær avocadomad i Indre By: Atelier September 

Den lille café, der er flyttet fra deres ikoniske adresse på Gothergade, er mest kendt for byens mest Instagrammede avocadomad, men Frederik Bille Brahe, som står bag, serverer også andet end smørblød avocado på knasende rugbrød. Måske en ærtesalat eller yogurt med sqaush.

Hvor: Kronprinsessegade 62, 1306 København K. Se mere her.

Foto: Foto Atelier September atelier september indre by avocado

Libanesiske deleretter flere steder i København: Mahalle

Mahalle er en ener. Her serveres retter fra det libanesiske køkken, og du kan udfordre dine smagsløg med retter, du aldrig har smagt før. Snyd ikke dig selv for halloumisalaten (fladbrød med hummus, avocado og granatæbler) eller myntelemonaden.

Hvor: Birkegade 6 og Nørrebrogade 51, 2200 København N, Nansensgade 66, 1366 København K, Fiolstræde 18, 1171 København K og Rolighedsvej 15, 1958 Frederiksberg. Se mere her.

Foto: Mahalle mellemøstlig deleretter libanesisk

Hyggelige omgivelser i Indre By: Hotel Sanders

Hotel Sanders er ikke bare for de overnattende gæster – københavnere er nemlig og mere end velkomne til at spise deres frokost i de lækre omgivelser. Bestil en masse små retter fra kortet og del dem med din frokostmakker – og nyd de betagende omgivelser.

Hvor: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København K. Se mere her.

Foto: Hotel Sanders hotel sanders frokost hyggelig

Smørrebrød i Indre By: Restaurant Schønnemann

Hos Schønnemann i Indre By har man serveret klassisk, dansk frokst siden 1877. Her får du (måske) Københavns bedste smørrebrød, og den skylles gerne ned med både øl og snaps. Du sidder side om side med turister, men så kan du jo passende lære dem om remoulade og stjerneskud. Husk at booke bord – alle vil på Schønnemann.

Hvor: Hauser Plads 16, 1127 København K. Se mere her.

Foto: Restaurant Schønnemann indre by smørrebrød hyggelig

Hypede sandwiches på Frederiksberg og Østerbro: Helges Ost

Navnet siger næsten sig selv. For her finder du nemlig et bredt udvalg af lækre oste fra hele verden, som du kan bestille med hjem og til mad ud af huset sammen med brød og lækre pestoer og andet tilbehør. Og så er stedet næsten lige åbnet en ny butik på Østerbro.

Hvor: Værnedamsvej 9, 1819 Frederiksberg C & Rosenvægets Allé 6, 2100 København Ø. Se mere her.

Foto: Helges Ost sandwich bedste helges ost

Nordisk frokisk i Indre By: Lido

Kunne du også nemt spise morgenmad til frokost? Vi forstår. Hos Lido er grænsen mellem de to måltider nemlig ikke striks, så hvad end du er til en bolle med ost, eller er mere til de mere frokost-agtige retter som asparges eller palmekål med brød og straciatella eller en saftig tortilla med røræg, ost og skinke, så er det stedet.

Hvor: Vester Voldgade 104, 1552 København. Læs mere her.

lido frokost morgenmad

Smørrebrød og salater på Nørrebro: Tekno Eatery

Hvad end, du er på disse kanter eller ej, er oasen Tekno Eatery et besøg værd – ikke blot på grund af sin gode stemning, også grundet de lækre, solide frokostretter, stedet serverer. Gå enten med en hønse- eller æggesalatmad eller en quinoasalat, eller tag dagens frokostret. Og så er priserne i forhold til mæthed ikke helt til at falde ned af stolen over.

Hvor: Rentemestervej 62, 2400 København. Læs mere her.

smørrebrød salat nørrebro frokost

Italiensk på Islands Brygge: Il Buco

Restauranten på Islands Brygge specialiserer sig i lokal, økologisk mad af danske råvarer med italiensk inspiration. Forvent derfor retter som risotto, ragu og lækker pasta – en god men tung frokost i København.

Hvor: Njalsgade 19C, 2300 København S. Læs mere her.

Foto: Il Buco italiensk islands brygge
Læs ogå

Her er de 20 bedste brunch-steder i København