Kunst, bøger og musik

Korssting NU – et bogværk af brodøse Tine Wessel

- 17/04/2015

Med franske knuder, bagsting og en dyb respekt for håndværkets traditioner skaber brodøse Tine Wessel fin dekorationskunst og blotlægger broderiet som håndværk, medie og udtryksform.

Ikke helt ulig forårets modetendensers referencer til 1970’ernes broderie anglaise lader tekstilformidler og brodøse, Tine Wessel, fortiden skabe fornyelse, når hun med nål og tråd, sirlige sakse og en sjældent set fingersnilde tilfører det gamle, traditionelle kvindehåndværk nutidig karakter.

Fra sit hjemmeværksted og broderisalonerne på Frederiksberg lader Tine Wessel kunstindustri møde korssting, når hun med bogværket, Korssting NU, tilbyder korsstingsbroderiforlæg – ganske som datidens udøvende kunstnere, såsom Bjørn Wiinblad, Thorvald Bindesbøl og Mogens Koch gjorde det. 

Læs også: ELLE interviewer: Eric Toledano

Tine Wessel har omsat tyve nutidige kvindelige kunstnere og designeres arbejder til broderi, og du kan gøre hende kunsten efter ved at følge bogens sirligt tegnede modeller, mønstre og anvisninger.

Foto: P. Wessel Korssting NU – et bogværk af brodøse Tine Wessel

Blandt de medvirkende kunstnere og designere findes blandt andre Helene Blanche, Stine Maria Aalykke, Yvonne Koné og Anika Lori, og glem ikke, at de broderede værker fra Korssting NU kan ses på LARM Galleri i København, når forfatteren i selskab med TURBINE Forlaget indbyder til boglancering torsdag den 23. april 2015 fra 16.30 til 19.00. Du kan finde mere information om Tine Wessel, den snarlige boglancering samt tilmelde dig Tines broderikurser her.

Læs også: Hermés præsenterer årets udstilling: Wanderland

Den flittige ELLE-læser mindes måske ELLEs decembernummer fra 2012, hvis kønne forsidelogo var broderet af Tine Wessel. Se den fine forside samt et udpluk af Tine Wessels broderede værker i galleriet – brug pilene eller ‘swipe’ for at se mere.