Forårets nye bogudgivelser tager os omkring forskellige tematikker – fra bitre følelser og gammel forelskelse over DDR-styrets storhedstid og forfald og videre til selvfremstilling og picture-perfect-generationen. Se forårets 6 nye must reads her.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
Et spiddende portræt af perfekthedskulturen
”Den perfekte roman til en tid præget af formålsløs stræben,” kaldte The New Yorker denne korte, men spiddende roman af italienske Vincenzo Latronico. Bogen følger et ungt par, der slår sig ned i Berlin. De er en slags digitale nomader eller kreative expats: begge arbejder freelance som grafiske designere, og vi følger dem på kunstudstillinger, cafébesøg og ude blandt det hippe Berlins internationale netværk. I en atmosfære gennemsyret af designæstetik, digital iscenesættelse og usagte ambitioner forsøger de at skabe et liv, der fremstår harmonisk udadtil – men som langsomt krakelerer indefra. Med kirurgisk præcision og sans for samtidens selvfremstilling undersøger Vincenzo Latronico, hvad der sker, når ønsket om perfektion bliver vigtigere end selve livet. Romanen, som var shortlistet til den Internationale Bookerpris sidste år, er blevet rost for sin skarpe analyse af picture-perfect-generationen – og for med både medfølelse og kynisme at vise vores stræben efter og skuffelse over nutidens målestokke for succes. Vincenzo Latronico kan opleves ved årets Louisiana Literature i august.
Perfektioner, Vincenzo Latronico, Turbine. På dansk ved Amalie Harder, 145 kr.
Den hjemvendte, fortabte søn
Også skotske Douglas Stuart kan opleves på årets Louisiana Literature. Stuart fik sit internationale gennembrud allerede med debutromanen ’Shuggie Bain’, som i 2020 blev tildelt den prestigefyldte Bookerpris. Siden fulgte ’Unge Mungo’, som mange formentlig vil huske også for dens forside, prydet af Wolfgang Tillmans ikoniske foto af to kyssende mænd. Stuarts tredje roman, ’John, søn af John’, er en fortælling om unge Cal, der, efter at have færdiggjort kunststudier i Edinburgh, i slut 1990’erne kaldes hjem til de Ydre Hebrider for at tage sig af sin aldrende bedstemor. Cal genoptager modstræbende sit gamle liv på den lille, forblæste gård, fanget mellem barndommens to poler: sin religiøse, fåreavlende far og sin svovlende bedstemor, to mennesker, som i årtier har bevaret en skrøbelig fred. Og imens Cal vender hjem til en del brudte forhold på øen, som han nu må se i øjnene, så bærer familiens øvrige medlemmer på deres egne hemmeligheder.
John, søn af John, Douglas Stuart, Politikens Forlag. På dansk ved Signe Lyng, 240 kr.
Huset er hovedpersonen
Tyske Jenny Erpenbeck fremskriver i flere af sine romaner DDRs komplicerede historie. I sin prisvindende ’Kairos’ spejledes DDR-styrets storhed og fald i et iltfattigt, klaustrofobisk forhold imellem en ung kvinde og en ældre, gift mand; i den fremragende ’Før sol går ned’, som netop er genudgivet på dansk, fortælles store dele af det 20. århundredes historie igennem en række dødsfald. Og nu genudgives også romanen ’Hjemsøgelser’ på dansk, en roman hvis hovedperson slet ikke er en person, men et sommerhus ved en sø uden for Berlin. Et hus, der fra 1930’erne og frem på skift indtages og bebos af forskellige mennesker – blandt andre en desperat kvinde, en russisk soldat, og tyskere fra både øst og vest – og dermed bliver både vidne til og ramme om en fortælling om et mørkt århundrede i Europa.
Hjemsøgelser, Jenny Erpenbeck, Gads Forlag. På dansk ved Maj Westerfeld, 180 kr.
Som en drøm
Pigen Käthe vender sammen med sin søster, mor og mormor tilbage til en storby, der er under forfald. Husene er er nedbrudt af oversvømmelser, gaderne er forladte, og i deres hjem tegner vandet på væggene. Danske Emma Bess har skrevet en spøgelseshistorie, et fremtidsscenarie og et mareridt, der sprogligt vikles frem af noget, der er præcis så svært at forstå, som den manglende sammenhængskraft, vi oplever, når vi drømmer. Relationerne er i centrum. Og trangen til at få hold på verden. Mens søsteren bliver stum, mormoren har sin tro, og moren holder fast i det hjem, hun engang er blevet givet, skriver Käthe det hele ned. Emma Bess er uddannet fra Forfatterskolen og har tidligere skrevet novellesamlingen Mødre, døtre, søstre (2018) og romanen Ly (2022).
Spøgelsesår, Emma Bess, Gutkind, 210 kr.
En ekstra chance
Kan kærligheden genfindes og ikke mindst overleve, når to mennesker har været væk fra hinanden et halvt liv? Islandske Sigyn og spanske Manuel tester situationen i Kristín Marja Baldursdóttirs anmelderroste kærlighedsroman Jeg giver dig bjerge. For hvad stiller man op med bitre følelser og gammel forelskelse, når man er nået til et sted i livet, hvor man helst vil være i fred? Efter en lang, kold vinter er det ok at gribe til magien og et plot, hvor tilfældighederne, måske skæbnen, får lov at styre og hvor kærligheden som urkraft er solen, hvorom alting drejer. Ikke mindst, når historien er velskrevet, og Kristín Marja Baldursdóttir skriver både fabelagtigt og smukt.
Jeg giver dig bjerge, Kristín Marja Baldursdóttir, Gyldendal, 230 kr.
Mellem os sagt
Brevvekslinger mellem forfatter og forlægger har alle tider været en populær genre, i hvert fald for læsere, der interesserer sig for litteratur og for det liv, der leves af dem, der har bøgerne i centrum. Om det så er Virginia Woolf eller Tove Ditlevsen, der skriver, eller som i tilfældet her, nutidige Kristina Stoltz. Mørk energier en brevveksling mellem den danske forfatter og hendes forlægger, Jacob Søndergaard, der sammen fabulerer over, hvad det vil sige at være forfatter i dag, eller hvordan vores identitet formes af historier, vi vælger at fortælle. Bogen er helt sikkert ikke for alle, men for dig, der holder af intellektuelle diskussioner pakket ind i nutidig hverdag, er den helt rigtig.
Mørk energi, Kristina Stoltz og Jacob Søndergaard, Atlanten, 225 kr.