Kom med indenfor hos galleriejer Sanne Frank fra Les Gens Heureux - et hjem der er præget af kunst og parisercharme
Kom med indenfor hos galleriejer Sanne Frank fra Les Gens Heureux – et hjem der er præget af kunst og parisercharme.
Artikel fra ELLE Decoration, marts 2014. Foto: Gyrithe Lemche. Tekst og styling: Katrine Kaul
“Jeg er, som så mange andre, vild med det franske og det parisiske og har mange ting derfra i mit hjem. Jeg synes, der findes en helt særlig romantik og magi i den by, og så har franskmændene en stor tradition for håndværk og for at dyrke detaljen – og det er jeg meget inspireret af. Her i Norden er alting meget rent, i Paris er der plads til både smukke og skæve detaljer og overraskende farvekompositioner – det gælder lige fra, hvordan man klæder sig, til grafisk design og arkitektur. Det personlige udtryk er stærkere,” forklarer Sanne om sine private præferencer.
“Det betyder ikke noget for mig, hvilket brand tingene kommer fra, hvad de har kostet, eller om de tilhører en bestemt stilperiode; det handler om personlighed, og hvilke værdier tingene udtrykker, og om jeg føler mig forbundet med det. F.eks. har jeg lige været i Paris, og her faldt jeg over en ung kunstner, Côme Clérino, som går på tredje år på det franske kunstakademi L’École des Beaux-Arts. Hans arbejde minder meget om det, jeg selv er optaget af lige nu – ny abstrakt kunst. Det er dybt fascinerende at kunne opleve den her universelle form for åndsfællesskab”.
Art director Sanne Frank fra det kreative samleingssted Les Gens Heureux - bøg Sannes visuelle univers her og se flere billeder fra hendes hjem ved at klikke videre i galleriet
Sannes sans for fin kunst kan opleves i alle hjørner af hendes lille lejlighed. Ved en gammel kommode spiller et Côme Clérino-seigrafi og en Michael Anastassiades-lampe sammen med en lampe samlet af dele købt i Paris og designet af Sanne selv. Vintagevasen med palmeblad og kugle af bjergkrystal leger med.
Japansk tekande købt i Paris, kogebog fra Rose Bakery i Paris, keramik fra USA og metalbakker fra Hay. Bordet er malet i farven Red Earth fra Farrow and Ball.
Sanne Frank bruger en Mies van der Rohes-daybed som sofa, hvor en amerikansk vintagequilt fra The Apartment skaber blød hygge. På væggen hænger en Jenny Mörtsell-tegning, og på gulvet ligger et boucherouite-tæppe også fundet hos The Apartment. De bordeaux sko er vintage Marc Jacobs.
I centrum af den lille stue hænger Verner Pantons Globe. Bordet er fra Hay, og stolene er Børge Mogensens Folkestolen i hvid fra Fredericia. På bordet står en skulptur af franske Valerie Collart.
I stuen står et unikt Jasper Morrison-møbel lavet for Established & Sons, som Sanne bruger til plateau for sin kunst. Her står bl.a. værker af Ana Kras og Martin Thurah – begge frahendes galleri Les Gens Heureux. Gouache af Kaspar Oppen Samuelsen.
I soveværelset står en italiensk lampe fra 1970erne. En amerikansk vintagequilt fra The Apartment bruges som sengetæppe. Sannes ynglings sengetøj er hvidt og sprødt fra Geismars.
I Sannes entré står et tøjstativ skabt af Ana Kras. Bunden er lavet af løse stykker træ, der kan mikses alt efter humør.
I soveværelset hænger den fine Bonbon-lampe skabt af Ana Kras. Det store spejl er fransk og mikser fint med Børge Mogensens klassiske Jagtstolen.
Badeværelset er malet med petroleumsgrønt som et sofistikeret modspil til den hvide vask og bordpladen i egetræ. Til højre ses et lille maleri af favoritkunstneren, Heidi Anderson.