Medstifter i interiørvirksomheden Cappelen Dimyr Ellen Dixdotter om morgenens stille klarhed, verdens behov for flere kvindelige ledere og nye kartofler med smør og salt.
Blå bog
Ellen Dixdotter, 44 år, medstifter af interiørbrandet Cappelen Dimyr og bestyrelsesformand i Malina og Soft Goat. Sidder desuden i bestyrelsen i Morris Stockholm og University of Borås. Tidl. CEO i By Malene Birger. Bor i både Malmö og Österlen med sin mand og parrets tre børn.
Hver morgen vågner jeg som den første i familien, laver mig en stærk kop kaffe og har mindst 30 minutters total stilhed i min yndlingslænestol.
Den første kulturelle oplevelse, jeg kan huske, var da min far tog mig med til en rockkoncert, da jeg var 6 år. Jeg faldt dog i søvn siddende halvvejs gennem koncerten.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg arbejde med manuskripter og skrivning. Jeg er meget fascineret af historiefortælling. Ellers ville jeg nok drive mit eget rekrutteringsfirma, for jeg elsker at matche talentfulde mennesker, jeg møder gennem livet, i arbejdsmæssige sammenhænge.
En gadget jeg ikke kan leve uden, er mine læsebriller, nu hvor jeg officielt er ved at blive gammel. Men det bedste hack er at lave dine yndlingssolbriller om til læsebriller ved at skifte glasset. Jeg bruger mine gamle Celine-briller og elsker det retro udtryk.
I den sidste sms, jeg sendte, stod der noget om vores igangværende renovering af en gammel lade, som vi er ved at bygge om, og den var til min mand.
Den bedste gave jeg for nylig har fået var en stor stak bøger af min kære veninde Jennie Lind – alle med en lille note om, hvorfor hun mente, at jeg ville elske netop den bog.
Den bedste gave, Ellen har fået var denne stak bøger fra en kær veninde – alle kom med en lille note om, hvorfor hun mente, at Ellen ville elske netop den bog.
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til mine to søstre og vender alt i livet, stort som småt. I hvert fald hvis jeg vil have et ærligt svar.
Når jeg har brug for inspiration, kigger jeg på de mange stilfulde kvinder, jeg har i mit liv, både på arbejde og privat. De er min uendelige inspirationskilde. Når det kommer til interiør, læser jeg mine gamle udgaver af World of Interiors fra 90’erne.
Mit forbillede er min mor. Hun har altid været den person, jeg ser op til, dels for hendes uendelige omsorg og kærlighed til os i familien og dels for hendes skarphed og humor.
Sundhed for mig er at finde balancen mellem pilates, god mad, vin, familie og venner. Når alle de elementer har en plads i livet, føler jeg mig i balance, og det bliver for mig en sund måde at leve på.
Kærlighed for mig er at ligge i vores store sofa i sommerhuset med alle tre børn og bare fortælle historier, grine og putte. Helt ubesværet og rent.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er de mennesker, der ikke tager sig selv alt for seriøst. Der er noget afvæbnende ved en skarp og selvbevidst humor – den skærer igennem alt. Latter bliver sit eget slags sprog, der er meget mere ærligt end noget indøvet. Som de øjeblikke, hvor man møder nogen, og det bare klikker med det samme. Når samtalen er hurtig og ubesværet, som en form for verbal bordtennis. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved det, men falder tværtimod bare ind i det. Det er den sjældne del: følelsen af, at man har kendt nogen meget længere, end man egentlig har.
Min livret lige nu i den tidlige sommerperiode, hvor alt føles nyt igen, er de første, lokale råvarer som asparges, nye kartofler og ærter. Man har næsten ikke lyst til at gøre for meget ved dem. En smule salt og smør er nok.
I mit køleskab er der altid havremælk og fermenterede grøntsager.
Min yndlingsrestaurant har været Mangia (italiensk i Bagerstræde på Vesterbro, red.), siden jeg flyttede til København i 2018, og på en eller anden måde er det det stadig. Jeg elsker at prøve nye steder, selvfølgelig, men der er noget ved at have en konstant. Et sted, man vender tilbage til uden at tænke over det. Det handler mindre om restauranten og mere om den følelse, man forbinder med den.
Jeg vil gerne spise på Frederik Bille Brahes nye restaurant, Daphne, som åbner her i juni.
Når jeg har tømmermænd, arbejder jeg ikke rigtig med en kur, men mere et ritual. Hvis man er ved vandet, gør en morgensvømmetur i havet et eller andet. Den vækker dig og nulstiller det hele lidt. Og så en termokande med stærk kaffe bagefter. Det er simpelt, men det plejer at gøre tricket.
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er solcreme fra Rudolph Care. Jeg elsker generelt produkter derfra. Derudover øjencremen fra Sensai og C-vitaminolien fra Image Skincare, som er magisk.
Ellens yndlingsskønhedsprodukt er ansigtssolcreme fra Rudolph Care, øjencremen fra Sensai og C-vitaminolien fra Image Skincare.
På min materielle ønskeliste står den klassiske hourglass-blazer fra Balenciaga og de smukkeste øreringe fra Elhanati.
Min personlige stil er en balance mellem kulturel boheme og minimalisme – ret afdæmpet, men aldrig skarpt eller stringent. Jeg holder ofte basen enkel og bygger derfra. Jeg går altid med lag på lag af antikke guldsmykker; det tilfører varme og en følelse af historie. Og jeg kan godt lide at have mindst ét vintage-item på i hvert outfit. Det gør det hele mere personligt og let, uperfekt på den bedst mulige måde.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er min vintage læderblazer fra Hermès i den perfekte cognacfarve og med smuk patina.
Det bedste tøjkøb nogensinde i Ellens garderobe er denne vintage-læderjakke fra Hermés.
I min taske er der altid læbepomade, iPhone-oplader, mine briller, Sensai ’Face Mist’ og en fnugrulle fra Studio Care Copenhagen.
Den bedste duft i verden er syrener fra haven, altid. Den flygtige, næsten nostalgiske duft. Men jeg er også håbløst afhængig af parfume. Jeg bliver konstant draget af små, uafhængige parfumører og de mere mystiske noter – moskus, amber og røget vanilje. Den slags dufte, der bliver hængende og føles lidt som et minde.
Ellen kalder sig selv ”håbløst afhængig af parfume”. Hun bliver konstant draget af små, uafhængige parfumører, der laver slags dufte, der bliver hængende.
Den seneste ting jeg har købt, er en vintage Moschino-kjole. Den er meget royal og meget 90’er, dog lavet i groft, landligt hør, hvilket skaber den perfekte, let uventede kontrast.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er New York. Den by har altid føltes som et andet hjem for mig – men mere i energien end i det velkendte. Det er byens rytme, jeg savner mest: maden, gallerierne, den konstante bevægelse. Der er noget vanedannende ved den intensitet og måden, den suger dig ind og holder dig skarp. Jeg har ikke været tilbage i et par år, men det er et af de steder, der aldrig rigtig forlader én.
Ellens seneste køb er denne vintage Moschino-kjole i groft hør.
Favoritrummet i mit hjem er vores lille bibliotek, der føles som sin helt egen verden – omgivet af en stor bogreol fyldt med bøger og med to lænestole som omdrejningspunkt. Det er dér, min mand og jeg trækker os tilbage sidst på dagen – et stille ritual, hvor vi sænker tempoet og finder ro.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg (udover mennesker) redde mine antikke guldsmykker.
Favoritrummet i Ellens hjem er familiens lille bibliotek. Det er her, hun og hendes mand runder dagen af og sænker tempoet.
Ellen går altid med lag på lag af antikke guldsmykker; det tilfører varme og en følelse af historie, syntes hun.
Jeg sover tidligt. Jeg er helt klart et morgenmenneske, der går tidligt i seng og vågner lige så tidligt. Der er noget helt særligt ved morgenens stille klarhed, som intet andet rigtig kan måle sig med. Det er uden tvivl mit yndlingstidspunkt på dagen.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en 200 år gammel stenskulptur fra et antikmarked i Frankrig. Den var utrolig tung, men jeg følte mig mærkeligt sikker på, at jeg måtte have den med hjem. Nu står det gamle hoved i mit hjem og hilser stille på mig hver morgen, næsten som en slags tilstedeværelse.
Den bedste souvenir, Ellen nogensinde har bragt med sig hjem, er denne 200 år gamle stenskulptur fra et antikmarked i Frankrig. Hun følte, hun måtte have den med hjem, selv om den var enormt tung. Nu hilser den hende godmorgen hver dag.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Kate Zimmerman Turpin. Hendes drømmende grønne malerier er fantastiske.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, som jeg elsker, er vores store vægtæppe af Märta Måås-Fjetterström, som hænger i biblioteket.
Min yndlingsfilm er Sentimental Value, lige nu i hvert fald, fordi jeg forelskede mig i tempoet og stemningen.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville jeg sørge for flere kvindelige ledere – især i politik.
Det gør mig glad at vide, at vi har endnu en sommer lige om hjørnet. For mig betyder det, at vi flytter i vores sommerhus i en måned – et af mine yndlingssteder i verden.
Det gør mig vred at se nyhederne for tiden. Hver dag.
Min yndlingsfarve er ofte en kombination af farver. At parre lys lilla med brændt orange, eller creme hvid med mørke beige.
Jeg bliver dybt rørt af at se mennesker lykkes med noget, de har arbejdet så hårdt for – hvad enten det er ved OL, en fodboldkamp eller endda en madlavningskonkurrence. Der er noget så råt og ægte i det øjeblik, hvor nogen opnår noget. Jeg tror, jeg bliver ret let rørt.
I løbet af det næste år vil jeg bringe Cappelen Dimyr til næste niveau af international ekspansion. Vi er på en virkelig spændende rejse, og jeg glæder mig meget til det næste skridt.
