Bolig

Tina Seidenfaden Busck åbner dørene til The Apartment Residence, hvor – mere eller mindre – alting i boligen kan købes

- 31/07/2026

Tina Seidenfaden Busck, der står bag The Apartment, er kendt for sin unikke smag i indretning af sit eget såvel som andres private hjem. Nu har hun slået dørene op til The Apartment Residence – en forlængelse af hendes private bolig, som lejes ud til dig, der drømmer om at træde ind i en verden af smukke og unikt kuraterede møbler, farver og kunst.

Blå bog

Tina Seidenfaden Busck, 51 år. Står bag The Apartment og nu The Apartment Residence. En 180 km. stor lejlighed i en ejendom fra 1700-tallet på Christianshavn, som dels kan lejes, og som Tina dels kan bruge til egne indretningsprojekter og udstillinger. The Apartment Residence åbnede i november 2025 og havde under 3daysofdesign i juni sin første udstilling, der var åben for alle.

Hvor er vi? 

Vi er i The Apartment Residence, som ligger på Overgaden Neden Vandet på Christianshavn i den ejendom, hvor The Apartment (Tinas tidligere butik og showroom, nu webshop og indretningsvirksomhed, red.) også lå. The Apartment Residence indrammer essensen af The Apartment og er indrettet med antikviteter, forskellige The Apartment-møbler og en del af min personlige kunstsamling. Forskellen er, at du kan leje The Apartment Residence og bo her. Der er to soveværelser og dermed plads til fire mennesker.  

Det er jo en reopening, idet du allerede i 2018 åbnede muligheden for at leje The Apartment. Hvordan tog folk imod det dengang? 

Det blev taget godt imod, men det tog noget tid. Der gik i hvert fald et år med at få det formidlet ordentligt, og allerede i 2020 måtte jeg lukke det ned igen pga. corona. De to år, jeg nåede at have åbent, var det primært amerikanske gæster, men nu, hvor vi har haft genåbnet i mindre end et halvt år, har jeg allerede haft besøgende fra New York, London, Schweitz og Stockholm – og danskere.  

Foto: Kavian Borhani

Spisestuen er malet i ‘Bell Green’ fra St. Leo. Farven er opkaldt efter kunstneren Vanessa Bell fra Bloomsbury-gruppen. Gulvtæppet er Vandra Rugs, stolene Svenskt Tenn, hynderne Jim Thompson, spisebordet er fra antikt svensk, mens dugen er Gregory Parkinson og loftslampen Atelier Vime. Bagerst hænger værk af Isabella Ducrot.

Hvorfor fungerer det her koncept nu?  

Jeg tror, at vi rejser på en anden måde i dag. Vi søger det nære og de unikke oplevelser. Og så er der langt flere turister i København nu, end der var for 8 år siden. Det var i vækst dengang, men det er jo eksploderet nu.  

Foto: Kavian Borhani

Det røde tekøkken er fra Københavns Møbelsnedkeri. Bord og skamler fra snedker og Alvaar Aalto. Lampen over bordet er Paavo Tynell, mens de små lamper over køkkenet er Atelier Vime. Væggene malet med ”Bell Green” fra St. Leo.

Foto: Kavian Borhani

Derfor åbner der jo også hele tiden nye hoteller i København. Så hvem vælger at booke et unikt residence bestående af én lejlighed? 

Det er ikke for alle, og det er fx ikke for dem, der gerne vil have service 24/7. Det er derimod til dem, der gerne vil bo som lokale i København. Det giver en anden oplevelse at bo i en privat opgang og gå ned i bageren og hente morgenmad eller en flaske vin senere på dagen, som man selv tager med op, end det gør at bo på et stort hotel. Det er to helt forskellige oplevelser. Og så ligger lejligheden midt på Christianshavn. Jeg er selvfølgelig forudindtaget, fordi jeg har boet i ejendommen med min familie, ligesom min svigermor stadig bor her, men det er virkelig en særlig lille by i byen. Her er mere plads og mere privat.  

Foto: Kavian Borhani

Tina Seidenfaden Busck i sofa fra The Apartment.

Hvad er det, der er så specielt ved Christianshavn?  

Det er først og fremmest kanalen og bådene, der sejler igennem. Og så føles det bare mere lokalt end andre områder i København. Det er en lille landsby. 

Tinas tre bedste tips til lokalområdet ved The Apartment Residence

  • Lej en GoBoat og sejl i kanalerne
  • Gå op i Vor Frelser Kirke og kig ud over byen
  • Sæt dig ned under broen hos Rosforth & Rosforth og drik et glas vin

Har du et yndlingsrum i lejligheden?  

Jeg er vild med stuen. Jeg synes, den er hyggelig, og jeg er ret tilfreds med sofaen, som jeg laver i forskellige tekstiler. Jeg har den også derhjemme.

Foto: Kavian Borhani

Stuen er Tinas yndlingsrum. Sofaen er fra The Apartment, sofabordet er Alvar Aalto, mens den flettede stol er fra Tanger. Det lille sidebord til venstre er fransk fra 1930’erne, og lampen er fra Helle Thygesen. Værker fra venstre til højre er Isabella Ducrot, Märta Måås-Fjetterström og Alexander Calder. Lysekronen er Paavo Tynell.

Foto: Kavian Borhani

Hvad er forskellen på The Apartment Residence og dit eget hjem i Taarbæk?  

Jeg føler, det her er en forlængelse af vores eget hjem. Der er mange ting, der går igen. Badeværelset er fx meget lig vores eget. Jeg ville måske ønske, jeg holdt vores eget hjem mere privat, men fordi det smelter så meget sammen med det, jeg laver, så har jeg også åbnet det for folk. Indretningsmæssigt er der også en hel del ting, der går igen. Der er intet her, jeg ikke også ville have derhjemme, og tanken er også, at tingene kan blive flyttet rundt. Nogle af tingene i lejligheden her er også til salg, dem kan man se på webshoppen. 

Foto: Kavian Borhani
Foto: Kavian Borhani

Et stort vægværk af Märta Måås-Fjetterström hænger over antikt sidebord fra Danmark. Lampen er vintage Kashimiri og den kunstige plante Livia Cetti.

Er der noget, der ikke er til salg? 

Sengene. Det bliver bøvlet. Og den ene er en gammel fransk himmelseng, som jeg har købt af min veninde. Hun ringede og sagde, at hun skulle af med den, og at jeg var den eneste, hun kendte, som hun kunne forestille sig, ville være interesseret i den. Det passede perfekt med, at jeg var gået i gang med det her projekt og netop manglede en seng til det ene soveværelse. 

Foto: Kavian Borhani

I det andet soveværelse står en gammel, engelsk jernseng, som Tina også har i sit eget soveværelse derhjemme. Det quiltede sengetæppe er vintage fra USA, lampen er The Apartments eget design, mens tapet og gardin er hhv. fra Marthe Armitage og Alice Sergeant.

Foto: Kavian Borhani

I det ene soveværelse står en antik, fransk seng, som Tina har købt af en veninde, der skulle af med den. ”Hun ringede til mig og sagde, at jeg var den eneste, hun kendte, som hun kunne forestille sig, ville være interesseret i den,” fortæller hun. Det quiltede sengetæppe er amerikansk, lampen er The Apartments eget design og bliver lavet med forskellige tekstilskærme. Den kunstige blomst er fra Livia Cetti i New York, mens Tapetet er fra Tapet-Cafe.

Du har efterhånden indrettet en del hjem, både til dig selv og din familie, men særligt også for andre private i både ind- og udland. Hvad er et hjem for dig?  

Det er et sted, der afspejler dem, der bor der. Et sted, hvor der er hyggeligt at være og uprætentiøst – samtidig med at jeg godt kan lide at kigge på og omringe mig med smukke ting. Det er jo en følelse og subjektivt, hvor vi føler os godt tilpas, men jeg kan personligt godt lide at bo med mange tekstiler og blande taktiliteter.  

Foto: Kavian Borhani

Vask fra Flaminia, spejl fra Svenskt Tenn, mens gardin er Décor Barbares.

Foto: Kavian Borhani

Bæreværelset er meget lig Tinas eget derhjemme. Klinkerne er lavet af svensk, grøn marmor, den flettede stol er vintage og fransk, badekar fra The Water Monopoly. Væggene malet med ”Powder” fra St. Leo.

Du lavede en udstillinger i The Apartment Residence under 3daysofdesign. Fortæl om det 

Idéen med det her sted er også at vise, hvad The Apartment kan, men også hvad jeg selv kan og vil med min kunstfaglige baggrund, nu hvor butikken/showroomet ikke længere er åbent. Derudover kan jeg selv tage de møder, jeg har ifm. indretningsprojekter og udstillinger her, ligesom jeg kan bruge lejligheden til at skabe tidsspecifikke udstillinger. Den første var i juni under 3daysofdesign, hvor jeg udstillede en række kunstnere, som ikke er repræsenteret i Danmark, men hvor jeg lavede aftaler med deres internationale gallerier. Det var kunstnere, jeg selv samler på som Isabella Ducrot, Nathalie du Pasquier, Yto Barrada, Hylton Nel, John Kasmin, Peter Schlesinger og  Alekos Fassianos. Og så blev hele lejligheden malet om i de nye farver, jeg har lavet for St. Leo, der er bio- og åndbar maling.

Foto: Kavian Borhani

Spisestuen er malet i ‘Bell Green’ fra St. Leo. Farven er opkaldt efter kunstneren Vanessa Bell fra Bloomsbury-gruppen. Gulvtæppet er Vandra Rugs, stolene Svenskt Tenn, hynderne Jim Thompson, spisebordet er fra antikt svensk, mens dugen er Gregory Parkinson og loftslampen Atelier Vime. Bagerst hænger værk af Isabella Ducrot.

Foto: Kavian Borhani

 

Læs ogå

The Apartment-founder: “Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet. Det så helt anderledes ud, da vi overtog huset. Det nye har min mand tegnet”