Laura Lawaetz og Caspar Høgh ansøgte ikke bare én, eller to, men tre gange om at få tilladelse til at lave en tilbygning til deres gamle stråtækte skovserhus fra 1800-tallet. Det blev til en totalrenovering med respekt for det oprindelige.
For otte år siden flyttede Laura Lawaetz og Caspar Høgh fra deres københavner-lejlighed i indre by med bjælker og skæve lofter. Egentlig var planen en større lejlighed i byen med højt til loftet, stuk og gerne en tagterrasse. Men som bekendt er det svært at planlægge fremtiden, og da parret kørte nordpå, til Skovshoved, og åbnede entrédøren til det lille, stråtækte, lavloftede, skovserhus med kig til Øresund, ændrede fremtidsdrømmene sig.
”På mange måder var det jo ikke særlig fornuftigt. Her var ikke meget plads, men vi forelskede os i alt, hvad huset og området bød på. Her var så hyggeligt; tæt på havet, ro og fuglesang,” siger Laura Lawaetz, hvis liv på det tidspunkt kørte med 120 kilometer i timen.
Der kom underskrifter på matriklen, og i årene efter kom børnene, Lucca og Willum. Og dermed også den første ansøgning til kommunen; en tilbygning med kælder, spisestue og på første sal et ekstra værelse.
”Vi var ikke i tvivl. Vi havde lyst til at blive boende her. Men pladsen var ikke længere til det.”
En ansøgning blev til to. Afvist. Det var først efter den tredje, at byggetilladelsen blev godkendt. Og så begyndte udfordringerne at stå i kø.
Her bor
35 år stifter af børnetøjsbrandet Lalaby, som hun designer samme med sin moster Grith Gerner. Hun bor med sin kæreste Caspar og deres to børn Lucca (7) og Willum (5) et klassisk stråtækt skovserhus fra 1800-tallet i Skovshoved, som de købte i 2015. I dag har parret tilbygget og totalistandsat huset. Lalaby.dk
”Det er et gigantisk projekt at åbne sådan et gammelt hus. En håndværker opfordrede os til at opgive det og finde noget andet at bo i. Det viste sig, at der ikke var noget fundament under huset, kun sand under gulvene, råd i bjælker og elinstallationerne. I de år gik vi fra ’kun’ at skulle lave en tilbygning til en totalistandsættelse af hele huset.”
Men i dag, hvor projektet er fuldført, fortryder parret ikke et sekund. Under de nedsænkede lofter dukkede de smukke fritlagte bjælker op, og netop fordi, at det har taget så mange år – fra første ansøgning – har der været tid til at tænke hver en kvadratmeter igennem.
”Det er stadigvæk et lille hus og sådan en ombygning som den her, har jo ikke været helt billig, så vi har fremtidssikret alle detaljer. I dag har vi et hus, børnene kan blive teenagere i – ja, kan vokse ud af, og det føles så godt.” Tilbygningen og istandsættelsen tog halvandet år, og i den periode boede familien hos Lauras og Caspars forældre: ”Det var lige efter corona, hvor vi ikke havde set så meget til hinanden, så det var faktisk superhyggeligt,” fortæller Laura, der brugte tiden på at beslutte sig for, hvordan huset skulle indrettes på ny.
”Jeg havde fokus på at bruge naturmaterialer, der passer til husets stil, men som – f.eks. med marmor og bruneret messing – giver det en moderne twist. Vi skriftede alle de nedslidte trægulve ud med nye, og jeg forhastede mig ikke med at købe nye møbler. Det har været vigtigt at bevare husets sjæl,” siger Laura Lawaetz, der fik hjælp fra Jessica Vedel fra J. Vedel Studio. Sammen lavede de moodboards, der sikrede sammenhæng i farver, materialevalg og masser af indbyggede skabe.
”Processen har lært os, hvor vigtigt et hjem er. Og hvor taknemmelig jeg er for, at både Caspar og jeg, var så fast besluttede på, at lykkes med det her gigantiske byggeprojekt.”
Nu er der plads til store venne- og familiemiddage og flere håndfulde legekammerater. Og selv om man som sagt ikke kan spå om fremtiden, så tager Laura chancen: ”Hvis det står til mig, så kommer Caspar og jeg til at bo her resten af vores liv.”
”Processen har lært os, hvor vigtigt et hjem er. Og hvor taknemmelig jeg er for, at både Caspar og jeg, var så fast besluttede på, at lykkes med det her gigantiske byggeprojekt.”
Nu er der plads til store venne- og familiemiddage og flere håndfulde legekammerater. Og selv om man som sagt ikke kan spå om fremtiden, så tager Laura chancen: ”Hvis det står til mig, så kommer Caspar og jeg til at bo her resten af vores liv.”