Kom indenfor hos Nué Group-ejer Anne-Dorthe Larsen
Af Maria Frederikke Munch Thorgaard - 07/06/2019
Home / Interiør / Bolig / Kom indenfor hos Nué Group-ejer Anne-Dorthe Larsen
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for Anne-Dorthe Larsen er klipklapper, gyngestole og friske danske jordbær blandt ingredienserne til det afslappende sommerhusliv i Vejby.
Anne-Dorthe Larsen, der er kreativ chef og ejer af Nué Group, bl.a. kendt for mærkerne Nué Notes og Lovechild 1979, sætter scenen, så snart vi træder ind ad døren: ”Tag endelig ikke skoene af!”. For nok er gulvene i hendes Vejby-sommerhus, som hun købte sammen med sin kæreste for halvandet år siden, nye, men de skal bruges – og det skal sommerhusets øvrige interiør også.
De ting, hun har i sit sommerhus, er dem, hun har størst kærlighed til. Mange af møblerne er fundet og købt brugt på auktion, og Anne-Dorthe kan godt lide tanken om, at de har haft et liv, før hun fik dem.
Er der tale om møbler med polstring, får hun dem gerne ombetrukket, og skulle de ende med at få for mange knubs og patina, kan det gøres igen.
At der er en stemning af ro og kærlighed, går Anne-Dorthe også højt op i – der skal være plads til alle. Derfor er hun særligt glad for Ilse Crawford-langbordet, der kan samle både familie og venner, og vil de blive og overnatte, er der ekstra sengepladser – selv i stuen står en gammel Poul M. Volther-sofa, som Anne-Dorthe har fundet, der kan slås ud, så man kan sove på den.
Som kreativ chef er det klart, at der er en overvægt af hendes egne to mærker i (sommer)garderoben, men hvad angår accessories og interiør, så har Anne-Dorthe en bog med udklip af de ting, hun ønsker sig og drømmer om – ofte er det ting, der er gået ud af produktion, så hun føler sig ekstra heldig, når de dukker op på f.eks. Lauritz.com eller i vintagebutikken I Blame Lulu.
Gå på opdagelse i Anne-Dorthes univers i galleriet nedenunder:
Denne artikel var også bragt i ELLEs juli-nummer 2018.
Foto: Pia Winther
Her bor: Anne-Dorthe Larsen, 38 år, kreativ direktør og ejer af Nué Group, der tæller butikkerne Lovechild 1979, Nué og Another Nué samt mærkerne Nué Notes og Lovechild 1979. Bor til daglig i København K sammen med sin kæreste og købte sommerhuset i Vejby i efteråret 2016. Følg Nué-universet på Instagram @nue_group
Foto: Pia Winther
For Anne-Dorthe er Havaianas-klipklapper og sneakers et must i sommerhuset. Prada-ballerinaerne er fra en tidligere sæson, og efter lang tids søgen fandt hun dem på preloved-sitet Vestiaire Collective. Céline-sandalerne er fundet hos I Blame Lulu, og Marni-sandalerne har Anne-Dorthe i forskellige farver, men disse med pels fungerer også som hjemmesko om vinteren.
Foto: Pia Winther
På Dieter Rams-reolen pynter By Lassens ’Kubus’-stage, der tydeligt bliver brugt. Messingstagerne har Anne-Dorthe fået af sin tidligere forretningspartner, Katrine Rabjerg, mens keramikvasen fulgte med huset. Brætspil er en sommerhusklassiker, og favoritspillet lige p.t. er Sequence. Marni ’Trunk’-tasken er fra Nué-butikken på Gammel Kongevej på Frederiksberg.
Foto: Pia Winther
Det har taget Anne-Dorthe lang tid at komme frem til et badetøjssnit, der klæder alle bagdele, men det gør citronbadedragten fra Lovechild 1979, siger hun. Nettet fik hun med, da hun købte sine Céline-øreringe, og Ray-Bans klassiske ’Wayfarer’-solbriller vender hun altid tilbage til, fordi de klæder hende bedst.
Foto: Pia Winther
For nogle år siden havde Lovechild 1979 en række items med kirsebærprint, og i år er turen kommet til citroner. Nué Notes-kjolen med røde blomster er en favorit, og Anne-Dorthe ved, at hun kommer til at bruge den mange somre.
Foto: Pia Winther
Et af Anne-Dorthe yndlingssteder at indtage morgenkaffen er på bænken ved Ilse Crawford-langbordet. Hynden er betrukket med stof fra Dedar, kaffekopperne er af Peter Shire, og kammerstagen er designet af Ilse Crawford for Georg Jensen.
Foto: Pia Winther
Til hverdag går Anne-Dorthe ikke op i madlavning, men i sommerhuset er det en anden historie, og hun elsker at samle venner og familie ved Ilse Crawford-langbordet. Det store udvalg af stole – fra Thonet, Arne Jacobsen og Alvar Aalto – afslører Anne-Dorthes forkærlighed for stole, der alle er købt brugt. Keramikvasen er fra Kähler, og loftslampen er af Serge Mouilles.
Foto: Pia Winther
Kerstin Holmquist-sofaen, der er købt brugt og blevet ombetrukket, udgør en af sommerhusets mange hyggekroge. Puderne er fra hhv. The Apartment og Créme de la créme à la Edgar, væglampen er fra Muller van Severen, sandalerne er fra Marni, og Cathrine Raben Davidsen-tegningen er revet ud af det hedengangne Aiaiai-magasin.
Foto: Pia Winther
I løbet af dagen har Anne-Dorthe sjældent smykker på, men skal hun ud om aftenen, tager hun gerne et eller to på – især fordi hendes påklædning er forholdsvis enkel. Halskæden med de to amuletter er fra Trine Tuxen, øreringene med kugler og K-halskæden er fra Céline, øreringen med ferskvandsbarokperlen er fra Anni Lu, mens fingerring, ørering og sølvarmbånd er fra Sophie Bille Brahe. Guldarmbåndet har Anne-Dorthe fået forærende.
Foto: Pia Winther
Anne-Dorthes hudplejerutiner er de samme både hjemme og i sommerhuset. Hun er især glad for danske Beauté Pacifiques produkter, mens hendes yndlingsdufte er franske, fra hhv. Montale og Le Labo.
Foto: Pia Winther
En af sommerhusets hyggekroge: For Anne-Dorthe er en gyngestol indbegrebet af sommerhus, og denne af Børge Mogensen er fundet på Lauritz.com. Det pastelgule sengetøj er fra Tekla – Anne-Dorthe synes, man sover bedre i sengetøj af god kvalitet. Lampen er af Isamu Noguchi.