Home / Interiør / Bolig / Kom indenfor hos designer Helene Schjerbeck
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for parret Helene & Iakob Schjerbeck er det anderledes ting af god kvalitet, der har sjæl og historie.
Om det er Helene og Iakob Schjerbecks mange år i først Frankrig og siden Italien, der gør, at den lyse lejlighed på Nørrebro i København har en helt særlig atmosfære, er ikke sikkert.
Måske er det nærmere parrets afslappede og gæstfrie sind, der gør forskellen. Eller deres fælles passion for at samle på det gode håndværk, det skæve, det med historie, der gør, at deres omgivelser er så rare at være i.
Generøsitet er en værdi, de går højt op i, og for dem betyder det også, at man er åben for at invitere netop det skæve og anderledes indenfor; for det har en historie, og når det har det, passer man automatisk bedre på det, forklarer de.
Også i deres virker som hhv. vinhandler og designer lægges der vægt på kvalitet og skævhed frem for det strømlinede; i Iakobs vinhandel, Vintro, finder man anderledes druesorter, der er ved at uddø, og netop nu fordyber han sig i slovenske vine. Sammen med sin tvillingesøster, Simone Bendix, skaber Helene ikke bare Edition Poshette-lædervarer, der bliver håndsyet i Italien, de to laver også papirklip og arbejder på en bog om netop dette, der bl.a. opfordrer til, at det ikke skal være perfekt – det vigtigste er, at man prøver.
Schjerbeck-parrets univers er med andre ord indbydende, og det er tydeligt et hjem, der leves i. Og som de også selv siger det: ”For os er et hjem der, hvor man samles, og der, hvor der fortælles og deles historier.”
Gå på opdagelse i Helene og Iakob Schjerbecks univers i galleriet nedenunder:
Denne artikel var også bragt i ELLEs juni-nummer 2018.
Foto: Pia Winther
Her bor: Hhv. 50 år, arkitekt, Edition Poshette-meddesigner, og olivenbonde, Helene Schjerbeck, og 54 år og vinhandler, Iakob Schjerbeck. De bor i en lejlighed på Nørrebro i København, og har været sammen siden 1987. De har boet mange år i Frankrig og bor i dag også delvist i Italien. Sammen har de to sønner på hhv. 19 og 25 år. Følg Helenes Edition Poshette-univers på @editionposhette og Iakobs vinhandel på @vintrovin.
Foto: Pia Winther
Klemmelampen, der har en tekop som lampeskærm, er fundet hos butikken Mayol og er endnu et eksempel på Helenes og Iakobs mange finurlige detaljer i hjemmet. Stolen er købt brugt i Italien og er senere blevet ombetrukket. De røde håndlavede ruskindssandaler er købt i Firenze.
Foto: Pia Winther
Helene og Iakob kan godt lide at byde naturen indenfor og synes, at blomster og planter i hjemmet giver liv. Æskerne fra Bungalow indeholder noget af Edition Poshettes lager, og den rosa bonbonniere er fra Studio Oliver Gustav.
Foto: Pia Winther
Den velourbetrukne stol er fundet hos & Company i Firenze, de tredimensionelle træskulpturer er skabt af David S, mens malerierne er skabt af hhv. parrets ene søn og Helenes farfar, maleren Tyge Bendix. Papirrullerne bruger Helene til både papirklip og indpakning.
Foto: Pia Winther
Helene kan ikke arbejde, uden at der er ting omkring hende, og det er netop ved det lange bord, at hun arbejder på nogle af sine mange projekter – bl.a. papirklip, der har fundet vej op i Ingo Maurer ’Zettel’z’-lampen; en lampe, Iakob har valgt til deres lejlighed.
Foto: Pia Winther
Sommerfuglegardinet har Helene selv kreeret ud af papir fra gamle bøger og andre papirrester – det knitrer, når det blæser, og lader et fint lys skinne igennem.
Foto: Pia Winther
Stolen, der er købt i Italien og ombetrukket med stof fra Paris, er en fælles favorit pga. dens runde former. Skamlen er købt hos Bohème Hjem, og ’Trisse’-bordet af Nanna Ditzel har Helene fået af sin svigermor.
Foto: Pia Winther
Papirklippet er skabt af graffitikunstneren David S ud fra et billede af Helene og hendes tvillingesøster, Simone Bendix. Det er også de to søstre, der står bag lædervaremærket Edition Poshette, hvorfra ’Dorothy’-tasken er en ny model. Klokkerne er fra en butik på Sardinien, der kun sælger klokker til dyr, og ud over at både Helene og Iakob godt kan lide, at deres ting har et glimt i øjet, så støtter de også gerne nichebutikker.
Foto: Pia Winther
Hverken Helene eller Iakob bryder sig om køb-og-smid-ud-mentaliteten, og fordi Helene er så god til at passe på sine solbriller, har hun haft nogle af dem i over 20 år. Den gule Kaare Klint-børneslagbænk er købt antikt i Ravnsborggade, og palmebogen har Iakob fået forærende af sin svoger.
Foto: Pia Winther
Helene og Iakob er samlere, og de samler bl.a. på sten. De runde, hvide kalksten har Helene fundet på en svømmetur og fragtet på land i sin bikini. Gipsfiguren af Søren Kierkegaard har Helenes onkel, billedhuggeren Knud Nellemose, skabt.
Foto: Pia Winther
Både Helene og Iakob sætter stor pris på reelt håndværk. En af de ting, Helene er særligt glad for, er maleriet af den halve saks – den anden halvdel har hendes tvillingesøster, og de fik billederne i 50-års fødselsdagsgave af et fælles vennepar.