Det er 60 år siden, at Ole Lynggaard vendte hjem fra en dannelsesrejse og lejede et lille guldsmedeværksted i Hellerup, hvor han lavede sin første kollektion.
I dag er det hans børn, Charlotte Lynggaard og Søren Lynggaard, der som henholdsvis kreativ direktør og CEO fører arven videre i virksomheden, der bærer det fornemme stempel ‘Kongelig Hofleverandør’.
Søskendeparret fortæller med billeder fra familiealbummet historien om en af de sidste større familieejede smykkevirksomheder i Europa.
1. Fars ungdomsrejser
Søren Lynggaard: “Vores bedsteforældre havde en guldsmedebutik i Charlottenlund. De var ikke selv guldsmede, men havde interesse for det kreative håndværk og var selv meget kreativt anlagte. Vores farmor var lidt som Agnes fra Matador; Hun syede, flettede lampeskærme, strikkede strømper og gjorde alle mulige ting, som vores far hjalp til med. Han var lidt ordblind og ikke særlig akademisk, men fra en tidlig alder var han rigtig dygtig med hænderne, og i 1950’erne tog han en uddannelse som guldsmed.
Som det første bagefter besluttede han sig for at rejse ud i den store verden og tog hul på en femårs jordomrejse med start i Schwäbisch Gmünd i Sydtyskland. Her var han på skole i et år, før han tog videre til Paris og arbejdede omkring Place Vendôme, det eksklusive smykkeområde.
Efter to år fortsatte han til New York, hvor han i et halvt år arbejdede for familien Ostier, som dengang lavede nogle meget store og vilde smykker, og så videre til San Francisco, hvor han sparede penge nok sammen til at lægge guldsmedetængerne på hylden for en stund. I stedet gik han ombord på et norsk fragtskib, der tog ham hele vejen over Stillehavet til Fjernøsten. Han gik i land i Japan, og med kufferten i hånden rejste han rundt til lande som Filippinerne, Indien og Thailand, og Kina, der ellers var totalt lukket på det tidspunkt, før han til sidst rejste ned igennem det gamle Persien og til Egypten.
Undervejs fik han en masse inspiration, der kom til at sætte et livslangt indtryk på ham. Da Charlotte og jeg voksede op, havde vi et lille træbadekar, han havde lavet, og vi lærte at sidde på gulvet og spise med pinde. Der var rigtig meget, der havde sit afsæt i hans oplevelser med den orientalske kultur, og det viser sig også i hans kollektioner som tranekollektion, der er inspireret af kimonoerne og tempeldørene i Japan, og slangekollektionen, fra Tutankhamons grav på Det Egyptiske Museum i Kairo.”
Ole Lynggaard i Fjernøsten
2. Fyldt op af inspiration
Charlotte Lynggaard: “Da han kom hjem til Danmark igen efter fem år på farten, var han fastbesluttet på at lave et lidt mere eksklusivt smykkebrand, hvor håndværket, og alt det, han havde lært i Tyskland, Frankrig og USA, virkelig kom frem. Men også, hvor han kunne bruge alt det andet, han havde taget med sig fra sine mange rejser.
Det er fantastisk at rode i arkiverne og finde gamle ting og sager fra hans rejser: billeder, æsker, dokumenter, breve. Han siger stadig i dag, at de rejser gav ham så meget inspiration, at da han endelig kom hjem, var han helt fyldt op og bare skulle i gang.”
Ole Lynggaard i sit værksted.
3. En flyvende start
Søren Lynggaard: “I 1963 lejede vores far et lille guldsmedeværksted på Hellerupvej, hvor han lavede sin første kollektion. Vores bedsteforældre havde nogle forbindelser fra deres guldsmedebutik, som han kunne trække på, men vigtigst af alt havde han store drømme og store visioner.
Han var 27 år gammel, og han beskriver det selv som “en flyvende start”’, for efter at have lavet sin første kollektion, satte han sig ud i sin lille, grønne Fiat 500 og tog på landevejen. Folk syntes, det var nyt, spændende og anderledes, hvad han kom med, og begyndte med det samme at købe, så han skyndte sig hjem og ansatte nogle guldsmede for at følge med efterspørgslen.
Fem år senere gav Dronning Margrethe et par af hans manchetknapper til Prins Henrik, og tre år senere igen gav den daværende statsminister Jens Otto Krag ligeledes manchetknapper til den engelske premierminister, Edward Heath, da han var på statsbesøg i Danmark. Det er et godt billede på, hvor effektiv vores far var til at få bygget et stærkt brand op.
Ligesom Charlotte i dag, var min far også kommerciel, selv om han først og fremmest var kreativ. Der er mange kreative, der mister den kommercielle del, men de har begge altid kunnet se den forretningsmæssige del af at drive virksomhed.”
4. Mor som muse
Søren Lynggaard: “På vores fars jordomrejse havde han mødt vores mor i Paris, der var dernede for at studere fransk. Hun var ikke så nem at få fat i, men han fortsatte med at sende hende luftpostbreve, mens han rejste rundt, hvor han skrev stolpe op og stolpe ned om, hvad han oplevede.
Da han langt om længe landede i Danmark igen, var det min mor, der hentede ham i lufthavnen. Vores mor, Karin, var gymnasielærer og underviste i engelsk, men har også været i bestyrelsen i virksomheden i mange år, og hvis man spørger vores far, har hun været en sindssygt vigtig del af historien og succesen.
Da vi var børn, rejste han rigtig meget, typisk 14 dage ad gangen, hvor han lå og kørte rundt i Norge og Sverige for at sælge sine smykker, men hun gav ham den nødvendige støtte til at kunne gøre det. Samtidig er hun sønderjyde, så hvis han begyndte at flyve lidt for højt, var hun god til at holde ham nede, så han ikke mistede jordforbindelsen. Men måske vigtigst af alt har hun altid været hans muse og store inspirationskilde.”
Karin og Ole Lynggaard
5. Elefanten
Charlotte Lynggaard: “Vores far gik altid op i at give vores mor noget specielt til hendes fødselsdage. Det har altid betydet så meget for ham, at hun fik den helt rigtige gave, så han tænkte og tænkte og tænkte, og det har om noget været med til at inspirere ham.
På deres 25-års bryllupsdag for 30 år siden, var vi allesammen på safari på Serengeti-sletten i det østlige Afrika, da han blev inspireret til ‘Elefanten’. Det var noget, der lå i ham i forvejen; Han blev i første omgang meget betaget af elefanter på sine Asienrejser, og det fortsatte, så da vi var børn, lavede han altid marcipanelefanter til jul. Han fik også vores mor til at sy en elefant til både Søren og jeg, som vores første bamser, da vi var små.
På Afrikaturen lavede han så en elefant til vores mor, som han gav hende i gave. Det er der, hvor hele elefanteventyret startede, som stadig er i gang og med årene har udviklet sig. Da der var gået 25 år mere, og de skulle fejre guldbryllup, lavede han en ny elefant til hende. En pavé-elefant med 536 diamanter og en grøn turmalin i snablen.
Elefantkollektionen er stadigvæk en af vores bedstsælgende kollektioner. Hun kunne nemlig godt stikke lidt til ham, for når han gav hende gaver, blev de altid senere til produktioner, så med elefanten sagde hun: ”Hvis den her elefant er til mig, så er det min elefant”. Så han måtte twiste den version, han senere sendte i produktion, så hun kunne være den eneste med lige netop sin elefant.”
Skitser af Elefanten.
6. Ene kvinde i en mandeverden
Charlotte Lynggaard: “I 1987 startede jeg som guldsmed i firmaet. På det tidspunkt havde det eksisteret i næsten 25 år, og der var masser store ambitioner og store armbevægelser, men det var stadig et ret lille firma med måske 15 ansatte. Det var næsten kun mænd i faget dengang, så man var virkelig ene kvinde. Det var samtidig håndværket, der gjaldt, og derfor var det vigtigt for mig, at der stod en vis respekt om mig og min håndværksmæssige erfaring.
Jeg havde et virkelig stort behov for at få en masse erfaring under bæltet, så i årene forinden havde jeg ligesom min far været på min egen faglige dannelsesrejse. Når man som ungt menneske netop er kommet ud efter at have taget sin uddannelse, tror jeg, det er godt at komme lidt ud og se verden. I Paris arbejdede jeg på et reklamebureau, og i San Francisco tog jeg et semester på et art college. Jeg havde lyst til både at male og tegne, og jeg overvejede for en stund at blive designer og skøjtede i det hele taget lidt rundt i andre genrer, før jeg definitivt landede på, at det var guldsmed, jeg ville være.
Jeg var også i Schweiz, hvor jeg arbejdede for smykkedesigneren Rolf Müller. Her boede jeg i en dal en halv time udenfor Zürich omgivet af bjerge, så der var ikke så meget andet at gøre end at fordybe sig. Det var jo en tid uden mobiltelefoner, så det kunne man rent faktisk, og det lærte jeg meget af. I dag er der mange steder en opfattelse af, at det hele skal ske på den halve tid, men jeg holder fast i, at ting tager tid, og at man skal give det tid. Hvis man ikke sidder med designet selv, er man ikke altid klar over, hvad der ligger bag, og hvor meget det faktisk kræver.
Nu om dage har jeg en masse erfaring, men jeg kan stadig mærke, at jeg i perioder bliver nødt til at sætte mig og bare kigge ud af vinduet for at rense fuldstændig ud. Det gør jeg især, hvis jeg kan mærke, at jeg måske nok kan komme med noget, men ikke noget, der virkelig er godt. Så er jeg nødt til at finde den der ro. Jeg tror kun, det bliver endnu vigtigere for de næste generationer, at de har perioder, hvor de finder roen, tænker sig om og fordyber sig, for der er så mange ting i vores hverdag, der potentielt forstyrrer. Det er vigtigt med fordybelsen og tålmodigheden, for man kan ikke bare skabe noget på et øjeblik. Hvis man vil skabe noget særligt, kræver det hårde arbejde og tålmodighed til at fordybe sig i det.”
Charlotte Lynggaard
7. Blomsten & Bien
Charlotte Lynggaard: “Min første kollektion i 1994 var rigtig svær. Det blev pludselig virkelig seriøst på en anden måde, og samtidig havde jeg min far at måle mig op imod, der både var rigtig dygtig og havde et fantastisk øje for den slags. Han har også altid stillet store krav. Han er sådan en, der gør det på en sød måde, men jeg vidste, at man ikke kunne komme med hvad som helst til ham, for brandet var der allerede, så man skulle leve op til navnet og til ryet.
Tidligere havde jeg rejst meget rundt med min fars kollektioner, så jeg vidste, at folk fulgte nøje med: ”Hvad finder hun så på?” Det var jeg presset over. Jeg var nervøs for, om jeg kunne løfte arven og havde virkelig svært ved bare at få en eneste idé ind i mit hoved. Til sidst tænkte jeg: ‘Blomst!’ I dag er der mange blomster i smykker rundt omkring, men dengang var det ikke ligeså udbredt, og hvis der var en ting, jeg var sikker på, så var det, at min far aldrig ville lave noget med blomster. Det ville være en måde for mig at skille mig ud på, og samtidig var jeg meget glad for blomster og for at lave buketter og søge ly i naturen.
Jeg har altid haft det bedst, når der er en blomsterbuket i nærheden af mig, og helst nogle lidt vilde blomster, noget fra haven, eller noget, som lige er sat lidt løst sammen. Da først tanken havde åbenbaret sig, var det helt nærliggende, at det skulle være noget med bier og blomster. Det symboliserede samtidig for mig starten på noget – i dette tilfælde min egen begyndelse som skabende guldsmed – og havde noget feminint over sig.
På de første messer med min kollektion skulle folk lige forstå, hvad det var for noget, for de syntes allesammen, at min far var fantastisk, så de skulle vænne sig til, at jeg nu også var her, og at det ligefrem kostede det samme som hans ting. Det tog noget tid, men så forstod de det til gengæld også, og kollektionen endte med at blive en succes. Det gav mig blod på tanden, og så bliver man mere og mere modig og tør gå andre veje end alle andre. Nu om dage får jeg 5.000 nye idéer konstant, men jeg tør også stole på dem og arbejde videre med dem, og så kommer der hele tiden flere og flere.”
Charlotte Lynggaards første kollektion, 'Flowers & Bees'.
8. Overudviklet retfærdighedssans
Søren Lynggaard: “I midten af gymnasiet var jeg så skoletræt, at jeg endte med helt at droppe ud. I stedet tog jeg til Australien og fik arbejde på en farm, og pludselig oplevede jeg at blive behandlet som et voksent menneske. Jeg var vokset op i sådan en vatkugle i Holte, hvor alle mine venners fædre var direktører for et eller andet, nu fik jeg en riffel i hånden og blev placeret foran en hest, og så var det ellers bare derudad. Jeg var en voksen mand med et ansvar, og det lærte jeg rigtig meget af.
Senere arbejdede jeg blandt andet som taxachauffør, kassemedarbejder i Netto, på en jordbærfarm i Tyskland og for verdens største græsfrøproducent DLF Trifolium, før jeg selv i 1994 startede i min fars virksomhed. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle ind i salget, men muligheden opstod i stedet i produktionen, fordi de søgte en produktionschef, så det lavede jeg nogle år, før jeg i 2003 blev administrerende direktør.
Stadig i dag trækker jeg meget på erfaringen fra mine tidligere jobs, for det er nogle af de steder, jeg har lært allermest, ikke mindst når det kommer til at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.
Som taxachauffør oplevede jeg at blive behandlet vidt forskelligt af alle mulige forskellige mennesker. Jeg har en overudviklet retfærdighedssans, og hvis en postmand har 25-års jubilæum eller går på pension, skal han have den samme gave og den samme reception, som hvis det er virksomhedens CFO, der har 25-års jubilæum eller går på pension. Han har gjort det bedste, han skulle, for at pakkerne kom de rigtige steder hen, og hvis han har været en supergod medarbejder i mange år, så har det været, fordi han har udført det arbejde, han er blevet bedt om. Så er en CFO ikke bedre – han har bare lavet andre ting. Alle spiller en lige stor rolle i fødekæden.
Ole og Søren Lynggaard i 1991.
9. Et navn i Tyskland
Søren Lynggaard: “Det tager lang tid at bygge et brand op i Europa. I dag går det rigtig godt i Tyskland, men det tog så også 15 år. I starten, da vi havde en sælger ansat, der tog rundt med kollektionen i hånden og ringede på ved alle de interessante butikker, blev hun kun mødt af lukkede døre. De ville ikke engang åbne, de stod bare og rystede på hovedet, for de havde allerede de kollektioner, de skulle bruge.
Det første år solgte vi stort set ingenting, for det tager bare lang tid at få folk til at købe noget, som koster det samme som Cartier, Pomellato eller nogle af de andre store brands, men som hedder ‘Ole Lynggaard’. Folk kan ikke udtale det, og de kan ikke stave det, når de skal finde det online. Hvis du skal købe en gave til din kone, og du ser, at der er en Cartier-ring, som koster det samme som det her mærkelige, nye brand, som du ikke rigtig kender, tør man så bruge sine penge på det, også selv om man synes, det er superflot? Bliver hun glad? Bliver hendes veninder imponerede? Er det et brand, der er væk næste år? Det tager lang tid at opbygge den tillid på markedet.”
Et af Ole Lynggaards allerførste designs fra 1960’erne.
10. Kongelig Hofleverandør
Søren Lynggaard: Da vi begyndte at bevæge os udenfor Skandinavien, havde vi behov for, at det ikke bare hed ‘Ole Lynggaard Copenhagen’, men at vi også kunne vise, at vi altså havde en lang og stolt historie.
Derfor søgte vi om – og fik i 2008 – stemplet ‘Kongelig Hofleverandør’. Man skal have leveret i mere end 25 år for at få det stempel, og allerede i 1968 gav vores Dronning Margrethe, Prins Henrik manchetknapper fra Ole Lynggaard i gave. Det betød, at vi kunne tilføje det til vores logo, og desuden skrev vi ‘Since 1963’ for at understrege, at vi ikke bare var en døgnflue. Det var en stor ting at få det stempel, så vi kunne begynde at kommunikere det ud, og vi er også stolte over, at ikke bare vores eget, men også andre af de europæiske kongehuse bruger vores smykker.
Da hollandske Dronning Maxima forrige år var på statsbesøg i Tyskland, ankom hun med vores store Gipsy-øreringe. Det havde vi ikke haft noget at gøre med, så sådan noget bliver man stolt over. Det samme når den svenske prinsesse bærer vores smykker, eller når man ser skuespillere, erhvervsfolk og alle mulige andre rundt om i verden, der gør det samme.”
Ole og Karin Lynggaard hilser på Dronning Ingrid.
11. Butikkerne som hjem
Charlotte Lynggaard: “Vi har seks flagship stores, og de betyder allesammen meget for mig. Sidste år åbnede vi i München, og når man har knoklet med at få noget op at stå i flere år, er det et meget stort øjeblik, når det så rent faktisk sker.
Til åbningen myldrede det ind med mennesker fra rundt om i verden, og så kan man ikke undgå at få en stolthedsfølelse. Det er de momenter af lykkerus, der gør det hele værd. Jeg synes også, det er en sindssygt flot butik, hvor der er kælet for enhver detalje. Det er ikke bare standardting, der er købt til butikken, det er små krukker og små, fine ting, vi har fundet på auktioner, og som vi har brugt til at indrette den, som om det er et hjem. Vi ønsker ikke bare at blive større og større, vi ønsker, at hver butik nærmest skal være vores andet hjem, hvor folk kan komme ind og få en lækker småkage og en kop kaffe og være der i flere timer og blive inspireret. Hvis vi bare skaffede en masse ‘hjem’, ville det hurtigt blive udvandet.
Det er også vigtigt for mig, at der er fokus på velvære i vores butikker. De ansatte går i Issey Miyake-tøj, fordi det er så behageligt og passer til alle – om man er tyk eller tynd, høj eller lav, om man går i høje sko eller flade sko. Det klæder på en måde alle. Jeg var selv til et af deres første shows i Grand Palais i Paris, da jeg boede der, hvor alle mulige forskellige kvindetyper kom ind på catwalken, og det passede dem alle.
Jeg synes, det er utroligt vigtigt, at dem, der arbejder i vores butikker, har det godt, for så har de også mere lyst til at byde ordentligt velkommen til dem, der kommer ind. Hvis man træder ind i en butik, hvor man fornemmer nogle spændinger, er det svært at finde sig tilpas. Sådan har jeg det selv. Jeg er ret følsom over for sanser, så det skal være rart både at arbejde der og komme ind i butikkerne.”
Ole Lynggaard butikken i Indre København.
12. Den store designfrihed
Søren Lynggaard: “Vi er nærmest den eneste større, familieejede smykkevirksomhed tilbage i Europa, for alle de andre er blevet opkøbt af investorer og kapitalfonde. Mange kapitalfonde gør mange gode ting, men de er ikke verdensmestre i at bygge brands, fordi de er alt for kortsigtede. De skal jo sælge firmaet igen om tre år.
Vi er familieejet og familiedrevet, og det gør, at vi kan være meget langsigtede i vores beslutninger. Her i huset er det designerne, der bestemmer, hvad vi skal sælge, og hvad vi skal fokusere på. Selv om jeg er administrerende direktør, er det derfor ikke sådan, at jeg fortæller Charlotte, hvad vi skal lave. Det er snarere omvendt, for vi er et designstyret firma, og jeg synes, det er en kæmpe fordel, at vi har designere med en masse frihed til at lave vilde ting, for det er det, der flytter os nye steder hen.
Under pandemien valgte Charlotte at lave BoHo-kollektionen, som er den største, vildeste og dyreste ringkollektion, vi nogensinde har lavet. Der ville nok være andre firmaer, hvor man ville sige: ”Den venter vi lige med, ikke?” Men der er vi anderledes, og det kom os til gode, for det viste sig, at der var rigtig mange, der netop i den tid havde lyst til at forkæle sig og prøve noget nyt og spændende.
For et par år siden fik Charlotte også idéen til at lave en tiara til en udstilling på Amalienborg, så vi brugte 400 timer på vores modelværksted med at udvikle den her fantastiske tiara, som Kronprinsesse Mary endte med at bære til Dronningens fødselsdag. Det er både fantastisk PR i sig selv, men det førte også alt muligt andet med sig, for det inspirerede os til flere nye kollektioner.
Når en designer har frihed til at gøre vilde ting, flytter det hele firmaet. Vi har ikke en komité, der skal godkende designet, så når Charlotte siger, at ”sådan her ser det ud”, skal vi andre ikke sige, om vi synes, den er pæn eller grim, eller om den burde være grøn i stedet for.
Vores opgave er at stole på det og så finde ud af, hvad vi kan gøre for at understøtte det. Jeg tror, det er en fejl, mange andre virksomheder begår, at der sidder et panel eller en direktør, som faktisk overhovedet ikke har forstand på design, men som er god til at kigge i bakspejlet og se på, hvad der fungerede sidste år, og derfor går med det trygge valg. Det kan fungere et stykke tid, men til syvende og sidst går det galt, fordi man ikke fornyer sig.”
Kronprinsesse Mary med tiara fra Ole Lynggaard.
13. Charlottes inspiration
Charlotte Lynggaard: “Ligesom min far bruger jeg rejser som inspiration. Der har af gode grunde været et par år, hvor det ikke er blevet til særligt meget, men de seneste måneder er jeg for alvor kommet i gang igen, og jeg kan tydeligt se, hvor vigtigt det er for mig. Lige meget, hvad man laver, tror jeg faktisk, det er utroligt vigtigt at komme lidt ud af sin hverdag, så man ikke ender i den der daglige trummerum, hvor man ikke føler, man har tid til det, man gerne vil. Når man kommer ud, får man det hele lidt på afstand, og samtidig oplever man andre kulturer, andre måder at gøre tingene på, ser nye farver og møder nye mennesker.
Jeg har altid min taske på mig med en lille notesbog, hvis jeg vil skrive et par hurtige ord ned, men også større scrapbøger og tegnebøger, så jeg kan sætte mig og forfølge en idé eller tanke. Jeg bliver også ofte rigtig inspireret af at kigge på kvinder. Mine børn synes, jeg er pinlig, når jeg sidder og kigger på fremmede kvinder, og hvordan de bevæger sig, men det giver mig virkelig meget inspiration, for jeg er fascineret af at lave smykker til alle slags kvinder i alle aldre. Intellektuelle kvinder, klassiske kvinder, flippede kvinder.
Jeg har ikke en speciel kvindetype i mit hoved, for det er fascinerende med variationen, og hvordan forskellige kvinder bærer smykkerne.”
Charlotte Lynggaards inspiration.
14. Dødningehovedringen
Charlotte Lynggaard: “I mange år havde Søren en dødningehovedring, der mindede ham om at huske at leve livet. Jeg kunne ikke så godt lide den og kunne ikke dy mig for at påpege det, men så sagde han en dag: ”Hvis du ikke synes, den er pæn, må du bare lave en bedre til mig”. Jeg havde aldrig lavet noget, der mindede om dødningehoveder, men til hans 50-års fødselsdag lavede jeg alligevel en til ham. Det endte faktisk med at give mig inspiration til at lave BoHo-kollektionen.
Det handler om nogle gange at blive tvunget til at tænke uden for boksen, fordi der er en, man gerne vil give noget helt specielt – ligesom min far altid havde det med min mor. For mig kan det også være en speciel kunde, der er kommet i firmaet i mange år, som man gerne vil give noget helt særligt, og derfor tænker man virkelig meget og længe over det.
Jeg tror, det er meget vigtigt at holde fast i at gøre sig umage og vedblive at gå de ekstra skridt. Vores fundament er håndværk, og derfor er det ikke bare en mulighed at købe en ny maskine, der står og sprøjter flere af de samme produkter ud. Det handler i stedet om at finde de rigtige håndværkere, der kan deres kram, selv om det bliver sværere og sværere, for med al håndværk, bliver der uddannet færre og færre.
Vi er også nogle af dem, der bruger allerflest gemstones, de her farvede sten, i hele Europa, for de er meget svære at skaffe. Det værste for mig er, hvis man ikke gør sig umage, og min erfaring siger mig også, at man ender med at bruge mere energi på at være ked af at se på det, end det ville have taget at lave det ordentligt i første omgang.”
Ring fra BoHo-kollektionen.
15. Fortid og fremtid
Charlotte Lynggaard: “Vores far har altid været virkelig god til at give ansvaret videre. Det var helt fra begyndelsen, at han sagde: ”Jeg synes sådan her, men hvis du synes sådan her, og det er dit område, jamen så gør vi det.” Jeg kan ikke huske, at han nogensinde har slået i bordet og sagt: ”Nu er det mig, der bestemmer!” Nogle gange har han været uenig, og så har det handlet om at prøve at vise ham det, man selv har troet på, og det har han været god til at tage imod.
Mange grundlæggere kan overhovedet ikke give slip på noget som helst, men sådan har han ikke haft det. Han kommer stadig ofte i virksomheden. Så går han en tur rundt og siger hej eller spiser frokost. Når man først har prøvet det her med at skabe, så kan man ikke slippe det igen. Der er en skabertrang, der sidder så dybt i en, at man bliver ved med at tænke i de baner.
Nu begynder vores egne børn også mere og mere at blive en del af firmaet. De er vokset op med det, så det er helt naturligt for dem at indgå i hverdagen på den ene eller den anden måde, og nogle af dem har også arbejdet i vores butikker. Sørens datter arbejder lige nu i vores butik i Australien, og min ældste datter arbejder som grafisk designer i firmaet. Hun har også arbejdet på vores værksted i to år og planlægger sin første kollektion. De har alle sammen særlige evner indenfor et eller andet område, men det er umuligt at sige, hvordan fremtiden bliver for dem, og om den ligger i firmaet.
For os selv var det noget, der skete meget glidende, så vi er ikke interesseret i at sætte os ned med vores egne børn og sige: ”Nu skal vi træffe store beslutninger”. Det er bedre at se, hvordan tingene udvikler sig.”
Charlottes datter Sofia Lynggaard og Sørens datter Emily Lynggaard.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
