Produktionsselskab: Warner Bros. Pictures
Premieredato: 20. juli 2023 i biografer landet over
Genre: Komedie
Instruktør: Greta Gerwig
Manuskriptforfatter: Greta Gerwig og Noah Baumbach
Medvirkende: Margot Robbie, Ryan Gosling, America Ferrera, Kate McKinnon, Issa Rae, Will Ferrell, Hari Nef, Dua Lipa m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 54 minutter
“Barbie is everything. And he is just Ken”. Der er ikke lagt skjul på, hvem der har stiletterne på i Barbieland i optakten til Greta Gerwigs længe ventede film, Barbie.
I kaskader af pink har vi fået den ene teaser efter den anden til det, der tegner til at blive sommerens helt store biografoplevelse – historien om alletiders største legetøjsikon i ny indpakning, der skal undergrave vores forestilling om Barbies eventyrverden.
Barbie er produceret af Warner Bros. Pictures og Mattel Film og får premiere i biografer landet over den 20. juli.
Her er fem grunde til, at vi glæder os til Barbie:
1. GRETA GERWIG
Greta Gerwig under en fotosession på presseturen for 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures
Et vigtigt aspekt ved Barbie er, at den er instrueret af en af nutidens mest visionære, kvindelige instruktører, Greta Gerwig. Gerwig, der har vundet adskillige priser for såvel sine evner som instruktør og manuskriptforfatter, er bedst kendt for filmene Lady Bird (2017) og Little Women (2019). Begge film var nomineret til flere Oscars og havde stærke kvindekarakterer i hovedrollerne.
Ligesom flere af Gerwigs tidligere film, er Barbie skrevet i samarbejde med hendes mand, Noah Baumbach, og man må forvente, at de i forening kan bringe noget menneskelig kompleksitet og dybde ind i Barbieland. Alt tyder i hvert fald på, at de har haft stor kreativ frihed og har lavet en film for dem, der er vokset op med Barbie på godt og ondt. Som traileren så spidsfindigt forklarer, er dette en film for dem, der elsker Barbie – og for dem, der hader Barbie!
2. ET BLÆNDENDE CAST
Margot Robbie og Ryan Gosling som Barbie og Ken. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures
Australske Margot Robbie har fået den store opgave at bringe Barbie til live, og hun synes at være det perfekte valg til rollen – ikke kun på grund af sit smukke ydre, men også fordi, hun er kendt for at mestre roller med mange lag. Robbie har blandt andet været Oscar-nomineret for Bombshell (2020) og I, Tonya (2018).
Der optræder dog flere Barbie-versioner i filmen, f.eks. præsident-Barbie, advokat-Barbie og fysiker-Barbie, og de bliver spillet af et talentfuldt hold af skuespillere, blandt andre Issa Rae, Hari Nef, Kate McKinnon og sangerinden Dua Lipa.
Og så er der Ken i adskillige versioner, anført af Ryan Gosling med afbleget hår og pastelfarvede outfits. Det er modigt – og sjovt – af Gerwig at have castet netop Gosling, en af vor tids mest anerkendte mandlige skuespillere og Hollywood-hunks, til at spille Barbies gennemsnitlige sidekick. Han er “bare Ken”, og vi er vilde med det!
3. BARBIELAND BRAGT TIL LIVE I KASKADER AF PINK
Barbieland kommer til live i 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures
Der er lavet mange Barbie-animationsfilm i tidens løb, men aldrig en liveaction-version, så måske netop derfor er der gjort ekstra meget ud af at få skabt det ultimative Barbieunivers. I hvert fald er scenografi og kostumer i Barbie som taget ud af vores barndomsdrømme om, hvordan den fantasifulde plastikverden kan udfolde sig ”i virkeligheden”. Efter sigende løb verden tør for en helt speciel pink farve, imens produktionen stod på, fordi der skulle bruges så store mængder til at skabe de farverige kulisser!
Kostumerne i filmen er i en kategori for sig selv og mimer på fineste vis det tøj, piger over hele verden har siddet og givet deres egne Barbiedukker på i tidens løb. Der er alt fra 60’ernes pencil skirts til 70’ernes discodragter og 90’ernes neonfarvede lycra. Kostumerne er skabt af den britiske kostumedesigner, Jacqueline Durran, der også er kvinden bag de smukke kostumer i bl.a. Anna Karenina (2021) og Little Women (2019).
Durran har fortalt, at kostumeholdet arbejdede ud fra en specifik pastelfarvet farveskala, når de skabte det ene kostume efter det andet. Desuden bidrog Chanel, som Margot Robbie er ambassadør for, med flere outfits og accessories.
4. ET OPGØR MED PERFEKTHEDSKULTUREN
Der er noget helt galt i Barbieland! Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures
Der er ikke løftet så meget af sløret for plottet i Barbie, men det, vi ved, er, at Barbie bliver nødt til at forlade det plastikfantastiske Barbieland, fordi hun ud af det blå begynder at vise ”svaghedstegn” og får en slags eksistentiel krise. Hendes altid perfekt formstøbte fødder er pludselig solidt plantet på jorden, der er koldt vand i bruseren og værst af alt: Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er meningen med livet. Med andre ord: Barbie er ikke længere perfekt, og kan hun så blive i Barbieland?
At filmen er en kommentar til virkningerne af det samfundsmæssige pres, der historisk set har ligget på kvinder for at passe ind og være ”perfekte”, tilføjer et ekstra interessant lag til vores opfattelse af, hvad der – også – er på spil i Gerwigs Barbieunivers.
5: SOUNDTRACKET!
Barbie på dansegulvet til en drøm at et soundtrack i 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures
Som dansker er det givet, at tankerne hurtigt bliver ledt hen på Aquas monsterhit fra 1997, når man taler om Barbie. ’Barbie Girl’ kommer da også til at indgå i Barbie-filmen, men i en ny version, kaldet ’Barbie World’, skabt af Nicki Minaj, Ice Spice og Aqua selv. Det forlyder, at det var filmens producer og hovedrolleindehaver, Margot Robbie, der insisterede på, at den ikoniske sang på en eller anden måde skulle indgå i filmen. Og som sagt, så gjort.
Derudover kommer soundtracket til at indeholde musik fra en række forskellige kunstnere, hvoraf de fleste er kvindelige sangere og sangskrivere, f.eks. Ava Max, Charli XCX, Gayle og Lizzo. Også Dua Lipa, der medvirker som en af de mange Barbier i filmen, er at finde på soundtracket med sangen ‘Dance The Night’. Det tegner derfor til et brag af en fest også på filmens musikfront, og vi forventer, at de mange hits bliver fast inventar til sommerens fester rundt omkring i verden.
Barbie får premiere landet over den 20. juli 2023. Køb billetter til filmen her.
Med ti særlige forestillinger turnerer Verdensballetten landet denne sommer – fra Sølyst over Schackenborg slot til Den tilsandede kirke i Skagen.
Og det var intet mindre end magisk, begavet, charmerende og med glimt i øjet, da Verdensballetten for 15. gang havde premiere onsdag den 12. juli under åben himmel nord for København.
ELLE var med på tilskuerrækkerne ved den magiske aften for at rapportere fra det, der ude tvivl bliver en af årets store oplevelser, hvis du også elsker ballet.
Som et trylleslag og med rettidig omhu blev regnen slukket og solen brød frem, da konferencier og bagmand Jens Christian Wandt med 10 minutters forsinkelse kunne byde velkommen til en aften som han sammen med Verdensballettens kreative chef Steven McRae, har tilrettelagt.
Foto: Jesper Grønnemark - Verdensballetten
Astrid Elbo fremfører 'Sonnet Dance' ved premieren i Sølyst.
Der blev fældet en tåre, da ukrainske Iana Salenko med partneren (og manden) Marian Walter dansede ’Clair de lune’, grint da Steven McRae vanen tror ’stepballettede’ os til pause og da Xander Parish og Reece Clarke opførte streetballet, som koreograf Joshua Junker opfandt i Londons tomme gader under coronanedlukningen. Og så blev der fuldstændig stille, da en uimodståelig Tornerose tonede frem med sine fire bejlere.
Wandt guidede publikum veloplagt gennem aftenen (også med sang sammen med operasanger Sofie Elkjær Jensen) – ligeså gjorde Verdensballettens to geniale og møgcharmerende musikere; Niklas Walentin og Alexander McKenzie.
Foto: Jesper Grønnemark - Verdensballetten
Der er dømt smukke lokationer for turnéen gennem hele sommeren.
Verdensballetten opfører i alt ti forestillinger over sommeren på unikke lokationer frem til den 3. august.
Den 1. august vises i tillæg en særforestilling ’Dance for Hope’ i Mindeparken i Aarhus til fordel for Ukraine. Læs mere, og køb billetter på verdensballetten.dk.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Det er lidt en milepæl, når store verdensstjerner, der vitterligt har alle brands tilgængelige, vælger at kaste deres kærlighed på små danske virksomheder.
Og det er netop tilfældet med Kylie Jenner, som netop har delt billeder på sin Instagram-story, hvor hun ses i smykker fra det upcoming danske smykkebrand, Lié Studios.
Smykkerne er modellen ’Esther’, og kvinderne bag er tvillingesøstrene Amalie og Cecilie Moesgaard, der allerede har markeret sig selv som dygtige forretningskvinder, og på kort tid har fået etableret deres smykkebrand til en succes, med flere salgskanaler i USA og ikke mindst på den eksklusive webshop Net-a-Porter.
Fælles for Liés smykker er en gennemgående enkel æstetik, smuk formgivning og få detaljer – en perfekt forlængelse af den stil, tvillingesøstrene selv er blevet kendte for at have.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Mathilde og Bea er ikke skribenternes rigtige navne, ligesom deres dates kælenavne, arbejdspladser og stævnemøde-spots kan være ændret for anonymitetens skyld. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet, og korrespondancen bygger (desværre) på virkelige hændelser.
Bea: Hey girl, efter din fitness-date-historie er jeg seriøst blevet meget mere motiveret for at tage til træning.
Mathilde: Fantastisk, det kan noget at se lidt forvirret ud ved nogle håndvægte
Bea: Dumt af mig at jeg udelukkende går til reformer pilates med en masse Planet Nusa-piger
Mathilde: Du må komme med mig, der er cute drenge og masser af Nusa-piger her også. Hvordan går det ellers?
Bea: Roskilde var fantastisk, jeg mødte en supercute fyr og havde en kæmpe kærlighedsfestival med sex i et telt og det hele.
Mathilde: Hvor dejligt skat, det fortjener du også.
Bea: Tak, men så havde jeg bare den mest nedtur oplevelse i sidste uge. Jeg løb ind i Nicolai foran Føtex
Mathilde: Åh nej nej nej. Altså kørte-rundt-med-dig-i-et-år-ghostede-dig-i-en-måned-og-så-pludselig-ny-kæreste-Nicolai?
Bea: Ja tak, lige præcis. Kan seriøst stadig få ondt i maven over at tænke på den der dag sidste sommer, hvor vi sad på Friheden, og han så dukker op med gudesmuk brunette og bare så helt sommerbrun og lykkelig ud
Mathilde: Totalt, du blev ligbleg. Hård aften! Det er satme også bare et chok til systemet når der kommer sådan et plot twist ud af det blå. Men hvad skete der foran Føtex??
Bea: Åh det er så pinlig, har bare totalt cringe over mig selv.
Mathilde: Ud med det
Bea: Jeg står helt svedig efter en løbetur og have tænkt at treate mig selv med en ægte slum fryse-pizza, og så på vej ud af butikken, helt klam, går jeg nærmest direkte ind i et styks kæmpe red flag fuckboy
Mathilde: Av, uheldigt med pizzaen. Ville måske have været lidt federe, hvis det var noget sexet, grøn juice-agtig
Bea: Totalt, og han står der helt babe i beige hørskjorte og flotte solbriller, en smøg i hånden og de latterligt frække tattoveringer på armene “gud hej Bea, sjovt at løbe ind i dig her”.
Av, uheldigt med pizzaen. Ville måske have været lidt federe, hvis det var noget sexet, grøn juice-agtig
Mathilde: Mareridt. Løb
Bea: Totalt. Så jeg får fremstammet noget “ja ha ha jeg var bare ude og løbe”, og han kigger på min frysepizza med et løftet øjenbryn og spørger “nå men bor du så stadig i den lejlighed rundt om hjørnet?”
Mathilde: Flabet
Bea: “ja det gør jeg, hvad med dig?” fortryder seriøst så snart jeg spørger. “nej jeg er faktisk flyttet, vi er rykket ind i en større lejlighed nede ved Nuuks Plads, for vi havde bare brug for lidt mere plads”.
Mathilde: Åh nej åh nej, løb din vej bare slut samtalen.
Bea: Det bliver værre. “Nå okay altså med din kæreste?”, “ja præcis, så dejligt, hvad med dig er du stadig single?”
Mathilde: Av. Lige i hjertet
Bea: Og det er her, min hjerne fuldstændig kortslutter. Jeg er egentlig ret glad for at være single og har intet problem i det, men han ramte bare et eller andet, så jeg får sagt “Nej nej, min kæreste venter derhjemme, han har bare lidt tømmermænd så lovede at købe pizza med hjem” og så løber jeg seriøst bare min vej, mens han står og kigger på mig. Altså helt ærligt! Hvordan kan det være, at så snart jeg løber ind i en fuckboy, som gjorde mig ked af det, at jeg begynder at LYVE om at have en kæreste for ikke at have “tabt”? Har det simpelthen så kikset over mig selv
Og det er her, min hjerne fuldstændig kortslutter. Jeg er egentlig ret glad for at være single og har intet problem i det, men han ramte bare et eller andet
Mathilde: Ja, ups den er måske ikke helt god. Men ved du hvad, vi kan alle have dårlige dage, og der er bare altid dem der, der kan bringe de usikre sider frem i en. Fuck ham, så kan han sidde i sin beige lejlighed med sin beige kæreste. Vi to skal jo bare ud og nyde byen og alle de andre søde fyre. Måske en der ikke ryger næste gang?
Bea: Du har ret. Jeg tror sgu lige, jeg giver ham Roskilde-crushet et kald, og hører om han ikke skal forbi.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Den 8. august 2023 slår Designmuseum Danmark dørene op for en helt særlig modeudstilling. I samarbejde med dansk ELLE og fotograf Lasse Bak Mejlvang åbner udstillingen BACKSTAGE, hvor du kan komme med bag kulissen og se unikke billeder fra den københavnske modeuge gennem 15 år – alt sammen skudt fra vinkler, der normalt ikke er til offentligt skue.
BACKSTAGE viser en række øjebliksbilleder fra forgange københavnske modeuger fotograferet af den prisvindende fotograf Lasse Bak Mejlvang for ELLE.
Da modemagasinet ELLE for første gang udkom i Danmark i september 2008, var ambitionen ikke bare at følge med fra forreste række til modeshows, men også – gennem Lasse Bak Mejlvangs fotografier – at dokumentere alt det, som normalt er skjult for publikums blikke: de utallige tøjskift, de flygtige øjeblikke mellem shows og det hektiske liv i backstage-området. For de 10-12 minutter, som et modeshow varer, kræver mange måneders forberedelse og mange menneskers fokuserede arbejdsindsats.
Udstillingen BACKSTAGE giver et unikt indblik i en modeuge i rivende udvikling og sætter spot på en hjerteblodsbranche, hvor trends, timing, håndværk og hårdt arbejde går op i en højere enhed, når modeugen endelig slår dørene op for publikum.
Designmuseum Danmark har i mange år dannet en æstetisk ramme om store og små modeudstillinger, talks og modeshows. Det er derfor mere end oplagt at lade udstillingen udfolde sig i den grønne have – her i hjertet af København.
BACKSTAGE, der vises delvist i de første rum samt haven tilhørende Designmuseum Danmark, er åben fra 8. august til 3. september 2023 og der er gratis adgang.
133x200 cm - UV-print på hvid aluplade, 3 mm A. Roege Hove AW23 / februar 2022 / Maryam Ansari Pris: 10.000 kroner
Foto: Lasse Bak Mejlvang
133x200 cm - UV-print på hvid aluplade, 3 mm / Baum und Pferdgarten AW19 Pris: 10.000 kroner
Foto: Lasse Bak Mejlvang
70x100 cm - UV-print på hvid aluplade, 3 mm Designers Remix SS19 / august 2018 SOLGT
Foto: Lasse Bak Mejlvang
70x100 cm - UV-print på hvid aluplade, 3 mm Lovechild 1979 SS21 / august 2020 / Anna Von Rüden Pris: 7.500 kroner
Foto: Lasse Bak Mejlvang
133x200 cm - UV-print på hvid aluplade, 3 mm / Jade Cropper SS23 / august 2022 Pris: 10.000 kroner
Foto: Lasse Bak Mejlvang
84,1x59,4(A1) Fine Art Print, Kunstplakat signeret og nummereret
Lovechild 1979 SS19 / august 2018 / Marianne Schrøder
Pris 249 kroner
Foto: Kavian Borhani
59,4x84,1(A1) Fine Art Print, Kunstplakat signeret og nummereret
Saks Potts SS18 - august 2017 – Anoucka Uwimuwe
Pris 249 kroner
Ønsker du at købe et af værkerne fra BACKSTAGE, så send en mail til cecilie.ingdal@elle.dk
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Tre ældre kvinder sidder ved nabobordet. Udenfor på restaurant Promenaden på Frederiksberg Allé. De drikker hvidvin, og en vindstille bue af cigaretrøg hænger hjemmevant over dem.
De er klædt i forårsfarver. De taler meget højt, som kun stamkunder tillader sig, især dem, der har boet i bydelen i adskillige årtier. Det har Paprika Steen også. On and off. Og hun er heller ikke selv kendt for at holde stemmelejet på den lavmælte styrke.
Det er onsdag på kanten til maj måned. Vi bestiller frokost. Omelet med spinat og tomat til Paprika. Cappuccino og danskvand. ”Og et askebæger, tak,” siger Paprika Steen til den svensktalende tjener.
Den 58-årige skuespiller bor lige rundt om hjørnet. ”Jeg kan menukortet udenad. Den rejemad er også god,” konstaterer hun og finder skygge bag de store, sorte solbriller, da jeg vælger den håndpillede udgave på ristet toast med citron og mayo.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Om kort tid står Paprika Steen på den røde biografløber. Til premieren på ’Toves værelse’, hvor hun har rollen som den berømte danske forfatter, Tove Ditlevsen, mens Lars Brygmann spiller Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen. Det kan siges meget kort: Det er et giftigt ægteskabsdrama. Et intenst kammerspil og rædselskabinet. Og ikke mindst en pragtpræstation, nej en magtdemonstration udført af Steen og Brygmann. At se ’Toves værelse’ føles som at stå foran ægteparrets hoveddør og kigge ind ad dørspionen. Filmen udspiller sig over en frokost, hvor den fremadstormende, unge forfatter Klaus Rifbjerg, spillet af Joachim Fjelstrup, lander ned i et seksuelt og ret subtilt magtspil.
Det er ikke første gang, at Steen og Brygmann genopliver ægteparret. Af to omgange, i 2016 og 2019, har duoen gjort det på Folketeatret med den anmelderroste forestilling ’Toves værelse’. Det var også en giftig omgang – men dengang iscenesat i mareridtsgrønne omgivelser på den lukkede afdeling, hvor Tove Ditlevsen var indlagt i en af sine allermest tunge misbrugsperioder. Dengang var præstationerne også mavepustende gode. Og i dag, hvor Tove Ditlevsens forfatterskab er landet på New York Times’ liste (i 2021) over de mest indflydelsesrige, må der være en ret god mulighed for, at ’Toves værelse’ på film kan gå hen og blive årets danske Oscar-kandidat. Det har den i hvert fald fortjent.
Men hvordan har det – for Paprika Steen – været at flytte ind i Tove Ditlevsen igen? Den ulykkelige barndom, stofmisbruget og summen af alle de mislykkede ægteskaber. Men også tilbage i Ditlevsens egenrådige vildskab og mod. Hendes humor og kamp for at kravle op ad den sociale rangstige.
Paprika Steen tager solbrillerne af. De karakteristiske isgrønne øjne lukker op for en følsomhed, som skuespilleren ofte får afmonteret med en morsomhed eller sarkastisk bemærkning.
”Jeg hader, når skuespillere siger det … men er du klar over, hvor svært det har været? ’Stop det krukkeri’, har jeg altid tænkt, når de talte om, at rollerne krøb ind under huden på dem.”
“Til hver forestilling tog jeg mit liv i sidste akt”
Det, synes du, er patetisk?
”I den grad. Men sådan har jeg det med Tove. Da jeg spillede hende på teatret, kunne jeg ikke andet. Jeg sov, spiste og gik på scenen. Det var som at have bly i benene og løbe et maraton. Til hver forestilling tog jeg mit liv i sidste akt. Den sidste aften brød jeg fuldstændig sammen. Tove havde sat sig hårdt i mig. På ondt og sgu’ også godt. Men jeg var ret sikker på, at jeg aldrig skulle spille hende igen.”
Sådan gik det ikke. I sommeren 2021 stod teaterforestillingens forfatter Jakob Weis klar med manuskriptet til spillefilmen. Lars Brygmann var på. Det var instruktøren Martin Zandvliet også, ligesom resten af holdet og pengene til at producere den.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Paprika Steen lå hjemme i sofaen på Frederiksberg. Hun var gået i hi. Hun havde lige gennemgået en hård operation for en godartet tumor i hovedet for anden gang. Covid-19 havde i lang tid lukket Danmark ned.
”Jeg spiste Yankie Bar og så reality-tv for lukkede gardiner.”
Det var hedebølge, og Paprika Steen havde det ærligt talt ikke særligt godt.
”Men jeg fik hejst mig fra hængedyndet. Og det var kun 14 dages optagelser. Jeg trak alt lortet med ind i filmen. Der er ingen maske på. Ingen makeup. Men Tove havde det jo heller ikke godt i den her periode, hvor hendes ægteskab med Victor Andreasen sang på sidste vers.”
Hvordan var det så at genbesøge rollen?
”Jeg havde ikke lyst til det. Men jeg blev nødt til at tænde for den professionelle knap. Det er det, man gør. Det er en disciplin. Men det var ikke let igen at gå ind i det her krater af død og ødelæggelse,” siger Paprika og stikker gaflen i omeletten.
” … og så er der jo også lige det med forfængeligheden, ikke? Da vi optog filmen, var jeg stor. Meget stor,” fastslår Paprika.
” … Og Tove var jo narkomantynd. Så på det punkt, som med alle andre, er det min fortolkning af hende. Det er hendes sjæl, jeg indfanger. Igen adopterede jeg følelsen af Tove. Når det er sagt, så passer det vel meget godt til én, som har det elendigt. Men i filmen er jeg foreviget femten kilo tykkere. Sådan kan det gå.”
Se bort fra vægtforholdet. Har du egentlig selv et skæbnefællesskab med Tove Ditlevsen?
“Mit tøj var fra Mirakelpriser, der dengang var det samme som at købe tøj i Føtex og Bilka”
”Jeg er født få skridt fra hendes adresse på Hedebygade på Vesterbro. Jeg er vokset op på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg, dengang hvor rige og fattige boede opgang til opgang. Det var en tid, hvor klasseforskellene var meget tydelige, og seksualiteten blev sat hårdt på prøve. Nogle af de piger, jeg gik i skole med, landede halvnøgne på side 9 i Ekstra Bladet. Senere begyndte de at trække på Istedgade, og så døde de af narko. Min familie var anderledes. Vi var ludfattige kunstnere, og jeg blev tonse-mobbet i de mindre klasser. Mit tøj var fra Mirakelpriser, der dengang var det samme som at købe tøj i Føtex og Bilka. Jeg voksede op i en kreativ familie, hvor min mor, da jeg var helt lille, lavede politisk teater og var medlem af DKP. Jeg ville også være skuespiller, men på en helt anden måde. Dengang drømte jeg om stå i en lyserød kjole i musicalen ’Singin’ in the Rain’. Men det hele endte jo så lidt anderledes. Jeg forlod folkeskolen midt i 10. klasse, flyttede hjemmefra som 16-årig, fik arbejde som rengøringsassistent og blev utrolig bevidst om at gå i pænt tøj. Det skulle ikke ligne fattigdom. Ingen skulle kunne sætte en finger på mig. Men når jeg mødte en tennispige fra Hellerup med god teint, følte jeg alligevel et totalt mindreværd.”
Så Tove Ditlevsen og du har faktisk levet i de samme gader i flere årtier?
”Ja, og jeg kan relatere mig til Tove Ditlevsens besættelse af at stige op ad den sociale rangliste. Hun er fra min farmors og farfars generation. Af udseende, ikke af sind, minder hun om min farmor. Og deres lejlighed, de mange brune bøger, den grønne skriveplade og traditionen med at komme til frokost, ja alt det genkender jeg fra min egen barndom. De ydre ting, ikke? Min farfar var lektor i latin. Det var også et hjem med kulturel bevidsthed som hos Tove og Victor. Og masser af sild og snaps.”
Om Paprika Steen
(f. 1964) er skuespiller og instruktør.
Hun har medvirket i en lang række film, tv-serier og teaterforestillinger. Og har modtaget en del priser for sine præstationer.
Paprika Steen debuterede i 2004 som instruktør med filmen ’Lad de små børn …’ Siden har hun bl.a. lavet juleklassikeren ’Den tid på året’. Nu er hun aktuel i rollen som Tove Ditlevsen i filmen ’Toves værelse’, der har premiere den 22. juni.
Og der er andre spor, der krydser hinanden, når Paprika Steen taler om sin ’forbindelse’ til Tove Ditlevsen. I hendes forældres kreds var der navne fra det kulturelle miljø, som proletarbarnet Tove Ditlevsen igennem hele sit liv kæmpede for at komme på omgangshøjde med.
Paprika Steens far, jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, levede sammen med skuespilleren Lotte Tarp, der tidligere havde været gift med Henrik Stangerup. Hjemme på Forhåbningsholms Allé, hvor Paprikas mor, skuespilleren Avi Sagild, stedfaren og kunstmaleren Jens Nordsø boede med deres fem sammenbragte børn, var det ikke et særsyn, når Victor Andreasen tog turen op og ned ad trapperne. Hans kæreste, Vibeke, boede i opgangen.
Men det er forsiden på Ekstra Bladet i 1976, der står stærkest frem i erindringen. Paprika var 12 år.
”Tove Ditlevsen har begået selvmord, stod der. Som barn er det svært at forstå. Det var voldsomt og dramatisk.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
I 1970’erne havde kvinder fri recept til nerve- og sovepiller. Det var den medicin, der skulle befri dem fra den for nogen ubarmhjertige overgangsalder. Og det benyttede Paprika Steens mor.
”Dengang var der ikke det samme kritiske syn på nervemedicin som i dag. Da min mor var i midten af 40’erne, blev hun mørk i hovedet. Hun fik ikke nogen roller og begyndte, ligesom Tove, at selvmedicinere sig. Jeg elskede hende. Hun var en fantastisk kvinde, det er vigtigt for mig at sige. Når hun havde det godt, var hun en fest at være sammen med. Men jeg husker hende også ligge og græde i sofaen. Og det tog desværre til. Det var en spiral nedad i mange år. Hun blev pillenarkoman.”
Og du var magtesløs?
”Jeg kan huske sådan noget med at sige: ’Skal vi ikke gå en tur?’. ’Nej, jeg orker ikke’. ’Bare ned til hjørnet og tilbage igen?’. ’Nej, jeg kan ikke, elskede. Undskyld’. Det vilde er, at man som barn vænner sig til det. Det er bare sådan, det er.”’
Som 62-årig døde Paprikas mor – ikke af en overdosis – men af sorg og et usundt levned,” fortæller hun.
Var hun som Tove også indlagt på psykiatrisk afdeling?
”Ja, et par gange eller tre. Jeg kan huske en juleaften, hvor hun var det. Men meget har jeg fortrængt. Som barn lærte jeg at stikke en prop i følelserne. På al smerten,” siger Paprika Steen og holder en pause for derefter at ryge op i et præventivt toneleje.
”Nu er jeg jo blevet voksen og har gået en masse i terapi. Jeg har styr på det. Men selvfølgelig er der stadigvæk nogle mekanismer. Jeg kommer til at tænke på, da jeg var 8-9 år og tog en tur med rutsjebanen i Tivoli. Det var supervæmmeligt. Men jeg sagde til mig selv: ’Nu går du ud af din krop. Du findes ikke’. Og så tog jeg fem ture i træk. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gør det samme, når jeg spiller Tove. Jeg fortrænger al frygten min egen krop. Og så bliver det hele sluppet løst i den rolle.”
“Der findes jo ikke en sandhed om Tove Ditlevsen”
Hvordan efterlader det dig?
”Jeg holder vejret. Og når det er overstået, kan jeg sove i dagevis. Ja, og det er måske også derfor, at jeg aldrig har orket at dykke dybt ned i hendes litteratur. Det er for tæt på. Det var jo lige rundt om hjørnet.”
Paprika Steen fortæller, at hun er nervøs for, hvordan hendes fortolkning af Tove Ditlevsen og det destruktive ægteskab med Victor Andreasen vil blive modtaget.
”Der findes jo ikke en sandhed om Tove Ditlevsen. Hun spillede selv på mange tangenter. Der var forfatter-Tove, Vesterbro-Tove, morsomme-Tove, misbrugs-Tove, forføreriske-Tove, ja … Tove kommer i mange afskygninger. Jeg har forsøgt at ramme en del af tonerne. Jeg håber virkelig, at jeg ikke får en masse skældud af Tove Ditlevsens fanklubber, litterater og connaisseurs. Det vil jeg have svært ved at håndtere.”
Om Tove Ditlevsen
(1917-1976) var forfatter.
Hun udgav en lang række digte,digtsamlinger, romaner og noveller. Hun var også brevkasseredaktør i Familie Journalen i en langårrække.
Tove Ditlevsen debuterede i 1939 med digtsamlingen ’Pigesind’ og igennem hele forfatterskabet skrev hun på angsten, smertefulde barndomserindringer og komplekse
ægteskaber. Hun modtog en række litterære danske priser. I dag har hun opnået status som en af det 20. århundredes største danske forfattere – også i udlandet.
Vi er færdige med frokosten. Tallerknerne er fjernet fra bordet. ”Kraa, kraa, kraa, kraa,” lyder det fra et af lindetræerne på Frederiksberg Allé.
”Jeg hader krager. Det er rotter med vinger,” vrisser Paprika. Og afbryder sig selv: ”Nu siger jeg noget virkelig mærkeligt. Men det får mig til at tænke på noget. Jeg er ikke spirituel. Jeg tror ikke på spøgelser. Overhovedet ikke. Men jeg har følt, at Tove Ditlevsen både har takket mig, aet mig på kinden og været sur på mig over, at jeg har udstillet hende. Men også at hun har anerkendt den poesi, jeg har forsøgt at beskrive hende med. Og det er det vigtigste.”
Kan du genkende dig selv i hende?
”Jeg kan forholde mig til behovet for at kravle op ad den sociale rangstige. Okay, jeg kan da også genkende hendes dna. Men derfra er vi meget forskellige. Hun fravalgte at arbejde med sig selv på det følelsesmæssige plan. Og så kunne hun simpelthen ikke leve uden en mand. Jeg har selv været fraskilt i otte år. Jeg har heller aldrig set mig selv som et redskab for en instruktør eller i hendes tilfælde en mand. Jeg har altid opfattet mig selv som et selvstændigt maleri i alt det andet. Jeg er en solist.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
… måske også kontrolfreak?
”Indimellem. Jeg skal nok have fuldstændig styr på, hvad der skal ske. Det er jeg blevet skældt ud for mange gange. Den kontrol, havde jeg brug for som barn, og så er det nok blevet en vane. Det ligger i rygraden. Hvis jeg kommer ind på en restaurant, er det mig, der sørger for, at vi sidder godt. Det er mig, der beder tjeneren om at skrue ned for musikken og op for lyset. Meget alfahan, ikke? Det skal jeg undertrykke, hvis jeg er på en date.”
Men kan du det?
”Det er jo lige det. Så føler jeg, at jeg spiller en rolle. Forstår du, hvad jeg mener … så synes jeg, at jeg lyver. Nej, pjat … jeg kan godt tøjle det. Men jeg forestiller mig da ikke, at jeg skal være alene resten af mit liv.
Efter Tove Ditlevsens kuldsejlede ægteskab med Victor Andreasen indsendte hun i 1971 en kontaktannonce til Politiken: ”Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn inden for litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysninger om personlige forhold. Billet mr. POL …”
“Hvis man er en konstant overlever, så har man brug for at underkaste sig”
Paprika Steen har naturligvis selv kørekortet. Og hendes præferencer når det gælder maskulint potentiale, er lige så humoristisk anlagt. Bare med omvendt fortegn.
”Hvis man er en konstant overlever, så har man brug for at underkaste sig. Det ligger i naturen. Det gjorde Tove så alt for meget. Jeg er heldigvis ikke så destruktivt anlagt som hende. På den front er jeg lige ud ad landevejen. Jeg vil bare bo i Montana og giftes med en tavs tough cowboy – sådan én som Rip, der jo gerne slår folk ihjel, i den geniale tv-serie ’Yellowstone’. Ham, der er ligeglad med alt ens bullshit og som kan sige: ”Luk røven” på en kærlighed måde, når man er for meget, Hvis jeg siger det til en nyfeminist, vil hun sikkert mene, at jeg er undertrykt. Det er jeg ikke. Jeg har bare lyst til at være det en lille smule en gang imellem.”
Paprika Steen vipper cigaretten ned i askebægeret. ”Så er vi vist også færdige for i dag,” siger hun. Trækker solbrillerne på og lukker ned for det gode selskab. Det er Paprika.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Glem alt om dybe udskæringer denne sommer. Det er nemlig ’all about the shoulders’ denne sæson. Dermed er den fineste udskæring, din top kan have i år den såkaldte ’Bardot’-udskæring, som fik sit navn, da den i 1960’erne blev gjort populær efter den franske skuespiller Brigitte Bardot bar den.
Men nu er udskæringen, der med sit korte ærme midt lige under skuldrene og lige snit over brystet blotter skuldrer og kraveben, altså tilbage som aldrig før.
Både Balmain, Altuzarra, Ralph Lauren, Dolce & Gabbana og Coperni var blandt de mange brands, der havde Bardot-udskæringen på deres sommercatwalk (Copernis version gik endda viralt, idet den kjole, brandet spraymalede live på Bella Hadids krop, netop var en off-the-shoulder model).
Foto: Mega
Coperni SS23
Herhjemme så vi blandt andet tendensen i Stine Goyas sommerkollektion, og det fortsætter langt ind i efteråret; i hvert fald hvis man skal tro på Gannis spådom for efterårs/vintermoden 2023, hvor flere af deres looks også viste fine, bare skuldre.
Foto: Copenhagen Fashion Week
Ganni AW23
Og det er altså ikke kun de store modehuse, der har fået en kollektiv fiks idé.
Nej, kendisserne er bestemt også med på den nye mode. Kronprinsesse Kate af Wales var på forkant med trenden allerede i 2022, hvor hun bar en sortkjole med hvid Bardot-udskæring fra Roland Mouret til premieren på ’Top Gun: Maverick’, og det fik efter sigende søgningerne på netop denne udskæring til at stige med over 200% efterfølgende.
Om det er den efterspørgsel, der har fordret designers iver til at skabe masser af skuldersynlighed i deres kollektioner denne sommer, er ikke til at vide. Men sikkert er, at vi har set flere eksempler på netop dette snit på kendisser som Elsa Hosk, Kendall Jenner, Rita Ora, Dua Lipa og Hailey Bieber, som bar den fineste rød-og-hvid-stribede striktop på en bådtur i Frankrig først på sommeren.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Du har sikkert allerede en milliard af dem derhjemme: Stofnet. Altså dem, du altid har store intentioner om at tage med ned i supermarkedet frem for at købe endnu en plasticpose, men som du alligevel altid glemmer, og i stedet har samlet en behørig kollektion af.
Men nu gør du alligevel klogt i at lægge dine net lidt tættere på hoveddøren, og endda smide et af dem over skulderen, når du går ud, i stedet for din almindelige taske. Stofnet og de lidt mere robuste tote-tasker gør nemlig lige nu et gevaldigt comeback i modebilledet, hvor de truer med at vippe de mindre rummelige, men også ofte væsentligt dyrere konventionelle håndtasker af pinden.
Både designere, stjerner og influenter har allerede overgivet sig og svinger lystigt variationer af net og tote-tasker over armen. Se bare Kendall Jenner, der ikke er ked af at blive spottet med det praktiske taskealternativ.
Foto: Mega
Og selvom der ikke er noget nyt i, at store som små brands laver stofnet til deres kunder, der enten kan købes eller gives væk ved køb af tøj fra pågældende brands, så er flere af selv de mest eksklusive modehuse begyndt at producere net og lettere varianter af totes, der er strøget direkte ind på listen over de mest hypede genstande.
Et godt eksempel er Pradas strånet med påtrykt logo, som er noget nær umulig at få fat på (hvis man altså er villig til at betale de svimlende summer, nettet i strå koster), og som er set på alle fra Pernille Teisbæk til Sofia Richie, Hailey Bieber, Dua Lipa og Gigi Hadid.
Og det er faktisk en lidt pudsig udvikling, der er sket. For hvor stofnet før var noget, der blev givet væk som gimmicks, for efterfølgende at være henvist til et liv som sporadisk indkøbsposealternativ eller til ungernes gymnastiktøj, så er nettet og den mere modne storesøster, tote-tasken nu et alternativ, der ikke blot er smart, men også funktionelt – for helt ærligt: hvor meget kan du stoppe ned i din Jacquemus-taske versus et fuldvoksent net eller en tote?
Man kan måske se totens genopstandelse som en konsekvens af ’quiet luxury’-trenden, der foreskriver en enkel, minimalistisk og funktionel æstetik frem for genstande, der larmer med logoer, lir og noter af noget overvejende upraktisk, hvor brand og form vægter højere end anvendelighed.
Tote-tasken, som i sin oprindelige form faktisk bare var en stor taske i kanvas, er derimod et glimrende eksempel på noget, der i al sin enkelhed sagtens kan gøres smukt, men uden at larme for meget, og uden at den mister sin funktion – altså quiet luxury i sin grundform. Og det er måske netop derfor, at tasken dyrkes så meget netop nu, hvor den både fås i sin helt klassiske, lavpraktiske (og billige) udgave, men også fra eksklusive modehuse, der vægter både det praktiske og pæne.
Nedenfor har vi fundet et par gode bud på sommerens fineste net og tote-tasker.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
En sheet mask er en af K-beautiens fantastiske opfindelser og et produktet, der hurtigt og nemt giver ansigtet fugt, en smuk glød, en dybderensning eller får dine porer til at se mindre ud. Der findes sheetmasker i alle mulige varianter. Hvilken passer til dig?
Bedste fugtgivende sheet mask, Deep Hydration Mask – Verso
Forestil dig følelsen af at være super tørstig og hurtigt få en slurk iskoldt vand. Verso Deep Hydration Mask giver dig præcis den følelse, men for huden. Lavet af hydrogelé, der giver en let kølende effekt og en pasform, der passer perfekt omkring ansigtet. AMF (som hjælper huden med at binde fugt) og hyaluronsyren giver virkelig et fugtighedsboost ud over det sædvanlige.
Bedste sheetmaske til sensitiv hud, Rich Moist Soothing Tencel Sheet Mask – Klairs
Det var i Sydkorea, alt begyndte for sheetmasken, og i dag produceres flertallet af sheet masks stadig i Sydkorea. En af pionererne er Klairs Rich Moist Soothing Tencel Sheet Mask. Tencel-materialet (nedbrydelig biocellulose, mere venlig mod miljøet), er særlig god mod sensitiv hud.
Bedste sheetmaske-apparat, UFO + Sheet Mask Call it a Night – Foreo
En sheetmaske der er en UFO? Ja, i hvert fald hvis du spørger Foreo. På den lille runde enhed placeres en separat sheetmaske. Forbind UFO’en med en app, tryk på en knap, og lad derefter enheden køre i et 90 sekunders program, der får masken til at virke effektivt på huden. En kombination af varme, pulsering og kryoterapi (køling) hjælper med at åbne porerne, stramme op og derefter holde de aktive ingredienser i huden.
Bedste sheetmaske til glød, Hydra Filler Mask – Filorga
Filorgas populære Hydra Filler Mask er en sheetmaske, der hurtigt giver huden fugt, glød og skaber en dejlig spændstighed i ansigtet. Resultatet holder længe. Masken er det perfekte produkt at bruge, når huden skal være perfekt inden festen – eller når du vil booste huden med fugt.
Bedste sheetmaske med AHA-syre, Glow Glycolic Boost Sheet Mask – Pixi
En eksfolierende sheetmaske, der indeholder superingrediensen AHA-syre. Pixis Glow Glycolic Boost Sheet Mask hjælper med at fjerne døde hudceller og giver træt og kedelig hud sin glød tilbage.
Bedste sheetmaske til hurtig effekt, I Am Real Aloe Mask Sheet – Tonymoly
Masken her indeholder avocadoekstrakt for et ekstra strålende resultat. Virkningen viser sig hurtigt og varer længe. De skånsomme ingredienser gør, at masken også passer til den mest sensitive hud.
Bedste sheetmaske til mere ensartet hudtone, The Fresh Mask Sheet Pomegranate – It’s Skin
En fugtgivende maske med granatæble, der hjælper med at udjævne hudtonen. Granatæble medvirker til en naturlig glød, og et friskt pust til trist og træt hud.
Bedste reparerende sheetmaske, Revilift Filler Tissue Mask – L’Oréal Paris
En ansigtsmaske med fugtgivende effekt. Indeholder hyaluronsyre, som anses som en stjerneingrediens inden for hudpleje. Det er en ultratynd ansigtsmaske af japansk bomuld. Den tilpasses perfekt på ansigtet og muliggør derved optimal overførsel af de aktive ingredienser til huden.
Bedste sheetmaske til anti-aging, Rejuvenating Niacinamide Sheet Mask – OH K!
Intensivt fugtgivende sheet mask, der passer til dig med ekstra tør hud. Indeholder blandt andet niacinamid, som er en B3-vitamin, der gør fantastiske ting for huden. Lige så velegnet til at bruge inden festen som efter en dag på stranden.
Sheetmaske med den bedste pasform, Hydro Gel Mask – Xlash
Hydro Gel Mask fra Xlash er gennemvædet af dybt fugtgivende ingredienser for at give hele ansigtet et boost af hydrering på blot 20 minutter. Dens formel bygger på hyaluronsyre, som blødgør fine linjer og hjælper huden med at bibeholde fugten.
Hvad er forskellen på en sheet mask og en almindelig ansigtsmaske?
Sheetmaskens gyldne egenskab i forhold til en traditionel maske er, at masken omslutter de aktive ingredienser i højere grad og får dem til at trænge bedre ind i huden. Og fra at have været et nicheprodukt fra K-beauty-verdenen er sheetmasker nu blevet en del af de fleste store kosmetikvirksomheders sortiment og er også blevet mere avancerede.
Hvilken sheetmaske passer til mig?
Biocellulose, bomuld og hydrogel er komponenterne i en sheetmaske – sidstnævnte er kendt for sin perfekte pasform, mens det første gerne bruges i tørre sheetmasker. En tør maske kan bruges op til fem gange med effekt, i modsætning til en fugtig maske. Foreo går endnu længere med deres UFO, der tager sheetmasken til et nyt niveau. En separat sheetmaske placeres i den lille runde enhed, maskinen pulserer i 90 sekunder og kombinerer varme (til at åbne porerne), led-lys (til opstramning) og kulde, som holder de aktive ingredienser inde i huden.
Hvis du har tør hud, kan en hydrogel-maske med hyaluronsyre være det perfekte match. Hyaluronsyre binder nemlig fugt op til tusind gange sin egen vægt.
Hvilken sheetmaske er bedst til at give glød?
Hvis du vil maksimere din huds glød, kan det være værd at prøve en sheetmaske med perlemor. Men også den klassiske K-beauty-ingrediens snegleslim giver en flot glød og virker samtidig beroligende og reparerende.
Øjencreme, som tryller poser under øjnene væk, mascaraen, der blev udsolgt, så snart den ramte butikken, og tonsvis af guides til at krølle håret uden at bruge varme. TikTok har lært os meget om skønhed og fået os til at åbne øjnene for nye skønhedsprodukter og -trends, og en af de ting, som vi stadig tyer til, giver vidunderlig glans i håret, og får lokkerne til at stråle. Vi taler selvfølgelig om tricket med at påføre hyaluronsyre i håret.
Hyaluronsyre er et fugtbindende sukkermolekyle, der har evnen til at binde fugt i op til tusind gange sin egen vægt, hvilket er en af grundene til, at hyaluronsyre ofte beskrives som en ægte fugtmagnet. Når du påfører hyaluronsyre i ansigtet, er det vigtigt, at huden ikke er helt tør, for at hyaluronsyren kan have den bedste effekt. Det samme gælder, når du påfører hyaluronsyre i håret.
Efter vask af håret påfører du et par dråber hyaluronsyre i håndfladen og fordeler det derefter ud i håret. For at maksimere effekten er det godt at forsegle hyaluronsyren med en leave-in creme. Husk, at hvis du bruger varmebeskyttelse, skal du påføre det inden hyaluronsyren. Varmebeskyttelsen skal altid ligge tættest på håret.
Hvorfor bruger man hyaluronsyre i håret?
Hvis du bruger hyaluronsyre, vil du opleve mindre krus og en flot glans i håret. Derudover tilføjer hyaluronsyre næring til håret, og du får dejligt fugtigt hår. Der er med andre ord mange fordele ved at benytte sig af dette trick.
Hvem kan bruge hyaluronsyre i håret?
Ved at påføre et par dråber hyaluronsyre i håret kan du sige farvel til tørt og beskadiget hår. Kuren er derfor ideel til dig, som lider af tørt hår, men den kan benyttes af alle hårtyper. Hvis du har tyndt hår, kan håret føles lidt tungt ved påførsel.
Vi guider til favoritterne blandt budgetvenlige hyaluronsyre-sera til håret.
Foto: Unsplash
Budgetvenligt serum med hyaluronsyre, Hyaluronic Acid 2 % + B5 – The Ordinary
The Ordinary står bag mange budgetvenlige og gode produkter, herunder Hyaluronic Acid 2 % + B5, som også er det serum, de fleste bruger i TikTok-videoerne. Serummet har en tykkere, geléagtig konsistens og tilfører fugt til både håret og huden. Serummet er nemt at påføre og føles ikke fedtet.
Fantastiske Chronologiste Bain Régénérant Shampoo fra det franske mærke Kérastase giver flot glans til håret. Shampooen indeholder hyaluronsyre, der styrker håret og giver glans til længderne. Shampooen indeholder også vitamin E, der balancerer hovedbunden.
Shampoo til tørt hår med hyaluronsyre, Hair Hyaluronic Shampoo – Revolution
Fugtgivende hyaluronsyre og havreekstrakt og beskyttende panthenol er med til at beskytte håret og efterlader det blødt. En perfekt beskytter til tørt hår.
Hårbehandling, Elvital Hyaluronic Plump Leave In – L’Oréal Paris
Hårserummet fra L’Oréal Paris er et fugtgivende leave-in serum til daglig brug i dehydreret hår. Serummets formel giver håret fugt og fyldigt hår hele dagen. Kan med fordel benyttes dagligt.
Har du også for alvor fået Barbie-feber op til premieren på den længeventede ‘Barbie the Movie’, og glæder du dig som et lille barn til sommerens Tivoli-tur til, at du kan indtage biografsalen i dit mest heftige pink look, der giver Barbiecore for alle pengene? Ja, så er du helt sikkert ikke alene.
De pink tendenser lever nemlig bedre end nogensinde før – ikke mindst grundet den hype marketingfolkene bag den kommende Barbie-film har formået at skabe, og bestemt også grundet hovedrolleindehaver Margot Robbies komplette dedikation til at gå all-in på pink og lyserød, der får hende til nærmest at gå i ét med dukkefiguren.
Så hvis du vil gøre Robbie kunsten efter og gå sommeren i møde iført pink fra top til tå, så har vi gjort lidt af forarbejdet for dig og fundet 15 pink items, der gør din transformation til en ægte Barbie komplet.
Og husk: Du kan jo også nøjes med et diskret indslag af den kradse farve, hvis et fuldt look er lige i overkanten for dig. Prøv med en taske, et par sko eller bare dit undertøj, og se, om det ikke vækker lidt Barbie-vibes også.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.