ELLE har i anledning af sommeren spurgt en række danskere, hvordan de skal bruge de solrige timer og om at se tilbage på året indtil nu. Her er det Indkøber og stylist Kristian Hindø-Lings.
Hvad skal du lave i sommerferien?
Jeg plejer at være typen, der holder fem ugers sommerferie, men i år er det anderledes. Jeg er stadig priviligeret med både en Roskilde Festival og en uge med grisefest på Mallorca, men det der gør min sommer helt speciel, er 10 dage i Sverige, hvor jeg og mine to fantastiske medlejrledere har en bunke af Danmarks bedste ungdom med på lejr under Ungdommens Røde Kors. “You get the best of both worlds,” som vores alle sammens Hannah Montana sang det i 2006.
Hvad læser/lytter du til/ser du denne sommer?
Jeg gad så godt læse flere bøger, men ærligt talt så har jeg ikke frivilligt gennemført en bog siden 2008, hvor jeg slugte alle tre bøger skrevet af Reneé Toft Simonsen omhandlende Karla. Til gengæld så lytter jeg til musik i alle mine vågne timer af døgnet og har det stadig ret vildt over nogle af de album, vi har fået igennem det sidste år. Mit sommer-’anthem’ bliver Troye Sivans “Rush.”. Punktum.
Hvad har været årets højdepunkt for dig indtil videre?
Mit højdepunkt i år har været mange ting. Jeg har landet en drømmestilling i Magasin du Nord, hvor jeg arbejder, som indkøber på damekategorien og jeg har klædt fantastiske mennesker på i både ELLE, men også på scener hele landet over. På det personlige plan er mine venskaber et evigt højdepunkt, der hele tiden udvikler sig. Det er jeg evigt taknemmelig for.

Vi er halvvejs gennem 2023. Hvad håber du for resten af året?
Mit nytårsforsæt var at bekymre mig mindre og det går fremad. Jeg håber, det er helt i mål i slutningen af året. Sommeren er en god hjælper på det mål, da jeg altid bliver lidt mere ’rowdy’ i denne sæson og bare giver lidt mere slip.
Færdiggør sætningen: En god sommer for mig er …
God musik på støvede festivaler, lange, svedige nætter på dansegulve, Speedos, havdyp og spas. Igen og igen.
Hvad er dit bedste ferieminde?
Jeg har spenderet mange somre i New York og gemmer alle minderne fra ture med venner og familie dybt i mit hjerte. Den by er mit andet hjem.
Hvad er dit bedste ferietip?
Giv slip! Der er ikke noget værre end en anspændt ferie, hvor alt skal være godt. Hvis det regner, så lad det regne, hvis du er ked af det, så vær ked. Det handler om at være i nuet og ikke så meget andet. (Disclaimer: Jeg også selv ved at lære det.)
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.