Mille Thau har altid været glad for at træne, men for mindre end et halvt år siden blev hun for alvor bidt af at bokse. Efter 4 måneder med et træningsforløb ud over det sædvanlige er hun nu klar til sin første boksekamp, som finder sted lørdag den 10. december. 

ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, har mødt Mille til en snak om at være pige i et maskulint træningsmiljø, at dedikere sin hverdag til boksning, få besked på at tage på i vægt og få et indblik i hendes ikke bare fysiske, men også mentale rejse, som sender hende i ringen til en kamp, hvor der kun er én vinder og en taber, og intet midt i mellem.

Navn: Mille Thau
Alder: 30 år
Job: Head of PR & Marketing

Hvad er det ved boksning, der har fanget din interesse?

Boksning er en teknisk svær sport, der stimulerer og udfordrer mig både fysisk og mentalt, og som kræver mit absolutte fokus. Det er ikke ligesom en løbetur, hvor du kan tage tankerne med. Her er du nødt til at være 110% tilstede og lukke alt andet ude. At slå det perfekte slag giver mig den vildeste følelse, ligesom det at sparre (betyder at du træner dine slag og bevægelser mod en anden) giver mig et kæmpe kick. Det er så grænseoverskridende at gå ind i en ring og kæmpe mod et andet menneske. Det giver et vildt sug i maven, netop fordi at her er der altså ingen vej udenom, også selvom det gør ondt. I boksning er der ikke noget, der hedder av, her handler det især om at læse din modstander og reagere prompte, og det giver mig et adrenalinkick at kunne det.

Hvad jeg ikke vidste, da jeg signede op til det her forløb, var, at jeg ville få et stærkt sammenhold blandt mine ’nye’ boksevenner. Jeg er den eneste pige, men det betyder ikke, at jeg får særbehandling, tværtimod. Jeg er en af drengene, og vi både hepper og hjælper hinanden. Jeg har ikke følt mig hverken lille eller dårligere end dem, og vi har været på lige fod hele vejen igennem. Vi er fælles om det, og netop den følelse af sammenhold og fællesskab betyder meget for mig samtidig med, at jeg kan være mig selv hele vejen igennem. Jeg har råbt, grædt og smidt med mine ting, men det er okay i det her miljø, hvor det altså bogstavelig talt handler om blod, sved og tårer.

Hvad tænkte du da meldte dig til din første kamp – og hvordan har du det her dagene op til?

Mit incitament for at stille op til kamp har rykket sig helt vildt, fra jeg traf beslutningen til at stå her et par dage op til. I starten gjorde jeg det især for træningens skyld, for at komme i god form, at være kvinde i en mandeverden og så selvfølgelig for at være sej, ikke mindst overfor mig selv. Nu er situationen en helt anden, hvor det handler om at dygtiggøre mig endnu mere. Jeg har taget en enorm svær sport til mig og mærket min egen udvikling, og den følelse giver mig energi. Jeg var nok på udkig efter at overgå mine egne grænser, og det må man sige, jeg gør med det her forløb.

Hvordan ser dit træningsforløb ud?

Intenst er vist det bedste ord. Det første jeg tænker på, når jeg vågner, er boksning og mad, og det er også de sidste to ting, jeg tænker på, inden jeg går i seng. Jeg har skulle træne 6 gange ugentligt og til tider to gange om dagen, hvor det ene har været for at træne min teknik, og det andet har været ren cardio. Intervaltræning har fyldt meget og sågar fået mig til at kaste op en enkelt gang eller to, fordi det er så hårdt. Jeg fik besked på at tage på i vægt, så jeg spiser meget mere, end hvad jeg plejer, og er nu oppe på 6 til 8 måltider om dagen. Grøntsager, peanutbutter og kød fylder stort på tallerken – jeg har endda haft en periode, hvor jeg har spist bøffer til frokost – og jeg bryder mig faktisk ikke om kød. Kartofler, linser og fuldkornspasta er også vigtigt, og jeg spiser i øjeblikket mere end de fleste mænd, jeg kender.

Særligt mit temperament har gjort, at jeg har haft brug for at få lidt ekstra hjælp af min træner, Timmy Kimose. Jeg har skulle lære at styre mig, for i en boksering vinder du ikke, hvis du bliver hidsig. Vi har givet min mentale træning stort fokus, så jeg kunne lære at bevare roen i uvante og stressede situationer. Den del har jeg ikke kunne klare uden min træner, som har motiveret mig hele vejen igennem. Han er rummelig, enorm passioneret og rolig, og det har gjort mig rolig. Jeg kan mærke, han vil mig det bedste, og netop derfor er jeg kommet langt ud over, hvad jeg troede var mit eget potentiale. 

Hvad er det sværeste ved forløbet?

Der er flere ting i det. Jeg er normalt et meget kontrolleret menneske, så det har især været en udfordring for mig at slippe kontrollen og lægge min skæbne over i en andens persons hænder, altså i min træners hænder. Han har jo på en måde ’bestemt’ over mig de sidste mange måneder. Det er lidt kliché at sige, at noget af det sværeste har været at skulle ud af min comfort zone, men ikke desto mindre, så passer det. Jeg har levet trygt i mine egne rammer i 30 år, hvor jeg selv har været i kontrol, og hele den virkelighed er blevet sat på prøve. Mine mentale udvikling i forhold til at have fokus på mit temperament har også været svært, ligesom det har været at skulle tage på i vægt. Jeg er på nogle områder ret forfængelig, særligt med min krop, så at skulle se tallet stige på vægten, eller ikke længere kunne passe mit ’normale’ tøj, er altså mærkeligt, men nok også ret sundt at prøve.

Hvordan forbereder du dig mentalt på kampen?

Jeg tænker rigtig meget på, hvordan det vil være at vinde, og så holder jeg fokus der, men uden at stresse mig selv. Jeg sørger for at finde ro og troen frem på mig selv og giver min vejrtrækning en del opmærksomhed for tiden. Når det er sagt, så husker jeg også at have det sjovt. Det tror jeg er vigtigt, nu hvor jeg har trænet så hårdt de sidste mange måneder. Min nervøsitet må ikke gå ind og tage over, for så kan jeg ingenting i ringen. Det er faktisk en sport, hvor det på mange områder er vigtigt at være afslappet. Du kan ikke slå et godt slag, hvis du er anspændt i kroppen. Det styrker mig også, at jeg hele tiden bliver mindet om, hvor ’sund’ en rejse det har været for mig på så mange punkter. De sidste måneder har givet mig nogle redskaber, som jeg uden tvivl kan gøre brug af resten af livet.

Det er jo din første boksekamp, men bliver det mon også din sidste?

Nej (siger Mille, mens hun griner højlydt). Det troede jeg nok, da jeg tilmeldte mig, men nu satser jeg på en kamp mere til foråret. Selvfølgelig afhænger det også af, hvad der sker til kampen på lørdag.