Denne artikel er en del af artikelserien ‘Livets retter’ fra ELLEs septembernummer.

Minestronesuppe

Når min mor ikke var hjemme, lavede min far altid minestronesuppe til os. Jeg husker det som om, at min far og jeg var alene hjemme i flere uger i træk, nærmest en hel sommerferie, hvor vi bare spiste minestrone og kørte til Langelinie og fik is. Ham og jeg på tur hver aften. Som voksen har jeg fundet ud af, at det er opdigtede minder. 

Min storesøster fortalte mig for et par år siden, at jeg aldrig har været alene med vores far mere end en enkelt dag. Jeg har bare skåret mine tre søskende ud af fortællingen. Det kommer nok af, at jeg altid har været utrolig betaget af min far. Han var utrolig sjov og kærlig. Men han har rejst meget og arbejdet langt væk fra Danmark, så han var også en savnet figur. Derfor fantaserede jeg lidt og skabte min egen virkelighed.

Foto: Kavian Borhani

Mona Omar tog afgang fra den danske filmskole i juli måned. Her skrev hun manuskriptet til to afgangsfilm, de psykologiske thrillere 'Helvete' og Den Udvalgte'.

Minestronesuppe er lidt en ret uden en opskrift. Du kan lave den, som du vil. Og det passer virkelig godt til min far. Han var ikke supergod til at lave mad, det var lige suppen og et par andre retter. Hans minestrone var ret simpel med tomatsuppe, nogle grøntsager og pasta i. Andre gange købte han den bare på dåse. Det var sådan en fin gammel dåse, og for mig var det luksusversionen.  

”Det var et ungdomsliv, hvor vi havde meget tid. Tid til at feste, drikke kaffe og spise mad sammen”

I mange år arbejdede han for Red Barnet, hvor han forenede uledsagede flygtningebørn med deres familie i Somaliland, hvor mine forældre også er fra. Han har altid været politisk aktiv i Somaliland og var med i en modstandsgruppe, inden borgerkrigen brød ud i slutningen af 1980’erne, hvor han og min mor flygtede til Danmark. Min far studerede i Rusland og har også arbejdet i Egypten, Somalia og andre steder. Jeg tror, at han følte, hans liv gav mening, når han var ude i verden og hjælpe til. Min mor er uddannet skolelærer og arbejdede som lærer i nogle år, inden hun stiftede sin egen forening, som var imod omskæring af kvinder. Man skal være passioneret for at lave den type arbejde, og det fyldte en del i vores liv.

Jeg voksede op i Hvidovre i et rækkehusområde, som var lukket af, så vi børn kunne løbe rundt og lege med hinanden. Hjemme hos mine venner, fik vi toastbrød med smør og brun farin. Jeg tror, det er et Vestegns-fænomen. Min familie var ret anderledes. Det var lidt som at træde ind i en boble. Hos os var der udsyn mod verden, og mine forældre satte meget pris på viden. Det var et akademiker-hjem, mens mange af vores naboer mere var klassisk arbejderklasse. Jeg mindes min barndom som lykkelig, men jeg havde altid en følelse af, at jeg gerne ville væk fra rækkehusene i Hvidovre.

“Hos os var der udsyn mod verden, og mine forældre satte meget pris på viden.”

Mine forældre tog det som en selvfølge, at jeg skulle på universitetet. Jeg tror, at det er meget klassisk for immigrantfamilier, at forældrene gerne vil have, at deres børn bliver ingeniører, advokater eller læger – en af de traditionelle tunge veje. Men jeg ville ikke noget af det, og jeg tror heller ikke, jeg kunne blive det. Så min ting var, at jeg gerne ville arbejde for FN. Ligesom min far skulle jeg ud i verden og lave noget akademiker-agtigt. 

Bara chirashi på Selfish

Jeg begyndte at studere international politik på RUC og flyttede ind i en lejlighed i Rantzausgade på Nørrebro sammen med tre venner, og tilfældigvis boede fire af vores andre venner oven over. Det var et ungdomsliv, hvor vi havde meget tid. Tid til at feste, drikke kaffe og spise mad sammen. 

Vi tog meget ud og spiste frokost, særligt på Selfish i Elmegade, hvor vi altid fik deres bara chirashi, som er marineret fisk, ris, syltede ingefær, en særlig slags dressing og wasabi og soya på siden. Den er virkelig lækker. Men også en dyr frokost (175 kr., red.) for unge studerende. Vi legede voksne og købte en fin frokost, selv om vi ikke rigtigt havde råd til det.  

“Vi legede voksne og købte en fin frokost, selv om vi ikke rigtigt havde råd til det.”

Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle med mit liv. Hver gang jeg tog toget til RUC, tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg derned?”. ”Nåh ja, det er fordi jeg skal arbejde for FN!”. Det blev jeg ved med at sige til mig selv. Men da jeg blev færdig med min bachelor, spurgte jeg mig selv: ”Hvorfor skal jeg egentlig arbejde for FN?”. Jeg havde været i en zombietilstand. Bare studeret, fordi jeg skulle. Men hvad skulle jeg så? 

Lidt tilfældigt mødte jeg Marie-Louise Mogensen, der havde startet tøjmærket Baserange, og som var ret stort i blandt andre Japan, Australien og Frankrig. Hun hev mig ind til en samtale og endte med at ansætte mig. Jeg arbejdede der i flere år og lavede alt. Vi rejste til L.A. for at starte brandet op, og da vi havde været der i et halvt års tid, kunne jeg mærke, at jeg havde udfyldt min rolle.

Min kæreste Eddie, nogle venner og jeg tog til Filippinerne, hvor vi sejlede rundt i to måneder. Der er noget specielt ved at befinde sig på havet og være afskåret fra resten af verden. Der var ingen internetforbindelse, der var intet, som fjernede os fra at være til stede. Eddie fik mig til at åbne op for, hvad der lå allerdybest inde i mig. Hans forældre har aldrig fortalt ham, hvad han skal gøre i sit liv. 

”Når ens forældre er flygtet, ligger det hele tiden som et narrativ for familien, at vi har været igennem alt det her forfærdelige, og derfor kan man som barn ikke bare tro, at man skal være kunstner”

Det måtte han selv bestemme. Mine forældre har modsat været inde over alt. Helt fra barnsben har de sagt til og fra. Som barn spillede jeg i mange år fodbold, men da jeg blev større, sagde min far, om det ikke var barnligt at spille fodbold. Burde jeg ikke læse nogle flere bøger? Som barn elskede jeg også at se film. Jeg redigerede altid filmene og så for mig, hvordan det og det skete i stedet for den rigtige handling. Men jeg turde ikke tænke, at jeg selv kunne lave film.

Foto: Kavian Borhani

”Selfish i Elmegade på Nørrebro er lille sted, som ejeren har haft i mange år. Han har fortalt mig, at restauranten ofte er nævnt i japanske guidebøger over rigtig god japansk mad udenfor landet.", siger Mona Omar.

 Overhovedet ikke. Jeg måtte ikke drømme på den måde. Når ens forældre er flygtet, ligger det som et narrativ, at vi har været igennem alt det her forfærdelige. Derfor skal du tage dit liv megaalvorligt. Og tidligt beslutte dig for noget, som er meget sikkert. Det var ikke sådan, det blev sagt direkte, men det var i hvert fald det, jeg tog med mig. Eddie sagde til mig: ”Hvorfor gør du det ikke bare? Søg ind på filmskolen.Det er jo det, du drømmer om”. 

Foto: Kavian Borhani

Mona med sin nyfødte datter Imani i favnen.

At være sammen med et menneske, der lever og tænker sådan, har virkelig rykket mig. Det betød, at jeg turde handle på mine drømmene. Da vi kom hjem, skrev jeg et manuskript til en kortfilm. Lavede filmen sammen med en fotograf og en klipper. Jeg søgte ind på Den Danske Filmskoles manuskriptlinie, og kom ind. Og det er så glædeligt, at vi i dag ser flere og flere unge kreative med en anden etnisk baggrund. Det kræver forbilleder at turde følge sin passion. Og dem har der tidligere virkelig ikke været særlig mange af i Danmarks kulturliv. 

 “Eddie fik mig til at åbne op for, hvad der lå allerdybest inde i mig.”

Sambusa

Når vi fejrer noget i min familie, laver min mor altid sambusa, som er den somaliske version af en samosa. Med oksekød, grøntsager og krydderier rullet sammen i dej. Da jeg kørte i studentervogn, fik vi sambusa. Og da Eddie og jeg blev gift. Til alle fødselsdage og andre særlige lejligheder spiser vi dem. Sambusa har skabt en bro mellem min herkomst og mit liv i Danmark. 

Vores venner forbinder dem med min familie. Alle elsker sambusa, og de er altid først væk fra bordet. Min mor laver en særlig chilisauce til, som er en pasta, der enten er lavet på grønne eller røde chilier. Den grønne giver en lidt bitter smag, mens den røde er mere klassisk og rund i smagen. Hvis man kan lide chili, så elsker man hendes saucer. Det er stadig kun min mor, som laver dem. 

 “Sambusa har skabt en bro mellem min herkomst og mit liv i Danmark.”

Vi andre hjælper kun med at folde dem. Jeg talte med min veninde, hvis mor er fra Vietnam, om, hvorfor vi ikke kan lave vores mødres mad. Det er vildt ærgerligt, for vi skal jo kunne give det videre. Min veninde sagde, at de måske ikke vil have hjælp for at holde lidt på os, så vi kommer hjem og spiser deres fantastiske mad. Jeg har spurgt min mor, om jeg må få hendes opskrift på sambusa, men hun svarer altid: ”Jeg laver dem bare til dig.”

Foto: Kavian Borhani

Vi spiste ikke sambusa, da jeg i juli tog afgang fra filmskolen, for vi har ikke haft mulighed for at fejre det ordentligt. Eddie og jeg har haft en ret speciel tid det seneste års tid. Jeg har været sengeliggende i halvdelen af min anden graviditet og været indlagt på hospitalet i flere omgange på grund af forskellige komplikationer. Det har været en periode med rigtig mange bekymringer. Og stressende, fordi jeg stadig skulle være mor for vores toårige søn, Idris. 

Jeg valgte alligevel at fortsætte med mine afgangsprojekter på skolen. På manuskriptlinjen skal du pitche din idé til en film eller tv-serie for en stor gruppe mennesker fra den danske filmbranche – alle producenter, distributører, instruktører, skuespillere og mange andre er inviteret, og de ser både pitch og afgangsfilm. Jeg havde lige født, så jeg havde vores nyfødte datter, Imani, med, og det var vildt angstprovokende at stå foran nogle af Danmarks og verdens førende filmfolk. Det er bare så vildt, at jeg har gjort det. Men det gik heldigvis godt. Og på lørdag skal vi fejre min søns fødselsdag, og så skal vi have sambusa.

Foto: Kavian Borhani

Smørrebrød

Da jeg søgte jeg ind på Den Danske Filmskole var jeg opsat på at fortælle historier, som vi sjældent ser i danske film og serier. Fortællinger om brune mennesker. Mennesker, vi taler meget om i den offentlige debat, men sjældent taler med. Det kommer selvfølgelig af, at jeg har den samme fortælling – mine forældre er flygtninge, og jeg er en brun kvinde med flere minoritetsmarkører, som på mange måder definerer mit liv. 

I lang tid har det været de fortællinger, jeg har været draget af, fordi de var så underfortalte. Og jeg vidste, at jeg var god til at fortælle dem. Det var mit es, da jeg søgte ind på filmskolen. Men for tiden er jeg også ret irriteret over at skulle have min baggrund som berettigelse til at lave film.

“Da jeg søgte jeg ind på Den Danske Filmskole var jeg opsat på at fortælle historier, som vi sjældent ser i danske film og serier.”

Når jeg skriver, har jeg tidligere været optaget af det hårde, morbide, tenderende til voldelige, men det har jeg ikke lyst til at fokusere på for tiden. Eller det kan jeg ikke. Der sker noget, når man får børn, især som kvinde. Vi er så åbne, efter vi har født, noget meget sårbart. Lige nu vil jeg hellere skrive et humoristisk manuskript. Måske en romantisk komedie med etniske minoritetsdanskere. Det har vi aldrig set før.

Foto: Kavian Borhani

For nyligt har jeg været manuskriptforfatter på en stor reklamefilm for Ford, som to amerikanske instruktører har lavet. De kom til Danmark for at mødes med mig og nogle af de andre fra holdet. Det var fedt at blive hevet ind i så stort et projekt og ovenikøbet af nogle, som jeg synes, laver mange fede ting. Til mødet med instruktørerne blev der serveret smørrebrød. Det, syntes jeg, var så underligt.

Smørrebrød er lidt uhøjtideligt selvhøjtideligt. Vi er ret stolte af det i Danmark, så måske er det en måde at vise, hvem vi er, og hvad vi har at byde på. Smørrebrød og øl. Jeg har oplevet det i mange andre arbejdssammenhænge. Nu er jeg jo ikke selv fra et hjem, hvor vi spiser smørrebrød, så måske er jeg lidt alene om at se det komiske i at servere rugbrødsmadder til vigtige møder og festlige lejligheder.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.