Kan du huske afsnittet i ’Sex and the City’, hvor Steve skal med til Mirandas fancy firmafest og siger, at han ikke behøver et nyt jakkesæt, da han allerede har et i fløjl. Det får Miranda til at rynke på næsen og Steve til at spørge, hvad der er galt med det, hvortil den altid ublu Miranda svarer: ”Jeg har ikke tid til at fortælle dig, hvad der er galt med fløjl.”
Og vi har for så vidt delt Mirandas holdning indtil nu.
Men når tre af modens primære trendsettere alle optræder i den samme blazer, så er vores holdning lige så bøjelig som kogt spaghetti. Også selvom pågældende blazer er i det berygtede bedstefar-materiale. Det viser sig dog, at vi kan gøre vores fordomme til skamme, når den styles smart og ungt med en hvid t-shirt eller sexet body under, hvilket gør, at den brune, oversize model fra Khaite pludselig går fra ’morfar’ til ’moderne’.
Foto: 'The Big Short', Paramount Pictures
Selvfølgelig er Katie Holmes, der er en dedikeret fan af det New York-baserede brand, en af de tre kvinder, der har taget fløjlsblazeren til sig, og stylet den med hvid t-shirt, et ankeltlangt sort pencilskirt i denim, elegante støvler og skødesløst hår.
Hailey Bieber tog et lignende valg i sin styling af den bløde, brune blazer og havde ud over den hvide t-shirt sat den sammen med ultra-baggy jeans, Nike ’Airforce’ sneakers, gulddetaljer og sin signatur ’sleek bun’-frisure. Et outfit, der er lige til at genskabe til de koldere måneder.
Alexa Chung valgte dog at give den afslappede blazer en sexet kontrast med en glimtende, kropstæt bodystocking, hvilket på alle måder også klæder blazeren, vi allerede er begyndt at spare op til.
For med anvendlighed både til hverdagens basislooks og som blød – og varm – kontrast til skarpe festlooks, er den jo (næsten) sin eksorbitante pris værd.
I de fleste tilfælde kræver det ikke særlig meget andet end nogle gode basiselementer for at skabe en stærk garderobe og en personlig stil. Og er der nogle, der beviser det, er det skuespilleren Meg Ryan.
Selvom hun er mest kendt for klassiske, romantiske film som ‘Da Harry Mødte Sally’, ‘You’ve Got Mail’ og ikke mindst ‘Sleepless in Seattle’, så er skuespilleren også blevet kendt for sine små, runde solbriller, der de sidste mange årtier har været en del af hendes signaturlook.
Men det er ikke kun solbrillerne, der altid har været fast inventar i skuespillerens garderobe. For stilen har hun altid haft styr på, hvor særligt oversize jeans eller bukser parret med en blazer, strik eller hvid t-shirt toppet med et par praktiske sko har været hendes uniform.
På den røde løber har den enkle stil også holdt, hvor go to-looket for Meg Ryan ofte har været en minimalistisk slip-dress – selvfølgelig stylet med de uundværlige solbriller.
En stil, der ikke bare er synonym med 90’ernes basisgarderobe, men også holder den dag i dag. Derfor har skuespilleren stadig holdt fast i den enkle garderobe og er ikke bare blevet dronningen af romantiske komedier, men i den grad også dronningen af 90’er-minimalisme.
Se selv herunder, hvor vi har været i arkiverne for at finde nogle af Meg Ryans bedste stiløjeblikke gennem tiden.
Det sker et par gange hvert årti, at en chefdesigner for et stort modehus siger op og sætter gang i en dominoeffekt i modens hellige haller. Det er som kontinentalplader, der løsriver sig fra solide kontinenter for at finde fæste på andre, og ofte med synlige (gode som knap så velkomne) forandringer til følge.
Vi så det i 1990’erne, da Tom Ford gjorde Gucci sexet og aktuelt igen, og da Phoebe Philo forlod Celine og blev efterfulgt af Hedi Slimane, som hurtigt fik vendt hele Philos enkle æstetik på hovedet, eller da Daniel Lee i 2018 hev Bottega Veneta ud af en støvet grav og gjorde det italienske læderhus det hotteste hotte.
Ligeledes skete der også ting og sager, da Alessandro Michele i 2015 blev udnævnt som Creative Director for Gucci – til stor forargelse for mange i branchen.
Michele overtog roret efter Frida Giannini som havde formået at føre Gucci tilbage til sine sofistikerede florale rødder efter Fords ’sexism’. Hun er mest kendt for ’Flora’-kollektionen, hvorunder hun genintroducerede et print fra et silketørklæde skabt i 1960’erne samt en ny version af husets ikoniske ’Jackie’-taske, som oprindeligt var skabt til Jacqueline Kennedy i 1964.
Men med Micheles indtog blev alt smidt op i luften. Han fik dog hurtigt rettet op på det chok, han havde skabt i modebranchen ved at blive kreativ direktør for det italienske modehus, da hans design igangsatte en lang periode med ’buzz’ og dermed vækst for Gucci.
Guccis omsætning blev næsten tredoblet under Micheles designledelse – fra 3,9 milliarder Euro i 2015 til 9,7 milliarder Euro i 2021.
Væksten skyldes måske, at Michele formåede at hædre Guccis historie og arv, men samtidig gav det moderne kant – blandt andet med kontroversielle samarbejder, hvor han lod kunstnere (eksempelvis The Gucci Ghost) såvel som andre brands, herunder Adidas og Balenciaga, ’hacke’ kendte Gucci-designs og sågar hele kollektioner.
Foto: Ritzau/Scanpix
Desuden introducerede Alessandro Michele en ‘gender-fluid’-tilgang til designet, og siden 2017 har Gucci vist sine kollektioner i samme show uden skel til modellernes køn, og de eklektiske print-, farve- og materialesammensætninger og kønsfrie stylinger har tiltrukket en ny gruppe af yngre kunder, samt ambassadører som Dakota Fanning, Jared Leto, Lady Gaga, Billie Eilish og Harry Styles.
Foto: Ritzau/Scanpix
Til trods for de mange gode takter og Micheles indledningsvise succes, hvor væksten skød markant i vejret, så kunne Kering (konglomeratet, der ejer Gucci) i 2022 oplyse, at Gucci ikke performede så godt som estimeret. Det var sat til at skulle vækste med 10 procent per kvartal, men nåede kun en vækst på ni procent i første kvartal og fire procent i andet kvartal, mens konkurrenten LVMH kunne bryste sig af en vækst på 22 procent i tredje kvartal.
Og hvis ting ikke går helt som de skal i et modehus, så er den første i skudlinjen nu en gang ham, der fører den kreative pen. Og i tilfældet Gucci er det altså Alessandro Michele.
Kerings bestyrelsesformand François-Henri Pinault har i forbindelse med Micheles afskedigelse, der indtræder med umiddelbar effekt, takket Michele for de syv års arbejde, han har begået.
“Hans passion, hans fantasi, hans genialitet og hans kultur satte Gucci i spotlightet, og det er dér brandet skal være,” sagde Pinault, der endnu ikke har en afløser for Michele.
Det er dog ikke første gang, at bestyrelsesformanden François-Henri Pinault har rystet posen hos et af Kering-gruppens største brands.
I november 2021 overraskede formanden alle ved at afskedige Daniel Lee, manden bag Bottega Venetas renæssance, til trods for brandets stærke vækst og kommercielle succes.
Lee sætter nu sine genistreger hos Burberry og blev efterfulgt hos Bottega Veneta af Matthieu Blazy, som allerede har sat sit kunstneriske aftryk på brandet, blandt andet med snedige print, der giver optiske illusioner.
Hvem ved, om Pinault kunne have lignende træk i ærmet med Gucci? Uanset hvordan man anskuer det, er der i hvert fald dømt stoledans i designerland med en tom stol hos Gucci, en Raf Simons uden brand i eget navn og den konstante joker i form af Phoebe Philo og spørgsmålet om, hvornår vi igen får design at se fra hendes side igen.
Hvorfor har I slået pjalterne sammen?
Ditte: “Jeg kender Julie fra år tilbage. Jeg har altid syet meget, men efter min barsel startede jeg selvstændig med mine kreative sysler, og det tog fart under coronaen. Sidste år solgte jeg mine ting via Instagram, og det gik over al forventning, men jeg drømmer om at komme ud og møde dem, der køber. Derfor jeg hev fat i Julie for at høre, om vi skulle finde på noget i forbindelse med julen. Jeg har fulgt Skall Studio nøje siden start og er meget glad for Julie og Maries designs, så kunne ikke finde et bedre match. Jeg er meget taknemmelig for muligheden.”
Julie og Marie Skall: “Vi er glade for, at vi får mulighed for at bakke op om Dittes lille forretning med unikke håndlavede ting. Vi har altid elsket håndværk og den magi, der opstår, når noget skabes ved håndens kraft. Samtidig synes vi, det er fantastisk, at vi kan tilbyde vores kunder noget lidt ekstra særligt op til jul.”
Foto: PR
Håndlavet stoflys fra Kirstejn.
Hvad kan man glæde sig til i Kirstejn x Skall Studio jule-pop-up?
Ditte: “Jeg medbringer et udvalg af mine juleting, og så tilbyder jeg sammen med Skall Studio broderi af deres produkter.”
Julie og Marie: “Man vil kunne få håndbroderede initialer eller Dittes version af vores muslingskal på en af vores skjorter eller toilettasker. Man kan vælge mellem flere farver tråd, så man kan skabe sit helt eget udtryk.”
Ditte, hvilke typer julepynt laver du?
“Jeg syr alle mine ting selv, og i produktionen bruger jeg et mix af eksklusive materialer fra de store modehuse som Celine, Chanel og Gucci, men også stof fra genbrug. Jeg er vild med et mix af tweed, bouclé og uld. Ligesom jeg er vild med et strejf af humor. Jeg medbringer også juleklokker syet i perler og pyntet med kæmpe sløjfer og smukke bånd, kalenderlys, juletræer, cigarer og kransekager.”
Julie og Marie, hvordan markeres julen hos Skall Studio?
“Vi pakker altid ekstra fint ind op til jul – i FSC-certificerede papirsposer med bånd og Skall-kort. Generelt hygger vi ekstrameget i denne tid – både i butikken og på kontoret.”
Hvor: Skall Studio, Store Strandstræde 21.
Hvornår: 30/11-3/12 fra kl. 11-16.
Prinsesse Catherine har haft et par måneder til at vænne sig til sin nye titel som prinsesse af Wales.
Tirsdag aften deltog hun sammen med prins William og flere andre familiemedlemmer i den allerførste statsmiddag efter kong Charles overtog tronen og gav prins William og prinsesse Catherine titlerne som prins og prinsesse af Wales.
Statsmiddagen var til ære for Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, der er på statsbesøg i Storbritannien.
Foto: Mega
Prinsesse Catherine gjorde en fortryllende figur til middagen, hvor hun bar diademet “Queen Mary’s Lover’s Knot”, som hendes afdøde svigermor, prinsesse Diana, i sin tid ofte brugte.
Diademet er øjensynligt gået i arv til prinsesse Catherine, der ved langt de fleste lejligheder, der byder på diadem, har valgt netop dette.
Foto: Mega
Som en ekstra hilsen til prinsesse Diana bar Kate desuden diamant- og perleøreringe, som har tilhørt den afdøde prinsesse.
Til statsmiddagen bar prinsessen en ny, hvid kjole, der ifølge modebloggen Royal Fashion Police er fra Jenny Packham, med dramatiske, gulvlange ærmer og udsøgt udsmykning på skuldrene.
Prinsessen bar desuden sin forlovelsesring samt dronning Elizabeths firradede perlearmbånd.
Denne artikel blev første gang bragt på Billed-Bladet.dk. Dette er en redigeret version.
Da ‘Call Me by Your Name’ udkom i 2017 med Timothée Chalamet og Armie Hammer i rollerne som henholdsvis Elio og Oliver, der under en sommer i Italien forelsker sig, blev den hurtigt dømt til at være en af de bedste film nogensinde, der med et fik alle til at ville leje en italiensk villa og spise friske ferskner.
Nu er Timotheé Chalamet, der siden sin medvirken i den populære film er blevet en af sin generations vigtigste skuespillere, og instruktøren bag, Luca Guadagnino, blevet forenet med filmen ‘Bones and All’. Og selvom Guadagnino igen tager fat i ung kærlighed i 1980’erne, så er det også noget nær den eneste fællesnævner.
I hovedrollerne er det det canadiske stjerneskud skuespilleren Taylor Russell, som high school-eleven Maren, der må forsøge sig at finde selv og sit ophav, efter hun har forsøgt at tage en bid – bogstaveligt talt – af sin skolekammerat. Her møder hun den rodløse Lee, spillet af Timotheé Chalamet, der deler en foruroligende tilstand med Maren, og sammen rejser de gennem USA.
Det lyder umiddelbart som en hyggelig og klassisk roadmovie, som du måske har set før i alt fra ‘Thelma and Louise’ til ‘Crossroads’. Men hvad gør filmen så anderledes? Vi har samlet fire gode grunde til, at du skal tage ind og se den nye film.
1. Taylor Russell
Selvom skuespiller Taylor Russell har godt gang i sin karriere med både hovedrollen i Netflix-serien ‘Lost in Space’ og flere amerikanske priser for sine præstationer bag sig, så er det ikke meget, vi ellers har set til den 18-årige canadier herhjemme.
Men det kan meget vel ændre sig, for hun er ikke til at få øjnene fra med sin overbevisende personificeringen af Maren i ‘Bones and All’, hvor hendes indlevelsesrige talent ikke er til at overse. Samtidig er kemien med kollegaen Timotheé Chalamet tydelig at mærke mellem dem, mens hun uden for skærmen i særdeleshed forstår at begå sig på røde løber, og meget hurtigt kunne blive næste års store stilikon.
Foto: Ritzau Scanpix
Taylor Russell i komplet look fra Alexander McQueen SS23.
2. Billedsiden
Trods sin makabre præmis er det, ikke overraskende, en bjergtagende billedside, filmen foregår i. Ikke nok med, at filmen får meget foræret af landskabet i USA’s midtvest, så går kameraføring, colour grading, natur og styling op i en højere enhed og gør filmen til en visuel stærk oplevelse, der på mange måder trækker tråde til filmen ‘Call Me by Your Name’. Særligt de små flashbacks og -forwards er visuelt appellerende på samme måde som et autentisk polaroidfoto.
3. Soundtracket
Ingen god film er komplet uden et godt soundtrack. Om så det er for at skabe kontrast til det visuelle eller for at opbygge en helt særlig stemning, så er det næsten uundværligt for at skabe en film, der føles fuldendt.
Med numre fra 80’er-ikoner som New Order, Kiss, Leonard Cohen og Duran Duran bliver du også transporteret direkte ind i Reagans USA, hvor soundtracket på smart vis symboliserer både ungdommens vildhed, kærlighedens dragende egenskab og hovedkarakterens ukontrollerbare trang.
4. Det bidende tvist
Der findes et væld af roadmovies med identitetsøgende teenagere, der tager rejsen gennem USA. Derfor er det også forfriskende at se en, hvor den klassiske kærlighedsfortælling er krydret med en morbid præmis, som vi ellers ikke er vant til at se hverken Guadagnino eller Chalamet lege med. Og det klæder dem begge.
Om Guadagnino har været lige lovlig inspireret af de kannibalistiske beskyldninger mod Armie Hammer, der spillede overfor Chalamet i ‘Call Me by Your Name’, og fik ham cancelled fra Hollywood, er svært ikke at gruble over, når du sidder i biografmørket. Så er du nysgerrig på, hvordan det ser ud, når en indie roadmovie kombineres med horror, vil du sikkert bide dig godt fast i ‘Bones and All’.
‘Bones and All’ har biografpremiere den 24. november 2022.
I decembers ELLE siger vi farvel til året, der gik med et brag.
Derfor kan du på forsiden møde musikerparret Drew Sycamore og Mattias Kolstrup, der er uundgåelige på de danske hitlister. I et stort interview de blandt andet om bagsiden af medaljen, usikkerheder og hvordan U2 og Mary J. Blige, som noget af det eneste, kan sætte gang i et skænderi derhjemme.
Du kan også få julen godt ind under huden, når vi besøger influencer og stylist Pernille Rosenkilde, forfatter Shëkufe Tadayoni Heiberg og tre andre kreative mennesker for at høre, hvordan de fejrer højretiden.
Desuden kan du få et kig tilbage på et 2022 med radiovært og skribent Anne Kirstine Cramon, der ser tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor krig afløste albuehilsner og hvor privilegieblindhed forsatte i bedste velgående.
Foto: Clement Mogensen
Decembers forside til dig med abonnement.
Bliv også klogere på Bella Hadid, der er tidens måske største model, kom med indenfor i ELLEs chefredaktør Cecilie Ingdals julehjem og se beautyskabet hjemme hos makeupartist Lulu Hoa.
Se også nogle af sæsonens mest glimtende accessories, og bliv klædt godt på til vintervejeret med lune jakker, grove støvler, fluffy luffer og masser af lækre lag på lag.
Alt det, og meget mere, får du i decembers ELLE, der er på hylderne nu.
Det bliver kun koldere, men det lader ikke til at gå Kendall Jenner på, hvis man dømmer efter modellens seneste outfit.
Kendall valgte nemlig at gå i byen uden bukser på. Det lyder værre end det er, for med en sort, chunky sweater, sorte trusser, tykke sorte strømpebukser og sorte pumps, har Jenner skabt et look, vi vil drømme om i lang tid. Gode drømme vel at mærke.
For selvom det lyder bizart og svært Supermans-inspireret at tage trusser ud over sine strømpebukser, så er der noget ved Jenners simple styling, der i al sin enkelhed fungerer – og ser alt andet end afklædt ud.
Kendall Jenner har nemlig med sit tone-i-tone look formået at forlænge sin (i forvejen lange) krop, der synes at fortsætte i det uendelige idet farvespillet fra top til tå glider sømløst fra et item til det andet.
Tricket med en uafbrudt farvestrøm fra talje til tå er dog alt andet end en nyhed i modebilledet.
Balenciaga og Demna Gvasalia introducerede i 2017 de legendariske ’Pantaboots’ – altså leggings med støvler, eller sko med leggings, om man vil. Den benforlængende opfindelse har været flittigt brugt af Kim Kardashian, der som bekendt ikke kan bryste sig af lige så lange ben som sin modelsøster, men som har opnået lignende langbenseffekt ved at lade ben og fod gå ud i ét.
Foto: Ritzau/Scanpix
Også Victoria Beckham har taget tricket til sig og skabt en optisk langbensillusion med pantaboots – og endda i en mere spiselig styling med en nederdel ud over, så man undgår at optræde offentligt i noget, der i bund og grund er leggings (som mange gruer for) eller, at vise underbenklæder som Kendall Jenner.
Foto: Ritzau/Scanpix
Vil man gøre Kendall Jenner kunsten efter og skrotte bukserne til fordel for sorte strømpebukser, er det nu tiden er for netop det.
Siden 2020 har vi oplevet en bølge af undertøj over tøjet og set synlige bh’er, trusser og alt derimellem hos stort set alle de store modehuse. Senest har Miu Miu lanceret en poset silketrusse, der er skabt til at vises over kanten på husets utrolig korte miniskirt.
Og trenden med at posere i underbukser som eneste benklæder, så vi også på Kylie Jenner under modeugen i Paris i september 2022, hvor hun var klædt i hvid tanktop og trusser fra Loewe kun akkompagneret af en grå frakke og strømpebukser.
Foto: Mega
Er du ikke helt der, hvor du er klar til at vise hele verden dine inderste klæder, så kan du stadig tage trenden til dig uden decidere at have popoen til frit skue.
Gør enten som Victoria Beckham og tag en sort mininederdel over dine sorte strømpebukser og afrund med sorte stiletter eller stramme støvler, eller brug en lang, oversize blazer, der dækker det, der skal dækkes, men bevarer illusionen om lange ben.
Kendall Jenners trick med sorte tights er uanset billigere end Balenciagas infamøse Pantaboots, som hurtigt koster 20.000 kroner, hvor et par sorte strømpebukser kan erhverves for omkring 50 kroner.
Der er altid en premiere, en filmfestival eller et helt tredje arrangement med en rød løber, der giver anledning til, at stjernerne trækker i festtøjet.
November har – indtil videre – blandt andet budt på den årlige begivenhed ‘Glamour Women of the Year 2022′ i New York, premieren på Selenma Gomez’ dokumentarfilm ‘Selena Gomez: My Mind And Me’ i Los Angeles og WSJ. Magazine 2022 Innovator Awards i New York.
Vi har samlet nogle af de flotteste looks fra den røde løber i november. Se dem alle herunder.
Året er 2003, og du er klar til at tage til halbal med dine bedste veninder fra folkeren. Din metallicfarvede øjenskygge matcher din festtop, og du afrunder dit look med det sidste, afgørende touch: en overdimensioneret syntetisk stofblomst på en snor bundet stramt om halsen.
Ja, vi har, som så mange andre gang i modens historie, været der før, og nu er vi her nok engang: der hvor moden gentager sig selv, og hiver elementer frem fra fortidens garderobe, som vi ville have svoret aldrig skulle se dagens lys igen.
Der er ikke noget nyt i, at vi ser de såkaldte Y2K-trends genopstå både i nostalgiske og nye versioner.
Her taler vi både om miniskirts, lavtaljede bukser, Juicy Couture-sæt, smalle solbriller og croptops. Men hvor meget af liret fra 00’erne udelukkende handlede om at vise så meget hud og fremstå så sexet som muligt, så var blomster-chokeren et mere feminint og uskyldigt levn fra de vanvittige år efter årtusindeskiftet, og en accessory, der kunne bruges uanset om man skulle på eftermiddagsshopping i det lokale storcenter med veninderne eller til føromtalte halbal, hvor moden som bekendt *peakede*.
Men det var altså ikke kun os, der var teenagere i 00’erne, der prydede alt fra kraver til bælter og halse med farverige blomster i varierende materialer.
Sarah Jessica Parker, der qua ’Sex and the City’ var årtiets ultimative stilikon, viste både på og uden for skærmen, hvordan blomster kunne duttes på stort set et hvert ensemble.
Foto: Ritzau/Scanpix, HBO, Pinterest
Og nu er trenden med de tredimensionelle blomster altså tilbage i øjenhøjde – dog i en mere delikat fortolkning end den, vi så for godt 20 år siden.
Det eksklusive og ekstravagante brand, Magda Butrym, der særligt inden for de seneste år har fortryllet med ultrafestlige kjoler med fjer, similisten, flæser og delikat maksimalisme, var nemlig med til at introducere silkeroser i 3D-effekt som klædelige accenter på sexede sorte kjoler.
Og siden da har blomsterne knopskudt som æstetisk ukrudt i modebilledet, hvor både Coperni, Saint Laurent, Valentino, Saks Potts og Bluemarine har udsmykket deres kollektioner med roser.
Men modsat 00’ernes version, der ofte var pangfarvet og påsat, er 2022-rosen en delikat størrelse, der (i flere tilfælde) blender ind i et design og er foldet i samme materiale som resten af tøjstykket.
Foto: Imaxtree
Den nostalgiske blomst i syntetisk materiale, brugt som broche eller som choker findes dog også stadig.
Butikken ‘Damernes Magasin’, der ligger på Jærgersborgsgade på Nørrebro i København, har lavet deres egen version; en yndig kreation i douche nuancer foldet i silke eller organza påsat et tyndt silkebånd, som vi spår bliver julens helt store fest-accessory.
… og rosen er, ligesom da vi så den første gang for 20 år siden, stadig yndig og anvendelig – uanset om du pynter dit klassiske jeans-tshirt-blazer look med en fin flora, eller om den er det element, der løfter dit festlook til næste niveau, og et glimrende alternativ til den allestedsnærværende hjerte-choker.