Kendall Jenner gik i byen uden bukser på - og bizart som det lyder, er det et look, vi gerne vil kopiere.
Det bliver kun koldere, men det lader ikke til at gå Kendall Jenner på, hvis man dømmer efter modellens seneste outfit.
Kendall valgte nemlig at gå i byen uden bukser på. Det lyder værre end det er, for med en sort, chunky sweater, sorte trusser, tykke sorte strømpebukser og sorte pumps, har Jenner skabt et look, vi vil drømme om i lang tid. Gode drømme vel at mærke.
For selvom det lyder bizart og svært Supermans-inspireret at tage trusser ud over sine strømpebukser, så er der noget ved Jenners simple styling, der i al sin enkelhed fungerer – og ser alt andet end afklædt ud.
Kendall Jenner har nemlig med sit tone-i-tone look formået at forlænge sin (i forvejen lange) krop, der synes at fortsætte i det uendelige idet farvespillet fra top til tå glider sømløst fra et item til det andet.
Tricket med en uafbrudt farvestrøm fra talje til tå er dog alt andet end en nyhed i modebilledet.
Balenciaga og Demna Gvasalia introducerede i 2017 de legendariske ’Pantaboots’ – altså leggings med støvler, eller sko med leggings, om man vil. Den benforlængende opfindelse har været flittigt brugt af Kim Kardashian, der som bekendt ikke kan bryste sig af lige så lange ben som sin modelsøster, men som har opnået lignende langbenseffekt ved at lade ben og fod gå ud i ét.
Også Victoria Beckham har taget tricket til sig og skabt en optisk langbensillusion med pantaboots – og endda i en mere spiselig styling med en nederdel ud over, så man undgår at optræde offentligt i noget, der i bund og grund er leggings (som mange gruer for) eller, at vise underbenklæder som Kendall Jenner.
Vil man gøre Kendall Jenner kunsten efter og skrotte bukserne til fordel for sorte strømpebukser, er det nu tiden er for netop det.
Siden 2020 har vi oplevet en bølge af undertøj over tøjet og set synlige bh’er, trusser og alt derimellem hos stort set alle de store modehuse. Senest har Miu Miu lanceret en poset silketrusse, der er skabt til at vises over kanten på husets utrolig korte miniskirt.
Og trenden med at posere i underbukser som eneste benklæder, så vi også på Kylie Jenner under modeugen i Paris i september 2022, hvor hun var klædt i hvid tanktop og trusser fra Loewe kun akkompagneret af en grå frakke og strømpebukser.
Er du ikke helt der, hvor du er klar til at vise hele verden dine inderste klæder, så kan du stadig tage trenden til dig uden decidere at have popoen til frit skue.
Gør enten som Victoria Beckham og tag en sort mininederdel over dine sorte strømpebukser og afrund med sorte stiletter eller stramme støvler, eller brug en lang, oversize blazer, der dækker det, der skal dækkes, men bevarer illusionen om lange ben.
Kendall Jenners trick med sorte tights er uanset billigere end Balenciagas infamøse Pantaboots, som hurtigt koster 20.000 kroner, hvor et par sorte strømpebukser kan erhverves for omkring 50 kroner.