Ansigtscreme, Kiehl’s, 410 kr.
Krops olie, Rowse, 330 kr.
Bh, Love Stories hos Net-a-porter, 490 kr.
Matchasæt, Matchateria, 420 kr.
Morgenkåbe, H&M, 350 kr.
Hue, Uniqlo, 350 kr.
Skjorte, Arket, 490 kr.
Tæppe, Mango, 300 kr.
Håndsæbe, Aesop, 290 kr.
Plakat, Kongstad Studio hos Dansk flygtningehjælp, 180 kr.
Alt overskuddet går til Dansk Flygtningehjælps arbejde med at støtte udsatte piger og kvinder på flugt, der kan være særligt sårbare i julen.
Hvad er “Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere” for en slags film?
“Det er en film om at sætte sig selv fri som kvinde efter i årevis at have investeret al sin energi i henholdsvis parforhold og arbejde.
I filmen finder hovedpersonen styrken til at lytte til sig selv via onani – der sætter hende i kontakt med hendes egen krop.
Det er jo faktisk en rigtigt fin præmis, for hold nu op hvor er vi mange, der i dagens hektiske samfund er holdt op med at lytte til vores krop, og dermed også den mavefornemmelse, som faktisk konstant pejler os på rette vej.”
I din anmeldelse skriver du, at ”filmen er forelsket i idéen om, hvor frækt og grænseoverskridende det er at tale om onani i bedste sendetid, men frækkere er det altså heller ikke”. Hvorfor irriterede filmens præmis dig?
“Egentlig er onanien ikke som sådan filmens præmis – filmens præmis er, at vi kvinder er blevet for dårlige til at lytte til os selv, fordi vi hele tiden har travlt med at opfylde alle andre menneskers behov.
Onanien er beskrevet som det middel, hovedpersonen bruger til at genfinde kontakten til kroppen. Og det er da også en både fin og god måde at få mere kontakt til sin krop, ingen tvivl om det. Det, jeg ikke bryder mig om, er, at det bliver gjort til noget frækt og grænseoverskridende og til noget, der faktisk bliver fnist ikke så lidt af og over.
Det irriterer mig faktisk grænseløst.
Er vi ikke for længst nået forbi det punkt, hvor den kvindelige seksualitet – på film eller hvor den nu måtte komme til udtryk – er noget der skal fnises over og præsenteres med lyserøde sløjfer og lillepigesmil?
Det er faktisk lige så irriterende, som når voksne kvinder refererer til sig selv- og andre – som piger og tøs/zer. Vi er kvinder, lad os nu stå ved det. Og vi har en seksualitet. Bum.
Jeg tænker, at vi allerede med serien ”Sex and the City” – der immervæk kan fejre 25 års jubilæum i år, fik svesken på disken i forhold til at præsentere kvindelig seksualitet – med alt hvad det indebærer – i mainstreamkulturen.
Skal vi nu ikke bare komme videre. Onani er sjovt – eller kan være det. Men det er lige så passé at pakke det ind i pink sløjfer, som det er at hævde, at kvinder ikke går på toilettet.”
“Onani er sjovt – eller kan være det. Men det er lige så passé at pakke det ind i pink sløjfer, som det er at hævde, at kvinder ikke går på toilettet.”
Er der andre (bedre) film og serier, som du kan anbefale, der handler om kvinders seksualitet?
“Når man taler onani, og en svensk film, er det oplagt at nævne den svenske serie ’Kærlighed og Anarki,’ der handler om meget af det samme, og som også bruger kvinders onani som et komisk element. Men som gør det langt mere interessant og flertydigt.
Her er onanien både en frisættelse og et kontroltab, noget komisk og lidt kikset og noget, der giver en magt.
Selvom det bliver brugt i komikkens tjeneste, får det langt flere nuancer og en dybere betydning. Her handler det om en voksen kvinde, der er en voksen kvinde og ikke reduceres til en lillepige-version af sig selv.
Men hvis vi ikke kun taler om onani, men om kvindelig seksualitet som sådan, så er det faktisk to beskrivelser af lesbisk kærlighed, jeg kommer til at tænke på som det første, nemlig ’Adeles liv’ og ’Portræt af en kvinde i flammer’.
Det er jo interessant, at det åbenbart er lettere at beskrive kvindelig seksualitet 1:1, når der ikke er en mand involveret i scenen. Jeg har faktisk ikke umiddelbart et bud på, hvorfor det er sådan – men det er da værd at tænke over?
Er pikken mon bare så dominerende i vores kulturelle bevidsthed, at kvinden glider i baggrunden?
Hvis det er svaret, så er det da bare med at komme ind i kampen. Men uden at reducere kvinder der tager deres seksualitet alvorligt til fnisende lillepige-karrikaturer. Tak.”
Sverige ligger så tæt på os, at det ofte bliver kaldt for ’broderlandet’, men når man ser en film som den langtitlede “Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere”, bliver man alligevel slået over forskellen?
For ligesom den mere vellykkede svenske serie “Kærlighed og anarki”, så er “Året hvor …” forelsket i idéen om, hvor frækt og grænseoverskridende det er at tale om, og portrættere, onani i bedste sendetid. Men frækkere er det altså heller ikke – eller sjovere, for den sags skyld.
Faktisk er det, når filmen vover at være alvorlig, at den fungerer bedst. For bag den teenagefnisende tilgang til selvtilfredsstillelse gemmer sig en ganske fin historie om Hannah der, netop som både karriere og privatliv synes at køre på skinner, bliver forladt af sin kæreste og står ulykkelig og forvirret tilbage.
Indtil hun, i bogstaveligste forstand, lærer at tage sit (under) liv i egen hånd – og dermed, i tilfredsstillelsens berusende klarsyn, står ved, hvem hun er, hvad hun drømmer om, og hvad hun gerne vil have ud af livet.
3 hjerter
Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk
I tiden lige efter troede jeg mest af alt, der var sket ham noget. Jeg ringede til ham igen og igen, skrev bekymrede beskeder, spurgte vores fælles venner, om han var OK.
Det var han, fik jeg at vide, de havde ikke bemærket noget anderledes ved ham.
De vidste ikke, hvad der var sket, hvad der havde forandret sig. Men noget havde forandret sig: Efter et lille års kæresteri var han holdt op med at kontakte mig, og han svarede hverken på mine beskeder eller opkald.
Han skriver sikkert snart, sagde en fælles veninde til mig en aften over en drink, og det gjorde mig kortvarigt rolig. Han ville skrive igen, for det skulle han jo – ikke?
Man svarer på et spørgsmål, når det bliver stillet. Man svarer på en henvendelse, det gør man da. Men det gjorde denne mand ikke.
Efter mange års venskab og derefter et lille års forhold var han, manden, forsvundet ud af mit liv, og det skulle vise sig, at det ville blive for good.
Vores forhold var begyndt med SMS’er, og nu stod mine ubesvarede beskeder og lyste grønne og ubesvarede, mine opkald til ham det samme.
Jeg var blevet ghostet.
Fænomenet ghosting er defineret ved, at man fra den ene dag til den næste stopper al kontakten til et andet menneske uden forklaring.
Begrebet bruges oftest om en romantisk relation og er forholdsvis nyt, det blev optaget i ordbogen i 2015, men faktisk er selve fænomenet det ikke, fortæller psykolog Heidi Sahlgreen mig.
Foruden at være psykolog har hun skrevet bogen ”Digital kærlighed”, men hun understreger, at man endelig ikke må tro, at ghosting kun hører den digitale tidsalder til.
“Jeg ved, at der er kommet mere ghosting, for det giver datingapps som Tinder for eksempel mulighed for”
– Tidligere var det i stedet manglende besvarelse af telefonopkald og breve – eller måske endda ikke at dukke op til en aftale. Der har altid fandtes ghosting, nu er der bare flere muligheder for det.
– Jeg ved, at der er kommet mere ghosting, for det giver datingapps som Tinder for eksempel mulighed for. Der behøver du ikke engang skrive dit efternavn og telefonnummer.
At der er store muligheder for ghosting med de nye datingapps ses for eksempel ved en undersøgelse lavet af datingappen Happn i 2019. Her svarede 8 ud af 10 brugere, at de på et tidspunkt var blevet ghostet.
Men også i både ny og gammel kunst er der faktisk beskrivelser af fænomenet. Et eksempel er romanen ”Kærlighed i koleraens tid” af Gabriel Garcia Marquez fra 1985, som foregår i 1800-tallets Sydamerika.
Her skriver ungkarlen Florentino Ariza breve til den smukke Fermina Daza, som længe ikke svarer ham, hvilket resulterer i en voldsom reaktion hos Florentino Ariza.
Han bliver nærmest besat af Fermina Dazas manglende svar, og denne ubalance følger dem langt ind i det forhold, som de (trods alt) ender med at indlede.
I moderne kultur synger musikeren Andreas Odbjerg også om ikke at få svar fra sin flirt i nummeret ”blev du fanget af noget?”, hvor linjerne dirrende går ”brændt inde med to billetter til showet // Er du ligeglad? // Eller blev du fanget af noget?”
I både Kærlighed i koleraens tid og Odbjergs sang mærker man, hvor store konsekvenser ghosting har for den, der udsættes for det.
Især forvirring vil fylde i starten, fortæller Heidi Sahlgreen, og jeg husker tydeligt denne forvirring, fra da jeg selv blev ghostet: Havde han været ude for en ulykke? Havde jeg sagt noget forkert? Hvad havde jeg misforstået?
Spørgsmålene hobede sig op, og den eneste, der kunne svare på dem, ville netop ikke det – svare.
– Alt efter, hvordan man selv er som menneske, hvad man har oplevet inden, og hvordan ens selvværd er, kan man blive forskellige grader af ked af det, skuffet, få angst og i sidste ende, hvis man har tendens til depressive tanker, kan det i værste fald føre til en depression, fortæller Heidi Sahlgreen og fortsætter.
– Svigtet kan næsten ikke undgå at gå ind i dig psykisk, og det vil give mening, hvis du bliver så forvirret, at du mister tiltroen til andre mennesker.
Og netop det med manglende tiltro til andre mennesker sidder stadig i mig. Jeg kan stadig have svært ved at stole på andre, og når jeg dater nu, er der en lille stemme indeni mig, der siger, at det kan være ovre i morgen uden så meget som en SMS-besked.
Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at gøre det, men jeg ender alligevel med at fortælle Heidi Sahlgreen om min oplevelse med at blive ghostet efter et års relation.
Reaktionen kommer prompte.
– What? Altså jeg mener: What? Det er fandeme en hård én, det der. Det er meget sjældent, jeg har hørt om det, og jeg hører altså meget.
Jeg har med andre ord nok været rigtig uheldig, da jeg mødte den pågældende mand. For ghosting efter en langvarig relation kan, nok ikke så overraskende, sætte dybere spor, end hvis man ghostes efter en kort.
“Den ghosting, du har oplevet, bør blive siddende i dig, hvis du er nogenlunde sund. For du har opbygget et tillidsforhold, og det er et enormt svigt”
– Det er afgørende, hvor længe man har skrevet, og hvor mange gange har man mødtes. Der er grader af det. Størrelsen af svigtet varierer.
– Hvis det er en kort relation, man har skrevet et par gange eller mødtes lidt, er det begrænset, hvad det kan gøre ved én, medmindre man har gamle sår, som det river op i, fortæller Heidi Sahlgreen, som ligefrem vil mene, at det er ”sundt”, at min ghostingoplevelse har sat sig i mig.
– Den ghosting, du har oplevet, bør blive siddende i dig, hvis du er nogenlunde sund. For du har opbygget et tillidsforhold, og det er et enormt svigt. Det er så røvhulsagtigt, at det ikke kan siges højt nok.
Jeg vil give hende ret i, at det er dårlig opførsel, jeg er blevet udsat for, men en del af mig har også lyst til at forstå. Hvorfor vælger man at ghoste – enten i en langvarig eller kortvarig relation?
I betragtning af, hvor mange der ghoster, vil det nok være at strække den bare at forklare ghosting med for eksempel mangelfuld opdragelse.
Og der kan selvfølgelig være flere forskellige grunde til at ghoste, understreger Heidi Sahlgreen, men ofte er det en frygt for konfrontation, der er styrende.
– Når man ghoster nogen, slipper man for at komme med en forklaring. Samtidig tager man jo så ikke ansvar. Det er en ansvarsforflygtigelse, og hvis du spørger mig som psykolog, vil jeg sige, at man er en kujon, hvis man ghoster.
– Hvis vi derefter skal helt ned i de dyberegående psykologiske forklaringer, kan ghosting forklares med manglende empati og egocentrisme – at man er ligeglad med andres følelser, fortsætter hun.
Det er flere år siden, jeg havde min ghostingoplevelse og på den hårde måde lærte, at jeg havde forelsket mig i en (med Heidi Sahlgreens ord) røvhulsagtig mand, der var ligeglad med mine følelser.
Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg stadig få svedige håndflader og hjertebanken, men heldigvis er det sjældent, at jeg mindes det.
Faktisk havde jeg ikke tænkt på det længe indtil for nylig, hvor jeg oplevede en anden slags ghosting – nemlig ghosting i en professionel relation.
En samarbejdspartner holdt pludselig op med at svare på mine mails, og den gamle følelse bankede på. Der var ingen tvivl i mig om, at følelsen var ubehagelig, men jeg havde svært ved lige præcis at sætte fingeren på, hvad den udgjorde.
Måske det er den grundlæggende mistillid til andre mennesker, som Heidi Sahlgreen snakker om, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også stikker endnu dybere end det; mennesker har brug for andre mennesker, det har vi altid haft, og når man ghostes, gøres man usynlig.
Man ekskluderes fra fællesskabet, også selvom det fællesskab blot udgøres af to personer, og det er derfor, det føles så ødelæggende.
Jeg må vende tilbage til det store hvorfor, hvorfor ghoste; findes der virkelig så mange konfliktsky mennesker derude?
Eller er der også noget ved tiden, der gør, at vi har nemmere ved at fravælge andre mennesker uden tanke på deres ve og vel?
Jeg lufter mine tanker for Heidi Sahlgreen, og hun ser de samme tendenser som mig.
“Man kan godt forestille sig datinglivet som et kæmpe supermarked, hvor du får en følelse af, at du bare kan rive og flå varer ned fra hylderne”
– Forleden læste jeg i min lokalavis, at der var en cyklist, der var faldet, og en havde hjulpet, men der var folk, der ikke engang var stoppet. De var bare kørt forbi eller havde måske endda ringet på klokken i irritation.
– Den her tid er godt symboliseret med cykelstierne, hvor det simpelthen skal gå så stærkt, alle skal frem, meget hurtigt, og det er det samme med dating og relationer i det hele taget. Det kan blive meget egocentreret og især for den, der i forvejen har tendens til det, fortæller Heidi Sahlgreen.
Jeg tænker på manden, der ghostede mig efter et lille års relation, og i grunden er det vel ret heldigt, at jeg ikke endte ud med ham, nu han viste sig at sætte sig selv først på en så radikal måde.
Cyklisterne hjuler forbi i hæsblæsende tempo langs den fortovscafé, jeg sidder på, og jeg kommer garanteret til at blive ghostet igen.
Statistikken taler i hvert fald for det. Men næste gang, det sker, vil jeg være bedre rustet til det, desværre og heldigvis – jeg ved nemlig, at det ikke er mig, den er gal med, men den anden. For som Heidi Sahlgreen siger:
– Man kan godt forestille sig datinglivet som et kæmpe supermarked, hvor du får en følelse af, at du bare kan rive og flå varer ned fra hylderne – at det er et kæmpe legeland. Men det er det ikke. Det er andre mennesker, du har med at gøre, og dem skal du tage ansvar for.
Nu er hendes opfordring hermed givet videre. Og lad os så lige aftale, at ghosting må høre fortiden til, skal vi ikke?
Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk
“Vi havde brug for luftforandring og at komme ned i jordhøjde,” siger chefredaktør på dansk ELLE, Cecilie Ingdal, om, hvorfor hun for to år siden flyttede fra den loftslejlighed i Inde By, der havde dannet rammerne om hendes hjem i mere end 15 år, og ind i villaen på Frederiksberg.
Hun syntes, hun havde besteget trapperne til femte sal med et barn og en hund længe nok, og så fandt hun et hus, hun forelskede sig i på stedet. Det var, som Cecilie Ingdal beskriver det: “I virkelig god stand. Også æstetisk”. Det eneste, hun gjorde ved det, da hun flyttede ind med sin 9-årige datter, Edith, var at male. Væggene skulle nemlig ikke være hvide, som de stod, men heller ikke i farver.
Den opgave løste File under Pop, der har fundet farver til hele huset. Her er generelt indrettet i en neutral farvepalette, der domineres af nuancer af grå, creme og beige, men med taktile overflader i materialer som marmor, træ, tweed og uld. “Jeg bor ret rent og uden for mange forstyrrelser, fordi jeg godt kan lide, at mit hjem er et roligt helle. Her er der ikke så meget, jeg skal tage stilling til, og jeg rammes af en ro, når jeg træder ind,” fortæller Cecilie Ingdal.
Cecilie Ingdal er vild med Helle Høgsbro Krags finurlige julepynt. Hun købte for år tilbage en gigantisk, guldsløjfe, som hendes søster sidenhen lånte, og da den ikke er kommet retur endnu, er den i år blevet erstattet med en ny version i sølv, som hænger fra bogreolen. På gulvet et stort stenfad fyldt med julekugler, som hun har samlet gennem årene hos Studio Oliver Gustav.
Villaen, der i gamle dage var en politistation, skifter dog udtryk, når julen nærmer sig. “I december … ej … fra november må der gerne ske lidt mere,” fortæller Cecilie Ingdal, der i sin omgangskreds er kendt som den (måske) største juleelsker.
I det øjeblik, Radio Soft begynder at spille julemusik, må P1 se sig slået, og Chris Raes “Driving Home for Christmas” er favoritten. “Det er en særlig tid, hvor der bare skal hygges”, siger Cecilie Ingdal. Det hele må gerne blive lidt mere rodet, fortættet og charmerende. Lysene tændes, og julepynten hænges op. Og den kommer ikke ned lige foreløbig.
Juletræet, som Cecilie i år har investeret i, er fra Studio Oliver Gustav. Over Camaleonda-sofaen hænger et værk fra Curtis Jere købt hos The Apartment. Porcelænsdyret er skabt af Maria Rubinke, mens tæppet er fra Cappelendimyr og de lange luftige gardiner fra &Drape. Hans Wegners Flaglinestol bliver flittigt brugt af både mor og datter, når der skal læses.
HVEM
Cecilie Ingdal er chef-redaktør for ELLE Danmark og ansvarshavende mediechef for Vi Unge.
HVAD
Villa på Frederiksberg på 194 kvm fra 1870.
Cecilie Ingdal skyder på, at halvdelen af hendes loft er fyldt med julepynt. Siden hun var barn, har hendes forældre samlet på det, og familien, der udover Cecilie tæller fem andre søskende, købte altid pynt med hjem fra rejser. “Jeg pynter dels op med pynt, der har været i familien i årevis, og dels med nye fund, som jeg gør mig hver år,” fortæller Cecilie Ingdal, der særligt fremhæver Leif Sigersen, Studio Oliver Gustav, Helle Høgsbro Krag og Cecilie Rudolph som sine yndlingsjulepyntsdesignere.
“Her bliver ikke fyldt med røde kravlenisser, men jeg elsker det søde, finurlige pynt, og at skrue op for det grønne i form af gran, grene, blomster og selvfølgelig juletræet, der kommer ind en uge før jul og står indtil januar,” siger Cecilie Ingdal, der aldrig har faste pladser til julepyntet, men dimser det på nye pladser hvert år.
Julepynten har ikke faste pladser, men bliver placeret på ny hvert år. Derfor får det også brugsspor og patina, som f.eks. ses på den lyserøde kugle, Cecilie købte på et marked for år tilbage, som har fået et hul. Det er en del af charmen, mener hun.
Hestene er fra Leif Sigersen.
For en juleelsker som Cecilie Ingdal er december travl. Hun laver adventskalender til sin mor, søster og datters farmor. Edith på 9 år får gaver i sokken. “Hun tror jo ikke på julemanden længere, men i december vil hun godt tro på, at han kommer forbi.
På træterrassen bag huset har Leif Sigersen skabt en oase omkring et langbord med blomster og træer i krukker. I december sørger glasdøren for at den ophængte lyskæde kaster hygge og julestemning ind i køkkenet. Træskamlerne er fra Skagerak, mens vasen på køkkenbordet er fra Tage Andersen
Cecilies juletraditioner tæller desuden julestue hos Studio Oliver Gustav, hvor hun i år har investeret i sølvtræet, der pynter ved siden af camaleonda-sofaen, markedet i hendes nye lokalmiljø på Værnedamsvej, samt julebanko, -bagning og -oppyntning hos hendes forældre, hvor alle søskende kommer hjem. Og her er vel at mærke ikke tale om at slå den slags sammen på én dag. “Vi taler om det samme hvert år: Pynten fra rejserne, min fars skrabelodder som bankogaver og en mandel til alle børnene juleaften. Så er det jul,” fortæller Cecilie Ingdal.
Arje Griegst for Royal Copenhagen-fadet fyldes med godter fra Summerbird.
Bænken i køkkenalrummet, der er husets samlingspunkt, er fra Ilse Crawford og er købt hos The Apartment. På ryglænet hænges delikate grankogler, mens skålen fra Studio Oliver Gustav fyldes med julekugler samlet gennem årene.
Den lilla syspole har Leif Sigersen skabt, mens ‘papir-bambien’ er fra Boho Habits.
Englen i vindueskarmen har Cecilie Ingdals 9-årige datter, Edith, lavet, da hun var tre, og det er det eneste julepynt, der står fremme hele året rundt.
“Her bliver ikke fyldt med røde kravlenisser, men jeg elsker det søde, finurlige pynt, og at skrue op for det grønne i form af gran, grene og blomster”
Julepynten blender ind med Cecilie Ingdals anden store passion: mode, tasker, sko og smykker. Den lille sorte paillettaske er datteren Ediths, mens den lyserøde er fra Cecilie Bahnsen.
Kransen fra Studie Oliver Gustav er købt for fem år siden og kommer frem hvert år. Æskerne er en del af Cecilies faste indretning, men stables lidt ekstra op mod jul for at give lidt ekstra gavestemning.
Cecilie Ingdals modeinteresse afsløres for alvor i walk in-skabet, hvor stiletter fra yndlingsmærkerne som Chanel, Prada og Manolo Blahnik står side om side. Smykkeæskerne i velour er fra Sophie Bille Brahe.
Over det grønne marmorbord fra Marbera Studio hænger julestjernen, der juleaften pryder toppen af træet. På bordet står en oversized ‘kagedåse’ fra Ruby Atelier.
Gelænderet til trappen, der leder op til husets førstesal, er iklædt grønne nuancer i form af guirlanden af gran og løv skabt af Leif Sigersen.
På badeværelset hænger Gubis ‘F. A. 33’-spejl sammen med et enkelt stykke julepynt.
Makeup er en ting. Penslerne til at lægge den, er en helt anden.
For hvor mange børster og pensler behøver du egentlig for at kunne lægge en flot makeup?
Vi har spurgt makeupartist Sara Rostrup, som flittigt deler gode tips ud på sin Instagram-profil @sarayoublush, og når hun arbejder som dansk makeupartist-ambassadør for Max Factor.
Ifølge hende behøver du ikke mange pensler for at lægge en smuk makeup.
“Hvis jeg skulle vælge minimalt af makeuppensler, som skulle sikre mig både en flot hverdags- og festmakeup, ville jeg gå efter to pensler”.
“En lille skrå pudderbørste, som også kan bruges til blush og bronzer ved at bruge dens ene side til blushen og den anden side til pudderen og bronzeren”.
“Og en semistor fluffy øjenskyggebørste, som kan bruges til at blende din øjenmakeup godt ind. Hvis du skal fra arbejdsdag til fest kan du f.eks. forvandle din klassiske kohl-liner langs vippekanten til en smokey eyes-effekt ved at blende farven ind på hele låget og under øjet med den pensel”.
Denne artikel er første gang udgivet på Femina.dk.
Mine forældre er fra Iran, men jeg har altid fejret jul, og særligt som barn betød det meget at holde traditionelt dansk jul. Det var en dejlig højtid, og så kunne jeg også sige det henne i skolen og dermed være en del af den danske tradition. Det var mine danske tanter, der stod for julen i min barndom.
Som voksen får jeg det mere og mere svært med overforbrug i vildt mål gennem december. Men jeg har altså også tre børn, så vi holder klassisk dansk jul, dog uden kød, og med et træ, vi kan plante ud i haven senere.
Når vi pynter træet, og jeg mærker børnenes sitrende forventning, bliver det ret højtideligt for mig, også selv om jeg gerne vil stå imod rent intellektuelt. Der er noget helt særligt ved træet og julepynten, der forbinder decembermånederne i mit liv, som gør at jeg altid bliver meget rørt. Jeg vil gerne lære børnene, at vi ikke behøver at overforbruge for at skabe magisk julestemning, men jeg forsøger også at holde igen med for meget politisering af julen, for jeg vil også gerne møde børnene i deres behov og ønsker.
Den 21. december fejrer vi Yalda, vintersolhvervsfesten. Hele familien samles, vi spiser hallim, en hvedegrød, der har kogt længe: Nogen spiser den med salt, andre med sukker og kanel, og så bærer vi nødderne og frugterne frem og sidder og spiller kort og backgammon og snakker og hører musik, rolige aktiviteter, hvor alle er vågne og sammen. For mig er yalda årets vigtigste højtid, fordi den forankrer mig i den milepæl, vi har nået. Mørket har nået sit højeste punkt, men vinteren er først lige begyndt. Fra nu af bliver det lysere, men koldere.
Det er vigtigt at stoppe op ved, og det er særligt vigtigt at være sammen om det. Det er en cyklisk forståelse af, at solen nu bliver genfødt, og man siger farvel til det gamle års sol og byder det nye års spæde sol velkommen. Man erkender, at nu starter vinteren for alvor og varer frem til forårsjævndøgn. Så det er nu, der er brug for, at vi fylder vores tanke op, spiser nærende mad, frugter, nødder, soltørrede bær, granatæbler. Det er så symbolladet, og det er smukt med de rubinagtige bær, der giver næring til sjælen og til skønheden – alt det, vi har brug for til at komme igennem den mørke tid. Ved at våge sammen med familie og venner indtil det bliver lyst, holder man mørket fra døren både symbolsk og konkret.
Jeg tæller virkelig dagene, for jeg vil gerne vide, hvornår vi er halvvejs. Det er en misforståelse at tro, at vinteren går på hæld herefter, bare fordi lyset vender tilbage, for det gør den ikke, den bliver strengere og strengere. Men at holde styr på det regnskab hjælper mig gennem mørket. Dansk nytår derimod planter en falsk følelse af, at 1. januar bringer forandring med sig. Kosmisk og naturligt set er 1. januar hverken midtvejs igennem vinteren eller startpunktet på et nyt år. Derfor kan det føles svært at finde energi til nytårsfest og nytårsforsæt netop dér. Kroppen vil helst bare gå i hi og blive i den tilstand, indtil der sker et egentligt skift, som der gør ved kyndelmisse og forårsjævndøgn.
Jeg har skrevet en lille bog, der hedder ‘Vintersolhverv’, der kun er trykt i 10 håndlavede eksemplarer og består af et ritual, man kan lave med sig selv og som indeholder næring i form af mælk og granatæblekerner. Man skriver det ned, man gerne vil tage afsked med sammen med den sol, der er slut, og så brænder eller begraver man det, for så at skrive noget nyt man gerne vil møde, som et fortsæt om, hvad den nye sol gerne må bringe med sig. Det planter man så.
Ritualer som denne er vigtige for mig, fordi de tegner livets cirkulære bane frem. Alting sker igen og igen, med ophold på bestemte tidspunkter. Når man har små børn, er det tydeligt: man ammer, man skifter, man sover, og så ammer man igen. Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg forstod, at jeg levede et cyklisk liv, at vores livsfortælling ikke er lineær som en Hollywood-fortælling, men netop går i ring, gentager sig – som naturen selv.
“Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg forstod, at jeg levede et cyklisk liv, at vores livsfortælling ikke er lineær som en Hollywood-fortælling.”
Både i julen og i Yalda anerkender man, at mørket er en kraft, der kan overvælde os, og at værnet mod det er at samles med dem, man har kær og se på mørket som noget, man skal skabe et værn imod – om det er film og popcorn, julesang og mad, eller andre traditioner, så er det udtryk for en bevidsthed om, at mørket er derude, men herinde har vi samværet og lysene på bordet som modstykke. Den tanke kan alle tappe ind i i julen, mens man sidder med risalamanden, hvor man jo er i gang med at polstre sig til mørket og kulden. Hvis vi forstod vores rituelle praksis bedre, ville vi ikke være så eftergivende for overforbruget og Coca-Cola-julen, men julen er blevet udhulet for betydning og kan derfor nemt fyldes af store, kapitalistiske kræfter.
Juletræet, man slår ihjel og slæber ind – altså, der stod et træ, det levede, det passede sig selv, og så slog man det ihjel. Det er med til at forstyrre vores grundlæggende kobling til naturen. Vores krop bliver jo vinterdeprimeret, den forstår det godt, men vores intellekt skal blive bedre til at anerkende de der rituelle milepæle. Det ville jeg ønske.
Skjorte, Arket, 650 kr.
Jakke, Zara, 799 kr.
Uldcardigan, Cos, 750 kr.
Bukser, Weekday, 520 kr.
Pyjamassæt, H&M, 299 kr.
Hue, & Other Stories, 560 kr.
Top, Vero Moda, 230 kr.
Ballerina, Mango, 299 kr.
Scrunchie, Pico, 75 kr.
Hæklet net, Pieces, 300 kr.
Vi er næppe de eneste, der ser frem til den på året, hvor man kan nyde et glas gløgg.
Heldigvis er der masser af gode steder at besøge, og vi har samlet 10 af de bedste nedenfor.
Beliggenhed: Allegade 24A, 2000 Frederiksberg
Beliggenhed: Kongens Nytorv 19, København K
Beliggenhed: Ewaldsgade 7, 2200 København N
Beliggenhed: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København
Beliggenhed: Sundevedsgade 4, 1751 København
Beliggenhed: Gl. Kongevej 108, 1850 Frederiksberg
Beliggenhed: Amagertorv 1, 1160 København
Beliggenhed: Esromgade 15, 1 1, 2200 København
Beliggenhed: Frederiksborggade 21, 1360 København
Man kan sige meget om Netflix’ hitserie, ’Emily in Paris’, og dernæst de ualmindeligt flamboyante outfits seriens hovedperson, Emily Cooper, valser rundt i Paris iført.
Det kan ikke blive nuttet, farvet, mønstret eller struttet nok – og gerne tilsat kliche-betonede pariser-accessories så som handsker, beret, hatte og perler.
Vel har seriens stylist, Patricia Fields (der også er kvinden bag Carries outfits i ’Sex and the City’) høstet roser for sit kostumedesign til Netflix-serien, men summasumarum er, at det er de færreste af Emily Coopers looks, der har gang på jord i den virkelige verden.
Men det betyder ikke, at du ikke kan se til ’Emily in Paris’ for lidt stilmæssig inspiration, for Lily Collins, der spiller Emily i serien, har nemlig personligt en stil, der er faldet lidt i skyggen af Emilys altoverdøvende farvelade-leg. Og det er synd, for Lily Collins forstår helt sikkert sammensætningens kunst.
I forbindelse med den forestående tredje sæson af ’Emily in Paris’ deltog Collins nemlig i morgen-talkshowet ’Good Morning America’, og hendes outfit til anledningen var måske et af hendes allerbedste til dato.
De franske fornemmelser er stadig intakt, men Collins take på klassisk fransk skrædderkunst overstrålede klicheerne fra moden i serien, og var langt mere underspillet og elegant.
Lily Colins havde nemlig valgt en lang, figursyet sandfarvet blazer over en matchende kjole i samme længde og nuance som jakken for en fin tone-i-tone effekt. Under kjolen bar hun en sort rullekrave og dertil sorte strømpebukser og Valentinos tårnhøje plateausko i sort lak. Det var essensen af fransk elegance: rene linjer, elegant og underspillet. Gid Emily Cooper kunne tage lidt stilmæssige noter.
Og det er ikke første gang, at Collins har sendt Cooper til tælling med sin personlige stil. Hun er spottet i New York i en skøn brun hellang frakke som hun for til at se tilpas casual ud med sit joggingsæt under (et styling-hack vi ved, Hailey Bieber også sværger til).
Og vi har også set hende lege med farver, men på en mere subtil manér end hendes fiktive alterego.
Lily Collins, vi holder uden tvivl – endnu mere – øje med dig fra nu af.
Simon Porte Jacquemus, chefdesigner og grundlægger af Jaquemus, gør aldrig noget efter bogen. For det første holder han partout sine shows komplet forskudt af de officielle modeuger, og for det andet er det aldrig til at sige, hvem der dukker op for at overvære modens feterede enfant terrible fremvise sine nyeste påfund.
Og mandag den 12. december 2022 var den altså gal igen: Simon Porte Jacquemus havde inviteret til modebal i hjertet af Paris, hvor han fremviste sin SS23-kollektion, Raphia. Men lige så spektakulært som showet selvsagt og forventeligt var, var det nu en helt særlig gæst på showets første række, der tiltræk sig opmærksomheden.
Iført en gigantisk hat (det er jo Jacquemus, vi taler om) besat med oceaner af strudsefjer og i en kropsnær, cremefarvet halterneck-kjole – også med festlige fjer-accenter, solede ingen ringere end Pamela Anderson sig i det bløde lys fra den omkringliggende kulisse.
Og selvom Andersons top-til-tå Jacquemus-ensemble i sig selv var af legendarisk kaliber, så var der alligevel noget ved det, der gav et øjebliks følelse af deja-vu.
Tilbage i 1999, altså dengang Baywatch og dermed Pamala Anderson-feberen var på sit højeste, ankom stjernen nemlig til MTV Video Music Awards i et outfit, der gik over historien – og som delte mange ligheder med det nye look fra Jacquemus.
Det ikoniske look bestod af superstamme glimmertrompetbukser, hvid silkekorsettop – og hovedattraktionen (bogstaveligt talt), en gigantisk hat i plyssede, lyserøde fjer skabt af Ivy Supersonic.
Der er ingen tvivl om, at Jacquemus-outfittet var en ode til det udødelige hattelook fra 1999 i en tid, hvor alt fra omkring årtusindeskiftet oplever en modemæssig renæssance.
Og at Jacquemus har set fidusen i at fornye det ikoniske Y2K-look på hattens dronning er absolut ikke dumt tænkt, da det franske brand selv har en tætflettet historie med overdimensionerede hatte.
Det var nemlig den XXXL-stråhat, La Bomba, der i 2017 fik Jacquemus til at brage gennem lydmuren og blive et af modens mest hypede brands, og med Pamela Anderson som hattehoved for SS23-kollektionen, har Jacquemus med sikkerhed sikret sig selv endnu en sæson i modens absolutte topliga – og endnu engang skabt et item, som vi drømmer om at eje trods dens minimale anvendelighed.
Hvis der én film, som de fleste danskere – uanset alder – ser mindst én gang hver jul, er de de populære ‘Alene Hjemme’-film fra starten af 90’erne.
Og i 2022 år var det intet mindre end 30 år siden, at filmen ‘Alene Hjemme 2: Glemt i New York’ for første gang rullede over biograflærredet i 1992, og som siden er blevet en fast juletradition for stort set alle at gense hvert år til jul.
Der er lavet fem Alene Hjemme-film, men der er ingen tvivl om, at det blev de to første – Alene Hjemme og Alene Hjemme 2: Glemt i New York – fra 1990 og 1992 med Macaulay Culkin i hovedrollen som Kevin McCallister, som er blevet mest populære og som har vundet flest julehjerter verden over.
Vi har samlet otte sjove facts om de to første ‘Alene Hjemme’-film, som du med garanti ikke kendte til.
1. Rollen som Kevin var skabt til Macauley Culkin
Instruktøren John Hughes fik idéen til den første ‘Alene Hjemme’-film i 1989, fordi han så skuespilleren Macauley Culkin i en scene i filmen ‘Uncle Buck’, hvor han blev efterladt alene af sin onkel.
2. John Candy improviserede det meste af sin scene
John Candys mindre rolle i ‘Alene Hjemme’ som den omvandrende polkastjerne, Gus Polinski, der tilbyder Kevins mor et lift hjem, blev skudt på kun én enkelt dag. Angiveligt blev han kun betalt $414 (ca. 2.900 kr.) for sit arbejde, hvor størstedelen af hans scener var improviseret. Det gjorde det svært for resten af holdet at holde grinet tilbage på sættet.
3. Tarantellen på Marvs ansigt var ægte
Mange væmmes nok i hele kroppe under scenen, hvor Kevin placerer storebrorens levende tarantel midt på ansigtet af banditten Marv. Daniel Stern, der spiller Marv, indvilligede til en ægte tarantel på én betingelse; de havde kun én chance til at få optagelsen i hus.
4. Robert De Niro afviste rollen som Harry Lime i Alene Hjemme
Det samme gjorde Jon Lovitz. Så kom Joe Pesci i stedet og gjorde rollen til sin egen – Og vi kunne ikke forestille os nogen anden den dag i dag.
'Alene Hjemme', 1990
1. Kevins hotelregning var enorm
Kevins ekstravagante hotelophold på The Plaza var ikke helt billig. Udover prisen for værelset bestilte drengen en masse roomservice på farens kreditkort. I løbet af filmen bestiller han to chokoladekager, seks chokolademousser med chokolade-, vanilje- og jordbæris toppet med M&Ms, chokoladedrys, kirsebær, nødder, skumfiduser, karamelsirup, chokoladesirup, jordbærsirup, flødeskum og bananer, seks vanillecreme, en wienerbrødsvogn, otte jordbærtærter og seksogtredive chokoladeovertrukne jordbær. Det hele kostede $967! (ca. 6.800 kr.)
2. Den originale titel var ikke Alene Hjemme 2
Instruktøren, Chris Columbus, havde først besluttet sig for at kalde filmen Alene Igen, men han ønskede ikke, at den skulle opfattes som et remake af den første film. Derfor ændrede han titlen til Alene Hjemme 2.
3. Der var gratis legetøj til alle medvirkende børn
I Alene Hjemme 2 fik alle børne statisterne i scenen fra New York legetøjsbutikken lov til at tage et valgfrit stykke legetøj med hjem. Det var en del af deres løn for at medvirke i filmen.
4. Macauley Culkin fik en kæmpe lønseddel for Alene Hjemme 2
Barnestjernen fik hele $4.500.000 (ca. 32 mio. kr.) for at medvirke i efterfølgeren til den første film.
'Alene Hjemme: Glemt i New York' (1992)
Jeg vidste ikke, at ringen eksisterede, før de døde, men mine bedsteforældre har altid været min inspiration. Det var hos dem, at alt det med skrædderi og design startede for mig. Jeg tror, at ringen stammer fra min farmors 18-års fødselsdag, så det er en gammel sag, der er uerstattelig.
I flere år brugte jeg den hver dag, men jeg er også lidt bange for at miste den. Nu tager jeg den kun på, hvis jeg skal et eller andet. Ellers ligger den sammen med et par andre smykker og mine ure.
Mine bedsteforældre, Charlotte Amalie og Edvin, havde en manufakturhandel i Ølgod, en lillebitte by i Jylland, hvor alle kender alle, og hvor jeg er opvokset. De havde arvet butikken efter hans forældre, IC Schmidt hed den. De havde symaskiner og stofruller og det mest fantastiske atelier, hvor jeg bare hang ud som barn, når jeg pjækkede fra skole.
I deres atelier kunne jeg nørde igennem og få lov til at være kreativ. Vi havde samme vision om at transformere en god idé til et reelt produkt, og jeg oplevede, hvordan de designede og syede på bestilling, drevet af deres kreativitet. Jeg var det der skøre, finurlige væsen, der bare sad der og syede kjoler, en lille underlig dreng, indtil folk ligesom kunne se, at det med design var noget, jeg havde ægte interesse og talent for.
I virkeligheden tror jeg, at det er det, som er essensen af det. Vi kan ikke alle være dygtige til det hele. Og selv om man ikke er et geni i skolen, kan man være det på rigtig mange andre parametre. Det, tror jeg, er vigtigt, at vi lærer vores børn og unge. Hyld deres kreativitet – og styrk den.
Ringen bærer hendes initialer, CS, og hun har båret den på langfingeren, mener jeg, men jeg kan kun passe ringen på venstre lillefinger.
Jeg har ikke lyst til at gøre den større, lige her synes jeg, at det er synd at ændre på noget, og så længe jeg kan passe den, får den lov til at sidde på min lillefinger.
Jeg har også arvet alle deres logobøjler fra butikken, der er meget gods i, men jeg bruger dem hver dag i mit arbejde sammen med deres målepinde og skræddersakse. Jeg brugte også deres industrisymaskiner i starten, det fik mig til at føle, at de var lidt med, og at de stadig følger med i min rejse og støtter mig, som de altid har gjort.
”Den sunde fornuft, sagde mine bedsteforældre, er, at vi skal bruge det, vi har, og at pasform og slid skal ses som muligheder for forandring fremfor en begrænsning.”
En dag spurgte jeg min farmor, om man kunne flette fjer? ”Prøv,” svarede hun, ”gå i gang med det, hvis du tror på det”. Det der med at redesigne, som passer så godt ind i vores tid, det har jeg fra dem.
Da jeg var helt lille, før jeg kunne sy og konstruere, sendte de mig i genbrugsbutikker for at finde noget, jeg kunne sy om. Af dem lærte jeg også, at hvis der er slået hul på knæet, er det ikke nødvendigvis i stykker, og falder der en knap af er en blazer, skal den ikke nødvendigvis kasseres. Den sunde fornuft, der siger, at vi skal bruge det, vi har, og at pasform og slid skal vi se som muligheder for forandring fremfor en begrænsning.
Vi kan få meget ude af 30 meter, som andre ikke kan bruge til noget, fordi det er for lidt til traditionel produktion. Det er dem, der har lært mig konstant at turde tænke kreativt og udfordre mig selv. Og det er dem, der har lært mig, at det allersundeste er at turde genopfinde sig selv.
Det er ret vigtigt at være så modig, at man tør smadre sine succeser, for i modebranchen er der en tendens til, at man kun repeterer sine succeser, og det er ikke kreativt.
Når jeg har ringen på, dukker der små episoder op. F.eks. når jeg var med mine bedsteforældre ude og købe stof, og der kun var to meter tilbage på rullen. ”Jamen, så brug din hjerne, og få dit mønster til at gå op, så du undgår spild, ” sagde han. Så kommer der måske nogle snit i din jakke, som du ikke havde forestillet dig, men det er dig, der bestemmer, undgår spild, og måske bliver jakken endda mere cool af det.
Mine tvillinger, Marlon og Mio, er knap halvandet år, så jeg kan ikke helt vurdere endnu, om de bliver kreative eller måske fodboldspillere. Men hvis der er en af dem, der går den kreative vej, så synes jeg, at han skal have lov til at arve ringen.
