Jeg kommer fra et meget temperamentsfyldt hjem. Det gode er, at så er man ikke så bange for det. Sydpå kan de gå helt amok i et skænderi og råbe, skrige og græde, men det er glemt lige så hurtigt bagefter. Det er svært for skandinaver, for de husker og tager det alvorligt. Men jeg tror, temperament er en god ting. Jeg er i hvert fald ikke bange for det.

Jeg betragter ikke mig selv som en offentlig person. Det er kommet meget i bølger, men jeg kan godt mærke, jeg bliver mere genkendt nu efter Frygtelig Lykkelig. Men Danmark er et godt sted at være kendt. Det er ikke hysterisk, og det er et sundt træk. Jeg undgår så vidt muligt alt, hvad der hedder tv-shows og den slags. Jeg har ingen interesse i privateksponering overhovedet. De fleste journalister er jo skidesøde, det er ikke det, det er bare noget med at holde en balance. Men samtidig er der selvfølgelig en masse folk, som punker mig for, at jeg skal fyre den af, fordi de betragter mig som en vare, der skal sælges. Jeg kan bare ikke betragte mig selv på den måde.

Min største udfordring som skuespiller var, da jeg skulle spille Michelangelo i Leonardo da Vinci på Østre Gasværk. Jeg overtog rollen fra en anden, så jeg havde kun tre uger til at lære et meget syret tretimers manuskript. Jeg fattede aldrig, hvad der foregik, eller hvad jeg sagde. I den nye film Rage spiller jeg en PR-manager i et stort modehus i New York, hvor en tiårig dreng render rundt og filmer med sit mobilkamera. En dag sker der en ulykke, og så går det hele fuldstændig amok. Jeg vidste, det var en lowbudget film, så det kom helt bag på mig, at en skuespiller som Jude Law var med.

En kvinde skal have humor. Det betyder meget mere end tøjet. De skal bare have det godt i det, de har på, for så plejer alt andet at være meget nemmere. Forfængelighed er noget værre lort, og jeg prøver virkelig at smide det ad helvede til. Arbejdsmæssigt er forfængelighed bare en dårlig, dårlig ting. Hvis man er for selvbevidst og alt for opmærksom på sig selv, bliver man bremset. Når jeg har fri, spiller jeg fodbold og motionsbokser. Jeg er nødt til at dyrke motion. Hvis jeg ikke laver noget, går det hårdt ud over mit humør. Men jeg hader fitnesscentre. Det er en underlig ensomhedskultur.

Albummet med titlen Nobody’s Daughter er hendes første album i fem år. “Det er nok det vigtigste, jeg nogensinde har foretaget mig,” siger Courtney Love. Hendes debutalbum med Hole blev udgivet i 1991, året efter at hun mødte Kurt Cobain. Det andet, gennembruddet Live Through This, udkom fem dage efter hans selvmord i 1994.

Langsom selvdestruktion
Courneys liv har været en sørgelig spiral af tab. Hendes forældre var fraværende store dele af hendes barndom, hendes mand begik selvmord, hendes publikum kunne ikke holde ud at være vidne til hendes langsomme selvdestruktion. Alt, hun nogen sinde har haft kært, er blevet taget fra hende. Og alligevel har hun efter fire årtier stadig noget at give.

Komplicerede forhold
Courtney Love har altid delt vandene. Hun har ikke nogen ukomplicerede forhold, hverken med mennesker eller med pressen. Courtneys forældre, psykolog og forfatter Hank Harrison og terapeut og forfatter Linda Carroll, blev skilt, da hun var barn. Hun har i flere år ikke haft noget at gøre med sin mor, som hun siger forsøgte at få hende anbragt på en institution som barn. “Da jeg blev mainstream, trak jeg mig tilbage. Jeg vendte ryggen til berømmelsen. Og det var delvist, fordi jeg ikke ville have min mor i mit liv,” siger Courtney.

‘Det bedste knald i verden’
Efter at være blevet introduceret til verden af Kurt Cobain, der live på tv-kanalen C4 kaldte hende ‘det bedste knald i verden’, fik Courtney sit store mediegennembrud i Vanity Fair. Her blev det fremhævet, at hun havde taget heroin, mens hun – uden at vide det – var gravid. På grund af det blev den nu 16-årige datter Frances Bean kortvarigt taget i forvaring, da hun var to uger gammel. Skæbnens ironi ville, at Courtneys rolle som narkoman i filmen The People vs. Larry Flynt, som hun blev nomineret til en Golden Globe for i 1997, var hendes højdepunkt inden for mainstream-underholdning.

Efter en lang række lavpunkter er Courney Love nu tilbage 20 kilo lettere og med nyt album på gaden.

08.00 Står op i min og min mand, Allans villalejlighed i Islamabad.

08.20 Ringer efter en bil til klokken ni. Tager jeans og skjorte på. Jeg tænker meget over min påklædning afhængigt af, hvor jeg skal hen – om jeg kan have vestligt tøj på, eller om jeg skal tage pakistansk tøj på (løse bukser og lang tunika), og om jeg skal tage tørklæde på. Ser nyhederne, tjekker e-mails og pakker mit kameraudstyr.

09.10 Chaufføren kører mod Pindi, en nærliggende by, mens jeg læser mine aviser og svarer på et par sms’er. Nåede ikke at lægge makeup, så det gør jeg nu.

09.50 Ankommer til Pindi, hvor fotografen venter. Vi skal lave optagelser til en historie om ølproduktion i Pakistan, hvor det officielt er forbudt at drikke alkohol. Jeg har dog erfaret, at det blot gælder på papiret. Bryggeriets souschef tager imod os, og vi nyder en kop mælkete inden vi skal filme og interviewe.

13.30 Souschefen inviterer på frokost på en trendy restaurant. Fem minutter efter dukker restauratøren op, han kender salgschefen og spørger venligt, hvad vi har bestilt. Han ændrer min bestilling til kylling i lemonsauce. Det kan synes arrogant af ham, men jeg har efterhånden lært, at her i Pakistan er det gæstfrihed.

14.30 Tilbage til bryggeriet for at lave de sidste optagelser.

15.30 Min udlandsredaktør ringer. De vil gerne have mig med på en telefon live for at fortælle om de amerikanske angreb i grænselandet. Jeg laver hurtigt min stand-up fra bryggeriet. Får foræret to ølkrus og en invitation til en stor middagskomsammen dagen efter.

16.15 I bilen. Ringer til et par kollegaer i Pakistan for at få det seneste nye om angrebet. Resten er baggrundsviden – og så er jeg klar til en analyse på telefonen. Chaufføren kører ind til siden, mens jeg bliver interviewet af TV 2 News, og tre minutter efter kører vi videre. Ringer til mit yndlings-spasted i Islamabad og bestiller tid til manicure og pedicure klokken 19. Det er om at gøre det, når der er et hul i kalenderen.

17.15 Chaufføren stopper ved det lille lokale marked tæt på mit hjem. Køber seks samosaer af gadesælgeren, der står på et hjørne ude i det fri med sine store friturepander.

17.20 Kommer hjem. Rengøringsdamen har været der og sørget for opvask, tøjvask og rengøring – en daglig luksus jeg hurtigt har vænnet mig til. Overspiller mine optagelser til computeren på mit kontor, så det er klaret, når jeg i morgen skal redigere indslaget.

18.00 Min ven fra en lokal tv-station ringer. Vi aftaler at ses i morgen. Jeg kendte kun få, da jeg
flyttede hertil for halvandet år siden, men det er gået stærkt. Allan kommer hjem fra et møde, og vi spiser samosaerne. Redaktionen ringer. Jeg skal på live i 22-Nyhederne – klokken to om natten her.

19.00 I spaen. Jeg husker, hvordan jeg følte mig som en dansk bonderøv blandt den pakistanske overklasse, da jeg var her første gang. Tænker over paradokset i at sidde her i mit helle, inden jeg skal ud i virkeligheden, hvor terror er blevet en helt naturlig del af min hverdag. Pakistan er virkelig kontrasternes land – selv mit eget liv er blevet kontrastfuldt.

20.20 Kommer hjem og hopper i festtøjet – nederdel og top – da vi skal til middag hos en højtstående politiker. Lægger makeup og hører nyhederne.

21.15 Vi ankommer. Et selskab blandt bureaukrater er et godt sted at netværke. Får udvekslet mange visitkort, hvilket er altafgørende for mit arbejde som korrespondent.

23.30 Kører forbi en ven, der ejer en restaurant på vejen hjem, til en kop te.

00.30 Ringer til aftenens vært på Nyhederne, så vi lige kan tale spørgsmålene igennem.

02.00 Jeg får øresnegl i øret, mikrofon sat på skjorten og har nu hul igennem til 22-Nyhederne. Så er det min tur – halvandet minut og tre spørgsmål efter er det slut. Og så i seng.

Hvad er god stil? Det er at være ærlig og tro mod den, man er, og det look, man har. Vi har jo alle sammen et look og ser ud på en bestemt måde, og det synes jeg, man skal bruge og tage udgangspunkt i. Hvis man er ærlig over for den, man er, så synes jeg faktisk ikke, man kan udelukke nogen stilretninger.

Hvad er dårlig stil? Dårlig stil er at være fake – at gøre for mange ting, så det ikke længere er en selv. Man kan sagtens bære det mest fantastiske tøj og alligevel have dårlig stil. Chanel har engang sagt, at det sidste hun gjorde, inden hun gik ud ad døren, var at tage en accessory af, og jeg tror, det er et meget godt råd. Det er aldrig en god ide at være overpyntet.

Hvem er den mest stilfulde kvinde i Danmark lige nu? Må jeg sige tre? Jeg synes, at kronprinsesse Mary har vist, hvordan man kan være moderne, men samtidig elegant og sofistikeret. Og Eva Kruse (direktør for Danish Fashion Institute, red.) er en rigtig god eksponent for dansk mode, fordi hun formår at gøre det individuelt, sexet og sensuelt, og så beundrer jeg Malene Malling (ejer af Malling Publications), fordi hun altid fremstår lækkert afslappet eller effortless, selv om hun nok er én af dem, der bruger flest penge på tøj.

Og hvad hvis vi ser tilbage i tiden? Jeg har et billede af, at Marguerite Viby var sådan en skøn blanding af det feminine og maskuline helt tilbage i 1930’erne. Det var nok inspireret af Chanel, men hun tog i hvert fald herremoden ind i sin garderobe. Så jeg ser hende som en stilsikker kvinde, som var ret vovet for sin tid.

Hvem er den mest stilfulde internationale kvinde? Jeg synes, Cate Blanchett ser fantastisk ud. Der er noget sofistikeret over hende, som mange andre i jagten på ungdom ikke har.

Hvad skal en kvinde helst holde sig fra at gå i? Tøj, der er for småt. Det gør faktisk ikke noget godt. Mænd gør ofte det modsatte, de går i for stort tøj. Jeg ved ikke, om det er noget psykologisk.

Er der noget, der er absolut forbudt? Set i et historisk perspektiv har der jo aldrig været så høje sko, som der er nu. Jeg elsker kvinder i høje sko, hvis de kan gå i dem … ellers skal man lade være. Ideen med at have høje sko på er jo, at man bliver længere og mere elegant, og numsen stritter lidt, men hvis man bare bukker i knæene og hopper fremad som en lille grisling, så gør det ikke noget godt for nogen.

Hvad er den mest flatterende silhuet? Jeg synes, det er rigtig prisværdigt, at det højtaljede er kommet tilbage. Det klæder bare kvinder godt. De får længere ben og markeret taljen. Jeg tror, vi vil kigge tilbage på de lavtaljede jeans og grine ad dem. Selv slanke personer fik jo ølryg.

Hvilken stil håber du aldrig kommer tilbage? Generelt har jeg faktisk et problem med den skødesløse stil, som har kørt de sidste tre-fi re år. Den, hvor man udstråler, at man er ligeglad med, hvordan man ser ud. For mig handler god stil også om nærvær. Når mennesker har gjort noget ud af sig selv, så viser de, at de gerne vil det, vi skal sammen.