Få styr på basisgarderoben, lyder rådet fra den danske skodesigner Cecilie Toklum
1. Håndtasken. Jeg falder ofte for tasker, der ser lækre ud, men som ikke fungerer i praksis. Derfor har jeg haft utrolig meget glæde af min og min kærestes deletaske fra N.d.c. Den er dejligt uprætentiøs og maskulin, og så er det ikke en ulykke, hvis den får lidt skrammer – det giver bare god patina.
2. Hverdagssko. Enten skal jeg ned i en ballerina eller op på otte-ti centimeter, så det tætteste, jeg kan komme på en hverdagssko, er en simpel og robust sort pump i læder, som kan tåle at blive slidt. Jeg ønsker mig også et par kondisko, men det er ikke lykkedes mig at finde et par endnu. Jeg føler mig altid lidt pudsig i dem.
3. Festsko. Det er dejligt, at du i dag også kan få lov at udleve dine drømme på fødderne, så det ikke kun handler om, at man skal ud at investere i en dyr kjole. At du kan være enkel i tøjet og udtrykke sig lidt mere nederst og få noget, der visuelt er lige så fantastisk som en festkjole.
4. Basisgarderoben. Den skal være sort! Det ser fantastisk ud, og så kan man ikke se smudset på halskraven i nakken på tøjet. Det er ikke altid det sjoveste at købe, men det er godt at have, så man kan nøjes med at skifte sko og accessories ud og alligevel se lækker ny ud.
5. Frakken. Invester i en basisfrakke, som du kan ændre med tørklæder, pelskraver, brocher, bælter osv. Hvis du allerede har den, kan du gå efter en mere sæsonbetonet jakke, selv om man ved, at den måske ikke holder næste år.
6. Festkjolen. Hvis du ikke har det store budget, kan du ty til basiskjolen og købe et par fantastiske sko, en sjov hat eller et andet tilbehør. Generelt synes jeg, at vi mangler lidt elegance og mod til at udtrykke os til fest. Det bliver ofte en paillettop og et par jeans, men jeg synes godt, at vi må have lov til at stråle og larme lidt mere med vores påklædning.
7. Udsalg og lagersalg. Undgå det, eller kom tidligt på dagen. Jeg bliver stresset af udsalg og kommer sjældent hjem med noget brugbart, fordi jeg kommer til at fokusere mere på prisen end på, om det er en god vare.
8. Lækker på fem minutter. Det er næppe muligt, men hvis du virkelig ikke har mere tid, så skriv en uartig besked til kæresten, og vent, til du får én igen – det giver en fantastisk og naturlig glød.
9. Gode investeringer. Det handler igen om basistøj. De investeringer, der har været rigtigt dyre for mig, er ting, der er lavet ordentligt, og det kan man se, når tingene bliver slidt – om de falder fra hinanden, eller om de slides smukt. Generelt har jeg bare en bedre smag i munden, når jeg ved, at tingene er produceret ordentligt.
10. Det bedste stiltip. Vær aldrig bange for at være for meget eller anderledes. Jeg bliver helt varm indvendig, når jeg ser nogen, der virkelig formår at udtrykke sig igennem deres stil eller påklædning og ikke bare ligner noget, der er rystet ud af et modeblad.