Henover et år lod jeg filminstruktøren Maya Albana følge mit liv bag om scenen. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg er faktisk en meget privat person, så det har været lidt skræmmende og grænseoverskridende at sige ja til at lukke et kamera helt ind bag facaden. Men jeg håber, at jeg med dokumentaren kan give unge piger, der drømmer om at blive modeller, et sandfærdigt indblik i, hvad branchen rummer – på godt og ondt.

Maya Albana filmede faktisk mig, da jeg i sin tid startede som model. Hun var med på min første tur til New York, hvor jeg skulle se, om der var agenter og bureauer, der ville samarbejde med mig, så det har været ret interessant at følge op her 12 år efter. Både for at se hvordan jeg selv har ændret mig, og hvordan branchen har gjort det, og jeg kan godt afsløre, at der er sket rigtig meget på begge fronter.

Jeg er blevet gift, og jeg har startet mit eget firma. Der er sket så meget, at det på nogle måder føles, som om jeg har taget hul på et nyt kapitel i mit liv. Jeg er også nået et sted i min karriere, hvor jeg kan tillade mig at bruge min stemme og sige, hvad jeg mener, indenfor områder, der betyder noget for mig, fordi jeg har råd til de konsekvenser, der eventuelt måtte følge med.

Foto: Frederik Lentz Andersen

Josephine Skriver fotograferet til ELLE december 2021.

Den prestigemæssige rangstige
De første år kæmpede jeg med at være stolt af, hvad jeg opnåede, fordi det jo bare skyldtes, hvordan jeg ser ud. Jeg syntes ikke rigtigt, jeg havde fortjent det. Altså, jeg blev stoppet på gaden for mit udseende, og derfor fik jeg lov til at få alle de her fede oplevelser? Det er jo som at blive udtaget til landsholdet uden at have lært at spille fodbold, bare fordi man ligner en fodboldspiller.

Det tog mig lang tid at lære at være stolt, hvilket er meget atypisk på det amerikanske marked, hvor man gerne skal komme ind ad døren med en attitude af at kunne det hele. Derovre skilter ingen med deres mindreværdskomplekser, det er næsten imponerende, hvor meget selvtillid de kan få ud af ingenting, hvorimod man i Danmark ’downplayer’ alting.

“Jeg kunne ikke personligt gå ind og bare sælge mig selv, så jeg var nødt til at spille en rolle”

Jeg kan huske, at jeg var hjemme i Danmark, efter jeg havde haft flere store jobs, blandt andet en forside på Vogue, men når mine veninder spurgte, hvordan det gik, svarede jeg: ”Tjah, det går da fint nok”. Min amerikanske kæreste var med og sagde: ”Hvorfor fortæller du ikke dét og dét og dét?” Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke fremhævede alle succeserne, men det ligger ikke til mig bare at åbne op for posen. Sådan tror jeg, at mange danskere har det. I USA er det til gengæld ikke ualmindeligt at møde nye mennesker, der starter med at fortælle dig, hvor dygtige de selv er.

Jeg havde mange samtaler med agenter, der prøvede at overbevise mig om, at jeg blev nødt til at gå ind og eje lokalerne og udstråle: ”Jeg er den bedste, selvfølgelig er det mig, I skal booke!” Men det føltes grænseoverskridende. På et tidspunkt læste jeg et interview med Beyoncé, hvor hun fortalte, at når hun gik på scenen, var hun sit alterego Sasha Fierce. På samme måde blev jeg i starten nødt til at adskille ‘Jose’ med ‘model-Jose’. Jeg kunne ikke personligt gå ind og bare sælge mig selv, så jeg var nødt til at spille en rolle, før jeg lærte at tro på mig selv.

Selvom jeg ikke kendte så meget til mode i starten, kendte jeg til sport, og det kunne faktisk godt sammenlignes. Som model træner man hele året for at gå de her shows, og når dagen endelig kommer, er det med at gå ud og bevise sig selv. Før man skal ind på catwalken, står man ude bagved i et line-up med de andre. Der mærker man sommefuglene i maven, men jeg har det også sådan, at den dag, jeg ikke bliver nervøs, er det nok tid til at sige ‘farvel og tak’.

Josephine Skrivers første gang på forsiden af ELLE i 2011.

I de mest intense uger med shows hele tiden gælder det om at finde ind i zonen, hvor man ikke tænker på noget andet, heller ikke på venner og familie, for så er det ren overlevelse. De første tre år gik jeg rigtig mange catwalks, hvor man udover to castings prøver tøj flere gange forinden, og hvis de virkelig godt kan lide dig, prøver de også en makeup af. Det foregår typisk fra klokken 22 om aftenen til klokken to om natten, hvilket betød, at jeg i de uger sov to til fire timer om natten – hvis jeg da overhovedet sov. Der er simpelthen oplevelser fra den tid, jeg ikke kan huske, fordi jeg var så træt. Det var flere uger i træk, hvor jeg var helt smadret, før jeg til sidst fløj til Danmark og sov to uger på min mors sofa.

Lyt til tredje afsnit af ELLEs podcast ‘Klædt på’ med Josephine Skriver herunder.

Belønningen kommer til gengæld i de der 20 sekunder, hvor man får lov til at være ude på catwalken. Det er højdepunktet, og det er kun et endnu større kick, hvis det er et stort show, eller hvis man får lov til at åbne eller lukke (at være den hhv. første eller sidste model på catwalken, red.).

Hver gang jeg gik et show, tog jeg et lille skridt op ad den prestigemæssige rangstige, og jo flere sæsoner jeg kom hen, jo færre castings behøvede jeg for at få de fede jobs. Det er en verden, der er meget domineret af hierarkier, og jeg kan tydeligt huske følelsen, da jeg ligefrem begyndte at blive booket på forhånd, fordi folk nu var klar over, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.

Før jeg vidste særlig meget om modelbranchen, kendte jeg til Victoria’s Secret, så allerede første dag satte jeg som mål selv at blive engel. Det var egentlig meget simpelt. Jeg kunne ligeså godt prøve at gå hele vejen. Selvom jeg har noget dansk ydmyghed, er jeg også et konkurrencemenneske, og det gav ikke mening for mig at have ofret alt det hjemme i Danmark for at blive model, hvis det ikke var for at prøve at blive den største.

Hvert år afholder Victoria’s Secret åbent hus-casting, hvor man kan møde op, og det gjorde jeg hver gang. Samtidig forsøgte jeg at højne min status. Det var før sociale medier, så man var mere begrænset i sine måder at gøre opmærksom på sig selv. Jeg har altid været meget naturlig spinkel, og det er samtidig typisk den type, der bliver valgt som Victoria’s Secret model.

Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

På catwalken til VIctoria's Secrtes sidste show i 2018.

Som 23-årig skrev jeg endelig under med dem og blev engel. Det var et helt konkret øjeblik i mit liv, der forandrede alting. Det havde taget mig over fem år, og før var jeg heldig at gå shows eller få en fed kampagne, men nu var jeg en del af modelbranchen på en helt anden måde. Pludselig åbnede alle døre sig for mig. Jeg kunne også mærke, at noget forandrede sig i mig. Hver gang jeg gik ind i et rum – om det var et awardshow, et modeevent eller noget tredje – turde jeg stå ved mig selv. Nu hørte jeg til i den her branche.

Fra tøjhænger til forretningskvinde
Jeg har været model på fuldtid i 12 år nu, og i den tid har branchen ændret sig meget. Da jeg startede, var man mest af alt en tøjhænger. Man var en dukke i en kollektion, og medmindre folk vidste noget om mode, anede de overhovedet ikke, hvem man var. Der var ikke rigtigt plads til, at man havde en personlighed, man var anonym, og jeg kunne egentlig godt lide det, for når man havde fri, betød det også, at man kunne lukke døren bag sig og få lov til at være privat.

Det ændrede sig omkring 2016, da sociale medier pludselig eksploderede. Modeller fik ansigter og med det også en helt andet salgspower. De største kampagner gik altid til skuespillere og andre kendisser, for jo mere folk føler sig tilknyttet til en, jo bedre sælger man, men nu blev vi en del af en fankultur, hvor folk fulgte med i alt, hvad man lavede.

I starten var det faktisk ikke særlig cool i modelbranchen, mange så ned på det, men jeg så det selv som en måde at tage folk med ind bagved scenen og vise nogle andre ting. I den her branche er man nødt til at blive vigtig nok til ikke bare at være en trend, og der kunne jeg godt se værdien i at have følgere.

“Jeg ønskede mig nogle gange at blive lyttet til som et menneske med holdninger”

Det krævede selvfølgelig en tilvænning, for hvor man før kunne hænge på kæmpe billboards midt i New York og stadig være fuldstændig usynlig på gaden, blev man nu pludselig genkendt rundt omkring. Det blev et fuldtidsarbejde på en helt anden måde, hvor man også hele tiden skulle afveje, hvor meget man var villig til at dele med folk. Men det betød også, at man som model blev mere sin egen forretningskvinde, der selv kunne tage styring over situationen i stedet for at vente på telefonen.

Tidligere havde jeg dage, hvor jeg tænkte: ”Okay, jeg er virkelig bare en tøjhænger”. Jeg ønskede mig nogle gange at blive lyttet til som et menneske med holdninger, men det lå ikke rigtigt i jobbeskrivelsen. Det ændrede sig med sociale medier, og det er både mere motiverende, mere spændende og sjovere, når man ikke kun er noget i kraft af sit udseende, men også for hvad man står for.

Jeg var heldig at ryge med på Instagram-bølgen, da den rullede, for i dag er man nødt til at opbygge sig en følgerskare, hvis man skal lykkedes. Man skal ses, før folk opdager talentet. Modebranchen kan til gengæld hurtigt blive dit liv 24 timer i døgnet – især efter det er blevet knyttet op på sociale medier. Jeg har set mange, hvor det er blevet hele deres identitet, men jeg har selv nærmest fra begyndelsen været bevidst om ikke at hægte min livsglæde op på, om det går godt eller skidt i modelbranchen. Jeg tror ikke, det er sundt, hvis jeg, hver gang jeg får et nej, ryger helt ned i kulkælderen – eller omvendt bliver jublende lykkelig.

Jeg elsker mit liv udenfor modelbranchen, jeg går op i sport, jeg læser bøger, jeg er fascineret af at rejse og tage naturbilleder. Størstedelen af mine venner er ikke fra branchen, for jeg har behov for, at der også er noget helt andet. Jeg tror selv, det fra start var svært for mig at blive glad for noget, jeg ikke havde arbejdet mig til. Hvis jeg nu var blevet fodboldspiller, havde det været noget andet, for så havde jeg vidst, at det var, fordi jeg havde sparket til den bold 10 timer om dagen, siden jeg var lille. Med modebranchen fik jeg et forspring. Sådan havde jeg det i hvert fald dengang, og derfor blev det vigtigt for mig at være bevidst om, hvem jeg var, når jeg ikke var på job.

På forsiden af ELLE i 2019.

Jeg er efterhånden så selvsikker, når jeg træder ind på et studie, at jeg nærmest kan posere i søvne. Jeg har nået alle de mål, jeg formulerede for mig selv, da jeg startede, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig for min karriere, men jeg savner faktisk nogle gange, da det hele ikke var så nemt.

Det er også en af grundene til, at jeg har startet mit eget firma op. Sammen med min engelske veninde Jasmin (Tookes, red.) har jeg lavet ‘Joja’, hvor vi dyrker vores fælles passion for fitness og sund livsstil. Sidste år lancerede vi vores første fitness-line med træningstøj til farten, og for nylig kom så vores første fitness-app.

“Det er vildt spændende at være på den anden side af bordet, hvor jeg ikke selv er modellen”

Særligt da jeg begyndte at rejse så meget som model, blev det vigtigt for mig at passe på min krop, for ellers ville den simpelthen falde sammen. Jeg lærte, at man sagtens kan være i modebranchen på en sund måde, og det har jeg lyst til at give videre. Det er vildt spændende at være på den anden side af bordet, hvor jeg ikke selv er modellen, og hvor jeg kan bruge alt det, jeg de seneste 12 år har suget til mig som en svamp fra kolleger, firmaer og branchen generelt. Det har været en lang uddannelse i modebranchen, som jeg nu bruger til at lave mit eget produkt

Det får mig til at vågne superspændt op hver morgen. Jeg ved ikke, om det er sundt at være i det der stadie hele tiden, men jeg er for længst blevet afhængig af det, så jeg må indrømme, at jeg nyder usikkerheden ved at være på udebane igen.

Topmodel og aktivist
I dokumentaren følger man min rejse til Uganda for at blive undervist i, hvad det vil sige at være ambassadør for PlanBørnefonden, hvordan de udfører deres arbejde. Det var en ret utrolig oplevelse at være dernede og med egne øjne se, hvor meget de rent faktisk gør for at støtte samfundene dernede. Det har faktisk en direkte og meget positiv konsekvens.

Foto: PR

Josephine Skriver er i dag ambassadør for PlanBørnefonden.

Jeg havde på forhånd en idé om, hvordan det ville være, men det var alligevel overvældende at sidde i øjenhøjde med de unge piger. Det var en ret ambivalent oplevelse for mig, for de går på den ene side så meget igennem, men har alligevel så stor en kampgejst. Der var dage, hvor jeg var helt deprimeret, fordi det er så hårdt at være en del af, mens jeg andre dage blev håbefuld af deres kampånd. Da jeg kom hjem, var det med en følelse af motivation: Der skal ske noget. Vi skal gøre noget.

Det var især interessant for mig at opleve, at de unge piger faktisk ikke beder om hjælp. De ønsker i stedet støtte til at kunne klare sig selv – og det er en væsentlig forskel. I PlanBørnefonden bruger de faktisk slet ikke ordet ‘nødhjælp’ mere, fordi det næsten kan blive opfattet nedladende at ville hjælpe dem. De har brug for støtte, resten kan de godt selv. Derfor er det heller ikke bare lappeløsninger, der skal til, så der er mad på bordet i morgen. Nej, det handler om at skabe et fundament for de næste mange år frem: Bygge skoler og ændre tankegangen, så mænd og kvinder lærer at respektere hinanden, og så unge kvinder bliver betragtet som nyttig arbejdskraft. Så kan de klare resten selv.

“I USA, hvor jeg bor, er tingene på vej i den forkerte retning på flere forskellige områder”

Jeg lærte faktisk selv rigtig meget af det, og efterfølgende har jeg tænkt meget over, at der også er nogle ting, vi kan gøre bedre både i Danmark og i USA. Dernede kæmper de hver dag for, at kvinder skal have bedre muligheder, mens mange på vores breddegrader forfalder til idéen om, at vi for længst har haft kampen, at vi er fuldstændig ligestillede, og at der ikke længere er noget at kæmpe på.

Det var ret fascinerende at opleve deres seksualundervisning dernede, for der bliver piger og drenge undervist sammen i at respektere hinanden. Sådan er det ikke engang i Danmark. Jeg kan stadig huske, hvordan drengene fra klassen bare blev sendt ud i skolegården, når det var pigerne, der skulle undervises, selvom det siger sig selv, at det er helt sindssygt ikke at involvere begge parter, hvis man gerne lære unge mennesker at respektere hinanden – og hinandens grænser. For hvor godt går det egentlig med det i vores egen andedam?

I USA, hvor jeg bor, er tingene på vej i den forkerte retning på flere forskellige områder som abort og prævention. Lige pludselig er vi sendt 20 år tilbage i tiden, og jeg tror, det er, fordi vi er blevet for magelige og har glemt, hvor vigtig en kamp, det stadig er at kæmpe.

Derfor kan det godt motivere mig at besøge Uganda og blive mindet om, at kampen ikke er slut, og at kvinder verden rundt har virkelig meget til fælles. Uanset hvor man er fra, tror jeg, at alle kvinder kan relatere til, at det er skræmmende at gå ned ad en mørk gade om aftenen, at arbejdsmarkedet ikke altid er fair for os, at der er områder, hvor vi ikke bliver betragtet som ligeværdige med mænd.

Foto: Jordan Strauss/Invision/AP

I april 2022 blev Josephine Skriver gift med Alexander DeLeon fra bandet The Cab.

Den nemme løsning ville selvfølgelig være ikke at sige noget. Der er mange i min branche, der vælger at være stille, og det har jeg faktisk forståelse for, for hvis man ikke gør noget, kan man heller ikke gøre noget forkert. Man kan nøjes med at være model og tie stille, og det er klart, at det kan være fristende, for ligeså snart man ikke bare gør det, møder man reaktioner fra folk, der siger: ”Vi skal ikke lytte til dig som model, du skal bare se pæn ud og holde kæft!” Det gælder i øvrigt ikke kun modelbranchen, kvinder er altid blevet bedt om at holde kæft.

Det kan jeg bare ikke, der er noget dybt inde i mig, der altid har haft brug for at råbe op – også selvom det har konsekvenser. Der er brands, som ikke vil samarbejde, hvis man er sådan en, der råber for meget op. Sådan var det især tidligere, hvor man først og fremmest kun skulle være ansigtet på noget. Det har heldigvis ændret sig meget i dag, hvor branchen er blevet meget bedre til at rumme holdninger, og hvor man ikke længere kun bliver booket for sit udseende, men i endnu højere grad for, hvad man står for. Jeg tror, det hænger sammen med, at forbrugere, særligt unge mennesker, er begyndt at stille helt andre krav til, at man tager stilling. Hvis de køber eller støtter et brand, vil de gerne vide, at der ligger nogle ordentlige værdier bag.

“Jeg vil hellere leve et liv, hvor jeg er stolt af, hvad jeg gør, og hvad jeg står inde for”

Jeg har selv valgt jobs fra af samme årsag. Jeg har sagt nej til at arbejde forskellige steder, blandt andet i Saudi Arabien, hvor det står virkelig slemt til med ligestillingen, og hvor der desværre er rigtig meget homofobi. Sådan noget er hårdt for pengepungen, men jeg vil hellere leve et liv, hvor jeg er stolt af, hvad jeg gør, og hvad jeg står inde for. Så kan jeg ikke tillade mig selv at være en hykler.

Det er også vigtigt for mig at huske, at det andet – det aktivistiske – var en del af mig, før jeg blev model. Der er nogle ting, som altid har været vigtige for mig at stå op for. Jeg har altid været fortaler for LGBTQIA-miljøet, fordi det for mig handler om noget helt grundlæggende, nemlig at lære at respektere og tolerere hinanden som mennesker. Her er ligestilling, kvinders rettigheder og børns rettigheder kun en helt naturlig forlængelse.

Det har altid været en kæmpe del af mig, og i dag er jeg tilmed i en position, hvor jeg har en stor platform at tale ud fra og kan nå ud med nogle budskaber. Der er otte millioner mennesker, der følger mig på Instagram. Det er et ansvar, jeg har tænkt mig at tage på mig, for jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke brugte min stemme til noget.

Læs ogå

Film og TV

Anmeldelse: ‘Kunsten at være Josephine Skriver’ er en velproduceret perle om Danmarks største influencer