Dette interview er en del af interviewserien ‘Kærlighed er…’ i ELLEs julinummer, hvor vi har interviewet fem par, der fortæller, hvad kærlighed er for dem. Vi bringer her interviewet med Bente Scavenius og Joen Bille, og i ELLEs julinummer kan du læse et interview med Cecilie Thorsmark og Jakob Kampp Berliner, Marco Van Rijt og Sune Palner, Søren og Nikoline Le Schmidt samt Tina Borch Lappe Ahmad og Waseem Ahmad.

BENTE: For to år siden blev Joen alvorligt syg. Det var første gang, jeg tænkte, at jeg slet ikke ville kunne leve mit liv uden ham. Det havde jeg aldrig tænkt over tidligere. Dagligdagen har en automatik og kontinuitet, der ikke efterlader plads til den slags tanker. For dagligdagen skal fungere. Men da jeg blev stillet over for, at Joen måske ikke længere ville være her, gik det op for mig, at jeg aldrig kunne leve uden ham. Jeg tænkte: ”Gud, hvad gør jeg?” Mit liv vil blive splittet ad. Så skal jeg selv gøre rent.

JOEN: Og det gik op for mig, hvor meget jeg havde brug for din hjælp og støtte. Men den har jeg nu altid haft. Vi lever to meget selvstændige liv, og når du er ude at rejse, så keder jeg mig noget så frygteligt. Pludselig er her så ordentligt og rent, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

B: Da du havde det bedre, tog vi på Møn, hvor vi har et dejligt hus. På Møn dyrker vi virkelig vores tosomhed. Der skal vi ikke leve op til nogle krav eller være sociale. Huset har en kæmpe have, hvor du dyrker dine grøntsager, så der er rodfrugter helt til jul. Vi roser hinanden for grøntsagerne. Nej, hvor har kartoflerne aldrig været bedre, siger vi til hinanden. Og det ligger lige til vandet, så vi bader hver dag og lever i grunden et sundt liv. Livet er enormt enkelt der.

B: Vi har kendt hinanden i mere end 50 år. Men vi mødte hinanden første gang, da jeg var 14 år, og Joen var 15 år. Det var til min første fest, og jeg var så nervøs, at jeg ikke lagde mærke til nogen. Senere så jeg ham til Trollebal (gallafest på kostskolen Herlufsholm, red.), hvor Joen var der med en pige, der var to meter høj. Jeg tænkte mest på, at det var synd for den høje pige, at hun skulle gå med den lille mand. Nogle år efter mødte vi hinanden i Roms lufthavn. Jeg havde været i Italien i over en måned, og jeg havde så meget overvægt i min bagage.

J: Det var 15 kilo.

B: I skranken havde jeg ikke penge nok til at betale for det. Jeg kiggede ned gennem køen og så to ansigter, jeg kendte. Først gik jeg hen til Joen og spurgte, om jeg kunne låne nogle penge af ham.

J: Jeg var på hjem fra at have læst på universitetet i Siena i Italien og var ludfattig. Jeg havde ingen penge.

“Alt det Joen stod for, var det, jeg ikke havde”

B: Og så måtte jeg jo gå ned til den næste i køen, og han havde penge nok. Men det var Joen, jeg endte med at blive gift med. Det er fuldstændig absurd. Da vi kom hjem, havde du din debut på Det Ny Teater. Det var en fantastisk god forestilling, og du spillede godt. Du kom egentlig sammen med en anden, men vi spiste natmad efter forestillingen, og langsomt kom vores relation i gang. Alt det Joen stod for, var det, jeg ikke havde. Jeg kommer fra en stor gård på landet. Joens miljø fascinerede mig. Min familie er generationer af landmænd, hvor Joens var forfattere. Jeg var tiltrukket af alt det, han repræsenterede. Det var den verden, jeg drømte om.

J: Jeg blev tiltrukket af Bentes livskraft. Der var aldrig et ‘dull moment’ med Bente. Og det er der stadigvæk ikke. Der er stadig gang i den. Det holder aldrig op. Med det samme, jeg mødte hende, vidste jeg, at jeg ville giftes med hende. Selv om vi er meget forskellige, har jeg aldrig haft skyggen af tvivl.

B: Mit liv har udviklet sig i overensstemmelse med, hvordan kvindens rolle har udviklet sig. Jeg har ikke bombastisk taget stilling til, at jeg ville og skulle være selvstændig, det lå i tiden og naturen. Heldigvis var Joen vant til stærke kvinder fra sin egen familie.

J: I flere generationer. Derfor opfordrede jeg også Bente til det. Dengang skulle kvinderne blive hjemme og gøre rent, men min indstilling var anderledes. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end en kone, der sad og ventede på mig. Det ville give mig kvælningsanfald.

Foto: Tue Blichfeldt

B: Den støtte betød meget for mig. Mange piger i min generation har haft problemer med, at deres mænd stillede hjemlige krav, der var svære at indfri, samtidig med at de skulle gøre karriere. I Joen fandt jeg en mand, der havde en åbenhed og accept, der gjorde, at når min karriere gik dårligt, fandt jeg opbakningen i ham. Han accepterede ikke, at jeg gik ned med flaget og støttede min selvstændighed.

B: Vi havde nogle hårde år, da vores datter Beate blev født. Joen havde meget arbejde på teatret, lavede TV og radio, mens jeg studerede på universitet og prøvede at skabe mig en karriere som kunstkritiker. Vores økonomi var usikker, og vi havde hele tiden travlt. Det var ægteskabets lakmusprøve.

“Modstand er vigtig for os, det er vigtigt at kæmpe for noget, ellers bliver det en rodløs tilværelse.”

J: De år skabte os og støbte vores personligheder. For nylig var jeg til Bentes kusines guldbryllup, hvor der blev fortalt en historie om et amerikansk eksperiment. Man havde lavet en kunstig, beskyttet verden og plantet træer for at se, hvordan de trivedes. Træerne voksede vanvittigt hurtigt. Meget hurtigere end ude i naturen. Men de faldt også pladask om, da de nåede en vis højde. Ifølge videnskaben er det fordi, at vinden, modstanden, gør, at træer får dybe rødder. Det er det samme med mennesker. Modstand er vigtig for os, det er vigtigt at kæmpe for noget, ellers bliver det en rodløs tilværelse.

B: Joen læser alt igennem, jeg laver. Jeg publicerer ikke noget, uden at Joen har læst det. Og jeg ser altid Joens generalprøver.

Læs ogå

Kærlighed

Søren og Nikoline Le Schmidt: “Hvis vores relation skulle lykkes, var det nødt til at ske udenfor Danmarks grænser”

J: Der var en opsætning, hvor forløbet havde været forfærdeligt. Instruktøren var meget bestemmende, jeg var ved at blive sindssyg. Bente så generalprøven, og da vi kom hjem, sagde hun, at det var det værste, hun nogensinde havde set. Det gav mig modet til at ringe til teaterdirektøren og sige, at fra nu af, spillede jeg, som jeg ville. Ellers måtte de fyre mig. Instruktøren sagde, at jeg endelig havde forstået ham, og så blev det hele meget bedre.

B: Respekt og åbenhed er to grunde til, at vi har været gift så længe.

J: Man skal ikke dominere hinanden. Og det er nok meget godt at være forskellige. Der skal være en selvstændighed og et modspil, ellers er det ikke sjovt. Men der findes ingen opskrift på et langt ægteskab.

Dette interview er en del af interviewserien ‘Kærlighed er…’ i ELLEs julinummer, hvor vi har interviewet fem par, der fortæller, hvad kærlighed er for dem. Vi bringer her interviewet med Søren og Nikoline Le Schmidt, og her kan du læse interviewet med Cecilie Thorsmark og Jakob Kampp Berliner, Marco Van Rijt og Sune Palner, Bente Scavenius og Joen Bille samt Tina Borch Lappe Ahmad og Waseem Ahmad.

Søren: Vores første date var i Thailand. Jeg er et spontant og impulsivt menneske, og jeg tror, at Niko blev forbavset over invitationen til Thailand, men for mig var det bare det rigtige.

Nikoline: Søren og jeg havde været overfladiske fashion-venner, der mødtes til et glas vin eller en kop kaffe. En dag over et glas vin fortalte Søren, at han skulle til Thailand i forbindelse med noget arbejde, og han spurgte mig, om jeg ville med. Først sagde jeg nej, fordi jeg skulle arbejde, men min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle tage afsted. Jeg flyttede rundt på nogle vagter, fløj til Bangkok og så havde vi et par dage der og på øen Koh Samet.

S: Hvis vores relation nogensinde skulle lykkes, var det nødt til at ske udenfor Danmarks grænser, væk fra København og vores vante rammer, for vi var to vidt forskellige steder i livet. Vi skulle væk fra forstyrrelser og arbejde for at vide, om det kunne blive til noget.

N: Vi havde ikke engang kysset, før vi tog afsted. Der var intet. Og der skete heller ikke noget før tre dage inde i rejsen. Det krævede lige en ordentlig brandert.

S: Lige pludselig virkede det bare som det mest naturlige, ægte og rigtige. Men sådan nogle ting kan hurtigt fade ud, når man kommer hjem til sin lille andedam og ryger tilbage til den travle hverdag. På daværende tidspunkt havde jeg mere travlt, end godt var. Jeg var i min arbejdsboble og kunne ikke rumme mere end arbejdet, så vores relation blev på det tidspunkt kortvarigt sat lidt på pause.

N: Vi havde en måneds pause, hvor jeg alligevel nåede at fortælle mine forældre om Søren. Jeg vidste godt, hvad jeg ville, det tog bare Søren lidt tid at indse, at jeg var ‘the one’. En torsdag inviterede Søren mig til et glas vin, og så stod vi der, en sommeraften, klokken to om natten foran Café Malmø, og så vidste vi bare, at det var det rigtige. Derfra gik det stærkt.

S: Nikolines ihærdighed reddede vores forhold, og det at hun kunne bære over med, at jeg trives, når jeg har travlt. Jeg er meget ego, når det kommer til mit arbejde, og det er der meget få, der kan rumme. Men det kunne Niko. Hun er ekstremt god til at gøre plads til sine medmennesker og få alle til at føle sig set, hørt og godt tilpas. Min opfattelse er, at de parforhold, hvor man giver plads til hinandens interesser, arbejde og venskaber, er de stærkeste. Og tillid er grundstenen til det.

“Jeg har aldrig været så forelsket i hende, som da vi blev forældre til vores tvillinger”

S: Det vigtigste i et forhold er, at man kigger på hinanden og bliver bekræftet i, at det er det rigtige. At man stadig får en summen i maven, og er glad, når man vågner. Sådan skal det være uanset, hvor lang tid man har været sammen. Niko giver mig stadig den summen. Jeg har aldrig været så forelsket i hende, som da vi blev forældre til vores tvillinger Marlon og Mio. Det gav vores forhold en helt ny dimension. Og i det sekund, de blev født, fandt man ud af, hvad kærlighed egentlig er. Både til vores børn, men i særdeleshed også til hinanden.

Foto: Tue Blichfeldt

N: Det ændrede også vores parforhold. Vi var to ego-mennesker, der elskede spontanitet. Hvis vi havde lyst til et glas vin eller en rejse, så gjorde vi det bare. Nu skal man tage hensyn til to børn. Vores behov har ændret sig. Samtidig har vi fundet ud af, hvor vigtig kommunikation er. Især når man ikke har sovet mere end halvanden time og børnene græder og skriger. Der redder kommunikationen dig. Og planlægningen.

S: Vi kan ikke længere tage den spontane frokost i Paris. Til gengæld er vi gode til at få børnene passet og date hinanden. Vores guide til et lykkeligt forhold er, at man husker at lave ting sammen og hver for sig, når børnene bliver passet.

N: På mange punkter er vi hinandens modsætninger, men vi giver også hinanden et godt modspil. Det er aldrig kedeligt at være gift med Søren.

S: Modsætninger og diversitet er et parforholds styrke. Hvis jeg fandt en, der var som mig, kunne jeg ikke holde det ud. Enten ville det blive super-ego eller kedeligt.

N: Du elsker mig også for det modspil, jeg giver. Og fordi jeg accepterer dig og giver dig plads. Jeg giver dig aldrig dårlig samvittighed.

“Jeg havde egentlig ikke troet, at det ville ske, for Søren har aldrig haft det behov.”

S: Du elsker mig, fordi jeg dedikerer mig til alt, jeg beskæftiger mig med. Og min ærlighed og trofasthed. Lige så dedikeret, jeg har været til mit arbejde, er jeg til vores ægteskab.  Hvis du er usikker, skal det ud i lyset. Det er mit råd til alle, om det er i et parforhold eller en anden relation. Ting kan hurtigt misforstås eller fordrejes, så hvis man italesætter dem, kommer man mange misforståelser til livs.

N: Vi blev forlovet i november 2021. Søren friede til mig i Dubai, da vi var på ferie. Jeg havde egentlig ikke troet, at det ville ske, for Søren har aldrig haft det behov. Det var en kæmpe overraskelse.

Læs ogå

Kærlighed

Tinder-eksperten guider: 4 ting skal du gøre for at få et match

S: Jeg vil gerne smelte sammen med Niko, og sige ja til kærligheden. Men jeg har ikke noget behov for et stort kirkebryllup, smoking, hvid kjole og festsange. Det har aldrig sagt mig noget og handler primært om, at jeg ikke bryder mig om at være ude af kontrol. Men jeg ville gerne giftes, så længe vi kunne gøre det på vores måde. Og Niko havde altid drømt om at blive gift i Marmorkirken, så det skulle hun. Men vi gjorde det som et surprise-bryllup for vores venner og familie, der troede, at de kun var inviteret til tvillingernes barnedåb. Men om vi pludselig en dag inviterer til en bryllupsfest, det må tiden vise. Vi elsker fester, så det er ikke utænkeligt.

N: Vi var sammen som familie om morgenen og gjorde os klar til at tage røven på vores søskende og børnenes gudforældre. I kirken fulgtes vi op ad kirkegulvet. Det var dejligt simpelt, rent og ægte for os. Jeg kan ellers godt blive opslugt. Havde jeg haft 10 veninder, champagne og hurlumhej, var jeg forsvundet i det.

S: En af vores parforholds største udfordringer var uden tvivl vores graviditet før tvillingerne, hvor vi mistede barnet. Det var ekstremt hårdt, da vi blev fortalt, at det lille hjerte var stoppet med at slå, og at det på hospitalet var “helt normalt”. Det var ikke normalt for os. Tværtimod. Det var unormalt og enormt hårdt. Når vi kigger tilbage på det, har vi valgt at se det som, at den ene tvilling bare ikke var helt klar endnu, og vi endte med dobbelt op på lykke. Allerede et par måneder efter blev Niko gravid igen.

N: Det var en udfordring, som virkelig gjorde os stærkere. Jeg havde behov for at lukke mig inde på et værelse, mens Søren var god til at støtte mig og få mig ud. Vi lærte hinanden at kende på en stærkere og dybere måde.