Lasse Hyllested er én af blot tre mandlige jordemoderstuderende, og kigger han rundt på fødegangene, vælter det ikke med mandlige rollemodeller, han kan spejle sig i. For ham har det betydet, at han har udtænkt sine egne måder at gøre dele af arbejdet på.

Her fortæller Lasse Hyllested om at være i en profession, der er domineret af det modsatte køn.

Min mormor, Jytte Aa. Møller, inspirerede mig til at blive jordemoder. Hun arbejdede selv med det hele sit liv og var lidt af en legende inden for faget. Det var hun blandt andet fordi, hun var med til at genetablere hjemmefødsler, der ellers var ved at gå af mode tilbage i 1970’erne. Hun er et af de sejeste mennesker, jeg har kendt.

Min mormor var typen, der aldrig stoppede med at lære, og det var hende, der underviste mig i kunst og kultur, i at bruge en computer og fortalte mig om Facebook og sociale medier, da det blev en ting. Hun gik aldrig i stå, men blev visere med alderen, og det beundrer jeg hende for.

Og så skal mit valg af karrierevej måske også findes i, at jeg som tre- eller fireårig opdagede, at jeg aldrig selv ville være i stand til at føde børn. Jeg blev så ked af det, og mine forældre snakker stadig om, hvordan jeg var helt slukøret i et par uger. I et forsøg på at opmuntre mig, købte de en masse bøger om graviditeten, som jeg gravede mig ned i. Der gik det virkelig op for mig, hvor magisk det at få børn er. Bare det, at kvindekroppen er i stand til det, er i sig selv et mirakel. Nu er jeg kommet mig over min fase med selv at ville føde børn, men på fødegangene er jeg fuld af beundring.

På første skoledag på jordemoderstudiet, blev jeg fortalt, at jeg var den første mandlige studerende på skolen siden 1984. Jeg vidste godt, at der var et fåtal af mandlige jordemødre, men det var alligevel lidt intimiderende at få at vide. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg måske ville blive set som repræsentant, og der ville blive lagt ekstrameget mærke til, hvad jeg gjorde.

I løbet af mit første semester tænkte jeg meget over, hvordan de kvindelige jordemødre håndterede visse situationer, og hvorvidt jeg kunne gøre det på samme måde. Ville nogle ting virke anderledes, når det kom fra mig? Min kontaktjordemor nævnte blandt andet, at når jeg skal foretage en vaginal eksploration, skal jeg være ekstra opmærksom på, at jeg har fået tilladelse og ikke bare foretage den pr. automatik, som andre jordemødre nogle gange gør. I sådanne situationer sørger jeg altid for at spørge en ekstra gang, så jeg er sikker på, at den fødende er helt okay med det.

“Fødsler er en fantastisk blanding af en meget powerful og sårbar situation.”

Generelt tænker jeg, at jeg på nogle områder må finde min egen vej som jordemoder. Lad os sige at et par småskændes under fødslen. Det er meget normalt, og i sådan en situation skal jordemoderen mægle mellem parret. Der er jeg virkelig opmærksom på at fremstå neutral. Manden må naturligvis ikke føle sig tilsidesat af en anden mand, og samtidig må kvinden ikke føle, at jeg tager mandens parti, og vi rotter os sammen, når hun er i en sårbar position. Fødsler er en fantastisk blanding af en meget powerful og sårbar situation. Jeg har endnu ikke oplevet et problem, og i sidste ende er det hele måske bare i mit hoved, men jeg ville nogle gange ønske, at jeg havde en mandlig rollemodel, jeg kunne spejle mig i og vidensudveksle med.

Fødsler er stadigvæk en fuldstændig magisk ting for mig. Og mange jordemødre fortæller, hvordan det også stadig er et mirakel for dem, selv om de har haft en lang karriere. Det magiske kan være den fødendes attitude. Men det kan også være uforudsigeligheden i en fødsel. Uanset hvor vant man bliver til arbejdet, så er kvinder dybt forskellige, og selv om man trækker på sin erfaring og forestiller sig, at det går på en måde, kan man stadig blive overrasket.

Vi er for tiden tre mandlige jordemoderstuderende fordelt rundt i landet. Vi søgte ind uafhængigt af hinanden, og det er første gang siden 70’erne og 80’erne, at der har været så mange. Jeg plejer at lave sjov med, at vi er en del af den anden bølge af mandlige jordemødre.

“Egentlig tror jeg ikke, at så mange mænd overhovedet tænker over, at det er en mulighed at blive jordemoder.”

Jeg møder ikke så mange fordomme. Men folk er tit overrasket over, at mænd kan blive jordemoder, og spørger, hvorfor jeg overhovedet vil det. Egentlig tror jeg ikke, at så mange mænd overhovedet tænker over, at det er en mulighed at blive jordemoder. De bliver ikke præsenteret for det i skolen. Måske er der også nogle unge mænd, der ikke har lyst til at have en kønnet titel. Det er jeg ligeglad med. Jordemoder er et fint og smukt ord – og en beskyttet titel.

Til gengæld har jeg fået rigtig mange positive reaktioner. Folk kigger en ekstra gang, når jeg kommer ind og synes, det er fedt. Mit køn kan også være en styrke, fordi folk tit er nysgerrige på mig og åbner op. Det kan være en god icebreaker, og man kommer måske hurtigere ind på de fødende, når man skal have samtaler med dem.

Da jeg var i praktik på Rigshospitalet, stod jeg ofte i elevatoren op til fødegangen og dansede for mig selv og tænkte: “yes, tænk at jeg får lov til det her”. Hvor mange får lov til at forfølge deres barndomsdrømme? Jeg er virkelig heldig.

Jeg nåede heldigvis at fortælle min mormor, at jeg ville søge ind på jordemoderuddannelsen, og inden hun døde, nåede hun at prale lidt til sine veninder og gamle kollegaer. Hun lavede en del forskning i jordemoderfaget, som hun ikke fik færdiggjort, og da hun døde, fik jeg sat det hele til side. Jeg har tænkt mig at dykke ned i det på et tidspunkt. På samme måde kunne jeg også godt tænke mig at arbejde med at udbrede hjemmefødsler, som hun gjorde. Og så ville det være fedt, hvis jeg kunne inspirere nogle andre til at blive jordemødre: mænd eller kvinder. Det handler mere om mennesket og deres empati og faglighed end kønnet.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som tredje generation i det tidligere familieejede auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, var Alexa Bruun Rasmussen nærmest selvskrevet til at svinge hammeren og sælge til højestbydende. Men på trods af auktionariusblodet i årene, skrev hun på mange måder historie, da hun i knap to årtier bestred posten som den eneste kvindelige, danske auktionarius.

Her fortæller Alexa Bruun Rasmussen om at være i en profession, der er domineret af det modsatte køn.

Jeg er født ind i familievirksomheden, og det lå på mange måder i kortene, at jeg skulle være en del af auktionshuset. Det er en spændende verden, og den spænder bredt med mange karrieremuligheder også uden for kunsten – alt fra fotograf til grafiker eller økonomiansvarlig. Når jeg alligevel stræbte efter at blive auktionarius, er det af den årsag, at det på mange måder er det ypperste inden for auktionsbranchen og på grund af min farfar Arne Bruun Rasmussen. Han startede i sin tid auktionshuset, og jeg har altid fået at vide, at jeg lignede ham. Derfor ville jeg gerne følge i hans fodspor.

Min farfar døde i 1986, men jeg tror, han ville have været stolt over at se mig svinge hammeren på podiet. Han var jo iværksætter og startede sit eget auktionshus baseret på sin passion. Og så var han vellidt og god til at tale med og til alle i øjenhøjde. Derfor tror jeg også, han ville have set vigtigheden i at jeg, som kvinde, blev auktionarius. Jeg havde mit første hammerslag i 2000, og siden dengang har jeg været den eneste fungerende kvindelige auktionarius i Danmark. Det er jeg meget stolt over.

Siden har jeg også arvet hans hammer. Den er lavet på fransk model, og er yderst elegant. Hammeren har et langt, tyndt skaft, der gør den utrolig feminin at se på. Og så er hovedet lavet af ibenholt og elfenben. Som auktionarius er hammeren mit værktøj. Det er dirigentstokken, som jeg elegant kan pege på folk med.

“Jeg havde mit første hammerslag i 2000, og siden dengang har jeg været den eneste fungerende kvindelige auktionarius i Danmark. Det er jeg meget stolt over.”

Da jeg startede, blev jeg mødt af en del fordomme. Både om min unge alder og mit køn. Man ville hellere tale med en ældre herre i fløjlsbukser, fordi det handlede om mange penge. Det er en af grundene til, at jeg ofte går i jakkesæt. Det er for at stive mit udseende af. Ellers går jeg i den helt anden grøft og gør mit udtryk meget feminint. Men du kan næsten altid regne med, at jeg har høje hæle på. Det er der en empowerment i.

Da jeg var yngre, drømte jeg kortvarigt om at blive skuespiller. Og i virkeligheden er der nok ikke så langt fra arbejdet som auktionarius til skuespiller. Når jeg indtager min rolle, er det meget som at gå på scenen. Jeg tager en dyb indånding, går ind bag podiet, og så stiller jeg mig op på tæerne. Det er et kæmpestort ansvar at stå deroppe, og man skal evne at jonglere det høje tempo. Der kan sidde 100 mennesker i salen, og jeg-ved-ikke-hvor-mange på skærmene, der følger med fra udlandet. Der bliver budt i danske kroner, men hele tiden omregnet til euro og dollars, så det handler om at balancere det hele på en gang. 

Samtidig skal man have et vis overskud til at levere en lun og hyggelig bemærkning hist og her. Det er vigtigt at skabe den rette ’vibe’, så både sælger, der siger det sidste farvel til en særlig ting, og køber, der er superbegejstret for sin nye genstand, er glade. Det bedste er, hvis man flere år senere støder på en køber, som fortæller om auktionen, hvor vedkommende erhvervede sig noget og har gemt oplevelsen som et godt minde. Man er lun, men aldrig for frisk og kæk, og så skal man evne en god balance mellem IQ og EQ (emotionel intelligens, red). 

Det er altid med sommerfugle i maven, at jeg går på podiet. Man har jo nogle forventninger og nogle vurderinger på forhånd, men det sker, at de er helt skæve, og at der bliver solgt til langt, langt højere priser. Har man for eksempel vurderet en vase til 40.000, som ender med at gå for flere hundrede tusinde, kigger jeg lige ned på mine kollegaer og signalerer: ”Hvad har vi overset?” Så går det op for en, at man står midt i en trend, og så kan jeg helt lavpraktisk godt finde på at opfordre folk i salen til at gå hjem i skabene og hive det frem, hvis man har noget i den dur liggende. 

“Har man for eksempel vurderet en vase til 40.000, som ender med at gå for flere hundrede tusinde, kigger jeg lige ned på mine kollegaer og signalerer: ”Hvad har vi overset? “”

Sidste år solgte vi Bruun Rasmussen til det engelske auktionshus Bonhams. Der var følelser involveret, for vores farfar startede det i 1948, og jeg er den stolte datter af en far, Jesper Bruun Rasmussen, der var der i 60 år. Men der skulle ske noget nyt, og jeg holder både af traditioner og fornyelse. Og så kan vi glæde os over, at vi i vores tid løftede virksomheden op på et globalt niveau, hvor det lykkedes at sælge den til et internationalt auktionshus. Det er godt for Bruun Rasmussen, men kommer også til at give et løft til den danske auktionsbranche. 

Der er særligt to øjeblikke, jeg husker tilbage på. Det ene var, at vi stod for salget af Prins Henriks samling, der var samlet med en passion, omhyggelighed og entusiasme, der ikke bare kendetegnede Prins Henrik, men som vi sjældent ser hos en dansk samler. At få lov til at være frontfigur på det salg og følge det til dørs var et meget stolt øjeblik.

Og så husker jeg også, da min far solgte en sjælden Ming Meiping-vase af porcelæn, og at hammeren faldt på 12 millioner kroner. Det var auktionshusets største hammerslag på det tidspunkt. Jeg sad til forretningskonference på Louvre i Paris, og de kunstinteresserede til mødet sad med deres telefoner og fulgte auktionen. I alt tog det 18 minutter, før hammeren faldt. Det er virkelig lang tid, normalt sælger du noget på under ét minut. Mit eget største hammerslag var en Salto-vase til halvanden million.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.