Shoppegalleri: 10 flotte par øreringe til foråret

Statementøreringene gør sig mere og mere populære i modebilledet og de store, opsigtsvækkende øreringe er et smykke, du helt sikkert har lyst til at finde frem til hverdagens festlige begivenheder.

Hvad end du bedst kan lide dem store, larmende eller chunky, har ELLE redaktionen fundet 10 forskellige bud på cool bling-bling, du helt sikkert ikke går galt i byen med, da et must-have uden tvivl er de elskværdige statementøreringe; de kan i høj grad tiltrække opmærksomhed og skabe fede, gyngende vibes på dansegulvet.

Fremhæv din hals ved hjælp af et par lange, smalle og funklende øreringe eller vælg i stedet den chunky version, som skaber karakter til resten af dit outfit. Brug ikke kun statementøreringene til festlige begivenheder, men gør hverdagsuniformen interessant og personlig ved hjælp af et par utraditionelle øreringe.

Fede jeans, en basic T-shirt eller måske en fluffy striktrøje kan sagtens fungere som base for de flotte øreringe, du skal fuldende looket med.

Læs også: Johannes favoritter: 10 feminine klassikere på budget 

I galleriet finder du 10 par smukke statementøreringe, der alle har forskellige størrelser og former. Til fælles har de alle, at de kan bruges til de festlige begivenheder – store som små. 

Leg med forskellige størrelser og farver, og husk – i dette tilfælde er ‘less is more’-udtrykket absolut ikke gældende! 

 

 

Moderedaktionen: Disse 7 A/W 2018-shows gjorde ekstra stort indtryk

I sidste uge lukkede Paris dørene til denne sæsons internationale modeuger og markerede dermed afslutningen på to måneder fyldt med streetstyle-darlings, fotografer, fashionistaer, topmodeller og ikke mindst overdådige A/W18-kollektioner fra de største modehuse.

ELLEs moderedaktion var blandt de fashionistaer, som fulgte med fra første række, da modehuse som Tommy Hilfiger, Fendi og Isabel Marant fremviste deres A/W18-kollektioner og lod supermodeller som Gigi Hadid og Kaya Gerber pryde catwalken iført eksklusive designs. Og selvom der var mange favoritter at spotte på catwalken i både Milano, Paris, New York og London, så var der selvfølgelig nogle, der gjorde et ekstra stort indtryk.

Læs også: Her er de sødste hunde på catwalken nogensinde

Som fx i Milano, da det italienske modehus Tod’s sendte it-modellen Gigi Hadid ned ad den italienske catwalk med en hundehvalp under armen, eller da franske Isabel Marant kickstartede sit show med det ene lækre western-inspirerede look efter det andet i Paris.

For at markere afslutningen på sæsonens internationale modeuger, har ELLEs moderedaktion udvalgt de 7 shows, som gav et ekstra stort indtryk og som derfor fortjener lidt ekstra ros og omtale. 

Se dem alle i galleriet og læs hvorfor netop disse shows og kollektioner skildte sig ud…

Elizabeth Arden og Reese Witherspoon hylder kvinder i ny kampagne

I dag, torsdag d. 8 marts 2018, fejrer det meste af verden Kvindernes Internationale Kampdag, og i den forbindelse har det historiske skønhedsmærke Elizabeth Arden i samarbejde med deres ambassadør og frontfigur, Reese Witherspoon og UN Women lanceret kampagnen ’March On’, der med udgangspunkt i den ikoniske røde læbestift skal hjælpe med at styrke kvinders selvstændighed og evne til at ændre verden.

I dag er det nemlig 106 år siden, at viljestærke kvinder i 1912 marcherede op gennem Fifth Avenue i USA i kampen om kvinders stemmeret, og grundlæggeren af Elizabeth Arden deltog selv i den historiske march.

Læs også: Serena Williams: “Jeg vil have at folk skal forstå, at der ikke er nogen forkert måde at være kvinde på”

Kvinden, Elizabeth Arden, var en stærk frontløber for kvinders rettigheder, og med en forkærlighed for skønhedsprodukter sørgede hun for at samtlige af de kvinder, der deltog i marchen, fik malet deres læber røde.

Den røde læbestift, der dengang ikke var socialt acceptabel, er sidenhen blevet til et stærkt symbol på kvindebevægelsen og kvindelig selvstændighed, og det er den arv som skønhedsmærket, Elizabeth Arden, i dag bringer til live gennem kampagnen, ’March On’.

Kampagnen bliver nemlig lanceret med en læbestift i limited edition i mærkets klassiske røde farve, Red Door Red, og hver eneste læbestift vil være signeret af Reese Witherspoon.

 

Foto: PR

Om den nye kampagne siger ambassadør og frontfigur Reese Witherspoon selv:

Der er ægte styrke og solidaritet i March On og i følelsen af samhørighed. Ved at forene UN Women, Elizabeth Arden og kvinder i hele verden, kan vi ændre kvinders liv rundt omkring i verden til det bedre. Som ambassadør og frontfigur for Elizabeth Arden, har jeg ikke alene det store privilegium at fortælle disse kvinders historier, men også at opfordre dem via March On til at fortælle deres egne historier”.

Kampagnen, der både er en hyldest til de resultater kvinder har opnået gennem de sidste 100 år og en opfordring til kvinder om at støtte hinanden, vil donere 100 procent af overskuddet til UN Women, der er FN’s organisation for ligestilling og styrkelse af kvinder. På den måde vil Elizabeth Arden, i mærkets grundlæggers ånd, hjælpe til at forbedre kvinders forhold over hele verden.

‘March On Beautiful Color Lipstick’ i farven Red Door Red kan købes fra starten af marts 2018 i Magasin, Salling og Illum.

Så følg Elizabeth Ardens eksempel, tag den røde læbestift på, og vær med til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag idag! #TogetherWeMarchOn

Foto: All Over Press

ELLE kvindekamp anno 2018: Mød feminsterne Sille Nørgaard, Sara Omar og Nikita Klæstrup

Hele featuren ‘Kvindekamp anno 2018’ er trykt i ELLEs marts magasin 2018  (her bringes et uddrag) // Tekst og koordinering: Anne Absalonsen // Fotograf: Asger Mortensen // Stylist: Anette Hvidt

I ELLEs marts-magasin stiller vi skarpt på seje kvinder med ben i næsen. Tre af dem er Sille Nørgaard, Sara Omar og Nikita Klæstrup, der på trods af forskellige baggrunde og forskellige tilgange, støtter kvinder til at opnå ligeværd og personlig frihed. Kvinder, som støtter kvinder kan vi li’ – og du kan møde de tre feminister lige her i et uddrag fra månedens magasin:

Sille Nørgaard
Frie, lige liv er pejlemærket for kønssociologen Sille Nørgaard, der gennem sit arbejde bruger kønsforskning til at fremme ligestillingen. For vi er langtfra i mål, mener hun, der betegner sig selv som intersektionel feminist.

Foto: Asger Mortensen / ELLE

Hvordan kan mode spille en rolle i kønskampen?

Mode kan, når det er bedst, forføre og flytte grænser. Og skabe rum for og anerkendelse af nye (køns)identiteter, som når modellen Vincent Beier bruges på catwalken til at vise pigetøj. Moden har i dag en position, hvor den kan være eksponent for, at særligt unge kan få en følelse af, at de kan være lige præcis den, de er, uden at opleve skam, eksklusion og det, der er værre. Den kan desværre også det modsatte, og det kræver ikke mindst vilje at tage et ansvar i forhold til at skabe plads til diversitet og ligestilling. Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej”.

Sara Omar
Det handler ikke kun om kvinders rettigheder, men om menneskers rettigheder for forfatteren Sara Omar. Med bestselleren Dødevaskeren, hendes første roman, sætter den lille kvinde med de store øjne sit liv på spil ved at skrive om ondskaben. Ordet er sværdet, men ordet er også en stemme for de kvinder, der ellers er tavse.

Foto: Asger Mortensen / ELLE

Hvordan bidrager Dødevaskeren til den moderne kvindekamp?

“Jeg har prøvet at sætte en bevægelse i gang gennem Dødevaskeren, et litterært værk, men også et kampskrift for menneskerettigheder, for kvinderettigheder, for børnerettigheder, for alle dem, der gang på gang er blevet fortalt, at de ingen stemme har, at de ingenting kan, at de ikke er noget værd, for dem, der inderst inde ved, at det ikke passer. Den styrke, det kræver at være en undertrykt kvinde, at leve i et voldeligt forhold, at leve i et voldeligt samfund; det er kun de stærkeste, der har den. De tavse stemmer er de stærkeste af os alle, og det er dem, jeg gerne vil kæmpe for, det er dem, jeg prøver at give en stemme i min roman. Når du erkender, at du er et menneske, at du HAR rettigheder, og at du selv skal tage dem og ikke vente på, at nogen giver dig dem, så har du ændret dig fra en skygge til et menneske. At skrive Dødevaskeren har været en stræben efter en udvikling, at ændre noget til noget bedre. Ingen kulturer, religioner eller traditioner er perfekte, men alle har potentialet til at blive forandret og forbedret”.

Læs også: Marie Jedig: “Så længe du lever dig ind i drømmen på sociale medier, vil du føle dig utilstrækkelig”.

Nikta Klæstrup
Hendes Instagram er ikke for de sarte, men netop derfor er fjerdebølgefeministen Nikita Klæstrup så interessant: for hvorfor skal der larmes med så meget nøgenhed for at nedbryde de sidste kønsstereotyper? Og hvad er det egentlig for en kvindekamp, den journaliststuderende debattør og forfatter kæmper i sine tårnhøje Louboutiner?

Foto: Asger Mortensen / ELLE

Hvordan adskiller du dig fra andre feminister?
Ved at tage fat i mange af de dagligdags problemer, som unge piger dealer med. Kampen for den seksuelle frigørelse er jo ikke noget nyt, men den er godt nok heller ikke vundet. For når vi taler om piger, der har været sammen med mange mænd eller på andre måder ikke opfører sig som ’en pæn pige’, modsat drenge, der har været sammen med mange piger, er der stadig en ulighed. En pige, der viser seksuel lyst, er klam og på en måde mindre værd som menneske. Og den opfattelse af kvinder er en stor del af problematikken med hævnporno. Når en kvinde får delt sine nøgenbilleder mod sin vilje, er hun selv ude om det, fordi hun jo viste sig som et seksuelt væsen. Jeg læste om en amerikansk studie, der viste, at de kvinder, der i deres highschool-tid var stemplet som sluts og whores, endte med de samme mén som folk med PTSD efter en voldtægt. Det er en voldtægt af ens selvopfattelse, når andre udskammer kvinder baseret på noget så uskyldigt som seksuel lyst, som de fleste jo har … Hvorfor skal folk sige, at jeg er uintelligent eller en dum luder, fordi min kjole er afslørende? Hvorfor skal andre bestemme, hvordan jeg ser ud og klæder mig? Hvis en kvinde gør noget ud af sig selv, så er vi vant til, at hun ikke har andet at byde på, at det er hendes last resort. For hvis du ikke er sjov eller intelligent, er der ikke andet for end at vise bryster – det er det billede, vi er vant til. Jeg blev jo kendt for en kjole til en fest i et ungdomsparti (KU, red.), hvor folk mente, at sådan kunne jeg ikke tillade mig at gå klædt. Men det kan ikke være rigtigt, at vi skal se sådan på kvindelig seksualitet?”

Læs også: Hotel Cecils nye 25-årige leder, Katrine Harder: “Det hedder vel ‘at have nosser’ af en årsag”

Hotel Cecils nye 25-årige leder, Katrine Harder: “Det hedder vel ‘at have nosser’ af en årsag”

2018 er på mange måder kvindernes år. Det markerer ELLE i det aktuelle marts-magasin, hvor vi stiller skarpt på kvinder, der tør lidt mere. 

Katrine Harder, daglig leder af Københavns nye spillested, Hotel Cecil, er absolut ingen undtagelse når det kommer til at turde lidt mere. I en alder af blot 25 år søgte hun nemlig den nyopslåede stilling, selvom hun anså sig selv for at være alt for ung. Ikke desto mindre fik hun jobbet med det samme – og Katrine Harder er dermed på mange måder billedet på den kvinde, ELLE hylder; den kvinde, vi håber på at se meget mere til i resten af 2018.

På Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts, mødte ELLE den 25-årige power-kvinde på egen hjemmebane i Indre By. I jobbet som daglig leder i et felt, der stadig er stærkt mandsdomineret må man, ifølge Katrine, ruste sig med skarpe albuer og en god portion selvoverbevisning og sige til sig selv, at man altså er god nok, selvom man er yngre end lederstillingens gennemsnit. Men hvilke erfaringer gør man sig som ung, kvindelig leder i en mandsdomineret verden? Og hvad kan vi kvinder lære af mændenes måske mere direkte tilgang på arbejdsmarkedet?

Hvordan fik du jobbet på Hotel Cecil? 

“Jeg fik det ved at søge det gennem et regulært jobopslag, helt traditionelt. Jeg var i virkeligheden meget i tvivl om jeg kunne alt det, en stilling som denne indebærer, og jeg tænkte om der mon ikke var en derude, som var mere kvalificeret end mig? Min veninde påpegede så, at ‘man jo ikke får noget, man ikke søger’ – og det måtte jeg jo give hende ret i. Jeg fik stillingen med det samme. Så drak jeg et stort glas rødvin og kollapsede nærmest sidst på dagen, fordi jeg havde været så glad hele dagen”.

Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?

“Når det hele kulminerer. Det, jeg laver i hverdagen, er jo altid forberedende til koncerter eller lignende. At se, at gæsterne hygger sig, baren kører og bandet fyrer den af, ja så går det hele op i en højere enhed. Energien, man mærker mellem menneskerne hernede, det er det absolut ultimative for mig”.

Foto: Kirstine Juhl / ELLE

Hvad gør du for at holde gejsten og motivere dig selv i en travl hverdag?

“Jeg forsøger at være hellig omkring min fritid – selvom det er svært. Jeg bliver simpelthen nødt til at lade op, blandt andet med yoga, bøger og madlavning – ting, hvor man kun kan være i dét og intet andet”.

Har du et råd til dem, som ikke tør springe ud i drømmestillingen på grund af eksempelvis deres alder?

“Da jeg søgte denne stilling, var jeg i tvivl om jeg kunne netop på grund af min alder. Og selvom der naturligvis er udfordringer i min stilling, så er problemerne alle nogen, jeg har mødt før. Jeg tænkte, der sikkert er en mand, midt-fyrrene, som kunne gøre arbejdet meget bedre end mig. Men jeg fik stillingen, og det giver på en måde også god mening at hende, der står i spidsen for den daglige drift, afspejler målgruppen, vi forsøger at ramme”.

Foto: Kirstine Juhl / ELLE

Og Katrine er ikke så let at kue. Trods sin unge alder har hun udvist stor (mands)mod, som hjælper hende gennem en travl hverdag med møder, strategier og udvikling. Hotel Cecil genåbnede nemlig dørene for nyligt, den 22. februar 2018. Tidligere var stedet kendt som Jazzhouse, men nu lyder der altså nye toner fra de gamle lokaler på Niels Hemmingsens Gade i hjertet af København. Toner, som Katrine dirrigerer.

“Jeg har altid haft den indstilling, at man skal springe ud i det – jeg har før måtte springe ud i udfordringer i frit fald med åbne arme, og det har jeg meget sjældent haft en dårlig oplevelse med. I virkeligheden er det noget helt generelt, vi kvinder kan lære af mænd. De er gode til at kaste sig ud i noget, selvom de måske ikke føler, de kan 100%. Man kan måske 70% – de resterende 30% kan man altid lære! Det er et banalt råd, men det handler om at være modig – prøve ting af. Hvad er det værste, der kan ske? Det hedder vel at ‘have nosser’ af en årsag – det er der rigtig mange kvinder, der har, men generelt kan vi alle lære noget af den særlige tilgang. Omvendt bringer jeg noget kvindelig finesse til en arbejdsplads, hvor der er flest mænd. Det giver en god balance”.

Hvad er dit bedste karriereråd?

“Giv tingene tid. Mange af mine venner har det svært, fordi de føler, de ikke har fundet deres rette karrierevej, og det er noget, jeg tror er et generelt problem for mange, der er i midt-tyverne som jeg. Det stresser dem, men jeg synes det er forkert at have travlt når man er i 20’erne. Stol på, at dine beslutninger fører dig derhen, hvor du hører til”.

Du kan læse meget mere om seje kvinder, der tør, i ELLEs marts-magasin, der er på gaden netop nu. Her portrætteres nogle af Hollywoods mest prominente powerkvinder, Margot Robbie, Alicia Vikander og Claire Foy, gennem eksklusive interviews.

&Other Stories fylder 5 år

Den 8. marts markerer først og fremmest Kvindernes internationale kampdag, men faktisk er det også dagen, hvor den første &Other Stories-butik for fem år siden åbnede dørene i London– skarpt efterfulgt af bl.a. butikken i København, der åbnede et par dage senere nemlig den 15. marts 2013.

Oprindeligt var ideen at starte et beautybrand og selv om skønhedsprodukterne er en stor del af &Other Stories-dna, kunne teamet bag ikke nøjes og ville godt kunne tilbyde kvinder et fuldt look til fair priser.

Og tak for det – for det betyder, at vi har kunne shoppe den ene &Other Stories-favorit efter den anden. Vælge fra et eller flere af de tre atelierer, som kollektionerne er opdelt i; Paris for det bohemede je ne sais quoi-look, Stockholm for den mere skandinaviske stil og det ’California living ’-inspirerede Los Angeles Atelier, og nyde godt at nogle af de mange cool samarbejder – f.eks. med Lykke Li og Rodarte.

Senere er der også kommet kontorartikler til såsom smukke notesbøger og beautysortimentet, der indebærer alt fra kropscremer til sæbe, læbestifter og duftlys, bliver løbende udvidet, udskiftet og opdateret (og vinder i øvrigt priser hvert år verden over).

Der er med andre ord vitterligt noget for alle kvinder hos &Other Stories, og vi glæder os til at se, hvad de næste fem år bringer!

10 powerkvinder der inspirerer os

Vi fejrer i dag den 8. marts 2018 Kvindernes Internationale Kampdag, også kaldet; Den Internationale Kvindedag. 

Nogen forbinder måske Kvindedagen med manglende BH’er og demonstrerende blomsterbørn, men der er altså løbet en hel del vand under broen, siden denne dato blev fastlagt i 1921 og 60’ernes hippiedage og kvindekampe fandt sted.  

I årenes løb har en lang række kvinder formået at påvirke vores kvindesyn, og ELLE-redaktionen har valgt 10 kvinder ud, som har gjort et særligt indtryk på os. 

Kvinder over hele verden kæmper for at skabe opmærksomhed omkring det kvindelige køn, men nogen inspirerer os ekstraordinært meget – af forskellige grunde.

Læs også: Her er Danmarks mest inspirerende kvinde

Opskriften på, hvad der gør en kvinde til en powerkvinde er i og for sig slet ikke så firkantet. Det handler ganske enkelt bare om at være kvinde og være stolt af det. Herefter kan der naturligvis tilføjes et par ekstra ingredienser.

En powerkvinde er en, der tør bruge sin taletid til at komme ud med vigtige budskaber og, hvad end, hun har på hjerte, og ikke er bange for at markere sig som stærk og stolt kvinde. 

I forbindelse med denne særlige mærkedag, har vi udarbejdet en liste med 10 kvinder, som især bruger den taletid og de muligheder, de har, for at støtte op om deres køn. 

Se listen over 10 powerkvinder, der inspirerer os i galleriet, samt en lille begrundelse til, hvorfor netop de er særlige inspirationskilder. 

Psst… klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne. 

Serena Williams: “Jeg vil have at folk skal forstå, at der ikke er nogen forkert måde at være kvinde på”

I 2017 sikrede Serena Williams sig titlen som den sejeste tennisspiller i historien, da hun vandt Grand Slam turneringen, Australian Open, mens hun var gravid i ottende uge. Hun er mor, hun er en af verdens bedste tennisspillere, og så er hun en kvinde, der tør bruge sin taletid til at komme ud med vigtige budskaber.

Det gør hun blandt andet i Nikes nye kampagnefilm, ’Until We All Win’, der er blevet lanceret i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag d. 8 marts 2018. Filmen viser i korte øjeblikke Serenas liv og karriere på tennisbanen, mens hun selv fortæller om de mange fordomme, hun har været udsat for som en både succesfuld og hårdtarbejdende sportskvinde:

Jeg har aldrig været den rigtige slags kvinde. For stor og for selvsikker. For sur hvis jeg ikke smiler. For sort til den hvide tennis kjole. For motiveret til at være mor. Men jeg beviser igen og igen, at der ikke er nogen forkert måde at være kvinde på”, siger Serena i den tredive sekunder lange kampagnefilm for Nike:

Læs også: Powerkvinder i Hollywood: 13 skuespillerinder, der blev filminstruktører

Gennem de sidste 40 år har Nike været med til at nedbryde grænser og styrke kvinders muligheder i sportens verden, lige fra 1980’ernes kamp om kvinders ret til at deltage i langdistanceløb til de Olympiske lege til i dag, hvor Nike blandt andet inspirerer kvinder til at være aktive, udfordre sig selv og opnå personlige mål gennem fitness og sport med initiativer som #BetterForIt og #UntilWeAllWin  

Og denne tanke afspejles i den nye kampagnefilm for Nike, hvor Serena Williams ikke er bange for at markere sig som en stærk og stolt kvinde, men derimod bruger øjeblikket til at stå op for kvinders ret til at være forskellige:

Jeg vil have, at folk skal forstå, at der ikke er nogen forkert måde at være kvinde på. Vi burde ikke føle, at vi skal opføre os på en bestemt måde, fordi vi er kvinder, og vi burde ikke føle, at vi alle sammen skal passe ind i den samme boks. Vi er alle forskellige, og vi burde fejre vores forskelligheder”, udtaler Serena i forbindelse med kampagnefilmen.

Serena Williams er en powerkvinde, der ikke er bange for at stå op for sig selv og sit køn, og i denne måneds ELLE magasin kan du læse meget mere om cool karrierekvinder, som skuespillerinden Alicia Vikander, forfatteren Sara Omar og fjerdebølgefeministen Nikita Klæstrup, der alle er gået ind i kampen for kvinders rettigheder, ligestilling og frihed på forskellige måder. 

Og i forbindelse med Kvindernes Internationale kampdag i dag, torsdag d. 8 marts 2018, har vi udarbejdet en liste med kvinder, der ligesom Serena bruger den taletid og de muligheder, de har, for at støtte op om deres køn.

Se listen over 10 powerkvinder, der inspirerer os i galleriet, samt en kort begrundelse for hvorfor netop de er særlige inspirationskilder: 

 

5 ting, der ødelægger dine øjenvipper

De lange, smukke Bambi-vipper kommer desværre ikke af sig selv, og mange af de ting vi gør for at skabe de flotte, store øjenvipper, er ofte også dem, der ødelægger dem på længere sigt.

Her får du skønhedsekspertens 5 gode råd til, hvad du skal holde op med at gøre, da det skader øjenvipperne – og hvad du i stedet kan gøre, for at få dine lange, smukke ønskevipper.

Læs ogå

Kim Kardashians makeupartist: Dette prisvenlige produkt bruger jeg altid

1. HVIS DU BUKKER DINE ØJENVIPPER MED MASCARA PÅ

Når du ønsker at bukke dine øjenvipper, så gør det altid uden mascara på. Mascara gør vipperne lidt stivere, og de har dermed desværre også nemmere at knække. Derfor skal du bruge din øjenvippebukker, før du påfører din mascara.

Hvis du vil have dit buk til at være mere holdbart, så varm vippebukkeren op med en hårtørrer eller mellem håndfladerne og buk så vipperne forsigtigt. Alternativt kan du få et permanent vippebuk hos en kosmetolog.

2. HVIS DU SOVER MED MASCARA

Du ved det jo godt: makeuppen skal fjernes, inden du går i seng. Det er ikke kun din hud, der har godt af at blive renset, det har øjenvipperne også.

Især øjenvipperne i siderne af øjet er ekstra udsatte, da de rammer puden når du ligger på siden og sover. Så derfor er det af med mascaraen og husk, at vipperne har godt af at få lidt fugt ligesom dit hår og din hud.

Brug eventuelt resterne fra din creme på hænderne, og stryg fingrene over vipperne.

Læs ogå

Skønhedsredaktionen guider: 4 hårtendenser du skal prøve lige nu

3. HVIS DU BRUGER VANDFAST MASCARA

Formlen i en vandfast mascara er ekstremt holdbar, men gør desværre også at vipperne kan blive tørre, hvis du bruger den hver dag. Så brug kun vandfast mascara, når det er højst nødvendigt og brug gerne en olieholdig makeupfjerner til at fjerne den med bagefter.

Olien nedbryder mascaraen mere skånsomt, og du kan bedre undgå at slide for hårdt på dine øjenvipper.

4. HVIS DU BRUGER KUNSTIGE ØJENVIPPER

Limen til kunstige øjenvipper kan godt have en udtørrende effekt på dine vippehår og den sarte hud omkring. Men det er også tungt for dine egne vipper at bære på kunstige øjenvipper.

Vægten kan rent faktisk få dem til at knække, hvis du ofte bruger kunstige øjenvipper. Så sørg derfor for at begrænse forbruget af kunstige øjenvipper til festlige lejligheder, og plej dine egne vipper rigtig godt efterfølgende med masser af fugt.

5. NÅR DU FJERNER MASCARA

Måden du fjerner mascara på, har faktisk noget at sige. Den bedste måde at fjerne den på er at ved at lægge en vatrondel med øjenmakeupfjerner på lukkede øjne i cirka 15 sekunder før du gør andet. Det hjælper med at blødgøre mascaraen, så du kan tage den af med blide, nedadgående strøg. Ikke noget med at gnubbe på vipperne!

Marie Jedig: “Så længe du lever dig ind i drømmen på sociale medier, vil du føle dig utilstrækkelig”

Siden 1979 har undertøjsmærket sloggi iklædt kvinder på mest behagelige måde. Den klassiske, hvide bomuldstrusse er på mange måde blevet et synonym for mærket, der siden brandets begyndelse er blevet solgt i hele 1,3 milliarder eksemplarer.

Nu står fire stærke, danske rollemodeller i spidsen for lanceringen af ‘sloggi Zero Feel’, en helt ny kollektion med seamless undertøj i stretchmateriale, der én gang for alle gør op med ubehageligt undertøj.

Læs også: Marie Jedig om sin blog: “Jeg bliver en slags virtuel veninde”

Sloggis nye kollektion er dermed skræddersyet til den moderne kvinde, der kræver undertøj, som hverken går på kompromis med kvalitet eller stil – for med kollektionen får vi begge dele på samme tid.

2018 markerer altså året, hvor kvinder i større grad frigører sig fra urealistiske kropsidealer og forventninger til blandt andet image og looks. Det handler om, med andre ord, at ‘Unfasten Yourself’, hvilket også er sloganet for den nye kollektion, der omfatter en bh-top, en bralette samt hipsters i størrelse xs-xl og i et udvalg af farver.

De fire stærke kvinder, som sætter ord og billeder på følelsen af ubegrænset frihed, er sangerinden Nabiha samt de tre livsstilsbloggere og influencere Helse Mathilde, Mie Kirstine Quist og Marie Jedig.

Marie Jedig har derfor fået fuld kontrol over at fortolke ‘frigørelse’, og resultatet er blevet et noget anderledes indblik i det moderne kvindeliv. For med Marie Jedigs enorme fanbase, som hun sørger for at holde dagligt opdateret via de sociale medier, er denne kvinde altså verdensmester i Instagram. På godt og ondt.

Læs også: Marie Jedig: “Derfor er jeg ikke den ideelle kæreste”

Særligt Instagram er nemlig af adskellige medier og personer blevet kritiseret for, at være et alt for selvhøjtideligt medie, hvor det perfekte image af den perfekte kvinde konstant bliver reproduceret. Men hvad siger Marie Jedig, der er Instagram-pro, til den udmelding?

Og hvad er den frigjorte kvinde anno 2018, når man spørger den succesfulde blogger?

Læs interviewet med Marie Jedig her, bragt i forbindelse med lanceringen af ‘zero feel’ kampagnen.

I dine kampagnebilleder for sloggi ser vi dig i en helt almindelig dagligdagssituation, som virker langt fra ’perfekt’. Dette er en radikal modsætning til det indtryk, man får på sociale medier af bloggere generelt – hvorfor var det vigtigt for dig at fortolke ’Unfasten Yourself’ på netop denne måde?

“Alle personer slæber rundt på bagage, og der er ligeledes historier bag alle billeder, der publiceres online. Med mit billede var det vigtigt for mig at fremhæve, at et æstetisk ideal er ikke nødvendigvis lig facade, men også at historien bag det perfekte billede sommetider rummer en mere nuanceret fortælling”.

Hvad er dit forhold til det ”perfekte selvbillede” på Instagram? Og hvordan forholder du dig til det på din egen blog samt Instagram?

“Instagram er en verden af drømme, som jeg selv bruger på et inspirationsplan. Fordi jeg selv, som influencer, indgår i denne drøm, har jeg også ret stor respekt for forskellen på drømmen og virkeligheden. Man skal tage Instagram for, hvad det er, bruge mediet på sin egen måde, og lade være med at sammenligne sig med andre i en sådan grad, at det påvirker ens selvtillid”.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Marie Jedig for Sloggi/PR

Hvad er dit råd til kvinder, som gerne vil ”slippe sig selv mere fri”? 

“Søg virkeligheden. Så længe du lever dig ind i drømmen på sociale medier, vil du føle dig utilstrækkelig, for intet liv vil nogensinde kunne leve op til dén brøkdel af virkeligheden, der portrætteres dér. Søg mennesker, søg leg, søg positiv energi. Hvis du havde en hobby som barn, så genoptag dén interesse og mærk, hvordan det fylder dig med barnlig idealisme”.

Hvad er dit bedste stiltip til det stilsikre, men samtidigt komfortable look?

Det er en kliché, men du ser altså bare meget bedre ud, hvis du også føler dig godt tilpas. Hermed ikke sagt, at komfort skal vægtes højst i alle outfits, men komfort er for mig lige så meget den selvsikkerhed og ro, det giver mig, at være godt klædt på”.

Hvornår føler du dig mest afbalanceret og komfortabel?

Når jeg er sammen med mennesker, jeg elsker, og som jeg føler mig grebet af. Et stærkt netværk er efterhånden blevet lig med en arbejdsmæssig succes, men en stærk base er vigtigere end noget andet”.

Læs også: Marie Jedig: Sådan bor jeg

… Vi kunne ikke være mere enig med Marie Jedig og her fra redaktionen lyder der et stort “Amen!” for Marie Jedigs realistiske syn på Instagram som platform for selviscenesættelse.

Lad 2018 være året, hvor vi sammenligner os mindre med det perfekte selvbillede på Instagram og frigører os selv i højere grad: Time’s up! 

Hvis du gerne vil læse meget mere om seje power-kvinder, gennem blandt andet eksklusive Hollywood-interviews med Margot Robbie, Alicia Vikander og Claire Foy, skal du skynde dig at få fingrene i ELLEs marts-magasin, der har cool-cat Nina Marker på forsiden. 

Se de fine kampagnebilleder i galleriet eller lade dig rive med i den kampagnefilm, som Sloggi har lanceret som en del af kampagnen ‘Unfasten Yourself” – en film hvis budskab, du med garanti kan relatere til fra din egen hverdag:

ELLE update: Dét sker i marts. Psst… Opdateres løbende!

Marts er på mange måder kvindernes måned. Med Kvindernes Internationale Kampdag og et ELLE marts-magasin, der hylder power-kvinder (og som er på gaden netop nu), er marts altså måneden, der på fineste måde er dedikeret til de kvinder, der bare tør lidt mere.

Danske highstreetmærker som Vero Moda har særligt kreeret designs, som netop hylder kvinder – og så er programmet for årets filmfestival CPH:DOX netop landet, der også har et par seje power-kvinder på filmprogrammet. 

Læs også: Her er de 9 film, du skal se på CPH:DOX 

Marts er altså med andre ord spækket med cool kvinder, forårsfornemmelser, seje tiltag og events, der er værd at sætte kryds i kalenderen for. Men hvor skal krydset sættes? 

Swipe dig gennem galleriet nedenfor, hvor ELLE update guider dig til månedens fineste tiltag og de bedste events. 

Harry Styles er nyt ansigt for Gucci

Det virker til, at Harry Styles har succes med alt, hvad han kaster sig over. Først som sanger i X-Factor bandet One Direction og siden med sit debutalbum, Harry Styles, som for alvor slog ham fast som en talentfuld sanger, vi med sikkerhed bliver beriget med flere album af i fremtiden.

Filmen Dunkirk, der gav Harry Styles sin filmdebut, vandt en Oscar for bedste lydredigering, og selvom vi næppe tror, den 24-årige Harry Styles havde meget at gøre med filmens lyd, så understreger det altså, at dem, som vælger at arbejde med den eftertragtede mand, bare aldrig går helt galt i byen.

Ja, alt hvad Harry Styles rører ved bliver til guld – og senest er det Gucci, der har måtte konstatere netop det.

Lige siden han blev spottet på et shoot ved en traditionel, britisk ’fish and chips shop’ i den engelske by St. Albans, har rygterne om et samarbejde mellem det ikoniske modehus og Harry svirret.

Kort tid efter kunne Vogue altså bekræfte rygterne, og at Harry er det nye ansigt for en ny kampagne, der ikke er blevet offentliggjort endnu. Gucci har dog sørget for at holde vores opmærksomhed i skak, med tre små teasere på Instagram:

Et opslag delt af Gucci (@gucci) den

4. Mar, 2018 kl. 3.04 PST

Et opslag delt af Gucci (@gucci) den

4. Mar, 2018 kl. 1.38 PST

Et opslag delt af Gucci (@gucci) den

4. Mar, 2018 kl. 11.57 PST

Og selvom Guccis nye kampagne som sagt ikke er tilgængelig endnu, så vokser forventningerne dag for dag. Men hvad kan vi mon forvente af den nye kampagne? Vi tænker jakkesæt i vilde prints og smukke kampagnebilleder, som får et pigehjerte eller to til at sukke efter mere.

Hvis du heller ikke kan få nok af Harry Styles, så kan du swipe dig gennem memory lane i galleriet nedenfor, hvor vi har samlet alle Harrys tidligere erobringer helt tilbage fra 2007…