Denne artikel blev også bragt i ELLEs juni-nummer 2019.

I de kredse, jeg færdes, spiller Instagram en stor rolle. Som i rigtig stor. Det er et kombineret nyheds- og underholdningsmedie og dér, hvorfra jeg får min primære viden om, hvad der sker i verden. Er det snæversynet? Ja. Indspist? I allerhøjeste grad. Giver det et reelt billede af verden du jour? På ingen måde.

Men alligevel fylder Instagram mere i min dagligdag end mere valide kilder som CNN, Berlingske eller TV2 News. Det er sørgeligt, men sandt. Og jeg er desværre ikke et enkeltstående eksempel på denne tendens. Instagram har ændret definitionen af magt og indflydelse i samfundet. Før i tiden var rigdom målt i kroner og øre, men nutidens valuta er gjort af et helt andet stof: følgere. Og ikke i den bibelske forstand som disciple, der prædiker og spreder deres leders ord og forkyndelser, men derimod virtuelle fans, der opelsker en persons indflydelse ved at klikke ‘like’ på et billede.…Og dem, der får flest likes? De tjener flest penge. De opnår stjernestatus. De er med andre ord den digitale æras kongelige. Der bliver skrevet artikler om verdens mest likede billeder og udført dybdegående journalistisk researcharbejde for at afdække, hvor meget udvalgte personer tjener på at dele et billede, hvor de viser et bestemt produkt.

Og jeg skal da ikke fraskrive mig, at jeg selv er til fals for både at skrive og læse disse artikler. Af den grund, og qua mit job på ELLE.dk, der er meget betinget af sociale medier og den respons, opslag får på især Instagram, går snakken i mine kredse også ofte på, hvad de sociale mønstre er på billedmediet. For hvem liker? Hvem kommenterer? Hvem boomer pludselig i følgere? Og hvorfor er det altid de samme profiler, der liker og kommenterer hinandens billeder? Særligt det sidste spørgsmål stod pludselig ubesvaret i den samtale, jeg for nylig var en del af. For det var alligevel påfaldende, at de første 5-10 kommentarer på nogle profilers billeder altid kom fra de samme 5-10 personer … Og at mønsteret gentog sig på kommentatorernes profiler og billeder med de samme 5-10 personer, gjorde kun tendensen endnu mere åbenlys. Men hvad betyder det? Er de, der kommenterer, bare usandsynligt gode SoMe-veninder, eller ligger der noget bag? For hvordan kan de levere de første likes og kommentarer på Hvert. Eneste. Billede? Sidder de klar med mobilen 24 timer i døgnet og venter på opdateringer? Det virker ikke umiddelbart sandsynligt.

Da jeg først fik øje på tendensen, larmede den som et spraglet Pucci-mønster. Det var ikke til at overse, så jeg besluttede mig for at undersøge, hvad der var i gære. Svaret, som jeg allerede havde en lille mistanke om, lå heldigvis ikke langt under overfladen: Der var tale om ’pods’. Pods er ikke et sci-fi-syndrom, men et tys-tys-undergrundsfællesskab, hvor Instagram-brugere forsøger at omgå appens algoritme, som bestemmer, hvilke opslag du ser, for at få flere likes, kommentarer og derved et højere reach og flere følgere. Men der er ingen, der rigtig vil tale om disse engagement/like/comment-pods. For hvad adskiller egentlig en pod-genereret kommentar eller et like fra købte/falske ditto? Her kom min viden til kort, og jeg måtte tage de tunge ekspertskyts i brug. “Jeg kan bedst forklare comment-pod-mekanismen som en slags ’under overfladen’-økosystem, hvor brugere på Instagram indgår en byttehandel: ’Jeg kommenterer og liker dine opslag, og du gør det samme for mig,’“ siger Nathalie Camilla Larsen, der er digitalchef hos Lead Agency og social medie-strateg. Nathalie er anerkendt specialist på sit felt og fast tilknyttet Go’morgen Danmark, hvor hun analyserer digitale trends og debatterer sociale medier. “Aktiviteten fremstår troværdig, fordi den kommer fra profiler, som bygger hinanden op. Men det føles falsk, og det er falsk, fordi engagementet er en valuta. Det er ikke ægte reaktioner – det er en økonomi. Derudover findes der apps, som automatiserer de her processer, hvilket gør det yderligere kunstigt og mekanisk. Det fungerer sådan, at man registrerer en række standardkommentarer, som appen så fordeler på de tilknyttede konti,” fortsætter Nathalie. Men hvorfor indgår man i et pod-fællesskab? Det handler om, at Instagramfølgere er blevet en valuta, og mange likes er blevet en livsmission, som flere stræber efter at opnå. For hvor svært kan det være at få 1 million følgere og 100.000 likes på hvert billede? Det synes næsten inden for rækkevidde – lidt ligesom stjernedrømmen i X Factor, American Idols eller Popstars…

Foto: Illustration: Mette Boesgaard

 Men det er svært – og sværere end som så – at blive ‘Instafamous’. Instagram ændrer konstant sin mekanisme, den underfundige algoritme, der afgør, hvilke billeder og profiler der favoriseres og vises i dit nyheds-feed. Det betyder, at et billede, der er blevet lagt op, ikke nødvendigvis kommer frem i den uendelige strøm af posts, folk scroller igennem hver dag på Instagram. For at et billede skal blive vist, eller favoriseret af Instagram, skal det nemlig leve op til nogle helt særlige kriterier, før det af Instagram bliver vurderet til at være ’godt’ indhold. Et billede skal helst generere et vist antal likes og kommentarer, kort tid efter at det er lagt op, for at blive valideret af Instagram som værende interessant og derved få en højere placering i nyhedsfeeden hos de personer, der følger profilen. Og det er her, pods bliver relevante: Ved at have en aftale med medlemmerne i en pod om at kommentere og like et billede, umiddelbart efter at det er postet, forsøger medlemmerne at snyde algoritmen til en mere favorabel placering af deres opslag og dermed øge sandsynligheden for flere likes. Og ikke nok med, at det kan trigge Instagram, det kan også have en positiv social effekt for dem, der ikke er ’med i klubben’. Et opslag, der i forvejen har mange likes, er lettere for udefrakommende at like, da dem, der liker, også gerne vil være en del af det like-fællesskab, der opstår omkring et populært opslag. For hvis alle andre liker, skal man vel også selv? Man skulle jo nødig skille sig ud! Det samme med kommentarer: Hvis der allerede står udsagn som ”Perfect!”, ”So Inspiring!” og ”Pretty!” akkompagneret af diverse hjerte-emojis i kommentarsporet, er det let – ja, nærmest ligetil – også at give sit besyv med under et billede. Igen, man bliver en del af et fællesskab. Og vi mennesker eeelsker fællesskaber. Comment-pods har dermed en dobbelt virkning: Den skjulte og lidt luskede hensigt med at manipulere en forkodet eksponeringsdistribution og give et opslag de første (svære) likes med på vejen og den synlige effekt udadtil rettet mod følgerne, der falder for opslagets umiddelbare popularitet og tilslutter sig jublen ved (også) at kaste kommentarer og likes efter billedet. Hvor mange gange er du mon faldet i fælden? Jeg kan bestemt tilslutte mig lemmingeeffekten og indrømme, at jeg falder i gang på gang på gang på gang. Men tilbage til jagten på likes. Hvorfor er vi så besatte af dem? Er det nutidens berømmelse? Er likes social kapital anno 2019? ”Der er enormt meget forfængelighed forbundet med vores tilstedeværelse på sociale medier – og måske især på Instagram. Det er da en falliterklæring, at man er nødt til at snyde sig til likes. For det er snyd. Og i øvrigt burde det ikke være en konkurrence at være på sociale medier, men det er det bare for mange mennesker. Det er jo derfor, denne økonomi eksisterer: Det er, fordi vi bare gerne vil accepteres og passe ind, og vi tror, at dét kan oversættes til likes på Instagram,” siger Nathalie Camilla Larsen. Men mens vi er så fokuserede på at gøre alt for at please Instagram og være den, der regner algoritmen ud og finder guldet for enden af regnbuen, opererer Instagram sideløbende med helt andre agendaer og spiller i en langt højere liga, end vi kender til. Store influencere fortæller (anonymt), at de altid lader deres app stå åben for at demonstrere over for Instagram, hvor dedikerede de er til appen, mens andre fortæller, hvilken betydning det kan have, om de bruger geotags og eventspecifikke hashtags. Eksempelvis kan det have stor betydning for et opslags succes, om du tjekker ind på en festival, der har valgt ikke at reklamere på Instagram. I så fald vil alle, der benytter festivalens officielle hashtags og locations, opleve at blive ’straffet’, fordi deres opslag nedprioriteres af Instagrams algoritme som en indirekte payback mod festivalen, der samlet set vil opnå mindre synlighed og viralitet. I det tilfælde er comment- og like-pods skønne spildte kræfter, for selv om man som bruger gør alt for at snyde algoritmen, er Instagram altid et skridt foran… Så langt, såoplyst. Og tilbage står man med spørgsmålet: Hvor blev det sociale og hyggelige på Instagram af? Hvor er det sted, hvor man søgte hen for inspiration og små glimt af sine venners liv? Hvorfor overskygges det pludselig af en desperat jagt på noget så flygtigt og uvirkeligt som likes fra fremmede? “Det kan også være nok for nogen. Men det kan ikke oversættes til reel opmærksomhed, indflydelse og fællesskab. Det er en overfladisk, kortvarig virkning, som godt kan trigge og drage almindelige mennesker – netop fordi digitale handlinger har fået så meget værdi,” siger Nathalie Camilla Larsen. Noget tyder dog på, at Instagram nu er på vej væk fra likeræset og i stedet begynder at dirigere fokus over på selve indholdet. Og det lyder faktisk … ja, befriende. I Canada bliver det allerede testet, at likes ikke er synlige under et post. ”Hvis Instagram fjerner antallet af likes, vil vi stadig kunne se, at folk har reageret på et opslag, der vil bare ikke stå 24 likes. Det her er et lille skridt i retning af at flytte fokus fra et tal hen mod budskab og indhold,” fortæller digitalchefen om den nye opdatering til appen. Men hvad betyder det for dem, der lever af at generere likes på Instagram? Og hvad betyder det for dem, der betaler høje summer for annoncering på Instagram eller sælger produkter gennem dem, der beviseligt får flest likes på deres billeder? ”Hvis du spørger mig, så har det her større symbolsk værdi end reelle konsekvenser. Det er ikke forretningskritisk. Det ville tværtimod være kærkomment, at man gjorde endnu mere ud af at flytte fokus fra performance. Det tror jeg også ville gavne Instagram i længden,” konstaterer Nathalie Camilla Larsen. Så har du snydt Instagram i dag, eller har Insta snydt dig? 

Nicolai Bruun er 30 år gammel, og har været kunstner i ti år. Han har en BA i interaktiv design og starter på Danmarks Designskole efter sommeren. Det er hans andet år på Musik i Lejet, og i år er han aktuel med værket Lilo Mermaid, som omhandler forurening i havet, Lindsay Lohan og den morderne havfrue. Han kan til tider høres på AK 24syv, hvor han er popkulturekspert og snakker om alt fra Britney Spears’ Instagram til Taylor Swifts nyeste musikvideo omkring ’Pride’. Du kan følge Nicolai og hans kunst på @nugershow.

Hvor lang tid har det taget at male? Det har taget mig fem dage, ved hjælp af min assistent Emma Grandkvist, som har hjulpet mig, hvilket har været ret hyggeligt, for det kan godt være hårdt og varmt at stå alene i fem timer og male. I år har jeg dog nok været lidt tidspresset, da jeg ikke havde mere tid end de fem dage, hvor jeg sidste år brugte to uger. 

Hvorfor skulle temaet være havfruer? Jeg synes først og fremmest, at alt med vand passer virkelig godt til Musik I Lejet. Jeg begyndte derfor at tænke over, hvad der kunne være sjovt at lave med temaet vand, og på samme tid fik Halle Bailey (amerikansk skuespillerinde red.), hovedrollen i den nye Lille Havfrue film, og internettet gik amok. Når Disney vælger en ikke-kaukasisk skuespillerinde til en rolle, som mange forbinder med rødt hår og lys hud, skubber de til nogle forestillinger og afspejler den tid, vi lever i, hvor alle må være havfruer. På samme måde ville jeg også gerne lave en moderniseret havfrue. Lindsay Lohan har så flere gange udtrykt, at hun selv synes, at hun er den perfekte til at spille den lille havfrue, nu hvor hun er rødhåret, selvom hun ikke har lavet nogen film i ti år, så jeg synes derfor, at det kunne være ret sjovt at bruge hende som den moderne havfrue. Så skulle det også omhandle forurening i havet, for tanken var ligesom at jo mere skrald der bliver smidt i havet, jo mere absurd bliver det dernede, og jo mere ødelagt bliver havfruerne. Jeg har derfor malet alle de ting som forurener havet allermest, såsom cigaretskodder, sugerør, plastisk og vandflasker.

Har det et navn? Ja, der står the Lilo Mermaid (Lindsay Lohans kælenavn red.). Det er lidt op til tilskueren, hvordan de ser kunsten, men den er tænkt sådan at den anden havfrue (skelettet) kan være Lindsay Lohans tvillingsøster i The Parent Trap (kultfilmen fra 1998 red.). Det vigtigste budskab er selvfølgelig at vise forureningen, og man kan se på Lindsay Lohan, at hun bliver mere og mere skrællet. Men der er så også en masse referencer på kroppen, for at tydeliggøre at det har noget med den lille havfrue og Lindsay Lohans fortid at gøre, så folk virkelig kan få lov at dykke ned i det.

Hvilken referencer er der så? Der er den lille havfrue statue og HC Andersens ansigt. Men der er også The Burnbook fra Mean Girls filmen, The Parent Trap-forside fra filmen, citatet ”I only did cocaine 10-15 times” som Lindsay Lohan sagde i et Oprah Winfrey interview. Hun har også en Fire Crotch-tatovering, med en pil ned til skridtet, fordi Paris Hilton i sin tid kaldte hende for en Fire Crotch (slang for at ens kønsbehåring er rødt red.).

Er du fan af Lindsay Lohan? Jeg tror, at jeg er fan af den vilde type, hun er, hun er så crazy, og det synes jeg er fedt. Og jeg er fan af internettet med alle de memes omkring hende. Hun er vild.

Er du en der gerne vil bryde normen, tabuemner og stereotyper via dit kunst? Det vil jeg sige, og det er egentlig ret spot-on. For det er et kontinuerende tema, dét at jeg vil bryde stereotyper, da jeg nok altid har været en forkæmper for minoriteter og forestillinger om, hvordan folk skal være. Det interesserer mig, og derfor føler jeg også, at det er meget relevant at overføre det videre i min kunst. Lige nu arbejder jeg sammen med Stina Goya, hvor jeg laver animationer for hende, og så er jeg også i gang med at lave nogen musikvideoer. Jeg kan nemlig virkelig godt lide at arbejde med popkultur, hvor jeg så også kan få lov til at flette nogle lidt mere seriøse emner ind. Ligesom her hvor det omhandler forestillingen om, hvordan en havfrue skal være, men også dét med at smide skrald i havet.