Denne artikel er første gang bragt i ELLEs juninummer 2021

Den 34 årige Zahra Pedersen er uddannet journalist i London. Hun er datter af imam Abdul Wahid Pedersen og er muslimsk lifecoach. Hun har været vært i dokumentarserien ‘Kampen om mig’ på DR2 og er skaber af podcastserien ‘Salaam Doll’, der omhandler muslimske kvinders alsidighed. Den 7. juni debuterede hun med sin roman ‘Ti kameler for Ameera’.

Ideen til romanen ‘Ti kameler for Ameera’ fik jeg i 2006, hvor jeg som mange andre kvinder forsøgte at spejle mig i ’Sex and The City’, ’Bridget Jones’ dagbog’, ‘Shopaholic’-serien, ‘Nynnes dagbog’-klummerne osv. Man kunne kun gå ud som en venindeflok på fire, og man havde en Samantha eller en Charlotte som veninde.

Jeg følte, at jeg kunne spejle mig i følelserne af uafhængighed og i de beslutninger, de kunne træffe om deres krop, deres hjem, deres arbejde osv. Men der var også noget, jeg ikke kunne spejle mig i. For alle var hvide, vestlige og ret u-religiøse.

Læs også: Raya: “Mit køn er blot en lille del af den, jeg er”

Generelt talte man ikke religion eller kultursammenstød i chicklit-genren. Der var ingen overbeskyttende forældre, der sad og kiggede, hvis man havde en nederdel på, der var for kort. Så den rent praktiske del af de fortællinger var jeg helt afkoblet fra. Det liv eksisterer ikke i min verden. Kun som dobbeltliv. Derfor ville jeg gerne lave en fortælling om en ung muslimsk heltinde.

Jeg begyndte at skrive på bogen, efter at jeg havde været vært på ‘Kampen om mig’, en serie på DR2 om etniske unges dilemmaer.

Det pinte mig meget at lave de interviews, og jeg kunne fuldt ud relatere mig til den kamp mellem to kulturer, hvor man hele tiden bliver skubbet mere mod den ene.

Danskere med anden etnisk baggrund elsker jo alle deres kulturelle sider, for mig er det den marokkanske og den danske side. Men der er nogle punkter, hvor de ikke kan hænge sammen, og hvor man føler, man skal vælge enten-eller. Der kan det gå hen og blive svært, og det er ikke så sort-hvidt

Læs også: Der er Pride (stadig) en nødvendighed

Jeg vil ikke bruges som et redskab, hvor den etniske del af befolkningen siger: ”Se, hvor synd det er for os”, og den anden del siger: ”Se her, så slemt står det til”. Vi skal have nogle brede samtaler, for samtalen har ikke rykket sig en meter de sidste mange, mange år. Det er så frustrerende for unge kvinder som mig.

Hvorfor snakker de stadig om, hvorvidt tørklædet undertrykker? Om den muslimske kvinde er et offer for sin religion? Om, hvorvidt vi skal reddes fra vores egen kulturelle og spirituelle arv? Min kultur er ikke din fjende, og min religiøse overbevisning er ikke til debat. Har vi ikke større problemer? Corona, verdensøkonomien, klimaet? Vi skal snakke om, at man godt kan være i to kulturer, og at det ikke er o.k., at folk forsøger at diktere, hvem man skal være, eller hvor man hører til.

Da jeg kom i gang med at skrive, kom jeg også meget i tvivl om, hvad jeg kunne skrive. Folk kunne blive stødt over, at en hvid mand lagde stemme til en sort karakter, eller at en hvid forfatter skulle oversætte en sort kvindes digte. Kan jeg tillade mig at sige det her? Krænkelseskulturen har taget overhånd, og man skal ikke sige meget, før man får at vide, at man skal undskylde for at have sin egen mening.

Jeg gider ikke skrive noget, der er for pænt og dermed bliver irrelevant. Med min bog vil jeg skubbe til nogle grænser både for muslimer og ikke-muslimer. Det er meget bevidst, at jeg forsøger at gøre samtalen lidt mere indbydende ved at vælge en lettere genre. Det er vigtigt for mig at bruge en mere blød, humoristisk form, for der er så meget hård snak.

Samtidig er der den der følelse af, at det hele skal være så fucking helligt, du må ikke lave en joke om at være etnisk, hvis du er hvid eller omvendt. Jeg vil gerne skubbe samtalen derhen, hvor vi kan tage lidt pis på hinanden og vise et menneskeligt perspektiv, hvor det ikke handler om ghettoen eller herkomst, men om det, min hovedperson Ameera fortæller dig lige nu om sine helt almindelige, menneskelige følelser.

Jeg mødte min mand, Alex, kort efter første lockdown. Han har hjulpet mig i skriveprocessen. Det at blive gift har givet mig ro på, for mange vil tænke, om Ameera nu er mig? Men det er jo fiktion, Ameera er så anderledes end mig, hun irriterer mig indimellem. Men alt, hvad der sker i bogen, er virkelige hændelser fra mit liv, min søsters, mine veninders.

Min mand har støttet mig, når jeg sad om aftenen og tvivlede på, om jeg kunne skrive. ”Bliv ved med at skrive, for du lyver ikke”, sagde han. Alt, hvad der sker for Ameera i bogen, sker også ude i virkeligheden for mange unge kvinder, men det tør vi ikke altid snakke om.

At blive gift gør også, at jeg tør tage flere chancer og er mere modig, fordi jeg ikke står alene. Jeg har altid tænkt, at det er mig mod verden. Men at have en person ved min side, én, jeg kan sparre med, én, der kan sige: ”Det er o.k., du gør det godt”. Den tillid der, den kan noget.

Læs også: Demi Lovato har hidtil ladt sig styre af andres meninger

Denne artikel er første gang bragt i ELLEs juninummer 2021

Maria Barfod er uddannet danser, DJ, stylist, kostvejleder og certificeret yogainstruktør. Under lockdown stiftede hun firmaet Hej Krop, hvor hun hjælper corona-udmattede mennesker tilbage til en sund livsstil. Maria Barfod er desuden DJ under navnet Fedty og er med i DJ-kollektivet Housefrau med Mai Scarrup og Sus Wilkens.

Min eksmand og jeg var sammen i 12 år, og vi blev skilt i januar. Vi har en søn sammen, og min eksmand har også en søn fra et tidligere forhold. Vi var et team både familiemæssigt og arbejdsmæssigt, og vi brugte hinanden meget kreativt, fordi vi begge er i musikbranchen. Vores liv sammen har aldrig været sat i en ramme med børnetid eller aftensmad på fast tidspunkt. Vi har arbejdet meget hjemmefra og aldrig vidst, hvad vi skulle næste uge. Det ved jeg stadig ikke, nu er det endnu mere kaos. Men jeg kan godt navigere i kaos.

Læs også: Maria Barfods job bag en DJ-pult 

Det, at jeg skulle skilles, røg ud af min mund, før jeg egentlig selv havde indset det. Og det kom bag på mig. For jeg troede jo, at det skulle være for evigt. Og jeg er gået rigtig langt for, at det skulle være os. Det har givet mig et nyt syn på ægteskab og parforhold, at det kan være nødvendigt at sige stop, og at relationer ikke nødvendigvis behøver at vare evigt.

For mig er det ikke længere ideen om en Disney-film og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”, men at jeg måske skal på en masse eventyr, som kan vare i tidsperioder og ikke nødvendigvis for evigt. Men hvem ved, det kan også ændre sig, som tiden går.

Jeg mistede nok lidt mig selv på et tidspunkt i ægteskabet, og nu har jeg fundet mig selv igen. Jeg har lært om mig selv, at jeg nok aldrig helt har følt mig elsket og har derfor troet, at for at blive elsket skulle jeg indordne mig lidt. Nu ved jeg, at jeg fortjener at blive elsket, og det er der en frihed i. Det er om noget en ny begyndelse for mig at vide, at jeg er god nok, som jeg er.

Læs også: Disse medstjerner hadede i virkeligheden hinanden 

Jeg har faktisk ikke følt mig så sårbar, for skilsmissen kom ikke helt ud af det blå, selv om jeg i starten var lidt i en choktilstand. Vi har været i terapi sammen og jeg alene. Jeg har arbejdet med de følelser. Men da jeg først tog beslutningen om, at det var forbi, efterlod jeg, hvad der var, og trådte videre.

1. april fik jeg et nyt sted at bo. Ellers har jeg boet på sofaer hos venner. Det er nyt som 41-årig at skulle stå på egne ben, men at bo “alene” er det nemmeste for mig, for jeg har altid været god i mit eget selskab. Men jeg har lært på min rejse fra sofa til sofa, at jeg måske godt kunne finde på at flytte ind sammen med venner. Ikke et hippiekollektiv, men drømmen om at bo i et stort hus på Frederiksberg med tætte venner på alle etager.

Mit netværk og mine venner gav mig ikke lov til at falde til bunds, da vi endelig tog beslutningen om at blive skilt. Hvis jeg var ved at vælte, blev jeg grebet og puffet op på benene igen. Fald var ikke en mulighed. Jeg har den dybeste respekt for mine venner og mit netværk. Alle døre har stået åbne.

Jeg har ikke på et tidspunkt følt mig ensom eller alene. Jeg tror faktisk, dog helt uden at vide det, at mine veninder bag min ryg lavede en gruppe, hvor de støttede hinanden i, hvordan de skulle støtte mig. Ved ikke, om det er rigtigt, men føler mig båret på hænder og fødder i dette limbo. Jeg fik dejlig mad, god vin og dugfriske dyner, hvor end jeg kom. 

Læs også: Sarah Bro åbner for første gang op om sit forhold til Zac Efron 

I hele processen op til bruddet datede jeg mig selv hver aften, hvor jeg kom igennem sorgprocessen. Jeg har siddet med mig selv og lavet små ritualer, tændt stearinlys og skrevet gode sætninger eller dagbog. I mange kriser har jeg brugt dét at skrive til at få de ting ud, jeg ikke har kunnet sige.

Man får jo en masse redskaber hos en psykolog, og jeg var nødt til at arbejde med det. Jeg havde lyst til at tage mig selv og vores familie seriøst, fordi der var børn involveret. Jeg var ikke klar til bare at give op, fordi der var modvind. Men vi var vokset fra hinanden. Og derfor måtte vi sætte hinanden fri.

Drypvis mærkede jeg, at jeg nok skulle få det godt. Den følelse kom, når jeg sad og skrev om aftenen. Jeg har en tatovering på den ene side af hoften, hvor der står: ”der er kun os” noget, jeg havde med min eks, for jeg kan godt lide den der tosomhed, dig og mig mod rov! Men så var der noget inden i mig, der sagde: ”Det kan også være mig og min søn!” Så nu er det mig og Charles mod rov.

Læs også: Disse kendis-skilsmisser, er de mest omtalte nogensinde

Lige nu er jeg åben over for livet. Jeg vil på eventyr, og jeg leder efter en partner in crime. Jeg kan godt lide tosomhed, men det behøver ikke at være for evigt. Det kan også være en kvinde! En, jeg kan tage på eventyr med og opleve livets mange facetter med – jeg skal prøve alt en gang.

Eddie Murphy lavede en sang i 80’erne, der hedder ”Party All the Time”, og som handler om hans kæreste, der vil feste hele tiden, og han sidder bare derhjemme. Jeg tror, jeg er der nu. Jeg er absolut hende, der vil feste hele tiden. Det behøver ikke at være på klubben, men bare feste i livet med armene over hovedet, klar på det hele. Jeg har en kæmpe JA-hat på.

Læs også: Modeikonet Chiara Ferragni om livet som selvstændig 

Vil du præsentere dig selv?

“Jeg hedder Ina, jeg er 20 år gammel, jeg bruger pronomenerne hun/hende, og jeg er her i dag, fordi jeg arbejder som model og udover dét, så støtter jeg også op omkring det her projekt (Love is not a crime, red.). Jeg har været med to gange før, og jeg synes, det er vigtigt, da jeg selv er biseksuel.”

Hvad laver du til dagligt?

“Jeg har et job i Indkøberen på Christiania, som er en lille helsekiosk, hvor jeg arbejder frivilligt, og så arbejder jeg som sagt som model.”

Hvilket seksualitet identificerer du dig med?

“Jeg identificerer mig som biseksuel, men i virkeligheden – og det tror jeg alle har – har jeg svært ved at putte ét ord på mig selv. Fordi man har ét billede af, hvordan en biseksuel person er og har hørt om, hvad det indebærer. Og dét er jo overhovedet ikke rigtigt. Alle vil jo bare være mennesker. Jeg er en person, der tiltrukket af mennesker, indtil videre har det primært været kvinder og mænd. Men det er ikke fordi, jeg føler mig som den klassiske biseksuelle person. “Det tog mig noget tid at finde ud af, at man godt kan flyde ind og ud af præferencer. I en periode kan jeg for eksempel blive seksuelt tiltrukket af et køn og romantisk af et andet. Jeg er blevet mere tryg og tilpas med at bruge udtrykket biseksuel om mig selv, efter at jeg har lært, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at være biseksuel på.”

Kunne du ikke genkende dig selv i ordet?

“Jeg havde svært ved at ”committe” mig til ordet biseksuel, når jeg for eksempel har perioder, hvor jeg kun er sammen med mænd. Er jeg så nok biseksuel til at tage det ord på mig? En biseksuel kvinde er også ret privilegeret i LGBTQ+-samfundet i forhold til en homoseksuel mand, der oplever meget diskrimination. Derfor har jeg også haft svært ved at finde min plads i det her ”community”, fordi jeg slet ikke følte, jeg havde nok at kæmpe for. Jeg har også været bange for, at folk bare tænkte, at jeg gjorde det, for at være mere sexet. Folk kunne jo gå hen og tro, at jeg gjorde det fordi, at det var moderne – så derfor har jeg været bange for, at det skulle fremstå som en opmærksomhedsting. Hvilket også er derfor, at jeg er gået lidt stille med det, men det har aldrig været en hemmelighed.”

Har nogen været negative omkring det?

“Nej. Men nu har jeg heller ikke brugt det ord så meget. Og jeg har også været heldig med, at jeg har været i nogle kredse, hvor det er meget acceptabelt. Min familie er meget accepterende overfor det, min bror er for eksempel homoseksuel. Så jeg har nogle gode mennesker omkring mig. Det eneste, jeg kan komme i tanke om, lige ud over samfundet, hvor det ikke altid er acceptabelt, var da jeg var 12 år, og lige var begyndt at komme i puberteten. Jeg havde indtil da kun haft øje for piger, og var overbevist om at jeg kun var til piger. Der sagde jeg det til min veninde, som så sagde ”bare rolig, det er bare en periode, det har jeg hørt, det er normalt”. Og det var jo egentlig en uskyldig kommentar, men dét der med at ”bare rolig, det er en periode”, som om, at det er slemt, hvis det var for evigt. Det fik mig alligevel til at trække lidt tilbage. Nu tænker jeg, at hendes svar jo er påvirket af hendes måde at vokse op på, men det har helt sikkert sat nogle tanker i mig, og det gjorde det også dengang. Jeg var helt sikkert skuffet over hendes svar, for jeg var ikke selv skamfuld over det. At hun så ikke forstod, at det var mig, der prøvede at sige, at jeg er til piger … Hun smed ligesom ordene tilbage i munden på mig.”

Foto: Marco van Rijt

Har du oplevet hate i offentligheden?

“Jeg har aldrig decideret prøvet at blive shamet direkte, men jeg har til gengæld været vidne til meget had over for mine homoseksuelle venner, som er mænd. De mænd, jeg kender, klæder sig meget feminint og har ofte stiletter på byen, og der har jeg vitterligt oplevet folk blive overfaldet. Og det er jo pisseubehageligt, men det er heldigvis aldrig sket for mig, for jeg ser ”normal” ud. Lige så snart udseendet også begynder at skille sig ud, så kan folk slet ikke kapere det.”

Hvordan får du det, når du oplever sådan noget?

“Det er jo forfærdeligt! Og jeg bliver pissefrustreret. Det er også overraskende, synes jeg. Jeg regnede ikke med, at jeg skulle opleve de former for udfordringer i en så moderne by som København, hvor man ikke særlig tit ser det – især ikke fra mit perspektiv. Men jeg kan huske engang, hvor min ven fik en knytnæve i hovedet, og det var bare kun mig og ham, og vi stod og var fulde ude foran en eller anden klub. Han væltede og blødte ud over det hele – det var en stor mand, der havde gjort det – og jeg kunne jo ikke andet end bare stå og skrige af ham. Jeg ville gerne have gjort et eller andet, men jeg var total magtesløs. Det var en kæmpe følelse af afmagt.”

Hvordan beskriver du din kønsidentitet?

“Det har jeg faktisk tænkt over. Jeg har tænkt, at jeg umiddelbart ikke føler mig som noget, men så kom jeg også til at tænke på, at jeg nogle gange er blevet misforstået og blevet kaldt ”han”, og det var totalt mærkeligt for mig. Så jeg tror, at jeg identificerer mig meget som kvinde. Jeg tror først, at det er, når du bliver konfronteret med det, du tænker over det. Jeg kan godt lide at spille på min kønsidentitet, som også er meget flydende. Jeg kan samtidig godt lide at ”klæde mig ud” som kvinde og gøre meget ud af dét.”

Hvad tager du på, når du vil føle dig ekstra feminin?

“Jeg kan godt lide at klæde mig ret sexet. Det føler jeg mig rigtig lækker i – nogle høje stiletter og generelt ret bart. Det er dét, jeg tager på, når jeg skal føle mig empoweret. Jeg har også lidt en ting med, når jeg går til eksamen og sådan noget, så tager jeg stiletter og læbestift på.”

Foto: Marco van Rijt

Hvornår er du mest stolt af dig selv?

“Dét er jeg, når træffer valg, jeg kan stå inde for. Når jeg er der for dem omkring mig. Det er noget jeg går meget op i. Det handler klart mest om de indre ting, som mine handlinger, og når jeg har mig selv med i det jeg gør. Omvendt er det også, når jeg kan mærke, at jeg ikke er med i det, jeg laver, jeg får det skidt. For hvis jeg ikke respekterer mine egne grænser, så er jeg virkelig ikke stolt.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?

“Så mange ting! Jeg drømmer om, at folk passer sig selv lidt mere. Jeg er meget uforstående overfor, hvor meget vrede, der er. Jeg har bare virkelig svært ved at sætte mig ind i, at man kan være sur over andres personlige valg. Og det tror jeg egentlig bare bunder i had og vrede og frygt. Så jeg håber virkelig, at vi kan gøre noget ved samfundets mentale helbred, så vi alle sammen kan elske hinanden lidt mere.”

Har du nogle gode råd til en anden queer person?

“Det, synes jeg egentlig, er ret svært. Jeg vil nok sige, at det er helt okay at flyde frem og tilbage. Man er ikke låst fast på én ting! Bare fordi du for eksempel er homoseksuel mand, så skal du ikke se feminin ud. Det er i virkeligheden nok mere anti-LGBTQ+-personer, der har brug for at høre det.”

Hvilket råd ville du så give til allierede?

”Show your allyship. Det er altid dejligt at være sammen med og møde mennesker, hvor man ved, at man er accepteret. Så hvis det er tydeligt, er der mange mennesker, der føler sig velkommen i verden. Noget, der er gået op for mig i forbindelse med BLM det sidste år, er også, at jeg nogle gange har taget mig selv i at tysse lidt på mig selv, fordi det ikke er min plads, men i virkeligheden har du bare mere taletid i samfundet, hvis du ikke er LGBTIQ+-person, så på den måde kan man også sagtens bruge sin mening og stemme for andres skyld.”

Foto: Marco van Rijt

Vil du præsentere dig selv?

”Mit navn er Freja Jørgensen, jeg er 21 år gammel, bruger pronomenerne hun/hende og er bosat i København.”

Vil du fortælle om den seksuelle orientering, du identificerer dig med?

”Jeg kom først ud som biseksuel og holder mig stadig til det, men senere er jeg også kommet ud som aseksuel. Så jeg bruger begge to. Der findes lidt blandingsnavne, man kan for eksempel kalde sig selv biromantisk, men det kan godt være svært for andre at huske, hvad det er. Aseksuel er allerede sådan lidt fjernt for folk. Så jeg plejer at sige biseksuel og aseksuel.”

Så i virkeligheden kan du godt identificere dig med at være biromantisk? Vil du fortælle lidt om det?

”Det lå mere til højrebenet for mig at ”komme ud” som biseksuel end aseksuel eller biromantisk, for det sidste er jo i virkeligheden ret privat. Men jeg vil gerne fortælle om det, for jeg synes ikke, at sex skal være et tabu. Heller ikke det faktum, at nogen ikke har lyst til det. At være aseksuel kan variere fra nedsat sexlyst til følelsen af at blive komplet frastødt af tanken om sex. For mig betyder det, at mit forhold ikke er baseret på en seksuel tiltrækning, men derimod en romantisk.”

Vil du fortælle om din kønsidentitet?

”Jamen for nu vil jeg sige, at jeg blev født kvinde, og føler mig stadig og identificerer mig som værende kvinde.”

Foto: Marco van Rijt

Du siger for nu?

”For nu er jeg en ciskvinde, men jeg synes, fremtiden er så spændende, for jeg føler, at alt kan skifte. Det er en meget flydende verden, især med min omgangskreds, så tror jeg egentlig godt, at jeg på et eller andet tidspunkt kan se min kønsidentitet ændre sig.”

Kan du fortælle om, hvordan og hvornår det gik op for dig, at du var henholdsvis biseksuel og aseksuel?

”Biseksuel var ret tidligt, og der var jeg ikke lige så kendt med hele LBGTQIA+-miljøet, men jeg kunne godt se, at okay jeg har ikke en stærk holdning til, om det skal være en mand eller kvinde, eller derimellem eller derudover. Jeg kunne aldrig rigtig forstå idéen om, at man skulle være til enten eller, og da jeg så blev ældre og kunne sætte nogle flere ord på det, så indså jeg at jeg var biseksuel. Jeg har aldrig haft en stor coming-out-oplevelse. Jeg nævnte det for min mor, og så var hun sådan, ”jamen det er jeg jo også”. Det kunne hun jo godt lige have sagt, så havde jeg da vidst det.

Det havde hun aldrig sagt?

”Nej, det havde hun ikke lige fået nævnt. Jeg tror, at det var en selvfølge, der hvor jeg kommer fra, behøver alt ikke at blive sagt, vi tager bare armene om folk og siger, at det er okay. Den aseksuelle del kom senere med en kæreste, som jeg prøvede at komme ud til første gang, og det var en dårlig hændelse, hvor jeg ikke helt blev respekteret. Og det var faktisk den dårlige oplevelse, som gjorde mig mere sikker på, hvem jeg var. Jeg kunne mærke, at nu kom jeg ud til en person, som ikke respekterede det og ikke kunne forstå mine grænser og overholde dem, men det gjorde kun, at jeg kunne mærke, det var rigtigt nok.”

Foto: Marco van Rijt

Hvad betyder det for dig at være her i dag?

”Det betyder rigtig meget! Da jeg hørte, hvad det handlede om, der kunne jeg mærke, at der var et kald, der sagde: det der, det skal du bare være med i, og så er det lige meget om du ikke føler, at du er flot nok eller god nok, eller whatever. Jeg lægger bare janteloven bag mig.”

Hvad drømmer du om for samfundet i fremtiden?

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Under pride month, er der jo mange brands, der er hurtige til at komme ud med merch, men så er det som om, at de i de resterende 11 måneder trækker i land og støtter alle mulige andre grupper, som måske ikke har det her communitys bedste i sinde. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal huske at google, om diverse brands mon også har doneret til nogle, som støtter alt muligt dårligt, inden vi kan købe en regnbue-T-shirt, fordi vi jo også selv er stolte. Det kunne være dejligt at have mere up-front positivitet fra brands, butikker og folk generelt – den der tydeliggørelse af om man for eksempel er en ally eller selv er en del af communytiet.

Hvis du skulle give et godt råd til henholdsvis andre queer-personer og allies, hvad ville du så sige til dem?

”Til dem begge to ville jeg sige, at det ikke er bokse og båse, der gælder. Vi skal huske at give hinanden plads. Både os, som er queer, men også dem, som er allies. Lad der være en åben kommunikation og åbenhed overfor hinandens personligheder.”

Hvordan er man en god ally?

”Det er man ved at have et åbent sind. Ved hele tiden at lære og være opmærksom på, at du er privilegeret og at en given situation måske ville være anderledes for queer personer.”

Foto: Marco van Rijt

Vil du præsentere dig selv?

”Jeg hedder Sus Wilkins, er 32 år og bruger pronomenerne hun/hende. Jeg er dansk/amerikaner, opvokset i København og arbejder primært som skuespiller.”

Hvilken seksuel orientering identificerer du dig med?

”Jeg er en kvinde, der altid har været til drenge, men så mødte jeg en pige, der hedder Freja, som jeg blev kærester med, og det har jeg været i otte år nu. Så nu ser jeg det bare som, at jeg er til mennesker fremfor køn. Biseksuel lyder ikke helt rigtigt, når jeg siger det, jeg har det ikke så godt med de der kasser. Jeg bliver bare forelsket i mennesker.”

Din og Frejas historie er en af dem, mange nok godt kender i forvejen, men vil du ikke prøve at fortælle om første gang, det gik op for dig, at du var forelsket i en pige?

”Jamen det skete jo totalt pludseligt og uventet. Jeg har altid været vild med drenge, og så ser jeg Freja. Vi mødte hinanden til et tv-show, hvor jeg var danser, og hun var artist. Det, der er ret fantastisk ved den historie, synes jeg, er, at jeg følte ikke, at det var en anden slags forelskelse. Det var ikke en forelskelse, der var bedre end nogen af de andre, det var bare en forelskelse, der var helt identisk med alle de andre forelskelser, jeg har haft, så det var bare dejligt.”

Så du kunne genkende følelsen?

”Fuldstændig! Jeg fik sommerfugle i maven og blev genert. Den der følelse af at hver gang personen er tæt på, så ved man ikke, hvad man skal gøre ved sig selv. Det var bare en dejlig forelskelse.”

Foto: Marco van Rijt

Var du tiltrukket med det samme?

”Nja, næsten. Jeg syntes bare, at hun var enormt smuk, men hun var også lidt arrogant og reserveret. Senere fandt jeg ud af, at det bare er fordi, hun er supergenert. Men der gik ikke så lang tid … Det var ret hurtigt, jeg blev forelsket i hende. Jeg ved ikke, hvad det var, det var bare hendes energi, som jeg blev forelsket i.”

Hvilke tanker gik igennem dit hoved i den periode?

”Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var underligt, jeg fik sommerfugle i maven, fordi det jo var en pige. Men man kender også godt det der, når man får en ny, virkelig god veninde hvor man bare er i symbiose og har lyst til at hænge hele tiden. Men der var jo forelskelse oveni, så jeg tænkte, jamen det kan jo ikke være muligt, for jeg er jo til drenge, og det her en pige. Det giver ikke nogen mening. Men til sidst kunne jeg jo ikke rigtigt snyde mig selv længere, og så måtte jeg jo bare erkende, at jeg var blevet forelsket i en pige, og sådan var det.”

Hvorfor er det vigtigt for dig at stille op til noget som det her i dag?

”Det er vigtigt for mig at stille op, fordi det kan være vigtigt for nogle andre. Hvis jeg bare kan hjælpe et par stykker derude, som tænker, at de er forkerte, så er det rart, at jeg kan vise dem, at så er jeg i hvert fald også forkert. Vi er flere. Det er vigtigt at have nogle at spejle sig i og have nogle rollemodeller, og hvis jeg kan være det for nogen, så har jeg gjort noget godt.”

Følte du dig forkert?

”Næh, overhovedet ikke. Jeg har aldrig følt mig forkert. Jeg tænkte mere, Gud hvor er det underligt, for jeg har jo altid været til drenge, men det var ikke sådan, at jeg har følt, at mine forhold til drenge havde været dårligere. Jeg undrede mig bare, men jeg følte mig ikke forkert i det. Det er jeg også bevidst om, når jeg bliver interviewet til sådan nogle ting her, for jeg har jo ikke haft en hård rejse, som så mange andre har. Det har virkelig bare været … jamen sådan er det jo bare.”

Hvornår føler du dig mest stolt af den, du er?

”Det må være, når jeg går sammen med mine venner. Vi passer så meget på hinanden i min vennegruppe, så når jeg går ned ad gaden sammen med dem – og også med Freja selvfølgelig – så føler jeg mig stolt over at være venner med dem.”

Hvad drømmer du om for samfundet?

”Jeg drømmer om den dag, hvor alt, der hedder hatecrime kun er et minde om noget, der skete engang. At det bliver udryddet, og vi får en verden, hvor alle kan gå trygt på gaden og være kærester med hvem end, de har lyst til, og kysse med hvem de har lyst til, uden at der er nogle, der stiller spørgsmålstegn, og i værste fæld nogle, der bliver sure over den slags. Og ja, at man kan have forældre af samme køn og på kryds og tværs, at det bliver mere normaliseret, det drømmer jeg om.”

Vil du og Freja gerne have børn?

”Ja, det vil vi gerne en dag. Ikke lige nu.”

Hvis du skulle give et godt råd til en anden LBGTIQ+-person, hvad ville du så sige?

”Det må være at blive ved med at være sig selv og ikke tvivle på sig selv. Du er perfekt, som du er. Bliv ved med at være den du er, og speak up.”

Hvad hvis du skulle give et godt råd til en ally?

”Bliv ved med at være nysgerrig, spørg ind, men vigtigst af alt: du må ikke gøre det til LGBTIQ+-personens opgave at uddanne dig. Uddan dig selv og vær nysgerrig. Selvfølgelig må man gerne spørge ind – for mig er det lige som racisme og den slags – man må gerne spørge, ”hvorfor må jeg ikke sige sådan”, men man må også godt tænke sig om og uddanne sig selv.”

Foto: Marco van Rijt

Vil du præsentere dig selv?

“Jeg hedder Raya, og jeg bor i Paris. Jeg voksede op på en lille ø langt væk fra en storby midt i ingenting. Siden da har jeg rejst rundt i verden for at konstruere mit liv og min identitet for at finde den bedste måde at skinne på i den her verden og i det her samfund. Jeg er ikke bare model, jeg er hvad end og alt det, jeg vil være. Så jeg er fri til at opdage enhver følelse og enhver sjov ting, som jeg bare kan lære af og vokse med.”

Hvor gammel er du?

“Nogle spørgsmål har nogle gange ikke et svar … Ej, virkelig det ved jeg ikke.”

Hvilke pronominer foretrækker du?

“Jeg foretrækker normalt hun/hende, men mine pronominer bestemmer ikke, hvad jeg føler. Men i det sociale miljø, vi lever i, skal vi have et pronomen. Og jeg elsker at sige “hun”, fordi det er en position. Det er en måde for mig at introducere en verden, hvor jeg er, og en måde hvorpå jeg kan skubbe andre til at acceptere den måde, som folk skal accepteres på. Så hvis jeg siger “hun”, er folk nødt til at ændre deres tankegang og forstå, hvem jeg er. Jeg ville elske, hvis verden var klar til, at jeg også bare kunne kalde mig ”han”, og at det ikke var en big deal, men der er vi ikke endnu – og det er det, vi kæmper for.”

Er det også derfor, du er her i dag?

“Ja præcis!”

Hvad betyder dit køn for dig?

“Mit køn er bare en del af min konstruktion. Det er sådan en lille del af mig. Jeg har så meget at tale om og vise verden. Nye ting, ting jeg elsker ved mig selv, og ting jeg kæmper for hver dag i mit liv.”

Kan du huske en bestemt tid eller periode i dit liv, hvor det gik op for dig, at du var en kvinde?

“Jeg havde så meget pres på mig, da jeg var ung. Så mange mennesker var fast besluttede på at skubbe mig i en kasse og fortælle mig, at dette er den verden, vi lever i, og du skal bare følge med menneskerne omkring dig for at eksistere. Så jeg kæmpede, fordi det vækkede raseri og angst inde i mig. Nogle gange er det ikke engang dig, der har ret til at konstruere dit eget liv – folk foretrækker at vælge for dig; hvad du skal gøre, og hvordan du skal være. Det er ikke den rigtige ting – og nu er jeg bare fri. Jeg ved ikke, hvornår jeg indså det. Det var bare en naturlig ting. Jeg har mødt så mange smukke mennesker, der har fået mig til at indse, at jeg er, den jeg er. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, for jeg har ikke en alder – men jeg var ung, antager jeg.”

Vil du tale lidt om din seksualitet, og hvordan du identificerer dig?

“Jeg behandler en person for hvem, han, hun eller de er. Og jeg kan virkelig godt lide at tage mig tid til at forstå nogen og følelsesmæssigt være i stand til at forbinde mig til den person. Det handler ikke om sex eller fysik – selvfølgelig kan den del tiltrække mig – men det handler mere om den forbindelse, jeg vil have med den person. Da jeg startede min fysiske transformation ved at tage hormoner – fordi jeg ikke altid har været den kvinde, det er jeg nu – indså jeg bare, at samfundet virkelig ønskede at skubbe kvinder til at eksistere i skyggen af ​​manden. Jeg var bare så bange for ikke at finde nogen, der ville elske mig. Men jeg var altid så besat af de skide mænd. Og jeg indså, at dette liv er så meget smukkere end dette, og du kan bare dele det med nogen. Jeg tror bare, at jeg vil være i stand til at leve mit liv uden en mand. Mænd behøver ikke at eksistere for at du skal elske dig selv. Bare omfavn, hvem du er, og have smukke mennesker omkring dig, hvis du kan. Samfundet er så fyldt med kærlighed, så du skal bare være dig og gå efter det.”

Hvorfor er det vigtigt for dig at være her i dag?

“Jeg elsker at se så mange mennesker, jeg måske ikke havde mødt i det virkelige liv. Jeg er virkelig glad for at møde nye mennesker i samfundet og skabe et øjeblik med dem. Jeg er så glad for at se alle smilende og uden mundbind. Så det er meget kraftfuldt og smukt. Jeg er glad bare for at være her, hvor jeg føler mig forstået.”

Dukker en bestemt dag eller begivenhed op i dit sind, når du tænker på, hvem du er i dag?

“Jeg finder mig selv, når jeg rejser. Det handler altid om, når jeg rejser og møder nye mennesker og opdager nye måder at eksistere på. Jeg elsker at gå ud. Ja, nogle gange skal du være opmærksom på, hvor du går, men det føles stadig godt at være alene.”

Hvad drømmer du om for samfundet?

“Samfundet skal være mere åbent for alles eksisterende – så alle er frie. Vi har et liv at leve. Verden er fuld af overraskelser, så vi er nødt til at skubbe til den. Vi kæmper for at gøre samfundet klar til de nye generationer, og jeg er så glad for at være en del af den her forandring, men så vil jeg også elske, hvis det bliver en meget stærk forandring, så de nye generationer – de unge queer, LGBTQ+-peroner – forstår, at de kan leve frit, og de kan være, som de vil være.”

Hvis du skulle give råd til andre queers eller allierede, hvad ville det være?

“Til queers vil jeg sige: du er ikke alene. Husk, at vi er et samfund, der elsker hinanden og respekterer hinanden. Vær ikke bange, selvom der kan være komplikationer. Det er dit liv, og du har ret til at eksistere. Glem ikke at være fri, og prøv at elske dig selv. Det tager lang tid at øve, men livet er langt. Tag dig tid til at forstå og lære, hvem du er. Til allierede vil jeg sige: uddan dig selv, for du ikke behøver at stille spørgsmål til quees. Der er bøger nu, og der er google, hvor du virkelig kan lære om det. Hold dit sind åbent for at uddanne dig selv. Det er så trist, når folk ikke tager sig tiden.”

Vil du præsentere dig selv?

”Mit navn er Yaqub Abdirahman, jeg er 26 år gammel. Jeg er statskundskaber til dagligt, og derudover så organiserer jeg også en smule politisk. Jeg er ved at skrive speciale om nordisk pupulisme, og om hvordan race er vigtigt i den kontekst, og noget der egentlig vedligeholder pupulismen herhjemme. Jeg bor på Nørrebro, og jeg kommer fra en somalisk herkomst.”

Hvilke pronomener foretrækker du at bruge?

”Jeg bruger faktisk hovedsageligt han/ham, men jeg bruger også de/dem i nogle kontekster, og når jeg føler mig tryg og tilpas med nogle mennesker. Men jeg føler ikke, det er så vigtigt, hvilke pronomener, som folk bruger omkring mig, men at det er noget, der er vekslende og dynamisk, det er ikke nødvendigvis noget som er statisk. Det kommer lidt an på, hvad den indre følelse er.”

Hvis du skulle beskrive din seksualitet, hvordan ville du så gøre det?

“Jeg føler mig queer, intetkønnet, maskulin, feminin, begge dele, ingen af delene og alt imellem. Jeg har ikke noget behov for at specificere det nærmere, jeg er faktisk fuldstændig ligeglad, og det samme gælder for måden, jeg møder andre mennesker på. Jeg er interesseret i mennesker, måden, de bærer sig selv på, og deres energi. Ikke deres kønsdele.”

Foto: Marco van Rijt

Kan du prøve at fortælle lidt mere om din kønsidentitet?

”Jeg ser mig selv – både med hensyn til seksuel orientering og min kønsidentitet – som meget queer. Det, som jeg forstår som queer, er generelt, at det ikke statisk, det er noget der rykker sig, det handler mere om rejsen end selve destinationen. Jeg tror, at rigtig mange folk tænker queerness som om, at du starter som straight, og så kommer du et andet sted hen. Men min queerness er vekslende og dynamisk, og den forandrer sig, og mit udtryk forandrer sig.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være med i dag?

”Selve kampagnen for Amnesty og ”Love is not a crime” synes jeg er rigtig vigtig, set i den kontekst, at der sker rigtig mange hadforbrydelser mod folk fra LGBT-miljøet. Jeg tror, at vi nogle gange fortæller os selv, at vi er nået meget længere som et samfund, end vi egentlig er. Bare fordi at der er en parade en gang om året, er det ikke ensbetydende med, at samfundet accepterer folk, som udtrykker sig på den måde i deres helhed. Så jeg tror, at det er vigtigt, fordi sådan en kampagne belyser nogle af de ting, som stadig er problematiske, og udover det er der stadig 77 lande, hvor LGBT-folk egentlig er ulovlige.”

Og hvis du skulle have et ønske for samfundet i fremtiden, hvad ville det så være?

”Jeg tror noget mere substantiv policy, altså hvor man går ind og sætter ansættelseskvoter for eksempel for repræsentation på forskellige måde, for folk, der er marginaliserede. Jeg tror på flere samtaler på arbejdspladserne om, hvordan folk præsenterer sig selv, og at vi skal lade være med at være så uniforme i vores forståelse af, hvad der er respektabel påklædning og alle de her små kodekser, som egentlig ikke står nogle steder, men som vi alle sammen forstår er en del af arbejdsmiljøet.”

 Er der en særlig dag eller begivenhed eller samtale i dit liv, der springer op i hovedet, når du tænker på hvem du er, og hvordan din udvikling har været.

”Jeg kan huske første gang, jeg var til pride, og første gang jeg var til Nørrebro-pride også, hvor jeg så rigtig mange, der var racialiserede, som jeg selv er, og at se repræsentation på den måde, rykkede rigtig meget ved min egen selvforståelse og opfattelse, omkring hvordan jeg er, og hvad queerness er for mig. Det at se sig selv afspejlet på andre måder og i andre kroppe, var noget der var rigtig vigtig for mig min egen selvopfattelse og udvikling.”

Så at repræsentation betyder noget?

”Det gør det virkelig, men også substantiv repræsentation. Ikke bare at putte en person på et eller andet billede, men også at høre dem tale, at putte dem i positioner, hvor du ser de her mennesker, der egentlig også bare lever deres liv. Jeg tror, at for rigtig mange mennesker, så er der også en frygt for, hvordan deres liv vil udvikle sig, hvis de springer ud, men så bare at se de her mennesker, som gebærder sig normalt i hverdagslivet, og klarer sig godt, var meget vigtigt for mig.”

Hvornår føler du dig mest stolt af den, du er?

”Når jeg gør noget for mit miljø, mit community, og når jeg ser andre, som måske også får mod, når de ser, at jeg gør det.”

Er det f.eks. på gaden, eller kan det også være på nettet?

”Jeg tænker i princippet på alle led. Jeg foretrækker selvfølgelig at møde folk face to face, men jeg tror under den her pandemi og lockdown, så har det været meget virtuel repræsentation, og folk der skriver til ens DMs omkring ting, de går igennem, og hvis man kan hjælpe der, så gør det mig glad.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle give et godt råd til en anden queer-person? 

”Jeg vil råde dem til at sørge for, at de har et sikkerhedsnet til at gribe dem, hvis deres eget miljø ikke vil acceptere dem helt. Overvej f.eks. at spare penge op, så du kan lande et sted. Sørg for at du ved, hvilke ressourcer du har tilgængeligt, selv hvis det føles som om, taget er ved at kollapse over dig, så er der stadigvæk mennesker, som godt kan hjælpe dig på vej.”

Hvor kan man gå hen?

”Jamen du kan tage til Sabaah, LGBT-ungdom, LGBT Asylum, Priden og Nørrebro-pride også – der er masser af forskellige initiativer under de her organisationer.

Hvad vil du sige til en, der bare gerne vil være en god allieret og en god ven?

”Giv mikrofonen videre, og lad folk som du gerne vil støtte op om, tale for dem selv – sørg for at du understøtter dem, og lad være med at tage for meget plads. Jeg tror, at den største hjælp man kan give i de her kontekster er, at give dem talerøret, så de kan fortælle om deres problematikker og problemstillinger. Og lad være med at være passiv, hvis du ser nogle konflikter på gaden: Grib ind.

Har du noget konkret? Hvad kan man sige? Hvad ville du blive glad for, at der var en, der sagde?

”Jamen bare det der med, at sige ”Hey, det er ikke okay”, og måske gør det lidt synligt, så andre også ser det. Jeg tror, at mange af de mennesker, som gør de her ting her, tror at de bare kan slippe afsted med det, men hvis man synliggør det i bybilledet eller det offentlige rum, så tror jeg, at det gør noget i sig selv også.”

Foto: Marco van Rijt

Vil du starte med at præsentere dig selv?

”Ja, jeg hedder Vega, jeg er 19, og jeg er model. Jeg bor her i Nordvest, går på HF-enkeltfag, og så har jeg en samtalepodcast om sex, der hedder Slutpod. Jeg er generelt meget interesseret i alt det der med sex i alle dets afskygninger, og hvad man kan gøre det til selv.”

Hvilke pronomener bruger du?

”Jeg bruger jo hun/hende, men for tiden, så ved jeg sgu ikke helt rigtigt, hvad jeg er. Jeg kunne godt være sådan en, der begyndte at bruge at hun/dem, men det må vi lige se på.”

Vil du uddybe det lidt? Altså er det fordi du er lidt i tvivl om din kønsidentitet?

”Ja, jamen jeg tror bare, at jeg er … Jeg føler mig bare som et menneske. Det er ikke nødvendigvis fordi, jeg ikke kan identificere mig med at være kvinde, men jeg kan mærke, at jeg selv synes, det er lidt lol, når jeg siger, at mine pronomener er hun/hende. Det er noget, jeg lige må se an. Jeg er jo så fucking privilegeret at bo i en by, hvor man på en eller anden måde ikke bliver tvunget til at tage så meget stilling til sig selv, medmindre man gerne vil i forhold til sin seksualitet og sit udtryk. Altså der er jo mange, især på Nørrebro, der ligesom bare gør lidt, hvad de vil og kan være nogenlunde trygge til at udtrykke sig, i hvert fald i forhold til andre steder i verden. Så jeg tror, at for mig bliver det noget, der kommer. Jeg bliver bare nødt til at tage det sådan lidt intuitiv. Men jeg kan godt mærke, når jeg siger, at hun/hende er mine pronomener, så er jeg sådan lidt ”lol, hvad”. Jeg ved det ikke rigtig. Så ja, jeg tror bare at det er noget jeg lige må se lidt an med tiden.”

Vil du prøve at fortælle lidt om din seksualitet?

”Ja, jamen altså … igen det der med labels … Hvis man skulle putte mig i en kasse, så var jeg i den der hedder biseksuel eller panseksuel. Det er ikke noget, jeg tager supermeget stilling til, jeg er bare sammen med dem, jeg har lyst til at være sammen med. Da jeg var helt lille, der var det også bare sådan, at jeg crushede på alle i tegneserierne, det var ikke bare gutterne. Så jeg har bare altid haft en feeling af, at jeg bare var tiltrukket af mennesker.”

Foto: Marco van Rijt

Hvad betyder forskellen mellem biseksualitet og panseksualitet for dig?

”Jeg føler, at forskellen er, at panseksuel måske er lidt mere inkluderende. Men igen, jeg har ikke så godt styr på de der ’terms’, fordi jeg netop ikke har dykket så meget ned i det. Men jeg tror, at det er det med, at biseksuel er, altså ’textbook definition’ er jo, at man enten er til piger eller drenge, og så er panseksuel lidt mere et paraply-term, og det passer jeg jo på en eller anden måde bedre ned i. Altså er der mange mennesker under min paraply.”

Hvornår gik det op for dig, at du ikke identificerede dig med samme seksualitet som majoriteten?

”Da jeg gik i 0. klasse, var jeg vildt forelsket i en af mine veninder, men på sådan en barnemåde, hvor man ikke rigtigt tænker over det. Jeg tror, at jeg var mest tiltrukket af piger op til en vis alder, og vi rendte jo bare rundt og hyggekyssede lidt, men der gik det også bare op for mig, at jeg jo godt kunne lide det. Så jeg tror, at det var der, jeg begyndte at praktisere det løbende, fordi det bare kom så naturligt.”

Hvorfor er det vigtigt for dig at være med i dag, og hvorfor har du sagt ja?

”Jeg har sagt ja, fordi jeg synes, at det er megavigtigt at tale om det her, og jeg tror, at det er vigtigt at få fat i en masse forskellige mennesker i det her miljø, for det er ofte nogle bestemte, som får taletiden. Jeg synes også, at det er vigtigt, at folk, som bor udenfor København, som måske ikke ser mennesker, som klæder sig sjovt og åbent har en speciel seksualitet, også kan få et indblik i det. For eksempel hvis man er mor eller far til en, som er i gang med at finde ud af sin kønsidentitet. Jeg tror, det er vigtigt at give folk nogle redskaber til at forstå det på en eller anden måde.”

Kan du huske en særlig begivenhed, som har betydet noget for den du er i dag i forhold til din kønsidentitet eller seksualitet?

”Ja, jeg kan huske, at jeg havde en pigekæreste, da jeg var 14, og jeg var ret nervøs over, hvordan jeg skulle sige det til mine forældre. Det var ikke fordi, jeg tænkte, at de ville have noget imod det på nogen måde, men det var lidt angstprovokerende. Og så kan jeg bare huske en dag, at jeg står sammen med min mor i køkkenet, og hun spørger, om jeg ikke er begyndt at se en eller anden, fordi jeg jo ikke sover hjemme, og så er jeg sådan: ”Jamen det er fordi, jeg har fået den her kæreste”, og så er hun sådan: ”Nå hvem er det – er det en dreng eller pige?” Og så var jeg sådan: ”Nå!” Det syntes jeg, var så fucking fedt, og så kunne jeg bare mærke, at jeg blev mere tryg. Jeg syntes, at det var så fedt, at hun ikke bare antog, hvordan jeg havde det med min seksualitet.”

Foto: Marco van Rijt

Kan du så huske, hvad hun sagde, da du forklarede, at det var en pige?

”Jamen det var meget ligesom, hvis det havde været en gut – altså det var jo det samme, sådan: ”Nå hvem er det, og må jeg møde dem.” Det var meget naturligt, og jeg kunne bare mærke, at betydningen ikke lå i om det var en dreng eller pige. Hun var meget mere interesseret i at høre, hvordan jeg havde det med det, end hvad kønnet på personen var, og det syntes jeg bare var virkelig dejligt.”

Hvornår føler du dig mest stolt af den du er, eller det her miljø du tilhører?

”For mig er der ret stor forskel på de ting. Jeg har megamange queer-venner, men jeg føler mere at jeg er en del af et ungdomsmiljø i København … For eksempel sad jeg i Folkets Park den anden dag med nogle af mine venner, og da jeg kiggede rundt, kunne man bare se, at folk udtrykte sig præcis, som de havde lyst til. Og det er jo lige meget om folk har lyst til at sidde i helt sort tøj som mig selv, eller om man har lyst til at gå rundt med en kæmpe kjole på. Jeg blev bare virkelig fucking stolt af, hvor modige folk er. Altså vi ved jo alle sammen godt, at det ikke er 100% trygt at være synlig queer i København, så jeg synes bare, at folk er så seje. Altså de fyrer den af, og de udtrykker sig, og de gør det, selvom at folk opfører sig ad helvede til. Jeg er mest stolt af mig selv, når jeg prøver at tage aktiv stilling til, hvad jeg egentlig er og vil.”

Hvad drømmer du om i samfundet i forhold til mere inklusion?

”SÅ meget! Altså jeg er forhåbningsfuld, men jeg synes først og fremmest, at vi skal have markant bedre seksualundervisning i folkeskolen. Og jeg synes også bare, at det er underligt, at det kun er der, man har det. Altså vi skal blive bedre til at snakke grænser, og vi skal blive bedre til at komme i kontakt med vores seksualitet. Det er naturligt, altså vi har jo ikke fået redskaberne til at snakke om seksualitet, køn og grænser. For hvornår skulle vi have fået dem? Så jeg tror virkelig, at man kan gøre en stor forskel ved at kigge på den seksualundervisning, vi har, og hvordan man kunne gøre den bedre. Og så håber jeg, at vi bliver bedre til at passe på hinanden, både i København og resten af landet, altså mit indtryk er ikke, at det er supertrygt at være queer andre steder end i København. Og selv her hører man jo hele tiden om tilråb og overfald. Altså der vil jo altid være nogle, der er idioter, men jeg håber, at vi bliver bedre til at tale om, at der skal være plads til alle og lade hinanden være mennesker.”

Baseret på din erfaring – hvad ville du så sige, hvis du skulle give et godt råd til en anden LGBTIQ+-person?

”Kom in tune med dig selv, mærk efter hvad du føler, og husk at det også er okay ikke at være åben queer. Prøv at komme et sted hen, hvor der er nogle mennesker, der er fede at være sammen med, og som accepterer dig for den, du er.”

Hvis du skulle give et godt råd til en, der bare gerne vil være en god allieret?

”Selvom du er nysgerrig, og selvom du megagerne vil være der for dine venner eller for folk, der er indenfor det her miljø, så lad være med at forvente, at vi ved alt om emnet. Altså bare fordi man er nonbinær, så betyder det ikke at man har en holdning til alt. Og hvis man selv lige er kommet ud, kan det være svært at tage stilling til andre folks spørgsmål omkring det. Lav din egen research på emnet, mød forberedt op i samtalen med dine venner om det. Se på de ting, der foregår rundt omkring i verden, der aktivt skader miljøet, og snak om det med dine venner. Hvis du overhører noget småhomofobisk, skal du sige fra. Særligt fordi der er større sandsynlighed for, at dem, der hater, vil lytte respektfuldt til dig end til minoriteten.”

Foto: Marco van Rijt