Hvis der er noget, der er så sikkert som amen i kirken, så er det utallige eksempler på god stil, når modeklokkerne kimer til samling i Paris under de årlige modeuger som tiltrækker horder af fashionistaer.
Således også i denne sidste uge af juni, hvor mændenes modeuge blev skudt af med vanlig pomp og pragt i Paris, og stjerner som Naomi Campbell, David Beckham, Kendrick Lamar og Regé-Jean Page travede gaderne tynde i smarte gevandter.
Men ét par skilte sig dog særligt ud fra mængden, nemlig Jessica Biel og Justin Timberlake, der troppede op i det ene glimrende antræk efter det andet.
Det er ikke første gang, at vi har set god stil fra begge parter. Jessica Biel træder sjældent forkert på den røde løber med det, hun har på (vi tænker særligt Oscar-uddelingen 2017 og Emmy Awards 2018) og ej at forglemme Justins notoriske ’mode-moment’ i 2001 – hvor han med Britney Spears ved sin side viste, hvad denim-på-denim faktisk betød.
Men tilbage til nutidens Paris, hvor parret mindede os om, at de faktisk virkelig forstår at servere looks, der kun bliver stærkere, når de går side om side. Til Dior Men-showet kørte de en hvid/beige kryds-kombo, med Justin Timberlake i beige utility-jakke, hvide hørbukser og lave beige gummistøvler (der, selvom de er fra Dior, let kunne forveksles med samme model fra H2O Fagerholt), og Jessica Biel i hvid, kortærmet skjorte, beige utility-bukser og Diors allerede ikoniske J’adore Slingback pumps.
Foto: Ritzau/Scanpix
Parret troppede også stærkt op til Kenzo, hvor Jessica Biel var i løst, ternet sæt og baret, og Justin Timberlake var i komplimenterende douchegrøn jakke, beige bukser og lyseblå skjorte.
Foto: Ritzau/Scanpix
Louis Vuitton Men-showet var heller ingen stilmæssig undtagelse for parret. Jessica ankom i et fuldt runway-look fra Louis Vuitton med en skulpturel top tilsat kort nederdel i læderfrynser og over den et dramatisk læderforstykke i taljen og høje ankelsnørestøvler. Justin var iført kortærmet skjorte med et rød/blåt geometrisk mønster, baggy bukser med pressefolder og zig-zag-søm – og, ikke mindst en perlekæde som accessory.
Foto: Ritzau/Scanpix
Næste dag genbrugte Jessica Biel endda sit show-look fra Louis Vuittion, da hun og husbonden næste morgen gik en tur i Paris, efter de havde spist morgenmad på Café de l’Esplanade, hvor lædernederdelen nu var sat sammen med en t-shirt med print.
Som noget helt nyt præsenterer ELLE en app, hvor vi samler alt vores digitale indhold ét sted.
Udover at få direkte adgang på en nem og overskuelig måde til indhold fra ELLE.dk, har vi også tilføjet eksklusivt indhold til app’ens ‘premium’-sektion.
Du kan derfor glæde dig til at dykke ned i nogle af vores long-read artikler, som både inkluderer store interviews og portrætter af kvinder, som hver dag inspirerer os indenfor alt fra mode, karriere, økonomi, relationer, kærlighed og kultur samt tendens- og trendartikler, der sætter fokus på en særlig trend eller tendens indenfor mode og gør dig klogere på historien bag.
Udover at få nem adgang til alt ELLEs digitale indhold via app’en, er der også en direkte genvej til Ally, som er en streamingtjeneste fyldt med eksklusive podcast, videoformater og longreads. Ally er en betalingstjeneste, hvor du betaler et beløb hver måned for adgangen.
Du kan downloade ELLEs nye app helt gratis i app store, og det eneste, du skal gøre for at få adgang til alt det eksklusive indhold, er at tilmelde dig med din e-mail.
Designer Katrine Binné indretter sig med minder og arvestykker og satser på, at hendes egne børn en dag skal bygge videre på den proces, indretning er – som ikke kan forceres, men skal bygges op over tid. Præcis som hun selv gør.
Egentlig ville hun helst bo i et britisk country house. I stedet har hun skabt sin egen version i et baghus på Frederiksberg. For Katrine Binné ville bo, som hun gør, ligegyldigt hvilke rammer der er for hendes hjem, og erfaringen viser, at når hun falder for et hjem, er det altid på landet i England. Måske fordi hun er født i London og boede der de første år af sit liv, og fordi hun er vokset op med forældrenes historier fra England. Det, hun holder af ved den engelske country house-stil, er, at det ikke er et hjem, der bliver indrettet på én gang, men er blevet bygget op over tid, hvor hver ny beboer tilføjer noget, så hele hjemmet ender med at være fyldt op med minder. Og blomster fra haven.
”Det er en proces at indrette sig, det tager tid og kan ikke forceres. Jeg er ikke på plads, og mit håb er, at jeg aldrig bliver færdig med at indrette og bygge på, og at mine børn en dag vil fortsætte,” siger Katrine Binné, der selv bygger videre på sin families minder i sit hjem.
Med arvede malerier fra sin mormor og møbler fra sin farmor, der stadig lever, men er sød til at give Katrine Binné de ting, hun er vild med.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Køkkenet var istandsat, da parret overtog huset, men er blevet autolakeret grågrønt med Farrow & Ball-maling. Spisebordet er fra Nørrebro Snedkerservice, mens Wegners Y-stole er gaver.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Vintage-daybedden er genial at crashe på efter en lang dag og som gæsteseng. BestLite-lampen er modellen BL10 og valgt, fordi Katrine Binné er vokset op med BestLite, men denne har lidt mere Bauhaus-stil over sig. Den sorte skammel er tegnet af Charlotte Perriand.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Husets mest brugte rum er det store køkkenalrum, leverummet, hvor der både er plads til at crashe på den ombetrukkede Børge Mogensen daybed og at løbe og cykle rundt om bordet. Sidstnævnte mest relevant for sønnen Hubert på to år. Spisebordet er lavet af Nørrebro Snedkerservice i massiv eg og autolakeret i lyserød.
Kvalitet og håndværk
Det med at være vild med tingene er det afgørende. Katrine Binné tænker aldrig på, om tingene i hendes hjem passer sammen, men om de har hendes historie i sig.
”Jeg indretter mig først og fremmest med minder og ikke ud fra en stil. Jeg skeler ikke til tendenser og er fløjtende ligeglad med, om det er moderne at indrette sig beige i beige. Det handler ene og alene om, hvad der gør mig glad. Og det gør det, at vores lyserøde spisebord er lavet af vores gode ven, som har lagt arbejde og tid i det, og at mange af vores lamper har stået i mit barndomshjem. Det kan godt være, at hverken Philippe Starck eller BestLite er smart, men jeg er vokset op med dem, og jeg kan lide tanken om, at de en dag skal gives videre til min søn,” forklarer Katrine Binné, der også kunne have peget på f.eks. Wegners Y-stole. To af dem har stået i hendes mands barndomshjem, de to andre er gaver fra en veninde, der havde boet i familiens hjem i en periode.
Med udgangspunkt i engelsk country house kunne man forestille sig en småblomstret rodebutik, men enkelheden, ikke mindst i de danske designklassikere, i indretningen vidner om, at her bor skandinaver. For Binné mener, at design skal være enkelt og godt, for ”så holder det bare både funktionelt og designmæssigt”. Og som en naturlig følge af hele ideen med at bygge op og gå i arv generation efter generation er kvalitet og håndværk afgørende.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Mads Caprani-gulvlampen fandt Katrine Binnés søster på et loppemarked. Litografiet af Wilhelm Freddie er en 30-års fødselsdagsgave fra Binnés forældre og er fra det år, hun blev født.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
På husets førstesal ligger sofastuen med en Ikea-sofa og -puf, som begge er ombetrukket med Katrine Binnés egne tekstiler. Erfa-reolen er lakeret i samme farve som væggene, Farrow & Balls 2009 Clunch.
Om boligen
Hvem?
Katrine Binné, 32, designer og indehaver af Binné, Instagram @shop_binne. Bor sammen med sin mand, Jonas Binné, 32, der er konsulent hos Son Of A Tailor, sønnen Hubert på 2 år og har endnu en dreng på vej samt hunden Mester. Hvad?
Baghus i tre etager på Frederiksberg.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
På den tilbyggede øverste etage ligger terrassen, hvor der er sol hele dagen og har udsigt over Frederiksbergs villaer og haver. Bambusmøblerne er fundet brugt.
Tingenes lange levetid
Når Katrine Binné selv skal købe ting til sin bolig, foregår det gerne på rejser og er ofte keramik. Meget kommer fra Frankrig, som hun har en forkærlighed for, og en del af hendes fund stammer fra dengang, hun boede i Paris. Hun går også gerne efter brugt og gør en dyd ud af at give tingene så lang levetid som muligt. At få ombetrukket en sofa, når betrækket bliver slidt, at male et møbel i en ny farve. Og farver er i øvrigt gennemgående i Katrine Binnés bolig.
”Jeg har aldrig brudt mig om hvide vægge og det farveløse, og jeg har meget lidt hvidt og meget lidt sort. Selv stålreolen i stuen har jeg fået autolakeret i samme nuance som væggene,” forklarer Katrine Binné, som har valgt Farrow & Ball-farver til alle rum, med undtagelse af gæstetoilettet, der har fået hendes yndlingsfarve lyseblå, og som hun har fundet den helt rigtige nuance af hos Flügger.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Den gamle skammel, brugt som sengebord, stammer fra barndomshjemmet og har fulgt Katrine Binné hele livet. Le Klint-sakselampen er fundet brugt.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Hylderne og radiatorskjuleren fik parret, ligesom de indbyggede skabe, bygget, da de flyttede ind. Her er Katrine Binnés hjørne med smykker og skønhedsprodukter. Spejlet er vintage.
Blød op med tekstiler
Baghuset på Frederiksberg, hvor Katrine Binné og hendes familie bor, var oprindeligt en filmfabrik, som fremkaldte Storm P-film. Spærene i loftet stammer fra den tid, og det har været vigtigt for hende ikke at forsøge at lave huset til noget, det ikke er.
”Vi bor ikke i en gammel Frederiksberg-herskabelighed, men i en gammel fabrik. For at få mere plads har vi fået sat en ny etage på til børneværelse og terrasse og har holdt det hele i den industrielle stil, da vi renoverede. I stueetagen og på øverste etage har vi lagt Dinesen-gulvplanker, men på førstesalen har vi bevaret de originale gulve. De er fyldt med syreskader, men det er fantastisk, fordi det giver farverige pletter i blå, gule og grønlige farver, og den slags detaljer går vi op i at bevare.”
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Katrine Binné køber gerne keramik med hjem fra ferier, denne fra Astier de Villatte er taget med fra Paris. Smykkerne er fra Nadia Shelbaya, Pernille Holm, Ole Lynggaard og Sophie Bille Brahe.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Detaljerne tæller i Katrine Binnés kollektioner, som er skabt til at kunne gå i arv.
Den industrielle stil bryder Katrine Binné, hendes arbejde taget i betragtning naturligt nok, med tekstiler. På øverste etage har hun indrettet et hjemmekontor, så selvfølgelig kan man se spor af hendes arbejde der, hvor hun f.eks. laver perler til sine halskæder. Puffen ved sofaen er fra Ikea, men er ombetrukket i hendes eget tekstil, ligesom nogle af puderne. Sengetøjet er i Liberty-stof, som hun også bruger i sine kollektioner, og dermed kommer det engelske country house også ind i garderoben.
”Uanset sæson arbejder jeg med Liberty-detaljer, som særligt om vinteren er gode til at bløde op, både i mit hjem og i mit arbejde. Hele filosofien med mit brand går ind i min indretning og omvendt. Hvis jeg har købt et Liberty-pudebetræk, som jeg elsker at sove med, bruger jeg det gerne som en detalje på en skjorte. Dybest set er den røde tråd i alt, hvad jeg laver, min historie og det, der gør mig glad.”
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Katrine Binné er designer og indehaver af Binné, hvor hun skaber tøj og accessories, der gerne skal holde til at gå i arv, både kvalitets- og stilmæssigt.
Der er en eller anden opfattelse af, at når en kvinde har haft sex med en mand, har hun givet noget af sig selv væk, og dermed har hun mistet noget – og uha, det må man endelig ikke, til sidst har hun jo givet alt væk. Som om der er en begrænset ration, og når den er brugt, er man damaged good. Men det er jo en syg fortælling. Lad os lige vende den om og betragte sex som en berigelse og en mental og kropslig gevinst frem for noget, der udhuler vores kvindelige kapital.
Alene det, at det bliver anerkendt, at kvinder er liderlige, ja, bare det at bruge ordet. Mange kvinder har svært ved at tage det i deres mund, så det er ikke kun mændenes kvindesyn, der står i vejen. Det er en del af fortællingen om mænd, at de er liderlige, men det er kvinder sgu også! Det hænger bare ikke sammen med billedet af at være en pæn pige, nej … jeg vil hellere sige en ordentlig pige. Kvinder må gerne sige, at de har lyst, det er tilpas forsigtigt, men det med at være liderlig, det går sgu ikke. Vi må claime det ord.
Den skam, der var forbundet med sex, da jeg var ung, kan godt ærgre mig i dag. Hvordan jeg har skammet mig over mange ting, f.eks. at have knaldet med en, jeg havde lyst til, fordi jeg følte mig billig. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg møder unge i dag, der stadig er tynget af den skam. Man skal sgu ikke skamme sig. Hvis man har lyst, har man lyst, og hvis man eksperimenterer og prøver ting af, bliver man jo klogere på, hvad man selv vil, og hvor ens grænser går. Hvis vi kunne komme af med den der skamfølelse, få den smidt over bord! Det har været en bevidst proces for mig at sætte mig fri af den følelse. Jeg har været nødt til at sige til mig selv, at jeg kan knalde, hvem fanden jeg har lyst til, altså så længe de også har lyst, også selv om det bare er den ene aften, hvor begge har lyst.
Når jeg kigger tilbage, ser jeg det jomfrunalske, gammelreligiøse syn på kvinder gennemsyre vores tankegang langt hen ad vejen. Jeg har tusindvis af gange hørt folk – mænd og kvinder – tale nedsættende om kvinder som billige, hvis de gav efter for lysten til sex. Tænk på, hvor mange nedsættende ord der findes for kvinder, som har haft flere seksualpartnere: forsuttede bolsjer, omgangsluder, Fælles-Lene osv. Der findes ikke ét nedsættende ord for den samme type mand.
Foto: Kavian Borhani. Styling: Clara Liisberg
I pornobranchen er der jo et andet syn på kvinders lyst, men her bliver kvinderne brugt til præstationssex, for det handler om manden, hans nydelse, ikke om kvindernes evne til at nyde sex på egne præmisser. Det er også et billede, jeg er vokset op med, og jeg har dyrket masser af præstationssex. Jeg er i forvejen dygtig til at straffe mig selv med motion og kost og dårlig til at tillade mig selv at nyde noget, heller ikke sex.
Der er i højere grad kommet en accept af, at man fortsætter med at have sex, når man er over 50, men jeg mærker nogle meget klare holdninger til, hvad man kan eller især ikke kan. Er man over 50, skal man sateme helst gøre det med nogen, der også er over 50, seniorsex er sådan sødt og ufarligt. Jeg har været sammen med nogle, der var væsentlig yngre end mig selv, og det har jeg oplevet flere have det svært med, uden at de kan forklare hvorfor, hvis jeg spørger ind til det.
“Da jeg var ung i 80’erne, hed det frigid, og det var det værste, man kunne være!”
Men det er jo også temmelig paradoksalt, at det også er et tabu ikke at have lyst. Det er et snævert vindue, vi skal klemme os igennem, hvis vi skal overholde alle normer. Altså man skal have lyst, men så heller ikke så meget, at det ligefrem er liderligt. Manglende lyst bliver betragtet som forkvaklet. Da jeg var ung i 80’erne, hed det frigid, og det var det værste, man kunne være! Men på en måde må der også være en vidunderlig fred i ikke at have lyst. Ikke at skulle have det der sitrende, egostyrede, ukontrollerbare apparat til at tage over i tide og utide. Den fordel taler vi slet ikke om.
Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at seksualundervisningen fik ekstra ressourcer. Jeg har selv sendt to børn gennem skolesystemet, og den er jo næsten ikkeeksisterende. Det drejer sig om timer, der kan tælles på én hånd, og lærerne er ikke fagligt klædt på til det. Til noget, der er så vigtigt, og som forhåbentlig skal være en central del af det meste af livet. Alene det, at der kun er seksualundervisning i folkeskolen og ikke på ungdomsuddannelserne, er en kæmpe fejlprioritering. Det er jo lige præcis her, man er i gang med at undersøge, hvad nydelse er, og hvad man kan, og hvordan man gør. Vi står med en generation, der er ret klar til at tale om sex i en bredere kontekst – hvad man kan tillade sig, hvor grænserne går, hvad nydelse er. De er sågar parate til at strejke fra undervisningen for at deltage i online-sexundervisning hos Sex og Samfund, som de jo gjorde for nylig. De vil virkelig gerne have noget kvalitet her. Altså de tre timer, vi havde i folkeskolen, der sad jeg bare og stirrede ned i jorden, mens en forfjamsket lærer satte et kondom på en flamingo-penis.
Sex har lært mig at overgive mig betingelsesløst til et andet menneske, det gør man kun der. Ikke engang når man er i dyb sorg, overgiver man sig fuldkomment til andre. Jeg har også lært at mærke mine egne grænser, det har jeg ikke altid kunnet, men det er kommet med alderen. Og så har jeg også for det meste haft det sjovt med sex. Jeg synes, sex kan være enormt humoristisk. Og det skal vi altså også huske på. Sex er supervigtigt, men det skal ikke være pissealvorligt. På mange måder er det jo bare en leg.
Udover at have været en af 90’ernes supermodeller side om side med Claudia Schiffer, Naomi Campbell og Cindy Crawford, har danske Helena Christensen også altid haft god stil.
Det beviser hun igen og igen, og hvis du følger Helena Christensen på Instagram, har du garanteret bemærket det mange gange.
Noget andet du måske har bemærket på hendes Instagram-profil er, at supermodellen ofte bruger læbestift i rødlige nuancer – og altid gør det til perfektion. Nogle ville måske endda sige, at de røde og lyserøde læber er en del af Helena Christensens signatur.
Og netop hendes altid smukke brug af rød læbestift blev slået fast igen i forbindelse med et event i New York City, hvor supermodellen var iført en rød kjole med ultratynde stropper og matchende røde læber – på alle måder et perfekt look som inspiration til sommerens fester.
Det er ikke første gang, at Helena Christensen er set i en rød, tætsiddende kjole med matchende røde læber. For nylig lagde hun dette billede op fra et Valentino-show iført en Valentino-kjole og matchende røde læber, som en hyldest til designeren bag modehuset, Valentino Garavani, som fyldte 90 år.
Detaljen i at fuldende det røde sommerkjole-look med en matchende læbestift i bedste Helena Christensen-stil, er et tip, vi tager med os videre, når den røde sommerkjole lige mangler prikken over i’et til de kommende fester.
Jeg ønsker mig disse ballerinaer fra Miu Miu. De er så smukke! Jeg vil have dem i både hvid og lyserød og føle mig som en ægte ballerina. Sko, Miu Miu, 5.000 kr.
Jeg skal til Skopelos i Grækenland med min kæreste og hans familie i slutningen af juni. Der glæder jeg mig til at spise lækker mad og svømme i det smukke hav og bare slappe af og lytte til podcasts.
Foto: Mega
Jeg lytter til podcast hele tiden, og jeg elsker at lytte til at masse forskellige: Alt fra krimi til feel good. For tiden hører jeg 'Vores magiske filmminder' fra Radio4, hvor værterne analyserer gamle Disney-filme. Den er ret hyggelig – især for alle os, der elsker Disney. Lyt til podcasten her.
Meget af sommeren skal jeg bruge på at spise fjordrejemadder og drikke et glas hvidvin ude i haven sammen med mine venner.
12
Foto: PR
Jeg elsker brandet The Attico og skal investere i disse bukser, som er perfekte til de kølige sommeraftener og til efteråret. Bukser, The Attico, 7.200 kr.
Jeg drømmer om at tage til Irland med min far og vores hest og ride rundt i den smukke natur og bo på en gammel gård, hvor man spiser lokalt og kommer helt ned i gear.
13
Designmuseum Danmark er endelig genåbnet og jeg glæder mig til at se den 3D-printede installation 'Soft Structures'.
Endnu en ting, jeg gerne vil spise henover sommeren, er en masse af sæsonens frugter og grøntsager. Jeg elsker de danske jordbær og ærter og en helt sprød og sød vandmelon. Det er noget, jeg kunne spise 24/7.
Hyldeblomster, løgkarse og skvalderkål kan du finde i samtlige grøftekanter lige nu. De er nemme at genkende, og de er næsten i uendelige mængder, så du skal bare afsted for at plukke ingredienser.
Hvis du ikke har tid eller mulighed for selv at plukke ingredienserne, kan man sagtens lave samme ret med grønne asparges, zucchini, store blade af persille, svampe eller hvad du ellers kan finde på.
1. Klargør vilde urter og hyldeblomster. Vask skvalderkål og løgkarse og tør godt af. Hyldeblomster må ikke skylles, da de kan miste en masse smag – alternativt kan du ryste dem let og ligge dem på et viskestykke.
2. Opvarm olie i en gryde.
3. Start på din tempuradej. Bland hvedemel, majsstivelse og bagepulver i en stor skål.
4. Pisk koldt vand og isterninger i dejen hurtigt. Dejen skal endelig ikke piskes for længe, men kun lige samles – den må gerne have klumper.
5. Dejen skal bruges kort tid efter, den er samlet.
6. Dyp urter og blomster i tempuradejen og put det derefter over i den varme olie. Steg endelig ikke flere end 2-3 ad gangen.
7. Olien er klar, når det syder kraftigt om dejen (omkring 180 grader).
8. Tag urter og blomster op efter 1-2 minutter, når de er sprøde og ikke har taget for meget farve.
9. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og drys med salt efter stegning.
10. Server med det samme med spicy dip og både af citron.
Du kan se, hvordan du laver opskriften i videoen herunder.
Er der særligt to ting, der virkelig tog til under pandemien, var det bagerier og surdej, der fik folk til stå i milelange køer og selv kaste sig ud i bagerkunsten.
Derfor er der på rekordtid åbnet et væld af bagerier, der specialiserer sig i den gærede dej, ligesom flere bagere og kokke har dedikeret sig til at lave brød og bagværk med den.
Cathrine Brandt er én af dem, der på Instagram har fået en massiv følgerskare på grund at sine lækre brød og smukke kager – det hele lavet med surdej.
Nu tager hun næste skridt og åbner sit eget bageri med navnet Brandt Bageri, hvor surdejen også vil spille en central rolle. Det annoncerede den populære Instagram-bager i denne uge på sin profil.
Bageriet kommer til at ligge i Silkeborg på Søtorvet, hvorfra der hver dag vil blive serveret friskbagt brød til alle surdejselskere i området.
Cathrine Brandt har imponeret med sine lækre surdejsopskrifter, der indebærer alt fra grydebrød og morgenboller til jordbærkager og fastelavnsboller. Det har vundet hende over 83.000 Instagram-følgere, der hver dag følger den dygtige bageentusiast for opskrifter og inspiration.
Derfor kan du vidst roligt glæde dig til, at hun slår dørene op til sit bageri senere på året.
Den lille sorte kjole har været en sikker vinder i klædeskabe verden over, siden Coco Chanel introducerede begrebet for verden i 1920’erne, for den kan redde enhver tøjkrise, og så fremstår man altid ubesværet og elegant, når man har trukket den lille sorte sag over hovedet.
Den lille sorte kjole er selvfølgelig også at finde på røde løber, når diverse stjerner finder festskrudet frem, og særligt én skuespillerinde er glad for det stilsikre valg.
Jennifer Aniston har nemlig gang på gang iført sig forskellige variationer af sorte kjoler, der både er fremragende inspiration til fremtidige festers kjoler og et sjovt tilbageblik på ‘Friends’-stjernen gennem tiden.
Se billederne af Jennifer Aniston i de sorte kjoler i galleriet herunder.
Måske er du i begyndelsen af din karriere. Eller måske har du fuld fart på og er ikke sikker på, hvad du skal kaste dig over som det næste? Uanset hvor du er i din karriere, er det godt at stoppe op og se på, om du får det ud af dit arbejde, som du gerne vil have.
Vi har spurgt tre forskellige kvinder, hvilke valg de har taget på vejen op ad karrierestigen, hvad der driver dem, og hvor de er i dag. Her giver de deres bedste råd til, hvordan man søger nye veje eller når nye højder på karrieren.
Kast dig ud i det
– Før i tiden var jeg højtlønnet, fortæller Eshita Kabra-Davies. Hun er tidligere forretningskvinde, som efter mange overvejelser valgte at tage chancen og starte By Rotation, en platform, hvor man kan leje og udleje designertøj, tasker, sko og accessories.
– Det havde stor betydning for mit selvværd at miste min økonomiske uafhængighed, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville være bedre stillet end før ved at grundlægge By Rotation. Det er derfor, mange forretningsfolk ikke forlader deres arbejde – det er ikke, fordi de ikke er intelligente, initiativrige eller motiverede, men fordi det er svært at skifte retning.
Eshita Kabra-Davies, grundlægger og CEO af By Rotation
Det er aldrig for sent
– Den største udfordring, jeg har haft, var at skifte karriere i 2019, fortæller Nathalie Pessel, senior manager hos Accenture i Frankrig med speciale i bæredygtighed.
– Det var mit tredje karrieremæssige vendepunkt, fordi jeg altid har været nysgerrig efter at søge nye veje. De første to skift gik fint, men dette var mere komplekst og svært at håndtere af to grunde: Jeg havde endnu ikke bevist min ekspertise i bæredygtighed, og jeg var over 40 år.
– Jeg så stadig mig selv som ’ung’, fordi jeg havde flere arbejdsår foran mig end bag mig. Men mange virksomheder anså mig for at være ’senior’. De forventede, at jeg allerede var ekspert og spurgte efter en høj løn. Men jeg var villig til at lære, og løn var ikke det vigtigste for mig.
Vær vedholdende, og drik så mange kopper kaffe med andre mennesker som muligt.
Nathalies råd til andre er: Vær vedholdende, og drik så mange kopper kaffe med andre mennesker som muligt – uden at have forventninger til kaffeaftalerne. Hun har selv oplevet, at det næste jobeventyr opstod i en samtale med en, som så mere i hende, end hun selv gjorde.
Nathalie Pessel, Sustainability Go-to-Market Europe Lead for SAP hos Accenture
Arbejd med dine svagheder
– At være førstegangsiværksætter er udfordrende i alle aldre, især når du ikke kommer med en forretningsbaggrund, fortæller Stephanie Eltz. Hun er tidligere NHS-kirurg, men nu er hun medstifter og CEO i Doctify, en platform, hvor man kan anmelde sundhedstilbud. Doctify arbejder for tillid og gennemsigtighed.
– Min medstifter og jeg var begge NHS-kirurger, så vi vidste, hvordan man behandlede patienter, men vi var helt nye i, hvordan man driver en virksomhed, forklarer hun.
Det er godt at have forskellige styrker, når det kommer til at få et godt partnerskab op at køre og skabe en succesfuld virksomhed.
– Vi vidste, at vi havde brug for at bygge et stærkt netværk op omkring os. Vi deltog i mentorordninger for nye iværksættere for at uddanne os selv i, hvordan vi kunne gøre vores vision til virkelighed. Det hjalp os med at forbinde ligesindede iværksættere og skabe en aktiv gruppe af mentorer, der støtter os, når vi står over for nye udfordringer.
– Det er samtidig vigtigt at omgive sig med mennesker, man kan stole på, og som vil opveje ens svagheder. Det er godt at have forskellige styrker, når det kommer til at få et godt partnerskab op at køre og skabe en succesfuld virksomhed.
Stephanie Eltz, medstifter og CEO i Doctify
Sæt pris på diversitet
Både Eshita Kabra Davies, Nathalie Pessel og Stephanie Eltz taler om diversitet og inklusion som en drivende faktor for at skabe et succesfuldt og harmonisk arbejdsmiljø.
– At ansætte mennesker på baggrund af deres CV fungerer ikke nødvendigvis for nye virksomheder. Det er mere vigtigt at vælge mennesker på baggrund af deres potentiale, den rette personlighed og med gå-på-mod, og fordi de er fleksible, dynamiske og samarbejdsvillige, siger Stephanie.
Nathalie er enig. Hun er taknemmelig for, at hendes nuværende arbejdsplads, Accenture, sætter de værdier højt.
– Vi bliver alle sammen klogere, når vi deler og lytter til meninger og holdninger fra mennesker med andre livserfaringer, fortæller hun.
Hun kan stå inde for, at diversitet og inklusion er centralt for organisationen, og at mennesker vurderes ud fra deres unikke personlighed.
For Eshita er det en kæmpe personlig og erhvervsmæssig motivation for hende at vurdere mennesker på deres person.
– Jeg tænker på, hvor få sydasiatiske kvinder, der har stået i spidsen for store virksomheder. Det vil jeg gerne lave om på. Jeg vil gerne have, at vi tager plads på den globale scene, siger hun.
Prioritér bæredygtighed
For både Nathalie og Eshita er det vigtigt at kunne give tilbage til Jorden og sikre fremtidige generationer.
– Det er en drivkraft for mig at bidrage til samfundet, fortæller Nathalie.
– Jeg kommer fra en baggrund, hvor de flestes hverdagsjob er at tage sig af andre. Jeg kunne ikke drømme om at have et arbejde i dag, der ikke involverer noget større end mig selv,
Det giver virkelig en god følelse at vide, at du er en del af et større netværk, der alle arbejder mod samme mål. Accenture har et miljømæssigt mål om at have en netto-forureningsudledning på nul inden 2025 og en forpligtelse til ligestillingen. I øjeblikket er 46% af Accentures globale medarbejdere kvinder.
Eshita så effekterne af tekstilspild, da hun rejste til sit oprindelsessted, Rajasthan i Indien. Hun følte sig nødsaget til at gøre en forskel ved at gøre bæredygtig mode mere tilgængelig og forlænge levetiden af en kvalitetsgarderobe.
– Det handler om at bruge det, du allerede har, hvis det er muligt.
Accenture
Hvis du er en passioneret person fyldt med idéer, hvis du er opfindsom, og hvis du brænder for at gøre en forskel, så kan det være, du finder din næste stilling hos Accenture. Læs mere om karrieremuligheder fra A-Z hos Accenture her.
Mens vi herhjemme har Roskilde Festival som den største festival, har man i England Glastonbury Festival, der tiltrækker internationale topnavne og tusindvis af gæster – inklusive en masse kendte af slagsen.
Blandt andre supermodel Kate Moss og designer og tv-vært Alexa Chung er store fans af den britiske festival, hvorfor de flere år i træk har gæstet festivalpladsen.
Med dem er nogle af tidernes største festivaltendenser også kommet, hvoraf mange af dem er blevet faste klassikere i festivalgarderoben. Som for eksempel Hunter-gummistøvlerne og de afklippede denimshorts for bare at nævne nogle få.
De to er dog langt fra de eneste stjerner, der gennem tiden har lagt vejen forbi Glastonbury. Vi har her samlet nogle af dem, der for alvor har taget festivalstilen til sig gennem årene.
Foto: Mega
Musiker Florence Welch i 2014, hvor hun næsten giver Beatles-vibes med sin broderet vest og hvide skjorte.
Foto: Mega
Dua Lipa i 2019, hvor de populære chunky støvler var det perfekte festivalfodtøj.
Foto: Mega
Stilikonet Alexa Chung i 2011 iført mudret gummistøvler, der er næsten er synonym med festivalen.
Foto: Mega
Supermodel Kate Moss i 2011 iført de ikoniske Hunter-gummistøvler, der ikke var til at komme udenom.
Foto: Mega
Musiker Ellie Goulding i 2014 i et modigt, hvidt festivalantræk.
Foto: Mega
Skuespiller Emma Watson i 2010 i en tidløs festivalklassiker: de afklippede denimshorts.
Foto: Mega
Alexa Chung i 2011 med Chanel-taske og leopardjakke.
Foto: Mega
Skuespiller Sienna Miller i 2013 med et andet, klassisk festival-look med hat og støvler.
Foto: Mega
Model Lottie Moss, der Kate Moss' halvsøster, i 2019 iført cowboystøvler, som flere tyr til til festivalen.
Foto: Mega
Musiker Dua Lipa i et mere sporty festival-look til Glastonbury i 2019.
Foto: Mega
Sanger Rita Ora iført gennemsig regnfrakke til festivalen i 2014.
Foto: Mega
Kate Moss til Glastonbury i 2010 i endnu et af sine foretrukne festivalantræk med denimshort, cowboystøvler og oversize jakke.
Foto: Mega
Alexa Chung i 2015 iført metallic kjole med sine go to-gummistøvler og den næsten obligatoriske denimjakke.