Dette makeuptrick fra TikTok giver dig naturlig glød som Hailey Bieber og Jennifer Lopez

Hvad har Hailey Bieber, Jennifer Lopez og Kendall Jenner til fælles (ud over det indlysende som rigdom og berømmelse)?

Makeupartisten Mary Philips.

Philips er kvinden bag des respektive stjernes evigt fejlfri makeup og misundelsesværdige glød, som, på trods af at være skabt med makeup, stadig formår at se naturlig ud.

Og nu er Philips’ hemmelige trick bag kvindernes makeup altså gået viralt på TikTok under navnet ’underpainting’, som i skrivende stund har mere end 60 millioner visninger på det sociale medie.

Underpainting går kort fortalt ud på at bytte om i rækkefølgen af de makeupprodukter, du bruger.

Normalt ville rækkefølgen være: foundation, contour, concealer, etc., men Philips er altså fortaler for at lægge concealer og definere ansigtet med contur-produkter inden foundation; deraf navnet ’underpainting’, der ganske som det lyder indebærer, at man ’maler’ under sin foundation.

Resultatet er ifølge TikTok (og de levende beviser i form af Bieber, Lopez og co.) et mere naturligt defineret ansigt, end hvis man påfører produkterne i den mere konventionelle rækkefølge.

Foto: Billy Bennight/Zuma/Ritzau Scanpix

Philips fortæller i et interview med Vogue, at hun har benyttet sig af teknikken i årtier, og at flere Hollywood-makeupartister gør det samme.

Men samtidig afslører hun, at som ved så meget andet, så står og falder teknikken altså på god hudpleje og ’prep’ inden: Serum, fugtighedscreme og gerne et par dråber olie eller koncentrat efterfulgt af dybdegående ansigtsmassage med en gua sha, der får ansigtets naturlige konturer frem.

Foto: Matt Baron/Shutterstock/Ritzau Scanpix

”’Prep’ af huden er en stor del af teknikken, fordi man kan bruge mindre makeup, jo bedre huden ser ud,” siger hun til Vogue.

Og ’less-is-more’-tilgangen er en anden vigtig nøglefaktor. I teknikken ligger, at man bruger så lidt produkt som muligt, og dertil er Mary Philips stor fortaler for produkter med lav dækevne; altså den slags, der lader hudens naturlige udtryk skinne igennem og ikke gør ansigtet unaturligt ensartet.

@letiziamarcondes obsessed with the viral underpainting technique, celebrity makeup artist @makeupbymaryphillips ♬ Sure Thing (sped up) – Miguel

Læs ogå

Arvtageren til ’Glazed Donut’-negle er fundet, og vi vil have looket med det samme

Tirsdagens bedste streetstyle fra Københavns modeuge

Siden midten af januar har modeugerne fyldt Europas storbyer med alt fra kontroversielle kollektioner til kendte og velklædte gæster. Og nu er turen endelig kommet til København.

Copenhagen Fashion Week AW23 startede derfor mandag, og tirsdag indtog de mange gæster fra ind- og udland så gader og stræder til trods for regn for at overvære dagens mange shows hos brands som Rabens Saloner, Remain og (di)vision.

Vi har samlet nogle af de bedste streetstyle-skud fra tirsdagens modeuge, hvor farver, mønstre og smil overskyggede det grå janaurvejr. 

Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Foto: IMAXtree
Læs ogå

Se de vilde looks: ‘Emily in Paris’-stjernerne overtager modeugen i Paris

Marie Kondos hjem er (også) virkelig rodet. Thank god

Marie Kondo er den ukronede oprydningsdronning.

Det blev hun, da hun i 2010 udgav bestselleren “Magisk oprydning” (og senere to Netflix-serier), der på magisk vis gav mange af os lyst til at rykke op i sokkeskuffen.

Den japanske oprydningskonsulent har gjort det til sin karriere at rydde op i folks hjem – og dermed også deres liv.

Hendes principper går kort fortalt ud på, at du skal leve et liv med færre genstande omkring dig, og at de (få) genstande, du omgiver dig med, skal give dig glæde. Ellers “spark joy”, som hun er kendt for at sige.

Denne livsstil er dog for alvor blevet sat på prøve, efter Marie Kondo i 2021 fødte sit tredje barn, og hun blev tvunget til at prioritere anderledes.

Læs ogå

Sundhedseksperten guider: Sådan sætter du realistiske mål for dig selv – og overholder dem

– Mit hjem er rodet, men den måde, jeg bruger min tid på, er den rigtige måde for mig på dette tidspunkt i denne fase af mit liv, siger Marie Kondo til The Washington Post.

– Indtil nu har jeg været en professionel oprydder, så jeg gjorde mit bedste for at holde mit hjem ryddeligt hele tiden. Jeg har sådan set opgivet det på en god måde for mig. Nu indser jeg, at det, der er vigtigt for mig, er at nyde at tilbringe tid med mine børn derhjemme, siger hun.

Hun lever stadig efter at fokusere sit liv på de ting (eller personer), der er vigtigste for hende, og som giver hende mest værdi.

Også hvis det betyder, at hendes hjem er lige så rodet som vores.

Artiklen blev oprindeligt delt på femina.dk

Læs ogå

Kom med hjem til Bea Fagerholt: “Alle grinede af mig, fordi jeg insisterede på at have hvide sofaer, som jeg altid har haft, efter vi fik børn”.

Kim Kardashians fascination af prinsesse Diana fortsætter med TikTok-inspireret look

Kim Kardashian har det med at lade sig inspirere stilmæssigt fra ikoniske og berømte kvinder.

I starten af 2022 kanaliserede Marilyn Monroe til The Met Gala, hvor hun skabte debat ved at bære Monroes originale kjole.

Nu har stjernen så kastet sin kærlighed på en anden legendarisk kvinde, nemlig prinsesse Diana af Wales, der den dag i dag stadig anses som et ultimativ stilikon. 

Det tog for alvor til, da Kim Kardashian i januar i år købte et af prinsessens smykker, et ’Attallah’ krucifiks, på auktion til 1,6 millioner kroner. 

Og selvom vi endnu har tilgode at se stjernen med smykket på, hvis vi nogensinde kommer til det, så har Skims-skaberen nu givet os en smagsprøve på, hvordan hun fortolker Dianas kendte sporty stil anno 2023. 

For nylig blev hun nemlig spottet i Los Angeles, hvor hun var iklædt solbriller, sneakers, cykelshorts og en fodboldtrøje. Og netop kombinationen af cykelshort og en sporty overdel var det blandt andet det, som Lady Diana blev kendt for at bære.

Foto: Bellocqimages/Abaca/Ritzau Scanpix

Men det er ikke bare et look inspireret af ‘The People’s Princess’. For med sin røde fodboldtrøje, som ikke ligefrem er noget, vi er vant til at se Kim Kardashian iføre sig, tager hun samtidig en af TikToks mest populære trends til sig. 

Med over 84 millioner visninger er hashtagget #Blokecore nemlig blevet en af de helt store hit på videoplatformen.

Trenden henviser til det britiske slang-udtryk ‘Bloke’, der direkte oversat betyder ‘fyr’, og på mange måder kan ses som den britiske pendant til det amerikanske ‘bro’ eller ‘dude’. Derfor henviser udtrykket til en maskulin fyr, der klæder sig i vintage fodboldtrøjer, jeans og sneakers fra Adidas.

Foto: Johnny Eggitt/AFP/Ritzau Scanpix

Prinsesse Diana af Wales, 1995

Foto: Brendan Beirne/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Prinsesse Diana af Wales, 1997

@vintagebyted First attempt ? #blokecore ♬ Dreamin Of The Past – Pusha T

Selvom hashtagget, der for alvor fik fart på i løbet af 2022, højst sandsynligt blev født med en vis form for ironisk distance, så har flere taget trenden til sig.

Også på kendisfronten, hvor Kim Kardashian langt fra er den første og eneste, der viser sig i et #blokecore-inspireret look.

Den fransk-britiske influencer Camille Charriere har haft fået inspiration fra den sporty stil, mens også topmodel Bella Hadid har fortolket trenden på sin helt egen måde med en sweatshirt og ternet nederdel, som var hun taget ud af filmen ‘This Is England’ om 80’ernes britiske forstæder. 

Så selvom trenden har lidt over et år på bagen, ser den ud til at have sat sig godt fast.

Så find en gammel fodboldtrøje frem og din indre bloke frem for at skabe din egen versions af Kim Kardashians Lady Di moment.

Læs ogå

Træder Kim Kardashian ind i sin ‘Diana’-fase efter købet af prinsessens statementsmykke på auktion?

Se det søde billede: Victoria Beckham afslører en helt særlig person som sin ultimative muse

Hvis der er noget, vi ikke kan få nok af, er det Beckham-familien og deres evne til at forevige søde øjeblikke (og dele dem med hele verden).

Og et af de sødeste til dato landede på Victoria Beckhams Instagram-profil den 30. januar, hvor hun postede en spejl-selfie med sin datter, Harper Seven, ved sin side.

Den blot 11-årige Beckham-arving har på det seneste vist igen og igen, at hun har arvet en god portion af sin modekyndige mors gode smag, og hun har allerede skabt sig lidt af en signatur i form af maxikjoler tilsat cool sneakers.

Og lige netop den kombination var da også aktuel på mor-datter-selfien, hvor Victoria var iført en guddommelig candyfloss-farvet silkekjole fra sin SS23-kollektion, og den yngste Beckham rockede en gulvlang, stropløs kjole med empiresnit tilsat rå sneakers.

Læs ogå

Victoria Beckham har skabt den perfekte kjole lige i tide til Valentine’s Day

Anledningen til de festlige skrud kom sig af familiens deltagelse i sangeren Marc Anthonys bryllup med modellen Nadia Ferreira i Miami, hvor Beckham-familien spillede en central rolle i ceremonien. David Beckham var gommens ’best man’, mens Victoria havde klædt brudepigerne på.  

Det var alligevel mor-datter-duoen, der løb med opmærksomheden (i hvert fald på Instagram), i deres fine kjoler og Harpers ukuelige og ungdommelige sneaker-styling. Men det var særligt teksten til opslaget, som Victoria delte på sin Instagram-profil, der fik vores hjerter til at smelte. Her afslørede hun nemlig, at den 11-årige datter er hendes ultimative muse.

”Min ultimative #VBMuse Harper Seven. Mor elskede at skabe denne kjole til dig,” skrev designeren. Kært. 

Dermed skriver den unge Harper Seven sig ind i historien som muse af moderens modehus sammen med stjerneskud som Florence Pugh, Phoebe Dynevor og Emma Chamberlain, men de kan nok ikke måle sig med den inspiration, som Victoria finder i sit eget kød og blod.

Læs ogå

Victoria Beckham har skabt den perfekte kjole lige i tide til Valentine’s Day

Kim Kardashian og Hertuginde Meghan sværger til dette ’hemmelige’ hudplejeprodukt, som giver super-glød

Når det kommer til at få ensartet hud som Kim Kardashian og glød som Hertuginde Meghan, er vi lutter øren. Særligt hvis der er tale om et hemmeligt produkt, der ikke ødelægger økonomien.

Alle, der har fulgt bare lidt med i Kim Kardashians liv og vaner ved, at hun elsker – ikke bare makeup – men også hudpleje, og hun deler hyppigt tip til de bedste ansigtsbehandlinger, ligeosm hun viser sine favoritcremer og -sera på Instagram, som går forud for nogen former for makeup. For alle ved, at en god base er nøglen til smuk makeup.

Og det viser sig, at et af de produkter, som Kardashian sværger til for at opnå babyblød hud med masser af glød, hverken er uden for økonomisk rækkevidde eller på anden måde utilnærmeligt.

Ifølge realitystjernens makeupartist, Mario Dedivanovic, har hun nemlig en helt særlig joker gemt på hudplejehylden – og det er endda et produkt, hun deler hang til med Hertuginde Meghan.

Foto: Aaron Chown/PA Images/Ritzau Scanpix

Produktet, der er er tale om, er et eksfolierende pudder med ris-enzymer fra det japanske hudpleje-brand Tatcha, som i kontakt med vand skummer op og bliver en rensende, let-skrubbende skum, der efter sigende efterlader huden silkeblød. Og det er blandt andet det aggregat, der kommer i spil, når Kim Kardashian skal gøres klar til store events.

Og Hertuginde Meghan stemmer i. I 2014 afslørede hun i et interview med magasinet Allure, at hun ”… elsker Tatchas ’Rice Polish Enzyme Powder’. Det skummer op omkring ansigtet og giver en virkelig mild eksfoliering.”

11
Foto: PR

'The Rice Polish: Classic' Enzyme Powder, Tatcha, 450 kr.

Og det bedste af det hele? Det koster kun 450 kroner, og er meget drøjt i brug, da der kun skal et lille ’puf’ pudder til at danne nok skum til hele ansigtet.

’Rice Enzyme’-pudderet fra Tatcha er faktisk lidt af et kult-produkt grundet dets milde skrubbe-effekt og beroligende skum.

Produktet indeholder blandt andet papaya-enzymer, der øger cellereproduktion, mens finmalede risfibre er med til at udligne ujævnheder i hudoverfladen, så huden efterlades blød som kashmir.

Læs ogå

Selena Gomez afslører sin skønhedsrutine – og et af produkterne er en fransk kult-favorit til 85 kroner

Elsket Bridgerton-karakter forlader serien, lige inden premiere på 3. sæson

Først var det Regé-Jean Page, der forlod den yderst populære serie, og nu følger en anden kendt og elsket karakter trop, nemlig Pages fiktive hustru.

Skuespillerinden Phoebe Dynevor, som spillede Hertuginden af Hastings, Daphne Basset, har netop annonceret, at hun ikke medvirker i tredje sæson af ’Bridgerton’, der forventes at have premiere engang i midten af 2023.

Afsløringen kom i et interview med Screen Rant under Sundance Film Festival, der løb af stablen i januar 2023, hvor en journalist spurgte ind til, om Dynevor kunne løfte sløret for kommende drama i seriens tredje sæson. Til det svarede hun:

”Desværre ikke til sæson tre. Måske senere. Men sæson tre ser jeg bare frem til at se som almindelig seer.”

Læs ogå

Fra et spin-off af ‘Bridgerton’ til serien, der vil afløse ‘Euphoria’: Her er 21 serier, du bliver besat af i 2023

Det lader altså til, at karakteren Daphne på lige fod med sin mand, Simon Basset (spillet af Regé-Jean Page) trækker sig fra den dramatiske og pyntesyge festivitas, der udspiller sig omkring Bridgerton-familien på Netflix.

Men det betyder ikke, at vi har set det sidste til hverken Page eller Dynevor på skærmen. De har nemlig begge flere jern i ilden, hvor Page medvirker i filmatiseringen af ’Dungeons & Dragons’ og Dynevor har hovedrollen i ’Fair Play’.

Og man kan jo dertil tyde meget ud af Phoebe Dynevors ledende svar til journalisten, der spurgte ind til kommende drama i ’Bridgerton’.

Hendes svar antyder nemlig, at det ikke er utænkeligt, at hun vender tilbage til serien, som blev startskuddet til hendes karriere. Regé-Jean Page derimod har understreget, at han aldrig kommer til at medvirke i ’Bridgerton’ igen, og har endda givet serien carte blanche til at genbesætte hans rolle med en ny skuespiller.

Foto: Netflix

”De kan gøre præcis som de vil,” har han udtalt til Vanity Fair i juli 2022. ”Shonda (Rhimes) og jeg havde en fin samtale ved udgangen af første sæson. Vi er ret glade for hvordan den landede.”

Om hans fiktive viv er lige så stålfast i sin beslutning om at forlade ’Bridgerton’ for stedse, er ikke til at vide… Men man kan vel altid håbe på et gensyn med Daphne Basset i senere sæsoner.

Læs ogå

Fra et spin-off af ‘Bridgerton’ til serien, der vil afløse ‘Euphoria’: Her er 21 serier, du bliver besat af i 2023

Arvtageren til ’Glazed Donut’-negle er fundet, og vi vil have looket med det samme

Denne artikel indeholder sponsorerede links

Hailey Biebers ’Glazed Donut’-negle i både perlemor og chokoladebrun var helt uundgåelige i slutningen af 2022, og selvom vi var vilde med perlemorslakkens comeback, er vi om muligt endnu vildere med det look, der ser ud til at overtage netop nu.

Looket er inspireret af et andet makeupprodukt, der også ser ud til også at vinde frem igen, nemlig lipglossen. Det nye neglelook hedder nemlig ’Lipgloss nails’, og vi er især betagede af det take manicuristen @matejanova har på looket.

Som navnet afslører, er der tale om helt glossy negle. Det gælder altså om at finde den mest tyktflydende og glossy topcoat frem, du har.

Selve neglelakken, du skal bruge, skal gerne have en snert af helt sart rosa og kunne f.eks. være Essies bestseller ’Mademoiselle’ eller Kure Bazaars ’Rose Milk Glow’ 

Og så er der længden.

Her er der godt nyt til de af os, der kæmper mod kulden med negle der flækker.

Lipgloss nails-looket ser nemlig særlig godt ud med helt korte negle. Til gengæld kræver looket, at neglebånd og selve neglen er holdt hel rene. Så her kan det måske være en god ide at investere i en god, professionel manicure.  

Læs ogå

Hailey Bieber skaber ny negletrend, og vi er helt klar til at kopiere den

Har du hørt om ‘balletcore’? Det betyder blandt andet, at en særlig populær sko er tilbage

Du havde dem sikkert i dine teenageår. Ballerinaskoene.

Dengang gik de hånd i hånd med ålesmalle jeans, stramme lag-på-lag toppe i kontrastfarver, brede syntetiske bælter, lange halskæder med store ugle-formede vedhæng og etageklippet hår med blegede lyse striber.

De flade sko, der fik fødderne til at se ekstraordinært lange ud, når de var sat sammen med de stramme jeans, som knap kunne rumme anklerne, fulgte dig uanset, om du skulle i skole, til gymnasiefest eller på shopping, og var derfor ofte mere udtrådte, end hvad godt var – for alle vidste, at et par ballerinaer ikke skulle koste mere end 150 kroner og derfor var kvaliteten også derefter.

I dag skifter trends, takket være sociale medier, hurtigere end man kan sige TikTok, men en besættelse, der har været vedvarende længere end en døgnflues levetid, er Y2K-trenden.

Derfor er det også kun naturligt, at de unge meningsdannere, der lige nu hiver alt frem, de kan finde fra årtiet før deres fødeår, rettede blikket syd for anklerne og genfandt glæden ved ballerinaskoene.

Men heldigvis har også den flade balletsko fået en klædelig makeover i 2023, hvor der er mere fokus på skoens kvalitet og ikke mindst styling, så den ellers meget flade sko kommer til sin ret.

Foto: Stephen Butler/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kate Moss, 2005

Siden 1950’erne har ballerinaskoen været en mere eller mindre konstant i modebilledet. Den har faktisk aldrig været helt ude; måske takket været Audrey Hepburns ikoniske look, som siden blev adopteret som den klassiske ’french chic’-uniform.

Skoene fik en stor opblomstring i 00’erne, hvor stilikoner og stjerner næsten trådte hinanden over tæerne for at vise skoene frem. Fra Alexa Chung, der i årene efter årtusindeskiftet stort set kun gik i Chanel-ballerinaer til Amy Winehouse, der gjorde ægte balletsko i pudderfarvet satin til en del af sit ‘pin-up-møder-rockstjerne’-look i 00’erne.

Dertil var ikoner som Sienna Miller, Kate Moss og Lauren Conrad med til at gøre ’skinny jeans’ og ballerinasko til den ultimative kombination, som blev kopieret af alle piger og kvinder i alderen 13 til 50 år (+/-) i løbet af årtusindets første årti.

Og nu er vi altså der, hvor moden gentager sig selv.

For selvom 00’erne stadig synes ufatteligt tæt på, så findes der en hel generation af nye meningsdannere, særligt på TikTok, der ikke har oplevet årtiet på egen krop; med alt hvad det indebærer af bukser, man ikke kunne trække vejret i, cremeøjenskygge, der klumpede og ballerinasko i tvivlsom kvalitet, som knækkede og skallede efter en enkelt tur i byen.

Og (måske) fordi bagsiden af 00’er-moden ikke er synlig på nostalgiske billeder fra årtiet, så kommer alt det, vi elskede og hadede ved moden dengang tilbage igen.

Det er heldigvis med en kærkommen portion erfaring fra dem, der skaber de items, vi nu igen drømmer om i bagagen.

For vel opstår mange trends i dag på TikTok, herunder især Y2K-besættelsen, men vi kan først for alvor kalde noget en trend, når de etablerede designere og modehuse stemmer i. Og det har de i den grad gjort med ballerinaskoen, som har fået en kvalitetsmæssig makeover, som på alle måder er 2023 værdigt.

Foto: Ik Aldama/AP/Ritzau Scanpix

Miu Miu, AW22

Ud over Chanels ballerinaklassiker, der kar været fast inventar i moden og manges klædeskabe siden sidste gang ballerinaer var ’in’, så kom ballerinaskoen dansende ind på moderadaren med Miu Mius AW22-kollektion.

Her var de yndigste ballerinasko i sort, hvid og pudderfarvet satin sat sammen med tykke knæstrømper i uld, tennisnederdele, poloshirts, ternede frakker og sweatre med argyle-tern. Og siden da er det gået slag-i-slag med udgaver både hos modehuse som Tod’s, Remain, Celine og Loewe. 

Ballerinaskoen anno 2023 er med andre ord langt fra de udtrådte såler, der afrundede det uundgåelige og til tider lidt sjuskede teenagelook i 00’erne. Faktisk langt fra.

De er, trods deres ungdommelige udtryk modnet, og begår sig vel uanset om det er til kontoret eller en middag, hvor de giver et underspillet elegant touch, der ikke larmer lige så meget som høje hæle.

Ballerinaskoen er i dag blevet et lidt mere feminint alternativ til de praktiske sneakers, vi ellers har sværget til i flere år.

Læs ogå

Disse klædelige jeans bliver uundgåelige i 2023

Sally Javadi: “Min profil på Instagram blev et bevis på, at man ikke behøver at se ud på en bestemt måde for at kunne tage sin plads i sneakersmiljøet”

Vi mødtes med Sally Javadi til en snak om hendes fascination af sneakers, hvordan hun har skabt en platform og følgerskare på 280.000 på Instagram med profilen @sallyssneakers, og hvordan det er at være dansk-iransk kvinde i Danmark. 

Til dem, som ikke kender til dig – hvem er Sally Javadi?

“Jeg er en 27-årig dansk-iransk kvinde. Jeg er født af iranske forældre i Danmark og bosat i Aarhus. Jeg har en kandidat i psykologi, og jeg har brugt Instagram aktivt under profilen @sallyssneakers siden 2019. Jeg elsker sneakers og mode, men jeg er også politisk engageret og har en naturlig interesse for psykologi. Det gør mig lidt til en kamæleon på den måde, at jeg godt kan lide at bevæge mig rundt i forskellige verdener, som også afspejler den dualitet, jeg bærer som dansk-iransk kvinde i Danmark. Jeg lader mig ikke begrænse af stereotyper.”

Foto: Liv Latricia Habel

Hvordan startede du med at samle på sneakers?

“Min kærlighed til sneakers startede, da jeg gik i 3.g på gymnasiet, og det tog for alvor fart, da jeg startede på universitet. Jeg tror, at det tog afsæt i et ønske om at skille sig ud. Aarhus er en dejlig og hyggelig by, men uden at shame den, så er der særligt blandt unge en tendens til at klæde sig meget homogent. Især da jeg var yngre.

Der er en ‘it-girl’-stil, som de fleste går efter, og mange ligner hinanden. For mig blev sneakers en måde, hvor jeg kunne skille mig ud og skabe min egen personlige stil. Sneakers blev ”prikken over i’et” til mine outfits. Jeg synes, at det var fedt at gå efter limited edition sneakers. På den måde var det begrænset, hvor mange der købte den samme model. Efterhånden som jeg begyndte at få flere og flere sko, blev interessen for alt det bagvedliggende større. Hvad er historierne bag skoene, hvorfor en given sko er vigtig, og hvilken fortælling specifikke sneakers bærer. Man kan sige, at det startede som en hobby, men udviklede sig til en livsstil og et arbejde.”

I begyndelsen viste du ikke dit ansigt på Instagram – hvorfor?  

“Jeg var et særligt sted i mit liv. Jeg var igang med min uddannelse, og inden Instagram-profilen @sallysneakers blev en ting, havde jeg en klar vision om, hvad jeg skulle i fremtiden. Jeg ville arbejde med børn og unge med anden etnisk baggrund. Jeg var 23 år og frygtede lidt, at en åben og offentlig Instagram-profil med mit ansigt ville blive en hæmsko for min fremtid som psykolog. 

I samfundet er der en typisk forventning om, at en minoritets kvinde som mig vælger en boglig uddannelse, og at den kreative branche ikke er den rigtige vej at gå. Jeg havde ikke lyst til at blive dømt på baggrund af min interesse eller blive set ned på i mit fag, fordi jeg også var nu en ‘blogger/instagrammer’.  For mig var grunden til at skjule mit ansigt en blanding af de årsager. Det gav mig et kreativt frirum, at jeg ikke skulle vise mig offentligt. Jeg synes, at @sallysneakers (uden ansigt) blev et bevis på, at man ikke behøver se ud på en bestemt måde for at kunne bygge en platform eller tage sin plads i sneaker miljøet.”

“I samfundet er der en typisk forventning om, at en minoritets kvinde som mig vælger en boglig uddannelse, og at den kreative branche ikke er den rigtige vej at gå”

Foto: Liv Latricia Habel

Hvornår vidste du, at det var tid til at afsløre, hvem Sally var for verden – og hvordan blev det taget imod?

“Jeg lovede mig selv, at når jeg blev afklaret med, at jeg gerne ville fokusere 100 procent på @sallysneakers, så ville jeg afsløre mit ansigt. Det blev den 8. marts 2022 på Kvindernes Internationale Kampdag, at jeg afslørede min identitet. Det var en milepæl, og jeg synes, at den 8. marts var den helt rigtige dato at gøre det på.

Mine følgere, familie og venner har generelt vist stor opbakning – og de havde måske endda lidt svært ved at forstå mit valg om at vente. Særligt mine veninder. De synes bare, at jeg skulle springe ud i det. Jeg er typen, der tænker enormt meget over mine beslutninger – måske endda lidt for meget.

At afsløre mit ansigt har klart været en stor befrielse og givet mig flere kreative muligheder. På samme tid tror jeg, at jeg havde opbygget selvtillid nok til at være ligeglad med, hvad folk potentielt ville tænke om mig, hvis jeg gik ud og søgte arbejde som psykolog. Jeg vil dog ikke lyve og sige, at det ikke har været udfordrende. For jeg har jo i et eller andet omfang skulle genfinde min identitet på sociale medier.” 

Er der noget vi kan se frem til, nu hvor du har taget din beslutning om at fokusere 100 procent på din Instagram-profil @sallysneakers? 

“Jeg har i det sidste halvandet år arbejdet på at udvikle mit eget brand, og jeg har et brændende ønske om, at det afspejler min historie og kulturelle baggrund som iransk kvinde. Jeg glæder mig til at afsløre mere, når jeg er kommet længere i processen.”

Foto: Liv Latricia Habel

Du afslører dit ansigt i 2022, hvilket er samme år, hvor en frihedskamp ledt af kvinder og unge bryder ud i Iran. Kan du sætte ord på, hvordan det var at genintroducere dig selv set i lyset af det?

“For mig har det altid været vigtigt at have mine iranske rødder med. Mange omtaler mig som danske @sallysneakers, men glemmer mit ophav. Jeg er dansk-iraner. Jeg er blevet opdraget til at være stolt af, hvor jeg kommer fra. Med det følger betydningen i ordet ‘frihed’. En frihed min mor og far flygtede for. En frihed de kunne give til deres tre døtre. En frihed som mine medsøstre i Iran ikke har.

Da kampen i Iran startede, var der ingen tvivl om, at jeg ønskede at støtte den. Der skal ikke være nogen tvivl om, at kampen i Iran handler om meget mere end tørklædet. Sandheden er jo, at kvinderne i Iran ikke har friheden til at vælge. De har ikke friheden til at klæde sig, som de vil og derigennem udtrykke deres identitet. De bærer ikke det privilegium, som jeg eksempelvis gør. Derfor er det mit ansvar at udnytte min platform som talerør for dem, der ikke har en stemme, og at råbe op. 

Jeg bruger min stemme i den offentlige debat, både til talks og så selvfølgelig online på min egen platform. Jeg deler indhold, som informerer mine følgere og forhåbentlig deres netværk om situationen i Iran.”

Foto: Privat
Foto: Privat

Du er en inspiration for mange. Hvem inspirerer dig til at bruge din stemme?

“Stærke kvinder omkring mig: min mor, mine søstre, mine veninder. Kvinderne i Iran, deres mod, vilje og styrke giver mig evigt blod på tanden til at skabe og tale. Min mor har altid været min største rollemodel i at kræve min ret. Hun flygtede fra Iran som knap 22-årig, og hun har altid lært mine søstre og jeg, at vi ikke skal være bange for at sige vores mening og stå op for vores ret.”

“Min mor har altid været min største rollemodel i at kræve min ret”

Hvad er dit håb for fremtiden?

“Der er en tendens til en negativ diskurs omkring kvinder i sneakers-miljøet generelt. Som om de ikke har nok viden eller en reel interesse for sneakers. Sneaker-kultur har været meget domineret af mænd. Mit håb er, at den her “gatekeeping-kultur” bliver opløst.

Grundet min Instagram-profil @sallyssneakers og et efterhånden stærkt netværk, har jeg mulighed for at få fat i de fleste sko. Men førhen har jeg utallige gange lagt 3 såle ned i en større størrelse sko blot for at “eje” dem og have dem i min samling. Jeg håber på at se flere kvindelige sneakers-collabs. Forhåbentligt en dag mit eget samarbejde med en af de store sneakers-brands. Jeg håber generelt på mere repræsentation af minoritetskvinder i sneaker- og streetwearindustrien. I dag fornemmer jeg heldigvis, at flere brands gør en større indsats for at være inkluderende, og jeg ser også flere kvinder tage over i branchen.

I det store billede ønsker jeg frihed for kvinder verden over. Hvis du spurgte mig lige nu, hvad min største drøm er, er det et frit Iran. Det at kunne rejse derover og dufte, mærke og røre mit fædreland og kramme mine familiemedlemmer. Jeg ønsker, at kvinder verden over har den samme frihed til at udtrykke sig, stille krav til deres omgivelser og være dem, de er.”

Foto: Liv Latricia Habel
Læs ogå

Aram Ostadian-Binai: “Vi skal slippe jerngrebet om kvinder og deres påklædning”

Gucci annoncerer ny chefdesigner: Alt du skal vide om Alesandro Micheles efterfølger

En af modeindustriens mest eftertragtede ledige stillinger er endelig blevet besat.

Lørdag satte Gucci nemlig navn og ansigt på den designer, der overtager chefstolen efter Alessandro Michele, der i november 2022 pludselig forlod sin plads hos det italienske luksusmærke.

Den nye chefdesigner er italienske Sabato De Sarno, der vil tiltræde rollen som kreativ direktør for hele husets portefølje af kollektioner, accessories og livsstilsprodukter. 

Nyheden kommer efter megen spekulation om, hvem der ville kunne løfte Alesandro Micheles arv hos Gucci. For siden sin start i 2015 har han transformeret det traditionsrige hus med kontroversielle samarbejder med blandt andre Adidas og Balenciaga og gået til kollektionerne uden skel til køn, hvorfor Gucci siden 2017 har vist sine kollektioner samlet.

Det skabte en lang periode med vækst og buzz for Gucci, hvor huset var svært at undgå i modelandskabet og stod i spidsen for alskens tendenser og overskrifter.

Men selvom navnet Sabato De Sarno måske ikke ringer den helt store klokke hos dig, så har han allerede sat sit meget tydelige præg på moden gennem sit arbejde hos flere store modehuse. Den 39-årige italiener startede som designer hos Prada i 2005 og kom senere til Dolce & Gabbana, hvor han var designer frem til 2009. 

Foto: Riccardo Raspa/Reuters/Ritzau Scanpix

Guccis nye kreative direktør Sabato de Sarno.

Herefter startede han hos Valentino, hvor han de sidste 13 år har haft en nøglerolle hos modehusets atelier og har, ligesom Michele havde hos Gucci, været med til at sætte en ny retning for Valentino, der er gået fra at være et, for mange, støvet brand til et af verdens mest interessante lige nu.

De Sarno var blandt andet den ledende designer i studiet, da chefdesigner hos Valentino Pierpaulo Piccioli skulle føre sin ‘PP Pink’-kollektion ud i virkeligheden.

En kollektion, der som bekendt blev en af de allermest toneangivende sidste år og fik alskens stjerner til at tage ‘Valentino Pink’ til sig på røde løbere gennem hele 2022. 

Samtidig var han også en del af designholdet, der arbejdede på Nicola Peltz Beckhams custom Valentino-brudekjole, da hun blev gift med Brooklyn Beckham under et af sidste års mest storslåede kendisbryllupper

Om han vil tilgå sin rolle som chefdesigner ligeså revolutionært og legesygt som sin forgænger, må tiden vise. Men efter alt at dømme lyder det som om, at designeren vil videreføre nogle af de værdier og kendetegn, som huset har fået over de sidste syv år med indflydelse fra Michele.

“Jeg er stolt over at tilslutte mig et hus med en så ekstraordinær historie og arv, som gennem årene har været i stand til at byde velkommen og værne om værdier, jeg tror på. Jeg er rørt og spændt på at bidrage med min kreative vision for brandet,” fortæller De Sarno i Guccis officielle annoncering af nyheden på Instagram.

Sabato De Sarno vil præsentere sin første kollektion for huset under Milano modeugen til september 2023. Så mon ikke alle øjne vil være på Gucci, når debutkollektion rammer catwalken og markerer starten på en ny æra hos modehuset.

Læs ogå

Guccis chefdesigner træder tilbage og efterlader spørgsmålet om, hvem der skal føre den italienske arv videre