Journalist Maya Tekeli: “Jeg har på det seneste overvejet at kastrere min hanhund. Det har jeg på baggrund af (…) konkrete hændelser på vores gåture gennem Christiania”

Jeg har på det seneste overvejet, om jeg skal kastrere min hanhund. Det har jeg på baggrund af urovækkende ændringer i hans adfærd og konkrete hændelser på vores gåture gennem Christiania.

Vi har efterhånden boet her i et år, så Bøtten, som hunden hedder, er både velkendt og forholdsvis vellidt i landsbyen. Han og jeg går den samme tur hver morgen.

Bøtten springer altid begejstret ud af vores opgang i Fredens Ark, der udover at være Nordeuropas største bindingsværkshus, også er hjem for mange gode mennesker, som vi kan være heldige at støde på i haven foran huset. Her gror der figner, pærer og lidt for meget skvalderkål.

Turen går ellers forbi Café Abegrotten, hvor jeg er ret sikker på, at jeg har fået den bedste iskaffe i mit liv. Den åbner desværre først lidt hen ad formiddagen, så vi tuller sædvanligvis langs Pile Allé ved siden af og forbi Fredens Eng. Vi stopper ved Nemoland og lille hegn ved Pusherstreet, hvor Bøtten tisser.

Man skulle ikke tro det, når man så en lille hund tisse på det, men hegnet har i flere år været årsag til store uenigheder mellem politiet og dem, de er ude efter. Det er blevet revet op og taget ned flere gange, og derfor kalder man det for yoyo-hegnet. Det går op og ned hele tiden, men adskiller altså alléen fra pladsen og det lille område, der kaldes Gazastriben.

Bøtten har tisset på det hegn hver dag i et år, og på den måde meldt sig ind i gruppen af væsener, der har en holdning til, hvem der ejer det.

Den følelse af at være konge af et sted kender de fleste hanhunde herude, men der er tegnet tilpas mange grænser af pis i hjørnerne til, at de respekterer hinandens territorier.

For enden af hegnet og overfor malerværkstedet ligger for eksempel spisestedet Grøntsagen, der serverer god og billig vegetarisk mad og lige så god og billig juice, når det er varmt nok.

Det område styrer den langhårede chihuahua Holger. Da vi mødte ham første gang, pissede han fem gange i en cirkel rundt om os, og det er et par gange hændt, at Holger og Bøtten er fløjet på hinanden, når der har været godbidder imellem dem.

Derfor hilser vi for sikkerheds skyld på afstand.

Der har altid været stille på Pusherstreet om morgenen, men siden belægningen blev revet op i en stor aktion mod bandekriminaliteten, ligner den en tom legeplads. Gaden minder mig om en støvet sandkasse, der står eksponeret uden brostenene. De ligger i bunker i flere hjørner, og der står store telte og farverige skilte og ligner forlystelser på forpladsen.

Forleden morgen var to dialogbetjente i gule veste den eneste bevægelse på gaden. De hilste ikke på Bøtten, da han løb forbi for at snuse til jorden foran Stjerneskibet, hvor en 30-årig mand sidste sommer blev dræbt.

Hændelsen havde, ligesom episoder som den i fortiden, rystet hele landsbyen i sådan en grad, at man havde sagt stop. Det gjorde jeg sådan set også den morgen, for jeg syntes, hans store interesse i lugtene foran var lidt urovækkende.

Jeg kaldte ham hen mod Fremtidsskoven, der er en lille park langs Månefiskerens have. Fremtidsskoven blev oprindeligt plantet oven på den nedlagte ammunitionsfabrik, som en skov til “Fremtidens Planet”. Indtil videre er den blandt andet et samlingspunkt for mennesker, der arbejder med at holde København fri for metaldåser.

Da jeg måtte trække ham væk fra et uprovokeret angreb på den 15 år gamle Boris, der hverken hører eller ser godt nok til at være en reel trussel, var jeg rystet.

Jeg elsker den lille tur gennem træerne, men det var den morgen, vi mødte nogle fremmede i skoven. Bøtten logrede hen mod en stor brun hund, der snusede til en af de små skulpturer mellem buskene.

En mand dukkede pludselig op bag et træ.

“Kan du få den hund væk,” råbte han.

Jeg blev overrasket og kaldte ikke særlig overbevisende på Bøtten, der blev stående og logrede af den store hund, der godt nok virkede lidt uinteresseret i ham.

“Den er på arbejde,” sagde manden, der viste sig at være politibetjent, til mig og bad mig igen kalde min hund til mig.

Det lykkedes, og jeg undskyldte. Jeg forsøgte at forklare betjenten, at jeg ikke var vant til at tage højde for mennesker og hunde, der er på arbejde så tidligt om morgenen. Det var han ikke særlig optaget af.

Bøtten virkede forvirret, da vi gik videre ned ad Langgaden mod vores sædvanlige checkpoint ved Indkøbscentralen. Det er landsbyens lille supermarked, og her køber jeg religiøst en kop filterkaffe med havremælk til 13 kroner hver morgen. Bøtten hilser altid venligt på de andre christianitter, der gør det samme.

Men ikke denne morgen.

Inden vi nåede ind i butikken, stoppede han op og gøede ad Buster, en meget stor, grå hund, der ifølge tisseterritoriernes regler har plads ved bænkene over for Indkøberen.

Det var aldrig sket før, at min lille dumme hund udfordrede landsbyens hierarkier på den måde.

Alle vi, der mødes her hver morgen, grinede først af den lille hunds hovmod, men da han kom for tæt på hjørnet, måtte Buster fortælle ham, hvem der bestemte. Bøtten fik et gok i nødden og en trussel om mere, hvor det kom fra.

Det mislykkedes forsøg på at ændre på status quo forstyrrede freden.

Ydmygelsen satte sig i hans muskler i små spændinger. Bøtten lod sin tydelige frustration gå ud over alle andre hunde, der gik forbi butikken den morgen.

Da jeg måtte trække ham væk fra et uprovokeret angreb på den 15 år gamle Boris, der hverken hører eller ser godt nok til at være en reel trussel, var jeg rystet.

Min hund havde aldrig før været så voldsparat.

Jeg gik ind og mødte mine naboer ved kaffebordet i butikken. Flere havde set optrinnet. Jeg spurgte dem, hvad jeg egentlig lige skulle gøre i den slags situationer, og alle konkluderede, at min hund nok var kommet i en alder, hvor han har følelserne ude på tøjet.

“Han er jo også en hanhund, så han skal lige vise sig,” sagde Nadia, der står bag disken og i øvrigt har et helt særligt og meget nært forhold til Bøtten. Når de hilser på hinanden, er det, som om jeg slet ikke findes.

Jeg ved ikke særlig meget om at være hanhund, så resten af dagen søgte jeg råd om, hvad jeg dog skulle gøre for at møde min nye hund i øjenhøjde.

Jeg gik først ned til hestestalden og klappede ponyen Kaj, inden jeg talte med Krikke-Rikke, der arbejder meget og længe med at holde dyrene glade. Bøtten knurrede af hestene, og sprang senere overmodigt i vandet for at gøre det af med en svane, der lå og hyggede sig i voldkanten foran Sølyst fritidshjem, hvor jeg arbejder som vikar, når jeg ikke går rundt og er journalist.

Jeg beklagede uroen over for pædagogerne. De smilede tålmodigt.

Jeg gik skuffet mod genbrugspladsen for at lede efter relevant litteratur om adfærdspsykologi i byttereolen, men nåede kun samle noget så banalt som Huckleberry Finn op og smide den i tasken, før Bøtten blev rasende på katten Stribe, der bor bag bøgerne.

Stribe stirrede udmattet på ham.

Bøtten og jeg traskede ned mod Kulturcaféen ved hjørneindgangen til Christiania.

Caféen, som er en af de nyere herude, er altid fuld af gymnasieelever fra Christianshavns gymnasium og af turister, men det er også et sted, hvor jeg oplever, at mange af de yngre christianitter samler sig om hinanden.

Jeg fik et glas lemonade og en snak med Nanna bag baren. Hun har selv hund og længe drømt om at blive hundetræner.

Hun fortalte mig i stor detalje, at man kan dominere en hund til ro ved at opføre sig som dens mor. Nive den blidt i siden, når den knurrer og tage fat og vende den på ryggen, hvis den bliver vred.

“Jeg tror meget på at tale hundens eget sprog,” sagde Nanna i solen foran caféen.

Hun sagde, at man skal være bestemt, men heller ikke begå den fejl, at holde hunden i skammen over at have hidset sig op. Så forbinder de nemlig alle interaktioner med noget ret negativt og farligt.

Jeg tænkte, at det nok var på samme måde med mennesker, der får skældud af deres mor eller bliver stoppet af politiet om morgenen. Hvis man ikke får en chance engang i mellem, bliver man på forhånd irriteret, når man ser dem, der vil bestemme over en.

Nannas egen hund, Vera, kunne godt finde på at skælde ud, selv om hun var en tæve. Det var, fortalte Nanna, fordi hun som hundehvalp var blevet kanøflet af de andre hvalpe i sit kuld.

“Hun vil hellere være den, der skælder ud på forkant end at være den, der bliver skældt ud af nogle andre,” sagde hun.

Det kunne jeg godt se mig selv i.

Lidt senere på dagen knurrede Bøtten af en hundehvalp foran spillestedet Operaen. En forbipasserende turist rystede kommenterende på hovedet, da jeg lagde Bøtten på ryggen og holdt ham fast for at stoppe optrinnet.

“Du kan skælde ham ud hele livet, men det bliver han bare vredere af,” sagde vedkommende, mens han fotograferede et stykke graffiti på væggen ved siden af mig.

“Det eneste, der virker, er at skære nosserne af ham.”

Det synes jeg var meget voldsomt sagt af en, der ikke engang kendte min hund, og som i øvrigt også bare var på besøg, der hvor vi boede.

Turisten fortalte mig, at han selv havde haft en hanhund, der blev mere og mere rasende for hvert år den levede, og han inderligt fortrød, at han ikke havde grebet ind tidligere. Han sagde, at testosteron er “one hell of a drug,” der overtager hele kroppen og forstanden, hvis man blander det med adrenalin.

Det vidste han vel mere om end mig.

Han fotograferede sandet, hvor der engang havde ligget brosten og bad mig lade vær med at menneskeliggøre min hund for meget.

“I sidste ende er det et dyr, og du er et menneske,” sagde han.

Han fortalte mig, at jeg, hvis jeg virkelig syntes det var så svært, kunne vælge at kastrere Bøtten kemisk med en form for hormonstav, som en dyrlæge kunne skyde i nakken på ham.

I en periode på et halvt til et helt år ville dimsen i nakken sænke niveauet af testatoren i hans krop. På den måde kunne jeg undersøge, om det ville give mening at operere det helt ud senere.

“Du bliver så glad for det,” sagde han og spurgte, om jeg ville tage et billede af ham.

Jeg parkerede Bøtten hjemme i Fredens Ark og gik alene mod Sundhedshuset for at få en kop te. Jeg tænkte, at det var et godt sted at samle mig om de input, jeg havde fået i løbet af dagen.

Siden jeg flyttede ind, har Sundhedshuset været et sted, hvor ro og klarsyn tvinger sig ned over mig. Det har siden Christianias fødsel fungeret som en alternativ skadestue og lægehus, fordi samfundets lægestand ikke rigtig turde praktisere på fristaden i dens første år.

Jeg vil mene, at Sundhedshuset er rygsøjlen i Christianias velbefindende, for der har alle en konstant mulighed for omsorg, behandling eller en snak om, hvordan de går og har det. Den ro havde jeg brug for den eftermiddag.

Jeg fik hurtigt teen, flere smil og et tilbud om beroligende akupunktur, da jeg fortalte, at jeg stod over for en stor beslutning i mit liv og i øvrigt også havde generelle problemer med min søvn.

NADA-akupunktur, som behandlingen hedder, er en underkategori af øreakupunktur, der er målrettet til at forbedre og opretholde positive resultater i stofmisbrugsbehandling. Det er bivirkningsfrit og tilfører ikke noget til kroppen, men hjælper systemet med at reetablere sig selv og skabe balance.

Jeg havde aldrig prøvet at stikke en nål i kroppen for at slappe af, men noget afslappende og stabiliserende er svært at sige nej til.

I løbet af kort tid lå jeg derfor med små nåle i øret på Sundhedshusets første etage. Jeg var blevet svøbt i et tæppe på en blød madras, som var omringet af eksotiske planter.

Jeg vendte mit store dilemma med mig selv.

Enten skulle jeg lade min hund kastrere for at afslutte en destruktiv testosteron-spiral, der ville ende i slagsmål, eller også skulle jeg lade naturen gå sin gang og med min egen adfærd holde ham i skak.

Jeg forsøgte at huske mig selv på, at min hund ikke var et menneske, men jeg kunne ikke give slip på tanken om, at hundes problemer med vrede ikke nødvendigvis adskilte sig meget fra dem, vi selv oplever som mennesker.

Jeg ville ligesom Holger også hidse mig op, hvis nogen kom uanmeldt ind på min matrikel og begyndte at pisse på den, og jeg følte mig faktisk også en smule oprevet, efter vi blev skældt ud af en fremmed betjent i Fremtidsskoven. Jeg kan, som Buster, blive irriteret, når folk irettesætter mig, selv om de ikke ved, hvad de snakker om.

Jeg indrømmer også gerne, at jeg også har udfordret mennesker med mere livserfaring end jeg selv har, fordi jeg var sur over noget andet.

En hund forstår ikke, hvad det overhovedet vil sige at tage sig sammen.

Ligesom Bøtten har jeg af den grund også fået et par gok i nødden, og de har selvfølgelig ophidset mig. Det er sikkert også gået ud over tilfældige mennesker, der egentlig bare har passet sig selv.

Hunde og mennesker har mere tilfælles end turister tror, men forskellen findes nok i, at man som menneske har mulighed for at træffe et valg om at tage sig sammen, fordi man trods alt er lidt klogere.

En hund forstår ikke, hvad det overhovedet vil sige at tage sig sammen, før man lægger den ned og knurrer af den. Man skal altså gøre det, man forsøger at aflede hunden fra, for at få den til at stoppe.

Jeg fortabte mig i den ironi, indtil en af nålene nev lidt ekstra i mit øre.

Jeg pillede lidt ved den, og lagde mærke til en lille plet af blod på min finger. Da jeg fortalte det til lægen, sagde hun, at blodet var tegn på, at nålen havde ramt en nerve, der kunne få store følelser til at boble frem i mig i de kommende dage.

Jeg spiste suppe ved Morgenstedet, inden jeg gik hjem. Der duftede af spidskommen, og ved siden af mig sad en gruppe venner og diskuterede politik. En af dem virkede oprevet.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sende min lille dumme hund under kniven, fordi han med alderen var blevet mere følelsesmæssigt nuanceret, og jeg overvejede, om mine forældre, havde de haft muligheden, ville have været fristet til at gøre det samme, da jeg begyndte at diskutere alt med dem.

Jeg nikkede til to betjente i gule veste, der hilste lidt for venligt på mig på turen tilbage til Fredens Ark. De var indsat som en form for værn mod vold, vrede og kriminalitet på en rar måde.

Det fik mig til at undre mig over, om man egentlig kunne sige, at Christiania var blevet kastreret dette forår. Noget var i hvert fald blevet revet ud med magt og værktøj, men jeg var i tvivl om, om det var byens nosser eller brosten, som turister og københavnere havde taget med hjem som en souvenir.

Det var latterligt at tænke på, at justitsminister Peter Hummelgaard i så fald stolt var blevet fotograferet med et sæt nosser i hånden.

Jeg indrømmer også gerne, at jeg også har udfordret mennesker med mere livserfaring end jeg selv har, fordi jeg var sur over noget andet.

De udfordringer, som Christiania ifølge myndigheder, medlemmer af regeringen og flere christianitter i de seneste år har kæmpet med, udsprang nok ikke af de sten, der lå i jorden, men af de mennesker, der gik på dem.

Alligevel er det stenene, der skal fjernes og skabe rammerne for positiv forandring.

Da jeg kom hjem til Fredens Ark og gik ind ad døren, kom Bøtten løbende mod mig. Han logrede med halen og lagde sig ned på ryggen, da jeg kløede ham bag øret.

Jeg er ikke i tvivl om, om jeg skal kastrere min hanhund på baggrund af hans udfordrende adfærd, men jeg ér åben overfor at dæmme ned for testosteronet i et halvt års tid, for at se, om vores liv bliver lettere.

‘Dewy makeup’: Beautytrenden, der beviser, at vi aldrig mere skal være trætte af en skinnende og fugtig hud

Kommer du også ofte frem på arbejde eller i skole med bedugget hud og røde kinder efter cykelturen? Selvom vi ihærdigt forsøger at gøre alt for ikke at ankomme med skinnende ansigt og røde kinder, må vi nok bare indse, at det kan være svært at undgå at have en små-‘dewy’ (da.: dugget) hud.

Men tænk hvis nu, at din glinsende hud tappede ind i den seneste store makeup-trend, og at makeup-artister rent faktisk arbejder hårdt for at fremtrylle et sådan look …

Dreams do come true. Og i dette tilfælde hedder den ‘dewy makeup’.

Navnet på trenden, som atter har overhalet beautyhacks indenom på de sociale medier, går (som navnet siger) ud på, at vores hud gerne må have et skær, som hvis et let lag af dug havde lagt sig på vores kinder. Vi snakker ikke en decideret svedig hud, for jo, selvfølgelig er der en hårfin grænse mellem dette og så den omtalte trend, der bygger på et naturligt look med en glat, frisk og velhydreret hud.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Hailey Rhode Baldwin Bieber (@haileybieber)

Grundstenen for en at kunne lægge en smuk dewy makeup er (som altid) en god base, der hydrerer. I dette tilfælde behøver du ikke tøve med at bruge ansigtsolie på din hud i hovedet, hvis du har tendens til tør hud. Olien vil nemlig efterlade din hud skinnende og velhydreret. Har du modsat tendens til meget olieret hud, kan du omvendt gribe en primer og lade den udjævne huden og sørge for, at din makeup holder og ikke glider ud (som det kan være tilfældet med olieret hud). Så fra nu af er det altså forbudt at udskamme dit naturlige skær.

Er du faldet for looket? På TikTok kan du søge på “dewy makeup”, hvor du der kan finde alskens guides til, hvis du opnår et friskt og naturligt dewy look – ved hjælp af en både mere og mindre omfattende makeup.

In case, du endnu ikke er helt overbevist, kan du med fordel tage et kig på blandt andre Hailey Bieber, som gang på gang har vist, at hun besidder førertrøjen, når det kommer til TikTok-beautytrends.

Med sit eget brand Rhode har Hailey Bieber selvfølgelig også lanceret produktet ‘Glazing milk’, en let mælkelignende formular, der kan bruges som primer til netop at fremtrylle et fint dewy look – og det er selvfølgelig og den, hun selv bruger i sin tutorial til, hvordan du meget simpelt kan komme med på beautytrenden.

@rhode @Hailey Bieber ♬ original sound – rhode skin

Josefine HJ: Her er min fortrukne sommerduft

There’s a new Girl in town – en sødmefuld, sensuel og kraftfuld parfume med enestående blomsternoter. Det er beskrivelsen af Carolina Herreras nye parfume Good Girl Blush Elixir. Ligesom sine forgængere er den nye sommerduft indkapslet i den ikoniske stilethæl-flakon, og så er den ideel til sommerens sprudlende begivenheder.

Denne sommer er content creator Josefine HJ ambassadør for duften. For hende er det unikke ved en duft, at det giver os muligheden for at vise, hvilket humør vi er i. På samme måde lægger hun vægt på, at en duft formår at repræsentere hendes sande autentiske jeg.

Netop dette taler ind i visionen bag parfumen:

– “Vi har valgt disse meget forskellige ingredienser, fordi vi ville have noget, der repræsenterer alle forskellige sider af en kvinde: Det lyse, det mørke, det maskuline, det feminine, det søde, det frække”, forklarer Carolina A. Herrera, Beauty Creative Director.

– “Hvis vi kvinder er så mangefacetterede, fortjener vi så ikke en duft, der er mindst lige så rig? Det er Good Girl”, fortsætter hun.

5 hurtige til Josefine HJ om dufte

Hvornår føler du dig allermest empowered? Og hvad er det, der gør, at du føler dig empowered?

“Jeg føler mig mest empowered, når jeg føler, at jeg er mit sande autentiske jeg. Måden jeg klæder mig på, min makeup og den duft, jeg bærer, har alt sammen stor betydning for, hvor empowered jeg føler mig. Hvis det, jeg har på, ikke får mig til at føle mig autentisk og som mit sande jeg, har jeg svært ved at føle mig empowered. Men når jeg så omvendt føler mig som mig selv, er det som om, at intet kan stoppe mig.”

I livet som content creator og i en branche drevet af mange stærke kvinder – er der så nogle udfordringer, når det kommer til at vise alle dine forskellige sider?

“Jeg synes nogle gange, når jeg viser en lidt mere sensuel side, bliver det ofte misforstået som noget seksuelt. Og for mig er det to meget forskellige ting. At være sensuel er en stor del af det feminine, og nogle gange gør det mig trist, at det ofte bliver så seksualiseret.”

Hvornår føler du dig mest forførende og feminin?

“Igen, når jeg føler mig mest som mit autentiske jeg. Når jeg dufter godt, mit hår er fyldigt, og jeg har et smil på læben.”

Hvad tror du, der skaber forbindelsen mellem duft og sensualitet?

“Duft giver os mulighed for at vise, hvilket humør vi er i. En sensuel duft vil straks sætte stemningen, og for mig er dette meget attraktivt. Jeg kan godt lide en sensuel og mystisk duft.”

Hvordan vil du beskrive den perfekte date?

“En hyggelig bar, en vodka martini og en sensuel, mystisk duft.”

Den nyeste parfume i Good Girl-serien er Good Girl Blush Elixir. Du kan finde duften her.

Good Girl Blush Elixir
Den originale Good Girl-parfume blev lanceret i 2016 og opnåede øjeblikkelig succes. Allerede dengang var det vigtigt at kombinere en række forskellige aromaer for at afspejle moderne femininitet i en forførende blanding af jasmin, kakao, tonkabønner, mandler og kaffe.
Den nye Good Girl Blush Elixir er den nyeste variant i Good Girl serien, og er en sensuel, mere intens fortolkning af Good Girl Blush. Parfumefavoritten kommer stadig i den højhælede flakon, og er en forførende eau de parfum, der består af en blanding af rose, vanilje og patchouli.

Carolina Herrera: Internationalt modeikon og stifteren bag Good Girl parfumeserien

I 1988 lancerede Carolina Herrera sin første duft – i det, der senere skulle vise sig at blive en omfattende og spændende samling af friske dufte – der på perfekt vis komplementerer den ikoniske modedesigners farverige kollektioner.

Historien om Carolina Herrera går helt tilbage til hjemlandet Venezuela i 1950’erne, hvor hun allerede som teenager begyndte at designe kjoler. Med sit øje for det elegante snit og smukke farvesammensætninger, var hendes design allerede fra starten noget helt særligt. Dette førte til, at den legendariske Vogue-redaktør Diana Vreeland opfordrede hende til at vise sin første kollektion på det eksklusive Metropolitan Club i New York – og det blev en øjeblikkelig succes.

Derfra gik det kun én vej, og i dag er Carolina Herrera en af verdens førende designere. Inspireret af menneskets skønhed, har hun gennem hele sit liv været en skaber af æstetik. Hendes design er både klassisk og elegant, men samtidig udfordrende og nyskabende.

Carolina Herrera har selv forklaret, at elegance, skønhed og femininitet er tre nøgleelementer i hendes kollektioner, og at hun lader sig inspirere af ideer fra fortiden, som hun genskaber i form af moderne beklædning. Ifølge Carolina Herrera er mode magisk; som en elegant drøm, der inspirerer os og forholder sig til den verden, vi lever i.

I dag er Carolina Herrera et internationalt modehus med base i New York, kendt for at omfavne selvsikkerhed og glæde med sin farverige tilgang til livet.

Nyt ELLE på gaden: Medina om moderskab og mødet med sin mand, tre par om heteronormative systemer og journalisten om problemet ved comeback-mediet Arto

I ELLEs augustnummer, der er på gaden nu, kan du komme helt tæt på Danmarks ubestridte popdronning Medina. Hun fortæller om arbejdet på en sandwichbar i København, hvor hun stod og sang sine egne sange, da hun blev opdaget. Om sit første møde med manden Malo Chapsal, som hun traf til sin venindes bryllup, hvor det nærmest lå i kortene, at de to skulle finde sammen. Desuden deler hun sine tanker om moderskab, spiritualitet og om at være 100 procent landet og komme ud af al kaosset – en følelse, der for nyligt er spiret i hende.

Mød også de tre par: Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Mouritzen samt May Lifschitz og Jens Lund. De lever alle i queer forhold og forholder sig hver dag kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. De sætter alle ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder, og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer end den anden.

Kom også indenfor i hjemmet i Charlottenlund hos stifter og direktør for Enter Art Fair Julie Leopold Alf, som bor omgivet af kunst, elsker champagne og føler sig bedst tilpas i et casual 70’er-inspireret look. Hun deler sin første og sin største kulturoplevelse og fortæller, hvad sit seneste og forhåbentligt sit næste kunstkøb skal være. Og så drikker hun Baileys i sin kaffe hver morgen.

Danske Baum und Pferdgarten fejrer i år 25-års jubilæum, og vi har taget en ‘trip down memory lane’ med de to founders og kreative direktører Rikke Baumgarten og Helle Hestehave i en snak om rejsen fra designskolen, hvor klassekammeraterne undrede sig over deres samarbejde, fordi de stilmæssigt stak i hver sin retning, til det store jubilæum i år. Og selvom tiderne har ændret sig og sociale medier er blevet uundværlige kanaler, hvor man på nul komma fem kan komme virtuelt med til de internationale modeuger frem for at rejse selv, gør designerduoen en stor dyd ud af at holde fast i deres håndværk og magien, som de er uddannede i.

Kan du huske Danmarks første sociale medie? Journalist Maya Tekeli tager dig igennem Arto-universet, der (måske?) har fået comeback efter 8 år i graven. Tekeli kortlægger problematikken, der er fælles for Danmarks første sociale medie og periodedramaet Bridgerton, og så undersøger hun, hvorfor hun selv – nærmest uden tøven – på få sekunder klikkede “opret profil” på platformen, da hun opdagede dets genopståen.

Kig også ind i beautyskabet hos 28-årige Stine Alva, der til daglig arbejder som kosmetisk sygeplejerske. Derfor er micro-needling, laserbehandlinger og filler i læberne en del af hendes skønhedsrutine – for det er svært at lade være, når man er omgivet af det hver eneste dag. Hun deler sin beauty-rutine, ét dagligt beauty-step, hun aldrig ville springer over og fortæller om et budgetvenligt produkt, hun bruger hver dag, og som faktisk på mærkatet siger, at den er udviklet til mænd.

I ELLE Decoration-sektionen kan du komme med indenfor hos pressechef Christina Zemanova, der åbner dørene til hjemmet på Østerbro. I herskabslejligheden på 200 kvadratmeter blandes børnenes keramik med moderne design og arvestykker med en omsiggribende bogreol, der, ligesom lejligheden og dens beboere, er fuld af historier, gode minder og totalt fravær af rette linjer og faste regler. Bliv desuden inspireret af modige valg såsom røde stole, et blåt køkken og en turkis væg.

Alt dette – og selvfølgelig meget mere – kan du læse i det nye ELLE, der er på gaden i dag, torsdag 25. juli, og som kan købes i udvalgte supermarkeder og kiosker.

Du kan også få magasinet tilsendt din postkasse hver måned ved at tegne abonnement på ELLE lige her.

Forsidefoto: Lana Ohrimenko
Styling: Sidsel Alling
Art direction: Homework
Hår: Julie Proedel
Makeup: Anne Staunsager
Mode- & projektkoordinator: Viitus Saceanu
Fotoassistenter: Betty Krag og Macs Abente Gaydou
Stylingassistenter: Oline Halsøe og Frederikke Toftsø

Sofie Jama om flugten fra Somalia: “Minderne er tunge at slæbe rundt på, men det er mit livsvilkår”

Sofie Jama

41 år, forfatter. Uddannet i kulturformidling og arabisk på Aarhus Universitet. Debuterede som skønlitterær forfatter i 2019 med romanen ’Et andet menneske, et andet liv’, udgivet på Politikens Forlag. I 2019 modtog hun Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris sammen med Sara Omar og Aydin Soei. Udgav i 2020 romanen ’Den nordiske mands hævn’. Bor i Valby, København sammen med sin kæreste og deres to fælles børn og hendes datter fra et tidligere forhold

FLUGTEN BEGYNDTE ALLEREDE, da jeg var seks år. Det var min første skoledag, og jeg gik ved siden af min mor. Med rottehaler og sommerfugle i maven. Jeg bar på en taske, som min elskede tante havde lavet til mig. Der var store forventninger i familien til, at mine søskende og jeg skulle uddanne os ligesom vores forældre; min mor var skolelærer, og min far var dommer og senere borgmester. Det var en betydningsfuld dag. Men pludselig gik alt i stå. Jeg har svært ved at genkalde, hvad der skete. Lyden af helikoptere, støv, skrig og jamren. I forvirringen, mens vi flygtede ud af byen, blev jeg væk fra min mor. I næsten et år var jeg kun sammen med min tante, indtil jeg blev genforenet med mine forældre og søskende. Borgerkrigen var i gang.

I SYV ÅR flygtede vi fra sted til sted ude på Somalilands slette. I lange perioder havde vi ikke nogen sko. Min mor sagde, at mine fødder skulle hærdes til at gå på sten og vandre i bjerge. Jeg mindes frygten for, hvad der nu kunne ske, men også for at kigge i en uendelig horisont, hvor dyr og naturen udspillede sig uforstyrret foran mig. Vi endte i Addis Ababa i Etiopien, og derfra fløj vi til København og blev sendt videre til Aalborg, hvor vi fik tildelt en almennyttig bolig i Aalborg Øst af Røde Kors. Det passede mig ikke så godt. Især fordi alle de andre beboere også var somaliere, som havde de samme traumer med sig i bagagen. Jeg havde lyst til at komme væk, hvilket jeg gjorde to år senere, da jeg tog på Brøruphus Efterskole, som lå lidt udenfor Skanderborg.

I DANMARK VAR ALT SÅ HIMMELRÅBENDE ANDERLEDES END DET, jeg kendte til. Jeg havde aldrig mærket kulde på min hud, og om vinteren skulle jeg presse støvler ned over mine fødder. Folk så anderledes ud end mig. Jeg syntes, at det var så spændende, og jeg ønskede inderligt at blive genfødt som en ny person. Med et andet liv. Jeg tog afstand til min familie, fordi de mindende mig om alle mine traumer. Spøgelserne fra fortiden var fanget i mine forældres lejlighed, så det var enormt frigørende for mig at gå på efterskole.

Jeg ved ikke, om jeg ville være i live i dag, hvis jeg ikke havde fået muligheden for at udtrykke mig igennem bøger og få afløb for alt det, som var inde i mig

DET LYKKEDES MIG AT FÅ AFSTAND TIL FORTIDEN, indtil jeg begyndte på universitet. En dag, da jeg var på vej i bil over til en af mine veninder, fik jeg et sammenbrud på motorvejen. På grund af vilde rysteture måtte jeg stoppe bilen midt på vejen. Og så væltede alle minderne frem. Jeg troede, at jeg slap for dem, men de forfulgte mig. De sidder i nervesystemet: i hjernen, i kroppen. De er en del af mig for altid. Jeg kunne ikke undvære min familie og det, jeg kommer fra. Også selv om de mindede mig om det, jeg prøver at flygte fra. Smerterne. Særligt deres smerter. Det er mit livs paradoks.

JEG FØLTE MIG ENSOM. Jeg havde ikke nogen at fortælle om mine oplevelser til. I familien navigerede vi uden om det, som gjorde ondt. På efterskolen og i gymnasiet lærte jeg, at de andre tog afstand til mig, hvis jeg åbnede op for, hvad jeg havde oplevet. Jeg har overset voldtægter og folk blive myrdet. Det brændte inde i mig. Jeg dirrede efter at blive forstået. Til mit store held havde jeg talent for at skrive. Jeg ved ikke, om jeg ville være i live i dag, hvis jeg ikke havde fået muligheden for at udtrykke mig igennem bøger og få afløb for alt det, som var inde i mig.

JEG SKREV MINE FØLELSER NED og brugte mine erfaringer til at skabe især en af hovedkaraktererne i min debutbog. At skrive er et frisættende rum. Jeg kan bruge det, jeg har med mig, som ellers er uforståeligt for mange mennesker. Det er et terapeutisk forløb for mig, men samtidigt formidler jeg noget, jeg håber folk, der ikke har oplevet det samme, har bedre forudsætninger for at forstå, når de har læst mine bøger. Jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel ved at skrive om det. Det er faktisk det, der driver mig allermest. At skabe et fællesskab for flygtninges traumer og indre liv.

AT UDVIKLE EN KARAKTER er også en opdagelsesrejse i mit eget dybe indre. Jeg har indset, at jeg stadig har hjørner, jeg slet ikke er nået ud til endnu. Det er en lang, lang rejse, som både er vidunderlig og smertefuld på samme tid. Det er også hårdt for mig at skrive og skulle hente alle de barske minder frem.

Også mareridtene. En af mine tilbagevendende drømme er et minde fra tiden, hvor vi flygtede på sletterne og blev opsøgt af en gruppe soldater. Vi sad tæt sammen i et telt, da en af dem pegede på os med sin AK47

HVIS JEG SOVER tre timer i træk om natten, er jeg lykkelig. Og sådan har det altid været. Hvordan kan hun fungere i det, tænker du nok. Jeg har vænnet mig til det. Også mareridtene. En af mine tilbagevendende drømme er et minde fra tiden, hvor vi flygtede på sletterne og blev opsøgt af en gruppe soldater. Vi sad tæt sammen i et telt, da en af dem pegede på os med sin AK47 – de slog mænd over 15 år ihjel. Heldigvis fandt de ikke nogen hos os og gik videre. Jeg glemmer aldrig, hvordan min mor bad til Gud og til, at de ville lade os være.

JEG TAGER IKKE LIVET FOR GIVET. Når jeg træder ud ad døren om morgenen, tænker jeg, at det ikke er sikkert, at jeg vender hjem om aftenen. Men det betyder også, at alle tabuer er nedbrudt for mig. Jeg kan tale og skrive om alt; død, seksualitet og perverse tanker. Alt, hvad et menneske nu rummer. Tidligere var jeg ikke bevidst om, hvorfor jeg ikke følte mig underlagt af tabuer, jeg tænkte bare, at jeg var en meget ligefrem person, men nu forstår jeg, at det er på grund af min opvækst. Jeg er ikke rigtig bange for noget. Hvis jeg skulle miste mit job, tænker jeg: Hvad er det værste, der kan ske? At vi må gå fra hus og hjem. Ja, det skal vi nok finde ud af. Minderne kan forstyrre mig, når jeg mindst venter det. Hvis jeg har planlagt en afslappende mig-dag med gåture og neglebehandlinger, kan en artikel om flygtninge få det hele til at vælte frem, eller når jeg er på vej til nytårsaften, kan raketterne give mig det fysisk dårligt. Minderne er tunge at slæbe rundt på, men det er mit livsvilkår.

Danskeren, der bor i Paris, om hjembyen: Her er mit yndlingsspisested, den bedste risotto og min go-to vintage-butik

MAGDA ATIGELI

29 år. PR & communications, Lucian Pages Communication. Uddannet i marketing fra ISG Business School Paris. Opvokset på Samsø og i Herfølge. Bor i dag i Paris.

JEG SKULLE LIGE VÆNNE MIG TIL, hvor stor Paris er. Det tog mig to timer at komme i skole den første dag, fordi jeg ikke kunne finde rundt. Det burde have taget mig en halv time. Jeg blev så forelsket i byen og i menneskerne, da jeg tog et semester på ISG Business School Paris, at jeg besluttede mig for også at tage min praktik i byen. Her kom jeg ind hos PR- og kommunikationsbureauet Boon, hvor jeg for alvor blev præsenteret for den kreative og kunstneriske verden i Paris.

JEG ENDTE MED AT BLIVE I PARIS, da jeg blev ansat hos Lucien, som arbejder med brands som Marni, Schiaparelli og Victoria Beckham – jeg sidder primært med Pucci, Y/Project og Cormio. Jeg elsker at gå rundt i Paris og bare kigge på bygningerne. Der er så smukt. Jeg plejede at bo i Marais, hvor der er kunstgallerier på alle hjørner, og mange af dem har åbent til 22, så når jeg fik fri, tog jeg forbi et af dem for at se på kunst. Jeg behøvede ikke at vide så meget om kunstneren, bare at se noget nyt var spænende for mig. I Paris er du omringet af kunst og kreativitet, og jeg bliver inspireret af nærmest alt, jeg passerer på gaden.

JEG HAVDE LÆNGE HAFT EN DRØM om at se den italienske kunstner Bruno Catalanos skulpturer, og første gang jeg var på Place Des Vosges, så jeg et af hans værker i vinduet hos Galerie Medicis. Galleriet havde lukket, men jeg kunne se en mand gå rundt derinde, så jeg bankede på. Stan, som han hed, lukkede han mig ind og lod mig gå rundt i 30 minutter, mens han fortalte mig historien om Bruno Catalanos værker. Han var immigrant og følte, at når han rejste fra et sted, så efterlod han altid noget af sig selv på stedet. Og derfor har hans mennesker altid huller i sig, eller er ufuldstændige. Det var så smukt, syntes jeg. Jeg var lige flyttet til Paris og havde hjemve. Galleriet er blevet mit yndlingssted, og jeg er kommet der mange gange siden.

SOM MODEINTERESSERET ER DET ALTID INSPIRERENDE at besøge et af byens mange modemuseer. Min skole lå tæt på flere af dem: Palais Galliera og Fondation Cartie. Det store museum, Musee des art Décoratifs, er interessant, fordi du kan se, hvordan mode har udviklet sig gennem historien og afspejlet den tid, det blev designet i. Jeg holder også af at trække tråde til moden i dag og prøve at lægge mærke til hvilke trends, som går i ring.

Hvis jeg har møder med stylister foregår det ofte på hotellet Hoxton, som ligger tæt på mit kontor. Jeg holder også af at mødes med mine veninder der, når jeg har fri. Om sommeren kan man sidde ude i deres gårdhave, som har en københavnerstemning over sig. Der er festlige mennesker, god mad og lækre vine til rimelige priser. Vi starter typisk en sjov aften der, inden vi ender på L’Area

JEG KØBER STORT SET ALT AF MIT TØJ i en virkelig lille genbrugsbutik i Marais, der hedder Vintage Désir. Den italienske ejer har en tavle med billeder af stamkunderne. Jeg venter stadig på, at mit billede kommer op – han fotograferede mig, min søster og nogle veninder for nyligt. Butikken består af ét rum med tøjstativer på begge sider, og så er der tøj over det hele. Jeg kigger for det meste i herreafdelingen, jeg er vild med oversized ting, og jeg leder efter noget specielt, som de færreste andre går rundt i. Ejeren kender sin målgruppe og er virkelig god til at finde unikke pieces. Mine bedste køb er en oversized sølvgrå blazer og en virkelig lækker lædertaske.

MIT YNDLINGSSTED ER L’ AREA, der ligger i det 4. arrondissement, tæt på Place de la Bastille. Det er en lille bodega, hvor man gerne må ryge. Første gang du kommer der, skal du sige dit navn til ejeren, og så skal han huske det til næste gang. Der er beskidt og lugter af røg, men jeg har mødt så mange interessante mennesker. Folk spiller skak, ryger og snakker om alt muligt; kunst og politik. Det er mit happy place. Jeg møder ikke nogen fra modebranchen her. Jo, men så er det designerne, som ikke er de mest frembrusende. Der er så mange hypede steder i Paris, hvor de kendte og it-people kommer. Det bliver jeg hurtigt træt af. Jeg har aldrig haft et stamsted før, men det har jeg nu.

JEG FIK DEN BEDSTE RISOTTO, JEG HAR SPIST I MIT LIV, på restauranten Early June, som er et afslappet sted, hvor de laver virkelig god mad. Hvis man er glad for at spise vegetarisk, hvilket jeg er, så er det særligt godt. Stedet har lidt af den samme vibe som Baka d’ Busk i København. Naturvine, indretning med vintagemøbler, som ikke er noget særligt, men i rustik stil, og så vildt dygtige kokke. De får løbende besøg af topkokke fra hele verden, og flere gange har der stået københavnske kokke i køkkenet, hvilket gør, at du altid får en ny gastronomiske oplevelse, når du kommer der.

DET HAR VÆRET NEMT FOR MIG at få venner i Paris. Jeg har oplevet, at folk i højere grad taler til fremmede i forhold til i Danmark. Folk kommer fra hele verden, og jeg har venner fra Sydkorea, Ukraine, Rusland og Frankrig, og alle er en del af samme vennegruppe. Det multikulturelle miljø gør nok også, at folk er mere åbne for folk, de ikke kender, også fordi der er så mange, som er flyttet langt væk hjemmefra. Jeg skrev min bacheloropgave på hotellet Grand Amour, fordi jeg er vild med stemningen. Jeg satte mig der hver dag og spiste pomfritter og drak te. Der er altid mennesker, ligegyldig hvad tid på døgnet, man kommer. Der er mennesker fra alle mulige nationaliteter og brancher, og de fleste er meget imødekommende. En aften spiste jeg aftensmad med et ældre turistpar, fordi de spurgte ind til, hvad jeg arbejdede på. En af mine gode veninder er dj der, hvilket har betydet, at jeg er kommet der endnu oftere. Og har fået flere nye venner.

Kender du danskeren, der bor i L.A., og som danser for Beyoncé, Ciara og Usher?

CILIA TRAPPAUD

30 år. Professionel danser. Opvokset i København. Bor i dag i Los Angeles sammen med sin mand, musikeren Hans Philip. Følg hende her.

SOM 10-ÅRIG SAGDE JEG TIL MIN MOR, at jeg ville danse for Beyoncé. Det var min største drøm. Jeg har danset hele mit liv og altid taget det meget seriøst og vidst, hvad jeg ville. Da jeg var i starten af 20’erne begyndte jeg at rejse frem og tilbage til New York for at træne og gå til castings derovre. Det blev hurtigt til L.A., fordi jeg kunne se, at det var der, jeg skulle være, hvis jeg skulle arbejde med de store musikstjerner.

I 2018 SKREV JEG UNDER på en kontrakt med mit agentur, Go 2 Talent Agency, i L.A., fik mit arbejdsvisum, og det blev pludselig en ægte mulighed at bo i L.A.. Det var også som at starte forfra. Jeg har danset professionelt i Danmark, siden jeg var 14 år og har været med i store tv-shows og danset for de fleste anerkendte danske musikartister. Da jeg rejste til L.A., skulle jeg bygge det hele op igen. Ingen kendte mig, så jeg skulle vise dem alle sammen, hvad jeg kunne.

I STARTEN TÆNKTE JEG, at jeg aldrig ville føle mig hjemme i L.A.. Alt var så anderledes. Jeg er født og opvokset i København, hvor man går og cykler rundt. L.A. er en bilby med store, brede veje og masser af biler. Store motorveje. Det var svært at mærke byen, fordi jeg ikke så andre mennesker, når jeg transporterede mig rundt. Her kører man i hver sin bil. Du interagerer ikke med andre på cykelstien eller i metroen. Jo længere tid, der gik, des mere vænnede jeg mig til det. Og da jeg fik min egen bil, gav det en større frihed til at opdage byen på nye måder. Når jeg i dag er hjemme i København, kan jeg mærke, at L.A. virkelig er blevet mit hjem.

I L.A. HAR JEG FØLELSEN AF, at der ikke er nogen grænser. Jeg kan finde al slags mad. Jeg kan tage på stranden eller hike i bjergene. Alt er muligt. Jeg kan køre til Inglewood i den sydvestlige del, som er et vigtigt område for afroamerikansk historie og kultur. Eller tage nord på til Beverly Hills, som er poleret og shiny med dyre modebutikker og en kendis eller to, der hopper ud af en Versace-butik. Der er Silverlake mod øst, som er laidback og fuld af hipstere, vinbarer og veganske steder, som serverer matcha i stedet for kaffe. Folk har ofte en fordom om, at L.A. handler om Hollywood, men byen er meget divers. Den rummer så mange forskellige mennesker og kulturer. Her er der plads til alt og alle.

PÅ FRIDAGE kommer jeg gerne på République i West Hollywood. Det er mit go to-morgenmadsted. Lokalet er sindssygt smukt, det ligner en gammel kirke bygget i mursten og med ét stort vindue i loftet, som gør, at der kommer masser af lys ind. De har deres eget bageri, som altid har udsolgt om formiddagen, fordi de er meget kendte for deres bagværk. Maden er fransk inspireret, og de laver en helt perfekt omelet med purløg og en smule salat på siden. Jeg er stødt på Usher, som jeg har danset for, flere gange på République. Sidste gang jeg så ham, sad jeg nede ved et bord, og vinkede bare til ham, da han kom ind i restauranten, men så kom han over og gav mig et kram og spurgte, hvordan jeg havde det.

MANGE AF MINE SKØRE DRØMME er gået i opfyldelse. Beyoncé gik i opfyldelse. Det samme gjorde Ciara og Usher. De var mine tre store dansedrømme, fordi de udover at være dygtige musikere går meget op i performance og dans i deres shows og musikvideoer. Sidste år optrådte jeg på SoFi Stadium i Inglewood til Super Bowl i et show om hiphop. Det var full circle: Jeg dansede på den største scene, til det største event, i den største by indenfor underholdning. Jeg var lige ved at græde, inden jeg gik på, men nej, det var der ikke tid til. Lige der følte jeg virkelig: I did it.

I L.A. ER DER ALTID MANGE FEDE KONCERTER OG SHOWS, og jeg går selv til en del koncerter. Min favoritvenue er Hollywood Bowl, som er et moderne amfiteater med en stor, hvid scene, der er smukt, ovalt formet. At sidde udendørs under stjernehimlen og høre Erykah Badu eller James Blake er en stor, stor oplevelse.

JEG ER VIRKELIG EN GENBRUGSPIGE. Jeg elsker at bruge superlang tid på at kigge efter tøj. Jeg er stor fan af Wasteland, som har flere butikker i L.A.. The Bearded Beagle i Highland Park er også god. Det er generelt et område med mange små, lokale genbrugsbutikker, som jeg ofte frekventerer. Jeg har sjældent en idé om, hvad jeg leder efter. Det er tiden, jeg bruger på at hygge mig i butikken, som er vigtigst for mig. Hvis jeg finder noget fedt, er det bare en ekstra bonus.

HVIS JEG HAR VENNER PÅ BESØG fra Danmark eller andre steder, hiver jeg dem altid med på Lolo Wine Bar i East Hollywood. Der skal de nå at spise. Det er simpel og rigtig god mad. De laver en sindssyg cacio e pepe, og deres branzino (havbars, red.) er for vild. Det er sydeuropæisk mad med lidt amerikansk indflydelse. De har også en vinbar, som nærmest er en butik inde i restauranten, man går derind og snakker med sommelieren om sine præferencer, når man skal bestille vin.

PÅ EN AF VORES FØRSTE DATES var min mand, Hans Philip, og jeg på Perch, som har en rooftop-bar, hvor man sidder og drikker drinks og kigger ud over Downtown L.A.’s skyline. Jeg ved ikke, om vi overhovedet kaldte det en date. Det var to år før, jeg flyttede til L.A., og ingen af os vidste, at vi ville ende med at bo sammen herovre. Den aften var starten på noget meget stort i mit liv. I vores liv.

Kom med indenfor hos Cathrine Saks fra danske Saks Potts

Her bor

Cathrine Saks, 30 år.

Grundlagde i 2014 modebrandet Saks Potts sammen med barndomsveninden Barbara Potts.

Uddannet tekstilformidler på Håndarbejdets Fremme.

Saks Potts har egen butik i Bredgade i København og forhandler deres tøj hos utallige førende modebutikker i hele verden.

Cathrine Saks bor sammen med sin kæreste, Christopher Cohn, og deres etårige datter, Rose, i en 220 kvadratmeter stor lejlighed tæt på Trianglen på Østerbro i København.

HVAD FALDT I FOR VED JERES LEJLIGHED?

Jeg har boet småt hele mit liv. Jeg voksede op i et lille hus i Skovshoved på 45 kvadratmeter, jeg har boet i en lillebitte lejlighed i Nyhavn, og min kærestes og min gamle lejlighed var heller ikke særlig stor, så det var fedt at få muligheden for at bo med meget plads. Lejligheden havde nogle gode rammer. Flotte detaljer med stuk og højt til loftet, men der var mange halvhjertede løsninger, som ikke gav lejligheden det, den fortjente: Et lillebitte IKEA-køkken med hvide højglans fronter, en for kort bordplade og hylder, som var hængt tilfældigt og forskudt op på væggen, hvor der var udstillet ketchup og dåsetomater. Selv om lejligheden er stor, havde man valgt at ændre køkkenets placering til det mindste rum, og det eneste badeværelse var halvanden kvadratmeter stort.

HAR I SÅ RENOVERET MEGET?

Ja, vi brugte et år på at renovere, før vi flyttede ind. Vi ville bevare det originale så meget som muligt og havde respekt for, hvordan lejligheden så ud, da den blev opført omkring 1900. Det er en smuk herskabslejlighed lige bagved Trianglen (Østerbro, red.), og det var det udtryk, vi ville tilbage til. Vi ordnede vægge og lofter, stuk, el, badeværelser, flyttede døre, satte nyt køkken op … Vi har lavet stort set alt for at få det smukke gamle udtryk frem igen. Gulvene er de originale, og det elsker jeg.

HVILKEN INDRETNINGSSTIL GIK I EFTER?

Jeg trives godt i lyse og rolige rum uden rod og alt for mange forstyrrende elementer. Hvis det flyder med ting, så slapper jeg ikke af. Jeg elsker at omgive mig med smukke ting. Og gamle ting, som har en historie. Jeg kunne aldrig forestille mig at bo i et helt nybygget hus. For mig er det vigtigt med den charme, som gamle ting har. Jeg bruger en del tid på at finde antikke ting og sager på auktioner, Den Blå Avis og loppemarkeder. Min kæreste kan godt være bekymret for, at vores hjem ender med at se ud som hjemme hos en gammel dame. Men jeg tænker, at mit behov for ro nok skal trække i den anden retning, så vi bevarer den rigtige balance.

HVILKET HJEM VOKSEDE DU OP I?

Mine forældre rejste meget, da de var unge, og bragte mange ting med hjem. Næsten alle deres møbler, har de fundet på rejser. For eksempel i antikvitetsforhandlere i London eller Nice. Det var ikke dyre designermøbler, de var fundet brugt rundt omkring i verden, fordi de følte sig tiltrukket af dem. Jeg kan slet ikke huske nogle nye møbler. Da jeg blev født, boede vi på en stor gård uden for Aarhus, som de havde gennemrenoveret, og da vi så flyttede til det lille hus i Skovshoved, var der ret mange ting på ikke så meget plads.

ER DET DERFOR, DU HAR BRUG FOR ORDEN I DAG?

Måske. Men jeg husker ikke huset som rodet. Der var fyldt med møbler, men ting lå ikke og flød. Min far arbejdede med film og tv og sad derfor meget foran skærme, og han kunne slet ikke holde ud at se på ledninger, så han satte dem op langs vægge og under borde med små søm. Det forstyrrede ham at kigge på rod. Det har jeg arvet efter ham. Når der sker en hel masse inde i mit hoved, og jeg er fyldt med strategiske og kreative tanker, har jeg brug for at mine omgivelser skal være rolige.

HVILKE VÆRDIER FYLDTE I HJEMMET?

Min søster og jeg fik plads til at udfolde vores idéer. Jeg var et nysgerrigt barn og fik mange idéer. Jeg har startet to virksomheder, før vi fik idéen til Saks Potts som 19-årige. Min far var også selvstændig og har altid bakket mig op om mine projekter. Opildnet mig til at gå all in. Og ikke været sådan: Nu skal du lige tage dig en uddannelse og gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Jeg har aldrig følt mig presset til at skulle gøre noget bestemt med mit liv. Jeg har langt hen ad vejen fået lov til at bestemme selv.

Mine forældre sørgede for, at vi ikke manglede noget, men omvendt blev vi heller ikke forkælet med en masse dyrt tøj. Vi boede i et område, hvor mange børn fik dyrt tøj af deres forældre, men mine forældre syntes, at det var skørt at bruge over 1.000 kroner på et par sko. Jeg har altid været interesseret i mode, og det var nok en af grundende til, at jeg i en tidlig alder havde et drive til at arbejde og tjene mine egne penge. Som 10-årig begyndte jeg at blandt andet at sy nederdele, som jeg solgte til alle pigerne på skolen. Jeg har også arbejdet som hundelufter, vaskepige hos den lokale frisør, stået i butik, gjort rent og ordnet regnskab. Jeg har altid elsket at arbejde, og håber at jeg kan give den glæde videre til min datter.

BARBARA (POTTS, RED.) OG DIG HAR VÆRET VENNER SIDEN BØRNEHAVEN. ER I ALTID KOMMET I HINANDENS HJEM?

I hele folkeskolen sås vi næsten hver dag. Vi cyklede hjem til hinanden efter skole, og vi sov ofte sammen. Som 10-12-årige arrangerede vi middage for vores familier. Vi var ikke særlig gode til at lave mad, men vi havde en pastaret, som vi lærte at lave udmærket. Vi gik rigtig meget op i at dække et smukt bord og gøre det fint for vores familier. Jeg elsker Barbara og hendes familie lige så højt som min egen familie.

HVILKET TYPE HJEM, ØNSKER DU SELV AT SKABE?

Vi har mange gæster. Der er pastaaften hos os en gang om ugen. Nogle gange er der mange børn, og så spiser vi klokken 17 og alle løber rundt. Andre dage er det mere en voksenaften. Vi elsker at lave mad og handler ind hele tiden. Også for meget. Men det er vigtigt for os at spise god mad og at give den glæde videre til vores lille datter, Rose. Vores familier kommer her også meget. Da jeg var på barsel og blev nødt til at arbejde, passede min mor og svigermor Rose. Det er et sted, hvor de bare kan komme.

I november holdt vi Roses barnedåb i lejligheden for 90 gæster og med borde og stole spredt ud over det hele. Vin og mad til alle. Det var bare sådan en fed dag. Jeg holdt også min 30-års fødselsdag her. Det betyder meget for mig, at der er plads til at samle alle dem, vi elsker, og at de også føler sig hjemme.

HVILKEN ROLLE SPILLER HJEMMET I FORHOLD TIL DIT ARBEJDE?

Vi har en stor spisestue, og da jeg var på barsel, afholdt jeg mange møder sammen med Barbara og Josefine (Laigaard, red.), vores CEO, mens Rose blev passet i stuen ved siden af, så jeg af og til kunne gå ind og amme hende. Vi har haft mange hele strategidage herhjemme, hvor vi har kunne fordybe os. Vi har også holdt middage med vigtige samarbejdspartnere hos mig. Det er virkelig fedt at have et hjem, hvor der er plads til at forene det hele.

KAN DU BLIVE INSPIRERET I DIT HJEM?

Ja, men primært fordi, jeg bliver inspireret, når jeg får ro omkring mig, så mine tanker bedre kan flyde. Den primære inspiration finder vi, når vi rejser. Barbara og jeg rejser meget sammen, både i private og arbejdsmæssige sammenhænge. Når vi oplever nye kulturer, spiser på nye restauranter og møder nye mennesker, så udvikler vi os. At lytte til andre mennesker og deres syn på verden er enormt givende. Deres synspunkter på forskellige emner, som måske adskiller sig fra vores måder at anskue tingene på, giver jo stof til eftertanke. At omgive sig med ambitiøse mennesker, som arbejder med noget, de virkelig brænder for, er altid inspirerende. Om de så laver mad, tøj, møbler eller arkitekter.

Foto Marie Louise Munkegaard
Styling Trine Frølich

Kom med hjem til den chilensk-svenske influencer i New York

HER BOR

Chilensk-svensk fødte Babba Rivera, iværksætter og grundlægger af det naturlige hårplejemærke Ceremonia, hendes mand Carl Rivera og døtrene Selma og Alma. Huset i Tuxedo Park, New York, på 325 m², der oprindeligt var en jagthytte, er et hollandsk kolonihus fra slutningen af 1800-tallet.

Ehjem afspejler ofte de mennesker, der bor der, og iværksætterparret Babba Rivera og Carl Rivera er ikke brandeksperter for ingenting. Deres eklektiske hjem i en gammel jagthytte i Tuxedo Park, upstate New York, tegner et billede af et farverigt, funklende og gæstfrit par, som tydeligvis mener, at et godt hjem er både kreativt og åndeligt stimulerende.

“Et godt hjem får den bedste version af dig frem,” siger hun.

Kernen i hjemmet er deres fælles glæde ved nærvær og gæster, hvilket har været udslagsgivende for mange beslutninger, da de satte huset i stand.

Det gamle træhus syder af farverig kunst fra nye navne fra Sydamerika, enkelt skandinavisk design, 60’er-vintagedesign med et flamboyant touch, en stor pink modulsofa af Mario Bellini og amerikanske tekstiler i New England-stil. Hendes chilianske kulturarv, svenske opvækst, livet som moderne iværksætter i New York og ikke mindst familielivet med døtrene Alma, Selma og Boston terrieren Blu smelter ubesværet sammen mellem lyserøde, grønne, sorte og hvide vægge.

De er begge på Forbes liste over indflydelsesrige personer i “30 under 30” i kategorien “Marketing & Annoncering”. Hun deler med sin begejstring og ekspertise for skønhed, mode, design på Instagram, driver sit eget brandbureau, By Babba, og har lanceret sit eget bæredygtige hårplejemærke Ceremoni.

I årevis havde parret talt om at finde et hus nord for New York City, og idéen tog form under pandemien, da de ventede deres anden datter. Da Airbnb ikke bød på noget fristende, begyndte de at lede efter et hus at købe og fandt ved et rent tilfælde det hyggelige hus.

“Det føltes underligt bekendt, som et sted, der på en eller anden måde har været mit hjem i et tidligere liv. En del af den følelse stammer nok fra, at den hollandske kolonistil giver mig noget genkendeligt som europæer i USA. Vi har ikke på samme måde en tilknytning til traditionelle amerikanske boliger,” siger Babba Rivera.

Andre forældre advarede dem mod lange bilture tilbage til byen, så Carl Rivera tegnede en cirkel på et kort omkring deres lejlighed i Brooklyn. Inden for en 1,5 times køreafstand ledte de efter et ældre hus med pool og historie.

“Vi kendte ikke til Tuxedo Park, da vi opdagede det charmerende hus. Det lå det her magiske sted, og det var som at finde en skjult skat. Det er næsten ikke til at fatte, at et sted med så meget uberørt natur og tre søer ligger kun en time fra byen.”

Som immigrant i Sverige voksede hun op i en lille lejlighed i et alment boligkompleks. Som en kontrast er hele Tuxedo Parkområdet uberørt natur uden en butikskæde i sigte. De er omgivet af vandrestier, og som nye beboere blev de hurtigt opslugt af den aktive livsstil. Babba spiller bl.a. tennis, sejler kajak og løber på ski om vinteren.

“Jeg elsker New York City helt vildt meget, men med pandemien, hjemmearbejde og to babyer blev jeg mere og mere fristet til at ”flygte” herop. I dag er det vores primære hjem, og vi tilbringer kun et par dage om ugen i vores lejlighed i byen. At bo her giver et meget mere roligt flow i hverdagen, da vi er så forbundet med naturen og samtidig så tæt på byen. Jeg elsker, at vores hus ligger under to enorme træer, der skaber hygge og sætter stor pris på, hvor nemt det er at pakke børnene ind i bilen og tage på eventyr. Vi tager på æblepluk om efteråret, jordbærpluk om sommeren, besøger dyrefarme i nærheden eller hænger ud her og plasker i poolen.”.

Tuxedo Park blev grundlagt i 1880’erne af tobaksbaronen Pierre Lorillard IV, der gerne ville have en jagt- og fiskelegeplads til sig selv og vennerne. Rivera-familiens hus var det første i parken og blev oprindeligt bygget som en jagthytte. Huset er omgivet af de karakteristiske stengærder og er siden blevet flyttet til et andet sted i parken, udvidet et par gange og har nu fire soveværelser. Køkken og bad renoverede parret, og resten fik et æstetisk løft, hvor de malede alt og understregede den originale stemning, som de var faldet for. I hele huset er der brugt svenske Lexington Company-tekstiler, som omfavner rummene med minimalistisk varme og New England-hygge.

I ”cigar-loungen” har de beholdt de mørke trævægge som en hyldest til områdets historie, og med lp’er som dekoration på væggene og fløjlsblå vintage Stephens loungestole fundet på Etsy har de opdateret rummet med en funky tvist og tilført deres egen personlighed og livsstil.

“Min mand, der også er svensk, og jeg er meget inspirerede af dobbeltheden mellem vores skandinaviske og mine latinamerikanske rødder. Vores passion for kontraster i livet smitter af på vores boligindretning. Vi elsker begge udtryksfuld kunst, sætter pris på skandinavisk håndværk, prioriterer komfort højt og blander det hele med en snert humor. ”

Bedst i test: Her er 2024’s bedste ansigtsmist

Læs ogå

Skønhed

Bedst i test: Her er 2024’s bedste parfumer

Rejseguide til San Francisco: Det skal du spise, shoppe og opleve

Her skal du sove

Hotel Beacon Grand
Lige ved Union Square ligger det historiske Beacon Grand Hotel, som netop har gennemgået en større renovering. Rummene er store og hyggelige, sengene komfortable. Hotellet er oprindeligt fra 1928, og en stor del af det er så vidt muligt bevaret. Som f.eks. den smukke, gamle lobby, og på den øverste etage har de netop genåbnet Starlite Lounge, som var en speakeasy (en smugkro, hvor der illegalt blev serveret alkohol, red.) i forbudstiden.

The Jay, Autograph Collection
Et andet nyistandsat hotel er The Jay, som med sin moderne, minimalistiske og chikke indretning passer godt ind blandt downtown San Franciscos skyskrabere. Sørg for at få et nordvendt værelse på en af de øverste etager og nyd udsigten over San Francisco Bay og Coit Tower fra de brede senge og bløde dyner, når du vågner.

Det skal du opleve

De Young Museum
Midt i Golden Gate Park ligger den moderne bygning, der huser De Young Museum. Her finder du udstillinger med bl.a. amerikansk kunst gennem de sidste tre hundrede år, kunst fra Oceanien og Sydamerika, og så kan du være heldig at finde specialudstillinger med mode, design og fotografi. Gå en tur i parken bagefter og slå vejen forbi Bison’s Paddock og oplev de store bisonokser, der græsser så fredeligt i solen.

Kryds Golden Gate Bridge
Det er måske den mest fotograferede bro i verden og med god grund. Du kan vælge at krydse den flotte, røde bro på mange måder. Til fods eller du kan leje en cykel og cykle over på den anden side til en af de små byer som Sausalito eller Tiburon, mens du ser byen fra et andet perspektiv. Eller en endnu vildere mulighed: med AC Sailing SF i den tidligere America’s Cup yacht, hvor du selv indtager en aktiv del med at hejse sejl, bomme og styre yachten ved roret.

SFMOMA
Med fokus på både moderne kunst og samtidskunst har SFMOMA igennem mange år markeret sig stærkt på den amerikanske kunstscene og det var her, kunstnere som Jackson Pollock, Arshile Gorsky og Clyfford Still havde deres allerførste udstillinger. Museet har fået en arkitektonisk udvidelse af det norske arkitektfirma Snöhetta og huser stadig nogle af USA’s bedste kunstudstillinger.

Legion of Honor
Med udsigten over hele San Francisco og Golden Gate Bridge ligger Legion of Honor-museet bygget i Beaux Arts-stilen. Det hundrede år gamle museum rummer en flot samling af flamsk kunst og de franske impressionister, bl.a. en af Auguste Rodins ‘Grubleren’, der byder alle gæster velkommen i museets forgård. Kombiner et besøg på museet med en vandretur på Lands End Trail omgivet af vild natur og med udsigt til Golden Gate Bridge og Stillehavet.

Presidio Tunnel Tops
For to år siden udviklede byen en grøn oase på den gamle militærbase og overdækkede motorvejen, der krydser Golden Gate Bridge. Henover tunnelen er der nu anlagt en frodig park med et stort udvalg af planter, buske og træer, som rækker hele vejen til bugten, hvor der er både strand og mose.

Her skal du spise

China Live
En af de største Chinatowns i USA er i San Francisco, og du spiser virkelig godt her. China Live er et lækkert, kinesisk madmarked, hvor du kan nyde retter som kung pao firecracker chicken og sichaun pork dumplings. Der er også butik i restauranten, hvor du har mulighed for at købe kinesiske delikatesser med hjem til dit eget køkken.

Tartine Bakery
Der er intet mindre end tre forskellige restauranter og bagerier i San Francisco af den verdenskendte bager Chad Robertson og konditor Elisabeth Prueitt. Her kan du spise de lækreste sandwiches lavet med surdejsbrød og de mest delikate chokoladecookies. Det er et godt sted at ‘people watche’ lokale i deres frokostpause.

Anomaly
Hvad der startede som en pop-up er blevet en fast fine dining-restaurant i det mondæne Pacific Heights og blev skabt ved hjælp af en kickstarter-kampagne i bedste San Francisco tech-stil. Kokken Mike Lanham kreerer fantastiske og smukt udførte tastingmenuer lavet på lokale råvarer og retten egg emoji er guf for både syns- og smagssansen.

Z & Y Peking Duck
I Chinatown kan du få den traditionelle kinesiske ret peking duck serveret af verdenskokken Lijun Han. Den travle restaurant er en god indikator for, at maden er i top. Deres sprødstegte kylling med chili er genial og deres lam med spidskommen ligeså.

Revéille Cafe
Dette er det nemme sted for en hurtig morgenmad eller frokost. Med et godt udvalg af både superfood bowls, salater, sandwiches og burritos er der noget for enhver smag. Der er tre forskellige cafeer fordelt over San Francisco.

La Taqueria
Dette sted er en institution i San Francisco og ejeren Miguel har i over 50 år langet, hvis man skal stole på skiltet i restauranten, verdens bedste tacos over disken. Den ikke så hemmelige hemmelighed til deres succes er, at de serverer dem med en sprød og en blød taco. Et sandt mesterværk!

Tony’s Pizza Napoletana
Dette pizzeria har vundet mange internationale priser for deres napolitanske pizzaer, og det er også et appetitligt trækplaster i Little Italy. Deres storvindere er newyorker-pizzaen og den klassiske margherita.

Her skal du shoppe

Hayes Valley, Union Square og Haight Ashbury
For blot et par år siden blev hovedgaden i Hayes Valley-kvarteret, Hayes Street, kåret til at være en af verdens mest cool gader, og her er også charmerende huse, hyggelige restauranter som Birba og Souvla og indbydende butikker som Garrett Leight og Malin+Goetz. Rundt om Union Square i downtown San Francisco kan du finde stormagasiner som Saks, Neimann Marcus og Macy’s, mens der i de omkringliggende gader kan shoppes i butikker som Chanel, Bottega Veneta og Nike. I Haight Ashbury kan du finde nogle af byens bedste vintagebutikker som Wasteland og Relic Vintage.

Pas Normal Studios
Vi elsker, når danskere klarer sig godt ud i udlandet. Det danske sportsbrand Pas Normal Studios grundlagt af Karl-Oskar Olsen har åbnet butik på Haight Street, og her kan du ekvipere cykelgear til cykelturen over Golden Gate Bridge. Ud over cykelgear er de også gode til lækkert sportstøj og at arrangere cykelture.

City Lights Book Store
Intet besøg i San Francisco uden et besøg i denne ikoniske boghandel. San Francisco blev centrum for mange af beatgenerationens forfattere, og deres opholdssted blev boghandlen og forlaget City Lights Bookstore, som også har udgivet flere af deres værker. Der er et genialt udvalg af bøger, og de holder jævnligt oplæsninger fra de største og bedste forfattere.

Le Point
I området Mission ligger Le Point. Den velkuraterede butik har et godt udvalg af tøj, sko og tasker fra både danske mærker som Ganni og Birrot og udenlandske ditto som Tibi, SimonMiller og Blanca Studio.

Foto: Max Whittaker, Anne Christine Persson & PR
ELLE var inviteret af Visit California.

De 4 bedste udstillinger, du skal opleve på en regnfuld sommerdag

Sommerspot

Kunstmuseet Louisiana er med havudsigt og badestrand en sommerklassiker, der kun nødigt lader sig strege af listen, og i år er der da også ekstrasaftige grunde til at tage turen til Humlebæk. Har du endnu ikke set den amerikanske samtidskunstner Roni Horns über æstetiske identitetsværker, er hun et must, og derudover byder stedet på fotorealisme fra 1970’erne med afsender Franz Gertsch. Den schweiziske kunstner slog igennem på Documenta i 1972 og betragtes i dag som en pioner inden for sit felt, hvor fotografiet, kitschede portrætter, musikkultur, landskaber og ikoniske kvindebilleder, er udgangspunktet for superrealistisk maleri i stort format.

Roni Horn, Louisiana, frem til 1. september 2024.
Franz Gertsch, Louisiana, frem til 10. november 2024.

Når linsen lyver

På Aros kan du henover sommeren studere fotografi eller nærmere fotografisk manipulation, når kunstmuseet med en unik samling fotografiske værker sætter spot på, hvordan fotografer de seneste mange .r har udfordret vores opfattelse af verden og vores forståelse af objektivitet. Fotografier af blandt andre Asger Jorn, Liu Shiyuan, S.ren Lose, Jeannette Ehlers og Lilibeth Cuenca Rasmussen tager dig med på en visuel rejse, hvor eksperimentet udfordrer motiv, komposition og teknik. Værkerne skulle ifølge museumsdirekt.r Rebecca Matthews gerne få os til at tænke over fotografiets magt, og den m.de et foto kan forme vores verdensbillede på. Et ganske oplagt emne i dag, hvor alle har et kamera (og en redigeringsapp) med overalt.

World in Focus, Aros, frem til 1. december 2024.

Den evigt nysgerrige

I skrivende stund er det umuligt helt at forestille sig, hvad den danske kunstner Nina Beier har fundet på, når hun om lidt forklæder udstillingsstedet Gl. Holtegaards store barokhave med gamle marmorplader, men har man en svaghed for Beier, hvilket det er nemt at have, så bliver det uden tvivl værd at undersøge. Nina Beier har erobret den internationale kunstscene med værker af farverige håndvaske med cigarer struttende fra afløbet, ituslåede porcelænshunde, tallerkner i bur og marmoræg på ståltrapper. Hun udstillede sidste år springvandsværket Women & Children på High Line i New York og er i år blandt andet aktuel på Kiasma i Helsinki, altså udover på Gl. Holtegaard, hvor haveværket er døbt Ø.

Nina Beier, Ø, Gl. Holtegaard, frem til 1. december 2024.

Poetisk politik

Har du endnu ikke set den canadiske kunstner Kapwani Kiwangas sanselige installationer på Copenhagen Contemporary, kan du heldigvis nå det endnu, for på en regnvejrsdag, hvor skyerne hænger tungt over København, er det en befriende æstetisk oplevelse. Kiwanga er dog mere end bare poesi for under overfladen gemmer sig både politiske anmærkninger og disciplinær arkitektur, som det er værd at få med. Gå ind i det med krop, sjæl og hjerne – og kom fornyet ud. PS frem til 30. juni bliver du budt velkommen i kunsthallens foyer af store håndskabte blomster, Organza Poppies, med glædelig sommer fra Poppy Kalas.

The Length of the Horizon, Copenhagen Contemporary, frem til 25. august 2024