Her er de bedste tricks til langt og tykt hår

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

1. Extensions til tyndt hår

Vil du gerne have tykt og langt hår hurtigt, er hårextensions en god mulighed. Det får du bedst lavet hos frisøren, hvis dine extensions skal være permanent. Ved den metode fæstnes enkelte hårstrå til dit naturlige hår, ved at frisøren varmer hårextensions op og på den måde limer dem fast til håret. Det varer op til tre måneder.

2. Produkter, der giver tykkere hår hurtigt

Nioxin er blevet et meget populært mærke, der fokuserer på at tykne håret og behandle hårtab. Deres Scalp Renew Dermabrasion Treatment fungerer som en maske til hovedbunden. Den eksfolierer hovedbunden og fremskynder cellefornyelsen. Resultatet er tykkere og sundere hår, der bliver, hvor det skal være i længere tid.

Nioxin Scalp Renew Dermabrasion Treatment

Køb Nioxin Scalp Renew Dermabrasion Treatment her.

3. Shampoo og balsam til tykkere hår

Næste gang du er hos frisøren, kan du bede om en Olaplex-behandling. Olaplex er en hårbehandling, der trænger ind i hårstrået og hjælper med at reparere det indefra. Olaplex kan udføres i en frisørsalon i forbindelse med farvning eller som en separat behandling.

Olaplex produkter virker for at styrke og reparere håret, og som supplement til behandlingen kan du bruge mærkets hårkur derhjemme for at få resultaterne til at holde længere, eller som det eneste produkt, hvis du ikke ønsker at få behandlingen lavet hos frisøren.

Olaplex Hero Kit

Køb Olaplex Hero Kit her.

4. Brug hårkur til at styrke håret

Giv dit hår en god portion fugt et par gange om ugen med en god hårkur. Det er perfekt til dig, der dagligt udsætter dit hår for meget varme. En god hårkur plejer de spaltede spidser og giver sundere hår. Og så er den god til at holde dit hår smukt, mens du lader det vokse ud.

Hårkur til tyndt og porøst hår: Chroma Absolu Masque Chroma Filler – Kérastase

Kérastases nye Chroma Absolu Masque Chroma Filler er en hårmaske, hvis opgave er at fugte og styrke tyndt, beskadiget og porøst hår. Hårkuren indeholder aminosyrer og centella asiatica, også kaldet cica, som er med til at styrke hårstråene, give ordentlig fugt og maksimere glans.

Kérastase Chroma Absolu Masque Chroma Filler

Køb Kérastase Chroma Absolu Masque Chroma Filler her.

5. Massér hovedbunden

Når du masserer hovedbunden, øger du blodtilførslen og stimulerer hårsækkene, hvilket medvirker til, at håret vokser hurtigere og til sidst bliver tykkere. Du opnår et smukt resultat, hvis du forkæler dig selv med en hårmassage, mens du har en hårkur i. I dag findes der mange forskellige typer hovedbundsbørster, men en af de bedste er Purely Professionals Scalp Brush, som både eksfolierer og stimulerer hovedbunden.

Purely Professional Scalp Brush

Køb Purely Professional Scalp Brush her.

6. Spis godt, og få de rigtige vitaminer

Skønhed kommer indefra, og den rigtige kost kan bidrage til at give dig smukt, langt hår. Sørg for at få masser af C-vitamin, fordi det bidrager til – ja, du gættede det – bedre blodcirkulation, også i hovedbunden. Fødevarer, der indeholder meget C-vitamin, er for eksempel appelsiner, peberfrugter og broccoli.

Hårvitaminer til vedligeholdelse af håret: Hairlust Hair Formula Gummies for Women

Hairlust Hair Formula Gummies for Women er et hårvitamin, der blandt andet har et højt indhold af biotin, som bidrager til vedligeholdelse af normalt hår. Og så er det jo ikke et minus, at de smager sødt som vingummi, men hverken indeholder gelatine, gluten eller laktose. Den anbefalede daglige dosis til voksne på tre gummies bør ikke overskrides.

Hairlust Hair Gummies

Køb Hairlust Hair Formula Gummies for Women her.

7. Brug varmebeskyttelse for stærkere hår

Intet slider dit hår så meget som varme. Bruger du krøllejern, glattejern og føntørrer uden varmebeskyttelse, skader du med stor sandsynlighed håret. Brug derfor rigeligt med varmebeskyttelse, hver gang du udsætter dit hår for varme.

Varmebeskyttelse: Björn Axén Heat Styling Protection

Heat Styling Protection fra Björn Axén er en suveræn varmebeskyttelse, der ikke mærkes i håret. Varmebeskyttelsen spreder sig som en let sky og giver en flot glans. Den indeholder blandt andet plantebaseret (vegansk) keratin, algeekstrakt og panthenol, passer til alle hårtyper og beskytter op til 220 grader.

Heat Styling Protection – Björn Axén

Køb Björn Axén Heat Styling Protection her.

8. Få klippet dit hår regelmæssigt

For at dit hår forbliver sundt og føles godt i fremtiden, er det vigtigt med regelmæssige besøg hos frisøren. Det optimale vil være at tage til frisøren omkring hver ottende uge. Hellere et lidt kortere sundt hår end et langt slidt hår.

9. Sov på silkepudebetræk

Silkepudebetræk er suveræne, hvis du vil slide mindre på dit hår og pleje det for at få tykke og lange lokker.

Silkepudebetræk: Lenoites Mulberry Silk Pudebetræk

Mulberry Silk Pudebetræk fra Lenoites hjælper med at holde hud og hår fugtet og holder også håret fra at filtre om natten.

Mulberry Silk Pudebetræk – Lenoites

køb Lenoites Mulberry Silk Pudebetræk her.

10. Brug silke-scrunchies

Silke-scrunchies forhindrer kruset hår og slider mindre på håret end almindelige hårbånd. Bruger du silke-scrunchies, når du sætter håret op, kan du undgå unødigt slid. Og så er de rigtig fine.

Silke-scrunchies H&M

Læs mere om silke-scrunchies her.

Hvordan får jeg tyndt hår til at se tykkere ud?

Fint, tyndt (altså: typisk skandinavisk) hår er meget anderledes end tyndt og svækket hår. Det er hårets omkreds, der er forskellen på et tyndt og et tykt hår. Hvis du gerne hurtigt vil tykne det tynde hår, er tricket at tilføje volumen, der kan skabe følelsen af ​​fyldigere hår. Der er nogle ting, du selv kan gøre:

  • Vask dit hår to gange, når du går i bad. Hvert hårstrå har en hårsæk med tilhørende hårfedt, og derfor bliver det mere synligt i tyndt hår. Vask dit hår to gange for at fjerne det meste af olien fra hovedbunden.
  • Brug sulfatfrie produkter til at reducere slid på tyndt, og dermed mere følsomt, hår.
  • Klip en frisure, der giver mere volumen til tyndt hår.
Her er de bedste tricks til at få langt og tykt hår

Hvordan får man langt hår?

En rigtig god start, hvis du gerne vil have langt hår, er at følge de ovenstående trin. Ved at pleje dit hår med den rigtige shampoo og balsam, den rigtige kost og et silkepudebetræk kan du hjælpe dit hår med at vokse sig langt og smukt – eller rettere, med ikke at fælde.

Læs ogå

Guide: Sådan beskytter du din sensitive hud

Læs ogå

Bedst i test: Den store guide til bølgejern

Læs ogå

Årets bedste volume shampoo: Her er favoritterne, som giver volumen til håret

Denne artikel blev første gang udgivet på elle.se.

Kom med ind i designer Charlotte Lynggaards smukke hjem

Der hænger et levet liv i luften, når man træder ind i Charlotte Lynggaards hjem. Et hjem, der er skabt gennem mange år, også flere end de 27, der er gået, siden hun og hendes mand flyttede ind på deres bryllupsnat. Gennem den tid er de gået fra at være kun de to til at være fem, da de fik deres tre børn, hvoraf kun en stadig bor hjemme i teenageafdelingen i kælderetagen. Og gennem livets forandringer har de naturligt ændret, hvordan de har brugt boligen, ligesom de løbende har tilført nye funktioner og tilføjelser som indbyggede skabe, som man først finder ud af, man har brug for, når man lever i hjemmet.

For Charlotte Lynggaard er et hjem ikke bare en ramme, men afgørende for alles velbefindende, og hendes hjem er hendes helle – og i evig forandring.

”Jeg kan lide at skabe, og jeg elsker at lave om. Mine forældre var ved at blive vanvittige over, at jeg hele tiden lavede om på mit værelse, og folk kan have det sådan ”kan det skab nu ikke bare stå der?” Men jeg kan godt lide processen, jeg hygger mig med det,” siger Charlotte Lynggaard, som jævnligt tager alt ud af et rum, skurer og skrubber og sætter tingene ind på en ny måde, giver billederne på væggene nye pladser eller bringer nye ting ind.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Midt i huset, mellem stuen og spisekøkkenet, har Charlotte Lynggaard indrettet sit hjemmekontor med moodboard og tegneredskaber klar, når inspirationen melder sig.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

I den ene ende af stuen har Charlotte Lynggaard skabt et læsehjørne med en chaiselong fra Living Divani og et vintage sidebord i rattan fundet hos The Apartment.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

I den ene side af kontoret står en smuk antik stol, der er et arvestykke, som er blevet ompolstret, og et vintage møbel med magasiner, bøger og en samling af muslingeskaller.

Ordentlig boheme
Rammerne i Charlotte Lynggaards hjem er altid de samme, hvide og enkle, fordi hun altid skal kunne ”gå tilbage til zen”. Basen skal være rolig og ren, hvilket i øvrigt også gælder den måde, hun klæder sig på, og så kan hun skeje ud efter humør. Derfor er de store møbler i hjemmet klassiske i både form og farve og i en kvalitet, så de både kan tåle at blive brugt og potentielt gå i arv. Selv beskriver Charlotte Lynggaard sin stil som ”bohemian med ordenssans”. Romantisk, men ikke for sødt. Enkel, men med elementer af fransk og engelsk. En del af tingene i hendes hjem er arvestykker fra både hendes egne og hendes mands bedsteforældre, andre ting er taget med hjem fra parrets mange rejser gennem tiden. Og som noget nyere er der kommet skulpturer til, som hendes mand, Michel Normann, er begyndt at lave.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Naturen er der, Charlotte Lynggaard finder sit åndehul, og indimellem tager hun en hel dag, hvor hun bare kigger ud i luften for at nulstille hjernen, så hun har overskud til sin krævende hverdag.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Spisekøkkenet er der, hvor familie og venner samles om det store spisebord, og Charlotte Lynggaard har for længst indset, at hun ikke kan vide, hvor mange der er til middag.

”Vi har altid gang i noget ved spisebordet herhjemme. Michel modellerer, jeg tegner smykker og maler akvareller,” fortæller Charlotte Lynggaard, der, apropos spisebordet, aldrig ved, hvor mange der er om bordet til middag.

”Der er meget servering her i huset, og sådan kan vi lide det. Vores børn og deres venner, vores egne venner og familie kommer bare forbi, og derfor er der heller aldrig noget, der er portionsanrettet her i huset. Nogle gange kunne det være rart at vide, men vi finder altid ud af det. Vi deler, det, der er, laver lidt ekstra af noget andet. Vi er bedst til spontane arrangementer, og derfor er vi også nødt til at være lidt loose. Men det skal være god mad, og det skal se ordentligt ud, og det kan en kartoffelsuppe eller en omgang pasta med urter og hjemmelavet pesto også sagtens,” siger Charlotte Lynggaard.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Mange steder i huset har Charlotte Lynggaard fået snedkerbyggede skabe og hylder, bl.a. som her i køkkenet, hvor vitrinelågen gør, at der er frit udsyn til de smukke glas, fade og skåle.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Man skal gøre sig umage, både i det store og det små, mener Charlotte Lynggaard. Her er hun i gang med at dække op med bl.a. dækkeservietter og mundservietter fra sin nye kollektion ”North Sea” for Svenskt Tenn.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

”Der er noget meget dekorativt over fisk,” mener Charlotte Lynggaard, der har malet motiverne til Svenskt Tenn-kollektionen i hånden.

Sanseligheden skal ind
Det med at gøre det, hun gør, ordentligt og at gøre sig umage går igen hos Charlotte Lynggaard.

”Jeg hader sjuskeri og venstrehåndsindsats. Du skal gøre det alligevel, så gør det da ordentligt! Det synes jeg er vigtigt, også at give videre til næste generation: ”Vælg det, I brænder for, og gør jer umage med det”.”

Den holdning danner også baggrund for, at hun er gået ind i et samarbejde med designvirksomheden Svenskt Tenn.

”Jeg er så privilegeret, at jeg får rigtig mange tilbud, som jeg må sige nej til. Men Svenskt Tenn er et univers, jeg har været betaget af, siden jeg var barn, og muligheden for at være en af deres større samarbejdspartnere siden Josef Frank blev jeg nødt til at takke ja til,” fortæller Charlotte Lynggaard om borddækningskollektionen The North Sea, der netop er blevet lanceret, og som i høj grad er blevet til ved spisebordet derhjemme – i hånden.

”Motiverne på tekstilerne har jeg malet med akvarel, servietringene har jeg modelleret i ler og voks. For mig er sanseligheden vigtig, og jeg skal have tingene i hænderne for at få det rigtige udtryk.”

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Hvert rum er indrettet med små hjørner og funktionelle områder, som her i soveværelset, hvor der i halvvæggen er lavet en indbygget reol og i hjørnet en antik stol, som er et arvestykke, der er blevet ombetrukket.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

Mønstrene, der findes flere steder i boligen, er både iøjnefaldende og underspillede og giver personlighed til de hvide rammer.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Frølich

De indbyggede skabe i den ene del af soveværelset gemmer på skønne gevandter, der afspejler Charlotte Lynggaards sikre stil.

Læs ogå

Kom med indenfor i designer Katrine Binnés forvandlede fabrik i et baghus på Frederiksberg

Rejseguide: Her skal du bo, spise og shoppe på Mallorca

PALMA

SOV GODT
Palma er en populær destination, både i foråret, sommeren og efteråret, og der kommer nye hoteller til nærmest hvert år. De tre bedste hoteller er Concepcio by Nobis, der åbnede i 2021, og som er kendetegnet ved de håndlavede og lokalt fremstillede grønne og hvide fliser, der præger hele hotellet – og poolen, der ligger gemt i en lille oase midt i byen.

Hotel Sant Francesc er en gammel favorit, der stadig fungerer, blandt andet på grund af det høje serviceniveau og en af byens bedste rooftops.

Er du på jagt efter en skøn have midt i byen, er Can Bordoy stedet, der både har pool i den grønne have og på taget og fokus på sunde retter i deres restaurant Botànic.

Foto: PR

Concepció by Nobis.

SHOP
Palmas charmerende små gader har masser af shopping at byde på. Mimbreria Vidal har eksisteret siden 1955, og her får du alt i flet: ståtasker, hatte, kurve og meget mere.

Den svenskejede interiørbutik Rialto Living er fyldt med alt fra tekstiler og møbler til smådimser som borddækning, Byredo-duftlys og kontorartikler.

Er du ude efter en lokal souvenir, er duftfirmaet Arquinesias smukke butik et besøg værd. Den ligger gemt, trukket væk fra hovedgaden, men indvendigt er den som et skatkammer af velduftende parfumer, sæber og duftlys.

Leder du efter mærker som Prada, Balenciaga, Valentino og lignende, skal du forbi Corner, der har butikker til både herrer og damer på Plaça Rei Joan Carles I.

I gaderne bagved er der masser af små tøj- og solbrillebutikker (som for øvrigt ofte er billigere end derhjemme), og især La Principal, der med brands som Comme des Garcons og Mews, har et godt udvalg af herretøj.

Er du på jagt efter håndlavet keramik, så kig på @vimbivimbi, der åbner showroomet efter aftale.

Foto: PR

Mimbreria Vidal.

KAFFEPAUSE
Tag morgenkaffen ude, og mærk byen vågne, eller bliv kølet ned ud på eftermiddagen med en iskaffe – Palma har overraskende mange gode kaffebarer. La Molienda var en af de første gode, som nu har tre adresser i byen, men den første på Carrer del Bisbe Campins 11 er den mest charmerende. Udover god kaffe kan du nyde lækker morgenmad og simpel frokost på det hyggelige torv.

Andre koffein-kicks, der er værd at nævne, er Cafe Riutort og Mistral, der ligger gemt i de små sidegader, samt Mama Carmens, der også har sunde morgenmadsbowls eller nyest tilkomne Nanø Coffee Lab, der som navnet antyder er lille, men kaffen er god.

Surry Hills er også ny og henter inspiration fra Australien, der ud over koffein i lange baner også har australsk brunch a la avocadotoasts og bananbrød.

Foto: PR

Mama Carmens.

RESTAURANTER
Et sted, du altid kan regne med, er Spot i Santa Catalina-området, der både har stenovnsbagte pizzaer og stærke cocktails på menuen, men også andre lækre småretter som crispy blomkål med misocreme.

Bunker’s er lille, men har heldigvis udvidet deres udeservering og henter inspiration fra både det italienske og japanske køkken.

El Camino serverer tapas på den delikate måde i deres lange bar – der for øvrigt ikke tager imod reservationer.

Tast Club er ikke en nyhed, men stadig et besøg værd, for god stemning, service og lækker mad.

Spot.

ANDRE GODE SPOTS PÅ MALLORCA

ITALIENSKE LÆKKERIER  – Terra di Vino, Binnisalem
Når du har brug for en tapas-pause eller bare craver hjemmelavet pasta, så book et bord på italienske Terra di Vino. Menuen er fyldt med klassiske favoritter, men deres cacio e pepe med trøfler er svær at stå for. Husk at booke bord, allerhelst udenfor på den charmerende plads.

MODERNE TAPAS – Es Taller, Valldemossa
I en gammel garage finder du Es Taller, hvis menukort skifter ofte, men er fyldt med lækre småretter, der kan deles. Fra sesamstegt tun med tomatmarmelade og soya til græskar-cannelloni med gedeost – der er lidt af hvert, og priserne er meget rimelige.

Es Taller.

ØENS BEDSTE STRANDBAR – Patiki Beach, Port de Soller
På stranden i Soller ligger Patiki Beach, det bedste sted til frokost, en iskaffe eller rosé-sangria. Det er ikke en strandbar med liggestole, men frokosten er svær at finde lige så god andre steder. Maden er ukompliceret og ingredienserne lokale; fra burrata med olivenolie og surdejsbrød til vandmelonssalat med feta og syltede rødløg eller porrer med labneh, linsesalat og salsa verde. Husk at booke bord.

DEN GEMTE SANDSTRAND – Cap Falcó, Calvià
Der er ikke overtal af sandstrande på Mallorca – de fleste er klippestrande. Men Cap Falcó på den sydvestlige del af øen er en lille bugt med uspoleret natur, få strandstole og en strandbar, der serverer simple småretter, og hvad du ellers har brug for af vand, kaffe og is i løbet af dagen. Solsengene kan ikke bookes, så vær tidligt ude, hvis du vil sikre dig en plads.

Cap Falcó.

MARKEDSDAG – Hele øen
Der er lokale markeder over hele øen stort set dagligt, nogle mere charmerende end andre. Søndagsmarkedet i Santa Maria del Cami har masser af økologiske grøntsager, lækre oste, pølser og andre delikatesser, fine flettasker og farverig keramik.

HJEMLIGT ØKO-RETREAT – Ecocirer, Soller
Inde mellem de smalle gader i bjergbyen Soller finder du det hyggelige og stilfulde lille boutiquehotel med blot 6 værelser. Værterne Barbara og Martin sørger for en hjemlig atmosfære og serverer lækre veganske retter, god kaffe samt friskpresset juice med appelsiner fra familiens plantage. ‘Dream’-værelset på øverste sal har sin egen terrasse med den flotteste udsigt over bjergene.

Ecocirer.

LOKAL GOURMETCa Na Toneta, Caimari
I den lille by Caimari finder du Ca Na Toneta, en restaurant, der udelukkende bruger ingredienser fra øen. Du kan kun få dagens 6-rettersmenu, og der er kræset for hver en detalje. Besøg også deres butik ved siden af med, ja, lokalt håndværk som porcelæn, tekstil og glas.

SOV I TRAMUNTANA-BJERGENE – Sa Pedrissa, Deià
Det er ikke uden grund, at Tramuntana-bjergene er Unesco-fredet, og på det lille, idylliske hotel Sa Pedrissa kan du nyde den smukke udsigt fra både værelserne og poolen.

Sa Pedrissa.

ASIATISK MED UDSIGT Nama, Deià
Deià er nok en af de smukkeste byer på øen, og den byder på masser af restaurantmuligheder. En af dem er Nama, der serverer afslappet asiatisk med udsigt over Tramuntana-bjergene. Tuntatar, wontons og rispapirsruller eller nudel- og karryretter med masser af friske grøntsager. Et forfriskende pust blandt de mange tapas-steder.

BEACH CLUBS – Hele øen
Har du brug for lidt luksus, har Mallorca masser af beach clubs, hvor du får en solseng, pool, strand og restaurant samme sted. Mhares Sea Club finder du på sydøstsiden, Puro Beach ligger ud for Palmas havn, Balneario Illetas ligger lidt vest for Palma og er en af de få med adgang til sandstrand, og Gran Folies ved Cala Llamp har både pool og nedgang til havet fra klipperne.

Foto: PR

Mhares Sea Club.

SLOW CAFE – Miga de Nube, Soller
I Soller er der åbnet en såkaldt ’slow cafe’, der serverer koldpressede juicer, morgenmadsbowls og veganske kager. Et perfekt lille spot, hvis du har brug for en pause i varmen.

HOTEL I SÆRKLASSE – Can Ferrereta, Santanyí
Can Ferrereta kalder sig et ’håndplukket townhouse’, og der er tænkt på alle detaljer. Det er teamet bag Palma-hotellet Sant Francesc, der sidste år åbnede dette luksushotel på den østlige side af øen, omringet af oliventræer.

Foto: PR

Can Ferrereta.

Læs ogå

Rejseguide: Det skal du se, spise og opleve i Puglia

De 11 bedste steder, du skal spise is i København

Du kender godt følelsen: Solen titter endelig frem fra skyerne; du kan ligeså stille mærke varmen snige sig ind og den bedste måde at køle lidt ned er selvfølgelig i selskab med en is.

Foråret er endelig er kommet, og køerne til isbarerne bliver længere og længere for hver solrige dag, der går.

Derfor har vi har udvalgt 11 steder, vi gerne vil spise vores is i år.

Olufs
Olufs Is ligger i hyggelige omgivelser på Olufsvej, som ligger parallelt med Brumlebyen, og hos Olufs Is finder du frisklavede italienske ispinde, der aldrig skuffer. Tag den med på en lille slentretur op ad den hyggelige gade, hvor butikken ligger.
Hvor: Olufsvej 6, 2100 København Ø.

Isoteket
Isoteket laver økologisk gelato-is skåret helt indtil benet; nemlig uden hverken guf, drys, flødeskum og lir. Her handler det kun om isen og intet andet, så hvis du er på udkig efter en intens gelato-is, er Isoteket det helt rette sted for dig.Hvor: Bopa Plads, 2100 København Ø, Sortedam Dossering 11, 2200 København N, Stefansgade 15, 2200 København N, Valby Langgade 64, 2500 Valby

Kødbyens Is
Har du fået lidt for mange klassiske vaffelis, men stadig i humør til en is? Så er Kødbyens Is det helt rette sted for dig. De serverer nemlig økologiske, håndlavede ispinde inspireret af den italienske fremgangsmåde, men blandet med deres eget nordiske islæt.
Hvor: Flæsketorvet 43, 1711 København V, men se også de mange forhandlere her.

 

Alice
Sommeren har ikke rigtig været, hvis man ikke har været forbi for at smage isen fra Alice. Den er spækket med smag, og så er den lille café et perfekt pitstop på vej til eller fra Amager Strand. Vær opmærksom på, at der kun serveres is fra fredag til søndag.
Hvor: Markmandsgade 1. 2300 København S

Ismageriet
Hvis du ikke allerede har slået vejen forbi Ismageriet, så må du afsted denne sommer. Hos Ismageriet isen lavet på økologisk mælk fra Øllingegaard, der er utallige valgmuligheder som fx solbær-chokolade, tropisk cheesecake og kiksekageis – og så kreerer de en ny smagsvariant hver uge, der gør mere end et enkelt besøg hos isstedet til den nødvendighed.
Hvor: Rued Langgards Vej 6E, 2300 København S,  Flæsketorvet 45, 1711 København, Refshalevej 163F, 1432 København, Søborg Hovedgade 34, 2870 Dyssegård.

Manolo Gelato
Hos Manolo Gelato får du den ægte italienske hjemmelavede is, der også er kendt under navnet gelato. Isen med den cremede konsistens får Brønshøj til at lugte til af Italien og er en sikker vinder hver gang.
Hvor: Frederikssundsvej 156, 2700 Brønshøj . For flere butikslokationer klik her.

Social Foodies
Social Foodies hopper ikke over, hvor gærdet er lavest, hverken når det kommer til smag, økologi eller bæredygtighed, og de er altid et godt valg, når du skal have din islyst stillet.
Hvor: 8 butikker fordelt over bl.a. København Ø, Frederiksberg, Hellerup og Aarhus. Se alle forhandlere her

Istid
Hos Istid får du både hjemmelavet, økologisk is, vegansk is og sorbet – alt sammen baseret ud fra sæsonens frugter og bær. Derudover er isen lavet på nitrogen, hvilket fremhæver den fulde smag fra ingredienserne.  Butikkens placering på Jægersborggade gør også, at du kan nyde din is i grønne områder enten i Nørrebroparken eller på Assistens Kirkegård.
Hvor: Jægersborggade 13, 2200 København N.

Østerberg Ice cream
Du får  is i absolut topklasse hos Østerberg Ice Cream, som den videnskabelige ismager Cathrine Østerberg står bag. Når istrængen melder sig, kan du roligt aflægge et visit forbi Østerbro-ishuset, der anser feltet som høj gastronomi.
Hvor: Rosenvængets Allé 7C, 2100 København Ø og Tullinsgade 25, 1618 København V.

Aurora
Vesterbros nyeste ismejeri har fået god vind fra start – og med god grund. Man kan virkelig smage, at der er lagt gode råvarer og masser af kærlighed i den supercremede is og de hjemmelavede vafler, som er samgt til med tonkabønne og vanilje.
Hvor: Flaskehalsen 11, 1778 København V

Foto: PR

Frederiksberg Chokolade
Frederiksberg Chokolade serverer både den klassiske flødeis og sorbet, og så har de utallige smagsvarianter, der gør, at du bestemt ikke går skuffet derfra.
Hvor: Frederiksberg Allé 64, 1820 Frederiksberg C.

Læs ogå

De 20 bedste restauranter i København

Rejseguide: Det skal du se, spise og opleve i Puglia

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer 2022.

Det er ikke uden grund, at billeder af Puglias charmerende olivenlunde, hvide klippebyer, der støder op til det turkisblå hav, eller langborde med vin i glassene og glade mennesker oversvømmer dit IG-feed hver sommer. For hælen i støvlelandet Italien har alt det, der skaber de rette rammer for den perfekte ferie.

ELLEs chefredaktør, Cecilie Ingdal, har besøgt Puglia, der ikke bare er kendt for sin smukke atmosfære, olivenlunde og trulli-huse med de kegleformede tage, men også for sin keramik, vin og gastronomi.

Få hendes bedste rejsetips til Puglia her.

Alberobello

Et must i Puglia er at besøge ‘the home of trulli’ – de velkendte Puglia-huse med tage som tophuer – der er på Unescos verdenskulturarvliste.

Puglias gastronomiske hjerte 

Ceglie Messapica er et af Italiens bedste gastronomiske områder. Gå efter restauranter, der har lokale specialiteter på menuen. Som ‘Cibus’, der serverer velsmagende, rustikke retter, den mere traditionelle ‘Osteria del Divingustare’ eller ‘I Capatosta’ i den gamle bydel, som lokker med vidunderlig service, fantastisk beliggenhed og lækker autentisk mad til gode priser.

Quartiere delle Ceramiche

Gå heller ikke glip af keramik-mekkaet Grottaglie. Det er de optimale jordforhold i området, der er baggrunden for byens keramikstatus – og i det dedikerede keramikkvarter finder du masser af butikker, der sælger alt fra traditionel Puglia-keramik til mere moderne kunsthåndværk.

Læs ogå

9 storby-hoteller, vi drømmer om at besøge

Den hvide by

Ostuni er en smuk historisk by lokalt kaldet La Cittá Bianca, der refererer til byens charmerende, hvidkalkede huse. Spis på ‘Osteria Del Tempo Perso’, der ligger i hjertet af den gamle bymidte, og som serverer velsmagende lokale retter, eller på vidunderlige ‘Osteria Piazzetta Cattedrale’ lige over for katedralen. Uanset hvad du vælger på menuen, bliver dine sanser tilfredsstillet.

Husmandskost

Spis en uforglemmelig middag i et af de selvforsynende simple, charmerende og idylliske husmandssteder, hvor der produceres vin, olivenolie, frugt, grøntsager m.m. Favoritten er ‘Dono’, Masseria Garrappa, i Monopoli, hvor stemningen er atmosfærisk – uanset om du sidder inde eller ude.

Butcher shops

Snyd ikke dig selv for et besøg i den lille historiske by Cisternino – især for at opleve de lokale ‘barbecuing butcher shops’, hvor du vælger dit kød (husk at prøve de berømte bombette: små kødruller fyldt med skinke og ost), som grilles efter din smag og derefter nydes på en bænk i solen. Favoritterne er ‘Rosticceria Zio Pietro’ eller ‘Bére Vecchie’.

Poeter og kunstnere

Polignano a Mare er endnu en af Puglias charmerende kystbyer. Den er bygget smukt ind i klipperne med bjergtagende udsigt over havet og en lille charmerende havn, som siges at have inspireret poeter og kunstnere. Stemningen, atmosfæren og maden er vidunderlig hos ‘Antiche Mura’ i den gamle bydel, ligeså er osteriaet ‘Chichibio’, der serverer fremragende mad.

Privat villa

ELLE blev inviteret til Puglia af The Thinking Traveller, der formidler luksusvillaer i store dele af Sydeuropa. Vi boede i Trulli Andrea i Ceglie Messapica omgivet af olivenlunde, så langt øjet rækker. Stort set alt er ladsiggørligt gennem den tilknyttede private concierge-service: egen kok i villaen, vinsmagning, yogaundervisning, massage, billeje, chauffør – ja, you name it.

Læs mere på thethinkingtraveller.com, hvor priserne er fra 5.180 euro om ugen for 6 personer eller 6.930 euro ugentligt for 12 personer.

Private dining

Vi udnyttede villaens smukke beliggenhed med udsigt over olivenlunde til en privat middagsoplevelse, hvor kok og tjener sørger for det hele – også opvasken. De fleste udlejningsbureauer kan hjælpe med lignende.

Lokale specialiteter

Snyd ikke dig selv for at hjembringe nogle af Puglias lokale specialiteter, som ud over keramikken i Grottaglie blandt andet også tæller olivenolie og vin. Guidede ture til både vin- og olivenolie-smagning, hvor du kan opleve tradionelle fremstillingsmetoder, findes mange steder. Du finder et stort udbud af ture online, ligesom din rejseudbyder helt sikkert også kan hjælpe med at arrangere det, der passer dig.

Læs ogå

Rejseguide: Sådan får du 48 timer i Lapland, du aldrig glemmer

Her er de 20 bedste brunch-steder i København

København er et sandt mekka, når det kommer til lækre steder at nyde en lækker brunch eller morgenmad i weekenden. Men ved du, hvor du får den bedste af slagsen i vores hovedstad? Vi har fundet Københavns mest luftige croissanter, bedste blødkogte æg og lækreste brunchtallerkener. Se stederne på listen herunder, og brug guiden som en undskyldning for at prøve alle 20 steder af.

Café Atelier September

Den blev oprindeligt født som galleri, men i dag skaber Atelier September rammen for det hyggelige brunch- og frokoststed, der forkæler dig med lækre morgenretter og god kaffe indtil kl. 16 i weekenden og kl. 17 i hverdagen. Frisk frugt, velsmagende kaffe, æg og ost er bare en del af det udvalg, som du kan få – og så er de endda lige åbnet i nye (og lidt mere rummelige rammer) i Frederiksstaden og Hellerup.

Hvor: Kronprinsessegade 62, 1306 København K eller Strandvejen 134, 2900 Hellerup

Foto: Atelier September

Polly

I hverdagene fra klokken 8.00  og i weekenderne fra klokken 9.00 kan du på Frederiksberg nyde lækre morgenklassikere som eggs benedicts, avokadomadder og french toast på Polly helt frem til kl. 11.30.

Hvor: Gammel Kongevej 96, 1850 Frederiksberg C

Foto: Restaurant Polly

Hotel Sanders

Lige bag Det Kongelige Teater ligger Tordenskjoldsgade og midt på den gamle gade ligger Hotel Sanders som en lille brunchperle. Hotellet har et stort fokus på frisk, simpel og sund mad, og her kan du få et tidligt måltid bestående af blandt andet croissanter, blåbærmuffins, æg og frugt.

Hvor: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København K

Foto: Hotel Sanders

Arrebo

Ved Den Sorte Plads, hvor der altid enten er lokale børn, som leger eller en gruppe venner, som nyder en øl eller kaffe i solen, ligger Arrrebo. Menukortet emmer ikke af så meget, men det gør det bestemt ikke mindre godt. Her er der fokus på kvalitet fremfor kvantitet, og du kan være helt sikker på, at surdejsbrødet er bagt til UG og kaffen er lavet med kærlighed.

Hvor: Midgårdsgade 1, 2200 København N.

Foto: Arrebo

Granola

Midt på Værnedamsvej ligger Café Granola, der først og fremmest er kendt for sin morgenmad og brunch. Fra klokken  07.00 kan du få en lækker morgentallerken eller vælge mellem små og klassiske retter som havregrød, frisk frugt, æg i kokette, skyr og pandekager.

Hvor: Værnedamsvej 5, 1819 Frederiksberg C

Foto: Granola

Andersen & Maillard

I en tidligere bank, som er blevet ombygget til et kombineret bageri og risteri, ligger Andersen & Maillard Her kan du nyde en specialkaffe sammen med en af de luftige croissanter, der bliver udsolgt, så snart de kommer ud af ovnen. Du kan også få et stykke friskbagt brød med ost, hvis du altså ikke kun vil starte dagen med croissanter.

Hvor: Nørrebrogade 62, København 

Foto: Andersen & Maillard

H15

I Kødbyen ligger H15, som er et cafeteria med frisk kaffe på kanden og hjemmelavet juice i karaflerne. Ikke så meget hokus pokus bare god mad til billige penge. Der er fx skyr, brød, ost og pølser på menuen, og intet koster over 60 kroner.

Hvor: Halmtorvet 15,1700 København V.

Foto: H15

Hotel SP34

Rammerne på Hotel SP34 er hyggelige og intime, og giver dig straks følelsen af et hjem. Ikke langt fra indgangen ligger blot en af hotellets flere restauranter, som går under navnet Väkst, og det er her du får en af byens bedste morgenmadsserveringer fra kl. 7:00 – 10:00 i hverdagen og fra kl. 7:30 – 11:00 i weekend og helligdage.

Hvor: Sankt Peders Stræde 34, 1453 Kbh K 

Foto: Hotel SP34

Ipsen & Co.

Midt på Gl. Kongevej ligger hyggelige Ipsen & Co. Caféen serverer lækker og økologisk morgenmad og frokost hele dagen, så du har rig mulighed for at hænge ud i den lille café, der blandt andet byder på et velsmagende morgenbræt med brød, ost, et blødkogt æg, en croissant og en lækker skål økologisk skyr med topping til den overkommelige pris á 85 kroner.

Hvor: Gammel Kongevej 108, 1850 Frederiksberg 

Foto: Ipsen & Co

Les Trois Cochons

På Les Trois Cochons kan du starte din dag med en god espresso og en sprød croissant eller få en rigtig brunchoplevelse ved at vælge flere af de mange lækre morgenmads-retter, som blandt andet tæller en god avokadomad med pocheret æg, ristet rugbrød med ost og marmelade og fransk vaffel med pisket creme fraiche.

Hvor: Værnedamsvej 10, 1619 København

Foto: Cofoco

Bottega Barlie

Indre bys hotspot er Bottega Barlie. Menuen er ikke rocket science, men det er alt det, du gerne vil have til dagens første måltil. Økologisk surdejsbolle med unika ost, avocadomad, omelet og kardemommesnurre – selvfølgelig baseret på danske og økologiske råvarer.

Hvor: Fredericiagade 78, 1310 København.

Foto: Bottega Barlie

Ø12

Er du vild med en solid morgenmad og lækker kvalitetskaffe, er Ø12 på Østerbro lige stedet for dig. Stedet er nemlig dedikeret til morgenmad, og derfor byder menuen på en væld af velkendte og lækre morgenmadsretter – fra velkendte klassikere til arabiske og amerikanske indslag.

Hvor: Øster Farimagsgade 12B, 2100 København Ø

Foto: Ø12

Kafeteria

Du behøver ikke tage på museum for kunsten – du kan også bare gøre det for maden. I hvert fald på Statens Museum for Kunst, hvor museets café, Kafeteria, der har åbent fra 10.00-16.00. Caféen har høstet stor ros siden Frederik Bille Brahe overtog driften, og er særligt kendt for deres pandekager, der i sig selv er et besøg værd.

Hvor: Sølvgade 48-50, 1307 København K

Foto: Kafeteria

The Union Kitchen

Hvis du endnu ikke har slået vejen forbi The Union Kitchen i Store Strandstræde i København, så skylder du dig selv et besøg. For hvis du er på jagt efter et lækkert morgenmåltid, så får du brunchplatte til 169 kroner, der kan få enhvers mund til at løbe i vand.

Hvor: Store Strandstræde 21, 1255 Kbh K.

Foto: The Union Kitchen

Dallas

På Østerbro ligger den lille café Dallas, der byder på et spartansk og godt morgenmadskort med fokus friskt bagværk og lækre, økologiske råvarer. Og med en morgenmadsplatte helt ned til 45 kroner er det de fleste, der kan nyde godt af den gode mad.

Hvor: Slagelsegade 2, 2100 København Ø

Foto: Dallas

Nimb Brasserie

Leder du efter en brunch ud over det sædvanlige, skal du prøve den på Nimb Brasserie. Her er der alt, hvad hjertet begærer af alt fra østers og champagne til røræg og pandekager – det hele med udsigt til Tivolis smukke omgivelser. Og til den nette sum af 495 kroner per snude er den da også betalt.

Hvor: Bernstorffsgade 5, 1577 Copenhagen

Foto: Nimb

Hotel Villa

Er du vild med hotel-atmosfæren, men uden at have helt så stort et budget som ovenstående, så får du på det nyligt åbnede Hotel Villa en lækker og klassisk morgenmads-buffet for 295 kroner fra mandag til fredag, hvis ikke du er gæst på hotellet. Stjernen er det hjemmebagte bagværk fra hotellets egen bager, Rug.

Hvor: Tietgensgade 35-39, 1704 København

Foto: Hotel Villa

Apotek 57

I Indre By ved ikonsike Nyboder ligger Apotek 57, der er livsstilsbrandet Framas eget lille spisested og bageri. Her kan du, fra klokken 8.00 i hverdagende og 9.00 i weekenderne, få en lille bid mad og nyde godt af det friske kvalitetsbagværk i lækre omgivelser, som Frama er kendt for.

Hvor: Fredericiagade 57, 1310 Copenhagen

Foto: Apotek 57

NH Collection Copenhagen

Med udsigt over Knippelsbro, langs vandløbet mellem Christianshavn og Indre by, ligger det nye fem-stjernede hotel, NH Collection Copenhagen. Her kan du – hvad enten du er gæst eller ej – og uanset ugedag finde en overvældende præsentation af de lækreste morgenmadsfristelser fra hjemmebagte croissanter og brød, til frisk frugt, chiagrød, frisk juice og æg tilberedt præcis efter ønske. Og du får adgang til alt ad libitum for blot 245 kr (som overnattende gæst på hotellet, 345 kr. hvis du kommer fra gaden). – og det er inklusiv kaffe, te og mimosaer.

Hvor: Strandgade 7, 1401 København

Foto: PR
Læs ogå

De 25 bedste steder til frokost i København

Kvinderne bag frisørsalonen Grau: Denne fejl oplever vi oftest, at kvinder begår, hvad angår hår

Vi har besøgt it-frisørsalonen Grau, som drives af Nick Nørbo Jørgensen, Sanne Bidstrup og Mie Harritz. Udover at fortælle deres historie om den succesfulde salon, bad vi også kvinderne bag dele deres bedste hårtips.

Hvilket hårrelateret spørgsmål får I oftest?

Sanne: ”Jeg synes rigtig tit, at jeg får at vide af mine kunder, at de ikke kan have en page eller pandehår, fordi de har et bredt ansigt. Det siger alle kvinder, også selvom de ikke har det. Derudover er der også tit nogle, der spørger, hvad der klæder dem, og hvilken kvalitet deres hår er – om det er slidt eller tørt.”

Mie: ”Jeg tror, der er mange, der lægger deres tillid i vores hænder og siger, hvad synes DU kunne være rigtig pænt. Jeg har også ret mange kunder, der spørger til, hvordan man arbejder med sin naturlige hårfarve. Det vi gør rigtig meget herinde, lige som vi også er tilhængere af low maintenance; du behøver kun komme få gange om året, og få lavet nogle farver, der kan holde så længe, at man ikke behøver komme her hver tredje måned.”

Hvilken fejl oplever I oftest, at kvinder begår, hvad angår hår?

Mie: ”Det er – og det kan jeg kun sige, fordi jeg har været i faget så mange år – hvis man har en lidt personlig krise, og man gerne vil have lavet noget om, så går det ud over håret. Jeg har set det så mange gange. Og det handler ofte ikke om håret, det handler om alt muligt andet. Man har brug for en forandring, og så i stedet for som frisør at sige ’ja, det gør vi da, der skal ske noget med dig’, så skal man råde til små ændringer og sige ’du er slet ikke parat til at vi laver en så stor ændring’.” 

Sanne: ”Jeg synes også, at mange kvinder skal være mere realistiske. Der er flere, der siger ’jeg er ikke den type, der står op om morgenen, og bare slår håret ud, og så sidder det’. Det er der ingen kvinder, der gør, det er de færreste, der har sådan et hår. Du skal tage en beslutning om, hvad du gerne vil gøre med dit hår, og så skal man omfavne det man har, og få det bedste ud af det. Jeg står heller ikke selv bare ud af sengen, og så sidder mit hår fantastisk. Hvis man vil have at håret skal sidde på en bestemt måde, så bliver du nødt til at gøre noget for det.”

Mie: ”Hvis ikke man gør noget, ser man også ud derefter. Det er helt benhårdt.” 

Er der et sted, hvor jeg alligevel kan springe over, hvor gærdet er lavest?

Sanne: ”Du kan da springe en hårvask over rigtig ofte. Man ofte kan komme langt med at bruge en god børste og en god tørshampoo, og så lige springe hårvasken over og svinge håret op i en knold. Men du kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest med farve og klipninger, det går aldrig godt.” 

Mie: ”Så skal man hellere komme ind to gange om året og få håret klippet rigtig godt igennem – jeg har mange kunder, der kun kommer ind to gange om året.”