Faktaboks
Emma Kohlmann, billedkunstner, 35 år. Født og opvokset i Bronx, New York City. Har en bachelor i bl.a. filosofi og feministisk teori fra Hampshire College i Amherst, Massachusetts. Er tilknyttet V1 Gallery i København og har udstillet sine værker i bl.a. New York, Los Angeles, Toronto, Stockholm og Mexico City. Bor og arbejder i Florence, West Massachusetts.
Mormorens mønstrede hus og statuer på The Met
Jeg har så ofte siddet ved min mormors spisebord og kigget på Dalí-plakaten, som hun formentlig havde købt i en museumsshop, og tænkt over, hvorfor der hang så mange ure i træet. Jeg skabte mine egne fortællinger om det træ, som jeg fik lyst til at tegne. Min mormor er en samler. Huset har altid været fuld af souvenirs fra rejser, skulpturer, som jeg pillede ved, selvom jeg ikke måtte, malerier og plakater, og hendes vægge var tapetseret i gule, brune og orange farver. Stuen var udsmykket med et tapet i geometrisk mønster, som matchede gardinerne. Når man trak gardinerne for, transformerede hele rummet sig til dette smukke mønster. Det var skørt og modigt. Men mest af alt inspirerede det mig. Hendes hus nærede virkelig min fantasi.
Vores hjem var mere normalt; der hang ikke så meget på væggene, jeg havde et pink værelse, og min søster et lilla. Min mormors hus gjorde mig opmærksom på, hvad æstetik var. Jeg blev nok også mere nysgerrig af at være der. Jeg nærstuderede min mormors imponerende samling af kunstbøger – Chagall, Matisse, Picasso og resten af den vestlige kunstkanon.
Både min mormor og mine forældre tog min søster og mig med på museer. Mine første minder er fra The Met, hvor jeg deltog i børneundervisningen. Vi lærte at aftegne græske og romerske statuer, og jeg følte det som en vigtig færdighed, jeg fik adgang til. Jeg tænker tit tilbage på, hvordan jeg tegnede som barn, fordi en del af mit virke i dag handler om en ubevidst og gerne uhæmmet tilgang til at lave kunst, som jeg havde, da jeg tegnede og skabte som barn. Jeg forsøger at fremkalde en sindstilstand af uopmærksomhed. En intuitiv tilgang til min kreativitet.
Opvækst med konfetti og planter
Jeg voksede op i Bronx, men jeg tilbragte meget af tiden i Downtown Manhattan på min fars arbejde – kontoret lå lige ved Times Square. Han arrangerede gratis offentlige arrangementer, som f.eks. performances eller teater i samarbejde med Broadway. Jeg har et tydeligt billede af konfetti, som vi skød ud ad vinduet på hans kontor, noget, vi også gjorde til store begivenheder som nytårsaften. Det er magiske minder.
Jeg holdt af at være midt i byen, og jeg brød mig ikke om at skulle hjem til Bronx. Da jeg blev ældre, pendlede jeg alene til skolen i Midtown. Selvom det nogle gange kunne tage en time med metroen, elskede jeg virkelig at køre med tog og kigge på alle mulige forskellige typer af mennesker og overhøre deres samtaler. I high school mødtes jeg med mine venner på stationen i Bronx, og så kørte vi til Rockaway Beach eller Coney Island – det var frigørende at tage lige derhen, hvor vi ville.
Med på en af farens mange vandreture ved Adirondacks tæt på den canadiske grænse.
At tilbringe tid i naturen var en stor del af min opvækst. Mine forældre tog min søster og mig til Adirondacks, en beskyttet park tæt på den canadiske grænse med 46 bjerge, der spænder fra New York til Vermont. Min far er en 46’er, hvilket betyder, at han har besteget alle bjergene, og som barn tog jeg med på nogle af hans vandreture. Med årene blev vores hus fyldt mere og mere op af min fars planter. Det blev hans store hobby. Han tog kurser om planter og plantede træer, blomster og forskellige grøntsager. I dag har han også bier i haven. Han har forsøgt at give sin viden videre til mig, men jeg er ikke tålmodig nok til at passe planter. Men adgangen til naturen er en af grundene til, at jeg bor i Massachusetts og ikke er flyttet tilbage til New York. Jeg rejser meget og besøger mine venner i L.A., New York og København, men jeg har brug for ro omkring mig, så jeg kan finde fokus til at skabe kunst.
Emma Kohlmanns fars plantestue i New York.
Den strikse balletlærerinde
I børnehaveklassen begyndte jeg på en danseskole, hvor vi blev undervist af en russisk eksballetdanserinde, som tog imod os med sin dansestav solidt plantet på gulvet. Hun var streng, men det var fedt at lære at danse ballet. Jeg kunne godt lide at have kontrol over min krop, og det var sjovt, når vi bevægede os som dyr hen over gulvet. Jeg elskede lærerindens pladeafspiller. Det var i 90’erne, hvor absolut ingen havde en pladeafspiller derhjemme. Jeg syntes, det var så sejt. Hun satte ‘Nøddeknækkeren’ af Tjajkovskij eller Chopin på, og så dansede vi til det.
Senere blev jeg optaget på Alvin Ailey, en balletskole i Downtown Manhattan, lige ved Lincoln Center. Det var mere seriøst, og jeg dansede stort set alle ugens dage. Jeg tænkte aldrig, at jeg ville blive professionel danser, selvom jeg var passioneret og var drevet til at fortsætte i syv år. Til sidst kunne jeg mærke, at det ikke var lige så tilfredsstillende som at lave kunst. Som danser er du en del af et kor, der skal fungere sammen, og du udtrykker andre menneskers visioner (koreografier, red.), og jeg ville have min egen individuelle stemme. Måske var jeg heller ikke helt god nok …
Med blomster i hånd og hår er en ung Emma Kohlmann klar til balletundervisningen hos den strenge lærerinde.
Det generte barn
I skolen havde jeg svært ved at udtrykke mig, og jeg kæmpede med lektierne. Jeg husker en fysiktime, hvor vi skulle lære om DNA og skrive en opgave om det, men jeg byggede i stedet en skulptur af DNA-molekyler og viste den frem. I andre timer tegnede jeg og brugte farver og symboler til at beskrive mine tanker og min sindstilstand, fordi jeg havde svært ved at sætte ord på mine følelser. Nogle af lærerne satte pris på mine projekter, men i andre tilfælde var det, jeg lavede, simpelthen for langt væk fra selve opgaven.
Jeg var et genert barn, og på legepladsen stillede jeg mig over ved siden af de andre børn, som legede. Uden at sige noget stod jeg og ventede og håbede på, at de ville invitere mig med i legen. Nogle gange virkede taktikken, andre gange ikke. Mine forældre sagde altid: “Gå over og sig hej.” Men det ville jeg ikke.
Emma og søsteren Charlotte.
Da min lillesøster blev født, fik jeg en legekammerat, hvis jeg følte mig alene. Vi var gode til at lege sammen og opførte teater og danse for vores forældre. Da jeg blev ældre, ville jeg ikke have min fem år yngre lillesøster med rundt, og vi begyndte at skændes mere – helt klassisk søskendeforhold. I dag bor vi sammen, og hun er min bedste og vigtigste samarbejdspartner. Hun skriver digte til mine udstillinger, og vi udgiver bøger sammen på vores fælles forlag, Mundus Press. Hun er klogere end mig, og jeg siger ofte til hende, at jeg ikke kan forstå, at hun er min søster. Hun har så mange gode idéer.
Emma Kohlmann sammen med sin fem år yngre lillesøster, Charlotte.
Italienske slægtninge
Begge mine forældre er førstegenerationsamerikanere. Min fars familie stammer fra Leipzig i Tyskland – de var tyske jøder, der flygtede til USA i 40’erne – og min mors familie er fra Italien. Jeg har været så heldig at opleve, hvor mine bedsteforældre og tidligere slægtninge, der på tragisk vis mistede livet under anden verdenskrig, voksede op i Italien. Min første tur til Italien var som 16-årig, hvor min mor havde arrangeret en rundtur i landet. Vi var i Norditalien og tog fra Rom til Napoli og sluttede hos min tante og onkel, som boede i en lille by i provinsen Molise, der ligger et par timer fra Napoli. Min mor rejste hjem og lod mig tilbringe resten af sommeren der. Hun havde tilmeldt mig et program for unge, som hjalp med at renovere gamle huse i byen, noget, mine fætre også deltog i.
Emma i Italien tilbage i 2007.
Det var en skør oplevelse. Der var ingen, som talte engelsk, og alt var meget oldschool. Der var intet internet, og på byggepladsen lod de mig ikke arbejde, fordi jeg var kvinde. Min eneste opgave var at rengøre værktøjet. Jeg blev ret fornærmet og syntes, det var meget bagudskuende, at kvinderne var hensat til køkkenet. Men jeg nød også mit ophold. De havde egne grise og høns og dyrkede alle råvarerne, de serverede om aftenen, selv oste, olier og vine. Det var vældig privilegeret at opleve, men samtidig også spøjst at være fra New York og pludselig befinde sig midt i nogle italienske skove.
Fortvivlelse og gennembrud
Som barn drømte jeg om at blive kunstner. Jeg har fundet notesbøger fra de tidlige skoleår, hvor jeg har skrevet, at jeg gerne ville være kunstner, når jeg blev stor. Med alderen blev jeg usikker på, om jeg var god nok. Der var mange blokader for mig: lærere, der ikke mente, jeg kunne blive kunstner, og afvisninger fra de kunstkurser og -skoler, jeg søgte ind på. Når du har fået nej tilpas mange gange, så begynder du at tro, at det aldrig kommer til at lykkes.
Som helt lille legede Emma Kohlmann ofte for sig selv, fordi hun var genert. Dog mindre bramfri over for køerne.
På collage studerede jeg historie, filosofi, feminisme, ja, alt det, jeg interesserede mig for på det tidspunkt. Jeg har altid gerne villet lære om verden og vores historie. Forstå mennesker. Jeg tog et enkelt akvarelkursus, men jeg har aldrig studeret på en kunstskole og lært om de traditionelle teknikker inden for tegning og maling. På den ene side ville jeg ønske, at jeg havde denne basisviden, men samtidig tror jeg, at det var fint ikke at gå på kunstskole, fordi jeg bruger meget af den viden, jeg fik dengang, i mit virke i dag. Det er helt sikkert godt at lære af en mentor, men jeg har også læst, at hvis man gør noget mere end tusind gange, så bliver man til sidst en mester til det.
Efter college følte jeg mig fortabt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge livet på. I baghovedet lå drømmen om at blive kunstner, og jeg producerede fortsat, fordi jeg følte, at jeg blev nødt til det, men jeg turde ikke kalde mig selv kunstner, hvis det ikke blev til noget. Jeg havde forskellige jobs som bartender, og jeg arbejdede i en bager i fem år. Sideløbende lavede jeg mine egne zines (små tryksager, red.) med hver sit tema: vandfarver, collager eller blyantstegninger. Jeg sendte dem til mine venner og tog aldrig god betaling for dem. I den periode rejste jeg en del. Jeg lejede mit værelse ud for at tilbringe hele vintre i L.A., og jeg fik altid lov til at vende tilbage til jobbet i bageren. På en rejse til Texas besøgte jeg den her fantastiske boghandel, som havde et mikroskopisk galleri i baglokalet, og da de spurgte mig, om jeg ville udstille mine værker, var jeg overvældet af begejstring. To år senere, i 2016, udstillede jeg i kælderen hos V1 Gallery i København – min første rigtige galleriudstilling. Det var en stor oplevelse. Jeg havde aldrig oplevet unge mennesker på min egen alder (dengang 26, red.) købe min kunst. Det blev et afgørende øjeblik i mit liv.
