Selvom badetøj i form af bikini, badebukser og badedragter er en efterspurgt beklædning året rundt for de udenlandsrejsende, vinterbaderne eller svømmehalsgængerne, er det først for alvor, når foråret og sommeren rammer, vi har brug for den lette beklædning her i Danmark. Og den tid er altså ved at være nu.
Men what to choose?
Mange kender nok situationen, hvor vi ikke længere kan udskyde badetøjskøbet, og derfor hjælper vi dig herunder. For lige så vel som der findes utallige udgaver af eksempelvis jeans,sko og sågar helt specifikt sneakers, findes der selvfølgelig også et hav forskellige udgaver, når det kommer til bikinier.
I den anledning guider vi herunder til nogle af de hyppigste termer, som du måske gerne vil være dus med, når du skal kaste dig ud i bikini-markedet.
Trekantsbikini
En af de mere gængse modeller, når det kommer til bikinioverdele, er den “klassiske” trekantsbikni, som også er en af de mindre støttende (ifht. barm) og generelt mindre dækkende bikinier.
Overdelen består af to trekantede stykker stof, som dækker brysterne, og som holdes sammen af to snore; en, der bindes bag ryggen, og en, der bindes bag nakken. De seneste mange år har trekantsbikinien mødt konkurrence af andre typer af bikinioverdele, men det sidste et til to år har bikinien fundet sin vej tilbage til forbrugerne – særligt fordi dens minimale mængder af dække gør den oplagt til solbadning. Måske har du også set, at det de seneste år er blevet trendy at binde begge snore i sin trekantsbikini bag ryggen, så man undgår såkaldte ‘tan lines’ i nakken.
Fordi trekantsbikinien er en af dem, der generelt ikke har den bedste støtte (med mindre den er vatteret, se længere nede) eller har den største dækkeevne, er det med lige denne model fordelagtigt med en mindre barm.
En mere støttende bikinimodel er balconette-bikinien. Formen på overdelen, som egentlig startede som bh, er kendt for sine skåle, formet som halvcirkler, der udelukkende støtter brystet nedefra, hvorfor brystet på en måde ligger i skålen.
Formen, der har eksisteret siden 1930’er og 40’erne, blev hyppigt brugt af blandt andre Marilyn Monroe op i 50’erne og 60’erne og blev i samme periode kendt for sit lokkende udtryk. Og grundet dens popularitet og sensuelle udtryk blev formen senere adopteret til både bikinier, kjoler mv.
Fordi balconette-bikinien primært støtter under brystet, er den et oplagt valg for dig med en lille eller mellemstor barm mens udgaven med mere støttende stropper, gør modellen brugbar til alle barme.
Bandeau-bikinien er et meget elegant og sikkert valg, når du er på bikinijagt, men fordi modellen er forholdsvis bred hele vejen rundt om kroppen, er det også en af dem, som efterlader et større aftryk efter en dag i solen. Bikinien er udviklet i 1940’erne ud fra konceptet om en todelt badedragt, hvor den udgjorde toppen til et par højtaljede bikinitrusser, der efterlod blot et lille kig til bar mave.
Modellen kommer ofte stropløs eller alternativt med aftagelige stopper, men den sidder som oftest godt fast med silikone i den øvre del af toppen. For et ekstra elegant og retro-inspireret udtryk, vælg et par højtaljede hipster til din overdel.
Bandeau-bikinien er desuden et oplagt valg uanset størrelsen på din barm – og er du usikker på støtten på bikinien, kan modellen også fås med bøjle.
Er du ikke udstyret med den største barm, eller vil du bare gerne have lidt ekstra fylde, er en bikini med vatterede skåle eller endda push up-effekt en oplagt idé.
De vatterede skåle kan give mere stabilitet for din barm, hvilket kan være praktisk, hvis du er en vandhund, og derfor er bikinier med vatterede skåle også en af de udgaver, som er et godt valg uanset størrelsen på din barm. Push up-bikinien siges dog at være et bedre valg til små eller mellemsmå bryster, da push uppen vil fylde en del af pladsen i skålen.
En anden beklædning, som Marilyn Monroe associeres med, er halternecks, som særligt havde sin storhedstid i 60’erne og igen i 00’erne, og som med sin nedringede udskæring historisk set har været et symbol på ‘female empowerment’. Halterneck-bikinien bindes om nakken, og derfor giver den også en god støtte til barmen, mens den dybe udskæring udfordrer denne støtteevne.
Halterneck-bikinien er derfor optimal for dig, der har en mindre eller mellemstor barm, da udskæringen kan give udfordringer for større barme.
Bette Maria Dandanell, sanger. Har studeret uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og arbejdet for musikbookingbureauet AEM. Brød igennem under kunstnernavnet Bette med singlen ‘Hører dem ikke’ i 2019. Blev udnævnt til Vegas Udvalgte i 2019. Udgav sit debutalbum, ‘Min’, i 2022. Har bl.a. spillet koncerter i Lille Vega og Pumpehuset og har optrådt på festivaler som Spot, Musik i Lejet, Smukfest og Syd for Solen.
Barndommens lyd
Vi flyttede meget, da jeg var barn. Jeg følte mig mest hjemme på den store bondegård i den lille by Tikøb, der ligger lidt uden for Hornbæk. Her boede jeg sammen med min mor og morfar med høns, heste, hund og kat. Min mor har altid søgt naturen. Vi var ikke selv landmænd og lejede jorden ud, men min mor gik meget op i, at det var økologisk landbrug, som blev dyrket på vores grund. Mine forældre fik mig som venner. Min far, som havde været kærester med Allan, siden før jeg blev født, boede inde i byen og arbejdede som skuespiller og sanger. Jeg har altid set ham, men jeg boede kun hos min mor. Min mor er sanger, og da jeg var lille, arrangerede og indspillede hun i kor. Jeg har været med i studiet, fra jeg var helt lille, og allerede som treårig medvirkede jeg på den første plade. I løbet af hele min opvækst blev jeg hevet ind foran mikrofonen for at synge en stemme, hvis der lige var brug for det.
Min mor så helt forkert ud i hovedet, da jeg en dag kom hjem fra børnehave og sang højt for hende. Hun blev bekymret, fordi jeg ikke kunne ramme tonerne, og tog op i børnehaven for at tale med pædagogerne om, hvordan de sang med børnene. Hun bad dem sætte alt op i toneleje, fordi børn synger i et højere toneleje end voksne. Min mor var sådan: “Det skal stoppe nu.” Og så sad hun med i rundkredsen, når vi sang fællessang, og satte tonearten. Det var helt naturligt for mig, at hun var med. Jeg syntes bare, at det var fedt. Som sanger havde hun en særlig autoritet.
“Jeg har oplevet usikkerheden i erhvervet på nærmeste hold. Nogle gange gik det godt, men i andre perioder var der intet arbejde, og alt føltes usikkert”
Når min mor og jeg pendlede frem og tilbage til byen, når hun skulle på arbejde, sang hun i forskellige toner, nogle svære og mærkelige spring, som jeg sad og sang efter – også før jeg havde et sprog. Jeg indøvede teksterne på de sange, vi lyttede til. I andre tilfælde kunne jeg godt melodien, og så forsøgte jeg at synge teksten, men sang også bare om en kat, hvis der lige gik en forbi på gaden. Den slags historier har jeg fået fortalt så mange gange. At kunne synge har altid været den største naturlighed for mig. Jeg kender ikke til andet.
I min barndom lyttede alle til CD’er, og musik føltes som noget eksklusivt for mig: at ønske sig en CD i julegave og så lytte til den igen og igen, indtil jeg havde gennemskuet alle instrumenternes roller. Min mor havde en stor CD-samling, og jeg blev præsenteret for Stevie Wonder, Weather Report, James Taylor og mange andre. Men jeg sad også selv og bladrede i samlingen og fandt frem til det, jeg godt kunne lide. Stevie Wonder var en kæmpestor ting. Jeg lyttede også meget til Monica Zetterlund og gruppen Take 6, hvis mandlige korvokalister havde indspillet et julealbum, som vi hørte hvert år til jul. Jeg havde et Céline Dion-album, som jeg egentlig ikke var så vild med, men der var nogle fraseringer på nogle af numrene, som jeg sad og spolede frem og tilbage i og øvede mig på igen og igen. Det kunne jeg få meget tid til at gå med.
Jeg gik på en Steinerskole i Kvistgård, og der skulle man spille et instrument, ud over at vi allesammen spillede på blokfløjte hver morgen. Jeg fik tildelt cello og tværfløjte, og jeg fik en okay nodeforståelse, som jeg ikke rigtig har mere. Ligesom de fleste børn bliver introduceret for en sport af deres forældre, så var det naturlige valg for mig at gå til klaver. Altså, jeg er en vildt dårlig pianist. Jeg kan orientere mig på et klaver, men jeg havde aldrig tålmodigheden til at blive dygtig. Det blev aldrig til mere end lidt tryk på tangenterne.
Foto: Stefan Wessel
På afveje
Selvom musik fyldte så enormt meget i min opvækst, var jeg overbevist om, at jeg ikke selv skulle lave musik. Jeg har oplevet usikkerheden i erhvervet på nærmeste hold. Nogle gange gik det godt, men i andre perioder var der intet arbejde, og alt føltes usikkert. Som teenager vægtede jeg højt, at der var styr på tingene. Det var en form for ungdomsoprør, da jeg kom frem til, at jeg skulle være jurist. Jeg havde på en eller anden måde deltaget i et advokatmøde, hvor der sad en person, som så ud til at have helt styr på det hele. Sådan ville jeg også være.
Efter gymnasiet valgte jeg så at læse uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet i Emdrup, fordi jeg ikke kunne træffe en beslutning, da jeg stod i det, og det lød som en god blanding af alt muligt. Det var jo ikke en ægte drøm, at jeg skulle være jurist. Samtidig fik jeg et job på et musikbookingbureau, og på den måde kom jeg igen tæt på folk, som lavede musik.
Sommeren efter deltog jeg i Spot Festival, og det blev et livsafgørende øjeblik. Da jeg stod der og lyttede til koncerter med unge upcoming artister, følte jeg mig inspireret på en helt ny måde og mærkede drivkraften: Det var det, jeg skulle vie mit liv til. Jeg husker ikke, hvad jeg så, men der var en særlig intensitet og summen til koncerterne. Alle havde noget på spil, og det syntes jeg, var virkelig spændende.
“Med det samme fik jeg nogle mails fra nogle bookingsteder og Sony, som ikke sådan uden videre ville signe mig, men de var interesserede i at vide, hvem jeg var”
Efter den sommerferie vendte jeg ikke tilbage til studierne. På det tidspunkt var jeg kærester med en fyr, der boede sammen med musikeren Kå, som hev mig med i studiet, fordi min ekskæreste fortalte ham, at jeg kunne synge. Jeg var god, og det føltes nemt for mig, fordi jeg jo havde sunget hele mit liv. I starten mødtes vi i studiet en aften om ugen, og langsomt begyndte jeg selv at skrive nogle sange. Det var en langsommelig proces, fordi jeg hverken havde et bagkatalog af sange eller et netværk af musikere – den slags tager tid at opbygge. På den anden side gik det også ret hurtigt: Jeg valgte at udgive den anden sang, jeg skrev, ‘Forstår dig nok en dag’. De fleste er igennem en lang proces, hvor de skriver, smider i skraldespanden og skriver og skriver, indtil den er der. Min proces blev at skrive en sang og udgive den.
Med det samme fik jeg nogle mails fra nogle bookingsteder og Sony, som ikke sådan uden videre ville signe mig, men de var interesserede i at vide, hvem jeg var. Så udgav jeg et nyt nummer, som blev taget op af nogle P3-værter i radioen, og jeg blev Vegas Udvalgte. Jeg fik hele tiden lige præcis nok feedback til, at det føltes som noget, der var værd at gå efter, men samtidig ikke nok til, at min karriere blev kickstartet. Jeg blev tilbudt at spille nogle koncerter, men der er sateme ikke mange penge i ens første optrædener – især ikke når man som jeg valgte at spille med liveband, som jo skulle have løn. I de første år betalte jeg selv for alle mine koncerter med mit arbejde hos bookingbureauet.
Foto: Stefan Wessel
Det var ikke kun moren, Lise Dandanell, Bette oplevede optræde, da hun var lille. Hendes far, Ole Rasmus Møller, arbejdede både som sanglærer og skuespiller, og han spillede bl.a. med i ‘Folk og røvere i Kardemomme By’ på Bellevue Teatret. Her sad Bette ofte og så sin far folde sig ud. Musik løber generelt i familiens blod. Farens mand er sanger, hans barn og svigersøn er sangere, og deres børn er musikere.
Den vigtige selverkendelse
I 2020 spillede jeg en udsolgt koncert i Lille Vega, og jeg blev booket til en masse fede festivaler, men så kom corona, og alt blev aflyst. Jeg havde en masse numre, som jeg ville udgive op til de koncerter – der var så meget, jeg var spændt på, som pludselig ikke fandtes. Og fordi energien fuldstændig forduftede i branchen, ja i hele verden, så endte jeg med at smide det hele ud og i stedet gå i gang med at lave mit første album. I de næsten to år, jeg brugte på det, var processen meget sådan: Lav noget, forsvind, lav noget, forsvind. Jeg gav mig virkelig god tid til at skrive de numre, men at tage pauser fra det hele var også min måde at overskue at være i det på.
Det er først inden for de seneste par år, at jeg er gået mere traditionelt til værks med at skrive mange sange, vælge ud og bygge på. Sætte struktur på og se det mere som et arbejde. Og ikke mindst forsøge at dygtiggøre mig. Indtil da har jeg ikke taget det lige så seriøst, som jeg gør nu. Jeg havde heller ikke lige så stor respekt for det at lave musik – jeg gjorde det bare lidt for sjov. Jeg besluttede mig jo ret tidligt for, at jeg ville være sanger, men derfra til at gøre dét, der skulle til – der var langt. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre. Man kender ikke vejen, før man er taget afsted. Jeg har ligesom måttet prøve noget. Så gik det dårligt, så gik det bedre. Sådan er det stadigvæk, og det vil nok altid være sådan.
I begyndelsen var jeg ret ængsteligt anlagt og turde ikke sige, at nu er jeg musiker og intet andet. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at stille mig op foran et publikum. Det var spændende at være i studiet og spille, men at optræde – det var ikke nogen rar tanke. Det er en speciel branche på den måde, at man dygtiggør sig og lærer foran folk. Du stiller dig bare op på en ølkasse, og så kan dem, der gider lytte, være med i din udviklingsproces.
“Enten stopper du, eller også finder du frem til, hvordan det bliver sjovt”
Sidste år kom jeg frem til en erkendelse af, at jeg gerne vil stille mig op på scenen for at give andre mennesker noget, i stedet for at de skal give mig noget. Det har været et kæmpestort vendepunkt for mig. Når jeg spillede koncerter før i tiden, kiggede jeg meget ud på publikum for at fornemme, hvordan de havde det – om de var med mig, om de havde det sjovt – for ikke at blive usikker. Jeg syntes ikke, det var sjovt at spille koncert. Når det ikke gik godt, blev jeg ked af det. Det er et hårdt arbejde at lave musik. Der er mange om buddet, og man skal kæmpe for at få en stemme i branchen. Jeg har brugt mange timer på at reflektere over det: Hvis jeg ikke synes, det er sjovt, så giver det ikke mening at kæmpe videre. Men omvendt elsker jeg det jo … Enten stopper du, eller også finder du frem til, hvordan det bliver sjovt. Jeg tror, jeg fandt glæden ved at få ro på. Ved at finde ud af, at udgangspunktet bliver nødt til at være, at jeg har noget at give folk. Jeg har noget at byde ind med.
Nogle gange kan man få en vigtig erkendelse, fordi man indser, at noget andet, man gør, ikke fungerer. Jeg har altid været en, som har booket kalenderen helt op med sessions, øvere og møder. Men jeg kommer ikke hurtigere frem ved at løbe rundt og være bagud hele tiden. Jeg er nødt til at have noget space til at reflektere og få ro på til at træffe de rigtige beslutninger. Hvis jeg er stresset, har jeg tendens til at være mere ovre i andre mennesker og deres holdninger end at lytte til mig selv. Det er en følelse af, at man vil have det hele til at fungere. Hvad synes du? Hvad synes du derovre? Okay, så gør vi det. Men det har bare den modsatte effekt, for der er ikke nogen, der har svarene. Det oplever jeg tit, når vi skal udvælge den næste sang, vi skal udgive. Alle siger noget forskelligt. Og det synes jeg er vidunderligt, for det viser mig bare, at der ikke er noget rigtigt svar. Men det kan jeg godt blive fanget i, hvis jeg ikke får tid til at lave min faste morgenmeditation og skaber plads til mig selv og mine tanker.
Foto: Stefan Wessel
Bette har ofte hørt folk beskrive hendes musik som 00’er-R&B-musik. Det er dog ikke sådan, hun selv beskriver det: “Men der er nok noget om det, for jeg har hørt utrolig meget Destiny’s Child og Beyoncé, og alt det, jeg har konsumeret, ligger dybt i mig. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg trækker meget inspiration derfra, men jeg synes, at jeg laver popmusik nu. Jeg har også lige skrevet nogle sange, som er viseagtige,” fortæller hun.
“Der er mange mandlige artister, som har været gode til fra en helt ung alder at vise sig frem med stor selvtillid og en attitude om, at de er de bedste. Der er lige så mange unge kvinder, som har noget at dele, men jeg tror, at de er mere tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres evner”
En anden måde
Jeg laver ikke musik for at inspirere andre til at lave musik. Det var ikke sådan, det startede. Når det er sagt, så er der ikke noget, jeg hellere vil end at være med til at inspirere dem, der har noget på hjerte, til at turde stille sig op og fortælle. Det synes jeg er ekstremt smukt. Hvis jeg kan være med til at afføde det, så er jeg meget taknemmelig. Jeg arbejder primært sammen med mænd, og jeg oplever, at de er bedre til at sige, at de er gode til noget, end jeg selv er. Jeg er sådan en, som helst vil vide, at jeg kan gøre det 100 procent, før jeg gør det. Og det er bare svært at vente med at stille sig op foran folk, til man er sindssygt god. Så er løbet måske kørt.
Jeg tror, det er vigtigt at vise hinanden, at det godt kan tage lang tid at blive god, men måden, man bliver det på, er ved at turde stille sig op i starten. Der er mange mandlige artister, som har været gode til fra en helt ung alder at vise sig frem med stor selvtillid og en attitude om, at de er de bedste. Der er lige så mange unge kvinder, som har noget at dele, men jeg tror, at de er mere tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres evner. Jeg er helt enig i, at de mænd, som har stillet sig op, har haft noget at dele, men der er bare mange flere, der har noget på hjerte end dem, vi ser i spotlyset i dag.
Jeg har i hvert fald aldrig haft den der attitude: Se mig, jeg er bedre end alle jer andre. Jeg føler ikke, at jeg skal dele mere end nogen andre mennesker. Men jeg ved, at jeg har noget, som er værd at dele, og jeg ved, at jeg er god til det, jeg laver. Jeg drømmer større, end jeg har gjort tidligere, men jeg stiller mig stadig ikke foran spejlet og er sådan: Åh, shit, man, jeg er god. Det har jeg ikke brug for. Jeg tror netop, at vi skal gøre plads til en anden måde at gøre det her på – hvor man kommer ind som et helt menneske, som har alle mulige følelser, som der i højere grad er plads til.
Foto: Stefan Wessel
Mens Bette arbejdede på musikbookingbureauet AEM, startede bureauet sit eget label, AEM Records, hvorigennem hun udgav sin egen musik – selvstændigt, men med AEM Records som distributør. “Min tid på bureauet lærte mig meget om den anden side af branchen. Jeg fik en masse viden, som jeg kunne bruge i min egen musikerkarriere,” siger Bette.
Ad musikkens veje
Jeg er allermest inspireret, når jeg får ro på. Hvis jeg går ind i en session for at indspille noget ny musik, og jeg har det godt, er jeg fucking god. Så får jeg alle mulige fede idéer. Der er en lethed i det. Derfor er det igen vigtigt, at jeg husker mine pauser. Akkorder inspirerer mig også. Jeg elsker akkorder. En sammensætning af tre, fire, fem toner på klaveret, som nogle gange bare går helt ind i knoglemarven på mig. Jeg tager mig tit til hjertet, når en akkord rammer mig. Helt oprigtigt. Jeg kan virkelig mærke det i kroppen. Jeg bliver glad eller ked af det. Harmonier inspirerer mig. På den måde kan det være nemt at finde frem til, hvilke akkorder der skal være i et nummer.
Andre dage, når der er mindre hul igennem, arbejder jeg mere metodisk. Det er lettest for mig at arbejde med melodierne først – der er altid noget, som kommer til mig. Når jeg skriver sange, kan det ske på forskellige måder. Nogle gange har jeg skrevet en sjov eller mærkværdig sætning ned i min telefon eller notesbog, og så hiver jeg den frem for at få nogle idéer. Lige så snart man har en retning på plads, så føles det, som om alt er åbent, og man kan skrive om alting og på alle måder. Nogle gange er jeg forberedt og har skrevet brudstykker eller hele sangtekster hjemmefra, eller også er der en anden, som har skrevet en sætning, som vi så skriver en historie ud fra.
“Jeg har f.eks. skrevet en masse om kærestesorg i år, selvom jeg har en kæreste, som jeg er megaglad for og har det rigtig godt med”
Vi laver ofte sange om følelser, som er meget præsente for mig, men det behøver ikke at være sådan. Jeg har f.eks. skrevet en masse om kærestesorg i år, selvom jeg har en kæreste, som jeg er megaglad for og har det rigtig godt med. Det er ikke en følelse, som fylder i mit liv lige nu, men derfor kan jeg sagtens leve mig ind i den og skrive om det, for jeg ved godt, hvordan det føles.
Jeg bliver selvfølgelig også påvirket af den musik, som jeg lytter til. Jeg tror, at man opsluger langt mere, end man aner. Jeg kan nemt blive inspireret af en anden musikers måde at lave melodier og rytmer på. I øjeblikket lytter jeg meget til R&B og jazz. Ja, det er vel det samme, jeg altid har hørt. Der er sgu ikke sket så meget på den front.
Jeg føler, at jeg står et godt sted både rent musikalt og menneskeligt. Jeg holder af det, jeg laver. Jeg er tilgængelig for alt, hvad der sker af godt og dårligt. Jeg drømmer om det hele. Jeg vil gerne alt, hvad mit musikliv har at tilbyde: spændende samarbejder, sangskrivning med forskellige mennesker og koncerter på de store scener. Men jeg tager stadig ét skridt ad gangen og opsøger alle de muligheder, der åbner sig, og som jeg bliver inspireret af. Who knows, hvor det hele ender?
Foto: Stefan Wessel
Tekst Ditlev Fejerskov
Foto Stefan Wessel
Styling Amanda Magnussen
Hår & makeup Lasse Pedersen/Agentur
Fashion & project coordinator Viitus Saceanu
Fotoassistent Michael Rieck
Stylingassistent Rebecca Asboe Hermansen
Håndprint Silver Lab
Charlotte Egelund, 53 år, CEO og medstifter i Fashion Society fra 2018, der er medejer af tøjmærkerne Nué Notes, Lovechild 1979, MKDT Studio, Rue de Tokyo og Naja Lauf. Uddannet fra Niels Brock Handelsakademi. Har tidligere har arbejdet for IC Companys, Synoptik, By Malene Birger (hvor hun fra 2013-2015 var CEO) og hos Munthe i rollen som Commercial Executive. Bor på Frederiksberg med sin kæreste og deres to piger på 13 og 16 år.
Der var nogle elementære grunde til, at jeg blev draget af modebranchen. Jeg var fascineret af de skiftende sæsoner, tempoet, den konstante udvikling og bevægelse med nye kollektioner. Mit første job i branchen var som retail manager, fordi jeg syntes, at handelsdelen var interessant. Jeg var med til at åbne 65 butikker i Holland, Belgien og England for Carli Gry og senere IC Companys. Jeg kunne godt lide, at vi skabte fremdrift. Efter et par år i branchen forstod jeg, hvor mange forskellige mennesker, der arbejder i den. Det er noget, jeg sætter stor pris på. At jeg i min hverdag møder så forskellige mennesker: Fra designerne til økonomer.
“Der er intet, som er konstant i en modevirksomhed. Man er hele tiden på vej videre”
Der er intet, som er konstant i en modevirksomhed. Man er hele tiden på vej videre: med at udvikle en ny kollektion, vise tøjet frem i et modeshow eller sælge det ind til butikker. Der er alle disse højdepunkter i løbet af et år, hvor det gælder om at få alle medarbejdere i virksomheden til at stemple sammen og mærke energien og begejstringen i de gode ting, der sker. Hvis man arbejder i økonomiafdelingen, skal man også mærke en stolthed omkring det nye, der bliver skabt, og forstå at alle har en aktie i succeserne. Det bibringer en særlig nerve i dagligdagen.
Hos Fashion Society driver vi og har ejerskab i brandsene Nué Notes, Lovechild 1979, MKDT Studio, Rue de Tokyo og Naja Lauf, som vi har samlet i vores lokaler på Vesterbrogade sammen med medarbejdere i økonomiafdelingen, PR og salg, der arbejder på tværs af brandsene. Min opgave som CEO er at spare med den kreative direktør fra hvert brand. Sammen laver vi en strategi for, hvor de skal hen, med hvilke typer af kollektioner og på hvilke markeder. Jeg er ikke med til at skabe designet, jeg sparer omkring opbygningen og størrelsen på kollektionen eller emner og koncepter, de har på tegnebrættet. Derfra finder jeg de rette mennesker i marketing og salg til at hjælpe med at udføre den markedsstrategi, vi nu har lagt sammen.
I mit møde med designerne er det vigtigt, at jeg udviser respekt for det, de kan, for det er udgangspunktet. Det er dem, der skaber magien. Jeg kan komme med input og data, som måske kan åbne deres øjne for noget nyt og skubbe dem i retninger, så vi bliver endnu bedre. Det er min opgave. Jeg skal ikke diktere, hvad de skal gøre, jeg skal fodre og informere dem og sikre, at vi arbejder mod et fælles mål.
“Det er vigtigt for mig, at vi først og fremmest holder fast i den passionerede startup-ånd”
Det kræver forskellige tilgange at kommunikere med en designer og en sælger. I salgsafdelingen kan de godt lide korte og præcise dialoger, mens de kører derudaf. Designerne har typisk brug for at tænke længere tid over nye forslag. Det betyder ikke, at beslutninger ikke kan træffes hurtigt, formatet skal bare tilpasset det enkelte menneske. For nogle kan den forkerte kommentar, man lige slynger ud, ødelægge deres dag. De har brug for konstruktiv feedback, så jeg tilpasser formatet til den enkelte medarbejder. Min allerstørste svaghed som leder er, at jeg simpelthen siger ja til for meget. Jeg vil gerne være der for mange og får altid lige skubbet et ekstra møde ind, hvilket resulterer i, at jeg ofte kommer for sent. Det er ikke i orden, og det hænger slet ikke sammen med, at jeg gerne vil vise respekt for andre mennesker. Det er mit nytårsforsæt hvert år at gøre noget ved det.
Vi er en startup og har en superflad struktur i vores lille organisation. I starten stod vi selv og pakkede den første kollektion fra Rue de Tokyo ud af papkasserne og skrev en hilsen til kunderne, vi sendte tøjet ud til. Det er der, vi kommer fra. I takt med at vi er vokset, har vi selvfølgelig fået brug for flere ressourcer og specialister på nye områder, men det er vigtigt for mig, at vi først og fremmest holder fast i den passionerede startup-ånd. Det er stadig det, der skal drive os frem ad.
Hvis vi bliver ved med at dele succeser og udfordringer med hinanden på tværs i organisationen, så håber jeg, at vi kan bevare energien. Vi har skabt en kultur, hvor man går op i, hvordan det går hos hinanden. Vi er jo stadig bittesmå, så vi åbner bare døren og fortæller de andre, at vi lige har landet en stor kunde i wholesale. Det er den slags sejre, som er med til at holde gang i kraften. Og man skal ikke tro, at designerne ikke er interesserede i den slags. Jeg oplever nogle gange fordomme om, at designere sidder oppe i deres tårn og skaber for dem selv. Det kunne ikke være mere forkert. De bliver stolte, når de ser nogle på gaden i deres tøj. Heldigvis! Det handler om at forene virksomheden og få alle til at kere om hinandens arbejde og præstationer.
“Vi skal bruge mænd og kvinder og folk med forskellige kulturelle baggrunde. Det ville være meget trist, hvis alle var som jeg”
For mig at se handler moderne ledelse om at kunne tilpasse sin organisation til markedet og den virkelighed, vi står overfor. Om at turde kigge ind i de behov, der er lige nu og her. At se på, hvad skal vi ud i nu, og hvad kræver det af os. Har vi de kompetencer? Hvis ikke, skal vi tilføre dem og udskifte andre, eller har vi nogle ansatte, som vi kan udvikle til at kunne det? For det gælder selvfølgelig også om at sætte det rigtige hold. Vi har brug for hele paletten af personlighedstyper for at skabe det rigtige. Vi har brug for alle arbejdsgenerationer, den strukturerede, der styrer økonomien, og den kreative og uortodokse med en masse nye ideer. Vi skal bruge mænd og kvinder og folk med forskellige kulturelle baggrunde. Det ville være meget trist, hvis alle var som jeg. Takket være så mange år i modebranchen, kender jeg og forstår mange forskellige typer af mennesker. Jeg kan få vidt forskellige folk til at arbejde godt sammen.
Minishorts og -skirts, 3/4 bukser, oversized habitter, elegante aftenkjoler, bucket bags, gennemsigtige sandaler og pull on-støvler. Det var nogle af de ting, som creative director for Cos, Karin Gustafsson, har arbejdet på at få klar til præsentationen af mærkets sommerkollektion, og i onsdags gik de veludførte draperinger, klædelige silhuetter og uendelige mængder af lag op i en højere enhed, da highstreetmærket holdt show på en lokation, som (jeg lyver ikke) var breathtaking.
Showet blev afholdt i en marmor-udgravning, der ud over på gårsdagens show-dag ellers er aktiv marmorgrav, i udkanten af Athen – og det var bestemt heller ikke til at tage fejl af inspirationen, som Karin Gustafsson havde fået fra det antikke Grækenland. I anledning af showet og det nye drop af sommerkollektionen snakkede vi med Gustafsson om hendes forhold til Grækenland, inspirationen bag kollektionen og om hendes favoritter derfra.
Karin Gustafsson takkede af efter showet i de smukke marmor-udgravninger
Hvad er nogle af de mest dominerende trends denne forår- og sommersæson?
Tailoring vil altid være et nøgleelement i vores kollektioner – denne sæson retter vi blikket mod ikke-traditionelle farver og silhuetter, som viser alsidigheden ved klassiske styles. Sammen med det er vores minishorts, som kommer i en boxy pasform, med til at give et legende, feminint touch. Sæsonen byder også på meget ruskind, som ses gennem hele kollektionen lige fra en halv-zip-jakke til vores tasker eller de spidse, slip-on mules. Det tilfører noget luksuriøst og raffineret og samtidig en blød og struktureret dybde til vores kollektion.
Hvordan kom du på ideen til, at de gamle grækere og renæssancekunst skulle være inspirationen bag kollektionen?
Den opstod som en naturlig udvikling fra vores ønske om at udforske tidløs design og håndværk. Både de gamle grækere og renæssancekunstnere var mestre i forme og proportioner, og det har smittet af på silhuetterne og de skulpturelle elementer i vores designs – vi snakker elegante, søjlelignende strukturer, der resonerer med kollektionens skræddersyede silhuetter, mens renæssance-maleriernes fokus på flygtige materialer og stoffer har guidet vores brug af transparente elementer og blødt draperede materialer.
Derudover afspejles renæssancens tilgang til at fange lys, bevægelse og dybde i vores marmorerede printdesign, mens de overdådige, græske landskaber har haft indflydelse på vores farvepalette for sæsonen, som er bygget op omkring en base af off-white, varme jordfarver og dybbrun, mens dæmpede blå nuancer går over i rig navy, og blød terracotta tilføjer liv og energi. Vi har forsøgt at blande de to historiske perioder for at skabe en kollektion, der både er forankret i traditionen og samtidig er fremadskuende, og som hylder arv og modernitet.
Her den off-white i et helt sæt, som er den gennemgående tone for kollektionen.
Hvad er din favorit-style fra kollektionen?
Det er svært kun at vælge én ting, og det ændrer sig ofte, jo tættere vi kommer på showet, og jo mere jeg ser det på runwayen. Men maramor-printet, som kommer på både en kjole og et sæt i silke, må være noget af mit yndlings. Den interessante teknik, som har fremskaffet effekten, blander kunst og design meget smidigt.
Et højdepunkt i hvilken som helst kollektion vil også inkludere et habit-look. Jeg elsker det klassiske kvinde-suit, stylet med sandaler på de varmere dage – det kombinerer klassisk, elegant tailoring med et samtidigt casual udtryk.
Coc er London-baseret, men også her I Norden er Cos et go-to brand for mange mennesker til trods for, at engelsk og nordisk æstetik er kendt for at være forskellige. Hvordan tror du, at det kan lade sig gøre? Og hvordan tror du, Cos taler sig ind i den Nordiske stil?
Selvom engelsk og nordisk stil måske synes forskellige, værdsætter de alligevel begge tidløst design, funktionalitet og godt håndværk. Vi kombinerer disse elementer med en samtidig relevans for at skabe kollektioner, der resonnerer på globalt plan. Målet har altid været at tilbyde styles, der føles effortlessly sofistikerede men som stadig forbliver alsidige, funktionelle og gennemtænkte ned til sidste detalje. Selvom der ikke er en bestemt ‘Cos-persona’, tænker vi meget på, når vi designer kollektionerne, at det repræsenterer en omfattende smag og stil, samt hvad der vil få folk til at se elegante, selvsikre og empowered ud.
Hvorfor tror du generelt, at Cos er så populær i alle garderober?
For det første, så har vores design-ethos altid bygget på at skabe tøj, der kan bruges over flere sæsoner og som repræsenterer kvalitet og funktionalitet, blandt andet også fordi vi ved, at vores kunder bedre kan lide en mere tidløs æstetik, som de ved, de kan beholde over flere sæsoner. På den anden side, så elsker vi også at eksperimentere med teknikker, innovative materialer og ansvarlige produktionsmetoder for at tilpasse os så godt som muligt – men vi vender ofte tilbage til vores hovedprincipper: tidløst håndværk og eleverede klassikere, som passer ind i alles garderober.
Min veninde fortalte for nylig, at hun på sin ferie havde spottet en mand i en Danmark-fodboldtrøje, hvortil hun havde udbrudt ”flot trøje”. Manden havde pænt sagt tak og smilet, og så var det end of conversation. Det skal lige siges, at rejsen gik til en knapt så hyppig destination, så det var et sjovt tilfælde at møde en fellow landsmand lige her langt fra kongeriget Danmark. Efterfølgende havde hun ikke kunne få ud af hovedet, om det egentlig måske var en spiller fra det danske landshold. Eller om det bare var en, der havde valgt at tage den her nylon-sportrøje med ned i 30 graders varme.
Måske du ikke får det samme ud af historien, men det fik mig til at tænke, at fodboldtrøjen faktisk er blevet lige så normal at medbringe på sin eksotiske ferie som et par badesandaler, ligesom at den er blevet så hyppig at se i gadebilledet, at man ikke længere tænker, ’du skal nok til fodbold’, når ens kæreste eller ven tropper op i trøje, der ellers tidligere har været forbeholdt ”bold”.
Foto: Edward Berthelot/Getty Images
Sophia Roe til modeuge iklædt, hvad der ligner en fodboldtrøje fra Balenciaga.
Pointen er, at er der en beklædningsdel, der for alvor har indtaget rampelyset de seneste par år, må det være fodboldtrøjen. At sportstøj til hverdagsbrug er på programmet er bestemt ikke en ny ting (tænk sportstights, sneakers, tennisnederdele, tracksuits for bare at nævne nogle få), men at fokus netop er endt på denne (lidt indspiste) specifikke sportsgrens uniform, vil jeg nok – med frygt for oppositioner – kalde en trend – og en, jeg ikke havde set komme, men som jeg ikke er helt afvisende overfor.
Ikke desto mindre har der på det seneste været en lang række danske og udenlandske brands, som på den ene eller anden måde har valgt at teame op med sportsbrands eller fodboldklubber i et samarbejde omkring en fodboldtrøje.
En af Italo x H2O Sportswear-trøjerne
Italo x H2O Sportswear
En af Københavns smarte italiensk-delemad-og-naturvis-spisesteder er meget mere end blot en spisebar .. Stedet har nemlig teamet op med H2O, og resultatet er selvfølgelig også i den italiensk-inspirerede afdeling. De to parter har nemlig i samarbejde lanceret en mindre limited edition-kollektion, bestående af fodboldtrøjer, der til forveksling ligner de italienske, og som er et resultat af H2Os mangeårige erfaring med kvalitet og stilrenhed og Italos italienske temperament.
Kollektionen kan købes hos Italo Bar på Værnedamsvej samt på H2Os hjemmeside.
Baum und Pferdgarten x B.93-kampagnen
Baum und Pferdgarten x B.93
Efter det danske modebrands Spring Summer 2025-show i august sidste år på Østerbro-klubben B.93s hjemmebane på Østerbro Stadion ligger det nærmest til højrebenet, at der skulle komme en spillertrøje i samarbejde med klubbens kvindehold – og det er præcis, hvad næste skridt i Baum und Pferdgartens kontinuerlige samarbejde med fodboldklubben har resulteret i. B.93s kvindehold har nemlig fået ny spilleruniform, som er skabt af det erfarne modebrand, og som ved køb af en trøje også sikrer dig et årskorts til kvindeholdets kampe.
I samme spor som Rotate, er også Modström trådt ind på fodboldbanen. Det nyopstartede samarbejde mellem modebrandet og Brøndby IF Women er med et gensidigt ønske om at styrke fokus på kvinder i den ellers mandsdominerede sportsgren. Modström, der med sit mantra ’The power of joy’ generelt støtter kvindelige initiativer, har derfor uddelt et sponsorat til Brøndby IF Women, som blandt andet skal støtte op om klubbens nye initiativ om et fuldtids-set up på kvindesiden, der har til formål at skærpe fokus på en professionel udvikling for kvindeholdene i klubben. Samarbejdet har desuden resulteret i en limited edition-trøje til Brøndby IF Women, som er tilgængelige fra maj 2025.
Acne Studios x Kappa-kampagnen
Acne Studios x Kappa
Hailey Bieber har for nylig gjort det med sydkoreanske Fila, og nu har svenske Acne Studios gjort det med italienske Kappa. Begge parter har på det seneste lavet larm omkring nogle af de sportsbrands, som ellers har været lidt i glemmebogen siden deres storhedstid i 00’erne. Acne Studios står i samarbejde med Kappa bag et helt nyt kollektionssamarbejde, der vil udviske grænserne mellem ’hverdagstøj’ og sportstøj. Spring Summer 2025-kollektionen består af hele 22 styles, hvor du blandt andet finder denim, tracksuits, sneakers, baselayers, en fortolkning af Acnes Bowlina-taske, som de viste i forbindelse med deres SS25-kollektion, og selvfølgelig fodboldtrøjer. Om samarbejdet siger creative diretor for Acne Studios Jonny Johansson:
”Jeg har altid elsket Kappa. Rebeller går i Kappa, hvilket appellerer til mig – det er sportstøj for ’cool kids’. I en verden, hvor grænserne mellem klassiske workwear, streetwear, ready-to-wear og sportstøj udviskes, føles det helt naturligt for Acne Studios at samarbejde med Kappa om en kollektion, der repræsenterer en moderne måde at klæde sig på”.
Kender du allerede designikonet Diane von Furstenberg, ved du måske også, at hun er en af de kvinder, der med sit design i eget navn ønsker at fremhæve kvinder og som sætter fokus på, at vi skal føle os selvsikre i det, vi iklæder os. Mere konkret ønsker hun faktisk, at vi alle skal få følelsen af at være ‘the woman across the room’. Med det mener hun, at “kvinden i den anden ende af rummet ser så selvsikker ud, hun ser så afstemt ud, men sandheden er, at hun kigger på dig og tænker, at du ser selvsikker og afstemt ud – så det er min måde at sige, at vi alle er ‘the woman across the room’ for en anden”. Og hendes nylancerede kampagne i samarbejde med Zalando er ingen undtagelse.
Diane von Furstenberg har tidligere udtalt, at hendes mål var, at blive selvstændig og selvforsørgende forretningskvinde, og resultatet af denne drøm blev altså hendes eponyme brand. Man kunne meget vel forstille sig, at denne tilgang til livet også har smittet af på kampagnebillederne, hvor hun portrætteres side om side med en række andre smukke og stærke kvindelige karakterer, som også har skabt en stor karriere for dem selv.
Kampagnen lanceres i kølvandet på et skærpet samarbejde mellem mærket Diane von Furstenberg (DVF) og retailforhandleren Zalando, sidstnævnte der ellers har forhandlet det internationale mærke siden 2018, men som netop har indgået partnerskab om, at Zalando – foruden Diane von Furstenbergs egen hjemmeside og butik i Bruxelles– får enerettighed på at forhandle DVF i Europa.
Vi snakkede med designeren om et af hendes ikoniske designs, om nogle af de prominente kvinder, der gennem tiden har båret DVF, og om samarbejdet med Zalando.
Diane von Furstenberg
Slå-om-kjolen fyldte 50 år sidste år. Hvad er det ved dette stykke beklædning, der har gjort den så tidløs og så ikonisk?
I virkeligheden skabte slå-om-kjolen mig – den ændrede mit liv. Stoffet er afgørende, fordi det former din krop og føles meget behageligt, hvilket får dig til at se godt ud og føle dig godt tilpas. Det drejer sig om stoffet, pasformen og mønsteret.
Hvorfor har den været så succesfuld?
Jeg ved det ikke! Men hvert 20. år genfinder de 20-årige den, og de finder den ofte i deres mors eller bedstemors skab, og de gør den spændende igen.
Slå-om-kjolen startede først som en top, inspireret af, hvad ballerinaer har på over deres tutuer. På fransk hedder det ’cache-cœur’, som betyder ’skjul hjertet.’ Og så blev det til en kjole.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, da jeg voksede op, men jeg vidste, hvilken slags kvinde jeg ville være. Jeg ville være en kvinde, der tog styringen. Jeg blev en kvinde, det tog styringen, på grund af en lille kjole, fordi det var en kjole, der gav mig selvtillid. Jeg delte min selvtillid med millioner af kvinder.
Et mangfoldigt udvalg af inspirerende kvinder har båret dit tøj gennem årene, fra Michelle Obama til Madonna. Hvad forbinder dem? Hvad er essensen af DVF-kvinden?
En kvinde klæder sig på, fordi hun vil projicere noget. Jeg kan huske, at Madonna havde slå-om-kjolen på, da hun introducerede en børnebog. Hun ønskede at udstråle selvtillid, mens hun talte til børnene. Michelle Obama havde den på til sit første julekort som førstedame – også for at projicere selvtillid, men på en helt anden måde. Det er interessant at se, hvornår folk vælger slå-om-kjolen, og hvordan de bærer den.
Det sjove ved slå-om-kjolen er, at nogen engang sagde: ‘Den er sexet nok til at forføre en mand og anstændig nok til, at hans mor ikke har noget imod det’.
Det er ikke én bestemt type kvinde, der bærer DVF. For eksempel var der i en af mine udstillinger et fotografi af Michelle Obama i slå-om-kjole, og lige ved siden af hende var Amy Winehouse, to uger før hun døde. Denne kjole er egentlig en kvindes lille ven. Et signal til en kvinde. Du tager den på, og så føler du bare: ‘Okay, strålende, jeg bestemmer…’
Er der en kvinde, du ikke har klædt på endnu, men gerne ville klæde på?
Jeg kan godt lide at blive overrasket. Der findes ikke ’én kvinde’. Jeg siger aldrig: ’Åh, jeg vil gerne klæde denne person på.’ Det drejer sig mere om, hvordan mennesker bærer den, og hvad det betyder for dem. Jeg ønsker, at kjolen skal være en kvindes ven. Du tager den på, og du befinder dig godt.
Du grundlagde dit brand i en af de mest blomstrende kulturelle perioder i historien. Hvordan inspirerede dette dine designs?
70’erne var et utroligt årti. Vi følte, at vi opfandt alt. Da jeg ankom til New York, var der nøgne mennesker på Broadway. New York var billigt, og fordi det var billigt, var der meget kunst. Alt var muligt. Der var kunstnere overalt, begivenheder hver aften – det var rigtig sjovt.
Hvis du relancerede dit brand i dag, hvad tror du så ville være anderledes?
Det drejede sig aldrig om at lancere et brand. Jeg ville være en kvinde, som tog styringen, og for at gøre det, var jeg nødt til at være selvstændig. Min vej til uafhængighed startede, da jeg arbejdede for en mand i Italien, som havde udviklet dette utrolige stof og havde et trykkeri. Jeg begyndte at lave små kjoler – først T-shirtkjoler – så en slå-om-top og så en slå-om-kjole. Derefter kom jeg til Amerika og forsøgte at sælge dem. De blev en succes, og pludselig havde jeg et brand. Men det har aldrig været en stor, strategisk plan som: ’Jeg skal starte et modehus.’ Det var bare mit navn, som voksede derfra.
Som ikonisk modedesigner, hvordan har samarbejdet med Zalando passet med din vision om at gøre tidløs mode mere tilgængelig?
Jeg har valgt Zalando, fordi det er en meget dynamisk, ung virksomhed, der distribuerer digitalt i 25 lande i hele Europa. Det er en moderne virksomhed med unge stiftere, et ungt mindset og en fantastisk distributionsmodel. Jeg synes, at det vi skal til at påbegynde sammen, er meget spændende.
Vi har hørt meget om fremkomsten af den kræsne luksusforbruger, hvor Gen Z nu fører an i luksusforbruget. Hvordan hjælper Zalandos digitale platform med at engagere dette publikum?
Jeg designer ikke med en bestemt generation i tankerne. Jeg designer til kvinder – smukke materialer, farverige prints, ubesværede silhuetter med detaljer fra gammeldags skrædderkunst. Jeg forestiller mig kvinden, hvordan hun bevæger sig, hvordan hun føler sig selvsikker.
Med foråret kommer mange glæder. Det markerer en ny begyndelse, en genfødsel og den tid på året, hvor dagene bliver længere og lysere.
Det var præcis med henblik på at analysere vigtigheden af naturligt lys i indretningen, at ELLE Decoration International og VELUX, den førende ekspert i ovenlysvinduer og dagslysløsninger, for nylig gik sammen om et globalt event, hvor otte design-eksperter – interiørdesignere, arkitekter og bolig-redaktører – fra forskellige lande for første gang samledes. Vært for arrangementet var chefredaktøren for den hollandske udgave af magasinet, Monique van der Reijden. “Ofte tager folk dagslys for givet,” siger hun, “men vi tog os virkelig tid til at blive opmærksomme på det. Det øjeblik, du begynder at fokusere på dagslys, frisk luft og natur, kan du mærke, hvordan det virkelig trigger alle sanserne.”
Van der Reijden startede dagen ud med at byde talenterne velkommen til Maison ELLE Amsterdam – et boutique-hotel med 32 værelser, beliggende i en elegant bygning fra det 19. århundrede, placeret tæt på Vondelpark, hvilket ikke blot tilfører et unikt touch af fransk art de vivre til byen, men som også tilbyder adgang og forbindelse til naturen takket værd dets frodige, lyse have.
Derefter fulgte hun gæsterne på en 30-minutters tur for at opleve en af Nederlandenes mest storslåede bygninger, the Factory House, som er designet af Inez Kuiper, og som ligger præcis det sted i byen Muiden, hvor der engang lå en krudt-fabrik. Bygningen er omgivet af skoven, placeret ud til en naturlig sø samt grænser op til havkysten.
Begge sektioner af huset – hovedbygningen og en vinkelret bygning med stald-lignende struktur – er bygget med VELUX-ovenlysvinduer, hvilket ikke blot højner bygningens arkitektoniske oplevelse grundet vinduernes strukturerede placering, men som også har indflydelse på stemningen og livskvaliteten inden døre. “Naturligt lys, som kommer ovenfra, tilfører en form for helhed til hvilket som helst rum,” noterer den italienske designer og art director Tommaso Spinzi sig. “Dagslys tilfører decideret energi,” tilføjer den belgiske journalist Daphne Dorgelo. “Det er en naturlig mood booster og rumforstærker.”
Fordelene ved naturligt lys overgår videnskabelig speksis. Studie efter studie har demonstreret præcis, hvor essentielt det er for en sund livsstil. Et studie, publiceret i december 2021, konkluderer, at hver time tilbragt i naturligt lys var forbundet til et tilsvarende fald i risikoen for at udvikle en langvarig depression. Og det har positiv indflydelse på flere ting:
Humør og følelser
Energiniveau
Even til at koncentrere sig
Kreativitet
Søvnmønstre
Ovenlysvinduerne i the Factory House bidrager til en overflod af dramatisk samspil mellem naturligt lys og skygge i indretningen, hvilket styrker designet i hvert rum. Skinnende solstråler glitrer på den sorte ståltrappe. Teksturelle materialer og træ bringes til live, og skønheden i hver arkitektonisk detalje synliggøres. Som den Hamborg-baserede arkitekt Katharina Buseinus noterer, “naturligt lys gør et rum mere æstetisk, rummeligt og indbydende.”
Ja fordelene ved VELUX’ ovenlysvinduer rækker langt ud over det. De bidrager til en konstant forbinelse til naturen (eksempelvis elsker Katharina at falde i søvn under stjernerne), gør at øjet kan se endnu længere end blot, hvad der sker inden for bygningens fire vægge, og indbyder til drømmende øjeblikke. Desuden sikrer de et sundere indendørsmiljø med renere luft takket være den såkaldte ‘skorstenseffekt’, hvor gammel luft trækkes ud gennem VELUX’ ovenlysvinduer og udskiftes med frisk luft, der suser ind fra de nederste etager.
På Factory House styres ovenlysvinduerne på afstand via VELUX’ Active app, hvilket ikke blot tilbyder en åben-lukke-funktion men også, at varmebeskyttende, mørklægningsskodder kan trækkes ned – en essentiel funktion, når foråret begynder at blive til sommer. Deres holdbare, aluminium-design blokerer for det naturlige lys, hvilket kan reducere indendørs-temperaturen med op til fem grader. Kort og godt, den ideelle accessory til at holde sig nedkølet, når solen skinner, og til at nyde en tiltrængt dag inden døre med familie og venner.
Og hvad præcis tog talenterne med fra deres tur? “At naturligt lys er den sundeste ting, du kan få,” hævder Van der Reijden. “Det er ikke bare noget, vi kigger på. Det er noget, vi føler. Det inspirerer, forbinder og ændrer os.”
Casper Kirketerp-Møller, 44 år. Medstifter af og CEO i Clever. Er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har en EMBA fra IMD i Schweiz. Har tidligere arbejdet i Deloitte, PwC og Deutsche Bank i London. Medvirker i tv-programmet på DR ‘Cheferne – jagten på talentet’. Dyrkede som barn både dans og fodbold på eliteplan.
Efter de første fire år som CEO begyndte jeg at spekulere over, om det var den rigtige måde, Clever var organiseret på. Jeg ville virkelig gerne bevare vores energi, hvor folk tog ansvar, ofrede sig for hinanden og følte ejerskab både for hinanden og for Clever. Det var vores DNA. Vi eksekverede hurtigt uden særlig meget bureaukrati og et minimum af regler. Vi nåede så mange ting. Sådan kunne vi godt arbejde med 40 mennesker, men nu kom elbilerne for alvor til Danmark. Volkswagen og andre store bilmærker ville udrulle deres store elbil-program i 2020. Det ville blive vildt. Om vi blev 400 eller 800 mennesker, det var jeg ikke klar over, men jeg var sikker på, at vi kom til at vokse med flere hundrede mennesker over de kommende år. Hvordan holdt vi fast i vores ånd og DNA, samtidigt med at vi vækstede massivt? Det var den store udfordring.
Vi lavede en vision om, at vi skulle udvikle den mest menneskelige, meningsfulde og effektive virksomhed. Hvordan så den ud? Løsningen blev, at vi fjernede alle mellemlederne, og i stedet inddelte vi folk på hold, der gav mening ud fra den rolle og ansvarsområde, den enkelte havde. Vi kan kalde dem fodboldhold eller små SWAT-teams. Det var typisk hold på 8-12 mennesker, så alle kunne overskue hinanden. Vi gik på banen sammen. Der var ingen chefer på holdene. Rollerne og ansvaret blev fordelt efter kvalifikationer.
“Hvis man ikke er noget for hinanden, hvis man ikke ofrer sig for hinanden i et fællesskab, så kan man ikke levere resultater sammen”
Undersøgelser viser, at der er mange unge mennesker, der ikke gider blive ledere, fordi de ikke synes, at det er umagen værd at ryge op i midten af en eller anden magtpyramide og blive klemt fra alle sider af. Det, synes jeg, er en stor skam og et kæmpestort samfundstab. I dag er de fleste virksomheder jo opdelt i en klassisk magtpyramide, hvor man bestemmer over hinanden, led for led. Vi skal kontrollere, hvad der foregår igennem pyramiden, så vi ikke mister vores job. Det skaber konkurrence og en exceptionel kortsigtet og resultatorienteret kultur. Den måde at organisere sig på går jo over 100 år tilbage, hvor de fleste mennesker blot var et tandhjul i en produktion. Der må jeg bare sige: Er det virkelig sådan, vi stadigvæk arbejder i dag? Handler det bare om produktion, effektivitet og dumme mennesker, der laver samlebåndsarbejde? At putte dem op på en linje og så få nogle ledere til at fordele arbejdsindsatsen. Det tror jeg ikke på. Jeg vender pyramiden på hovedet og siger: Hvis man ikke er noget for hinanden, hvis man ikke ofrer sig for hinanden i et fællesskab, så kan man ikke levere resultater sammen. I hvert fald ikke på en bæredygtig og langsigtet måde.
“Jeg synes grundlæggende ikke, at mellemledere skaber værdi. Hvorfor skal du have en chef til at træffe beslutninger, som du og dine kollegaer kunne blive enige om?”
Jeg mener, at beslutninger skal skubbes ud til de mennesker, som ved mest, og ikke til dem, der mener mest. Jeg synes grundlæggende ikke, at mellemledere skaber værdi. Hvorfor skal du have en chef til at træffe beslutninger, som du og dine kollegaer kunne blive enige om? Jeg har gjort det klart overfor alle i Clever, at de tager beslutningerne. Jeg skal ikke stoppe dem, de skal stoppe sig selv. De kan rådføre sig med deres kollegaer, ja, hele verden ligger åben, hvis de vil have input til en beslutning, men i sidste ende, er det dem selv, der skal træffe den. De kan ikke give den videre. Det er jo ikke anderledes end, at du bliver nødt til at tage ansvar for dine personlige relationer; dit ægteskab, familie og venner.
I Clever kan du godt have en rolle som senior eller redaktør, som lærer andre op. Du kan være verdens bedste redaktør, superinspirerende, motiverende og fagligt dygtig, men det gør dig ikke nødvendigvis til en god leder. Derfor kigger vi på, hvem der på hvert hold er bedst til at ansætte, og hvem der er dygtigst til at forhandle løn. Teamet nominerer simpelthen deres kandidat. Vi har distribueret det, som chefer og ledere typisk gør, ud til dem, som er bedst til det. Jeg tror ikke på, at der er nogen, som både er den bedste til deres fag, at ansætte, afskedige, forhandle løn, budgettere og planlægge ferier.
“Som mennesker er vi ikke særlig gode til at tale om det, der er svært. Hvis jeg synes, at min kollega ikke lever op til forventningerne, hvordan tager jeg så den samtale?”
En af ulemperne ved at organisere sig uden mellemledere og fordele ansvaret ud hos de enkelte er, at vi som mennesker ikke er særlig gode til at tale om det, der er svært. Hvis jeg synes, at min kollega ikke lever op til forventningerne, hvordan tager jeg så den samtale? Mange vil konkludere et eller andet i stedet for at undersøge det. Men det kan være, at kollegaen er ved at blive skilt. Hvordan håndterer vi en menneske-til-menneske-samtale, når vi i forvejen ikke er gode til at have ægte, ærlige og rå samtaler? Vi har svært ved at tilbyde de samtaler, og vi har svært ved at modtage dem. Mange forsvarer sig selv, fordi det bliver ubehageligt, i stedet for at tænke, at det er igennem samtaler og feedback, at man både lærer og forstår sig selv og andre bedre. At blive fyret skulle være det værste at opleve efter dødsfald og en skilsmisse, det er naturligt at beskytte sig selv. Særligt hvis man tror, at feedback leder til en fyring – det ser man rundt omkring. Men det er jo ikke formålet med feedback. Det er at lære og at udvikle sig – fagligt og personligt.
Hos Clever insisterer vi på at tage de samtaler. For at skabe et trygt rum, hvor man tør åbne sig og være sårbar. F.eks.: ”Det kan godt være, at jeg ikke har haft den gode energi med på arbejdet, men min mor har lige fået konstateret en sygdom.” Vi skal finde løsninger på sådanne udfordringer som hold. En af vores kollegaer, jeg kalder dem ikke for medarbejdere, mistede sin mor og fortalte det i teamet, hvis svar var, at hun bare skulle komme tilbage, når hun var klar. Det tog tre uger. De andre løftede, mens hun var væk. Det er den kærlighed og omsorg, vi skal give til hinanden. Vi skal også stille krav til hinanden. Forvente at den enkelte tager sit ansvar på sig. Hvis du synes, at en kollega opfører sig uhensigtsmæssigt, så er det dit ansvar, at I tager samtalen. Hvis det er svært for dig at tage samtalen, så har vi psykologer og coaches til at hjælpe med at facilitere den. Du kan ikke give stafetten videre til en anden, fordi det er besværligt. Du tager ansvar for din egen virkelighed.
“Det var den erkendelse, jeg kom frem til, da jeg selv arbejdede 100 timer om ugen for at nå den næste forfremmelse i London”
Grundlæggende tror jeg på, at man kun kan nå til et middelmådigt niveau i en klassisk magtpyramide, hvor alt handler om de ydre momentære lykkemomenter: at blive forfremmet, få mere i løn og et større hjørnekontor. Hvis du evner at tæmme dit ego, så finder du måske ud af, at det føles endnu bedre at give end at få. Og hvis du giver betingelsesløst – ikke for at få – så samler du på mennesker, der bliver gavmilde, og så giver de sgu igen. Pludselig bliver verden større og smukkere. Det var den erkendelse, jeg kom frem til, da jeg selv arbejdede 100 timer om ugen for at nå den næste forfremmelse i London. Jeg tror, at de virksomheder, der lykkes bedst over tid, ikke nødvendigvis er de klogeste, stærkeste eller hurtigste, nej, det er de virksomheder, hvor kulturen er så stærk, at man er villig til at ofre sig for hinanden. Det er menneskerne, der skaber virksomheder, så det er menneskerne, som bør være enhver virksomheds allerstørste fokus. Der findes intet i Clever, som ikke er skabt af et menneske. Naturligvis handler det om at skabe noget, nå noget, levere resultater i en virksomhed. Alle de hårde værdier. Men jeg tror på, at alle de bløde værdier, hvor det handler om at være noget for hinanden er endnu vigtigere og en forudsætning for de hårde.
Når et skomærke forhandles i både Dover Street Market og hos Mytheresa, ved man, at de har fat i noget godt. Du er måske faldet over Le Monde Béryls ballerinaer, men der er meget mere til brandet fra 2016 end de flade balletsko. Vi har taget en snak med Katya Shyfrin og Lily Atherton Hanbury, der står bag.
Katya Shyfrin og Lily Atherton Hanbury
Hvad er ideen bag Le Monde Béryl?
Lily: Vi er meget tiltrukket af at tænke på sko på samme måde som et fantastisk møbel eller arkitektur. Processen, baghistorien, designintegriteten – alle disse ting er grunden til, at du binder dig til noget.
Katya: Det handler om et smukt lavet objekt, der bruges i en setting eller i hverdagen og den indstilling, der gør dig i stand til at leve livet. Men objektet skal også få dig til at føle dig smuk og selvsikker, når du har det på.
Hvad var begyndelsen på Le Monde Béryl?
Lily: Jeg følte, at der var et marked for flade sko. Jeg kunne ikke finde noget, der var præcis, hvad jeg ønskede, eller som passede til min stil eller livsstil. Jeg havde i et stykke tid haft den her idé om at lave et par flade sko, men det begyndte virkelig at forme sig under Venedig Biennalen (kulturudstilling, red.) i 2015, hvor jeg opdagede, at formen på den venetianske hjemmesko virkelig fungerede. Den kan tage dig overalt, til alle lejligheder. Jeg blev tiltrukket af baggrunden for, at de blev designet og skabt af rester af filt, fløjl og genbrugte cykeldæk. Der er en funktionalitet ved dem, så de ikke glider på gondolieren, men de ser også stilfulde ud.
Katya: Jeg elskede ideen, der havde inspireret Lily i den måde, den sko forenede og refererede til historie, design og kunst. Det havde sådan en sammenhæng. Det er ikke bare en sko. Det er en bestemt persons tankegang og at servicere en livsstil og tilbyde noget inspirerende og smukt på samme tid.
Hvad er historien om navnet?
Lily: Vi vidste, at vi ville lave vores sko i et væld af juvelfarver, og da Katya og jeg begge har smykke- og gemmologiske baggrunde, talte vi om mineralsorten béryl, som spænder fra smaragd til rød béryl, blå akvamarin, en sennepsgul heliodor og en lyserød morganit som noget, vi blev tiltrukket af. Alle de her sten kommer fra forskellige steder, så vi følte også, det refererede til vores kærlighed til at rejse og opdage noget nyt.
Fortæl os om S/S25-kollektionen?
Lily: S/S25 er en reel udvikling af nyheder, som vi håber at bygge videre på i de kommende sæsoner, designet til at komplementere og nogle gange direkte nikke til vores voksende kollektion af signaturstyles. Vi kunne godt lide ideen om, at den her kollektion ville afsløre og skjule forskellige dele af foden, lege med minimalistiske konturer og essentielle former, mens den viser nye ideer om farver og teksturer.
Katya: I den her sæson har vi introduceret en række nye styles, herunder ’Driver Moccasin’, en hybrid af to klassikere: sejlerskoene og køreskoene. Andre nyheder tæller ’Pool Slide’, ’Micro-Wedge Thong Sandal’ og ’Sofia Kitten Heel’ – vores bud på et par sandaler med tynde stropper.
Hvad er det bedste ved at arbejde med sko?
Lily: Vi elsker, at sko befinder sig i skæringspunktet mellem design og bevægelse. Det giver os mulighed for at udforske dialogen mellem tradition og innovation, funktion og lyst.
Fortæl os om produktionen?
Lily: Vores produktion er forankret i italiensk håndværk, specifikt i værksteder, der har perfektioneret deres teknikker i generationer. Vi arbejder tæt sammen med håndværkere, der forstår, at ægte luksus opstår fra præcision og lidenskab. Vores produktion er bevidst begrænset for at undgå overskud og spild, hvilket sandsynligvis øger efterspørgslen.
Hvordan arbejder I med bæredygtighed?
Lily: Vores filosofi er, at det mest bæredygtige produkt er et, der holder, både fysisk og æstetisk. Vi arbejder med italienske værksteder, der har minimal affaldspraksis, bruger traditionelle teknikker og fokuserer på materialer, der har en miljøbevidst vej fra oprindelsen og som også ældes smukt. Vi eksperimenterer konstant med materialer og processer for at forbedre det, som f.eks. de håndlavede tekstiler, der farves med botaniske farvestoffer. Desuden er der en iboende bæredygtighed i at skabe sko, som kvinder ønsker at beholde og reparere i stedet for at erstatte.
Hvad er jeres bestsellere?
Katya: ‘Luna Slipper’ har været vores mest succesfulde model på tværs af alle farver – det er så let en sko at tage på, og afhængigt af materialet kan den bæres afslappet, såvel som dresset up, hvis du går efter mesh-versionen med glitter eller det lakkede læder.
Lily: Det har været fantastisk at se, hvordan kvinder omfavner både vores gamle styles og nye modeller – vores første sneakers, ’Slim Runner’, blev udsolgt med det samme i vores signatur ’Tiger Bevilacqua Velvet’.
Lily: Jeg elsker vores ’Orlando Moccasin’ med dens tomboy-elegance. Der er noget ved dens enkelthed, der føles både tidløst og helt igennem moderne. Jeg er også virkelig begejstret for vores ’Slim Runner’ – de har en moderne relevans og lethed.
Lily: Jeg er baseret mellem London og Oxfordshire. I London vil jeg anbefale Yellow Bittern til frokost og Sadie Coles-galleriet. I Oxford er Ashmolean Museum fuld af overraskelser.
Katya: Min familie er lige flyttet til Sydfrankrig, og jeg er meget spændt på at starte vores nye kapitel i livet. Jeg elsker Villa Kerylos i St. Jean Cap Ferrat, som er en uendelig inspiration, og jeg kan varmt anbefale et besøg på Fondation CAB for at se Jean Prouvés hus og La Fondation Maeght, som rummer en utrolig samling af Miró, Giacometti, Calder, Leger og mere i en skulpturlignende bygning af arkitekten Josep Llius Sert. Og så selvfølgelig middag på La Colombe D’or – et perfekt weekendophold i den maleriske landsby St. Paul de Vence.
Hvad er jeres drømme for Le Monde Béryl?
Katya: Jeg elsker, at vores brand har et formål og en funktion, og at vi plejer det, når vi bliver inspireret af smukke ting og ideer. Jeg drømmer om, at det går i arv til min datter, og at hun vil fortsætte med at pleje på samme måde.
Lily: Vores vision er at fortsætte med at udvikle den her dialog mellem kulturarvshåndværk og et nutidigt liv, kulturel intelligens og funktionel elegance. Vi ser Le Monde Béryl udvikle sig ikke kun som et brand, men som en platform for en kulturel samtale – hvad enten det er gennem samarbejder med håndværkere, kunstnere og kulturinstitutioner eller vores fotografiske projekter. Vi har nogle meget spændende projekter i horisonten i år.
Det danske smykkebrand Elhanati har indgået samarbejde med diamant-leverandøren Botswanamark, der tillader fuld gennemsigtighed over diamantens tilbliven samt Co2-neutral udledning. For hvad er et værdifuldt og tidløst diamantsmykke, hvis du ikke ved, hvordan det er skabt?
“Diamanter er skjult i jorden i millioner af år, de venter på at blive afsløret. Når jeg arbejder med dem, vil jeg kende deres rejse, og vi har et ansvar. Jeg vil vide, hvor de er fundet, hvem der har rørt ved dem, og hvordan de har bevæget sig gennem tid og hænder,” fortæller Orit Elhanati, der står bag Elhanati, om samarbejdet med Botswanamark og founder Nicholas Moltke, og fortætter: “Nicholas Moltke har en dyb forståelse for diamantindustrien i Botswana. Han kender ikke kun stenene, men også menneskene bag: de hænder, der finder dem, og det landskab, de formes af. Den indsigt kombineret med blockchain-teknologi og RJC-medlemskab (Responsible Jewellery Council, red.), gør Botswanamark til den mest gennemsigtige og ærlige kilde til naturlige diamanter. Det er en balance mellem at bevare og skabe. Et samarbejde vi er stolte af.”
Som et led i samarbejdet og en hyldest til diamanterne lancerer Elhanati nu kollektionen ‘A poetic story’.
Sig ja i Esber
Hvis du ikke er til den helt traditionelle brudekjole, er der godt nyt. Nu lancerer australske Christopher Esber nemlig en kollektion af brudekjoler, med typiske Esber-signaturer som cut-outs og draperinger – et sexet tvist på den klassiske hvide kjole.
Som et smukt supplement til SS25-kollektionen har danske By Malene Birger samarbejdet med kunstner Conie Vallese, oprindeligt fra Buenos Aires, der har kreeret fem unikke murano-vaser inspireret af SS25-kollektionen. ”Blomsterne repræsenterer vækst og evnen til at blomstre, og at vi alle er i en proces,” udtaler Vallese. Vaserne er unikaværker og tilgængelige i By Malene Birgers butikker i København og Stockholm.
I sydkoreanske Han Kangs roman Vi tager ikke afsked balancerer du som læser på kanten af en triviel trummerum og et dystert mørke. For romanen handler om hverdag og venskab, om snefald og solskin, men i høj grad også om mareridt, åbne sår og kollektiv fortrængning. Det er historien om massedrabene på Jeju, der ligger som en understrøm gennem hele fortællingen, og som gør, at det er umådeligt svært ikke at følge (og føle med) hovedpersonen, forfatteren Gyeongha, der midt i egen krise drager mod øen under påskud af at skulle redde sin venindes papegøje. Romanen, der regnes for et mesterværk i Han Kangs forfatterskab, betragtes som en væsentlig grund til, at hun sidste år modtog Nobelprisen i litteratur.
37
'Vi tager ikke afsked', Han Kang hos Gads forlag, 230 kr.
Danske Cecilie Lind skriver tingene, som de er, og lader læseren om at blive fascineret, frastødt eller forulempet af historiernes plot. Som i den kritikerroste Pigedyr fra 2022, hvor der ikke blev lagt fingre imellem en helt ung piges forhold til ældre mænd. I hendes nye roman Bristefærdig handler det om hjemløs kærlighed. En kvinde i trediverne har en affære med en gift mand, hun bliver gravid og føder et barn, men barnet bliver fjernet og hun bliver bildt ind, at graviditeten har været en vrangforestilling. I jagten på sandheden søger hun tilflugt i et gammelt hus i skoven med det barn, hun fastholder er sit, og kæmper herfra for den sandhed, alle omkring hende siger er en løgn.
38
'Bristefærdig', Cecilie Lind hos Gyldendal, 240 kr.
I essaysamlingen Hastetilfælde skriver forfatter Thomas Korsgaard om sin skrivepraksis og dagligdagen som skrivende. Han fortæller om, hvordan han begyndte at læse, selvom han er vokset op i et hjem uden bøger, og om de litterære forbilleder, der i dag inspirerer hans arbejde. I en tid, hvor bøgerne (og dem, der læser dem) indimellem kæmper deres egen ensomme kamp, giver det mening at sætte ord på. For hvis ikke vi kan tilskyndes af dem, der kender magien, hvem skal så overbevise os om, at vi er på rette vej, når vi sidder i læselampens skær. Med udgangspunkt i egne erfaringer bringer Korsgaard i sin hyldest til litteraturen også spørgsmål op om økonomi og klasse, og hvad det betyder for din tilgang til litteraturen, hvor du bor og hvor du kommer fra.
39
'Hastetilfælde', Thomas Korsgaard hos Lindhardt og Ringhof, 100 kr.
