De fleste kender Pamela Anderson fra sin daværende modelkarriere som Playboy-model og ikke mindst for sin rolle som Casey i den ikoniske serie Baywatch. For nylig kunne Anderson ligeledes tilføje ambassadør for det danske smykkebrand Pandora til sit CV, og netop dette har vi fået lov til at snakke med hende om, da hun var i Danmark i forbindelse med modeugen i Købennhavn.
Foto: Pandora
Pamela Anderson med CEO for Copenhagen Fashion Week Cecilie Thorsmark under Københavns modeuge i august i år.
Hvordan kom Pandora ind i dit liv?
Vi var meget på bølgelængde og har samme filosofi omkring bæredygtighed og tilgængelighed. Det er meget vigtigt for mig, at diamanter kan være for alle og ikke kun for de få. Desuden er bæredygtighedsaspektet noget, jeg går op i, i alt hvad jeg gør. Det har jeg gjort længe, også dengang det ikke var ’på mode’. I dag er der mange mærker og mennesker, der vil være cruelty free, det kan nærmest føles som en fejring af bæredygtighed, men førhen var det svært at opstøve. Så samarbejdet var en drøm, der gik i opfyldelse, og Pandora har støttet mig i alt, hvad jeg gør. Som skuespiller, som mor, som kvinde. Der er ting, Pandora og jeg vil gøre med et velgørende formål for kvinder og unge piger.
Gennem mit liv har jeg virkelig følt, at jeg spillede alle disse karakterer undervejs
Nu hvor du er Pandora ambassadør, kan du fortælle om dit forhold til smykker?
Jeg elsker smykker – især nu, hvor jeg har skåret ned for makeuppen og kører dette no-makeup look, føler jeg, jeg kan have mere sjov med dem. Jeg er startet forfra og bygger nu op med smykker og ved at lægge min egen makeup. Det er styrkende at have kontrol over, hvordan man ser ud og præsenterer sig for verden. F.eks. har jeg selv lavet mit armbånd med et lille ‘D’ og ‘B’ på, mine sønners initialer, og en rose, jeg elsker roser og har en smuk rosenhave hjemme. Det var også min ide at lave grøntsager, jeg elsker grøntsager og surdej.
Hvis du elsker surdej, er du i det rigtige land.
Jeg ved det! Jeg var ude og spise i går aftes, og det var så fantastisk. Alt var smukt anrettet, meget småt, det er så fantastisk. Madscenen her er fantastisk. Både maden og bæredygtighed inden for mode er out of this world.
Det er så sjovt med charms armbåndet, for som dansker er det virkelig min barndom. Pandora-charms armbåndene. Til hver fødselsdag måtte vi vælge en ny charm. Alle i skolen havde et charms armbånd.
Det er sjovt, for mine sønner fortalte mig, at et armbånd og charms er noget, de også ville give til deres kærester i Canada.
Hvad er din yndlingscharm?
Jeg tror, det er den lille firkløver lige nu. Den er meget sød. Jeg har også små englevinger, og så har jeg den hvide rose.
Lavede du den i den nye butik?
Ja, i morges. Jeg var virkelig heldig, for jeg fik lov til at bygge et helt armbånd, så det føles som om, jeg har haft det i årevis.
For lige at gå tilbage til noget du nævnte tidligere. Du sagde, at med dit no makeup-look føler du, at du kontrollerer bedre, hvordan du ser ud. Kan du uddybe det?
Ja. Gennem mit liv har jeg virkelig følt, at jeg spillede alle mulige karakterer undervejs alt efter mit look, og denne inkarnation handler virkelig bare om mig, der gerne ville skralle alt væk.
I forbindelse med modeugen følte jeg mig lidt som en lille pige med alt det fantastiske tøj. Jeg tænkte egentlig, at jeg ikke følte, at jeg hørte til der. Jeg følte mig som en fisk ude af vandet. Men jeg tænkte, at jeg bare ville hoppe i det her tøj med et bart ansigt, og, hvis jeg kunne, ville jeg være barfodet og bare nyde oplevelsen fra et meget ungdommeligt perspektiv.
Jeg er lige flyttet hjem til mit barndomssted. Jeg skrev en bog. Og jeg lavede dokumentaren om mit liv. Det var en opvågning for mig, og derfor kiggede jeg virkelig på mit liv anderledes. Jeg følte, at jeg bare havde brug for at fjerne alle disse karakterer, jeg havde været, og bare være god nok, som jeg er. I dag lagde jeg en smule makeup på, lidt mascara, men mere i samme grad som andre ville gøre. Jeg vidste ikke, at nogen ville lægge mærke til det, da jeg gjorde det til modeugen, men det resonerede virkelig med folk. Folk kom hele tiden hen til mig og takkede mig og fortalte, hvordan deres døtre ser op til mig. En ting, jeg aldrig havde troet, ville ske. Jeg ved ikke, hvad denne nye version af mig selv vil blive til, men den er bestemt autentisk og ægte, og jeg eksperimenterer. Det føles som om, folk er med på rejsen sammen med mig, og jeg føler mig meget støttet.
På et tidspunkt kæmpede jeg virkelig for mit liv, jeg ville bare være mig selv, men jeg følte mig låst af andres forventninger. Hver gang, jeg havde fotoshoots, skulle jeg have pink plastik og falske øjenvipper og alt det der på, og jeg tænkte bare: “Åh nej, jeg gør det ikke igen.” Så nu er jeg i stand til at sige: ”Nej. Sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg vil ikke lave flere fotoshoots, hvis jeg skal være i denne pink verden”. Jeg vil repræsentere mig selv og ikke falde i fælderne af, hvad andre ønsker for mig. Og jeg synes, det er en god besked i enhver karriere; at være den du er, og omfavne den du er. Nu hvor jeg gør det i offentligheden, føler jeg, det er dejligt at kunne have en positiv indvirkning på folks egenomsorg og selvkærlighed. Det er sjovt, fordi mine drenge har altid kendt mig som den person, og nu føler jeg mig tættere på den person, jeg virkelig er, og har det okay med det i stedet for at skulle bære denne maske og disse skøre kostumer. Jeg mener, alt sjovt har sin tid og sit sted og et årti, men jeg er meget mere komfortabel nu, end jeg var dengang.
Fandt du også dig selv og din stil?
Ja, det tror jeg. Både, hvad jeg virkelig elsker – hvilke farver, jeg virkelig elsker, hvilket tøj, jeg kan lide at have på, og hvilke smykker, jeg virkelig elsker, i stedet for at gøre, hvad andre mennesker ønsker for mig. Og jeg tror, det virkelig har hjulpet, at jeg skriver meget. Jeg fører dagbog hver morgen, og det hjælper mig med at finde ud af, hvad mine tanker er. Jeg har altid lært mine børn det samme. At tænke ”hvad er dine oprindelige tanker?” Ikke andres tanker. ”Hvorfor er vi her? Hvorfor er vi i live”.
Hvordan vil du beskrive din stil med få ord?
Bare nemt og komfortabelt. Det er min form for glamour. Enkelthed. Med lidt sjov og glæde også. Jeg føler, at det er det, smykker handler om – du kan udtrykke dig selv med smykker og have lidt mere sjov. Jeg tager ikke mig selv så seriøst, men jeg er meget opmærksom på, hvad der er vigtigt, og smykker er bare en påmindelse om ikke at tage os selv så seriøst. Det er meget tilgængeligt, sjovt og indeholder historier, betydning og minder.
Hvis du skulle vælge ét stykke smykke, hvad ville det være?
Jeg elsker disse små øreringe, jeg har på. Jeg trækker mit hår tilbage og lader folk se mit ansigt. For jeg føler, at jeg meget af mit liv har gemt mig bag mit hår, og jeg bar aldrig så mange smykker dengang.
Pandora handler meget om at fejre kærlighed, liv og lykke. Så hvad får dig til at grine? Mine hunde. Det er sjovt, for når jeg rejser og arbejder – selv når jeg er i New York – går jeg altid tur i en park, fordi jeg bare skal se hunde. Det får straks et smil frem på mine læber. Jeg har tre store og skøre hunde hjemme; en golden retriever-lignende hund og to chokoladefarvede-labradorer. Jeg savner dem meget, når jeg rejser.
Fik du en hundecharm?
Jeg vidste ikke, at de havde en. Jeg må få en, og også fuglene – jeg har også fugle. Jeg må tilbage til butikken. Jeg har nogle venner, der siger, at glæde ikke forekommer så ofte, og at det er overvurderet. Men jeg synes, det er vigtigt, at man er glad og lykkelig på trods af al bekymring i verden.
Foto: Pandora
Og når vi taler om inspiration, har du nogen, der inspirerer dig stilmæssigt? Jeg tror, min grandtante havde stor indflydelse på mig. Hun var meget sjov, og alt handlede om præsentation, så jeg lærte meget af hende. Men – især for nylig – elsker jeg Grace Kelly. Jeg så en Alfred Hitchcock-film, og jeg tænkte “ej, se på hendes tøj, måden hun styler sig selv på”. Jeg er bare så forelsket i Grace Kelly og Carolyn Bassette-Kennedy. Jeg elsker deres minimalistiske stil. De er gode referencer for mig lige nu. Men jeg vil også gerne bare være den, jeg er. Folk kan godt inspirere mig, ligesom forfattere og bøger, og jeg læser meget og ser gamle film hele tiden, så alt det kan man ikke lade være med at blande sammen, men det vigtigste er at finde dit sande jeg og have den frihed.
Du kender måske den svensk influent og iværksætter Matilda Djerf bedst fra din Instagram eller TikTok og som designeren og Co-founder bag hendes tøjbrand Djerf Avenue, som blandt andet som en af de få, lykkedes med at leje Guggenheim-museet i New York til at fejre sin vellykkede rejse med brandet. Og siden da, er det efterfølgende heller ikke gået stille for sig for den succesfule svensker, som for nylig udvidede sin brand-portefølje.
Mange har nok kastet misundelsesværdige blikke efter influentens lyse, lange, krøllede hår, og derfor lå det da nærmest også lige til højrebenet, at hun med sit brand skulle bevæge sig ind på markedet for hårpleje – og det har hun så altså gjort nu.
Vi har snakket med Matilda Djerf om sin egen hårrutine, hvor hun blandt andet fortæller om, hvorfor hendes nye hårproduktslinje er så speciel, samt deler hemmeligheden bag sit hår.
Hvordan styler du dit hår til hverdag? / Hvad er hemmeligheden bag dit hår?
Jeg tror, at hemmeligheden bag mit hår er kombinationen af min klipning, gode kvalitetsprodukter og at have lært, hvordan jeg bedst styler mit hår med produkter, der passer til min hårtype. Til hverdag, når jeg vil lave min signaturføntørring, vasker jeg mit hår med Breezy Weightless-serien for at opnå et mere luftigt og voluminøst look. På andre dage bruger jeg Essential Moisture-serien for ekstra fugt og for at fremhæve mine naturlige bølger, som jeg også elsker.
Hvad er fordelene ved dine hårplejeprodukter sammenlignet med andre? Vores hårplejeprodukter er udviklet med fokus på at levere reelle resultater, mens de plejer håret uden at gå på kompromis med hverken fornemmelsen eller ydeevnen. Det, der virkelig adskiller dem, er deres evne til synligt at transformere håret—hvad enten det handler om at tilføje volumen eller give dyb hydrering—samtidig med at de fremmer hårets sundhed på lang sigt.
Vi har ikke gået på kompromis med vores formuleringer, og vi bruger ingredienser af høj kvalitet, der målrettet dækker forskellige hårbehov. Dette giver os mulighed for at tilbyde det bedste fra begge verdener: salonkvalitets-ydeevne kombineret med en blid og nærende oplevelse.
Hvert produkt er blevet udviklet til ikke kun at opfylde men også overgå forventningerne med hensyn til resultater, tekstur og den samlede oplevelse. Produkterne er fremstillet i Sverige og kommer i 100 % genanvendelig emballage, som afspejler vores engagement i bæredygtighed.
Hvis du skulle vælge mellem at prioritere makeup eller hår, inden du går ud – hvad ville det være?
Helt klart hår! Jeg er ikke den store makeup-person og kan sagtens gå ud uden.
Foto: Djerf Avenue
Hvordan ser din hårplejerutine ud?
Jeg vasker mit hår en til to gange om ugen. Når jeg vil opnå min klassiske føntørring, starter jeg med at vaske det med Djerf Avenue Beauty Breezy Weightless-serien. Mens mit hår stadig er lidt fugtigt, bruger jeg Breezy Styling Mist sektion for sektion for at beskytte mod varme, give volumen og få det til at holde. Derefter bruger jeg min Dyson Airwrap og krøller håret sektion for sektion, og til sidst børster jeg forsigtigt håret igennem, når det er kølet af. Jeg bruger en hårmaske en gang om ugen, og den sidste dag inden hårvaskedagen laver jeg en stram knold ved hjælp af vores On The Go Styling gel.
Hvad er dit bedste hårplejetip uden brug af dine egne produkter?
At undgå at vaske håret for ofte, og når du vasker det, så gør det to gange med shampoo. Dette vil få dit hår til at forblive friskt længere tid. Jeg anbefaler også, at alle bruger en god hårmaske en gang imellem og slutter af med balsam. En hårmaske giver intens næring, mens en balsam hjælper med at forsegle fugten og lukke hårstrået, så maskens fordele bevares. Et andet tip til at få en føntørring til at holde længere er at sætte hver krølle op med clips og lade håret køle af, inden du fjerner clipsene.
I arbejder normalt med tøj, hvilke bekymringer har I haft i forbindelse med at træde ind i hårplejeindustrien og gøre det troværdigt at være gode til både hårpleje og tøj?
Da vi normalt fokuserer på mode, betød det at træde ind i hårplejeindustrien, at vi skulle være endnu mere bevidste om at opbygge tillid i en ny kategori. Dette, kombineret med det faktum, at hårplejemarkedet er utrolig mættet, gjorde det endnu mere afgørende for os at skabe produkter, der virkelig skiller sig ud med hensyn til kvalitet og ydeevne.
Det er én ting at få kunder til at prøve dine produkter én gang, men det er en helt anden præstation at få dem til at komme tilbage. Derfor har vi lagt så meget energi i at sikre, at vores formler ikke kun leverer synlige resultater, men også giver en oplevelse, der får folk til at købe igen. Ved at udvikle hårplejeprodukter, der er omhyggeligt skabt og testet for at opfylde de højeste standarder, stræber vi efter at opbygge samme niveau af tillid og loyalitet i denne kategori, som vi har gjort inden for mode.
Vil I udvide til andre industrier?
Med Djerf Avenue Beauty udvider vi snart til noget uden for hårplejekategorien. Der er så meget mere på vej inden for både mode- og skønhedssegmentet for Djerf Avenue, som vi er meget spændte på.
Er der noget, som kan approve et produkt, så er det, når stjernerne viser, at de privat gør brug af dem. Og mon ikke, beautybrandet Beaubble sender Hailey Bieber enpæn tak for netop at have fået et bestemt af deres produktet til at gå viralt.
Hailey Bieber er en af de stjerner, som i den grad er god til at inspirere sine følgere med tutorials på, hvordan hun laver sine egne beautylooks heriblandt strawberry makeup, boyfriend blush og dewy makeup.
Et af de tricks, som går igen i flere af hendes tutorials på TikTok er fregnerne, som fru Bieber ikke naturligt er forsynet med i omfangsrig grad, men som hun derfor ofte selv tegner op – og måske det også er hendes trick, der har inspireret til den for nyligt boomende trend broccoli freckles.
Hailey Bieber er ikke blot god til at dele ud af sine skønhedstips til sine knap 14 millioner følgere på TikTok, hun deler ligeledes ofte præcis, hvilke produkter hun selv bruger – og det har givet grobund for en del virale øjeblik på mediet – og her er hendes populære fregner ikke foruden.
Selvom modellen er indehaver af sit eget brautybrand Rhode, som også takket værd medier som TikTok og Instagram har haft en stejl opadgående salgskurve, betyder det langt fra, at det er de eneste produkter, hun sværger til – hvilket på mange måder gør hendes anbefaling af andre brands mere troværdig.
For at fremtrylle sine fine fregner, er der et bestemt brand, som gentagende gange ses i fru Biebers videoer; Berry Freckled Pen fra mærket Beaubble.
Produktet er faktisk en decideret ‘feckle pen’, hvilket vil sige, at den er udviklet til netop formålet. Og nåe ja, så er det da kun en stor fordel, at pennen kan erhverves for blot 150 kroner på brandet hjemmeside.
Efter næsten 5 års fravær var vi endelig tilbage i Grand Palais, da Maison Chanel viste sin forårskollektion 2025 i Paris.
Den særlige følelse af at stå på trappen foran Grand Palais den første tirsdag i oktober indfandt sig i sekundet, jeg betrådte trappen. For det er altid noget helt særligt, når Chanel inviterer til show. Og ikke mindst i deres ’show-hjem’, Grand Palais i Paris.
Foto: Ana Elizabeth Aguila
Foto: Chatillon Architectes
Grand Palais har sidan 2001 gennemgået en renovering af Chatillon Architectes og står nu klar igen.
Efter den årelange renovation af netop Grand Palais kunne presse, influenter, Hollywood-stjerner og Chanelklædte fans atter entrere det graciøse palæ, det betagende rum og udsigten til det smukke loft. Og Chanel skuffede da heller ikke – selvom vi endnu en gang måtte kigge langt efter en designer. Selvom rygterne har svirret, siden Virginie Viard stoppede som chefdesigner i starten af juni har modehuset endnu ikke meldt en arvtager ud.
Designer eller ej, så skuffede showet på ingen måde. Et gigantisk fuglebur med ingen ringere end sangerinden Riley Keough som gyngende ’sangfugl’ i midten af buret dannede en vidunderlig ramme om showet. Kollektionen havde da også fjer som et key-materiale – sat på ærmer, kraver, kapper, jakker og skørter, som blafrede blidt, da modellerne gik – for ikke at nævne fugleburs-taskerne. Om det har relation til Grand Palais’ bur-agtige arkitektoniske referencer, er ikke til at sige – men der er da en rød tråd.
Foto: Ana Elizabeth Aguila
Foto: Ana Elizabeth Aguila
Foto: Ana Elizabeth Aguila
Foto: Ana Elizabeth Aguila
Farverne var ’Chanel-ske’ med sort/hvid som en smuk accent til de appetitlige pasteller som lyserød og -blå, koral, mint med flere og boucle, som er synonym med Chanel, gik igen på mange styles. Det samme gjorde de små jakker, oversize kraver, flagrende bukser og minishorts og -skørter.
Chanel er – uanset chefdesigner – back i deres vante rammer. Og nøj, hvor det klædte modehuset.
’Pure’ er navnet på Less is Mores seneste serie bestående af ni økologiske, plantebaserede og parfumefri hårprodukter, blandt dem favoritten ’Organic Pure Bond Complex Hair Balm’, der styrker håret i den allersidste del af tørringsprocessen efter hårvask; nemlig der hvor håret er 90 % tørt. Genialt til porøst hår, der har været udsat for lidt af hvert.
‘Organic Pure Bond Complex Hair Balm’, Less is More, 50 ml., 345 kr.
Elizabeth Ardens velkendte ’creme-kapsel-kollektion’ kommer nu i en serumudgave, hvor hovedingrediensen er det allestedsværende retinol, der sætter ind mod aldringstegn ved at accelerere hudfornyelsen og reducere fine linjer og alderspletter.
’Retinol + HPR Ceramide Capsule Rapid Skin-Renewing Serum’, Elizabeth Arden, 30 kapsler, 360 kr.
Årsagerne til uønsket hårtab kan være mange og (heldigvis) ofte midlertidige. Gudskelov er der i dag hjælp at hente for mange af os. ’Antimatter’ fra Cupid’s Kiss er en af vores favoritter; dels fordi den booster hårvæksten, og dels fordi den lindrer irriteret hovedbund. Og så kan det parfumefri hovedbundsserum både bruges i vådt og tørt hår, ligesom det ikke skal vaskes ud.
Der er en ny (velduftende) accessory i byen, og den står det ikoniske modehus Hermès bag. Flakonen alene, der er en tydelig reference til Hermès-klassikeren ’Collier de chien’-armbåndet, der blev skabt tilbage i 1927 inspireret af et hundehalsbånd, giver os lyst til at erhverve den. Heldigvis er kombinationen af delikat sommerfuglelilje, overraskende mirakelbær tilsat varmt egetræ og intens patchouli også en god grund til at investere i dråberne. Navnet er i øvrigt ’Barénia’, som også trækker tråde ind i det arvstunge modehus, da det er navnet på en af husets mange smukke, bløde læderkvaliteter. Og om netop det, siger ’næsen’ bag duften, Christine Nagel: “En af kvaliteterne af Barénia-læder er dets vidunderlige blødhed”.
Isabella Rose Davey, 32 år, er COO hos Copenhagen Fashion Week og bor i en lille, lavloftet lejlighed på Christianshavn. Hun er formet af sin barndom i både Australien, Irland og Storbritannien samt sine intellektuelle forældre – og så elsker hun mode, kunst og sin lænestol.
Min første kulturoplevelse var gennem mine forældre, der er kunsthistorieforelæsere og kunstkonservatorer, så siden vi var små, har min søster og jeg tilbragt vores ferier på at arbejde med vores forældre – enten i gallerier eller på rejser for at besøge steder med arkæologer, historikere og specialister. Hele min barndom har jeg været omgivet af historie og kunst, det var alt lige fra gamle neolitiske ruiner til tegninger af Rembrandt. Udover kunst havde mine forældre fremragende musiksmag, så måske var min første kulturelle oplevelse i virkeligheden musisk. Muddy Waters, Taj Mahal, Nina Simone, Velvet Underground, Anthony and the Johnsons … De er alle musikere, jeg kan huske, at jeg blev virkelig imponeret over, da jeg hørte dem som barn.
Jeg er uddannet i kunsthistorie og arkitektur med klassikere som bifag, og som barn ville jeg virkelig gerne være kunstkurator. Men da jeg ville ind i kunstverdenen, havde man som minimum brug for en kandidatgrad, og hverken mine forældre eller jeg havde råd til, at jeg skulle fortsætte mine studier, så jeg fandt en ny kreativitet i mode. Min søster er klimaaktivist og uddannet i marinbiologi, og min drøm er at kombinere vores respektive passioner, så vi kan arbejde sammen. Vi har altid drømt om at bo i min mors barndomshjem på Fiji og redde skildpadder. Jeg håber, at det om 10 år er dér, du finder mig, mens jeg læser kunsthistoriske bøger i sandet og arbejder med min søster for at beskytte det utrolige økosystem.
Foto: Kavian Borhani
Når jeg har brug for inspiration, læser jeg en bog. Det kan være alt muligt; selvbiografier, fiktion, manuskripter – hvad som helst kan sætte gang i en idé hos mig. Jeg købte for nylig en hel bunke gamle Mobilia-magasiner, som er en genial, dansk udgivelse. De kan tage et så specifikt tema som finske stole op, og hver artikel er både skrevet på dansk og engelsk. Jeg har virkelig nydt at gå dem igennem, og de har givet mig så mange indirekte idéer. De her idéer fører måske ikke til noget konkret, men de svæver i mit hoved og munder måske ud i noget uventet.
Jeg kan ikke leve uden min radio. I en tid med så mange valgmuligheder, er det meget forfriskende at tænde for en kanal og lytte til noget, en anden har valgt. Ellers hører jeg Maria Somervilles ‘Early Bird Show’ på NTS på repeat.
Den bedste gave, jeg har givet for nylig, er en lille, rød strikvest fra Færøerne til min guddatter Ula. Den er det smukkeste eksempel på lokalt håndværk, og Ula ser usædvanligt sød ud i den.
Skønhedsbrandet, jeg bruger igen og igen, er Rowse. For evigt! Grundlæggeren Nuria er en af mine bedste venner, som jeg har kendt, siden jeg boede i London. Jeg er ikke meget af en skønhedspige, og jeg har følsom hud, men Rowse er den perfekte balance. Det er plantebaseret, enkelt og indeholder ikke en million produkter, du angiveligt ikke er i stand til at leve uden. Det er ligetil, naturligt, nemt og pålideligt. I virkeligheden lidt ligesom Nuria.
Foto: Kavian Borhani
Yndlingsprodukterne tæller bl.a. olie fra Rowse og parfume fra Le Labo.
Jeg har så mange forbilleder. Jeg har været velsignet med at arbejde med et utroligt hold af kvindelige ledere i mit arbejdsliv. Fra mit første job som 13-årig til min karriere i modebranchen startede hos nogle af Londons mest spændende, nye designere og videre til at blive tilbudt et job hos British Fashion Council, hvor jeg voksede til at stå i spidsen for nye talenter og bygge programmet til London Fashion Week og London Fashion Week Mens, har jeg altid været omgivet af enormt inspirerende kvinder, som har påvirket min karriere gennem deres støtte og tro på mig. At have haft så mange kvindeidentificerende lærere, chefer og mentorer i mit liv har været vigtigt for mig og er noget, jeg virkelig værdsætter. Jeg er stolt af selv at være mentor for tredje år i træk hos mentorshipprogrammet ‘The Soulfuls’ og at have haft mulighed for at holde foredrag på adskillige universiteter over hele verden. Vi er så sindssygt heldige med det liv, vi kan leve i Danmark. I så meget af verden raser uligheden mellem kønnene på niveauer, der simpelthen er forfærdelige. Det er så vigtigt at gøre, hvad vi kan for at fortsætte med at støtte og styrke kvinder, især i modeindustrien, til at opbygge en fremtid, der er ærlig og gennemsigtig.
På min ønskeliste står en anstændig vindjakke! Jeg træner til et halvmaraton, og jeg ville elske at have noget til at holde regnen væk og holde mig varm på vinteraftener. Der står også ‘Arne Jacobsen’-bestiksættet for Georg Jensen. Det er slankt, moderne og tidløst, som så mange ting i deres arkiv. Jeg arbejdede sammen med Georg Jensen og A. Roege Hove i forbindelse med de to brands’ samarbejde sidste år, hvor jeg tog til Australien, faktisk til min hjemby, med Amalie Røge Hove og den kreative direktør for Georg Jensen for at fejre kollektionen. Det var sådan en speciel tur. Jeg så virkelig den fanskare, Georg Jensen har globalt, og hvor mange ikoniske styles, de har skabt gennem årene. En tredje ting på min ønskeliste er deres ‘Panton Crinkle’-frugttallerken, designet af Verner Panton.
Hvis vi taler store ønsker, så ville jeg elske at have en ‘Snow Crash Flying Carpet’-sofa, jeg kan sidde og læse i, et lille sommerhus i den norske skærgård til at slappe af i og en kirsebærrød Saab cabriolet at køre rundt i. Hvis penge ikke var et emne, ville jeg bede min bedste veninde Jessica om at lave den perfekte kjole til mig. I over seks år har hun skabt de mest spændende ting for Marni og kreeret kjoler til blandt andre Charli XCX og Erykah Badu. Hun er en af de mest talentfulde og kreative mennesker, jeg kender, og jeg ville elske at få syet en kjole efter mål af hende en dag.
Foto: Kavian Borhani
Min personlige stil er et ’hot mess’ af mange forskellige ting. Jeg er født i Storbritannien, opvoksede i Australien, har boet i Irland, tog tilbage til Storbritannien og kom så til Danmark for fem år siden. Min mor er fra New Zealand og voksede op på Fiji, mens min far er fra lidt uden for London. Så mange aspekter af mit liv har præget mig på tværs af, hvad jeg vil definere som min personlige stil, og jeg har været så heldig at have utroligt kreative venner over hele verden, der alle har lært mig noget. Jeg har arbejdet med nye designere hele min karriere og går stadig med mange af de ting, jeg har købt af dem gennem årene. Da jeg var teenager, brugte jeg et par år på at arbejde i vintagetøjbutikker, og jeg har stadig et par stykker tøj fra dengang. Jeg kommer ikke så meget rundt i vintagebutikker, som jeg plejede, men som teenager havde hverken jeg selv eller mine venner nogle penge, så vi lavede så mange outfits fra det, vi fandt i de lokale Røde Kors-butikker. Til tider så vi nok ret sjove ud, men vi var så stolte af at udtrykke os, som vi ville. At gå på klub fyldte også meget i mine teenageår, og derfor var det at dresse up en så stor del af min ugentlige rutine i årevis. Vi klippede gammelt tøj op, syede tøj sammen og eksperimenterede med vores udseende. Det var sådan en sjov og besynderlig tid.
Mit absolut favorititem i min garderobe er en orange kjole fra A. Roege Hove. Den lukkede showet ved AW24-modeugen og er i den mest exceptionelle nuance af orange. Amalie er blevet en meget tæt ven for mig, og jeg synes, hendes vision er så smuk. Hendes tøj får folk til at have det så godt med sig selv, og hendes evne til at forvandle skøre former er enestående. Jeg er alt for lav til den kjole, men måske med de rigtige sko …
Foto: Kavian Borhani
Den orange A. Roege Hove-kjole er Isabella Daveys yndlingsitem i garderoben.
I min taske finder man altid min forslåede, gamle Comme Des Garçons-pung – en gave fra en gammel kæreste, som viste sig at holde længere, end han gjorde – min nøglering, der har mindst fem nøgler, jeg ikke kan huske, hvad er til, noget gammelt tyggegummi, en lille Byredo-parfume og en Lucas Papaw-salve – den bedste læbepomade i verden, som kun koster fem dollars i Australien. Alle mine tasker er fra Venczel. Jeg er så heldig at kunne kalde grundlæggeren af det brand, Matilda Venczel, for en kær ven. Jeg elsker hendes vision og selve udførelsen. Hun designede på et tidspunkt alle taskerne for Mugler og lavede så fantastiske kreationer. De er robuste, elegante, skarpe og seje på én gang.
Den bedste duft i verden er ‘Mousse de Chene’ fra Le Labo og ‘Radical Rose’ fra Matiere Premiere. Dem og alt af Timothy Han Edition, der laver parfumer, baseret på bøgers fortællinger.
Den seneste ting, jeg har købt, og som jeg elsker, er en lavalampe fra Beau Marche. Jeg kan ikke sige, den opfylder et decideret behov, men den er helt bestemt blevet en af mine yndlingsting. Jeg købte også et Mathias Møllenbach-frugtfad for nylig i en smuk babyblå farve, og da jeg tog til New York i maj, købte jeg en Noguchi-lampe, der nu bor i mit soveværelse. Jeg har også lige købt bogen ‘Money’ af Martin Amis i den bedste boghandel i København; Kirkegaards Antikvariat. Tommy, der driver stedet, er et af de sejeste mennesker, jeg kender.
Foto: Kavian Borhani
Den nyindkøbte lavalampe fra Beau Marche, som Davey elsker.
Byen, jeg glæder mig til at komme tilbage til, er Tokyo. Jeg var der i april, hvor jeg interviewede den japanske designer Jun Takahashi om hans kærlighed til at skabe. Det er til et særligt interview, der udkommer til efteråret. Jeg håber på at komme tilbage dertil og hoste et event med hans brand, Undercover, for at fejre udgivelsen.
En af mine bedste venner bor på Bruny Island, en lillebitte ø med 700 beboere ud for Tasmanien i Australien. Hun bor der med sin datter og kæreste, og de dyrker grøntsager og frugt med den mest utrolige udsigt over havet. Jeg skal dertil og fejre nytårsaften med nogle venner senere i år, og på programmet står der bål, madlavning i haven, lokale østers og masser af god, australsk vin.
Yndlingsspottet i min lejlighed er min lænestol. Jeg elsker at sidde her og skrive mails, læse eller ringe til min familie. Min bygning er så hyggeligt med de lave lofter, så man føler sig tryg i rummet. Jeg har boet i et par lejligheder i København – primært i Indre By – men at bo på Christianshavn føles som om, jeg bor i en lille landsby. Jeg elsker at kende naboerne og at spise aftensmad udenfor med mine venner, og at min guddatter Katla kommer forbi efter skole.
Foto: Kavian Borhani
Isabella Davey iført kjole fra Nicklas Skovgaard i yndlingsspottet i lejligheden: Lænestolen meed det store Tine Bek-fotoværk bag.
Hvis mit hus brændte, ville jeg redde en stak vintagetallerkener, der står i mit køkkenskab. De var en gave fra min moster til min mormor, og min mor fandt dem, da hun var ved at pakke min mormors lejlighed sammen, efter hun døde sidste år. Min moster døde for et par år siden, så min mor vil gerne have, at min kusine skal have tallerkenerne, og hun har skrevet – hvad jeg kan forestille mig – er et meget specielt brev om historien om tallerkenerne, og hvad de betød for min moster, min mor og min mormor. Min kusine bor i New York og er en del af den amerikanske side af min familie, så hvis det her sted virkelig stod i flammer, ville jeg hive fat i dem. Jeg vil virkelig gerne aflevere dem og brevet til hende. Jeg er ellers ikke så bundet til ting, men jeg vil simpelthen have, at min kusine skal have dette minde om sin mor, så det ville være det eneste, jeg ville have fat i, før jeg hoppede ud ad vinduet for at undslippe flammerne. Forhåbentlig lander jeg ikke på tallerknerne.
Foto: Kavian Borhani
De antikke tallerkener var det første, Isabella ville redde, hvis lejligheden brændte. De er et arvestykke og skal overbæres til hendes kusine i USA.
Jeg har læst for mange gode bøger til at fremhæve én, men for nylig har jeg læst ‘The Poetics of Space’ af den franske filosof Gaston Bachelard, ‘Money’ af Martin Amis, en biografi om Keith Haring og en lille bog, ‘You Gotta Keep Your Head Straight About Clothes’, skrevet af den talentfulde Dal Chodha, der er genial og sjov.
Min favoritfarve er blå! Jeg kan varmt anbefale den smukke bog ‘Bluets’ af Maggie Nelson.
I mit køleskab er der altid vin fra Rosforth & Rosforth, en gammel salat og lidt smør.
Af kunsten, som hænger på mine vægge, elsker jeg særligt mit ‘Fiorucci Made Me Hardcore’ limited edition-print af Mark Leckey og mit signerede Jeremy Deller ‘Bless This Acid House’-værk. Jeg har også købt et superspecielt værk af Daido Moriyama, der kommer om et par måneder; En signeret udgave af hans berømte ‘Stray Dog’-billede fra 1971, som jeg har elsket, siden jeg var teenager. Mit smukke, store blomsterværk af den danske fotograf Tine Bek er også noget, der altid afføder komplimenter, når jeg har besøg. Tine har en fantastisk evne til at fange vidunderet i hverdagen – farven og sammensætningen af blomster er så smuk. Jeg bad om, at det skulle være et massivt print, så det er to meter højt. Ved siden af har jeg en original plakat fra da en af mine litterære helte, William Burroughs, spillede i København sammen med en række ikoniske, danske punkbands. Den plakat er supersjælden. Det føles som et lille stykke historie.
Foto: Kavian Borhani
‘Fiorucci Made Me Hardcore’ limited edition-printet af Mark Leckey på væggen.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville jeg befri Palæstina.
I løbet af det næste år vil jeg være taknemmelig for det, jeg har. I en tid med sådan global uro, uretfærdighed, smerte og klimanød, føler jeg mig så heldig over det liv, jeg har her. Jeg elsker mit lille hjem og for at citere en anden fantastisk bog: “I love my little life”.
Uffe Buchard. Født 1967 i Aabenraa. Uddannet frisør og makeup-artist. Fik sit internationale gennembrud i 1990’erne med kunder som Kenzo, Cartier og Harrods samt Harper’s Bazaar, Marie Claire, Elle og Vogue. I 1995 blev han vært på modeprogrammet Deluxe på Tv2. Senere medvirkede han i adskillige andre programmer, bl.a. som dommer for Danmarks Næste Topmodel i syv sæsoner. Han har været modeskribent for bl.a. Jyllands-Posten og Politiken. I 1997 grundlagde han sammen med Kim Grenaa det kreative bureau Style Counsel. I 2002 stiftede han modemagasinet DANSK Magazine, som i de efterfølgende 20 år satte et markant aftryk på den globale modescene. Siden 2014 har han været partner og kreativ direktør i Darling Creative Studio, der har kunder som Louis Vuitton, IKEA og Georg Jensen, og i 2020 åbnede sammen med Jens Løkke The Darling, som er et kunst- og design gæstehus. I snart 20 år har han været fast dilemmaknuser i hhv. ‘Sara & Monopolet’ og ‘Mads og A-holdet’. Til daglig bor han i Kødbyen i København.
Kapitel 1: Ensom ringrider
I SØNDERJYLLAND, hvor jeg voksede op, var ringridning ligesom juleaften. Det var noget, man planlagde sin ferie efter, og selv voksne mænd og koner glædede sig som små børn. Det samme gjorde jeg. En ting var optoget, hvor hundredvis af ryttere og det store orkester marcherede ned igennem Aabenraa, en anden var det, der skete på ringriderpladsen. Det var en kæmpemæssig fest, der vel bedst kan sammenlignes med Pride eller Distortion i København. Hele byen, ja hele landsbyen var til stede.
Som barn var jeg lidt af en loner, så jeg rendte rundt for mig selv og gik på opdagelse på ringriderpladsen. Der var nok at kigge på. Ryttere i højt tempo med hævet lanse. Tombolaer, radiobiler og festtelte, hvor folk var stangstive i snaps og øl. Jeg fandt som regel et af de telte, som ville være totalt politisk ukorrekt i dag. Her kunne der være unge kvinder i små bikinier, der sloges i mudder, og der gik aldrig mere end et minut, før bikinierne røg af, så de var splitterragende nøgne. Rundt om stod en flok mænd og var ellevilde.
Sådan var Sønderjylland i 1970’erne. Det var det, jeg voksede op med, og det eneste jeg kendte til. Dengang var jeg en lille tyk og ensom dreng, der døjede med social angst og derfor ofte forsvandt ind i mig selv. Jeg lavede grundlæggende fire forskellige ting i min barndom. Jeg tegnede rigtig meget – damer i kjoler og med farverig makeup på. Jeg legede med dukker, som jeg stylede. Jeg lavede vinduesdekorationer med min mors tøj fra modebutikken Damkjær, hvor hun arbejdede. Det var ikke fancy, men det var farverigt, og jeg elskede at sætte det sammen, og så brugte jeg, hvad jeg kunne finde af bregner og isenkram til at hænge det op på, som var det udstillingsdukker i en rigtig tøjbutik.
Og så legede jeg indretningsarkitekt og flyttede rundt i huset. Nogle gange sammen med min mor, for hun syntes både, det var sjovt og tiltrængt, når vores fallerede møbler fik nyt liv. Vi kunne bruge en hel lørdag på at flytte rundt, og så hentede min mor pomfritter fra grillen, så vi rigtig kunne flotte os i de “nye” omgivelser. Ikke med cola og alt muligt til. Bare pomfritter. Og måske lidt mælk.
Foto: Sarah Stenfeldt
Kapitel 2: Byens flotteste have
MIN FAR FANDT en yngre kvinde, og så var han den, der var skredet. Så var det min mor, storesøster og jeg tilbage i parcelhuset med swimmingpoolen, som der var hul i, så vandet fossede ud, så det ødelagde naboens jordbær. Vi havde ingen penge og ikke råd til at bo der, men det klarede vi ved at leve af ingenting. Flere gange om ugen lavede min mor mannagrød, som ikke engang er rigtig grød, og som kan laves på to-tre minutter. Så en smørklat ovenpå, lidt kanel og noget saft i glasset, og så var der serveret.
Vi dækkede til gengæld altid fint op og værnede om detaljen. Det var vores forsøg på at ophøje noget, der ikke var særlig fint. Vi var fattige, men forsøgte ikke at fremstå sådan og for at opretholde den facade, blev vi nødt til at hjælpe hinanden. Tidligt fik min søster og jeg arbejdsopgaver. Hun skulle holde styr på alt det indvendige, mens jeg havde ansvar for at holde haven. Det var en tjans, der startede, da jeg var seks år gammel, og der gik hurtigt sport i den. Det blev det rene Keeping Up Appearances på den villavej, hvor folk sludrede og sladrede, så hvis min opgave var at holde den have, så skulle jeg fandme nok holde den have. Jeg klippede alle buskene fuldstændig tight og fik græsplænen til at ligne en golfbane.
Det lykkedes os at klare os på den måde i et par år, men så kunne min mor ikke længere. Hun havde kørt på en form for kunstig gejst, der sivede ud. Hun var blevet syg, efter at min far forlod hende, og nu ramlede det for alvor. Han var hendes livs kærlighed, og hun blev aldrig rigtig sig selv igen. Bruddet forankrede sig i hende, så hun blev syg, stresset og ked af det – den slags der har andre navne idag. Til sidst endte hun med at gå på førtidspension, hvilket kun gjorde, at vi havde endnu færre penge. Det er ikke nogen god historie.
Ingen af os snakkede min far igen. Han boede ikke særlig langt væk, så jeg stødte nogle gange på ham, men han hilste altid bare ultrakort og skyndte sig videre. Han fik en ny familie med nye børn, og jeg havde ikke noget at gøre med dem, men jeg så dem på billeder hjemme hos min farmor og farfar. Der havde altid hængt billeder af mig og min søster, men en dag var de skiftet ud med billederne af de nye børn.
Det gjorde mig vred, at min far forlod os på den måde. Og i flere år også en lillesmule hævngerrig. Jeg blev en no bullshit-person og en kontrol-person på godt og ondt, men det var også det, der gjorde, at jeg tog skovlen i egen hånd og genvandt retten til selv at bestemme over min egen lykke. For lykken skulle han i hvert fald ikke tage fra mig.
Kapitel 3: Genfødsel downunder
FØRSTE GANG, jeg satte mig ind i en flyvemaskine, var som 18-årig. Jeg var på vej til Australien, for jeg havde besluttet mig for at blive mig selv, og det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne blive i Europa – slet ikke i nærværet af min sønderjyske familie, der allesammen var præster og landmænd. Eller alkoholikere.
Jeg havde længe kunnet mærke, at jeg ikke var den person, jeg egentlig var, og det irriterede mig. Jeg kunne ikke forene mig med ham, jeg så i spejlet. Jeg ville bare gerne have, at han skulle gå væk, men jeg vidste ikke hvordan, så jeg endte med at flyve væk fra ham. Det var i midten af 2.g, hvor jeg kom på et års udveksling, og jeg havde valgt Australien, fordi det var den mulighed, der lå længst væk. Da jeg ankom, var luften varm, og der stod høje palmer, og jeg tænkte straks: “Det her er helt rigtigt.” Og det var det.
Jeg var rejst afsted som den lille, tykke dreng med angst, men her havde jeg ingen anden udvej end at tale med fremmede, så på ingen ting udviklede jeg mig enormt. Det var samtidig en måde at starte på en frisk på. Her kunne jeg iscenesætte mig selv, som jeg gerne ville, i stedet for at være skilsmissebarnet med den tunge ballast af dårlige historier. Jeg kom til at bo i en lille forstad til Melbourne, hvor folk var mere funky, end jeg var vant til, og jeg kom ind i en vennegruppe med cool, åbensindede mennesker. Jeg havde aldrig prøvet at have venner før.
Det var også første gang, at jeg forelskede mig i en fyr. Det var i min bedste ven, Jason, og jeg mærkede, følelserne rumstere i mig, men det udviklede sig aldrig, og det skulle det heller ikke. Det var for tidligt for mig. I stedet fik jeg pigekærester og en erfaring på den front. Der havde aldrig nogensinde været nogen, der havde forbundet mig med hverken sexappeal eller charme, men nu kunne jeg pludselig noget, og det blev en life-changing oplevelse for mig.
Hvis ikke jeg havde været på den tur, så ved jeg ikke, hvad der var sket mig. Min mor syntes, at jeg skulle blive bankassistent – også selvom jeg var talblind – og hvem ved, om jeg var gået ned ad den vej i mangel på bedre løsninger. Men Australien blev mit ungdomsoprør. Jeg havde aldrig sagt et kvæk eller gjort oprør mod noget som helst. Jeg havde bare bidt det hele i mig, men dernede blomstrede jeg, og jeg vendte hjem som en anden person. Som mig selv.
Foto: Sarah Stenfeldt
Kapitel 4: Hjem til København
DET VAR ‘Staying alive’ med Bee Gees, der spillede på min walkman, da jeg trådte ind på Aabenraa Statsskole igen efter at have været bortrejst et år. Jeg var blevet klippet som Andy Taylor fra Duran Duran og havde forrevne bukser på i bedste firserstil, og jeg var kommet i god form efter at have surfet, svømmet og spillet tennis i et helt år. Jeg var rank af selvtillid og klar til at indtage Europa.
Ingen af mine gamle klassekammerater kunne kende mig. Da jeg var taget afsted et års tid forinden, havde jeg været den mest ignorerede person på hele gymnasiet, men nu blev jeg den mest ombejlede. Det var meget syret og virkelig kontrastfyldt. Jeg havde fået attitude, og folk syntes, jeg var cool – særligt pigerne. Jeg kunne ikke gå alene, og jeg har aldrig snavet så meget i mit liv, som jeg gjorde i den periode. Jeg var sprængfyldt af selvtillid, og det gjorde dem kun endnu mere interesserede.
Min mor var til gengæld lidt forvirret og tog mig med til en spåkone. Det var langt, langt, langt ude på landet, og jeg havde selv svært ved helt at se fidusen, da damen aflæste mine hænder og lagde tarotkort. Til sidst sagde hun så: “Du kommer til at arbejde i et cirkus.” Hun var både alvorlig og meget overbevisende, for der var ingen tvivl i hendes sind, og jeg har nogle gange tænkt på, at hun på en måde fik ret. Jeg blev bare sprechstallmeister i det store modecirkus.
Til at starte med forfulgte jeg dog en helt anden drøm. Jeg ville være hoteldirektør, og derfor flyttede jeg til det sydlige England, hvor jeg fik arbejde på et rigtigt Fawlty Towers-hotel, før jeg flyttede videre til London og blev ansat på et kæmpestort og meget fint, gammelt fem-stjernet hotel ved Grosvenor Square. Det var et hotel med masser fine gæster, og jeg blev såkaldt VIP waiter med ansvar at forkæle den tiendedel af gæsterne, der lavede flest penge og boede i de største suites. Det var ofte noget med at skulle finde deres favoritchokolade eller favoritportvin, og jeg elskede at bruge andre menneskers penge på eksklusive ting. Fordi pengene havde været så små i barndomshjemmet, higede jeg efter alt der var luksuriøst, og det kunne jeg især finde i hotelverdenen.
Jeg drømte om at komme ind på en af de bedste hotelskoler i Schweiz, men med tiden kørte jeg død i det. Det blev for overfladisk og lidt for forlorent, så jeg rejste hjem til København for at studere på Niels Brock, og det blev et større kulturchok for mig, end jeg havde forventet. Helt fra begyndelsen kunne København bare noget helt specielt for mig. Det var også her, hvor jeg endelig sprang ud, og hvor verden rigtigt udfoldede sig for mig. Det var her, hvor jeg for første gang elskede jeg livet, altså sådan virkelig, virkelig elskede livet.”
Kapitel 5: En omsorgsfuld stripper
I KØBENHAVN VAR jeg kærester med en kvinde fra klassen, men i mit indre var jeg mere og mere trukket mod fyrene. Det var dem, jeg bedst kunne lide at kigge på, og en aften, hvor der var karneval i byen, og alle klubberne var åbne, var jeg i byen med nogle af mine venner fra Niels Brock. Vi havde læseferie og drak os allesammen stangstive, og ud på aftenen forvildede vi os ned på Pan. Efter en halv time havde jeg mast mig helt op foran ved scenen, hvor der var stripshow.
Jeg stod i mit med krøllet pagehår og hornbriller og havde et lidt for stort bordeauxfarvet Martinique-jakkesæt på, og stripperen, en smuk mand med marcipanhud, blev ved med at sende mig sultne blikke oppe fra scenen. Men det var første gang, at en fyr havde flirtet med mig, så til at begynde med forstod jeg det ikke. Jeg troede bare, at han optrådte. Efter sit show kom han ned og fandt mig.
“Skal vi gå hjem til mig?,” spurgte han, og så listede vi ud sammen og hjem til ham. Han boede på Istegade i en meget boudoir-agtig lejlighed med leopardsengetøj, men han var enormt sød, og vi endte med at få en hyggelig aften sammen. Det var meget overvældende, og det betød selvfølgelig også, at jeg havde noget at fortælle til min kæreste. Jeg ville have informeret hende dagen efter, men nogle andre var allerede kommet mig i forkøbet. Det var ikke helt godt, men der var omvendt heller ikke nogen vej udenom. Det var dét, jeg skulle.
På det tidspunkt følte jeg næsten endnu mere, at det var en livsstil, jeg valgte til, end en seksualitet. Jeg havde været sammen med rigtig mange piger, og det havde været lækkert og sjovt, men der kom altid et tidspunkt, hvor de meget gerne ville binde mig og flytte sammen med mig og snakke om, hvilken sofa vi skulle have. Flere af dem var også hurtige til at fortælle, at de gerne ville have børn, og jeg kunne mærke, at det slet ikke var det, jeg søgte. Det var slet ikke, hvem jeg var. Jeg havde behov for en anden type af frihed, og dengang i slutningen af firserne var det at være sammen med en mand det samme som at sige, at man aldrig skulle have børn. Så jeg valgte også livsstil ved at springe ud og følte mig med det samme godt tilpas i det. Herfra var der ingen, der snakkede om børn, sofaer, og hvordan vi skulle blive gamle sammen.
Foto: Sarah Stenfeldt
Kapitel 6: Glædelig jul
HVER JUL VAR familien samlet på arvegården i landsbyen Ødis uden for Vamdrup. Min mor, der ellers altid støttede mig, sagde til mig: “Kan du ikke bare denne ene dag på året tage noget almindeligt tøj på?” Men det var min identitet, det var den, jeg var, og det hverken kunne eller ville jeg lave om på. Heller ikke selvom det var ilde set i familiens skød.
På det her tidspunkt var jeg blevet lidt smart i modebranchen og gik i tøj, der svarede til det liv, jeg levede. Niels Brock var blevet byttet ud med en læreplads hos Monroe, tidens hotteste frisør, og her havde jeg straks følt mig hjemme. Efterfølgende havde jeg uddannet mig som makeup-artist og fået store internationale kunder, og som vært for det Tv2-modeprogrammet ‘Deluxe’ var jeg tilmed blevet et offentligt kendt ansigt. Jeg tjente masser af penge og havde skabt mig et navn rundt om i verden, men hjemme i Sønderjylland mente de, at jeg havde tabt sutten. Det huede dem ikke, hvad jeg havde valgt at bruge mit liv på, og det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg også var sprunget ud som homoseksuel.
Til juleaften var der aldrig en eneste, der spurgte ind til hverken mig eller min karriere. Selvom jeg var den, der levede det mest spændende liv af os alle sammen på det tidspunk, ville de simpelthen ikke vide af det, så hvis jeg ville have en samtale kørende, var det op til mig at spørge dem, hvordan det stod til i grisestalden. Jeg havde heldigvis tidligt i mit liv fundet den der famøse “pyt-knap”, men det var alligevel altid en meget kontrastfyldt oplevelse, og der gik heller ikke længe, før jeg holdt op med at komme “hjem” til jul. Jeg havde jo mit eget liv blandt ligesindede i København. En selvvalgt familie.
I dag har jeg stort set kun kontakt med min søster og hendes børn. Det er ikke noget, der gør mig noget. Jeg kan generelt ikke se, hvorfor man skal sidde lårene af folk, som man ikke deler livssyn med. Jeg har aldrig nogensinde følt, at blod er tykkere end vand. Man skal kun være en del af en familie, men hvis man føler, at man hører til i den.
Kapitel 7: På første klasse
DER VAR GANG i 1000 ting omkring årtusindskiftet. Sammen med Kim Grenaa lavede jeg det kreative bureau Style Council, og ved siden af etablerede vi også DANSK Magazine. Vi blev et slags moderskib i branchen, og det hele summede omkring os. Det var en slags brydningstid, hvor dansk mode kom til at fylde enormt meget på den internationale scene, og hvor vi selv voksede og voksede, så vi til sidst havde et helt hus inde på Højbro Plads.
Vi blev sat op på en piedestal, de internationale modehuse leflede for os, og vi blev fløjet rundt i verden. Gucci insisterede på at flyve os ind på førsteklasse, og herhjemme hyrede Sand os til at lave et stort modeshow med ordene: “Bare book alle de bedste modeller i verden.” Det var mig, der stod for at caste, så jeg svarede: “Det bliver dyrt.” “Det er lige meget. Bare hyr dem allesammen.” Så fik vi tidens største modeller fløjet ind og lejede os ind i Nationalmuseet til et kæmpeshow.
Det var en surrealistisk tid, for på nogle måder var jeg stadigvæk bare ham den lille tykke, usikre dreng. Men hvis jeg skal se lidt selvkritisk på det, så var det også en tid, hvor vi blev selvfede. Det steg os selv til hovedet, og det hjalp ikke på renommeet, at vi, da vi var på det højeste, medvirkede et DR2-program, der bedst kan sammenlignes med Keeping up with the Kardashians. Det hed ‘Modebosserne’, og i et halvt år fulgte et kæmpe tv-hold Kim og jeg rundt overalt – også når vi festede i Milano og Paris til langt ud på natten.
Vi fik ry for at være nogle, som mest af alt drak champagne, selvom det i virkeligheden var 99 procent hårdt arbejde og én procent champagnedrikning. Det blev misforstået, og mange tænkte, at jeg ikke havde fødderne særlig solidt plantet i jorden. Så kan man selvfølgelig vælge at sige, som Karl Lagerfeld gjorde: “Det har jeg da. Bare ikke på den her jord.” Det var meget passende for ham, men ikke for os, for hold kæft, hvor vi arbejdede hårdt for at nå dertil.
Men der er koldt på toppen. Det er jeg ikke den første, der har opdaget. Jeg mistede venner i den periode, men lærte også, at det ikke er nogen katastrofe. Så hellere finde nogle nye venner, som passer bedre til, hvem man er nu. Alt for mange prøver at holde sammen på noget, som ikke skal holdes sammen på. Og så er det faktisk skidesjovt at få nye venner.
Kapitel 8: Stadig mors klædeskab
FOR TIDEN ER min businesspartner Jens Løkke og jeg ved at forberede arbejdet omkring den tredje suite i vores kunst- og design guesthouse The Darling. Det er et koncept, der forener dansk heritage design med dansk samtidskunst i et hotelkoncept, og der er ingen, der har fundet på før. Vi har 50 forskellige kunstnere hængende, dyre og billige, nye og etablerede, og det hele er mixet sammen i en kunstsamling, som vi selv har kurateret. Det er skidesjovt, og samtidig er det, hvad jeg har været allermest stolt af at lave i mit liv.
Da Jens og jeg mødte hinanden, var vi først kærester i otte år. Han kom fra et andet miljø og er en helt anden, langt mere slow down type. Han så modebranchen udefra og syntes, at det hele gik meget hurtigt, og det ræsonnerede i mig. I takt med alderen var jeg selv begyndt at sætte flere spørgsmålstegn ved branchen. Der var kommet til at stå et klarere modsætningsforhold mellem den og mine værdier, og jeg fandt det tiltagende svært at retfærdiggøre den overfor mig selv – særligt den manglende bæredygtighed.
Sideløbende kom kunsten snigende ind i mit liv og kom til at stå som et modstykke til modeverdenen. Hvor moden er det hurtige og det nye, nye, nye, har kunstbranchen et tempo, som i virkeligheden passer meget bedre til mig. Det startede med en fascination for den danske avantgardekunst, Peter Bonde og de der firserdrenge, der smadrede lærreder og folier. Siden er det grebet om sig, så det på fem år er endt med at fylde nærmest alt i mit liv, og jeg bliver kun mere og mere sulten på det. Jeg tror, jeg kommer til at dø med kunsten. Når først, jeg får øjnene op for noget, er det en verden, der åbner sig, og så får jeg lyst til at vide det hele. I gamle dage kredsede alle mine rejser om de internationale modeuger, i dag er det kunstudstillinger. Jeg er lige kommet hjem fra en kunstmesse i Herning, og snart skal jeg til biennalen i Venedig og senere til Frieze-kunstmessen i London og Art Basel i Miami. Kunstmesserne er blevet mine nye modeuger.
For mig er det gode liv forbundet med at have noget smukt at kigge på – om det er tøj, kunst eller møbler. Den røde tråd i min karriere har været æstetikken. Jeg lever af at være æstetiker, og på en måde er jeg stadig bare syv år gammel og står og leger med at sammensætte ting fra min mors klædeskab.
Foto: Sarah Stenfeldt
Foto: Sarah Stenfeldt
Foto: Sarah Stenfeldt
Kapitel 9: Naturguden
I MANGE ÅR havde min drivkraft med min far at gøre. Han gav mig en tarvelig barndom med nul procent opmærksomhed, og den slags bliver man uundgåeligt mærket af. Man kan enten blive et offer eller en fighter, og jeg blev det sidste. Det blev altafgørende for mig at bevise, at jeg var god nok.
Jeg har til gengæld aldrig haft penge som min drivkraft. Jeg har været til masser af selskaber, hvor man kun taler om penge en hel aften, og hvilken stor bil man skal købe næste gang, og det er altid det kedeligste i hele verden. For mig er idealet at leve et liv, hvor man kun laver det, man har lyst til, med de mennesker man har lyst til, og det er der, hvor jeg er nu. I dag er min drivkraft udelukkende lystbetonet. Jeg dyrker mine største passioner, og jeg betragter mig selv som et meget privilegeret og heldigt menneske, selvom jeg ikke er milliardær.
De seneste år har jeg foruden kunsten været meget optaget af naturen – endnu en tråd tilbage til barndommen. Jeg har en skovhytte i Tisvilde, og jeg tilbringer mere og mere tid deroppe. I gamle dage troede man på en masse guder i naturen, men så blev vi omskolet til kun at tilbede en gud, der havde skabt det hele, inklusiv naturen, og så gik det hele galt. Så begyndte vi at udnytte kloden, naturen og dyrene. Jeg ville så gerne have, at vi gik tilbage til at tro på jorden igen. Det er noget, jeg er ekstremt optaget af, for jeg mener, det er det eneste, der kan redde os. Jeg tror, at noget af det, der er galt med vores mentale tilstand, udspringer af, at vi ikke længere er forbundet med naturen. Den er blevet et produkt, ligesom med dyrene, og det skal vi gøre op med. Så bliver vi lykkelige igen. Først skal vi redde naturen, og så skal den redde os.
I skovhytten forsøger jeg mig med min egen lille revolution. Hvis nogen fælder et træ i nærheden, så planter jeg et nyt. Når jeg hører savene køre, går jeg altid ud og finder ud af, hvem der har fældet træer og hvorfor. Som regel er forklaringen, at træet skygger, og så kan jeg ikke lade være med at rulle med øjnene. “Du har valgt at bo i en skov. Så skulle du jo have boet på en eng i stedet.” Men lige lidt hjælper det, så nu har jeg grebet det anderledes an. De omkringliggende matrikler har fældet 21 træer på det seneste, og derfor har jeg plantet 21 nye på min grund.
Kapitel 10: Det gode liv
FOR NYLIG mødte jeg min nevø på Nevermind. Jeg stod med en lille tanktop på og var helt glad i låget og dansede rundt med mine unge venner, da han kiggede skeptisk på mig: “Ej onkel, det her er altså weird!” Så svarede jeg: “Jamen så må du gå, for jeg går ikke.”
Nogle gange tænker jeg da på, om man kan stadig kan stå på dansegulvet, når man snart er 60 år. Men det har altid været min eskapisme. Jeg forsvinder fuldstændig i musikken, især hvis jeg har fået et par vodkaer først. Jeg kan også virkelig godt lide at drikke, selvom det er sådan noget, man helst ikke må sige. Men jeg kan godt lide at drikke mig fuld, og fordi jeg er så gammel, ved jeg præcis, hvad jeg skal drikke, hvor meget jeg skal have, og hvad jeg skal spise forinden. Jeg er blevet en mester ud i den perfekte brandert.
Det har selvfølgelig betydet, at jeg har måttet finde mig nogle nye party-venner. De venner, jeg har på min egen alder, gider jo ikke længere. De fleste lever modne tilværelser, mens jeg fester med deres børn, men jeg har det så sjovt med det, og på mange måder har dansegulvet altid været der, hvor jeg kobler af.
Da jeg havde 35-års jubilæum i modebranchen sidste år, kiggede jeg tilbage på, hvor meget fri jeg egentlig havde holdt, og det gik op for mig, at jeg aldrig har haft mere end to sammenhængende ferieuger. I mange år har jeg tænkt, at når jeg går ind i den næste periode af mit liv, det næste kapitel, så kommer jeg helt naturligt til at finde lidt mere ro, men det er bare aldrig sket. Nogle gange grubler jeg over, at det ikke nødvendigvis er særlig sundt, og at jeg på et tidspunkt bør holde orlov. Måske en måned til Australien. Men jeg aner omvendt ikke, hvordan jeg ville reagere på så meget ferie, og hvornår skulle det i øvrigt ske? Nu har jeg travlt med hotellet og tusind projekter på bureauet.
Jeg bryder mig heller ikke om tanken om en dag at trække mig tilbage og bare dase årene væk et eller andet sted i Sydspanien. Jeg ville blive for rastløs. Jeg har én gang prøvet en badeferie og måtte sande, at det kan jeg ikke. For mig er arbejde ikke en straf, og jeg tror ikke på, at det gode liv liv er forbundet med ikke at lave noget. Det er en udbredt misforståelse, som jeg ser det. Det gode liv handler om at foretage sig noget, man bliver stimuleret og inspireret af. Jeg betragter mig selv superpriviliegeret på den front, for jeg tæller ikke timer eller minutter på arbejdet. Jeg har aldrig kigget på uret – og det er så i øvrigt også blevet stjålet.
Der findes et hav af muligheder for at støtte velgørende formål lige fra donationer til køb af produkter, hvis overskud går til velgørenhedsorganisationer – og er der et tidspunkt, hvor der virkelig er behov for hjælp rund i verden, så er det nu.
Det ved blandt andre den danske designvirksomhed Gubi. For nylig indgik de et samarbejde med Unicef, FN’s børneorganisation, om kampagnen ‘Young Hopes’, som er et initiativ, der skal hjælpe børn i verdens konflikt- og katastroferamte områder.
Initiativet ‘Young Hopes’ går ud på, at Gubi lancerer specialudgaver af deres velkendte stol ‘Pacha Lounge Chair’ i tre forskellige farver til fordel for Unicef, og overskud fra salget går ubeskåret til Unicefs indsatser i særligt kriseområder, som bliver overset i medierne og af offentligheden, men hvor behovet for humanitær hjæp og støtte også er voldsomt presserende. Helt konkret går støtten til blandt andet at fremme muligheden for sikker fødsel, rent vand og uddannelse.
'Pacha Lounge chair
-stolen fra Gubi i de tre forskellige farver.
I de fine tilhørende kampagnebilleder stiller Unicef-ambassadør og sangerinde Nanna Øland – bedre kendt som Oh Land – op som ansigt, og i den anledning har vi stillet hende tre spørgsmål om, hvorfor hun netop har sagt ja til denne indsats.
Hvorfor er der brug for kampagner som Young Hopes? Hvorfor valgte du være med? Jeg har altid set det mere eller mindre som en menneskelig forpligtelse at hjælpe og involvere mig, hvor jeg kan. Det er blandt andet derfor, at jeg har valgt at være Unicef-ambassadør. Young Hopes-kampagnen er et virkelig fint initiativ, der fremfor alt kombinerer design, kreativitet og børn. Jeg synes derfor, at det er en helt særlig mulighed for at bruge min position og være med til at gøre en forskel for børn i nogle af de sværeste og mest udsatte situationer på kloden. Når salget af blot én enkel stol blandt andet kan hjælpe Unicef med at bringe godt 200 børn sikkert til verden, så er jeg ikke i tvivl om at jeg gerne vil sidde i den stol.
Hvorfor er det så vigtigt at hjælpe børn i konflikter og katastrofer? Behovet for humanitær hjælp i verden er på sit højeste siden 2. verdenskrig – og i konflikter og katastrofer er børn altid de største ofre. Derfor er det fantastisk, at Gubi og Unicef fokuserer på at hjælpe de små mennesker med en chance for at overleve og klare sig. Både i det øjeblik, katastroferne rammer og verden bogstavelig talt falder sammen om ørene på børnene, men også efterfølgende, så de kan komme ordentlig videre med deres liv.
Hvad motiverer dig med som UNICEF-ambassadør? Hvilken forskel ønsker du at bidrage til? Jeg har altid været meget optaget af verden og den ulighed, der er overalt. Som barn kunne jeg både opleve en følelse af uretfærdighed og en form for skam over, at jeg havde det godt og trygt. De følelser har fulgt mig lige siden, og det er den primære drivkraft bag min vilje og passion for at hjælpe andre, der ikke har haft de samme muligheder som mig.
Met Gala er som bekendt årets vigtigste og mest prestigefyldte fest i modebranchen. Ikke mindst fordi formålet er velgørenhed, men også fordi det er her, de største navne inden for brancen dresser op i de mest ekstravagante kreationer. Og til trods for at vores invitation lige siden første galla blev afholdt i 1948 er blevet væk i postkassen hvert eneste år, er det altid en fest at sidde klar for at se, hvilke looks verdens største stjerner træder ud på den røde løber i – eller rettere, hvilke looks der kommer med hvilke stjerner.
Traditionen tro afholdes Met Gala altid første mandag i maj måned, hvilket vil sige at den næste Met Gala vil blive afholdt mandag d. 5. maj 2025 – men allerede nu er lidt af spændingen blevet udløst: I går blev temaet for forårets event nemlig offentliggjort.
Temaet for Met Gala er altid bestemt af den årlige modeudstilling på Metropolitan Museum of Art på Manhattan, som museets Costume Institute står for. Ud over at Met Galaen historisk har markeret åbningen af denne udstilling, agerer museet ligeledes lokation for festen.
Temaet for Met Gala 2025
“Superfine: Tailoring Black Style”. Det er temaet, som i går blev offentliggjort for 2025’s udstilling, og derfor også for festen.
Faktisk er det blot andet år (siden 1948, vel at mærke), at temaet (på helt stereotypisk vis) dikterer en beklædning, her ‘tailoring’, som historisk set har været relateret til det maskuline køn – dog ved vi alle i dag, at denne er en mindst lige så anvendt beklædning for personer, der identificerer sig med det feminine køn.
Udstillingen tager blandt andet udgangspunkt i medkurator Monica Millers bog fra 2009 “Slaves to Fashion: Black Dandyism and the Styling of Black Diasporic Identity”. Med udstillingen vil kuratorerne dykke ned i den kulturelle og historiske tidslinje for “the Black Dandy”. En betegnelse, som dækker over en person – ofte en, der identificerer sig som mand – der går meget op i stil. I denne sammenhæng: den stilbevidste, black Dandy. Med en gennemgang af, hvordan beklædning som medie gennem tiden har spillet en rolle for the black Dandys fremtoning i et samfund, formet af magt og racediskrimination, tydeliggør udstillingen, hvordan the Black Dandy er gået fra – som Miller selv skriver det i sin bog – “slaves to fashion”.
Foto: Getty
Rihanna og ægtemanden A$AP Rocky, som også er kendt for sin fænomenale stil, under Met Gala i 2023.
At vurdere ud fra tidligere års røde løber kan vi højest sandsynligt se frem til at se suits i alskens udgaver – lige fra det klassiske til mere innovative udgaver. Stjernernes kreationer er nemlig ikke kendt for at være hverken diskrete, kedelige eller lig hinanden – men hvem vi kan se frem til at se på den røde løber forbliver en hemmelighed lige til aftenen før eventet, for gæstelisten er nemlig kendt for at være hemmelig – næsten da.
Der er nemlig fem personer, som vi med sikkerhed kan sige, vi vil opleve på aftenen. I går blev også aftenens værter offentliggjort, og her er valget landet på følgende:
Foto: Getty
Lewis Hamilton til Met Gala i 2024.
Musiker og Louis Vuitton-Creative Director Pharrell Williams, skuespiller og instruktør Colman Domingo, musiker (og ægtemand af Rihanna) A$AP Rocky, Formel 1-kører Lewis Hamilton og så kommer NBA-legenden LeBron James som “æres host”. Ej at forglemme kvinden, som altid styrer slagets gang med hård hånd: Vogue Editor in Chief Anna Wintour.
Mens vi venter på mere information om aftenen, kan vi herunder mindes en række af de mest iøjnefaldende kreationer fra Met Gala 2024:
Foto: Dprf/AP/Ritzau Scanpix
Gigi Hadid i Thom Browne
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Nicole Kidman i Balenciaga
Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix
Kylie Jenner i Oscar de la Renta
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Zendaya i custom Maison Margiela af John Galliano
Foto: Dprf/AP/Ritzau Scanpix
... Også Zendaya i vintage Givenchy af John Galliano og hat af Alexander McQueen
Foto: Dprf/AP/Ritzau Scanpix
Og ikke mindst Tyla i den ikoniske sandkjole fra Balmain
Fortæl om din første solomuseumsudstilling Solar System?
Det er den største og mest omfattende udstilling, jeg har lavet. Jeg har arbejdet på den i cirka to og et halvt år, og jeg forsøger at tage forskellige greb, jeg har benyttet over de sidste 6 år og formulere dem endnu skarpere. Det er på mange måder en meget personlig udstilling, som arbejder med tematikker og materialer, som er centrale for min praksis. Det er en leg med kontraster, glimmer, melankoli og drømme.
Du har udtalt, at du blander populærkultur og kitsch med samfundsaktuelle spørgsmål. Hvordan det?
Jeg interesserer mig meget for billeder og symboler, der med tiden ændrer betydning. Jeg plejer at sige, at jeg remixer det, der allerede findes i verden for at skabe mine værker. Mange elementer vil man kunne genkende direkte: Der vil være en nostalgi, som kan jeg forstille mig, mange vil kunne genkende. Men jeg tror samtidig, at udstillingen kommer til at føles meget fremmed. Jeg kan godt lide den komplekse oplevelse af genkendelse og fremmedgjorthed på samme tid. Jeg forsøger altid at ramme det sted, og til det er både pop og kitsch gode værktøjer. Mine værker er et forsøg på at forstå det komplekse sted, vi befinder os lige nu. Jeg tror, det bliver umuligt ikke at læse klimakrise, kolonialiseringen af rummet og ideologiernes forfald ind i udstilling.
Dit projekt stikker dybere end den blotte appel, fortæller Søs Bech Sharpe, der er museumsinspektør og kurator på udstillingen. Hvordan vil du selv forklare det?
Det er svært for mig selv at svare på, men jeg tror, det handler om, at jeg altid arbejder med en form for modstand i mine værker. Selv om de er glatte og poppede, så bider de fra sig. De er ikke passive – de har en agens eller autonomi.
Mange kender dig bl.a. fra BUTTERFLY! på Arken Museum. Hvordan er denne udstilling forskellig?
På mange måder er Solar System forsættelsen på BUTTERFLY! Jeg er enormt glad for den udstilling, og den lærte mig enormt meget om at lave udstillinger. Helt konkret var BUTTERFLY! anderledes, fordi jeg der gik i dialog med museets egen samling. Solar System er mit eget, personlige udsagn fortalt med mine egne værker.
Hvordan vil du beskrive din kunst med 3 ord?
Poppet, kritisk og nostalgisk.
Hvilken kunst/hvilke kunstnere bliver du selv draget og inspireret af?
I udstillingen er der flere referencer, f.eks. til barokken, men også nyere tv-shows og reklamer. Mine referencer ligger altid midt imellem kunsthistorie og populærkultur.
Hvad håber du, publikum tager med sig fra Solar System?
TikTok er blevet det ultimative sted for at holde sig opdateret på skønhedstrends og beautyprodukter. Platformen er nemlig blevet stedET, hvor trends, opskrifter og så meget andet kan gå viralt i løbet af få minutter – og i løbet af det seneste år, har mediet boomet med beautytrends, der har sat sig fast i vores hukommelse grundet sine spøjse navne.
Over sommeren har broccoli freckles (da. broccoli fregner) for alvor blomstret – ja faktisk generelt fregner. Mange mennesker er generisk forsynede med de små brune prikker over næsebenet og kinderne, og selvom fregner generelt er en ting, som ikke udelukkende har været elsket, er det altså blevet en decideret beautytrend, som folk uden har fundet opfindsomme veje til at påføre. Og særligt broccoli freckles kan man vist godt kategorisere som en opfindsom måde at få de famøse fregner!
Foto: Imaxtree
Foto: Imaxtree
Under en del modeshows denne sommer havde makeup-artisterne valgt at give modellerne – hvad der kunne ligne – fake fregner.
Broccoli freckle-trenden handler kort fortalt om, at TikTokkere deler tutorials om, hvordan de bruger en gren broccoli – ja, det er grøntsagen, vi taler om, til netop at påføre disse fregner. Grundet broccoli-hovedets småprikkede overflade med lidt mellemrum mellem stilkene er grøntsagten brugbar til at påføre makeup, der kan imitere fregner – og faktisk er resultatet slet ikke dumt.
Det er da heller ikke første gang, at madvarer viser sig at have en overraskende forbindelse til makeup; måske husker du Hailey Biebers ‘strawberry makeup’, som går ud på at påføre en blush, som var man blevet kysset af et jordbær. Selvom fru Bieber endnu ikke har delt tutorials, hvor hun gør brug af broccoli-trenden, er selve pointen om at påføre fregner allerede Bieber-approved. Modellen har nemlig adskillige gange delt tutorials på sin TikTok, hvor hun viser, hvordan hun ved hjælp af blandt andet Berry Freckled Pen fra mærket Beaubble laver de fake fregner på sig selv – faktisk blandt andet i sine strawberry makeup-tutorials.
Find din fortrukne cream bronzer og en kvist broccoli
Dyp broccolien i bronzeren
Dup med løs hånd broccolien med bronzer på på dine kinder og over næseryggen
Har du påført en smule for meget, kan du duppe med et stykke papir eller håndklæde over, så farven dulmes
En af de profiler på TikTok, der har haft stort helt med trenden, er den svenske model og influent Cajsa Wessberg. Herunder kan du se hendes guide til, hvordan du får fine, naturligt-lignende fregner med din broccoli.
