Identitet

PR & Relations Manager hos Ganni, Maja Lien, om barndomsminder, livretter og personlig stil

- 02/07/2024

Maja Lien om Tour de France, inspiration på Nørrebrogade, plastikdimser og sin livret.

MAJA LIEN
PR & Relations Manager hos Ganni, Maja Lien, (f. 1996), har en bachelor fra RUC i kommunikation og performance design. Hun er opvokset på Nørrebro og bor i dag alene i Københavns Nordvestkvarter.

Et af mine klareste barndomsminder er at tage til Frankrig med mine forældre og yngre søskende for at se Tour de France. Det var et projekt: Vi pakkede madpakker og stod og ventede og ventede – og så kørte de hurtigt forbi. Der kommer en karavane med merch forbi inden selve touren, så mine søskende og jeg gik amok og greb alt, vi kunne, og lagde det hele frem, når vi kom hjem: nøgleringe, slikpinde og andet spons. Det var virkelig en happening. Jeg mindes også, hvordan mine forældre altid skulle se det i fjernsynet, selv om vi børn bare gerne ville på stranden, men som voksen, er jeg blevet lige som dem og ser touren i fjernsynet.

Da jeg studerende kommunikation og performance design på Roskilde Universitet, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle være. Jeg har gået på Rudolf Steiner-skole, så jeg har altid været meget kreativ, men uddannelsen i performance design tiltrak mig, fordi det var ‘krea’, men uden at jeg skulle lave kunst. Jeg startede i praktik hos Ganni efter min bachelor. Det var meningen, jeg skulle have en pause inden kandidaten, men jeg kom aldrig væk igen. Nu har jeg været der i tre og et halvt år.

Jeg er ikke særlig gadgetagtig, men jeg har en Miffi-nøglering i mit nøglebund, som jeg har købt i Japan. Den gik i stykker og mistede sit ene øre, men af mine kollegaer var i Japan i år og fandt en ny til mig. Jeg bad hende om det hjemmefra, så jeg opdagede, at jeg ikke kunne leve uden den.

I den sidste sms, jeg sendte stod der ”håber det går godt” og så et hjerte. Den var til min mor, der er i Norge med sit arbejde. Hun har ikke svaret, så jeg tror, hun har travlt. Jeg er ret tæt med begge mine forældre og mine søskende.

Den bedste gave jeg for nylig har givet er teaterbilletter i London til min tante Barbara, som min lillebror og jeg har givet hende sammen.

Jeg får inspiration, når cykler på gaden og ser nogen eller noget. F.eks. nogen, der har noget nice på. Det sker ofte på Nørrebrogade. Jeg cykler hele gaden igennem fra Nørrebro St. til Nørreport og omvendt hver dag, og der er mange forskellige skønne typer.

Min livret er surdejsboller med smør og ost. Meget gerne med sesam på. Sidste weekend købte jeg en masse hos Skruens (bageri i Nordvest, red.) og spiste det morgen, middag og aften. Ellers er det dumplings. Der er tre skønhedsprodukter, jeg bruger igen og igen. Honey-serum fra To The Moon. Den elsker jeg! Skin Food fra Weleda, og det skal være den fede, ikke light. Og solcremen fra La Roche Posay – hver dag hele året rundt. Det er meget vigtigt. Min veninde har lige været til en behandling, hvor behandleren sagde til hende, at det at bruge solcreme var ligesom at børste tænder. Det syntes jeg gav god mening.

Maja Liens tre yndlings-beautyprodukter er Honey-serum fra To The Moon, Skin Food fra Weleda og solcreme fra La Roche Posay, som hun bruger 365 dage om året.

På min ønskeliste står der en sort, medium Telfar-taske.

Min personlige stil er farverig, men også afslappet. Jeg kan godt lide at mikse print, farver og materialer, man måske ikke umiddelbart ville sætte sammen. Nogle gange er min stil nok også lidt bedstemoragtig, men det skifter meget fra dag til dag.

I min taske er der er der altid min yndlingslæbepomade Homeoplasmine-salve, som jeg køber på apoteket hver gang jeg er i Paris. Og så computer, Airpods og ofte slik. Jeg elsker alt Haribo-slik. På kontoret har vi en regel om, at man skal have slik med hjem, når man rejser. Hvis nogen ser en sjælden Haribo-pose, køber de den også altid med til mig. Mit yndlingsslik er dragibus fra Haribo. Da vi åbnede Ganni-butikken i Paris arbejde vi sammen med Eva Hurtigkarl (Gannis faste kok, red.) og en fransk kok, som jeg fortalte om min kærlighed til dragibus. En måned senere kom der en pakke til mig, Hun havde sendt en hel kasse fuld med dragibus. Det var den bedste gave ever, for man kan ikke få dem i Danmark.

 

Den bedste duft i verden var mine forældres nu afdøde hund Ottos pels. Hans nuttede, varme pels, når han var træt. Han var en italiensk trøffelhund og blev 12 år.

En egenskab, jeg sætter stor pris på er tid. At man respekterer hinandens tid, men også at man sætter tid af til at være sammen med dem, man elsker.

Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker er min 66North x Ganni-dunjakke. Den er kort og sort og gul. Den kommer jeg til at bruge rigtig, rigtig meget.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til er Tokyo. Jeg var der i 2019, og det var virkelig fantastisk. Man kan shoppe så mange nuttede ting, og så er der sindssygt god mad. Jeg sparer op til en tur dertil med min veninde Emma.

Jeg drømmer om at flytte til Paris, og måske kan det lade sig gøre en dag. Jeg vil også gerne finde en sød, sjov fyr, som kan snakke fransk.

Favoritrummet i min lejlighed er stuen. Her er så hyggeligt, og det er her, jeg hænger ud med mine venner eller ser serier og læser alene om aftenen. Jeg købte lejligheden i oktober 2022 og flyttede ind i januar 2023. Mine forældre og jeg totalrenoverede lejligheden, så jeg er så glad for den nu.

Den bedste souvenir, jeg har bragt med mig hjem er min plastik-ramenskål fra Japan. Jeg elsker alt, der er nuttet og i plastik. Ligesom alle mine ‘Sonny Angel’-figurer.

Den bedste souvenir, Maja Lien har bragt med sig hjem er denne plastik-ramenskål fra Japan, der snyder øjet for de fleste.

Den bedste bog jeg har læst er ‘Love me tender’ af Constance Debré. Den var meget rørende og satte mange tanker i gang hos mig. Den handler om en kvinde, der springer ud som lesbisk, og så ser hendes eksmand og faren til hendes barn sig sur på hende. Den handler om systemet, og hvordan han manipulerer hende. Den foregår i Paris, og jeg læste den i Paris.

Homeoplasmine-salven køber Maja på apoteket hver gang hun er i Paris. ‘Love me tender’ af Constance Debré er hendes yndlingsbog

I mit køleskab er der altid smør, mælk og vin. Mælken er øko og på ko. Jeg ville så gerne lære at drikke havre, fordi jeg godt kan lide idéen om det, men jeg kan simpelthen ikke lide smagen. Det er for sødt.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Simon Sebastian. Helst et kæmpe værk til min stue. Jeg har to Emma Kohlmann-værker, hende elsker jeg. Jeg mødte hende på gaden i Paris, sidst jeg var der, og der endte vi med at tage ud at spise sammen. Jeg har også en del værker, mine venner har lavet. Min veninde Ninas fotobachelorprojekt hænger i stuen. Min veninde Dagmar har lavet et værk, der hænger over mit køleskab, og hendes far har lavet et tryk, der hænger ved mit spisebord. Min veninde Celeste har lavet de tre keramikting, der står i min vindueskarm. Jeg er meget stolt af mine venner.

Maja har kreative venner, der har lavet en masse af den kunst, der omgiver hende i hjemmet i Københavns Nordvestkvarter. Bl.a. disse tre keramikværker, som veninden Celeste har lavet.

På repeat hører jeg Kate Bushs ‘Wuthering Heights’. Den er god, når man cykler.

Filmen jeg kan se igen og igen er ‘Love Actually’. Også om sommeren.

Min favoritfarve er rød. Og det har det været i mange år. Det er længe siden, jeg farvede mit hår helt rødt, men jeg tror, jeg er ved at være klar til at lade det vokse ud til min naturlige, men også røde farve nu.

Samlingen af Mumikopper står i vitrineskabet i køkkenet, som hun har fået af sine forældre. Skabet er fra 1901, og Majas forældre overtog det ifm. en ny lejlighed i 1999.

Et projekt jeg arbejder på nu, er at lære fransk. Jeg går på aftenskole hver tirsdag, og så er jeg på Duolingo. Jeg har gjort det til at vane at gå ind på appen som det første om morgenen, inden jeg vågner. I dag er jeg på dag 291. Jeg tager det meget seriøst. Det er også derfor, det ville være handy med den franske kæreste … På min 1-års franske Duolingo-dag vil jeg holde en fransk fest herhjemme, hvor alle, der kommer skal tage en fransk ting med.

I år vil jegFlytte til Paris.