Kunstner og beklædningsdesigner Nikoline Liv Andersen bliver glad, når cykelbroen til Christianshavn går op en tidlig morgen i myldretid. Hun elsker at spise shawarma med venner på Dronning Louises Bro, har både John Gallianos gamle sofa og Lise Nørgaards barndomsklaver, og så er hun aktuel med udstillingen Det Evige Smil på Designmuseum Danmark, der varer til den 27. september 2026.
Blå bog
Nikoline Liv Andersen, 46 år. Kunstner og beklædningsdesigner. Uddannet fra Det Kongelige Akademi i 2006, har lavet scenetøj til Bjørk og arbejdet som prêt à porter- og haute couture-designer hos bl.a. Fendi under ledelse af Karl Lagerfeld fra 2015-2020. Har senest haft soloudstillinger med tekstile værker i Slotskirken, Nikolaj Kunsthal og Møstings og er 1. maj aktuel med udstillingen Det Evige Smil på Designmuseum Danmark. Bor i Byggeforeningshus på Østerbro, hvor hun også har værksted, med sin mand, Christian Kornum, og parrets to døtre, Fauna og Dione.
Nikoline på Statens Værksteder, hvor hun har arbejdet på udstillingen Det Evige Smil, som er aktuel nu på Designmuseum Danmark.
Den første kulturoplevelse,jeg kan huske, var en tur til Legoland med min familie. Jeg har ikke været ret gammel og sad i klapvognen ved indgangen på vej derind, og så lukkede jeg mine øjne. Da jeg åbnede dem igen, var vi hjemme. Jeg har aldrig været der siden.
Hvis jeg ikke lavede det,jeg laver i dag, ville jeg være forfatter, eller det er faktisk en drøm, jeg prøver at forfølge, og det var vildt for mig at have en kronik i Information sidste år, nemlig digtet Afslut med firkant. Jeg har nok aldrig været god til at begrænse mig eller lade mig styre af strategiske karrierevalg, og det ville jo nok have været smartere, hvis jeg var blevet ved min læst, men jeg bliver nødt til at forfølge det, der tænder flammen i mig. Så jeg håber på at kunne udgive en digtsamling en dag.
En gadget jeg ikke kan leve uden, er ikke en egentlig gadget, men jeg elsker min fars stiftsblyant, som jeg tegner med hver eneste dag.
I den sidste sms, jeg sendte, stod der formentlig “åh” eller “ej“ eller “haha” efterfulgt af en smiley, der sveder og en masse hjerter og udråbstegn. På det punkt er jeg ikke så avanceret.
Den bedste gave, jeg nogensinde har givet, var nok det folkevognsrugbrød fra 70’erne, jeg gav min mand, da han blev 40. Vi kalder det Solvej, og det er malet i et væld af farver med fredstegn og blomster. Den er svær at slå, men sidste år gav jeg Anna, min veninde, Edith Södergrans samlede digte. Vi deler en passion for litteratur – i særdeleshed for poesi, og vi har siden, hun fik bogen sendt hinanden digte. Hver dag et nyt digt. Vi kalder det vor nye tidsregning. Jeg har en anden udgave, så vi nørder også oversættelser, og overvejer hvad Södergran mon vil sige os i dag. I dag er dag 243.
en bedste gave, Nikoline nogensinde har givet, var dette folkevognsrugbrød fra 70’erne, hun gav sin mand, da han blev 40. Familien kalder det Solvej, og det er malet i et væld af farver med fredstegn og blomster. Her holder det foran familiens Byggeforeningshus på Østerbro.
“Der er nok inspiration i blot at være i live, og jeg har ikke brug for at blive påvirket af hvad andre gør”
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til min mor. Hun har altid tid og rum og hjerte til mig. Hun er et enestående menneske, som alle, der møder hende, kommer til at holde af. Jeg er meget heldig at have en mor som hende.
Når jeg har brug for inspiration, vender jeg blikket indad og forsøger at lukke af for alle andre indtryk. Der er nok inspiration i blot at være i live, og jeg har ikke brug for at blive påvirket af hvad andre gør.
Mit forbillede ermin draperingslærerinde Jette With fra Designskolen. Det mest passionerede menneske, som lærte mig at mestre håndværket. For hvad skal man med idéer, hvis ikke man kan føre dem ud i livet? Hun valgte at forlade skolen, da den blev for teoretisk – en drejning hun ikke kunne stå inde for. Det var et kæmpe tab for skolen, men hvor har jeg respekt for det valg! Og så er hun den kvindelige udgave af Yves Saint Laurent og lidt af et stilikon; altid velklædt med bæltespænder med JW-initialer lavet af hendes mand, sølvsmed Kurt Nielsen. Selvom hun efterhånden er godt op i årene, er der stadig fuld gang i hende, og hun ser altid fantastisk ud. Når jeg bliver gammel, vil jeg gerne være lige så sej og smuk som Jette With.
“Jyllands-Posten bragte i 1964 et interview med Tove Ditlevsen, der hed: ”Den, der elsker, lider mest.” Det er så sandt. Men den, der ikke elsker, lever ikke”
Sundhed for mig er ikke at tage alt så skideseriøst hele tiden.
Kærlighed for mig er det vigtigste i hele verden. Også når den gør ondt. Jyllands-Posten bragte i 1964 et interview med Tove Ditlevsen, der hed: ”Den, der elsker, lider mest.” Det er så sandt. Men den, der ikke elsker, lever ikke.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er venlighed og forståelse for andre mennesker – også dem, der synes helt anderledes end en selv.
Min livret lige nu er trukket op af havet og tilberedt over bål med urter fra haven og en skvis citron. Åh!
I mit køleskab er der altid økologisk smør, fordi alting bare smager bedre med smør. Også selvom jeg prøver kun at spise det om søndagen. Det lykkes aldrig.
Min yndlingsrestaurant er ingen, for jeg går mere op i selskabet, og hvis bare der er dessert, er jeg glad.
“Jeg vil gerne spise en shawarma og drikke bobler i krus med gode venner på en bænk i aftensolen på Dronning Louises Bro”
Jeg vil gerne spiseen shawarma og drikke bobler i krus med gode venner på en bænk i aftensolen på Dronning Louises Bro, imens mylderet fra byen passerer forbi. Det elsker jeg simpelthen.
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen,er Chanels vandfaste mascara ‘Le Volume’, men jeg har pt stor livskrise, fordi Chanel har taget den af markedet. Wtf?
På min materielle ønskeliste er der mange drømme om ting, jeg gerne vil bygge til huset, og jeg kan stadig ærgre mig over, at jeg ikke købte de røde belægningssten fra Rungstedlund, der var til salg hos Genbyg for to år siden. Tænk at have Lille Rungstedlund i sin baghave! Suk!
Min personlige stil er sammensat. Jeg synes, det er sjovt at lege med forskellige udtryk afhængig af dagens lune, og hvad jeg skal, og så elsker jeg tøj med historie. At forestille mig, at jeg lever i en anden tid med gamle prærie- eller hippiekjoler, som et lille eventyr i hverdagen eller noget mere funky med min citrongule vintage-Levi’s-anorak, baggy bukser fra Astrid Andersens Stel, store malerbukser eller Tank Girl-jakker og stramt Wolford sammen med mine gamle militærstøvler, købt på DBA for 100 år siden. Alt sådan noget, synes jeg, er sjovt. Men når jeg arbejder, skal mit tøj være praktisk og ikke for fint til at få en plet.
Mit bedste tøjkøb nogensinde føles lige nu som den kjole, Thea Bank syr for mig til min fernisering på Designmuseum Danmark samt en blomsterkrans Effi Pingel er i gang med. Det er selvfølgelig ikke alle forundt at få syet dyrt tøj til sig, men at tegne en skitse og vække den til live er en kæmpe glæde. Og så har man noget helt særligt, man kan glæde sig over resten af livet og give videre til sine børn, når de en dag kan passe det. For min yngste datter siger ofte, når hun ser noget af mit tøj: ”Må jeg få den, når du dør?” Og så elsker jeg den lille, hvide showpiece-kjole og flødeskumsskoene jeg fik af Fendi, da jeg arbejdede dér. Et lille lækkert sæt.
Den lille, hvide showpiece-kjole og flødeskumsskoene fik Nikoline af Fendi, da hun arbejdede der som designer for år tilbage. Det er noget af det, hun elsker mest i sin garderobe.
I min taske er der altidnøgler. Det er så kedeligt at låse sig ude.
Den bedste duft i verden, var duften af mine børn, da de første gang kom op på mit bryst. Duften af livets mirakel.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er smør.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til,er Oslo. Min mor er norsk. Hun kommer fra Bergen, men det er mange år siden, jeg har været i Oslo, og jeg gad godt se det nye Munch Museum. Og hvis Susanne Sundfør så kunne opføre sit Music for People in Trouble-album samtidig ville jeg ikke kunne bede om mere.
Taffelflygelet er Lise Nørgaards barndomsklaver. Nikolines bror var gode venner med hende, og hun gav ham det. Broren har dog et andet klaver, så Nikoline og hendes familie passer på det.
Favoritrummet i mit hjem er stuen og køkkenet, som er i samme rum. Christian har bygget køkkenet af genbrugsmaterialer og dele fra det oprindelige køkken. En del møbler har vi fundet smidt ud. Vitrineskabet er f.eks. fra Genbrugsstationen, som Christian har bygget om og sat i stand. Selv Bertoia-stolen og Wikkelsø-gyngestolen er trukket op af en container. Det er vildt, hvad folk smider ud! Hans Kögl-lamperne drømte jeg om længe, og tænkte jeg aldrig ville få råd, men var heldig at finde dem til en slik på eBay. Taffelflygelet er Lise Nørgaards barndomsklaver. Min bror var gode venner med hende, og hun gav ham det. Han har et andet klaver, så vi passer på det. Og så elsker jeg vores lille frimærkehave om sommeren, der altid står klar til en lille fredagsdrink med søde naboer eller andre, der tilfældigt kommer forbi.
Favoritrummet i Nikolines hjem er stuen og køkkenet, som er i samme rum. Hendes mand, Christian, har bygget køkkenet af genbrugsmaterialer og dele fra husets oprindelige køkken.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde alle dem, der måtte være derinde, og hvis der var mere tid, så de familiealbums jeg har klippe-klistret sammen i løbet af årene.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem,må næsten være John Gallianos gamle sofa, som jeg fik, da jeg var i praktik hos ham og Christian Dior. Lige nu har jeg den på mit lager, da den efterhånden trænger til lidt kærlighed, men jeg glæder mig til snart at få den hjem igen.
Den bedste bog jeg har læst … åh, der er mange bøger, jeg sætter stor pris på, men én, der er meget særlig for mig, er Det Evige Smil af Pär Lagerkvist. Det var min fars yndlingsbog, og da han mistede synet for nogle år siden, indtalte jeg den til ham, så han altid kunne høre den. Han døde sidste år, og jeg har længe tænkt, at jeg skulle lave et værk eller en udstilling med den titel. Den tid er nu, og 1. maj åbner min udstilling Det Evige Smil på Designmuseum Danmark.
Det Evige Smil af Pär Lagerkvist var Nikolines fars yndlingsbog, og da han mistede synet for nogle år siden, indtalte hun den til ham. Nu har hendes nye udstilling fået samme titel. Her ligger den på sminkebordet bl.a. sammen med yndlingsproduktet, Chanels vandfaste mascara ‘Le Volume’.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Edvard Much, men hvem drømmer ikke om det?
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er af Maria Koshenkova. Jeg elsker den måde, hun arbejder med glas på. Det er vildt og råt, men også følsomt og meget organisk. Hun er en utrolig spændende kunstner, og det bliver sjovt at følge hendes virke. Jeg har også et par vidunderlige værker af Cathrine Raben Davidsen. Blandt andet et lille, fint oliemaleri, som jeg elsker, fordi man kan blive ved med at gå på opdagelse i det. Det giver ikke sig selv, men rummer en mystik og et mørke, som vækker genklang i mig.
Nikoline foran hendes eget værk i hjemmet på Østerbro.
Jeg hører Orphée af Jóhann Jóhannsson på repeat, fordi den sætter mig i en helt særlig stemning og er genial at skrive til. Men ellers har jeg en meget bred musiksmag og elsker at opdage musik, jeg ikke vidste fandtes. Fra barokmusik til lyden af en gammel plade fra halvfjerdserne, fra finsk tango til musik fra Mellemøsten. Og så er der dødsmetal, ikke pladderballe-heavy, men en ordentlig omgang død. Tungt og hårdt, der kan rive mig rundt. Lige nu har jeg optur over Blood Incantation, og jeg glæder mig til at se dem i Århus til juni.
Min yndlingsfilm erBaz Lurhmanns Romeo and Juliet. Den væltede mig bagover, da jeg som teenager så den i Grand. Jeg tudede fra de så hinanden i akvariet, hele vejen gennem filmen og turen hjem, til jeg lukkede mig ind på mit teenageværelse for at høre Brahms Requiem for fulde gardiner og i stearinlys i vinflaskers skær, blot for at vente på at den ville udkomme på VHS, så jeg kunne se den igen og igen og igen. Jeg har nok altid været til den teatralske side, og den dag i dag håber jeg på, at han finder det brev. Scenografisk er den også bare helt eminent den film, og jeg elskede den måde, hvorpå Skam parafraserede over den.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, skulle vi trække stikket til techgiganterne, inden de suger sjælen ud af os.
“Intet er så vigtigt i dette travle liv til at et gammelt skib godt kan sætte det hele på pause for en stund”
Det gør mig glad, når cykelbroen til Christianshavn går op en onsdag morgen i myldretid og et gammelt smukt skib fra de syv verdenshave sejler forbi, og jeg står dér med min cykel på vej til Statens Værksteder og forestiller mig, hvilke eventyr det har været på, hvilke kykloper det har mødt på sin vej, og hvordan livet ville blive, hvis jeg hoppede ombord, men at det også er helt okay at stå dér på cykelbroen en tidlig onsdag morgen og se det gamle skib sejle igennem vores by og vide, at om lidt går Knippelsbro op og derefter Langebro, og at intet er så vigtigt i dette travle liv til at et gammelt skib godt kan sætte det hele på pause for en stund.
Det gør mig vred,når folk smider mad ud, der intet fejler eller skifter smukke originale vinduer ud med nye i stedet for at sætte de gamle i stand. På det punkt er jeg er nok en lidt insisterende type på grænsen til pisseirriterende, men vi skal vænne os til at genbruge og istandsætte i stedet for at producere nyt hele tiden og kun tænke i tid og penge. Jeg er så træt af tid og penge! Og så er det gamle bare smukkere og meget mere bæredygtigt. Der er et graffitimaleri i viadukten til Lersø Parken, hvor der står: ”Hvorfor gør du, som du gør?” Det har vi godt af at tænke lidt over.
Min yndlingsfarve er jo alle, for jeg elsker alle farver, men har et særligt crush på lilla og gul sammen.
Jeg griner afglæde, når jeg laver ølstafet med mine veninder på min fødselsdag. Helle for aldrig at blive for gammel til det!
I løbet af det næste år vil jeg glæde mig over min udstilling på Designmuseum Danmark, hygge mig med dem jeg elsker og måske realisere drømmen om min første digtsamling.
