ELLEs chefredaktør Cecilie Ingdal funderer i sin leder i septembernummeret af magasinet over, hvad det er, der gør september så særlig. Nye begyndelser og klarere luft er blot to af de ting, der kendetegner sæsonen – men der er også meget mere end dét. Noget, der går endnu dybere.
Do you remember … dancing in September
September har den dér særlige energi af begyndelse. På mange måder lidt ligesom januar. Ikke fordi jeg lige nu længes efter kulde eller begrænsende nytårsforsætter, men fordi sommeren er slut, luften føles friskere og klarere, mørket omfavner os så småt igen, kalenderen fyldes med liv – og garderoben kalder på mine yndlingsitems: strik, jakker og frakker, loafers og støvler – og giver lyst til at rykke rundt. I skabet. I hovedet. Og lidt i livet. Måske.
Mode er på mange måder en invitation til forandring. Ikke fordi vi bliver nye, bedre, mere interessante mennesker af en frakke, et par støvler eller en taske, men fordi tøj også kan give os lyst til at prøve en ny version af os selv af. Og måske gøre os lidt rankere og mere umage med det, vi står i og overfor – uanset hvad det så er. Septembernummeret af ELLE er derfor også altid lidt særligt – og denne udgave er ingen undtagelse. For det er her, vi giver dig det store overblik over modesæsonen – og dermed inspiration til, hvordan du kan sammensætte det, du allerede har på ny og måske tilføje nye darlings, der kan give dig en ny følelse. Måske endda ny energi.
Forsidemodel Helena Christensen er da derfor også den perfekte septemberforside (hendes ELLE-forside nr. 129 skrev hun til mig forleden), fordi hun på én gang repræsenterer modehistorien og en meget nutidig idé om kvindelighed. Altid med moden som en naturlig følgesvend. Helena lever og har gennem årtier levet et stort, internationalt liv og bevæger sig stadigt nysgerrigt videre. Det samme gør ELLE-fotograf gennem snart to årtier Henrik Bülow, der fotograferede hende i hendes private oase i Nordsjælland på en magisk augustdag.
I denne 2026-septemberudgave har vi også inviteret sognepræst, debattør, forfatter og meget mere Kathrine Lilleør ombord. Jeg har gennem efterhånden en del år været søndagsgæst (desværre ikke så flittig, som jeg ville ønske) i hendes kirke, Skt. Pauls, i indre København. Det er der en særlig grund til – og det er ikke fordi, jeg er mere troende end de fleste danskere – men fordi hun er en eminent historiefortæller. Fordi hun søndag efter søndag uden talepapir stiller sig midt ud i kirkerummet og taler frit, engagerende, vedkommende om dagens evangelietekst. Hun formår at gøre de ældgamle tekster så relevante, at man bare lytter – og glemmer alt om stressende gøremål og forstyrrende tanker. Og hun formår at trække en rød tråd gennem dem alle søndag efter søndag, så man som lytter forstår sammenhængen igennem kirkeåret.
ELLE-journalist Anders Ryhauge har i denne udgave talt med hende om alvorlige emner som frygt, tilgivelse, glæde og sorg. Og hun siger blandet andet: “Kom imod mig, liv. Kom med alt, hvad du bringer. Jeg har mod til at være i det og til at glemme mig selv i andre.”
Og selvom ordene selvfølgelig udspringer af hendes tro og virke som præst, ramte de mig også et sted, der ikke handler om religion. For hvor ofte bruger vi ikke enormt meget energi på at forsøge at forudse, kontrollere og helst også gardere os imod det, der kan gøre ondt? På at tænke os frem til livet, før vi egentlig lever det. På at lade tidligere erfaringer definere, hvad vi tør. Lilleør taler om netop frygten som noget, der kan stille sig i vejen for glæden. Om de fortællinger, vi bygger om os selv på baggrund af det, vi har oplevet, og som måske engang hjalp os med at forstå, hvem vi var, men som også risikerer at holde os fast. Men hun taler også om muligheden for netop at vende tanken uden at fornægte det, der har været, men at turde tro på, at det, der kommer, ikke nødvendigvis behøver være det samme.
Og måske er det netop dét, jeg holder så meget af ved september. For midt i al begejstringen over nye silhuetter, materialer og farver ligger også en følelse af, at noget begynder igen. Ikke nødvendigvis på en helt ny måde, men med muligheden for at se det, vi allerede har, og måske også os selv, med et lidt andet blik.
Nej, en ny frakke ændrer ikke dit liv. Et par vidunderlige støvler løser næppe det, der holder dig vågen om natten. Og sæsonens helt rigtige taske kommer, trods vores store kærlighed til den slags her på ELLE, ikke med nogen garanti for varig lykke.
Men mode kan alligevel noget. Mode kan vække lyst. Nysgerrighed. Begejstring. Mode kan minde os om, at vi ikke behøver stå stille. At vi gerne må ændre mening, udtryk og retning. Tage noget gammelt frem igen og se det på ny. Eller forelske os hovedkulds i noget, vi aldrig havde forestillet os, vi ville. Og det er præcis dét, jeg håber, at denne septemberudgave vil inspirere dig til.
Så kom bare, september. Med nye begyndelser, mørkere aftener, strik, frakker, store tanker, små forelskelser og alt det andet, vi endnu ikke ved venter. Måske behøver vi heller ikke vide det.
Måske skal vi bare have mod til at være i det.
Rigtig god læselyst,
Cecilie
