Hun længes efter stilheden i Grønland, men ikke tavsheden og traumerne, der er nedarvet gennem generationer. For Nukâka Coster-Waldau har det været en livslang kamp at føle sig god nok, som hun er, og hun har gjort brug af psykedelisk terapi for endelig at gøre op med sine egne – og sine forfædres – smerte.
Blå bog
Nukâka Coster-Waldau. Født 1971 i Grønland. Flyttede til Danmark som 20-årig og har boet her lige siden. Er uddannet skuespiller på Statens Teaterskole. Har blandt andet medvirket i tv-serierne ‘Forbrydelsen’, ‘Sygeplejeskolen’, ‘Tynd is’, ‘Wheel of Time’ og ‘Agent’ samt en helt masse teaterforestillinger. Er gift med skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau og mor til døtrene Filippa og Safina Coster-Waldau, der også begge to er skuespillere. Bor i Lyngby nord for København.
KAPITEL 1: STILHED OG TAVSHED
JEG MEDVIRKEDE I teaterforestillingen ‘Den sidste slæderejse’ på Bellevue Teatret tidligere i år. Den handler om polarforskeren Knud Rasmussen og kvinden Arnarulunnguaq, og på et underliggende plan forholdet mellem Danmark og Grønland.
Udover at spille den ene af hovedrollerne, komponerede jeg musikken, og uden på forhånd at have sat mig det for, kom den til at handle meget om længsel. Jeg er et menneske med enormt meget længsel i mig. Hver eneste dag længes jeg efter Grønland, men når jeg er deroppe, længes jeg efter Danmark. Jeg længes altid.
Jeg tror på, at jo flere steder man har været, jo flere ting man har prøvet, jo mere længsel kommer der i ens krop, i hvert fald i min. Man kan vælge at lade sig tynge af smerten, men man kan også vælge at se det som en gave, at der er flere steder på kloden, ens sind higer efter.
Mere end noget andet sted føler jeg mig dog hjemme, når jeg kommer til Grønland. Det handler om nogle helt basale, kulturelle ting. Humoren for eksempel. Mange danskere vil sikkert kende til at være i udlandet og prøve at være sjov på ‘den danske måde’, og så falder det til jorden, for humor er svær at oversætte, og samtidig er den så vigtig for en kultur.
For mig er den grønlandske humor noget helt særligt. Dansk humor kan være ret hård. Det er ironi og sarkasme. I Grønland er humoren selvironisk. Det handler om at udlevere sig selv, og jo mere pinlige ting man har gjort, jo sjovere en historie har man at fortælle.
Jeg falder bare i hak, når jeg kommer hjem til Grønland. Så snart man lander i lufthavnen i Nuuk, hører man latter omkring sig, for grønlændere er et meget lattermildt folkefærd. Det er måske også en latter, der tit dækker over andre ting, for det er nogle gange nemmere at grine, end at snakke om det, der er svært.
NÅR JEG IKKE er deroppe, længes jeg også efter stilheden. I Grønland er man gode til at være stille sammen. Der findes ikke et begreb for ‘pinlig tavshed’, som der gør i Danmark, hvor man hele tiden skal fylde tomrummet om.
Grønlændere bruger generelt ikke så mange ord. Det mærkede jeg selv tydeligt, da jeg kom til Danmark, og hvis du spørger unge grønlændere, der flytter hertil for at studere, vil de fortælle dig, at de er trætte i hovedet af, at der bliver snakket så meget, og af at der skal sættes ord på alting. Hvis man ikke er vant til at snakke så meget, er det overvældende.
Jeg synes, der er så meget larm i verden. Jeg har det svært med storbyer, hvor den konstante storbysummen stresser mit hoved. Folk tænder for radioen, for fjernsynet, for computerne, og gerne det hele på én gang, mens de forsøger at læse avisen. Mange er bange for stilheden, men jeg kommer fra den, og jeg længes altid efter den.
Der er få steder, hvor der er så stille som i Grønland. Når jeg kommer derop, bliver jeg altid overrumplet over den utrolige stilhed. Det kan sammenlignes med at gå en tur alene i skoven, efter det har sneet, men når man er ude på isen, er der ikke engang nogen træer, som vinden kan suse i. Der er ingen lyde overhovedet. Det er den mest magiske stilhed.
DE FØRSTE 13 år af mit liv boede vi i den lille by Uummannaq i Nordgrønland. Her sejler man i båd om sommeren og kører med slædehunde om vinteren. Det er sådan, man kommer nogen vegne.
Mange tror, at Grønland er én stor klump is, hvor alle spiser tørret fisk, mens der render isbjørne omkring, men der er kæmpe kulturforskelle. Min far er opvokset i det sydlige Grønland med en malkeko og får og høns, og min farfar var fåreholder – det er et helt andet Grønland, end det jeg voksede op i.
Mine forældre flyttede til Nordgrønland som helt unge, nyuddannede skolelærere. Min far blev skoleinspektør og anskaffede sig en slæde og et hundespand, så han kunne komme rundt til de syv bygder, han havde ansvaret for. Og for at vi som familie kunne komme ud på isen og nyde naturen. Vi tog på ture, og fiskede for at kunne fodre vores hunde og for at fylde fryseren op. Slædehundene er vant til de forskellige ruter og følger slædesporene ud til linerne, hvor man kan sætte sine fiskekroge på, og næste dag kommer man og hiver fiskene op.
For fangerne er slædehundene deres levebrød, det er arbejdshunde, og dem skal man ikke komme for tæt på, hvis man ikke kender dem. Vi havde mest slædehunde som en hobby, og vores hunde var kælehunde. Med årene fik vi flere og flere, så vi til sidst havde 25. Jeg elskede dem og kælede med dem og kendte navnene på dem hver især, det var mig i søskendeflokken, der var mest interesseret i at køre på hundeslæde, og næsten altid mig, der tog med min far ud til bygderne.
Første gang, jeg kørte alene på hundeslæden, var jeg ikke mere end 10 år. Jeg startede med én hund, så to hunde, og til sidst kørte jeg med fem hunde foran på min egen lille slæde. Jeg følte mig så stærk og så sej, og jeg husker stadig friheden ved at køre ude på isen, bare mig og mine slædehunde.
I SMÅ SAMFUND ved alle andre ofte noget, som man ikke selv ved. Jeg var 10 år gammel, da jeg en dag var babysitter for en lille dreng i byen, som pegede på et billede af min far i avisen og sagde: ‘Det her er min far. Og det er også din far.’
Min lillebror, som jeg indtil da ikke havde kendt til, sagde det med den største selvfølgelighed, men for mig var det en bombe, der blev smidt ind i min virkelighed. Jeg følte intet andet end kærlighed over for ham, men jeg vidste også, at jeg ikke ville kunne tale med nogen om det.
I de næste mange år holdt jeg på hemmeligheden helt for mig selv. Det er vildt, hvad børn er i stand til for ikke at såre sine forældre, men jeg ville ikke gøre min mor ked af det. Jeg var bange for, at hvis hun fandt ud af, at min far havde fået et barn uden for ægteskabet, ville hun blive så ulykkelig, at hun ville skubbe os allesammen væk. Måske vidste hun alligevel det hele, uden at hun nødvendigvis vidste det.
Senere kom der også andre søskende ind i billedet.
“Mine forældre er ikke dårlige mennesker. De gjorde deres bedste, og meget af det har også været godt, og de har jo haft deres bagage, der har gjort det svært at tale åbent”
FOR NYLIG VAR jeg tilbage i Uummannaq, i forbindelse med en film jeg har været med til at instruere. Jeg har kun været tilbage få gange siden barndommen og fra Danmark kræver det tre flyvemaskiner og en helikopter at komme dertil.
Så snart jeg ankom, blev jeg ramt af en nostalgi, for det er min barndoms land, og jeg mindes turene på hundeslæden og mit trygge og åbne barndomshjem med søskende og legekammerater. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bliver der også blandet en sorg ind i nostalgien, for mine forældre gik senere hen fra hinanden, og lige under overfladen på de gode barndomsminder ulmer alt det usagte.
Jeg tilhører en generation i Grønland, hvis forældre havde rigtig svært ved at snakke om tingene. Det hele blev fejet ind under gulvtæppet. Da jeg blev ung og begyndte at blive mere selvstændig i min tankegang og løsrev mig fra mine forældre, var jeg i en periode meget vred på dem: Hvorfor fanden så de mig ikke, og hvorfor fanden snakkede de ikke om tingene? Men jeg måtte også sande, at selvom nogle er rigtig gode til at bruge vreden konstruktivt, er jeg ikke selv en af dem. Jeg bliver ulykkelig af at være vred. Jeg tror på, at vi har hver vores funktion i verden, og min stammer ikke fra vreden. Min kommer af behovet for kærlighed og forsoning.
Mine forældre er ikke dårlige mennesker. De gjorde deres bedste, og meget af det har også været godt, og de har jo haft deres bagage, der har gjort det svært at tale åbent. De er vokset op med forældre, som snakkede endnu mindre om tingene, for dén generation blev koloniseret og lærte at pakke meget af deres identitet væk.
Mine bedsteforældre og deres forældre voksede op med at skulle danificeres. Man kunne kun blive til noget, hvis man blev mere dansk, og alt, der var grønlandsk, skulle undertrykkes. De lærte at skamme sig over deres kultur, de lærte at skamme sig over, hvem de var, og følelsen af ikke at være god nok er gået videre i arv.
“Jeg tror rigtig meget på generationstraumer – at traumer nedarves fra generation til generation. Der er så meget skyld og skam i det grønlandske folk, som har ligget latent i os”
Det er først som voksen, jeg er begyndt at få øjnene op for de mørke dele af Grønlands historie, for alt det med koloniseringen snakkede vi slet ikke om, da jeg var barn. Jeg voksede op i en lillebitte by med 1200 mennesker, og det var ikke noget, nogen snakkede om. De ældre generationer skånede os sikkert, og samtidig var mange slet ikke opmærksomme på, hvor alvorligt det havde været dengang – med tvangsfjerning af børn til Danmark, tvangssterilisering, spiralopsætning, alle mulige ting. Vi lærte heller ikke om det i skolen, men har i tide og utide fået smidt i hovedet, at vi skal tage os sammen og være taknemmelige for at være under Danmarks vinger.
Jeg tror rigtig meget på generationstraumer – at traumer nedarves fra generation til generation. Der er så meget skyld og skam i det grønlandske folk, som har ligget latent i os, fordi vi som folk har været udsat for nogle voldsomme ting. Det er ikke min skyld, at vi blev koloniseret, eller at mine forældre havde det dårligt, men som børn tager vi det hele på os og bærer traumerne videre.
KAPITEL 2: OPMÆRKSOMHED PÅ GODT OG ONDT
JEG HAR ALTID elsket at synge og danse og optræde. Mine forældre spillede ikke selv på instrumenter, men min far kom tit hjem med nye plader. Miles Davis, Bob Dylan, Beatles. Min mor, der var bibliotekar, kom hjem med et hav af bøger, og hun læste for os børn, fra vi var helt små. Vi fik ind med modermælken, at vi skulle huske at bruge fantasien.
Første gang, jeg optrådte for andre, var i de små klasser. Vi havde en dansklærer, der hed Lone, som var god til at få sat gang i teaterforestillinger, og hun fik arrangeret, at vi skulle lave en forestilling for børnehaven. Jeg spillede en af de syv små dværge i Snehvide. I dag kan jeg ikke huske, hvilken af dværgene jeg var – kun at jeg elskede at stå på scenen.
“Vi har hver især en bagage, en historik og traumer, vi har arvet fra vores forældre og forfædre. Når alt kommer til alt, er vi allesammen stadig små børn, der søger efter et eller andet, vi altid har manglet”
Jeg er meget optaget af, hvorfor vi er, som vi er, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Vi har hver især en bagage, en historik og traumer, vi har arvet fra vores forældre og forfædre. Når alt kommer til alt, er vi allesammen stadig små børn, der søger efter et eller andet, vi altid har manglet. Jeg var den tredje pige i streg i søskendeflokken, og lige efter mig kom drengen, så jeg har helt klart haft et behov for at blive set.
Jeg har altid gerne ville være skuespiller, for jeg kan godt lide at holde fri fra mig selv, og at gøre folk glade og udtrykke al min længsel, smerte og kærlighed, men måske udspringer det allerdybest nede af en trang til at føle mig god nok, for det var aldrig noget, mine forældre fortalte mig.
“Det var et helt andet liv, vi fik, og det var tydeligt, at mine forældre ikke havde det godt sammen. Det var en tid, der var fyldt med meget sorg”
VI FLYTTEDE TIL Nuuk, da jeg var 13 år, fordi min far blev politiker. Det var meget traumatisk for mig, for pludselig forsvandt den tryghed, jeg kendte fra den lille by med hundeslæde og legekammerater. Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget, som da vi forlod Uummannaq.
For mig var Nuuk en stor, grå by. Det regnede hele tiden, og min far var meget fraværende, fordi han nu var en travl politiker. Det var et helt andet liv, vi fik, og det var tydeligt, at mine forældre ikke havde det godt sammen. Det var en tid, der var fyldt med meget sorg.
Med tiden kom jeg dog til at føle mig hjemme i Nuuk. I løbet af teenageårene åbnede byen sig på en helt anden måde, for det var storbyen, og her havde man mulighed for at udfolde sin identitet. Selvom jeg ikke havde et særlig stort selvværd, havde jeg masser af selvtillid i at synge og optræde.
Som 18-årig rejste jeg et år til USA som udvekslingsstuderende. Jeg boede hos en meget religiøs familie i Wisconsin, og det var meget anderledes, end hvad jeg kom fra, men også meget lærerigt. Efterfølgende rejste jeg til Danmark som så mange andre unge grønlændere. Mine søstre boede allerede i landet og studerede, og det gjorde et par af mine gode veninder også.
Jeg startede på en alternativ teaterskole og musikskole og turnerede rundt med et jazzband og havde bare en fed tid, men det var aldrig min plan at blive i Danmark. Jeg levede i nuet, og så gik det ene år efter det andet, og jeg mødte Nikolaj (Coster Waldau, red.), og så giftede vi os. Men hele tiden var det med en mental lem åben. Jeg tænkte, at jeg jo altid kunne flytte hjem igen, og det tænker jeg stadig, selvom jeg har boet her i over 35 år.
Vi har et hus deroppe, og de seneste år har jeg været der mere og mere, men samtidig må jeg sande, at jeg nok er for rodløs til at kunne vende helt tilbage og bo permanent i Grønland, som det er nu. I stedet må jeg finde fred med, at der for evigt vil være en længsel i mig.
I DET FØRSTE halvandet år, efter at jeg var blevet mor, snakkede jeg udelukkende grønlandsk til Filippa. Jeg ville have, at hun skulle vokse op og føle sig hel med begge nationaliteter i sig. Mine børn er også danskere, men det danske vil de ikke komme til at mangle, når de er opvokset her, men jeg frygtede, at de ville mangle det grønlandske, og så vil man uundgåeligt komme til at føle sig splittet i sin identitet – ligesom mig selv.
Da jeg blev mor, fik jeg pludselig en følelse af, at jeg ikke havde styr på en skid. Selvom jeg havde medvirket i flere teaterforestillinger, film og tv-serier, havde jeg ikke nogen rigtig uddannelse, og jeg blev bange for, om jeg ville være i stand til at forsørge mine børn. Jeg havde behov for at have en mere solid platform at stå på, og derfor søgte jeg ind på Statens Teaterskole og var heldig at komme ind i første hug.
“Jeg følte mig utilstrækkelig begge steder, både som elev og som mor, og kort efter jeg var færdig på skolen, gik jeg helt ned med flaget”
Dengang måtte man ikke være 30 år og gå på skolen, og det var jeg, så jeg blev nødt til at søge dispensation. De andre studerende var allesammen i starten af 20’erne. Jeg var også den første grønlænder nogensinde til at blive optaget på Teaterskolen, og jeg var ovenikøbet mor, så jeg følte virkelig, at jeg havde alt muligt, jeg skulle bevise. Jeg lagde et enormt pres på mig selv, for jeg skulle vise, at jeg kunne klare det hele på én gang.
Man bruger virkelig mange timer om ugen på skolen, og jeg havde et lille barn, og en mand med udlængsel, og midt i det hele fik jeg et barn til. Det blev en tid, hvor det var ren overlevelse. Jeg følte mig utilstrækkelig begge steder, både som elev og som mor, og kort efter jeg var færdig på skolen, gik jeg helt ned med flaget. Jeg blev ramt af en slem depression og følte ikke, at jeg havde mere at give af.
Det blev faktisk så grelt, at Nikolaj måtte køre mig på psykiatrisk hospital, hvor jeg lod mig indlægge hen over nogle dage, og i den efterfølgende tid måtte jeg lige så langsomt få samling på mig selv igen.
“Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er så vigtigt for folk at få en forklaring på, hvorfor en karakter har mørke øjne eller høje kindben. Vi er jo bare mennesker, og de kan se ud på rigtig mange forskellige steder, og hvad man føler som menneske, har intet at gøre med, hvordan man ser ud”
I MINE UNGE år som skuespiller blev jeg stort set kun tilbudt roller som socialt udsatte grønlændere. Det var dét, der var billedet på grønlændere i Danmark, og sådan er der stadig mange, der har det i dag.
Lige så snart jeg kom uden for landet, når vi turnerede rundt med teaterforestillinger, blev jeg mødt af betagelse fra folk, der var nysgerrige på at vide, hvor jeg kom fra. Der var ikke nogen fordomme, fordi der ikke var nogen historik, som der er mellem Danmark og Grønland.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er så vigtigt for folk at få en forklaring på, hvorfor en karakter har mørke øjne eller høje kindben. Vi er jo bare mennesker, og de kan se ud på rigtig mange forskellige steder, og hvad man føler som menneske, har intet at gøre med, hvordan man ser ud. Jeg har ofte følt, at man ikke bare har kunnet se mig som menneske, kvinde og skuespiller, men udelukkende som en nationalitet.
Med tiden har jeg lært at vende det om til en styrke, at jeg har noget, som alle andre ikke har. Der sker heldigvis positive forandringer i de her år, hvor der bliver lavet tv-serier med grønlandske skuespillere, og jeg har selv spillet med i tredje sæson af den internationale tv-serie Wheel of Time, hvor jeg ikke var grønlænder, men blot en sej kvinde.
DA NIKOLAJ SPILLEDE med i Game of Thrones, begyndte jeg at få mærkelige breve fra folk. De skrev, hvor grim jeg var, og alle mulige nedladende kommentarer om mit udseende, og jeg var ikke klog nok til at tænke, at det var mennesker, der havde det dårligt med sig selv. Jeg skulle kæmpe med ikke at tage det personligt.
Når man er gift med en, der er så succesfuld, som Nikolaj er, bliver man ufrivilligt trukket ind i offentlighedens søgelys. Da pigerne var små, og vi var ovre og besøge ham i New York, mens han var i gang med filmoptagelser, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at tage en beslutning med al den paparazzi omkring os: Skal jeg se så godt ud som muligt, hver eneste gang jeg går uden for en dør, eller skal jeg hvile i at være mig? For jeg blev så påvirket af, at alle mulige mennesker skrev ubehagelige kommentarer om mig og havde en mening om mig dengang.
“Jeg har prøvet at snakke med dem om så vidt muligt at lade være med at tage det personligt, hvis folk skriver åndssvage ting. For det er kun mennesker, der mangler kærlighed i deres eget liv, der rakker andre ned”
Det har været rigtig sundt for mig at få børn, for det har været medvirkende til, at jeg har haft et ansvar for at turde hvile mere i at være mig. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde fået børn, men det havde helt sikkert taget længere tid for mig at nå frem til, at man ikke er noget værd qua sit udseende. Man er noget værd, fordi man er det menneske, man er.
Jeg lærte rigtig meget af at blive mor, for man bliver en spejling for sine børn, og det er et enormt ansvar. Jeg er vild med mine børn. Jeg synes, de er verdens sjoveste og fedeste menneske, og det er fantastisk nu at se dem blomstre som skuespillere og som unge kvinder. Men det betyder også, at de selv er på vej ind i et liv i offentligheden, og jeg har prøvet at snakke med dem om så vidt muligt at lade være med at tage det personligt, hvis folk skriver åndssvage ting. For det er kun mennesker, der mangler kærlighed i deres eget liv, der rakker andre ned.
FOR EN HEL del år siden efterhånden spillede jeg med i en forestilling, der hed ‘Strømsteder’, på Teater Grob i København. Selve stykket handler om en kvinde, der bor i Danmark, som ikke kan grønlandsk, fordi hendes danske far har nægtet hende det. Det er altså en kvinde, der har mistet sit sprog, og sprog er identitet.
En aften kom en kvinde hen til mig med roser og fortalte, at hun havde været inde og se forestillingen tre gange, fordi den havde gjort så stort et indtryk på hende. For første gang i sit liv, følte hun sig rigtig set og følte, at hendes historie blev fortalt. Det var en kæmpe gave at møde hende. Jeg har altid spillet teater, fordi jeg elskede det, men det har også altid været med en underliggende nervøsitet i mig, at jeg har stillet mig frem på scenen, for er jeg god nok?
Men fra den dag holdt jeg faktisk op med at være nervøs som skuespiller. Jeg slap det selvcentrerede, forfængeligheden, min higen efter anerkendelse. For det er jo ikke mig, det handler om, når jeg spiller teater. Det handler om at formidle en historie, som andre kan få noget ud af og måske føle sig set og hørt. Det gik op for mig, at det er meget større end mig.
Jeg overvejede aldrig at følge i min fars fodspor og blive politiker. Det ville jeg ikke være stærk nok til – at være så meget i søgelyset på den måde. Jeg har heller ikke lyst til det, for jeg vil gerne gøre den hårde verden, vi lever i, lidt mere blød, og det gør man ikke igennem politik. Det gør man blandt andet igennem kunst og musik, og ved at hjælpe folk med at føle sig set.
“Det ligger så indgroet i mig, at jeg ikke må være til besvær, at jeg skal være glad, at jeg nok skal klare mig selv, og at problemer skal være private og løses selv”
KAPITEL 3: HELING OG FRIHED
I LØBET AF min barndom og ungdom gik jeg meget med tingene selv. Jeg har altid følt, at jeg skulle deale med problemerne selv. Udover at være opvokset med en enorm konfliktskyhed, tror jeg også, det kommer af, at mine forældre var offentlige. Min far var en kendt politiker, og derfor var der altid en form for bevågenhed på os. Og nu er jeg gift med en mand, som alle kender, og på den måde er det fortsat. Det ligger så indgroet i mig, at jeg ikke må være til besvær, at jeg skal være glad, at jeg nok skal klare mig selv, og at problemer skal være private og løses selv.
Da jeg fik en depression, efter jeg var blevet færdiguddannet som skuespiller, var jeg pludselig bare fed up af alle de ting, man ikke snakkede om, også i min egen familie. Næste gang jeg kom til Grønland, smed jeg derfor en masse ting på bordet, som jeg syntes, vi skulle tale om. Men det var også her, jeg måtte sande, at vi er på hver vores rejse her i livet. Bare fordi jeg synes, du skal snakke om de her ting, er det ikke sikkert, at du synes det, og ligesom du skal respektere min personlige rejse, må jeg respektere din. Og når alt kommer til alt, elsker jeg min familie meget højt, og er taknemmelig for min historie, for den har gjort mig til den, jeg er i dag.
“Man kan forsøge at ignorere sine traumer til en vis grad, men jeg tror også på, at man bliver syg, hvis man aldrig kigger dem direkte i øjnene”
Det er faktisk først her det seneste halve års tid, at jeg føler, at jeg selv er begyndt at komme på plads med mange ting. Jeg har i virkeligheden haft mange små og større depressioner gennem hele mit liv, som jeg på en måde bare er gået igennem, men det gad jeg ikke mere til sidst. Man kan forsøge at ignorere sine traumer til en vis grad, men jeg tror også på, at man bliver syg, hvis man aldrig kigger dem direkte i øjnene.
I de seneste par år har jeg gået igennem en masse psykedelisk traumeterapi. Her åbner man for noget, der virkelig er lukket ned. Jeg har været tiltrukket af tanken om psykedelisk terapi i mange år og læst on/off om det med et ønske om at slippe kontrollen og hele, og ofte tænkt: ‘Hvordan kan man komme til at prøve det?’ For det er ulovligt herhjemme, men lovligt mange andre steder i verden, og til sidst besluttede jeg mig for, at nu skulle det være.
Henover et års tid har jeg været gennem seks-syv psykedeliske rejser af forskellige former. Jeg var vildt nervøs første gang, og jeg har været vildt nervøs hver eneste gang lige siden, for det er for mig det mest grænseoverskridende i hele verden at bruge psykedelisk terapi. Det er en følelse af at overgive sig, slippe kontrollen og dø. Jeg vil egentlig slet ikke anbefale det til andre, for man skal virkelig føle sig klar til det, ja, man skal føle sig kaldt til det, vil jeg nærmest sige, for man møder alle sine nedarvede traumer og ser sine indre dæmoner i øjnene. Det er forfærdeligt, men det er samtidig det mest helende, jeg nogensinde har prøvet.
FOR NOGLE ÅR siden medvirkede jeg i filmen Anori, som min veninde Pipaluk skrev og instruerede. Jeg er rigtig stolt af at have medvirket i den. Det blev ikke nødvendigvis en fuldstændig fantastisk film, men en smuk film, og det var vores film, den var grønlandsk produceret, og vi lavede den selv.
For tiden skriver jeg på mit eget manuskript til en film, som jeg prøver at få finansieret. Min veninde, som er instruktør i Grønland, er også i gang med at skrive sit eget manuskript, og her er det også et spørgsmål om finansiering, for vi har ikke særlig mange penge i Grønland til at lave vores egne film.
“Jeg vil gerne være med til at sætte Grønland på verdenskortet på vores egne præmisser”
Der sker heldigvis rigtig meget i de her år. Jeg prøver selv at være meget involveret i filmbranchen deroppe, for jeg vil gerne være med til at sætte Grønland på verdenskortet på vores egne præmisser, og det kan man blandt andet gøre med film, for som mennesker spejler vi os i hinanden gennem historier.
Da jeg selv var lille, så jeg kun amerikanske og udenlandske film, og der var aldrig nogen af skuespillerne, der lignede mig. Men særligt som barn er det enormt vigtigt at have nogen at spejle sig i, for at føle, at man rent faktisk har en eksistensberettigelse.
Jeg er fortrøstningsfuld på Grønlands vegne, og ikke kun, når det kommer til filmbranchen. Også selvom det nogle gange kan være svært, når man hører nyheder på verdensplan. Jeg forsøger altid at have et kærligt og tilgivende syn på folk, og jeg må sande, at det kan være svært med visse folk. Man kan ikke tænke andet, end at der sidder nogle magtfulde mennesker, der må have haft forfærdelige barndomme, siden der kan komme så meget ondskab ud af dem.
“Min drøm for Grønland er i virkeligheden den samme, jeg har for mig selv og mine børn – at vi skal være frie til at være dem, vi er”
Når jeg alligevel er fortrøstningsfuld, skyldes det, at der ofte kommer noget godt ud af det dårlige. Danmark og Grønland er kommet tættere på hinanden, og man har erkendt, at man har brug for hinanden. Det overvælder mig faktisk, at Grønland pludselig får meget positiv opmærksomhed i Danmark. Pludselig flager folk for os, og til den seneste demonstration var der 30.000, der gik på gaderne. Det var enormt rørende for mig og mange grønlændere, fordi de generationelle traumer med ikke at føle os set og hørt sidder så stærkt i os.
Min drøm for Grønland er i virkeligheden den samme, jeg har for mig selv og mine børn – at vi skal være frie til at være dem, vi er. Frie til at vokse, frie til at hele, frie til at fejle. Så kan man få et dejligt liv. Ikke et liv uden smerte, men et liv, hvor man kan være sig selv og har ret til sine egne følelser.
