Identitet

Freja Kirk udgiver første single på dansk efter brystoperation: “Jeg er på mange måder blevet hel”

- 02/02/2024

Popstjernen inviterer for første gang sine fans helt ind til sig selv med en single med budskaber om identitet, ensomhed og ikke mindst håb

Indtil nu har Freja Kirk kun udgivet musik på engelsk. Men nu har hun for første gang udgivet en sang på modersmålet, efter at stjernen i februar 2023 fik fjernet sine bryster.

En operation hun måtte til Sverige for at få gennemført, da indgrebet kun er lovligt i Danmark hvis man samtidig går i hormonbehandling, hvilket ikke var ønsket for den 37-årige sanger. Men for Freja Kirk har brysterne altid været i vejen og været forbundet med en feminitet, hun ikke har kunnet identificere sig med. Og nu føler hun sig for første gang som et helt menneske.

Det er der kommet singlen ‘Hvad skal man kalde én som mig’ ud af, som sangeren selv håber, kan skabe genklang og fællesskab hos andre, der også har følt sig forkert på et tidspunkt i deres liv.

Det er din første single på dansk – hvordan kan det være, du har valgt det nu?
“Jamen det er som om, at den operation, jeg har været igennem, har født mig på ny. Jeg er kommet ud på den anden side med en helt ny inspiration, et helt nyt syn på mig selv, på livet, musikken og hvor jeg bare er mig. Det er den sygeste følelse ikke at være bange mere. Jeg er landet nu. Det er meget skæbneagtigt.”

Du fik i februar fjernet dine bryster i Sverige. Hvorfor har det været vigtigt for dig?
“Jeg har altid været vildt irriteret over dem. De passede jo ikke til mig. Det føltes så fremmed for mig, at de var der. Så på en eller anden måde har de altid bare skulle væk, og så længe jeg kan huske, har jeg altid tænkt, at en overkrop uden bryster var mere mig, så det var jeg selvfølgelig nødt til at få fikset for mig selv, hvis jeg ikke skulle gå og være trist et helt liv eller fortryde noget, jeg aldrig gjorde.”

Foto: Robin Skjoldborg

Hvad har det efterfølgende betydet for din selvopfattelse?

ALT!!! Jeg hviler tusind gange mere i mig selv. Alt det, jeg var bange for før, føles lige pludselig ikke så skræmmende. For mig lå der sindssygt meget feminitet i brysterne, og efter de er væk, har jeg lært at hvile i min sårbarhed og fået en mere ærlig og nøgen tilgang til mit liv, fordi der ikke er noget, der hæmmer mig længere. Så kliché, men jeg er på mange måder blevet hel.”

“Jeg var jo ved at blive sindssyg til sidst, fordi jeg ærligt ikke tænkte på andet”

Hvilke udfordringer har du haft med processen ift. at det er ulovligt i Danmark?

Det var da selvfølgelig virkelig uoverskueligt at finde ud af, hvordan det hang sammen. Jeg har jo i mange år lagt låg på, fordi det ikke lige kunne lade sig gøre for mig herhjemme. Så da jeg pludselig fik øjnene op for klinikken i Sverige, begyndte min hjerne jo at tænke på det konstant, og det var næsten den mest sindssyge tid af alle. Man bliver jo mindet om sine bryster hele tiden – når man kigger sig selv i spejlet, bader eller skifter tøj og tonsvis af andre situationer. Og jeg var jo ved at blive sindssyg til sidst, fordi jeg ærligt ikke tænkte på andet.

Det er klart, at det havde været at foretrække at kunne få operationen hjemme. Det er jo en tur til Sverige, og hvad hvis der opstår komplikationer? Er jeg dækket af forsikring og sygesikring? Alle de her ting ville jeg gerne have styr på. Så der var helt klart et langt forspil, fra jeg begyndte at tænke på det helt reelt, til at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg var jo pissebange.”

Hvad vil du gerne fortælle med din nye single?
“Jeg vil gerne fortælle historien om, hvordan jeg har haft det for en gangs skyld. Det har været svært at være mig, det vil jeg ikke lægge skjul på, men så synes jeg også, det er vigtigt at fortælle om Freja Kirk 2.0, som handler om at finde ind til kernen og rent faktisk have fundet sig selv langt om længe. Det er jo en meget stærk følelse, som jeg ikke kan genkende at have haft før. Og jeg håber, at folk kan finde en form for trøst i det her. Jeg tror, at alle går og føler sig forkerte på alle mulige måder engang imellem, og jeg synes, det er så vigtigt at sige højt, så vi kan finde trøst i hinandens historier og forhåbentlig allesammen føle, at vi passer ind et eller andet sted.”

“Det er bare en kæmpe befrielse endelig at trække gardinerne fra”

Hvorfor er det vigtigt for dig at sprede det budskab gennem din musik?
“Hvis vi allesammen var bedre til at fortælle, hvordan vi egentlig gik og havde det, så ville færre mennesker føle sig ensomme. Der er så mange, der går rundt med et skjold og lader som om alt muligt, i stedet for bare at sige højt, hvor pisse svært det hele er. Jeg har jo gjort det samme. Og det er bare en kæmpe befrielse endelig at trække gardinerne fra og invitere folk helt ind og ikke gemme sig bag noget mere.”

Læs ogå

Stine Holm er højgravid solomor: ”Lige der havde jeg bare lyst til at få mit barn – og ikke at skulle vælge en ’forever’ på kort tid”