31-årige Amalie Szigethy var bare 18 år gammel, da hun blev landskendt via ‘Paradise Hotel’. Da hun kom hjem, gik det op for hende, at hun havde fået en platform, og hun besluttede sig for at udnytte den.
De færreste husker det, men før jeg var med i ’Paradise Hotel’, medvirkede jeg i et andet realityprogram. Det hed ‘Miss Aquad’orable’ på TV3 og var en skønhedskonkurrence, som blev sendt i 2007. Jeg vandt ikke, men efter programmet var sendt, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Paradise Hotel’.
De havde set mig på tv, og de havde set mine billeder fra byen inde på DKBN (et online community med billeder fra barer og diskoteker, red.), og de tænkte, at jeg kunne være en god kandidat. Jeg gik til fire castinger, men allerede efter den første havde jeg en god fornemmelse.
Om Amalie Szigethy
- Amalie Josephine Lytton Kejser Szigethy blev kendt, da hun i 2010 deltog i sjette sæson af Paradise Hotel.
- Siden har hun deltaget i en lang række realityprogrammer og lavet sine egne serier ‘Amalies verden’ og ’Amalies baby’ samt medvirket i ’Forsidefruer’, der kørte i 11 sæsoner fra 2017-2022.
- Bor i Hørsholm med sine to døtre Josephine og Hannah.
Pludselig stod jeg i Mexico som en af de yngste deltagere i programmet, der kørte på sjette sæson. Jeg var lige fyldt 18 år, boede stadig hjemme, og jeg tror ikke helt, jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Det var en drøm, et adrenalinkick, og jeg følte, at jeg fløj på en lyserød sky. Det var først, da jeg kom hjem, og programmet blev sendt, at det gik op for mig, at jeg fra den ene dag til den anden var gået fra at være en helt almindelig pige, der gik på handelsskolen i Lyngby, til at være kendt i hele Danmark og på forsiden af både aviser og ugeblade.
Jeg havde altid drømt om at blive berømt, og pludselig havde jeg opnået det, mens jeg stadig var teenager. Det var surrealistisk at blive genkendt på gaden, men jeg mærkede også hurtigt, at jeg ikke kun var blevet kendt for gode ting: Folk så mig som hende den naive og dumme, der sagde mærkelige ting, og hende der havde været sammen med Peter (Birch, red.). Men jeg havde bare været ærlig og mig selv, og jeg tror, det var noget af det, som seerne godt kunne lide. Nogle grinede ad mig, men der var også folk, som grinede med mig, og som kunne spejle sig i mig.
”Tanken om at mine døtre skulle være med i et program som ’Paradise -Hotel’ kan gøre mig helt dårlig”
Heldigvis havde jeg en stærk familie bag mig, som konstant støttede mig, og de var helt klart med til at få mig godt igennem det første år efter ’Paradise Hotel’ og hjælpe mig med at håndtere al opmærksomheden, både på sociale medier og i pressen.
Jeg vidste også, at jeg havde fundet min karrierevej i reality. Kort tid efter ’Paradise Hotel’ ringede Mastiff (produktionsselskabet bag programmet, red.) og spurgte, om jeg ville lave et program, der skulle handle om mig og min familie. Den slags tv-koncepter var meget udbredte i USA, men i Danmark var det ikke så udbredt endnu. Jeg sagde ja, og vi endte med at lave tre sæsoner af ’Amalies Verden’, mens jeg ved siden af deltog i en række andre programmer som ’Fangerne på fortet’, ’Til middag hos …’ og ’Divaer i junglen’. Folk må tro, hvad de vil, men jeg var ikke dum – jeg vidste, at jeg havde fået en platform fra ’Paradise Hotel’, som jeg kunne udnytte, og indtil jeg fyldte 24, kørte jeg bare på og lavede så meget tv som muligt.
Da jeg blev mor for første gang, tænkte jeg, at nu skulle jeg have en pause fra reality-tv. Men min datter var ikke mere end et par måneder, før et produktionsselskab kontaktede mig og spurgte, om jeg ville være med i et program, der skulle hedde ’Forsidefruer’, og selvom jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle lave mere tv, endte jeg med at sige ja.
Det var et program med stærke kvinder som Tina Lund, Gunnvør Dalsgaard og Jackie Navarro, og jeg tænkte, at programmet kunne løfte mig i forhold til det image, jeg havde fået fra Paradise Hotel; at jeg kunne vinde noget respekt og vise en mere voksen side af mig selv. Jeg føler, at når man ser programmet – der stoppede sidste år efter 11 sæsoner – lærer man mig at kende som mor, som karrierekvinde og alle de andre egenskaber, jeg også besidder.
“Vi har jo alle været unge, festet og gjort dumme ting, men forskellen er, at alt det, jeg gjorde, blev filmet og vist til hele Danmark.”
Mange bliver lidt skræmte, når de hører ordet reality-tv. I USA er man fantastisk, hvis man er realitystjerne, men i Danmark er der en masse fordomme forbundet med genren. I dag har jeg 240.000 følgere på Instagram og en kæmpe platform takket være reality-tv, men det er stadig ikke noget, jeg praler med, hvis jeg møder folk, som ikke ved, hvem jeg er. Jeg skammer mig ikke over det, men det er heller ikke noget, jeg skilter med, som hvis jeg f.eks. havde en lang universitetsuddannelse.
Jeg gad godt have haft den livserfaring, jeg har i dag, da jeg i 2010 ankom til ’Paradise Hotel’. Vi har jo alle været unge, festet og gjort dumme ting, men forskellen er, at alt det, jeg gjorde, blev filmet og vist til hele Danmark. Jeg tror, at folk har en tendens til at glemme, hvor ung jeg var, da jeg deltog. Jeg fortryder ikke, at jeg medvirkede, men jeg er ikke sikker på, at jeg havde sagt ja i dag. Det skyldes først og fremmest, at jeg er blevet mor. Bare tanken om at mine døtre skulle være med i et program som ’Paradise Hotel’ kan gøre mig helt dårlig – jeg kan slet ikke tåle det. Jeg håber ikke, at de går samme vej som mig.