Mode

Frederik & Mary i australsk Vogue: Se de smukke billeder af parret

- 12/07/2016

På forsiden af august-nummeret af australsk Vogue er det H.K.H Kronprins Frederik og H.K.H Kronprinsesse Mary, der pryder forsiden. Her kan du se nogle af de eksklusive billeder, som mesterfotografen Mario Testino har skudt af Kronprinsparret for australsk Vogue og samtidig få et smugkig på det interview, som Vogue har lavet med Frederik & Mary.

Hvis der er ét udenlandsk magasin, du skal investere i denne sommer, er det uden tvivl Vogues august-nummer, som landede på hylderne den 11. juli 2016.

På forsiden af australsk Vogue denne måned finder du nemlig vores helt egen Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, herunder en eksklusiv modeserie af Kronprinsparret og deres børn i deres hjemlige rammer på Amalienborg i København, skudt af den ikoniske modefotograf Mario Testino.

Udover at australsk Vogue kan bryste sig af at være Kronprinsesse Marys hjemland, så er interessen for Mary også stor på baggrund af hendes indsats for en bæredygtig modebranche og hendes kamp for bedre rettigheder til kvinder, hvor hun i denne forbindelse for nyligt var vært for kvindekonferencen Womens Deliver i København.

Se også: Derfor er Kronprinsesse Mary et stilikon

Det er australsk Vogues Editor-in-chief, Edwina McCann, som har mødt Frederik og Mary og deres fire børn på Amalienborg i København, og selv henviser Edwina McCann til det danske ord “ildsjæl”, når hun skal beskrive Kronprinsesse Mary:

“På dansk findes ordet ‘ildsjæl’, som groft kan oversættes til at betyde “en person med en ild i deres mave”, og Kronprinsessen er netop en ildsjæl, der brænder for en sag og som har magten til at gøre noget”, skriver Edwina McCann i en artikel på Vogue.com.au, der giver et sneak peek på det interview, som findes i august-nummeret af australsk Vogue. 

Der er derfor ingen tvivl om, at australsk Vogue er lige så interesseret og fascineret af Marys engagement i blandt kvinders rettigheder og kampen for ligestilling, som vi er herhjemme. 

Læs også: Kronprinsesse Mary i front for kvindekonferencen ‘Womens Deliver’

Derfor er en del af interviewet med Kronprinsessen også fokuseret omkring Marys engagement indenfor disse områder, hvor hun blandt andet udtaler:

“Jeg ser min rolle som en, der skal være katalysator for at bringe mennesker og relevante aktører sammen. For at vi kan løse nogle af de mest presserende udfordringer i verden, er vi nødt til at stå sammen og overveje de sociale , miljømæssige og økonomiske aspekter og arbejde sammen på nye og innovative måder – måske med mennesker og organisationer, som vi ikke tidligere troede, at vi kunne arbejde sammen med (…) Jeg prøver, i så høj grad som det er muligt, at bruge den platform, jeg har bygget op gennem årene, til at tale for og arbejde for styrkelsen af kvinder og deres rettigheder som mennesker”.

Du kan læse det fulde interview med Frederik og Mary og se den smukke billedserie, skudt af Mario Testino, i australsk Vogue, som netop er kommet på gaden. Du kan også downloade magasinet til din iPad her.

Australsk Vogue har allerede løftet sløret for nogle af billederne fra den smukke billedserie af Kronprinsparret og deres børn på Instagram, og vi har samlet dem alle i galleriet nedenfor.