Designer Yvonne Koné har siden 2011 designet accessories i eget navn, og i august 2014 åbnede hun butik i Store Strandstræde i København. Privat bor hun på Vesterbro med sin mand og deres tre børn. Kom med indenfor.
Tekst: Maria Frederikke Munch // Foto: Pia Winther // Styling Louise Lyngbo
Enkelt er et rammende ord, der beskriver både designer Yvonne Konés stil i forhold til, hvordan hun klæder sig, og ikke mindst hvordan hun indretter sig.
Hun bryder sig ikke om at have for mange ting – det skal være overskueligt, og hun køber kun noget, hvis hun virkelig mangler det. Lige nu er det blandt andet nye spisebordsstole og en sweater – gerne fra Cos’ herreafdeling – der står på listen.
I garderoben har Yvonne ikke mere end 30-40 stykker tøj, for hun går op i, at det, hun har, er af høj kvalitet – eller at det er virkeligt gode fund som et par YSL-bukser købt i en genbrugsbutik til bare 39 kr.
Det mest ekstravagante, Yvonne ejer, er dog den indbyggede bogreol – i den kan hun sætte sine få nipsting – for så er der trods alt kaos i rammer.