Han begyndte at tegne for at undslippe barndommens monstre og finde et greb om en skræmmende verden. I dag har kunstneren Tal R svært ved at være til stede i nuet, fordi han konstant bliver trukket rundt i fortidens korridorer. Han tegner for at være stille, at slå tilbage og i mangel på bedre, fordi sproget aldrig rigtig er lykkedes for ham.
Blå bog
Tal Rosenzweig. Født 1967 i Israel. Kom til Danmark som et-årig og er vokset op i Valby. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet malerier og skulpturer over hele verden. Bor til daglig i Klampenborg med hustruen Emma Rosenzweig og deres to sønner. Har desuden tre børn fra to tidligere ægteskaber. 30. maj bliver han første udstillende kunstner på det genåbnede Gammel Holtegaard med skulpturudstillingen ‘MOONWALK’.
Kapitel 1: Mareridt
DET ER MÆRKELIGT at kunne kalde sig kunstner. Det må være lidt ligesom at være en dreng, der altid klatrer op og ned ad væggene, og først som voksen finder ud af, at han kan kalde sig selv for Spider-Man.
I hele min barndom tegnede jeg, men dengang handlede det om et sprog, eller rettere sagt, om manglen på et. Hvis man vokser op i et miljø, hvor der er flere ting, der er usagte, end sagte, søger man efter en anden måde at udtrykke sig. Så begynder man at tegne alt det, ingen snakker om.
Jeg voksede op i en jødisk familie, og rædslerne fra 2. verdenskrig lå som en skygge over hverdagen, over alle de ældre generationer, som var påvirket af alt det, der var sket. Som barn husker jeg to sider af krigen. Dels er der krig – tanks, våben, soldater, som man stiller op over for hinanden. Det var det mest ufarlige. Det er jo bare en slags rollespil, når man er barn.
Og så er der krigens korridorer, det vil sige alle de aftryk, krigen sætter. Det havde en meget større indvirkning på mig og alle andre, end hvordan den enkelte håndpistol så ud. Det var bare aldrig noget, nogen snakkede om.
Så jeg tegnede krig og ulykker, og da jeg blev lidt større, også sex. Alle de ting, der ikke blev talt om i min jødiske familie.
“Når man tegner, er man ikke i gang med at brænde verden af. Man er bare stille”
DET MÅ HØRE under kategorien ‘tilfældigheder’, at det var lige netop det at tegne, jeg blev interesseret i. Min fætter tegnede, min bedste ven Mads tegnede, og så tegnede jeg også. Det blev noget, vi gjorde sammen. Vi satte os på min fætters værelse, og så tog vi en halv time, hvor vi læste Gru-blade – for mange i min generation var de tegneserier noget helt særligt.
Der var en karakter i bladet, der hed Fætter Maddike, som fortalte om alle de mest ubehagelige ting, man kunne forestille sig. For eksempel mennesker, der blev spist af orme. Bagefter lagde vi os på gulvet og tegnede det.
Det blev vores måde at forsøge at omsætte en skræmmende og uforståelig verden. Det var også populært hos de voksne, fordi børn jo rent faktisk klapper i, når de tegner. Så beder man ikke om nogen særlig opmærksomhed, og de voksne får tid til at køre en tur i Bilka eller smide sig i sofaen og se Tipslørdag. Når man tegner, er man ikke i gang med at brænde verden af. Man er bare stille.
DET VÆRSTE ER at være bange for noget, man ikke kan finde ud af at sætte ord på. Når man vokser op i et hjem, hvor der er mere, der ikke bliver sagt, end der bliver sagt, og du ikke engang kan sige, at du er bange for krig, vil der begynde at opstå spøgelser og genfærd. Jeg var utrolig bange for alle usynlige ting, da jeg var barn. Jeg vågnede om natten og så dyr og gespenster gå rundt på mit værelse.
Jeg døjede meget med mareridt i de år, og det er jo, fordi man ikke ved, hvad man er bange for. Der eksisterer bare en masse korridorer omkring dig, som du intet sprog har for. Og de voksne har heller ikke noget sprog for det.
Jeg husker også at komme i alle mulige forskellige hjem i løbet af min opvækst, og i hvert eneste hjem mærker man nogle ting som barn, men man har ikke noget begreb om det, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med det hjemmefra. Det kan være en alkoholisk far, en depressiv mor, det kan være vold, misrøgt, alt muligt, som desværre er helt almindeligt i familier. Men hvis ingen har forklaret dig, hvad det er, vil du bare mærke korridoren af den.
Det kan være, man ser sin bedste ven blive afstraffet på en måde, som ligger udover den fysiske smerte. Som barn kigger man bare helt åbent på det, men uden at have et sprog for det. Det kan man så pege indad, eller man kan gøre noget andet: Man kan blive rigtig god til at tegne. For ved du, hvad man også kan, når man tegner? Man kan levere tilbage. I tegning, og kunst i det hele taget, ligger der en følelse af at slå tilbage.
“I tegning, og kunst i det hele taget, ligger der en følelse af at slå tilbage”
I MANGE ÅR var tegning for mig total overlevelse, og det tror jeg faktisk, det var for rigtig mange børn førhen. Det er en proces, der ofte holder op omkring puberteten, fordi så får man fokus på alt muligt andet, men af en eller anden årsag blev jeg ved med at tegne.
Jeg tror også, det handlede om, at i det landskab, der hed folkeskolen, skulle alle kunne et eller andet, og så blev jeg ham, der kunne tegne. Jeg var dårlig i skolen, men i det mindste kunne jeg så tegne. Det var ligesom mit kort i landsbyen: “Jeg kan tegne bombeflyvere. Hvad kan du?”
Det holdt mig også kørende i mit første og eneste år i gymnasiet. Der var stadigvæk efterdønninger af lærere, der havde været gamle hippier, så når vi skulle lave en stil, var det okay at danse sin stil eller være kreativ på alle mulige andre måder. Så jeg tegnede alle mine afleveringer.
Om natten fortsatte jeg med at døje virkelig meget med mareridt. Der var ikke rigtig nogen hjælp at hente, så jeg boksede med det selv. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at der er én ting, som et mareridt har rigtig svært ved at tackle, nemlig, hvis du i drømmen spørger, om det er et mareridt. Hvis du spørger mareridtet, bekender det kulør. Det er ikke i stand til at lyve. Den lærdom kom mig til undsætning rigtig mange gange.
Kapitel 2: Er det her kunst?
MANGE KREATIVE MENNESKER kan nikke genkende til den her tanke: You fake it, till you make it. Måske er det også sådan, borgmestre har det. I starten, når vi tager de her forskellige hatte på, sidder hatten mærkeligt, lige over øjnene, men så vokser man ind i den, og den dag, man ikke tænker over, at man har hatten på, er man nok blevet dét – om det så er kunstner eller borgmester.
Indtil da minder det mere om en børneleg. Jeg er helt overbevist om, at når en person er blevet borgmester, og døren er lukket, og gardinerne er trukket ned, så laver de en “jeg er blevet borgmester”-dans, for hvor mærkeligt er det ikke lige? Men efter fem år er de nok blevet til en rigtig borgmester.
Det var i hvert fald det, der skete med mig og kunst. Vi elsker at fortælle vores historie, som om den er drevet frem af en usynlig logik, men jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, det virker helt tilfældigt. Jeg kom kun med nød og næppe ind på Kunstakademiet, og hvem ved, hvad der var sket, hvis ikke jeg var lykkedes med det?
I virkeligheden var min største drivkraft flugten fra arbejdet i min fars diamantskærervirksomhed. Jeg var droppet ud af gymnasiet, for jeg var dårlig i skolen og havde fået et job hos ham, men havde brug for at komme væk. Flugten blev nødt til at have et navn, og det blev så kunsten. Og så skete der det, der sker. Man siger “nu er jeg kunstner” og tager hatten på, og den når lidt ned over øjnene.
På et eller andet tidspunkt begyndte det at give mening for mig, hvad jeg lavede. Jeg genvandt gradvist barndommens store glæde ved at tegne. For det havde altid været mit sprog, mit helle, mit frirum, min magt. Langsomt blev det sådan igen. Det blev en uendelig leg, som jeg aldrig er stoppet med igen.
MIN PUBERTET SLUTTEDE først rigtig, da jeg var 28 år. Inden da havde jeg 10 svære år, hvor jeg forsøgte at lære om kunst. Det handlede ikke så meget om at skulle kalde mig kunstner, men mere om, hvorvidt jeg kunne finde ud af at gøre det meningsfuldt for mig selv. Om jeg kunne lave noget, der tilnærmelsesvis gjorde mig tilfreds.
Dengang havde jeg det meget med at ødelægge ting. Jeg ødelagde alt, hvad jeg lavede. Dansede på det, smadrede det. Det var ligesom at tisse i bukserne, for det varmede en smule, men det blev også hurtig koldt. Til sidst var jeg så udmattet af at ødelægge alting, at jeg begyndte at ødelægge det langsomt. Når man gør det, får man tid til at sidde og se på det, og lige pludselig klikkede noget i hjernen på mig: “Hvorfor er det her egentlig ikke kunst?”
Det her med at male noget og opdage, at det er en dårlig idé, og så langsomt, kærligt ødelægge det. Er det ikke noget, de fleste mennesker kan nikke genkende til? Der var så meget, du ville, men ikke så meget, der lykkedes for dig. Hvis du kan servere dét som et billede, har du skabt noget, der er kunst.
Den dag, hvor alting ændrede sig for mig, lå jeg hjemme i min seng på Nørrebro og tænkte: “I dag går jeg ind på Kunstakademiet, og så maler jeg en lysestage. Den skal være grøn, lysene skal brænde, og stearinen skal smelte ned. Sådan skal det være.”
“Jeg var endnu en gang en fiasko, og jeg var udmattet, for jeg havde efterhånden smasket mig selv i gulvet så mange gange”
Da jeg lidt senere gik over Dronning Louises Bro, var jeg fuld af mod, fuld af en følelse af, at jeg var klar til at fægte med dagen. Jeg gik op på Kunstakademiet, fandt min plads, gik igang. Mens jeg malede, mærkede jeg, at jeg blev rød i hovedet. Det kom nede fra og op. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hvad er det, der sker med mig?” Det var som om, der var noget inde i mig, der prøvede at fortælle mig, at det, jeg havde gang i, var en rigtig dårlig idé, men jeg ville ikke indrømme det, så jeg fortsatte med den sidste rest af mod fra morgenens gåtur.
Til sidst måtte jeg give efter. Jeg var endnu en gang en fiasko, og jeg var udmattet, for jeg havde efterhånden smasket mig selv i gulvet så mange gange. Jeg dyppede min pegefinger i malingresterne og begyndte at placere små klatter oven på lærredet, hvor der var plads. Lidt ligesom en teenager, der skal på klubben, og skal lægge en rigtig god makeup.
Pludselig var der en stemme i mig, der sagde: “Det her er jo kunst. Du vil så meget, du kan så lidt. Det er dét, der er kunst. Det er det her, der er min kunst.”
Kapitel 3: Fortidens korridorer
FREMTIDEN INTERESSERER mig ikke. Det føles ikke, som om den har noget med mig at gøre, og jeg synes, at nu’et er rigeligt udfordrende. Jeg har stadig små børn, og der er så meget, de skal lære, og det er et stort ansvar at leve op til. De skal jo ikke bare lære at cykle og svømme og lave deres havregrød selv, de skal også lære matematik, og de skal lære at være ordentlige mennesker.
Så jeg har slet ikke tid til at tænke på det, der venter. Det er en stor nok udfordring for mig at være i den tid, jeg er i nu, for jeg er et menneske, der har nemt ved at forvilde mig i fortidens korridorer. Jeg har hele tiden sådan en fornemmelse af, at den bus, der hedder nuet, er ved at køre fra mig, og at jeg igen og igen må løbe efter den og gribe fat i den.
“Sproget er nummer et, men da det aldrig rigtig er lykkedes for mig, må det blive kunst”
JEG VAR NOK det, man ville kalde et melankolsk barn. Jeg kan se det i mit ansigt, når jeg ser på gamle billeder af mig selv, og det må have været der, da jeg startede i gymnasiet, for jeg kan huske, at flere sagde til mig, at jeg lignede en, der var sørgmodig. Jeg var ikke sørgmodig, men der må alligevel have ligget en eller anden form for vemod i mig.
Jeg tror i virkeligheden, jeg døjer med en alt for god hukommelse. Erindringen om, hvad der er sket igennem mit liv. Jeg er sådan et menneske, der kan hengive mig til hele busrute 18 fra Nordhavn til Toftegårds Plads. Jeg har følelser for hver eneste butik på den rute, som var det ansigter, og dén og de tusinde andre korridorer fra mit liv, står klar til hele tiden at hive mig ind i drømmeri om fortiden.
Hvis jeg er tilbage i mit barndomskvarter, er det næsten ligesom at få tæsk af rockere, altså rent emotionelt. For nylig spiste mine to brødre og jeg pizza ved Carlsbergbyen og efterfølgende cyklede vi ned i det kvarter i Valby, hvor vi er vokset op. Mine brødre drønede bare afsted, men lige så snart vi krydsede Toftegaards Allé, fik jeg sådan en mareridtsagtig følelse af at slippe orienteringen om min cykel. Det var nærmest, som om jeg svævede, men samtidig fik jeg det, der kort og godt kan beskrives som et galopperende angstanfald.
Jeg rystede, mens det hele kørte rundt indeni mig. Og hvorfor så det? Fordi det gamle møntvaskeri ligger der, selvom det ikke ligger der mere. Fordi ham min ven, der blev kørt over på den vej, stadig ligger på vejen og er kørt over, selvom han ikke ligger der mere. For mig ligger alt det, der er sket, ved siden af og oven på hinanden.
Jeg har et sted inde i mig, hvor jeg kan bevæge mig igennem alle de rum, jeg har været i, hvor alting stadig er der. Det kan nogle gange være så overvældende, at det udløser panik, og så er jeg nødt til at trække vejret meget langsomt.
JEG ER OPVOKSET med en Gud, der aldrig sagde noget. Den jødiske gud er helt stille. Det kan der være noget meget smukt i, men det kan også være svært at tro på en Gud, som lader alting ske, og som man aldrig hører noget fra.
Så når jeg står op om morgenen, så tror jeg på radiokanalen P2. Når jeg tænder for P2 på vores husalter derhjemme, beder jeg til P2-Guden om, at de vil spille bare en enkelt fløjte. For når de spiller bare en enkelt fløjte, ved jeg, at jeg bliver trukket rundt i næsten alle de korridorer, jeg er trådt igennem. Jeg ryger, som sådan et gespenst, rundt i endeløse korridorer af erindringer.
Det er ikke kun dårligt at have tendens til at blive opslugt af fortiden, men der er nødt til at være en balance i, at der står et liv lige foran en. Tiden har det med at gøre alting legendarisk. Når tingene opstår, er de ikke noget særligt. Så er de bare ting, der sker. Busrute 18 var jo ikke noget særligt. Det var sikkert en god idé, at de omlagde den. Men med tiden er den blevet legendarisk – for mig.
Hvis man er alt for optaget af den mekanisme, er man ikke rigtig i stand til at opleve, at det hele foregår igen og igen lige foran dig. Du har en dejlig kone, du har nogle dejlige børn, du har en familie. Du har alle mulige mennesker omkring dig, og der sker hele tiden ting, som om 10 år er legendariske. Du er nødt til at hengive dig til det, der er foran dig, nu. For ellers er det ligesom en erindring af kviksand, der trækker dig væk fra det liv, du er i færd med at leve.
“Og så er det også i mangel på bedre, at jeg laver kunst. Hvis jeg kunne, ville jeg bare tale om det”
Kapitel 4: Krig, sex og penge
I INDRE KØBENHAVN lå en café og natklub, der hed Krasnapolsky, og i kælderen var der i en kortere periode en ret sjov, eksperimenterende natklub ved navn Sugar. Ejeren af stedet gav mig lov til at hænge et af mine malerier op, på den betingelse at jeg skrev et brev, der skulle hænge på væggen ved siden af, hvor der stod, hvad min kunst handler om.
Jeg var 25 år gammel, og der var aldrig nogen, der havde spurgt mig om det, så det fløj bare ud af mig: “Min kunst handler om krig, sex og penge.” Det var bare en sætning, der faldt mig ind, men det var en ret sjov sætning, så i de næste fem-seks år gentog jeg den i alle mulige afskygninger.
Andre gange sagde jeg, at den kunst, jeg lavede, handlede om én ting: Gåturen hjemmefra og ned til toget, toget hen til skole, og tilbage igen. Det var mit forsøg på at forklare min kunst, men med den slags er det lidt som konspirationsteorier – der er måske 10 procent sandhed i det, men resten er noget værre vrøvl.
Med årene er jeg kun blevet endnu mindre klar over, hvad jeg rent faktisk laver. Mit bedste bud vil blive et kedeligt svar, der lyder noget i stil med, at det handler om, hvad det vil sige at være et menneske.
Og så er det også i mangel på bedre, at jeg laver kunst. Hvis jeg kunne, ville jeg bare tale om det. Sproget er nummer et, men da det aldrig rigtig er lykkedes for mig, må det blive kunst. Det er kun dér, jeg føler, at jeg kan tale om alt. Selv de ting, jeg ikke må tale om.
NÅR JEG LAVER kunst, er det for mig selv altid et lille mysterium. Jeg prøver at række ud efter noget, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal gøre det. Når jeg er færdig med det, har jeg givet et kvalitativt bud på mysteriet, men der er aldrig nogensinde definitive svar. Herfra tilhører det alle andre.
Kunst, som forsøger at diktere en aflæsning, er tit dårligt. Det er mere interessant at udfolde et mysterium, som folk kan træde ind i og selv finde rundt i. Jeg tror også nogle gange, at publikum er bedre til at aflæse det, end jeg selv er.
Med årene er jeg blevet bedre til at lade det være op til andre at fortolke min kunst. Da jeg var yngre, følte jeg altid, at jeg skulle forsvare mig selv, men indenfor de seneste 10 år er det helt grundlæggende gået op for mig, at man som kunstner ikke skal være puppetmaster. Det er ikke ens opgave at styre narrativet. Kunstneren er der udelukkende til at folde tingene ud. Ikke til at diktere, hvordan publikum aflæser værkerne.
“Som kunstner arbejder jeg hele tiden med en følelse af en lille smule skuffelse. Jeg tror aldrig, jeg har lavet noget, hvor jeg ikke tænkte: “Øv! Jeg havde håbet på noget mere”
MALERKUNSTEN ER EN flere hundrede år gammel historie, og jo dybere ind i den man kommer, jo mere kompliceret forstår man, hvad det går ud på. Men samtidig skal folk kunne bevæge sig ind i det med deres helt almindelige sprog uden noget forudindgående kendskab.
Det vil sige, at en gymnasieklasse skal kunne skrive en stil, hvor de ret let kan bevæge sig rundt i, hvad du laver. De skal kunne sige: “Nå, maleren har malet en fugl i et bur. Hvorfor er fuglen i det bur? Hvorfor er fuglen for stor til at være i et bur?”
Jeg har tit hørt nogen forklare, hvad jeg laver, bedre end jeg selv kan. Det har kun bekræftet mig i, at min spidskompetence er at bevæge mig rundt i landskabet, ikke nødvendigvis at kortlægge det.
Desuden er det heller ikke det, der foregår, når man laver kunst. Jeg kan love dig for, at Carl Nielsen ikke sad ved klaveret og tænkte over, hvad hver eneste af de forskellige toner betød. Det er alle dem, der efterfølgende har skrevet biografier om ham, der har konstateret, at i dén periode havde han kærestesorg, og i dén periode galopperende dødsangst. Det er her, at hele efterrationaliseringen er kommet i spil, men sandheden er, at hvis du skal kunne hengive dig til at lave de sprogløse ting, kan du ikke være i dét sprog. Det er først, når man sidder og taler om det bagefter, at man skal til at opfinde, hvad det hele egentlig handler om.
Kapitel 5: “Tal, det gør du ikke!”
SOM KUNSTNER ARBEJDER jeg hele tiden med en følelse af en lille smule skuffelse. Jeg tror aldrig, jeg har lavet noget, hvor jeg ikke tænkte: “Øv! Jeg havde håbet på noget mere.”
Det er sket flere gange, at jeg har lavet noget, som jeg har syntes, var så pinagtigt, og som jeg har været meget optaget af at komme væk fra, men 10 år senere kan jeg pludselig se værdien i det. Jeg kan begynde at sætte andre ord på det, fordi jeg har forandret mig, fordi mine værdier er skiftet, og med dem fortællingen om det, jeg har lagt bag mig.
Omvendt kan der være ting, jeg var begejstret for, som jeg nu er mere slukøret omkring. Som mennesker er det tit ikke særlig permanent, hvad vi føler, og derfor ender vi på sådan en vidunderlig sejltur af følelser, der ændrer sig hele tiden.
Med min kommende udstilling MOONWALK på Gammel Holtegaard finder jeg bevidst gamle ting frem fra gemmerne. Ting, der har stået i kasser på et lager i 20 år. Noget er blevet pakket ind med neutrale følelser, andet med skamfølelser, følelser af ikke at have slået til.
“Sagen er bare, at den største udfordring er at beskæftige sig med banalitet. Almindelighed er hardcore, og almindelighed er søerne i København, blomster i en vase”
Jeg synes, det er sjovt at trække gamle ting frem, for måske rakte værket fingeren i vejret med noget, jeg bare ikke havde begreb om på det tidspunkt.
I 2009 LAVEDE jeg en samling af billeder ved navn ‘Teenager Strand’. Jeg var nået et sted hen i min proces, hvor mine malerier stort set bare var sådan nogle bølger og zigzagger. Jeg kiggede på det, og det var naturligt, at jeg var nået ned ad den vej, men jeg blev også nødt til at erkende, at det var en blind vej, og at jeg måtte bakke. Jeg havde ikke kapacitet til at gøre det færdigt.
Jeg arbejder i flere spor og i flere tempi, for der er ting, der har deadlines og skal gøres færdigt, og det holder lokomotivet igang. Men der er også det, jeg sysler med. Emma, min kone, er ved at få spat over det, for jeg har alle mulige poser stående derhjemme, som jeg gemmer rundt omkring – bag en højtaler eller under en kommode. En af de muleposer indeholder ‘Teenager Strand’. Da jeg forlod det, vidste jeg, at jeg ville vende tilbage til det på et tidspunkt, for der stod uafgjort mellem værket og mig.
Jeg har efterhånden lært, at man kan ikke påtvinge et gennembrud. Man er bare nødt til bare at have den mulepose liggende, og lige pludselig åbenbarer vejen sig ind i det. Så skal der smedes.
FOR 15 ÅR siden cyklede jeg hjem langs søerne i København og så fuldmånen reflekteret i vandet. Og ved du, hvad der også var nede i vandet? Svaner.
Rundt omkring mig stoppede mange andre også op, for det var næsten for godt til at være sandt. Lige gyldigt hvor sofistikeret man var, kunne man godt se, at det var ret flot. De andre tog deres telefoner frem for at fotografere, og i det øjeblik tænkte jeg: “Hvorfor er maleren her ikke?” Det var en fælles oplevelse, det var noget, der rørte alle, så hvorfor var maleren her ikke til at indfange månen, der reflekterer i vandet og svanerne?
Straks meldte den indre stemme sig: “Nej Tal, det gør du ikke!” Og så brugte jeg alligevel to år på at genskabe dét øjeblik.
“Og hver eneste gang, den indre stemme siger “ej Tal, det gør du altså ikke det der”, så ved jeg, at jeg er nødt til at kaste mig over det”
Næste gang, jeg mødte den følelse, sad jeg hjemme en søndag aften. De blomster, der blev sat i vasen om fredagen, var ved at knække. De hang ned, og jeg vidste godt, at det ville gå sådan, da jeg satte dem i vasen. Jeg vidste, at jeg ville iværksætte en koreografi, som faktisk er en smule brutal, men søndag aften var der et kort øjeblik, hvor de her blomster stod i vasen på en helt særlig måde. Så kom stemmen igen: “Tal, du maler ikke blomster i vaser. Det gør du altså ikke.” Og så brugte jeg også to år på det.
Som ung kunstner er man optaget af at beskæftige sig med det, der er off, det, der er på kanten af samfundet, det, som er besværligt, bøvlet og bumlet, og som ingen af de gamle røvhuller vil røre ved.
Sagen er bare, at den største udfordring er at beskæftige sig med banalitet. Almindelighed er hardcore, og almindelighed er søerne i København, blomster i en vase. Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg gik på akademiet, at det var det, jeg ville komme til at beskæftige mig med, havde jeg sparket mig selv så hårdt i bagdelen. Med i dag forstår jeg, at det rigtig hardcore ligger i banalitet. Og hver eneste gang, den indre stemme siger “ej Tal, det gør du altså ikke det der”, så ved jeg, at jeg er nødt til at kaste mig over det.
JEG ER STORFORBRUGER af bøger, musik og film. Jeg er gift med en filmnørd, så jeg får serveret mange virkelig gode film. Emma læser også tit højt for mig, inden vi lægger os til at sove. Nogle gange læser jeg for hende, men jeg er dårlig til at læse op, så det er bedst, når hun gør det.
For tiden læser hun højt af en fantastisk bog af Philip Roth ved navn ‘Sabbaths Teater.’ Den handler om en marionetdukkefører, der har så tunge nosser, at det ødelægger hans liv. Hans libido kører ham simpelthen fuldstændig i sænk. Alt lægger han bag sig, sit håndværk, sin familie, og kører afsted med sine alt for tunge nosser, lige til gravens rand. Hver aften falder jeg i søvn, mens Emma læser op af den bog, og det er simpelthen vidunderligt.
Vi skal virkelig huske at værdsætte kunst i alle dens afskygninger – fra bøger til musik til billedkunst til film. På nogle måder føler jeg, at kunst er mere vigtig nu end nogensinde før. Ikke bare i den forstand, at kunstneren skal male bombefly og stigende verdenshave. Det er lige så meget alle de subtile ting, der er behov for, at vi skildrer – solen, et træ på marken. Alt det, der får os til at huske det helt basale ved at være et menneske.
Det er svært for os allesammen nu, fordi der er så mange kræfter, der trækker os ind i en plus-minus-verden, men kunst kan være med til at minde os om den anden verden. Den kan lære os at elske ting, vi ikke forstår, og den kan lære os at føle en dyb værdsættelse ved at være til.
