Direktør for Nørrebro Teater Janne Villadsen om at lade sig inspirere af samtidskunst, Tibirke-længsel og yndlingsfarven grøn.
Blå bog
Janne Villadsen. 42 år. Direktør for Nørrebro Teater. Bestyrelsesmedlem hos Vega og udpeget medlem af Odense Kunstråd. Har en bachelor i statskundskab og medievidenskab og har læst en kandidat i journalistik. Er desuden i gang med en EMBA i governance & sustainability. Bor i en villalejlighed på Frederiksberg med sin kæreste, Philip Nicolai Flindt, der er lyddesigner og komponist, og deres to døtre. Følg hende på @jannevilladsen.
Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, er nok et børneteater eller en børnekoncert – men den første kulturoplevelse, der føltes transformativ, var, da jeg som ca. 12-årig så et Asger Jorn-værk på det, der dengang hed Aarhus Kunstmuseum. Det var der, jeg for alvor fik øjnene op for samtidskunsten.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg være korrespondent et sted i verden. Jeg har altid været nysgerrig af natur, hvorfor jeg ville være journalist som ung – enten med kultur eller udland som omdrejningspunkt. Jeg endte jo i kultursporet, men jeg fandt over årene ud af, at det gav et langt større aftryk at formidle kunst og kultur som kurator og producer end som journalist. Jeg havde dog aldrig forudset, at jeg skulle være direktør på et teater, da det er samtidskunst og litteratur, jeg ved mest om. Men da min meddirektør, Jennifer Vedsted Christiansen, og jeg fik chancen for at gøre Nørrebro Teater til en engagerende kulturinstitution, hvor vi gerne vil vise, at tværkunstnerisk kultur kan drive den demokratiske samtale, var det et stort ja tak. Og så har vi selvfølgelig fundet plads til både litteratur og samtidskunst på programmet.
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er min computer.
I den sidste SMS, jeg sendte, stod der “Ring efter”, og den var til min co-direktør Jennifer Vedsted Christiansen, som er meget nærværende i mit SMS-liv.
Den bedste gave, jeg for nylig har fået, var et kunstværk af Julie Falk, jeg fik af min kæreste i fødselsdagsgave.
Når jeg har brug for råd, ringer jeg oftest til min mor.
Når jeg har brug for inspiration, oplever eller bruger jeg kultur. Der er ikke noget, som kan sætte mine tanker i gang, som samtidskunst, bøger, musik eller scenekunst.
Mit forbillede er et sammensurium af mange mennesker. Afhængigt af hvilken situation jeg står i, skifter det, hvem jeg tænker på. Da jeg var yngre, var forbilleder nogle, som jeg higede efter at ligne, men nu bruger jeg forbilleder som kompas: “Hvad ville x og x have gjort i den her situation?” Jo ældre jeg bliver, jo mere optaget bliver jeg af at lære, hvordan jeg kan blive bedre for de mennesker, jeg omgiver mig med.
Sundhed for mig er god søvn og trygge rum. Og når det er sagt, så er jeg meget mere omgængelig, hvis jeg også får brugt min krop, dyrket yoga, spillet tennis eller bare cyklet rundt – og jeg ville ønske, jeg havde mere tid til præcis det.
Kærlighed for mig er at have min familie og selvvalgte familie i form af nære venner.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er rummelighed.
Min livret lige nu er danske jordbær.
I mit køleskab er der altid havremælk.
Jeg har ikke haft en yndlingsrestaurant i årevis. Jeg har så mange gode restauranter, jeg elsker at besøge i hele verden: Gem i NYC, Speranza i L.A., Peixes i Nice, og i København er det næsten umuligt at vælge. Tænk at være så heldig at bo i en by med så meget god mad.
Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er A-vitaminnatcreme fra Beaute Pacifique.
Slip-on-skoene fra Dries van Noten
På min materielle ønskeliste står der et par sko fra Ugo Paulon, en skjorte fra Lemaire og en taske fra Venczel.
Min personlige stil er tidløs med hang til det dekonstruerede design. Jeg har stor respekt for modedesign som faglighed, så jeg er ikke så optaget af trends, som jeg er af arbejdet med at skabe tøjet.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er nok enten et par western slip-on-sko fra Dries van Noten eller et par jeans fra Margiela eller Lemaire.
I min taske er der altid en læbe-/kindstift fra Noto, der forhandles hos Arakai Beauty.
Den bedste duft i verden er mine børns.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er et lille editionværk af Nan Goldin.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tibirke, hvor vores sommerhus ligger.
Favoritrummet i mit hjem er vores kontor, som fungerer både som arbejdsrum, tegnerum og musikrum og bare er et sted, hvor vi tit er sammen hele familien og hver for sig.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde det åbenlyse: min familie.
Værket af Nan Goldin
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en T-shirt fra Las Terrenas i Den Dominikanske Republik, hvor jeg har tilbragt en del nytår, da min venindes familie har et hus der.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Nina Beier. Jeg har altid været fan af hendes praksis. Men listen over kunstnere, jeg har stor respekt for, er meget lang, så det er svært at vælge.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er Tomas Leth, og jeg elsker det, fordi det var det første værk, min kæreste og jeg købte, da vi skulle flytte sammen.
Værket af Tomas Leth
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville det være at gøre alvor af den grønne omstilling.
Det gør mig glad at lave, hvad jeg gør. Jeg føler mig heldig at få lov at arbejde med at skabe kunst og kultur, som jeg tror på kan binde os sammen som mennesker og skabe fællesskaber på tværs af forskelligheder og uenigheder.
Det gør mig vred, at verden ikke handler, når uskyldige mennesker lider og dør.
Min yndlingsfarve er grøn, men jeg har stort set intet i den farve i vores hjem eller i mit klædeskab – andet end planter og vores have. Det er nok præcis det, som gør, at jeg elsker grøn – på grund af den beroligende effekt, farven har i naturen.
Jeg griner af folk med selvironi.
I løbet af det næste år vil jeg glæde mig til for alvor at åbne Nørrebro Teater op som en ny kulturinstitution med teater, samtaler, kunst, performance og musik. Jennifer Vedsted Christiansen og jeg overtog teatret for et år siden, men det er først her fra august, at det nye program er i gang. Vi har brugt lang tid på at gøre fortid, samtid og fremtid nærværende på teatret, som et hus for dem på Nørrebro og for alle, der er interesserede i kultur. Teatret er oprindeligt tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen, men det er umuligt at se, fordi det ikke er blevet fredet. Så sammen med det tyske designbureau Borsche har vi været i arkiverne og fundet de gamle tegninger frem, så den nye facade, der vil stå klar i september, er meget lig den, som huset havde, da det åbnede op i 1932.
