I majnummerets leder reflekterer ELLEs chefredaktør, Cecilie Ingdal, over, hvad det indebærer at udfolde en personlig historie. Og ikke mindst hvilket ansvar det er, når kilder – som i dette magasin, Nukâka Coster-Waldau – tillidsfuldt deler deres dybeste tanker, følelser og oplevelser. Dét er noget af det, der om og om igen bliver ved med at røre chefredaktøren. Læs hendes leder fra majnummeret, som er på gaden nu, her.
Fortællinger, der rører
Det er noget helt særligt at få lov at udfolde personlige historier. At være inviteret ind i det fortrolige rum, hvor vi får lov at holde en bid af en persons liv, erfaringer, måske usagte tanker, følelser og meninger i hænderne indtil magasinet, er på gaden. Og til at forvalte det ansvar, der følger med, når vi skal forløse fortællingen, lige præcis som vi og ikke mindst vedkommende drømmer om. Med billeder, der ofte bliver til i endnu et intimt rum med hår, make-up, tøjskift, måske uvante poseringer mm., det helt rigtige layout, der giver den rette balance mellem interview og billeder, citatudvalg til forsiden og i særligt udvalgte tilfælde selve forsiden. Der er meget, der skal gå op, før vi sender siderne i trykken. Og selvom vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at vi løfter vores ansvar, så er det da indimellem med en vis portion nervøsitet, at vi sender magasinet og dermed vores kilders livshistorier på gaden. For i nogle fortællinger er der mere på spil end i andre. Ikke nødvendigvis fordi de er mere end andre, men fordi det, der for nogle føles selvfølgeligt, for andre kan føles sårbart. Især når det kommer til de personlige fortællinger, der går tæt på med emner som identitet, relationer, kærlighed, sorg, håb og de valg, der former os. Her bliver vores rolle ikke bare at fortælle, men at lytte med respekt og omtanke – også mellem linjerne. At sikre at nuancerne får lov at leve, og kompleksiteten ikke bliver forenklet. For det er ofte i det skrøbelige og upolerede, at vi genkender hinanden. Og måske netop dér, fortællingen får sin største betydning for jer, der læser med, fordi den sætter spor, der rækker længere. Sådan har jeg haft det mange gange de sidste 18 år som chefredaktør for ELLE, hvor vi igennem 211 udgaver har haft det privilegie at udfolde store og små fortællinger om emner, der ræsonnerer og rører os på forskellige planer.
Nukâka Coster-Waldau, der med nød og næppe nåede hjem fra filmoptagelser i Grønland inden vores deadline, er en af dem, der, nærmest før hun har sagt et ord, betager. Ikke kun med sit dragende udseende, men fordi hun på trods af sin mildhed rummer et blik, man mærker, og som tydeligt rummer mere end det måske glansbilledelige liv, man ellers kunne fortænke hende i at leve som skuespiller og instruktør, gift med en af Danmarks største internationale filmstjerner siden hun var 20, mor til to voksne kvinder, hvis egne skuespilkarrierer også er godt i gang. I denne majudgave af ELLE sætter Nukâka ord på en livslang længsel, der for evigt vil bo hende. En splittelse mellem to verdener, hun endelig har fundet en form for ro i. Hendes historie rummer både arv og opbrud, smerte og forsoning, og en insisteren på at turde se det, der ellers er blevet tiet ihjel. Hendes fortælling er at bære noget større end sig selv – og gøre op med at skulle tage ansvar for at hele det. Og måske netop dér, i spændet mellem stilhed og opråb, finder hun en frihed, der også giver genklang i os andre.
Nukâka, jeg håber, at vi med dette majnummer har formået at forløse det, du drømte om, da du sagde ja til ELLE. Jeg er rørt over, at du delte din historie med os.
God læselyst,
Cecilie
