Fjerde film i rækken af de ikoniske Bridget Jones udkom 13. februar – og trods mindre gode anmeldelser, tog vi ind og så filmen.
Her blot en uge efter, at hele verden har ventet i spænding på, at Renée Zellweger atter har kastet sig hovedkuls ud i livet som sin dobbeltgænger Bridget Jones i den nye film ‘Bridget Jones: Mad about the boy’, forvildede jeg mig ind i en (kvinde-domineret) biografsal med forhåbningen om at få en godt grin samt få afkræftet de negative anmeldelser, jeg var blevet ramt af i mit Facebook-feed på blot den uges tid, hvor filmen havde været i æteren. Og faktisk – mod al forventning – blev jeg meget positivt overrasket.
Filmen er den fjerde i rækken af romantiske komedier om Bridget Jones, baseret på Helen Fieldings bøger, og selvom vores seneste gensyn med castet var tilbage i 2016, havde både Hugh Grant og Collin Firth atter fundet vejen tilbage til det store lærred – denne gang side om side med nye ansigter som Confessions of a Shoppaholic-skuespillerinden Isla Fischer og One Day-skuespilleren Leo Woodall.
Bedst som vi troede, det gik godt
Bridget Jones er kendt for sit citat: “It is a truth universally acknowledged that when one part of your life starts going okay, another falls spectacularly to pieces,” og som mange måske ved, er citatet faktisk meget rammesættende for hendes liv – og den nye film var ingen undtagelse.
For bedst som vi forlader Bridget Jones i sidste (og tredje) film i den tro, at nu har hun endelig fundet kærligheden i Mark Darcy (Collin Firth), som også viser sig at være faren til hendes barn (efter et intenst faderskabs-test-forløb), starter fjerde film netop der, hvor ingen håbede, det ville ende for hende. Mr. Darcy er nemlig død i en humanitær redningsaktion i Sudan, og Bridget står nu som enke og alenemor til Billy og Mabel.
Hendes jongleren i forældreskabet som enlig mor er – som mange mødre nok 1-1 kan nikke genkendende til – kaotisk, og selvom man i situationer får lyst til at hoppe ind i filmen og hjælpe hende med at håndtere livet, er det også befriende, at filmen portrætter, hvordan livet af og til kan være så overvældende, at man kan få lyst til at smække døren i hovedet på det.
Dating apps og ghosting
Med en 2025-udgave af Bridget Jones, der tvinges til at kaste sig ud til hajerne på datingmarkedet af sine venner, kommer selvfølgelig også en af samtidens mest omtalte platforme for singler; Tinder.
Selvom Bridget begyndelsesvis ikke umiddelbart er vild med tanken om datingapplikationer, drages hun meget hurtigt af dens bekræftende effekt og udvalget af flotte, single mænd. Men som de fleste kender det, kan kærligheden gøre os lige så kede af det og besatte, som den kan også gøre os glade – og her er Bridget heller ingen undtagelse. Igen må hun lære tingene på den hårde måde.
Bridget stifter nemlig bekendskab med ‘ghosting’, da hendes 29-årige flirt pludselig stopper med at svare hende efter de to har delt mange romantiske og hede oplevelser sammen. Netop her oplever vi igen den komiske og, hvad nogen måske ville kalde, boomer-agtige side af hende, når hun – mod alle “regler” – på desperat vis sender ham besked efter besked i forsøget på at at høre tilbage fra ham. Selvom dette bliver en hård læring for hende, ender det også med at få hende til indse ting om sit liv, og så er det som om, at det er efter denne hændelse, at hun for alvor indser, at hun ikke længere kan leve sit uforpligtende og “vilde liv”, som ellers er det, vi har oplevet hende i siden første film.
Selvom vi altid har elsket den kluntede, ukontrollerede Bridget, er det som om, at hun i fjerde film omsider slutter fred med en mere moden udgave af sig selv, hvilket også på smuk vis binder en form for sløjfe på hele fortællingen om hende (uden at vi selvfølgelig ved, om der kommer en efterfølger).
Lommetørklæder i den ene hånd og cola i den anden
Jeg havde hørt, at Kleenex var et nærmest lige så stort must som cola og popcorn under filmen, og jeg vil da sige, at der af og til var godt pres på tårekanalerne. Et træk, som jeg ikke havde forventet mig af en Bridget Jones-film.
For ind mellem dates, dansk og drinks, er et gennemgående tema i filmen også savnet og sorgen over Bridgets afdøde mand. Særligt sønnen Billy portrætteres i situationer, hvor der spilles på alle patos-tangenterne, og da han i slutningen af filmen stiller sig op til en skolekoncert og synger den sang, som faderen plejede at synge hver aften før sengetid før ham, var det altså ikke uden snøft fra biografsalen.
Selvom Bridget og børnenes rejse gennem sorgen tilfører et dybere og tungere element til Bridget Jones-fortællingen, end hvad vi tidligere i filmene har været vant til, berøres det samtidig med en underliggende, lun humor og et ihærdigt forsøg fra Bridget om at være der for sine børn. I takt med filmens udvikling lærer familien da også, at selvom sorgen og savnet til deres mand og far altid vil være der, betyder det ikke, at livet ikke går videre – og selvom der skulle komme en ny mand ind i Bridgets liv, vil ingen nogensinde erstatte deres far.
Denne læring er et af de budskaber, jeg tog allermest med fra filmen, for selvom vi kender Bridget Jones som den skøre og humoristiske karakter, klæder det hende også, at være blevet en anelse mere moden samt at vokse i rollen som mor.
Stadig den samme
De, som har set Bridget Jones før, ved, at hun er en af de filmkarakterer, som historisk set har været med til at få fans verden over til at føle sig set, hørt og afspejlet. Og selvom vi møder en mere moden Bridget i den nye film, er hun præcis lige så autentisk, charmerende og morsom men samtidig tåkrummende, som hun altid har været, og taglinen for filmene: “just as you” er bestemt lige så rammesættende, som det altid har været.
Selvom vi altid håber på et godt gensyn (og et godt grin mere) med Bridget Jones, var der også noget rart forløsende over slutningen på filmen, og man sidder tilbage med en følelse af, at hun – i hvert fald for nu – har fundet en ro og er landet et sted i livet, hvor vi ikke behøver sidde på sidelinjen som den bekymrede veninde, men hvor vi faktisk kan efterlade hende med god samvittighed. Jeg fik i hvert fald afkræftet
Se traileren herunder, og tag så lige og se denne fjerde – og hvem ved, måske sidste – film om vores favorit filmkarakter.
